Men så igen, det havde været mørkt i de sidste par dage, 24/7. Hvis der er guder, tænkte Kulun. Så har vi godt nok gjort noget galt... Hendes fod gjorde stadig ondt fra tidligere den dag. Hun kunne intet se og var gledet i en vandpyt fra det store regnskyl. Det lagde ærligt talt en dæmper på glæden, når man ikke kunne stå rigtigt.
Med et irriteret suk stoppede hun op og så fremad i mørket. Så løftede hun sin hånd op og så på den, så godt hun kunne i mørket. Hun havde hørt rygter om at magien var tilbage i landet, men hun havde været for bange til at undersøge det selv. Hun var bange for at det ikke ville virke og at igen ville være foruden sine evner. Hun ville ikke miste håbet ved at modbevise det, men... Hvad var håbet egentlig værd hvis det ikke holdt vand?
Kulun lukkede øjnene og sin hånd. Så koncentrerede hun sig og åbnede sin hånd, men ikke sine øjne. Det tog hende et øjeblik at samle modet til at åbne dem igen.
I hendes hånd blomstrede der sig en lille blomst af ild, der slikkede op og ned af hendes håndflade. Hun smilede stort og en enkelt tåre løb ned ad hendes kind.
Hun hævede sin anden hånd og lod en ildkugle bruse op fra hendes håndflade, inden hun kastede den i luften, og lod den eksplodere til en byge af orange gløder og gnister. Kulun lod dem regne ned over sig og smilede for sig selv.
Magien var tilbage igen! Kulun glemte et øjeblik at hendes fod gjorde ondt, for hun lyttede bare til gløderne der ramte jorden og gik ud, eftersom jorden var våd fra regnvejret.
Men så tog Kulun et skridt og udstødte et højt klynk af smerte. Av, for pokker da...
Hun holdt en hånd frem og oplyste der hendes omgivelser med en ildkugle. Der var rigelig med træer, og hun udså sig det første og det bedste med en lavtsiddende gren, til at sætte sig i.
Hun så sin fod an. Det var blå og lidt lilla nogen steder og hun sukkede. Hun burde nok tage til en healer, men lige nu var hun for træt. Hun ville vare gerne sidde her og betragte sine flammer lege imellem hendes fingre. De lignede små stearinlys.