Han stank af alkohol. Det var det eneste hun kunne tanke og fokusere på. Og det var umuligt at undgå at opfange lugten, så tæt på hende som han var. Men hun gjorde alt hvad hun kunne for at glemme det. Ignorere det. Det var hun nød til, eftersom der ikke rigtig var nogen udvej længere. Hendes kølige lilla øjne så ned på den robuste og bredskuldrede mand, der lå og godtede sig under hende i den bløde seng. Han var ikke en ussel mand at se på, men den måde han smilede op til hende, fik hende til at føle sig som et simpelt stykke saftigt kød, han endelig havde fået lov til at fortære. Med et ben på hver sin side af ham, sad hun oppe omkring hans talje med rettet ryg i et forsøg på at virke mere tiltrækkende. I takt med at hendes lille fine hånd strøg op og ned af hans blottede lem bag sig, kærtegnede manden hendes bare lår. Hvor hun dog hadede det. Det var så klamt. Selv hun vidste, hvor forkert det var for en mand nær sine tredive at nyde betjeningen fra en 15 årig så meget, som det så ud til at ham her gjorde.
Hun kunne nu pludselig mærke begge hans hænder snige sig op under hendes kjoles skørt ved hver sit lår, hvor han med ét greb fat omkring hendes hofte og noget voldsomt svang dem omkring med et lystende grynt. Chokket fra drejningen var tydelig at se i hendes eller så uskyldige ansigt og hun kunne ikke gøre meget andet end at stirre lettere forskrækket op mod ham. Dog nåede hun ikke at gøre det, før hun kunne mærke sig selv blive presset ned i madrassen, samtidig med at hans læber grådigt begyndte at kysse hende ned ad halsen og videre ned igennem hendes kavalergang, efter at han nærmest havde flået hendes kjole åben for at få adgang. Det var uønskede støn der forlod hendes strube, og hun kunne ikke lade være med at vride sig for at komme fri. Hun kunne høre sig selv klynke meget sagte. Og meget hurtigt følte hun sig fuldkommen fortabt igen. ”Hvad har De gang i?!” hørte hun sig selv udbryde. ”Stop!..” Han holdt inde. Selvfølgelig var hendes ord ikke nok til at rent faktisk stoppe det fra at ske, for kun få sekunder derefter greb han fat om hendes ene ankel og løftede hendes ene ben op for også at trække hende helt hen til sig, som var hun blot en kludedukke. Hun hvinede automatisk og lukkede refleksivt sine hænder om lagnet i håb om at det ville hjælpe. ”Lig nu bare stille!” vrissede han af hende og fumlede stadig desperat efter at få hende lagt i den rigtige stilling.
Panisk drejede April hovedet fra side til side i søgen efter noget. Bare et eller andet. Straks landede hendes blik på den glødende lampe på det enkle bord ved siden af sengen. Og med den frie hånd rakte hun ud efter den. Hun kunne næsten nå den. Hun manglede kun lidt mere. Manden måtte have været optaget, for da det lykkedes hende at nå olielampen, var det for sent for ham at registrere det, da hun uden tøven sendte den lige i hovedet på ham. Heldigvis var flammet blevet slukket fra suset, så selv da olie landede på ham, gik han ikke op i flammer. I stedet så det ud til at hun havde været stærk nok til at slå ham ud, for han faldt tungt ned på hende. Meget hurtigt fik hun skubbet ham af sig og rejste sig ligeledes hurtigt fra sengen. Hun samlede kjolens stof for at skabe dække for hendes krop igen med rystende hænder, og så kun kort mod manden, før hun spænnede igennem værelset og ud væltede nærmest ud af døren. Og selvom hendes blik havde været rettet mod trappen, blev hun brat stoppet af en kød-mur. Fluks så hun op og fremviste sit noget skræmte ansigtsudtryk for den fremmede unge mand, det vidste sig, at hun var løbet direkte ind i. Hun undskyldte dog ikke. Så blot på ham med grædefærdige øjne, indtil en lyd fra værelset, hun netop havde flygtet fra, fik hende til at se sig yderst panisk tilbage. Havde han allerede vågnet op igen?

Det var efterhånden et par siden af Fabian var ankommet i Hovedstaden og havde taget op sit nuværerende erhverv, nok nærmere tre års tid. Han havde efterhånden vendet sig til det hårde fysiske arbejde, som brugte hans krop på en anden måde, end i landbruget, men han nød det. Selvfølgelig gjorde han det, da han opdagede sin lidenskab indenfor erhvervet. Han havde altid vidst at han var glad for sex, men den daglige sex gjorde det klart for ham, hvor vigtig den egentlig var for ham. Det var første gang at hans arbejde og hans interesser rigtig faldt sammen.
Han var da også begyndt at få et bedre ry rundt omkring i Hovedstaden, men det betød da også en større mængde af særlinge, med... specielle interesser, men Fabian tog arbejdet med en nysgerrighed, han dårligt besad. Hver gang der kom en af de specielle kunder, tog han det med fast hånd, og noget af det han havde oplevet. Han kunne blive tændt næsten ved tanken af det, men nogen gange var god gammeldags sex også lige hvad man havde behov for.

