Solen bagte altid på det golde landskab i Rubinien, men den magiske tørke havde alligevel gjort det hele bare lige en anelse værre. Horn blev dog ikke berørt synderligt af, ikke at kunne bruge magi - han havde stadig sin trofaste enhjørningemakker, hvis tårer fortsat healede ham, når han kom galt afsted; og det havde han jo en eminent evne til at komme.

Det havde været nogle barske uger i ørkenen, kun afbrudt af hvil når det havde været yderst nødvendigt. Undervejs var det gået op for Horn, hvad han ikke havde tænkt på inden, at både han og enhjørningen ville mangle vand og føde under turen. De to hornede skabninger mødte heldigvis nogle nomader efter denne realisering; nomader der efterfølgende fandt endeligt hvile i en ørken de uden tvivl havde valfartet størstedelen af deres liv. De havde kun sparsomt med krystaller - ikke noget der var værd at samle op i sandet, men havde godt med proviant; proviant der alligevel var sluppet op hurtigt, da Horn ikke kendte til mådehold og tydeligvis spiste og drak for en del mere end to mennesker tilsammen.

Endelig gjorde Horn holdt, og strøede sin enhjørning over hovedet, som ligeledes standsede. I modsatte hånd bar Horn sin store økse, som han holdt lige under hovedet. Sammen beskuede det umage makkerpar et syn der ikke længere blot var endeløse sanddyner, men faktisk grønt landskab. "Det' Meda" erklærede Horn til dyret ved sin side, som han klappede på halsen med et smil spillende i læberne. Det var ikke første gang, at Horn havde set et grønt område, men en hel grøn horisont - det havde han aldrig prøvet før. Om det så hed Meda, Medanier, Medanio, Medanien eller noget helt andet var ham fuldstændig ligegyldigt - men han måtte have sig noget vand, og det måtte hans sidemand også.

Den enorme minotaur nikkede til sig selv, og satte atter i bevægelse, sammen med den sorte enhjørning. Kranierne i Horns venstre side raslede imod hinanden i vinden, og Horn vidste da, at dagen nok skulle blive interessant.

Efter en længere rejse gennem både Hovedstaden og det dystre sumpland var rejsen gået til ørkenen. Her havde Ouro dog hurtigt opgive at leve. Nok var to uger uden mad ingen ting for ham, men når man i de samme to uger ikke ser nogen spor af mad så var det ikke et ønske Ouro havde om at blive i ørkenen.
Han havde mødt en masse interessante individer her på det sidste der havde lært ham mange ting. En sortelver der lærte ham om venlighed og hvordan sproget fungerer mere end det han kunne. En heks der forklarede om diverse ting som at lage fisk for at de kunne holde sig fra at rådne.
Alt i alt var hans rejser her på det sidste blevet bedre og bedre. Det eneste der stadig ikke havde ændret sig var faktummet om at han endnu ikke kunne slå sig ned uden at blive jaget ud af området på nogle få uger.

Han havde dog valgt ikke engang at prøve her i ørkenen. Solen bagte for hedt på hans skæl og sandet var ikke særligt skånende når det kom til at kradse og sætte sig fast mellem de før omtalte skæl. Men på den lyse side havde mad og vand ikke været ham et problem, men det var nok på grund af antallet af maver han havde.

Han havde nu rejst et godt stykke for igen at komme ud af ørkenen, men som han kom tæt på en horisont hvor grønt kunne ses så han nu også en anden skikkelse. Den var langt højere end de fleste dødelige så det var klart at det måtte være noget andet. Han ville dog ikke forskrække væsenet så han måtte skjule sig. I et sted hvor der praktisk talt ikke var noget at skjule sig i var der kun en mulighed. Ouro måtte bare opsøge skikkelsen direkte med samtale. Hvis den ikke kunne lide det så måtte han jo bare smutte... igen...

Han sneg sig stille ind på væsenet, men som han stod få seks meter fra ham kiggede Ouro rundt og fandt en lidt størrer sten. Han kastede den omtalte sten op i luften så den slog ned ved Ouros side og lavede et lavmælt bump. Sikkert ikke noget der ville havde givet ham opmærksomhed, så derfor valgte han blot at komme med ordene som han også havde spurgt Heksen i sumpen om "God dag?" med hans stemme der kunne høres at være i overgang.

