Det havde været nogle lange dage. Men nu var Ysara tilbage fra Elverly efter et kort visit dertil. Hun var nu helt og aldeles overbevist om, at Kile havde givet hende livet tilbage i gave, for lige gyldigt hvordan hun kom til skade, endte hun altid med at heale skaden mens der gik i ild i selvsamme sår. Hun var ikke helt så forvirret længere, heller ikke idet hun trådte ind af bymurene igen. Det var mørkt. Som altid. Hun drejede omgående mod Det Halve Svin med intentionen om, at skulle bruge en masse krystaller på at blive godt fuld. Hun havde et voldsomt behov efter alt det stærke rævepis de havde derinde, så da hun gik ind styrede hun direkte hen til kromutter og fik bestilt en hel kande øl. Uden at sige meget andet vendte hun sig rundt og skulle til at gå hen til et bord, da hun fik øje på den lille solstråle der var Angelica.

For en gangs skyld lyste Ysara op i et lille smil og hun gik med det samme ned og smed sig på en stol. Med det samme placerede hun fødderne på bordet, i en meget doven gestus og kiggede mod veninden med et skævt smil til trods for sit lidt mere hærdede ansigtsudtryk. Hun havde bestemt set bedre dage og det var lidt som om, at hendes øjne havde ændret karakter. De var stadig livssøgende, brune og funklende, men det var meget tydeligt, at noget var sket. At de var meget mere sensitive end før, at kigge ind i. "Hej Angel, godt at se dig igen," hilste hun mens hun klappede veninden på skulderen. "Hvordan er det gået siden sidst?" samtidig med at hun stillede spørgsmål kom en tjener ned med kanden med øl til hende og Ysara blev helt glad. "Vil du dele den her med mig? Du skal helt klart være velkommen til noget af den.."

Det var ikke udsædvanligt at Angel befandt sig på det halve svin. Tvært imod. Selvom der stadig var en hektisk tid i hovedstaden, specielt nu kulden for alvor havde taget til, var det alligevel mere opløftende at sidde på kroen fremfor at gå på gaden. Hun holdte sig stadig til at overnatte hos lysets ridder, for at kunne spare penge, og der var også andre fordele ved det - men hun var ofte nede i byen i løbet af dagen, og nogle gange i løbet af aftenen ligeledes.
Det betød også at kvinden nu sad henslængt i en stol med et krus næsten tom øl i hånden og stirrede eftertænksomt ud i luften. Direkte ind i væggen faktisk, som forsøgte hun at finde ud af hvorfor der var kommet et hul i brædden.

Angel kom med et lille forskrækket hop, som en slog sig ned på stolen ved siden af sig, og rettede sig op fra sin meget henslægte stilling, for at vende tilbage til virkelighedens verden.
Forvirringen var tydelig, men hun lyste op i et glad smil og mærkede hun faldte mere til ro igen og kunne falde tilbage i sin henslægte stilling. "Hej Ysara! Det er godt nok længe siden" smilede hun og måtte indrømme at det var en langt mere rar overraskelse end hun havde regnet med.
"Jeg kan ikke klage - jeg fandt mig i hvert fald en varm seng" svarede hun med en latter i stemmen. Hun var glad for at se sin veninde igen! Det var efterhånden ved at være lang tid siden. "Takker, det siger jeg ikke nej til!" svarede hun til øllet og fik drukket det sidste af sin egen og stil krusset på bordet. "Men sig mig, hvor fanden har du været?!"

Ysara kunne ikke lade være med at smile skævt over det forskrækkede hop, som Angel kom med. Hun var allerede i et rigtig godt humør og at høre Angel fortælle at det gik godt for hende, var kun bedre for det allerede gode humør. Det var rart at vide, at ens bedste veninde ikke var lige så uheldig som hun selv var. Og det var jo også det, der betød noget. Hun hældte øl op til Angel og drak selv en står tår af sit eget krus, før det uundgåelige spørgsmål kom: Hvor havde hun været? Mange steder. Næsten alle steder. Og samtidig var det begrænset hvor mange steder hun havde været. Hun tog automatisk en tår mere, fast besluttet på at blive fuld. Selvom hun var i godt humør, sad de tågede erindringer stadig og trykkede en gang imellem. 

