Rosalinds dag var for at sige det lige ud ikke gået særligt godt. Hun havde været efterfulgt af negativitet og havde bare brug for ro nu hvor hun endelig havde fri. Hun havde igen idag kigget rundt i staldene efter om der skulle være nogen og efter at grundigt havde kigget efter, synes hun selv, satte hun sig ned i en afsides krog ved siden af en grå-brun hests hestefold. Her havde hun siddet mange dag i stilheden og bare ladet tankerne flyde gennem hendes hovede, ud i hendes hænder og ind i hendes violinbue.
Hun havde sat den sorte violin med gule mønstringer af blomster på sin hage og buestrengen var placeret godt oven på. Hun sad her, lukkede sine øjne og tænkte bare. Hun var ikke engang begyndt at spille på violinen endnu. Først måtte en fortælling jo skabes.
Hendes fingre sitrede ved tankerne om hendes dag og da hun tog om buen igen med et smil rejste hun sig op og lænede sig på trævæggen bag sig. Hun streg over violinens strenge et par gange med buen uden at spille noget bestemt, men som hun for fjerde gang uden omtanke ramte D-strengen begyndte det. Hendes øjne lukkede sig mens et roligt smil sad på hendes læber.
Hun spillede en smuk Melodi som gav genlyd i hendes hoved. Hun så igen dagen for sig og prøvede at glemme den stille og roligt, for hun ville bare lade hendes violin tale for sig nu.
Hun nåede at spille nogle få minutter og da hun atter ville begynde melodien igen hørte hun lyden af et trin fra en eller anden der stod blot mindre end fire meter fra hende. Hun blev chokeret og greb hurtigt buen og violinen i hver sin hånd, smed hendes øjne til jords og kiggede ikke på personen, for hun ønskede ikke at se hvem der havde hørt hende spille.
((For at høre Melodien tryk på ordet i teksten.))
"My heart whispered to me; Don't return without his love."