Det var Klov, enhjørningen, der standsede først. Horn vidste med det samme hvad det betød: Noget var ikke som det skulle være. Langsomt gled hans højre hånd fra dyrets manke ned langs hans egen side, og han fattede sin økses skæfte med begge hænder, imens han skulede til højre, inden han derefter blev tiltalt fra venstre. Klovs hoved var allerede vendt imod slange-skabningen, da Horns gjorde ligeså. Han hørte lige over vinden, hvordan den andens stemme knækkede over, og nåede at vente en kvinde, da hans blik mødte en drengs. En dreng der sandsynligvis var et halvdyr - en slags skabninger, som han havde slået så mange ihjel af, at han ikke ville have kunne gøre regnskab, selv hvis han havde prøvet. Horn kunne dog ikke mindes en halvslange.

Horn afgjorde meget hurtigt, at det uskyldige ansigt på ingen måde kunne udgøre en trussel, hvorfor grebet om øksen blev lidt slappere - men tonefaldet i hans respons bar ikke præg deraf. "Slangedreng" tiltalte han den anden i sin mandige røst, uden tid til meningsløse hilsner, "Du har vand?" spurgte han imens han tog et par skridt imod halvslangen, hvor den sorte enhjørning blev tilbage. Horns blik afsøgte kort deres nære omgivelser, i tilfælde af, at flere var sluppet forbi ham i det øde landskab - og derefter fandt øjnene den unge mands gule ligeså, som han ville nidstirre. De to var næsten i perfekt øjenhøjde, da Horns højeste punkt jo var toppen af hans ryg, og ikke toppen af hovedet. Måske denne ville være en gode, som kunne pege Horn i retning af et sted han rigtigt kunne boltre sig, for han havde brug for at afreagere lidt; og i værste fald kunne han nok være behjælpelig med proviant.

Som Ouros øjne mødte mandens så vandrede hans blik meget hurtigt videre. Denne man var jo ligesom Ouro selv. Han var klart ikke menneske med de horn, den pels eller for den sags skyld, med hans højde. Måske var der en mulighed her for at lære hvordan han kunne klare sig i verden sammen med mennesker tænkte Ouro og satte hans hoved på skrå.

"Slangedreng. Du har vand?" sagde den meget høje man pludseligt til Ouro. Alt virkede jo så spontant i hovedet på den stakkels dreng der aldrig rigtig var forberedt til at snakke, men altid på at flygte eller kæmpe tilbage. Dog kunne Ouro let se at han ingen kamp ønskede med denne mand. Han bar et våben der klart ikke ville have overlevet hvis magien var tilbage i hans blod, men for nu var hans blod så godt som intet ud over det reneste vand.
Ouro vidste ikke hvad der var klogest. Han kendte retningen af Oasen herfra, men der var langt og hvis han vidste manden at han kunne fortsætte så var det en løgn for Ouro kende ikke territoriet i den retning. Måske ville der være vand, men måske ikke.

Ouro valgte den tredje mulighed. "Ja. Vand har jeg. Du vil ha'?" spurgte han og så manden i øjnene. Ouro kløede sig i hovedbunden og gik så ud fra det. Han havde ikke selv drukket i en god uge, men han havde hellere ikke brug for vand før om en god uge til to mere. Ouro måtte give manden noget vand, men det var klart at se med Ouros ikke eksisterende beklædning og mangel på tasker at han ikke havde det på sig i en drikbar form endnu.
Hans blik vandrede ned i sandet hvor han lod sig krybe nær. Han slog hånden og næsten hele sin arm ned i sandet og rev en skarp sten med op igen.

Horn stirrede udtryktsløst på halvslangen, da denne svarede ham, at han var i besiddelse af vand. Horn fattede atter sin økse i et ordenligt greb, for man kunne aldrig være helt sikker på hvad andre fandt på, særligt ikke som halvslangen krøb nærmere. "Hvor?" spurgte Horn og vippede sin økse i drengens retning, i hentydning til at denne tydeligvis ikke bar noget vand på sin person. "Ikke lyve for mig, ikke være god idé" fulgte han op; en klar trussel.

Klov, den sorte enhjørning, gik op på siden af Horn, hvilket lagde en dæmper på hans aggression for et øjeblik. Horn kendte sin makker godt nok til, at det nok betød han måtte være lidt mere forbeholden i denne sammenhæng. Enhjørningen betragtede halvslangen, og Horn gav op - han gad alligevel ikke, og gav slip på sin økse med højre hånd, igen, og strøg igen enhjørningen over dens manke. Fandt halvslangen på noget, så skulle han nok kunne reagere, alligevel - for drengen var jo ingen trussel.