"Eeehm.. På landevejene. Et lille smut forbi Elverly?" hun havde ikke helt lyst til at omtale Kiles rige. For det måtte vel være der hun havde været, da hun havde set guden. Andre steder kunne det sgu ikke have været. Det ville bare være for mærkeligt, så hun besluttede sig for at det hans rige, og at hun ikke helt havde lyst til at snakke om det. "Så hvordan går det med min familie? Jeg har ikke så meget styr på tiden, eller hvor lang tid det tager at rejse derned," hun havde skiftet emne noget drastisk, men hun gad faktisk godt vide, om ham morderen var blevet sendt efter dem, lige som han var blevet sendt efter hende. Man kunne altid håbe.

Angel løftede et øjenbryn, bestemt ikke overbevist over om det hun fik at vide nu også var sandheden. Angel lod krusset dale ned på bordet igen efter at havde taget en tår, og fastholdt Ysaras blik. "Aha?.. Bare på landevejen og en tur fordi spidsørerne?" Hun kunne ikke lade være med at prikke til den anden, men ud fra at stemmen ikke havde været spor sikker til at Angel ville tro det var korrekt, var hun simpelthen nødt til at prikke videre.
Angel tog kruset tilbage og tog en slurk inden hun svarede. "Jeg har ikke været dernede. Jeg standede lidt i hovedstaden efter tørken kom forbi en tur. Forhåbentlig var du i Elverly da det skete og ikke på landevejen" igen en lille prikken til at finde ud af hvad der foregik. "Men jeg tror muligvis de har det fint.. Det er lidt svært at sige. Rubinien er jo ikke ligefrem det bedste sted at få en tørke - men de er sluppet ud af værre problemer." Angel svarede dog på sprøgsmålet - men hun var langt mere fokuseret på Ysara end bekymringen for sin familie. Nok var hun bekymret for dem, men det kunne hun alligevel ikke gøre noget ved lige nu - det kunne hun med Ysara.

"Ja, bare på landevejen og forbi elverne," hun havde det ikke fedt med at holde noget af sandheden fra Angel, men hun havde bare ikke lyst til at fortælle det i detaljer. Ikke lige nu. Tørken. Tørken var sådan en lorteperiode. Det var under den tid at hun havde mødt Logan, ganske vidst, men det var også under tørken, at hun havde mødt sit endelige. Tanken fik hende til kort at stirre ud i luften, før hendes blik endte på bordet, nærmere sagt, ølkruset. "Nej, der var jeg på landevejene," røg det ud af hende før hun formåede at stoppe sig selv. Faktisk vidste hun ikke hvor længe der var gået. Hvor lang tid tørken havde stået på efter mødet med den mand med sin klamme, skeletagtige hånd. "Nej.. Nej, de klarer sig sikkert fint, de er vante til tørke dernede generelt jo. Hvis nogen kan klare det, så er det folkene i Rubinien," rablede hun nu løs før hun tog endnu en tår af sin øl. Tåren udviklede sig hurtigt til et tømt krus, som hun hurtigt fyldte op med en hånd der rystede let.

Hun var gennemskuet. Selvom det ikke var sådan, at Angel havde bidt særlig meget mærke til det, til at begynde med, så kendte Ysara sin veninde godt nok til, at hun godt vidste når hun var gennemskuet. "Okay, der skete måske lidt mere end at jeg bare rendte rundt på landevejene og var i Elverly.." hun pillede på sit krus, pinligt berørt over at have løjet. "Undskyld jeg løj,"

Angel rynkede brynene bekymret, men kommenterede ikke noget første gang - i hvert fald ikke før at Ysara selv nævnte landevejene. Hendes ene øjenbryn skød i vejret. "Nok ikke det bedste sted at være - men du klarede den jo" Hun kunne godt fornemme at den anden virkelig ikke ønskede at tale om det - selvom det havde været en ret pludselig udmelding. Selvfølgelig var Angel nysgerrig omkring netop hvad der var foregået - men.. Ysara skulle nok komme frem med det hvis hun ville. Alligevel nagede det efter at få det at vide. Hun forsøgte at ligge bånd på sig selv. Rablen virkede let som en distrahering. Hun tog en tur af øllet og så nu meget bekymret ud.