Denne her dag var han draget til Skumringskvarteret. Et sted han befandt sig mindre og mindre, men også her var der folk der var interesserede i ham, og de betalte, så Fabian tog glædeligt imod det. Så kunne man jo leve lidt bedre. Denne her havde dog noget for med at binde ham op, og endda lige lovlig stramt, men han havde ikke ligefrem lyst til at løsne Fabian lidt. Det stoppede dog ikke omgangen med at være yderst fornøjelig.
Det var efter denne her omgang, på en lille snusket kro, at Fabian havde taget sit tøj på, og sagt farvel til manden, at der skete noget meget ulig hans normale rutine. Han var begyndt at ryge, og havde fundet ud af at det ikke var helt slemt at tage sådan en efter en omgang, så han havde tændt den, som han var kommet ud af døren. Måske burde han havde overvejet at den larm og støjen kunne bringe noget med sig? Men der skete altid det ene eller andet her, og sjældent blev det taget ud af værelserne. Om der blev begået mord her, ville det ikke røre nogen. Det var virkelig en af de glemme steder, hvor alle kun var interesseret i sig selv, og for hovedparten, var det også sådan Fabian havde det. Men han havde trodsalt ikke lukket sit hjerte helt af endnu.

Han havde hørt en dør der åbnede, og havde kigget ned af gangen, men han havde dårligt set sig om hvad der var sket, før at der en solid person der løb ind i ham, og han måtte anstrenge sig kort for at blive stående, og ikke tage sin cigaret, som blev holdt i hans højre hånd.
Da han så at det var en ung pige, iført intet men et tæppe, var han noget overrasket. De piger der ikke gad det, fik næppe lov til at undslippe værelserne hvis det endleig var at de ikke gad. Måske burde han have det dårligt over at tænke disse tanker, men han kunne trodsalt ikke stoppe sig selv.

"Hva?" kom det lettere uintelligent ud af Fabians mund, og kiggede op fra den grædende pige og ned mod den dør der stod åben, hvor hun muligvis kom fra. "Hvad sker der?" spurgte han så. Han var trods alt ikke nok af et røvhul til bare at efterlade hende sådan der, og han havde da også en lillesøster... eller havde haft, siden hun nok var død efterhånden, så unge piger og de to ville nok ikke have været langt fra hinanden i alder.

Stadig med sine øjne limet fast til gangen bag hende, trådte hun ubevidst et halvt skridt tættere på den unge mand foran hende, som i et forsøg på at klamre sig til ham efter en tryghedsfølelse. Hun tænkte ikke rigtig over, hvordan hun måtte have presset sig ind mod ham. Hendes opmærksomhed var nærmest kun rettet mod døren, hun netop havde løbet ud af. Hun spidsede ørene i søgen efter lyde, der kunne indikere for hende, at manden rent faktisk havde fundet tilbage til bevidstheden. Og det samme øjeblik at hun hørte en arrig brummen, rejste de små synlige nakkehår sig i nakken på hende og hendes arme blev dækket fuldkommen af hævede kuldegysninger. I takt med at hendes krop blev en del mere anspændt i de første par sekunder, måtte hun have mast sig endnu mere op ad den fremmede, som hun pludselig vendte sit blik imod igen.
April skulle netop til at åbne sin mund, men opdagede i stedet hvor tæt hun stod på ham og trådte meget hurtigt et par klodsede skridt tilbage for at skabe en sikker afstand mellem dem. Lige nu var det trods alt ikke ligefrem, at hun stolede på det andet køn. Man kunne nok sagtens se, hvordan hun pludselig blev langt mere på vagt, på den måde hendes bange udtryk ændrede sig en smule mere køligt. Dog forsvandt den blanke overflade fra hendes øjne ikke. Hun kunne kun prise sig lykkelig over, at tårer endnu ikke havde valgt at falde ned over hendes kinder. Hun ville ikke græde. Og da specielt ikke foran en anden.