Med stenen fra sandet i hånden kiggede han mod enhjørningen der havde fulgtes med den store behårede mandeting. Han tog et fast greb om den skarpe sten og slog den mod hans eget håndleds skæl som skævede ud for stenen. Han begyndte at bløde, men blot fordi Tørken havde ramt og ændret hans Vitrioliske blod til normalt blod for en tid betød det ikke at Ouro havde forstået det. Han havde før drukket sit eget blod for at holde sig hydreret, men dengang var det stadig gennemsigtig og lavet af ætsende syre. Nu fløde der blot en stribe af rødt, naturligt blod, ned af hans overarm. Hans øjne viste at det gjorde ondt, men det var ikke fordi han ikke selv havde gjort det før. 
Men Ouro var også typen der spiste ting råt og for ham var blod en normal del af hans diet. Måske var det monster der stod foran ham også en af den slags typer. Måske ville han hellere ikke havde et problem med at drikke blod, også selvom det var fra en 13 årig levende halv-slanges arm.

Horn tog et skridt bagud, da halvslangen åbnede sit håndled, momentært chokeret, inden  han så slog en dyb, rungende latter op. "Vil ikke drikke dit blod" erklærede han, da hans egen latter var døet ud, han var sgu ikke nogen vampyr, og det var Klov heller ikke. Halvslangen kunne jo ikke være helt rigtig oven i hovedet, når han fandt på sådan noget, hvorfor Horn endegyldigt besluttede ikke at være mere opstemt, end han havde brug for. Havde halvslangen haft et andet antrit, en anden væremåde, så havde Horn nok tænkt han ville forgive ham; men han kunne slet ikke forestille sig, at den tossede dreng havde tænkt i de baner - det havde han ikke turde.

"Du har rigtigt vand? Ved hvor jeg kan finde?" fulgte Horn så op, tydeligt mindre vredt end før; havde man først affødt en latter, så havde man gjort sit for at afvæbne den store kriger. Med spørgsmålet hængende i luften beskuede Horn igen horisonten, som det virkelig var ved at gå op for ham, at han var ved at tage hul på et nyt kapitel i sit liv. Han glædede sig, og håbede at han kunne finde nogen eller noget, der ville være hans tid værdig.

Som manden grinte kiggede Ouro blot undrende på ham. Hvad fandt han sjovt? De levede klart på to forskellige veje af livet. Som manden ikke ønskede at drikke det gjorde Ouro selv op for det ved at drikke sit eget blod. Som det dryppede ned i ham og smagen af jern flød i ham hørte han et nyt spørgsmål: "Du har rigtigt vand? Ved hvor jeg kan finde?". Ouro ville da gerne havde ladet ham drikke hans blod, men han udrede sig også selv om hvorfor hans blod ikke var som det normalt var. Normalt havde det en dejlig brændende smag og var komplet gennemsigtigt. Måske var han bare vokset nok op, for han havde ingen viden om at magien var væk.

"Vand i Oasen. Jeg kan vise vej." svarede Ouro som han stoppede med at drikke fra sit håndled der havde fået en ny smag. Han var nok ikke den klogeste og geografi var klart ikke hans ting, men at finde vej var noget han var ekspert i for hans hukommelse var forfærdelig god, så hvis han ville det så var Ouro klar på at vise vej. Og det kunne høres i hans stemme.

Horn betragtede lettere sammenbidt den unge halvslange, som denne talte, og endelig sagde noget der lod til at have substans og som Horn kunne bruge til noget. "Vis vej, slangedreng" kommanderede han derfor blot og lagde sin store højre hånd på den sorte enhjørnings pande, over hornet, som han lod øksen svinge over i venstre hånd og ned langs siden.

Horn og enhjørningen satte i bevægelse, efter halvslangen. Øksen lod Horn glide i den venstre hånd, indtil han holdt den lige under hovedet og årvågent betragtede deres omgivelser, som de bevægede sig fremad. Nok havde han allerede fastslået for sig selv, at den unge halvslange ikke var til direkte fare - men nogle kunne være enormt gode skuespillere, og han kunne jo let blive ledt i baghold, hvorfor han måtte holde sig på dupperne. Enhjørningen virkede også til, at slappede mere af - den betragtede tydeligvis ikke halvslangen som fortsat værende et særligt truende element.

