Man skulle tro at hun ikke lavede andet: Fra Ulvehøj og til den lille landsby endnu en gang. Yasmin var faktisk ved at være træt af, at skulle rejse sådan frem og tilbage hele tiden, men efter at tørken var forsvundet, og der var kommet regn igen, samt magien var tilbage, havde alle været virkelig glade. Men mørket var samtidig kommet, som en gigantisk ond skygge over det meste af landet - måske endda det hele? - og Yasmin kunne ikke undgå at være bekymret. Hun vidste godt at Sigrun og Bjarni, den familie hun havde tilbage i Norden, var stærke mennesker, men ikke desto mindre var de stadig familie. Og Miranda og hendes ulveklan skulle nok kunne klare sig, de var jo mange og var vante til at klare sig i værre situationer. Hun havde al tiltro til den rødhårede kvindes kompetencer. Sigrun derimod, var noget andet. Selvom Yasmin godt vidste at halvsøsteren var meget god til at overleve i det barske nordvejr, så var hendes mening altså farvet af hele familie-emnet.

Så nu var hun altså på vej, og var efterhånden kommet til det snerige landskab. Dagen før havde der været fuldmåne. Naturligvis havde Yasmin været nødt til at forvandle sig under denne, men for en gangs skyld havde hun formået at blive ved sin lejrplads, så hun kunne få noget nyt tøj på efter at forvandlingen var overstået.
Men af samme grund var hun i dag dødtræt. Og komplet forfrossen. Arret på venstre underarm kunne overhovedet ikke håndtere kulden, og skønt hun havde passende vintertøj på, så var kulden blevet endnu værre efter mørket var faldet på.
Det var ved at hælde mod aften. Det var meget svært at se, men Yasmin havde nærmest et indre ur, grundet sine planlagte sovetider, så hun vidste næsten naturligt hvornår det var morgen og hvornår det var aften.
Hun begyndte at sætte sin lejr op. Hun nåede dog ikke meget længere end til at smide tasken fra sig og derefter at bøje sig ned for at få teltet ud, da hun endte med at sætte sig på den træstub hun havde fundet, for træt til at gå videre. En let forkølelse havde meldt sig. Den ville sikkert blive værre, og det frustrerede den unge kriger voldsomt meget.
Hun var tæt på at falde i søvn i siddende tilstand men en blanding af starten på et mareridt samt den ulidelige kulde, vækkede hende og hun rejste sig brat for at gå rundt, hvileløst, uden at tænke over, hvor lidt hun havde fået pakket ud, og hvor meget mere mørket faldt på. Snart ville det jo næsten være umuligt at få et bål i gang.

Mørket var falde og selv menneskerne kunne mærke det, Tristans sidste mænd af gruppen var inden blevet sindssyge, eller var endelig bukket under for kulden og mørket. Hans onkel var udover det os forsvundet, hvor han var havde ingen af dem viste. Tristan bevægede sig gennem den nordlig del af landet, hans bene faldt nærmest ned i kulden og for første gang kunne han faktisk mærke kuldene. Selv om hans krop var lukket af for at beholde hans egne varme havde han virkelig kunne mærke den. 

Tristan havde ikke mærket andre af plagerne, men det gjorde os at denne del gjorde mere ondt på ham. Tristan bevægede sig gennem sneen, mens han holde hans klæde foran munden og hans hætte over hans hoved. Kappen føltes tungene end den, havde gjorde før hvilket sikkert var på grund af mørket.  Tristan hørte rundt omkring, mens han bevægede sig gennem det nordlig krystalland.  Han så sig omkring og kunne svagt se spor i snen. Han sætte sig på hug og lod hans hånd, ligge sig på den, hvorefter hans øjne blev kort hvide. Han kunne se en kvinde, som havde bevægede sig denne vej ung, mens hun så ud til og ha behov for hjælp. 

Tristans øjne fik kort efter den normale farve, mens han så hen og frem for sig. Tristan bevægede sig efter sporende, hvor han til sidste nået til en lejr, med en kvinde som sad der, og nærmest fryse.  Tristan bevægede sig hurtigt hen mod hende, han løb nærmest, hvor han så satte sig ved hende. "Hey hey, er du okay, tal til mig?" Lød det fra Tristan, hvorefter han så sig omkring, han sætte sig ned og begynde og tænde ildene mens han, så hen på hende, det skulle tændes inden det blev for sent. 

Tristan sætte sig ned og efter et par gangens forsøg fik han endelig ilden frem, hvorefter han sætte sig tilbage, og kiggede hen på hende, "er du okay ?"