”Sssh.. Han hø-…” Længere nåede hendes ellers blide stemme ikke, før hun blev afbrudt. ”KÆLLING!” brølede manden, der nu var kommet frem i døråbningen. Og igen skød hendes skuldre op til hendes ører og hun drejede meget hurtigt omkring for at stå ansigt til ansigt med ham. Det kunne ses, at han småblødte fra et sted i hovedet. Og hans tøj sad yderst sløset med klare tegn på, hvad han havde haft gang i. Det var altid noget, at han havde taget sig til at få stoppet sin manddom tilbage i bukserne, så hele verdenen ikke skulle glo på den. Hun strammede grebet om tæppet og svøbte sig endnu tættere ind i det, selvom hendes ene hånd smertede. Hun måtte have skåret sig, da glasset på lampen var blevet knust mod kundens knold. Hun havde dog ikke tid til at se efter.
Den blonde teenager spildte ikke tiden, før hun straks løb om bag denne noget yngre mand for at skjule sig bag ham, da den arrige og utilfredse kunde marcherede imod dem. ”Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af sted med hvad du gjorde? Jeg har betalt for dig!!” Idét at han kom tættere og tættere på mistede April meget hurtigt følelsen af at være i sikkerhed, så før hun vidste af satte hun ned ad trapperne, der heldigvis var lige ved siden af hende. Hun skulle væk.

Fabian vidste ikke hvad han skulle gøre. Pigen foran ham, så ud til at være tæt på at græde, og der var tydeligvis sket et eller andet på det værelse. Gjorde der ikke altid? Men hvad kunne hun dog have været gang i, siden hun så sådan ud. Ja tydeligvis havde det være sex, men hvorfor? Hvis hun så sådan ud. Med mindre hun selvfølgelig tilhørte et af de mere snuskede horehuse, så ville det give fin mening, at tvinge de unge til at komme i gang så hurtigt de kunne. For hun så i hvert fald ud som om at hun havde oplevet noget, hun ikke var en fan af.
Og han fandt da også hurtig ud af at hans fornemmelse havde være rigtig. En mand der råbte, som også kom stormende ud af værelset. Ja, det var nok bedre ikke at blande sig i det, hvilket dog meget hurtig blev forsent, da hun havde den rystende teenager stående bag sig, og han kunne ærligtalt godt forstå det. Måske han havde kunne komme med en løsning på det her problem, hvis hun var blevet, men nej, væk hun løb, og pludselig stod Fabian alene med den vrede mand.

Op røg hans hænder med det samme. Han kunne muligvis godt tage visse folk i en gammeldagsslåskamp, man var vel ikke bondesøn for ingenting, men han havde ikke lyst til det. Jo bedre han så ud, jo flere kunder fik han, så meget havde han fundet ud af det.
"Jeg tror desværre hun er over alle bjerge nu," indrømmede Fabian. Måske han bare skulle være gået til siden, og ikke sagt noget til manden, men Fabian vidste alligevel stadig ikke hvornår man skulle holde kæft. Et af hans charmerende punkter.

April havde nær snublet over sine egne skridt og væltet ned ad trappen, hvis ikke hun havde formået at opretholde sin balance på et stabilt punkt. Til trods for at hun rystede af diverse stoffer som blandt andet adrenalin, der var blevet sendt igennem hendes krop, præsterede hendes kropsmotorik stadig at vise sig at være i en fantastisk stat. Som hun løb ned, trin for trin, prøvede hun forgæves at finde en grund til, hvorfor hun ikke havde kunne klare det denne gang. Det havde ikke været hendes første job. Og der havde før været tilfælde, hvor det var blevet en smule mere voldsomt, end hvad hun selv brød sig om på det tidspunkt. Måske var det blot dét at glasset var flydt over denne gang.

Over sig kunne hun stadig høre den utilfredse kunder. Dog heldigvis ikke lige bag sig. Til gengæld kørte hun pludselig lyden af en knyttet næve der blev sendt hårdt imod, hvad hun kunne forestille sig, var den tilfældige unge mand, hun kortvarigt havde skjult sig bag. Hun kunne ikke lade være at skære en grimasse, bare ved tanken, hvilket endte i at hun et splitsekund lukkede sine øjne i for at flygte mentalt, men måtte hurtigt indse, at det ikke var en god idé ikke at kunne se, hvor hun bevægede sig. ”Hvorfor fuck stoppede du hende ikke?!” hørte hun manden svovle, lige inden hans trampende skridt lød på trapperne.
Fluks hoppede hun de sidste trin over ved den næste etage, hun nåede til, og det var ren og skær mirakuløst, at hun nåede at smutte omkring og ind under trappen, inden at manden fik øje på hende. Hun faldt nærmest sammen, idét øjeblik at hun fik krøllet sig sammen i sit mørke skjul. Hun faldt helt ned på hug og gjorde sig så lille, som hun overhoved kunne. Hovedet bøjet. Og hun måtte have holdt vejret, for da hun havde fået bekræftet, at manden havde fortsat videre ned og derfor væk, hev hun kortvarigt efter at få luft ned i de forpustede lunger.
Hun forblev krøllet sammen lidt endnu, mens hun lod stilheden falde fuldkommen på plads, inden hun lod sig selv falde tilbage at sidde på sin bagdel i stedet for at bruge benmusklerne. Dog beholdte hun benene tætte oppe til sig og hun svøbte endda sine arme – og tæppet – omkring dem for at omfavne dem endnu mere. Hendes tær var krummede og hun gemte stadig sit ansigt i mellemrummet mellem hendes overkrop og sine knæ. Det værste var nok fornemmelsen af hele hendes krop der sitrede. Og den svage smerte i hendes næse, som en advarsel om, at hun kunne begynde at tyde hvornår det skulle være.