Angel tog en dyb indånding og lagde en blid hånd på den andens arm og aede hende blidt med sin tommelfinger. "Det havde jeg lidt på fornemmelsen - men jeg forstår ikke helt hvorfor?" de havde aldrig haft problemer med at fortælle hinanden ting, og hun håbede da heller ikke at det at lyve for hinanden var blevet en ting der holdte ved. Det så hun nødigt.

Ysaras væsen antog en noget mindre glad attitude nu hvor samtaleemnet var inde på det mere alvorlige. Hun var ikke glad for at snakke om det, men nu var det blevet bragt op. Det var dog, som det var. Nu var den ged barberet, så kunne de vel lige så godt gå videre med den snak. Især da Angel nævnte at hun jo havde klaret den, hvilket bare gjorde at hun fik endnu dårligere samvittighed over at have holdt sandheden fra sin veninde. Først da Angel sagde at hun ikke forstod hvorfor, virkede det til at tavsheden blev brudt fra Ysaras side. Hun kiggede alvorligt på Angel nu. "Angel... Faktum er... At jeg faktisk ikke klarede den," forklarede hun med et lidt trist udtryk. Hun vidste ikke helt, hvordan veninden ville tage det og brød sig bestemt ikke om, at det kunne såre hende ret så grusomt.

"Kan du huske ham den noble jeg snakkede om?" uden at vente på svar fortsatte hun bare i sin talestrøm. "Han sendte nogen efter mig mens tørken var til stede, og..." hendes talestrøm blev noget brat afbrudt ved flashes fra fortiden, der meget pludseligt løb igennem hendes sind. En smerte ved håndleddene og i maven blev tiltagende og det gik op for hende, at arrene ikke kom fra reb. Hun så sig selv hænge fra loftet mens blodet bare flød ud. Nu kunne hun huske sin død. Den havde ikke været hurtig, og måske var det derfor, at hun havde undertrykt den til at begynde med. Men når man tænkte nok over de ikke tilstedeværende minder, kom de jo nok frem på et eller andet tidspunkt, og dét tidspunkt så tilsyneladende ud til at skulle være nu.
Hun havde et lidt tomt udtryk i ansigtet mens hun gennemlevede, var ikke til at få kontakt til i flere sekunder, før hun blev meget bleg. "Jeg klarede den ikke.. Men nu er jeg tilbage igen," det kom ud som en hvisken, næsten som om at hun var chokeret over at sige det selv.

Angel blinkede et par gange - meget uforstående. Jamen, hun var her jo - ergo måtte hun havde klaret at komme igennem tørken selvom hun befandt sig på hovedvejen. Det var da så simpelt som noget kunne være. Men noget i Ysaras blik fortalte hende, at det ikke var så simpelt. Angel valgte at være stille, da hun helt ærligt ikke vidste hvad hun skulle svare.
Hun nikkede blot som svar på spørgsmålet. Men så blev hun stille. I uendelig lang tid, kom der ikke noget fra Ysara, der blot stirrede tomt frem for sig. Angel prøvede en smule desperat at vække den anden ved et let klem med hånden, men det så ikke helt ud til at virke.
"Wow..." Det var ubehageligt at se hende forsvinde sådan ind i sig selv - men Angels stemme var ikke andet end en hvisken heller. "Men.. hvad skete der?" klarede den ikke - det lod jo som om hun... døde..

