De brune øjne hvilede på en lidt afsidesliggende kro, underligt at den virkede så tom.. Hendes telepati kunne hun heller ikke rigtigt bruge til at finde nogen, ikke at hun på noget tidspsunkt havde troet det. Selvom hun trænede evnen var den en del hårdere at have med at gøre, og øve op, end hendes helbredende magi.
*Hvor underligt.. Den plejer da ikke at være tom..? * Hun steg af den bredryggede unghest, der overraskende nok havde overlevet tørken, klappede den kort på halsen inden hun tøjrede den nær stalden. Heller ingen dyr der.. Hun så sig omkring, noget sagde hende at hun ikke burde være der, at et eller andet var sket, men hun fik sig selv til at blive som hun skubbede noget hø ned til hesten der gladeligt tog for sig.
Hun skuttede let som hun hev kappen tætter om sig, tog hendes opbakning af hesten og gik ind i kroen via køkkenet..
Hun stoppede op nærmest straks hun var kommet ind, overrasket over at der vitterligt ingen tegn var på liv at finde, end ikke i køkkenet. * Hvor er alle folk henne? * Spurgte hun sig selv i tankerne. Havde ejeren virkelig gået til i tørken? Hun håbede det ikke, manden havde været god og venlig af sig, men familien havde også været stor.
Forsigtigt kørte hun en finger hen langs bordpladen, kun for at få en bunke støv med sig. " Hallo?... Er der nogen? "
Det var med voksende bange anelser at hun gik ind i selve krostuen, i søgen på liv eller i det mindste resterne af liv.
“We are all wanderers on this earth.
Our hearts are full of wonder, and our souls are deep with dreams.”