Slaget kom ud af ingenting. Fabian havde i hvert fald ikke set det komme, men en ordentlig knytnæve blev sendt lige i hans ansigt, og et svagt knæk kunne høres. Og så begyndte blodet af strømme ud af hans næse. Hvilket da også gjorde, at han ikke ligefrem fik stoppet manden fra at gå.
"Dit røvhul!" råbte Fabian, og tørrede noget af blodet af mod sin arm, blod var alligevel forfærdeligt at få af tøjet, før han selv tog mod trapperne. for at løbe efter røvhullet der havde slået ham. Ikke nok med at der langsomt var ved at komme et stort blåt mærke, så var Fabian ikke helt sikker på hvor slem hans næse egentlig så ud. En ting var at formskifte, men hvis han skulle gøre det hver dag, fordi at han næse var ødelagt? Ja, det var han ikke en fan af.

Han kom dog ikke engang ned af trapperne, før at han måtte erkende, at røvhullet allerede havde stukket af, efter den unge pige. Det var jo ikke fordi at hun kunne skynde sig at gemme sig nede i kroen. Der stak hun for meget ud, med sin lyse hår og rene krop. 
Et lille irriteret grynt kom fra ham, og han prøvede at tørre blodet der stadig fossede ud, væk, men det var ikke fordi at det rigtig ville stoppe på den metode. Dog syntes han at høre et lille dunk ved trappen, hvilket fik ham til at kigge sig omkring, og ganske rigtigt, under trappen sad den selvsamme pige, selvom det var svært at se i dette lys. "Så det er dig der har lavet alt denne her ballade," kom det fra Fabian, men hans stemme var ikke nær så hård, som den måske burde have været, efter at han var blevet slået af en mand dobbelt hans størrelse, grundet denne her tøs.

Det gav et tydeligt set i April, da hun pludselig hørte en meget svagt velkendt stemme nær sig. Og der skulle ikke en ekspert til at forklare, at ordene meget muligt var rettet mod hende. For af hvad hendes suveræne hørende kunne opfange, så var der ikke andre til stede i gangen. Hverken på etagen over hende, under hende eller på den, hun befandt sig på nu. Ikke andre end hende selv. Og denne unge mand. Hun blev dog siddende. Hun følte sig ikke just tryg ved ham heller, men alligevel virkede tonen i hans stemme langt fra faretruende, hvilket nok var grunden til, at hun ikke hurtigt havde rejst sig op i et forsøg på at komme væk igen. Det ændrede dog ikke meget på, at hun ikke var meget for at anerkende hans tilstedeværelse. Selvom der ikke skulle mere end et par øjeblik til, før nysgerrigheden tog over styringen.

Forsigtigt og langsomt løftede hun endelig sit ansigt fra sit skjult og låste straks de violetfarvede øjne direkte mod det unge menneske. Til at starte med havde hun blot et varsomt følelsesneutralt ansigtsudtryk lige indtil hun opdagede den overraskende store mængde blod, der sivede ned over hans mund og hage. Hun gjorde store øjne og stirrede næsten lige så panisk på ham, som hun havde gjort for kun lidt siden. Denne gang var det dog bygget op af langt mere bekymring end skræk.
”Gjorde han det… ved Dem?” lød hendes automatisk blide stemme. Stadig sagte, som var hun endnu i frygt for at blive hørt og derefter opdaget. Hun klamrede sine ben lidt mere ind til sig og - om det var muligt – gjorde sig endnu mindre. Hendes blik faldt skamfuldt og hun måtte modstå den mindre lyst til at flygte igen. ”Jeg… beklager. Virkelig. Det var ikke min mening, at blande Dem ind i mine problemer.” Hun pressede sine læber hårdt sammen så de skabte en lige linje, og hun benægtede sin krop at så mod ham. Hun ville ikke se hans blik mod sig. Eller se hvad hun uden tvivl havde været grund i. ”Men… jeg beder Dem… Overgiv mig ikke til den mand igen.” Tanken om manden skabte pludselig en vis arrighed i hendes kindmuskler. Ganske diskret. Vidste sig knap nok på hendes ydre, men spillede til gengæld et spil i atmosfæren omkring hende.

