Dagene under denne nye plage var hårdere end nogen af de tidligere. Hun havde intet sted at kalde hjem, så intet sted at kunne søge ly for vindens skarpe tuden og dets kulde slog mod hende både dag og nat. Hendes påklædning var ikke særligt varm og for det meste var det hun har også for stort. Hun havde anskaffet alt hendes tøj ved at rive det ned af folks tørrer snore, men når vinden blæste som det gjorde satte folk ikke deres ting ud og derfor kunne hun ikke skaffe varmere tøj.
Henriette havde bosat sig i en lille gyde de sidste par uger. Her følte hun sig ikke hjemme, det var klamt og vådt og ulækkert, men her var hun sikker. Banden kaldet: "Rævens Hale", et bundt ulovlige slavehandlere havde stadig gang i deres jagt på hende så hun havde prøvet ikke at bevæge sig for meget rundt i byen i frygt for at støde ind i dem.

Her i hendes gyde havde hun så sættet og følt sig noget så tryg, men den lille rødhårede pige havde glemt alt om den vigtigste regel når det kommer til gemmeleg. Altid vær i bevægelse. Hun var for kun en lille stund siden blevet fundet af fire store fyrre fra banden. Gruppen var ikke meget størrer end dem og måske tre mere, men princip var at de havde fundet hende.
Henriette rev den nærmeste taske op fra jorden og satte i spurt gennem det små golde gader i skumringskvarteret. Hun var nær løbet ind i en gammel dames dør der blev åbnet som hun susede forbi med mændene lige i hælene.

"Hjælp! Hjælp!" råbte Henriette som hun sprang over en kasse som var fyldt med sne nu, men før sikkert havde været fyldt med saftige røde æbler. Hun var tit end i sådanne situationer hvor hun måtte løbe og kalde på hjælp. Dog var det ikke tit hun fik hjælp og endnu mindre at det var en mindre bande hun havde fået efter sig. Hun frygtede for sit liv. Hun var ikke klar til at dø!
Hun rende pludseligt om et hjørne hvor en af mændene faldt på sin bag og de tre andre stadig fulgte trop mod hende. Henriette var bekendt med næsten alle skumringskvarterets små kroge og nøkker, men idag, under flugten havde hendes stress over at hun muligvis ville lægge ned lige om lidt og få tæv fået hende til at glemme en enkelt detalje om gyden hun lige var trådt ind i...

Det var en blindgyde. Kun en vej ud og det var forbi de store lettere muskuløse mænd hvis pis hun virkelig havde sat i kog da hun tog og satte deres vare fri. En handling hun ikke fortrød. Som mændene kom helt tæt på hende kunne hun straks ikke få vejret da skældsord blev kastet mod hende som en pileregn. Hun blev kastet hen af jorden af deres fører. Hans stygge silhuet stod højt mod himlen fra Henriettes vinkel.
Hun kunne hører dem grine af noget en af dem havde sagt, men hendes tanker flød som en vild strøm og hun hørte ikke et ord af hvad de sagde før at manden igen greb fat om hendes hals. Hendes ryg blev banket mod en væg to, tre gange før manden blot havde sit faste greb om hendes hals og tog sin mund tæt på hendes øre. "Du skulle aldrig havde leget helt lille røde. Det vil koste dig meget, meget dyrt." hviskede han med en tung dyb røst i hendes øre.

Hun prøvede at sparke og slå ud med både arme og ben, men til ingen verdens nytte. Hun blev smidt mod jorden og de fire mænd skyndte sig hen til hende. Hun blev sparket og slået mens hun lå der og prøvede at gispe efter vejret. Det så ud til at enden var hende nær da hun et slag i sit ansigt fik. Hun så alting sløret og hun kunne mærke smerten fra utallige slag på hendes lille krop og da lyden af en knap der gik op lød kunne Henriette ikke mere. Hun prøvede med at sætte en barriere på, men det første slag brød lige luks igennem og hun blev kaldt skældsord som "Troldeunge" og "djævleyngel".
Hendes syn forsvandt næsten, men hun nåede da at se en skygge i gydens fjerne og kunne kort mærke hvordan slagene stoppede efter den var trådt frem.
Dog var det også det sidste hun så for nu.

Det var en alindelige patrulje for Hedwig. Det var nu ikke så ofte at der skulle patruljeres i Skumringskvarteret, mest fordi at der var bedre steder at putte indsatsen. Alligevel havde Hedwig i dag bestemt at det nok var en god ide lige at tage en lille runde. Men den lille runde tog længere tid, end hendes lange runder i det centrale bydistrikt. Hun havde allerede brudt fire slåskampe op, stoppet to tyve og passeret fem drankere der lå rundt omkring og sov. Og hun var kun halvvejs.
Hendes tur blev endnu engang stoppet da hun hørte nogle råb om hjælp. Det var selvfølgelig nok til at få Hedwig i gear og hun begyndte at småløbe over mod hvor hun havde hørt råben fra, men den var stoppet, så det gjorde det svært. Hun fandt dog en gyde hvor der stod nogle mænd, de havde gang i et eller andet, og kom med en masse skældsord, så det tog ikke et geni at regne ud at der nok lå nogle på jorden.