Som de begyndte at skulle bevæge sig spurgte Ouro "Men vil du ind i ørken?" hvis han ikke ønskede at træde ind i ørkenen igen så var der jo ingen mening i at følge Ouro, for han ville nok blot ende med at gå ind i ørkenen igen. Så deres veje ville skilles hvis han ej ønskede en tur til Oasen langt inde i ørkenen af Rubinien. Det var også sådan at turen ville tage nogle timer så Ouro ville let klare turen uden selv at drikke vand da hans eget blod ville fodre ham til han kunne få vandet, men hvad med ham den høje mand.

Ouro vende sig dog rundt og begyndte blot at slange sig hen af jorden. Han frygtede ikke at manden ville gøre ham noget så han kiggede ikke rigtigt bag sig, men hans øre var skarpe og skærpet til at hvis han skulle høre hans bevægelser begynde at være hurtigere så var han klar på at flygte. Det var blot en refleks han havde end med efter så mange år hvor han var blevet jaget.

Horn fulgte tavst med i et par minutter, indtil det gik op for ham, at halvslangen var ved at lede ham ind i ørkenen igen – som jo var den han var på vej ud af. Horn skær tænder inden han åbnede munden i et højlydt, arrigt udfald: ”Slangedreng, hvad du laver!?” råbte han, så det gav et sæt i enhjørningen ved hans højre side, og han greb øjeblikkeligt sin økse i begge hænder.
 
”Du prøve at lede mig VÆK fra vand, hva’?” fortsatte Horn og slog en kort, dybfølt latter op, inden han blev ved: ”Tro du kan snyde Horn Thatos, kongen af arena!?”
Horn havde jo egentlig stadfæstet drengen som værende helt ufarlig, men han havde åbenbart været helt gal på den, for nu forsøgte halvslangen at tage livet af ham, ved at lede ham tilbage hvor han kom fra, tilbage hvor der ikke var noget vand.
 

Horn satte farten op, i retning halvslange, og gjorde et udfald med den store økse, så hovedet susede gennem luften med retning imod halvslangens største mål: Dennes overkrop. Horn lagde den samme mængde kræfter i slaget som han gjorde i alle hans slag: Samtlige. Skulle slangen ikke blive ramt, så ville kræften fra øksen rive Horn med, så han blev drejet en hel omgang om sig selv, en manøvre han kun kendte alt for godt. Dette ville desuden medføre, at Horn blev boret en smule ned i sandet.

Ouro blev forskrækket som manden kom bulrende afsted mod ham. Ouro selv havde ikke anset manden for direkte venlig og var klar over at han sikkert ikke var det. Manden slog mod Ouro som allerede stod klar. En normal person forventede normalt at man ville flytte sig til en af siderne eller kaste sig tilbage. Ouro var dog ikke en hver mand. Han havde flygtet hele sit liv, han var ej en kæmper. Han kunne ikke bore sig i jorden uden at bruge god tid, men en ting vidste han hurtigt han kunne gøre.
Ouro kastede sig ind under manden. Ind mellem hans ben og om på den anden side. Han kryb hurtigt omkring mandens ben og begyndte hurtigt at bevæge sig ind imod Ørkenen mens han råbte "Vand i Oase, Oase i ørken. Ikke langt!" han håbede at manden ville stoppe med at angribe og at han ikke skulle til at flygte, men selv hvis han flygtede ville det være komplet idiotiske at følge ham ind i ørkenen hvor han flygtede mod.

Halvslangen krøb under Horn, som han drejede om sig selv. Havde slanget været lidt mindre heldig, så havde en af Horns hove mast ham flad som en pandekage; det lykkedes dog imidlertidig halvslangen, at komme ud på den anden side.
 
Horn førte sit sving yderligere igennem, så han drejede endnu en omgang om sig selv, og igen svar slangen enormt heldig, at han ikke blev ramt – og snoede sig så der fra så hurtigt som han overhovedet kunne. Havde Horn ikke været sulten, og virkelig tørstig, så havde han sat efter slangen – men det gad han virkelig ikke. ”Mig finde dig en dag, slangedreng!” råbte han i slangens retning, der ligeledes råbte et eller andet tilbage, om vand. ”Du dø!”
 
Med det ude, så vendte Horn igen i retning grøn horisont, og satte i bevægelse sammen med Klov, den sorte enhjørning. Der måtte være andre, nemmere mål – og vand. Det var Horn overbevist om. Grøn betød vand.
 

//Out