Endelig begyndte Fabian at holde sig for næsen og løfte hovedet, så det forhåbentlig ville stoppe. Det var det bedste han kunne finde på lige nu, men hans tøj var nok allerede ødelagt af alt det her blod. Det var da også bare irriterende, især fordi at hun tydeligvis var mest bekymret om sig selv, men Fabian var ikke så meget et røvhul.
"Det er nok for sent at overgive dig til ham alligevel, men du må også hellere værdsætte det her. Jeg skal faktisk bruge mit gode udseende," sagde han, og lænede sig op af væggen, mens han prøvede at kigge ned på pigen. Hun kunne ikke være specielt gammel på at have startet på det.

"Er du en af Vigdis' piger? Du havde tydeligvis gang i noget du åbenbart ikke var helt villig til at gøre, så det ville være lidt underlig hvis du er," spurgte han så. Han havde kommet forbi den ældre dame mere end en gang. Hun ville mægte gerne rekruttere ham, men det at være en del af en bordelhus, var ikke ligefrem noget han havde lyst til. Der var en hvis sikkerhed forbudndet med det, men han kunne godt lide at få alle pengene selv. 

Igen bed hun sig selv i kinderne. Det var trods alt ikke fuldkommen umuligt for hende at skamme sig over noget, også selvom hun sagtens kunne finde meget logiske grunde til ikke at gøre det. For det første virkede han ikke just til at bebrejde hende Og for det andet så havde det ikke været hende, der havde udgivet slaget. Men på et punkt, så havde han ret: Hun burde virkelig sætte pris på, hvad han egentlig havde gjort for hende, selvom det egentlig ikke var så meget andet end at tage en næve til ansigtet for hende. Meget vel ved et uheld. Dog var den største reaktion, som han fik ud af hende, var da hun fik samlet sig nok sammen til at se tilbage på ham igen. Se situationen lidt mere i øjnene.

Hun sank tungt og tog sig tid til at bare stirre på ham, inden hun forsigtigt slap sit greb om sine ben og fik lidt efter lidt rejst sig op på svagt vaklende ben. Og så faldt hendes blik sig fraværende væk fra ham endnu en gang. ”Det er ikke så meget, at jeg ikke var villig.” begyndte hun at forklare, mens hun med små skridt trippede hen over gulvet hen imod ham. Hun tog en dyb indånding igennem næsen og fik ligeledes snøftet ordentligt af, hvilket nok var det eneste tegn tilbage, der viste hvor tæt hun havde været på gråd. ”Jeg er bare ikke vant til at håndtere mænd… endnu.”
Hun stoppede roligt foran ham, hvor hun gik i gang med at fumle med tæppet, hun havde svøbt om sig. Hun sørgede for at den lettere iturevne kjole dækkede, hvad den burde, inden hun svang tæppet af sig igen. ”Her…” sagde hun og rakte ham roligt tæppet. ”Til at stoppe blødningen. Også… tak.”

Det var lidt svært at kigge på den unge pige, mens blodet stadig løb ned. Manden måtte virkelig have slået til, og det var da også noget irriterende for Fabian. Blodet var da ligeså stille begyndt at stoppe, da pigen tilbød tæppet til ham, og han spildte ingen tid med at tage den op foran næsen, for at stoppe den kraftige blødning.
"Ikke vant til at håndtere mænd? Det der lignede lidt mere end at du ikke kunne håndtere mænd," pointerede Fabian. Han var ikke klar over hvad der var sket, men det havde set noget voldsomt ud. Kunderne reagerede ikke så voldsomt, hvis man bare flygtede fra dem, nej det her var noget andet. "Desuden... mænd er nemme at håndtere, vi tænker virkelig kun med en ting," kom det så en smule kækt fra ham. Fabian selv var styret var sine nedre dele det meste af tiden, og kun med en hvis smag for penge, og han var ret sikker på at alle mænd var styret af det. Det var vel derfor han fik primært mandlige kunder? 

”Og hvis I bliver benægtet den ene ting, så mister I forstanden fuldkommen.” var det nu Aprils tur at pointere. En hvis form for irritabel frustration kunne lige skimmes i hendes stemme, samt måden hendes lilla blik så tilbage på ham. Hun burde nok have vist bedre end at kunne finde medlidenhed hos en arrogant og selvglad mand som ham. Og et kort øjeblik havde hun pludselig heller ingen medlidenhed tilbage for ham og hans forslåede næse. Dog kunne hun ikke holde den væk længe, for efter det lille øjeblik så var den vendt tilbage til at give hende følelsen af skyld.