"De herre," sagde Hedwig højt, som hun trådte nærmere og allerede havde taget sine sværd op fra deres skeder. Det fik da dem også til at stoppe med at banke hvem end der lå på jorden. Hun kunne stadig ikke få et godt udsyn af hvem der lå på jorden. Da mændene næsten stillede sig på række foran hende.
"Skrub af med dig, du har ikke noget at gøre her," brummede den ene af dem, de var måske ikke helt klar over at Hedwig var en byvagt endnu. Men mørket der lå som en skygge over Hovedstaden kunne selvfølgelig også gøre det svært at orientere sig, især når hun jo befandt sig et sted hvor der normalt ikke var byvagter.
"Det har jeg desværre. Jeg må tage jer ind til arresten. Vold i gaderne, det ser vi ikke så pænt på," svarede hun og gjorde sig klar skulle de forsøge at angribe hende. Pt. havde hun jo heldigvis sværd på sig, så hun kunne nå lige lidt længere end de kunne. Skarpe ting gjorde ondt.

Da lyden af en eller anden kvinde lød fra gydens ende kunne Henriette ikke gøre andet end at begynde at hulke så småt. Tanken om at der ville komme en og hjælpe havde bare forladt hende, så at nogen faktisk kom og ville hjælpe fik hendes små øjne til at løbe i vand. Hendes krop gjorde ondt over alt så hun rejste sig ikke, bevægede sig ikke. Hendes syn var stadig sløret af de mange slag og nu også af tårerne der væltede frem fra dem.
"Hjælp" hulkede hun svagt men mere kunne hun hellere ikke tvinge frem på daværende tidspunkt. Hun lå bare der på jorden som et forslået og hjælpeløst dyr.

Mændene var stadig rasende på pigen, men at komme i arresten var ikke noget nogen af dem ønskede. Det ville dræbe deres handel og deres image. Alle af dem undtagen en så ud til at være klar på at skulle enden løbe væk for ikke at blive fanget af byvagts damen eller til at kæmpe for deres frihed.
Den tilbageværende mand stod stadig og nærmest "vogtede" over Henriette, for selv hvis byvagten skulle komme for tæt på så kunne hun vel ikke bare lade pige miste livet. Så han havde allerede meget hurtigt grebet fat og løftet Henriette op havde trukket et lille blankt stykke metal. En lille kniv som sad for hendes strube.

Smerten fra at blive løftet på var stor fra Henriettes side. Han havde ingen grund til at være nænsom. Han var ligeglad med om en lille pige som havde taget hans "penge" fra ham skulle lade livet sammen med ham, for når byvagten var færdig med de andre eller at de havde stukket af så var han klar på at bytte Henriettes liv for han ikke ende i arresten... igen.

Lyden fra barnet der lå på gaden, greb i Hedwigs hjerte. Hun havde altid haft en svaghed for børn, også derfor at reglerne måske blev lidt løse når det kom til dem. Mængden af tyverier hun havde 'overset' fordi hun kendte barnet og vidste hvor hårdt det var at leve på gaden.
"Læg våbnet fra dig. Ingen behøver at komme til skade," sagde hun forsigtigt, da hun så hvordan en af mændene mente at barnet nu skulle drages ind i det her, og vreden vældede også op i Hedwig, men hun holdt det tilbage. Det nyttede ikke noget at handle irrationelt. Det var et barn der havde flere år tilbage af sit liv, og hun burde ikke dø sådan her. "Hvis du samarbejder, kan det sågar være at jeg ikke tager jer ind til arresten." Nu måtte Hedwig tilbyde alt hun kunne, og prøve på ikke at vise hvor meget det smertede hende at se barnet. Selv i mørket kunne hun så hvilket sølle tilstand hun var i.

Mandens greb kunne Henriette mærke løste sig en smule da ordene fra byvagten kom. Smerten var der stadig og kom kun mere frem i et mindre smerte støn da han pludseligt kastede Henriette hen mod byvagten og hun landede på jorden. "Så tag hende da. Men vi er ikke færdige med hende endnu." Han begyndte at løbe for at komme væk, for han risikerede ikke igen at blive smidt i arresten, så tilbudet måtte han tage.
På vejen væk lå Henriette blot på jorden med blå mærker overalt og tåre strømmene ned af hendes kinder. Hun ville ønske hun kunne rejse sig op og bare give ham et lag tæsk, men desværre ville det lige nu ikke være en realitet.