Yasmin havde sat sig igen, og var godt i gang med at forsøge at stoppe med at ryste ukontrollabelt mens hun gned sig hen over det voldsomme ar på armen, da en mand pludselig kom løbende mod hende. Han virkede meget direkte, og havde sat sig ned siden af hende før hun overhovedet nåede at reagere. Han talte enddog til hende, som om at han vidste mere end hvad godt var. Det fik hende til at hæve et øjenbryn, mens hendes hånd lagde sig på langkniven. Hun trak den langsomt og lagde den hen over sine ben, mens hun skævede mod ham. Han så ud til at fokusere på at få et bål i gang, hvilket hun ikke havde lyst til at stoppe ham fra, nu hvor hun frøs så forbandet meget, så hun fulgte blot med i hver af hans bevægelser, mens han ret hurtigt fik gang i bålet. Det havde taget ham et par forsøg, men Yasmin var faktisk sikker på, at hun ville have taget længere tid. Faktisk var hun slet ikke sikker på, at hun overhovedet ville have fået gang i det skide bål, og at hun sandsynligvis ville fryse ihjel herude, og på den ene side vidste hun godt at hun nok fortjente det, så inkompetent som hun var når det kom til kulde. På den anden side var hun en overlever.

Han talte igen, og denne gang så hans fokus ud til at være udelukkende på hende. Yasmin så automatisk mere alarmeret ud og hun kiggede på ham med et hævet øjenbryn mens hendes greb om langkniven blev mere stramt.
"Hvad mener du? Hvem er du, og hvad laver du her?" hendes stemme var mere hæs end hun havde regnet med, men den del skubbede hun ud af hjernen. På trods af hvor svag stemmen var, lød hun stadig overraskende autoritær, som om at hun var vant til at snakke sådan til folk. Hun var en kriger, ikke en diplomat. "Jeg mener.. Det er fint, at du har lavet et bål.. Men jeg kender dig ikke," konstaterede hun kort efter, før hun begyndte at hoste voldsomt. Hvor kom den hoste nu fra? Det frustrerede hende kun mere, og det var faktisk også med til, at forstyrre hendes fokus på den fremmede mand.

Tristan var van til at nogen folk ikke, havde nogen grund til og takke ham og for at være ærlig, havde han ikke selv behov for at folk takket ham. Men det at hun mistænkte ham, såret ham lidt. "Jamen fint nok jeg ku os, bare ha ladet dig sidde med det alene, men så koldhjertet er jeg ikke."

Lød det fra Tristan, hvorefter hans øjne så hen på hende, mens han stadig holde sit sorte klæde for munden som altid. "Meen det skal jeg nok huske næste gang ikke at jeg tror det sker, men hvad fanden tænkte du på tøs." Lød det svagt fra Tristan, hvorefter hans øjne mødte hendes igen da hun kigget op. 

Tristan fokuseret bagefter på bålet mens han sørget for det stadig var i live, mens han holde øje med hende ud af hans øjenkrog. Tristan fik endelig smidt nok brænde på til han kunne vende sin opmærksomhed, han havde dog opfanget hendes sår, hvilket fik ham til og trække undre på hans øjnebryn.

"Er du okay, det der sår ser ikke særlig godt ud," kom det fra Tristan, mens han så på hendes arm og nikket han, havde lagt mærke til det uden og tænke særlig meget over det. "Har du fået set, på det om jeg må spørge?"

Yasmin blev faktisk ret overrasket over, at manden begyndte at snakke om sin egen samvittighed. Hvad var det lige, han mente? Hun var vant til at skulle tage sig af sig selv, og ikke være afhængig af nogen som helst. Arret på hendes arm var et bevis på, at hun stadig ikke var stærk nok til at kunne kalde sig en ordentlig kriger, og hun skammede sig meget over det. At hun så ud til at have behov for hjælp for et andet individ nu, gjorde ikke hendes skam spor bedre og hun sænkede blikket. 
"Jeg... Ehm.. Sådan var det ikke ment.. Altså, du er velkommen her?" hun var i tvivl endda om hvorvidt hun mente det, hun selv lige havde sagt. Var han velkommen? Hun anede ikke, hvem han var, og hans mund var dækket af et mørkt klæde. Det var som om, at han ikke ville have at folk vidste hvem han var. Det gjorde hende ærligt talt ret paranoid.

Hans banden gjorde ikke hendes paranoia bedre. Eller da han kaldte hende tøs. Det var oftest de ord, Azar brugte, men han var død nu, og manden her brugte ordene i et meget mindre vredt tonefald. Yasmin blev øjeblikkeligt mere forvirret end før og hun så hen på manden. Forvirringen var meget tydelig i hendes ansigt. "Jeg vidste altså ikke, at der ville blive så koldt. Jeg er ikke vant til klimaet heroppe, okay?" ordene røg ud før hun vidste af det, og øjeblikket efter klappede hun i, og satte sig med rank ryg, stædig som ind i helvede. "Men det er okay, jeg skal klare det her," stædigheden var hurtigt tilbage, for det hun havde sagt før var brok. Og brok var der bare ikke plads til. En kriger brokkede sig ikke. En kriger kæmpede videre.