”Han havde ikke betalt for, hvad han ønskede i sidste ende.” sukkede hun så endelig. Hun var ikke meget for at skulle stå og diskutere sine arbejdsvilkår med en anden. Og da slet ikke en komplet fremmed. Hun kendte ikke engang hans navn. ”Og jeg panikkede, da han prøvede at tage det med magt.” Hun hadede at sige det ud højt. Også selvom det stadig ikke var direkte til sagen. ”Så jeg slog ham i hoved med den nærmeste genstand. Hvilket så resulterede i, at du tog slaget.” Det var først da ordene allerede havde forladt hendes mund, at det gik op for hende, hvor lidt grund der egentlig havde været for hende at skulle forklare sig. Hun huskede ikke at han havde spurgt så dybt ind til det. Det var kun hende selv der bare talte.

Hun så så lidt mere intenst op på ham, inden hun rakte sin ene hånd frem igen. ”Hvis De vil stoppe blødningen skal der nok lægges en smule mere pres på.” forklarede hun som hun blidt pressede på hans hånd, der holdte tæppet mod næsen. ”Og måske læn sit hoved tilbage for at blokere strømmen.”

En let latter kom fra den lidt ældre mand. Det var rigtig nok. Han var nok også selv en del af dem. Efter han kom til Hovedstaden var han nok blevet lidt afhængig af sexen han fik på arbejdet. Nu om dage kunne han ikke forstille sig at arbejde med noget andet.
Dog blev hans ansigt lidt hårdt, da han hørte hvad hun sagde. For selvom at Fabian muligvis nød sex og var villig med de fleste, så var nøgle ordet også 'villig'. "Hvad fanden ville han få ud af at tage det med vold. Han fik tydeligvis hvad han fortjente så," kom det fnysende fra Fabian. Nej, kunderne havde ikke altid ret, og i hvert fald ikke i sådan nogle situationer

Han var noget overrasket over hånden der kom og ville presse mere på næsen, og han gjorde da også som hun sagde. "Tak," mumlede han så og sendte hende endnu engang et lille smil. "Jeg er ked af at du fik sådan en lorte kunde, som din første. Der er faktisk mange der opfører sig pænt,"indrømmede han. Han havde haft begge dele, men de venlige var der faktisk en del af. Måske fordi han tog overpris for dem der ikke var søde.

April kunne ikke stoppe sig selv i, at sende ham et noget undrende blik. ”Hvad får dig til at tro, at det er min første kunde?” Hun kendte egentlig ikke normen. Og da slet ikke lavalderen for det arbejde hun gjorde. Godt nok havde hun ikke været i gang i flere år, men over de sidste par uger, havde den tvangsfulde mand ikke været hende debut ind i branchen. Men alligevel havde hun svært ved at tro helt på, at der fandt rarere personer derude, for dem havde hun bestemt ikke haft mange af. Og så var hendes syn på det hele stadig tåget af afsky og et skjult had til det. Noget hun heldigvis var god til at bide i sig ud af tankerne om nødvendighed. Hun flyttede lidt rundt på tæppets placering, da næseblodet allerede havde spredt sig en god del. Stakkels mand. Slaget havde virkelig ramt lige på, så det ud til. ”Hold det her.” kommanderede hun, inden hun tog sin rystende hånd til sig igen.

b][”Du virker til at kende til branchen.”[/b] sagde hun nu mere spørgende. Og den undrende rynke mellem hendes øjenbryn var forsvundet og blevet erstattet med noget oprigtigt nysgerrigt til trods for manglen på et smil fra hendes side. ”Jeg ville nok tro, at du er hvad man kalder en stamkunde, men noget siger mig, at det ikke er tilfældet.” Diskret fumlede hun med det ødelagte af sin kjole. Det var noget af en lettelse at riften ikke var dyb nok til at vise alt frem, men den var stadig dyb nok til at gøre det uanstændigt i mere civile situationer. Hun havde ikke mange former, men hendes unge krop havde alligevel været fordelt godt nok til at blive set som en værdig luder, for taljen havde da så småt fået skabt en sensuel timeglasform.

Fabian gav hende et noget vantro blik, da hun hentydede til at det ikke var hendes første kunde. "Hvis det ikke var din første kunde, ville jeg gå ud fra at du ville klare det noget bedre..." sagde han, men tog ordentlig fat, så det forbandede næseblod kunne stoppe, men ja, manden havde ramt Fabian noget godt. Han håbede ikke der var permanente skader, så ville han ikke have det ligeså godt omkring denne her unge pige.