Det krævede en forklaring. Ysara vidste det skam godt, af alle personer, så havde Angelica mest krav på en forklaring. Det var de to - sammen med Cecilio - der havde været gennemt tykt og tyndt sammen. Det var hende der havde været én af Ysaras få venner gennem hele deres liv, og nu hvor Ysara kun havde få af den slags, værdsatte hun virkelig det, de havde sammen.
"Giv mig lige... Øjeblik," hun tømte hurtigt endnu et krus og begyndte at pille i de ar der var ved hendes håndled, før hun tog sig sammen. Hun fik igen øjenkontakt med Angel. "Han dræbte mig. Han slog mig ihjel, og nu er jeg tilbage," hun havde ikke lyst til at skabe en scene her på kroen, så hun tog Angels hånd og ølkanden i den anden. "Kan vi snakke videre om det på mit værelse? Jeg... Har det ikke så godt med at tale om det her," der var både det, samt trangen til at lade vingerne strække sig. Hver gang hun talte om det, kom den trang bare helt naturligt og instinktivt, men med den smule mere kontrol hun havde fået, var det blevet nemmere at holde det hen. Men fandme nej, om hun ville have folk til at sidde og glo lige nu!
Så uden at sige meget mere trak hun veninden med sig op til sig allerede betalte værelse, smækkede døren bag dem, stillede ølkanden fra sig og sank ned at sidde på sengen. "J-jeg er en engel nu," kort og godt fortalt, for hun havde intet ønske om nogle misforståelser. Det skulle bare ud af verden nu. Så kunne de tænke på noget... Andet.

Okay, Angel var nu ved og blive så urolig som man kunne blive. Hun forsøgte at være tålmodig og give tid, men jo mere hun ventede des flere spørgsmål kom frem for hendes nethinde. Hvordan, hvad, hvorfor.. hvad!
Angel kiggede stadig forvirret på hende, selvom hun forstod konceptet med at dø.. Hun blinkede et par gange.. "Så du er en engel?" fik hun endelig fremstammet en smule usikkert og meget lavt.
"øhm.. okay" Angel gjorde ingen indvendinger. Hun fik kun sit ølkrus med fordi hun stadig holdte fast i det, ellers var det blevet efterladt tilbage - så forvirret var hun.

Hun stoppede op i rummet, værelset der egentlig lignede alle andre kroværelser, men hun ensede det ikke rigtig. Hun var stadig fuldstændig forvirret, og endte med at stå lænet op af døren med blikket rettet mod Ysara som gled ned af sengen.
Angel blinkede et par gange før hun lavede en let hovedbevægelse, nærliggende et nik. "Okay... okay.. wow... okay" det tog tid at indregistrere.. "Det forklare hvorfor jeg ikke har set dig den sidste tid" hun pustede ud og tog sig til hovedet. Wauw.

Ysara kunne godt se hvor chokeret Angel blev over den nyhed og hun kiggede sympatisk over på veninden, før vingerne langsomt dukkede op og hun rejste sig fra sengen igen. "Ja.. Jeg ved ikke engang hvor længe jeg har været..." hun tøvede og gøs let, gåsehuden spredte sig på hendes arme og hun havde tydeligt ubehag ved at snakke om det. ".. Væk," hun gik hen og trak Angel ind til sig i et tæt kram. "Og indtil nu vidste jeg heller ikke hvordan han gjorde det.. Jeg har aldrig nogensinde været så bange i mit liv.. Som der hvor det skete," den angst og panik hun havde lige nu, var ingenting i forhold til da morderen bare gjorde sine handlinger og lod hende være, så hun bare kunne dø langsomt og alene. Det var rædselsfuldt at tænke på, og nu hvor hun også mærkede resterne af frygten derfra, vidste hun godt hvorfor hun havde glemt det til at starte med. Nogle gange glemte man jo ting, når de var for grimme og horrible. Det var nok sindet, der forsøgte at beskytte én mod det.
Men den beskyttelse var ødelagt nu og Ysara vidste overhovedet ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun kunne have været død og aldrig kommet til at se Angel eller Cecilio igen. Tanken i sig selv gjorde hendes øjne meget blanke som hun stod der og omfavnede sin veninde, næsten bange for at hun ville forsvinde, hvis hun ikke holdt fast.

Angel holdte sig til hovedet, hvilket resulterede i at hun mere eller mindre stod og stirrede stift ned på en gulvplade mens hun kapperede hvad der foregik. Okay - det var jo ikke verdens undergang. Hun løftede blikket igen som Ysara begyndte at tale igen - denne gang blev hun også distraheret fra de egentlige ord da hun så vingerne på venindens ryg. Okay okay... Nu blev det lige lidt for virkeligt igen.