Hedwig stod kraftigt og overvejede at løbe efter manden, men hun kunne ikke efterlade barnet helt alene. Mon ikke hun ville få en anden chance for at tage dem ind i arresten? Det skulle hun da i hvert fald mene.
"Det er okay, jeg har dig nu," sagde Hedwig blidt og satte sine våben på plads før hun satte sig ned på hug og forsigtigt tørrede en tåre væk fra barnets kinder. "Kan du rejse dig, eller er det i orden hvis jeg bærer dig? Vi bliver nødt til at tjekke hvor slemme dine skader er," sagde hun blidt. Det nemmeste var nok at tage barnet med Hedwig hjem. Der var jo nok en grund til at det virkede til at hun begik sig på gaderne, i stedet for at være en del af et af børnehjemmene. Hedwig ønskede ikke at røve hende den frihed, hun udentvivl ønskede hvis hun levede på gaden. 

På jorden som Hedwig satte sig på hug ved Henriette lå hun bare og frygtede næsten at Hedwig også ville gøre hende ondt, men ordene der kom fra hende fik Henriette til at flade en smule ned. Men hun trak sig alligevel mere sammen for at prøve på ikke at bemærke de blåmærker.
”J-eg…” Henriette så på mod Hedwig, men hendes blik var for omtumlet og sløret til at registrere hende.

Henriette åbnede lidt for sin arme for at hentyde til hun helst bare ville løftes. Hun turde ikke prøve at stå og ville næsten bare ønske hun havde en der kunne holde om hende lige nu. For ellers ville hun bare været blevet liggende her natten ude og sikkert også dagen ude.

Hedwig tog forsigtigt fat omkring den lille pige. Hun vejede ikke særlig meget, især ikke når man tænkte på hvor meget Hedwig kunne løfte. Det var næsten med en moders forsigtig greb, at hun holdt om den rødhårede pige. Hun ville helst ikke skade hende mere end muligt. "Sig til hvis jeg skal ændre mi greb på dig," havde hun blidt, og begyndte at traske mod sit eget hjem. Hun havde aldrig været glad for at tage til helbredelseshuset, og ville helst undgå at gå derhen. Hun kunne dog nok med nød og næppe tilkalde en healer, for at få set på skaderne, så de var sikre på at der ikke var noget. Men for nu ville Hedwig tage hende med hjem, få hende badet, og renset hendes sår. Måske give hende noget smertestillende, som Hedwig vidst også havde liggende. Hvorfor kunne hun egentlig ikke huske, men det var også lige meget. Hun havde set flasken op til flere gange.

Henriette kunne ikke huske hvornår hun sidst var blevet løftet så nænsomt. Minder om sådan en fatning var så falmet og ødelagte at hun ikke engang forestille sig ansigtet af personen det måtte have været. Men her var der en der havde det samme hold. Henriettes små øjne åbnede sig og hun krøllede sig så mere sammen mod Hedwig. Med hundrede små hurtige blink prøvede hun at få tørre øjne så hun bare en smule bedre ville kunne se redningsdamen og hun ville ønske hun bare kunne takke hende. "Ta-ta-tak." ordene forlod Henriette som aldrig før. Hun havde nok haft slemt før. Men mærkerne der var omkring hende gjorde bare mere ondt nu hvor hun næsten kunne huske grebet af sin egen mor. En underlig følelse, for Henriette kunne ikke engang mindes hendes ansigt, stemme eller noget om hende... Hvorfor kunne følelsen her så lade hende mindes det ord?

Hedwig kiggede blidt ned på den unge pige, før at hun begyndte at traske afsted mod sit hjem. ”Det skal nok blive okay. Jeg skal nok passe på dig nu,” hviskede hun blidt, som hun gik. De fleste ignorerede den store kvinde der kom gående, og kun et par enkelte tog et ekstra kig på hvad end det var hun bar på. Det var egentlig ikke så underligt at se Hedwig tage sig af børn, men det var alligevel lidt underligt at hun bar på et barn. Det var nok fordi hun normalt ikke var i nærheden når at de børn hun havde sådan et varmt hjerte om, kom i problemer. Uheldigt, men måske meget godt, da hun ellers ville have en hel børnehave derhjemme.

Det tog ikke lang tid for at Hedwig nåede hjem i sit eget hus, og hun forsigtigt lagde Henriette på sofaen. ”Vi bliver nødt til at finde ud af hvor slemme skaderne er, og nok også give dig et bad. Er det okay for dig?” spurgte hun, selvom hun inderst inde godt vidste at hun nok burde have taget til en healer, men hun var egentlig ikke så glade for dem, og hun kunne nok godt selv finde ud af hvor slemme skaderne var.

//Inaktiv