Et lille grin undslap den unge mand. Ham? En stamkunde? Latterligt ligefrem. "Jeg har ikke behov for at betale for at få sex med dette her  udseende," pointerede han med et grin. "Nej, jeg er i samme branche som dig. Bare med en noget mere etableret kundeskare end dig." Han havde været igang i et par år, og med mængden af ting han var okay med at lave, så gik jobbet let. Han håbede da snart at hans primære arbejdsdage kunne blive arbejdet op til den pænere del af byen, men det var stadig okay hernede. I det mindste fik han det han ville have. Penge og sex. Alt var godt i hans liv.

April nåede ikke at stoppe sig selv i at gøre tanker til handling, da hun gav ham et let klem om næsen ud af ren og skær provokation fra hans kommentar. Han vidste tydeligvis bedre end hende, men det gav ham ikke retten til at spille smart overfor hende. Eller se ned på hende, for den sags skyld. Så selvom hendes krop mest af alt havde bevæget af sig selv, fortrød hun det ikke, hvilket sagtens kunne ses i hendes øjne, der var blevet knebet en smule sammen samtidig med, at hendes læber havde strammet sig lidt op. Til hans held lagde hun ikke yderligere kraft i det. Det var blot en påmindelse om, at hun faktisk stod ved hans nuværende svage punkt i sine hænder.

”Det kan være, at det er Dem, jeg skal gå til for gode arbejdsråd.” Hun prøvede at skjule overraskelsen over, at han tilsyneladende var i samme bås som hende. For det første var han en mand. Og når hun forestillede sig mænds placering i et hore-samfund var som kunde, så der hang endnu lidt skeptisme over hende, hvilket nok kunne forklare den svage ironi i hendes stemme.
Med forsigtige skridt trådte hun tilbage – fjernede igen sit holdt om hans næse – og lagde en smule omklamrende sine arme omkring sig selv. En omklamring, der blev skubbet mere ned mod maven, da den ytrede sig noget utilfredst.

”Jeg beklager meget, at De endte i midten af min fejlhåndtering.” sagde hun ugen ud af ydmyg. ”Det ville nok være klogt at tage til en healer og få set på den næse. Jeg tror ikke den er brækket, men det gør alligevel ikke det bedste for Deres ansigt.”

Et lille råb af smerte kom fra ham. Han var ikke sart, men en brækket næse, var altså en brækket næse, også selvom han ikke kunne være sikker endnu, og han kunne ikke undgå at den var super øm. Desuden var lidt hans egen skyld at hun havde gået efter næsen. Fabian havde en tendens til at være lidt højrøvet, og det havde denne unge pige nok ikke fortjent.
”Det er okay. Røvhuller som ham burde virkelig ikke have lov til at købe vores nærvær,” indrømmede han og trak på skuldrene. Fabian kunne være næsten modbydelig, men selv han havde nogle moraler indenfor sit eget arbejde, og hvordan han skulle behandles af sine kunder. Han var trods alt stadig et levende menneske.

”Jeg hedder forresten Fabian,” tilbød han så med et smil, og ville da række hånden ud for at give hende den, men de var lidt tilsølet med blod, og sørgrede for at der ikke kom mere blod ud af hans næse.

Det var en smule underligt. Det ene øjeblik var han belærende. Og det næste var han ligefrem imødekommen. April kunne ikke helt finde frem til, hvor hun egentlig havde ham, men i det mindste havde han ikke fremstået som en trussel på nogen måde. For set tilbage på det, så var det ham, der var mere et offer, end hun var. Og hun ville nok have reageret lige så irritabelt, hvis hun havde taget en unødvendig knytnæve til ansigtet for en som hende.
Mere eller mindre ubevidst, lagde hun hovedet en tand på skrå og igen på ham med nysgerrige øjne. Dog uden så meget som at trække en mere følelsesladet minde. Hun tøvede lidt med at præsentere sig selv tilbage. Det var en oplagt ting at gøre, som han formentligt havde antaget, da han havde givet hende hans navn.

”April.” svarede hun ham endelig med en sagte stemme, inden hun skød brystkassen frem for at virke mere ranket og selvsikker, som for at vise en illusion om, at hun var stolt af sit navn. Ligeledes kunne hun nok ikke skjule et lille smil, da det gik op for hende, hvor behageligt det var at kunne sætte et navn på hans kønne ansigt.
”…Hvor er du egentlig fra, Fabian? Jeg ville påstå, at du er her fra Hovedstaden, men der er noget over dig, som ikke passer helt ind i den typiske storbys attitude.” spurgte hun ham undrende, mens en lille rynke dannede sig mellem hendes blonde bryn. Hovedet faldt også over at lægge skråt igen. Bare i den modsætte side. Som var hun en hvalp. Om det var det bedste tidspunkt at starte en mere indgående samtale, tvivlede hun stærkt på. For som hun havde nævnt blot få sekunder siden, gik det ikke, at han ventede for længe til at få set på sine skader.