Manden så ud til at have lagt mærke til arvævet. Det var ikke et sår som sådan. Ja, ganske vidst blødte det lidt nu, men det var mest af alt fordi arvævet ikke kunne klare kulden. Hun lod en finger køre hen over arret. 
"Det er gammelt. Det brokker sig bare over kulden, og ja, jeg har fået... Hjælp," hendes tøven var tydelig for enhver. Hun hadede ordet hjælp. Samtidig vidste hun jo godt, at hun langt fra var den kompetente "søn" som Azar havde ønsket sig. Hun gned sig let i tindingerne. Hovedet føltes tungt grundet den voldsomme kulde og hun blev kun mere og mere frustreret over det.

Tristan stirret ind i ilden, mens hans øjne så over på hende engang i mellem, "hvis du siger det." Lød det svagt fra Tristan, hvorefter han lod hans øjne se ind i ilden igen, han  vidste ikke helt, hvad han skulle sige, hvad sagde man til en person som ikke ville ha hjælp og nærmest skubbet det væk. Det var ikke lige frem let på nogen punkter,  Tristans øjne så ned i ilden,
hvorefter han tog sit klæde af han vende sit ansigt mod hende så hun kunne se ham.

"Jeg skal nok tag din vagt, sæt dig tætte på ilden og dæk din arm til med dette her det hjælper." Kom det fra Tristan, hvorefter han kaste sin sorte klæde til hende, hun måtte selv om hun brugte den, han ville bare i det mindste gi hende muligheden. Tristans øjne kigget ud i den nordelig retning der var meget der, havde ændret sig siden han havde været væk.

Men det at han vente tilbage til stedet, var vildt mærkeligt. Mørket var der stadig, hvilket gjorde at han måtte få ro på sit sind der var ingen i nærheden så vidt han kunne høre, derfor satte han sig ned på sit ene knæ og lagede hånden på jorden, der var ingen ting i nærheden, ingen der ville komme og slå dem ihjel ikke lige nu da, hvilket gjorde at han vendte sin opmærksom ud mod Yasmin igen. "Så, hvor var du på vej hen, om jeg må spørge, hvis du godt vil svare på det da."

Lød det svagt fra Tristan af,
"jeg hedder tristan, og de er." Lød det fra Tristan, mens han holde sin hånd frem.

Yasmin sukkede lavt men lod det ligge. Det var jo bare sådan det var. Hun tog imod klædet og dækkede sin arm til, men sendte ham alligevel et vagtsomt blik. "Jeg beklager.. Men jeg kender dig knap nok, så jeg vil dele vagten med dig," sagde han hun rent ud af posen. "Jeg er på vej hjem til min halvsøster.. Længere oppe i norden," der var ingen grund til at holde den del hemmeligt, hvorfor i alverden skulle hun også gøre det? 

"Mit navn er Yasmin," hun tog hans hånd i et solidt greb hvor det blev tydeligt, at hendes egen hånd var arret og hårdhudet. Hun smilede dog ikke, for hun var ikke ligefrem typen der gjorde sig i den slags. "Hvad med dig? Hvad laver du heroppe? Og hvad skulle det der klæde til for?" hun gjorde en hentydning mod det klæde hun lige nu dækkede arret med. Det sved lidt, men hun bed selvfølgelig smerten i sig.

Tristan studeret hende, med hans øjne, da hun fortalte, hvorfor hun var så langt nord på. Tristan nikkede da hun svaret ham, "forståeligt, familie er vigtigt." Derefter vende han sit blik mod ilden igen, hvorefter han hørte hendes spørgsmål, "klæde var for ikke og fryse så forbandet meget, og for at blende ind med mine omgivelser." Kom det svagt, men dog ærligt fra Tristan af, hvorefter han så smed noget mere på bålet. "Jeg måtte bare hjem og se mit hjemsted, for at se om det stadig stod der, derudover for at hjælpe folket heroppe." 

Kom det Ganske enkelt fra Tristan af, mens han så ind i ilden, krigen gjorde meget mod ham og det at ha set sine egen gruppe bukke under for sygdommen var en stor ting i sig selv, "Men det er grunden til de to ting Yasmin, der er ikke nogen grund til jeg hjælp der andet, end jeg fandt det som det rigtig og gøre intet andet."
Tristan satte sig derefter bedre til rette ved træet igen, inden han lod hans øjne hvile sig ganske kort, hvis ikke der skete noget, ville han bare slappe lidt af, ikke sove men bare hvile hans øjne, hvorefter han så ville åbne dem igen. 

//Afsluttet