Hun stod chokeret, men løsnede op som den anden trak hende ind i et tæt kram. Armene banede sig per automatik rundt om den anden og holdte fast i hende. Holdte fast som galt det livet - det var meget at kapere på en gang, men det skulle ikke hindre Angel i at holde fast i den anden som var alt som det plejede - omend med en smule mere kraft og afsavn. Angel blinkede et par gange, inden hun lod sin hånd finde den rytmiske beroligende bevægelse mod Ysaras ryg, hvor hendes vinger ikke stak ud, men at der stadig var plads til at ae roligt. "Det kan jeg godt forstå - men det er ovre nu.. Han kan ikke gøre dig noget" svarede hun forsikrende, og det var som om hun havde glemt sin egen tvivl og forvirring. "Jeg er her" hviskede hun roligt og holdte stadig den anden tæt ind til sig. Hendes egen forvirring kunne vente til et mere passende tidspunkt.

Det var meget rart, at få Angels betryggende arme om sig. Hun bemærkede også ret hurtigt, at Angel holdt meget hårdt fast og kunne sådan set godt forstå det. Hun havde for helvede været død! Og var godt nok kommet tilbage igen, men hun havde stadig været død og det var forfærdeligt, og helt igennem ulækkert at tænke på. Hun lod sig berolige af Angels favntag og begyndte langsomt at slappe mere og mere af, mens hun lyttede til venindens stemme og tog det ind, at hun var her. Forhåbentlig ville de godt kunne dræbe manden hvis bare de var sammen. Hun havde i hvert fald ikke umiddelbart planer om at være alene det næste lange stykke tid.

"Tak, Angel.. Tak," mumlede hun lavt, mens hun begravede sit ansigt i Angels skulder. Kort efter trak hun sig ud af grebet, mens lod sine hænder forblive på Angels arme. "Jeg... Jeg er sikker på at du er forvirret over det her. Hvis det er, så kan jeg godt prøve på at svare på hvad end du har at spørge om," hun førte dem langsomt hen til sengen og ned at sidde igen. Alt sammen stille og roligt, mens hendes eget, bankende hjerte blev mere og mere roligt i forhold til før.

Angel havde tid til at være forvirret senere over hvad der var foregået. For lige nu havde Ysara brug for tryghed og nogen der var har for hende, ikke en forvildet kylling uden hoved der ikke fattede hat af hele situationen. Det måtte simpelthen blive en anden gang at hun tog sig til egentlig at finde ud af hvad hun lige havde hørt og oplevet. I stedet holdte hun bare fast og forsøgte at give så megen varme, kærlighed og tryghed videre som hun kunne mønstre. For det var hvad Ysara havde brug for, og det var og blev det vigtigste.

Angel fulgte roligt med og satte sig ned på sengen, uden at ville slippe Ysaras arme hvor akavet en gang det så end blev til for dem. ”Jeg er forvirret ja, men det er ikke så vigtigt lige nu.. Faktisk ved jeg slet ikke hvad jeg skulle ville spørge om” tilføjede hun ærligt med et lille skævt smil på læben. Spørgsmål kunne hun stille senere, lige nu var hun bare glad for at den anden var kommet.

Ysara tog fat i ølkanden i et bedre greb da det gik op for hende, at hun havde den med sig, og mens Angel fortalte at hun ikke vidste hvad hun ville spørge om, tog hun en solid slurk øl, hvorefter hun gav den videre til Angel. "Vi kan også bare slappe af. Og tage snakken senere..." sagde hun lidt tøvende.
Og det var også sådan det endte. De fik snakket en smule mere om alt det der var sket, men mest af alt blev der drukket øl til de faldt i søvn i sengen, stadig med sko og tøj og det hele på, på en vildt akavet måde. Men de talte ikke om det. Da de vågnede, var den ged barberet og de havde begge to ting at gøre andetsteds. Så Ysara bød farvel til Angel, hvorefter hun også selv tog ud på gaden for at tjene til brødet.