Det var utroligt så meget en person kunne stirre på ham uden at gøre det med lystfyldte øjne. En ting han faktisk ikke var helt så komfortabel med. Lyst var noget han var vant til, noget han kunne håndtere, men almen nysgerrighed var noget helt andet. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre med den i det hele taget. Så han stod bare lidt og skiftede sin vægt fra den ene fod til anden, og så tilbage igen.

”Medanien, bondelivet var ikke ligefrem for mig, og der ligger åbenbart stadig noget af det tilbage i mig,” sagde han grinende. Han var ikke bange for at indrømme hvor hans rødder lå henne, for det kunne folk næppe dømme ham på. De fleste familier var et håndværk af en eller anden art, og de havde behov for bønder for at få føde. Det betød dog ikke at det nok var det værste job i landet. I hvert fald ifølge Fabian. At tage til Hovedstaden havde været det bedste valg han nogensinde havde gjort.

”Men hvis du vil snakke videre, må det blive på vej ned til healeren. Jeg ville foretrække hvis denne lille skade ikke har varige men,” sagde han, i et tilbud på at de i det mindste kunne forsætte med at snakke, hvis April gerne ville med. Det krævede selvfølgelig at hun lige fik noget ordnetlig tøj på først, men så lang tid burde Fabian godt kunne vente.

”Ah!” April så op på ham om var en boble bristet – et ekstra lys tændt oppe på første sal. Han havde ret. Egentlig havde hun forsøgt sig med at kunne få en muligvis til at bare smutte videre på sin vej og alligevel endte hun med at blive taget i at netop opretholde deres samtale. ”Selvfølgelig. Det ville være en skam, hvis du skulle gå rundt med en skæv næse.” sagde hun halvt monotont. Ikke med sarkasme dog. Mere tør forståelse. Hvad ville hans kunder ikke sige. Han var en flot mand, det kunne da se, selv som den unge pige, hun var. Men hun fandt ham ikke tiltrækkende. Hans attitude havde smidt det fuldkommen ud ad vinduet meget hurtigt. Og lige som hun havde fået fornemmelsen af at han var, så handlede det hovedsageligt kun om hvem der havde mønten og hvem der ikke havde.

”Jeg kan følge med dig derned. Det er vel også på tide, at jeg kender vejen selv.” afslørede hun. Hun var trods alt ikke blevet tilbudt en rundvisning af Hovedstaden, da hun var ankommet. Hun var bare blevet sat af hos Bordellet, hvor hun var blevet taget imod af overraskende rare hænder. Hun så lidt ned af sig selv ved et svagt hint i øjnene på Fabian. Ikke at der var meget for hende at gøre. Kjolen havde været hendes eneste beklædning for uden en kappe, som hun egentlig ikke ønskede at skulle begive sig ind for at hente, selvom at manden uden tvivl ikke var der længere. Og så galt var det heller ikke. Der var ikke nogle uanstændige dele der var blottet. Kun en ordentlig rift ved kraven der fik lidt mere af hendes kraveben end hvad der var nødvendigt. Hun løftede nu alligevel en hånd op for at holde flappen på plads, inden hun så kort op på den skadede mand og selv begyndte at gå mod trappen. ”Kommer du?. Du bliver desværre nød til at føre an.”

Skøre pigebarn, men Fabian kunne nu ikke sige at han havde noget imod at have noget selskab på vej ned til helbredelseshuset. Det var ikke ofte at han faktisk fandt nogen der ligefrem tilbød at være i hans selskab hvis det ikke indbefattede sex. Ikke fordi at han ikke havde venner, men hans manglende interesse i alt der ikke var penge og sex, satte ofte en kæp i hjulet på alle potentielle venner, hvilket egentlig var noget han ikke som sådan havde behov for.
"Hvis damen siger det," sagde han og rystede lidt på hovedet, før at han langsomt begyndte at gå ned af trapperne, for at nå ned i kroen. Forhåbentlig var manden allerede væk, så de bare kunne komme afsted til helbredelseshuset, uden de større problemer. Et par kommentarer blev dog kastet mod Fabian som et par af stamkunderne i kroen så hans tilstand.

"Man skal jo redde ungmøerne engang imellem," kaldte Fabian tilbage til en af de mere flabede kommentarer og nikkede mod April, før at de begge to forlod kroen og gik mod helbredelseshuset. Det var ikke sådan han havde forventet dagen ville gå, men forhåbentlig ville han ikke have varige men, og han forventede egentlig ikke at se denne April mere, men hvor var han forkert på den.