dryp, dryp, dryp. 
Lyden af vand der ramte vand gav genlyd i det lille mørke lokale. Jo længere tid han sad der, jo længere tid han brugte på at betragte hende, jo mere dominerende blev lyden i baggrunden. Cryan fnyste irritabelt og lod tomlen af hans finger glide ned over den glatte æg, tilhørende en lille kniv der hvilede i hans hånd. Det havde været overraskende nemt at fange hende, næsten for nemt når det kom til hans fortrukkende metoder. Der var nu noget mere spændende ved selve jagten, men han måtte jo opveje det senere. Lige nu, var det mere et spørgsmål om tålmodighed. Ikke noget han havde store mængder af, men når det kom til det, når man oplevede den kriller ned af ryggen. Den svage sitren i fingrene, der bare ventede på at få lov til at få noget blod på sig. Så var det pludselig det hele værd, at vente på at hun skulle åbne sine øjne. Finde sig selv i et stadie af ikke at vide hvor hun var, eller hvad der var sket. 

Derefter ville det gå op for hende, hvordan hun var bundet stramt til en stol, så det næsten afskar blodomløbet til både fødder og hænder. Til sidst, ville der var hans gule øjne der ville betragte hende indgående. Aflæse hende, som en jager der aflurede sit bytte før den slog til. 

Og det bedste ved det hele? De mange krystalstykker der ventede på ham, så snart han afleverede det den ældre adelig havde krævet. Hendes død.

Hun var på vej ud for at underholde på de mindre kroer. Ysara var aldrig typen der holdt sig ét sted ad gangen, så efter en meget sjov aften med en fremmed kvinde, havde hun valgt at tage ud af hovedstaden. Det gik jo også fint, til hun havde fundet en kro og havde lavet sin underholdning, og derefter var uden for, for at få lidt luft. Lidt væk fra kroen og hele molivitten.
Hvordan han havde fået fat i hende, vidste hun ikke. Kun at hun stod og trak noget luft og det næste øjeblik blev alt ganske enkelt bare sort.

Det næste der skete var, at hun vågnede op i et mørkt lokale til lyden af vand der dryppede. Det havde irriteret i hendes øre i lang tid, og havde drillet hendes underbevidsthed, men nu begyndte hun at vågne op til dåd, faktisk ret irriteret over den lyd. Hun troede blot at hun var faldet i søvn. Men da hun ville gnide sig i øjet gik det pinefuldt op for hende, at hendes arme var bundet fast til en stol. Hun kiggede lidt hurtigt ned og forsøgte med det samme at få hånden fri. Men rebene var så stramt bundet fast at hun knapt kunne bevæge sine fingre, og det gjorde ret ondt at forsøge på at komme fri. Det lod hun være med. I stedet kiggede hun sig omkring, bevidst om, at der i hvert fald måtte være nogen herinde sammen med hende. Hun kunne i hvert fald ikke være endt i den her situation ved egen hjælp.

Hun fik hurtigt øje på den mørke skikkelse med kniven, og hun stirrede på ham, både lidt forvirret, og lidt omtåget over stadig at have noget af den gift, der havde slået hende ud i første omgang, i systemet. "Hvad... Helvede?" hun kom først nu i tanker om, at det måske kunne være hende elverkvinden, og begyndte omgående at stritte imod sine bånd igen. Benene var også bundet fast. Hun havde mest af alt lyst til at skabe afstand. Men det her var ikke en eller anden sløset tøseknude der var bundet fast om hendes håndled og ankler. Det her var sgu af en anden kaliber! "Hvad vil du mig? Du kunne bare have taget mine krystaller, jeg ville gerne have givet dig dem? Helt frivilligt og det hele," det var hvad der sidst havde været et problem. Krystaller. Mon ikke det var det igen?

Det susede for hans øre, da det gik op for ham at hun var ved at vågne. Det var begyndt at summe i hans krop af spænding over det der skulle til at ske, og tungen lavede en glidende bevægelse hen over de øverste tænder. Hvis ikke pengene var så gode, ville han næsten være der over hvor selve drabet var betaling nok. Især optakten, nogen fik et rus ud af at gøre dumdristige ting. Andre var det elskov, for ham, for ham var det når han kunne se frygten i hans ofres øjne. Derefter livet der langsomt forlod deres kroppen, han begyndte næsten at smile blot ved tanken.

Da hendes øjne endelig lagde sig på ham, lukkede han selv sine for at tage stemningen til sig. Panikken der langsom var begyndt at snige sig ind i hendes stemme, var næsten for perfekt. Selv havde Cryan valgt et ret strategisk sted at sidde, gemt væk i hyttens naturlige skygger. Dog kun en håndsrækning væk fra månens skær der kastede sine lange arme ind igennem et vindue hvis glas for længst var væk. Kniven i hans hænder blev kastet lidt rundt med, inden han satte den tilbage i dens skede.

,,Hvad med dit liv?’’ hans stemme var hæs, umenneskelig mørk og med et kant af noget man aldrig helt kunne placerer. Han lænede sig en smule forover, hvor lyset fangede og reflekterede i hans gule øjne. ,,Vil du frivilligt betale med det?’’ nu dukkede der langsomt et smil frem, smilet der blev bredt nok til man kunne se de spidse hjørne tænder som vampyrer nu en gang besad. 

Den sneg sig langsomt ind på hende. Frygten. Den gravede sig langt ind i hendes sind, da hun hørte en hæs stemme og nu var klar over, at det ikke var elverkvinden, hvis makker, hun havde dræbt med en økse til halsen. Alt det blod. Men det var ikke hende, der sad her nu. Det var en mand, hvis stemme var som kridt på tavlen, den skar ind i hendes sind på en helt forkert måde. Han var forkert. Og hans ord var lige så forkerte. Hendes liv? Ysaras blik blev hurtigt en blanding af frygt, men også frustration.
På den ene side vidste hun udmærket, at denne mand tydeligt var farlig. Han havde overhånden. Men han burde da vide, at hun ikke havde lyst til at betale med sit liv. Hvorfor helvede spurgte han så? Hun hev lidt mere i sine bånd og var efterhånden ligeglad med hvor ondt det gjorde.

Hjertet hamrede afsted. Adrenalinen flød gennem årerne på hende, som hun fulgte hver af hans bevægelser, skarpt. Hans gule øjne var lige så forkerte som hans hæse, mørke, ubehagelige stemme. Forkert. Alt ved ham var forkert, og alt ved ham var skræmmende. "Mit liv?" hun gentog hans ord, nærmest for at være sikker. Men hun var ret sikker alligevel. Hun vidste når en person tog pis på én, og hvornår de ikke gjorde og hele udstrålingen fra den mand skreg bare af fare, rædsel og forkert.
Det var så ubehageligt som noget kunne være. "Selvfølgelig vil jeg ikke betale med mit liv?!" hendes tone var en blanding af den angst, men også den frustration hun følte. Hun begyndte efterhånden at mærke rebet slide igennem den tynde hud ved hendes håndled. Det begyndte så småt at bløde. Hun var ligeglad. Alle hendes instinkter fortalte hende, at hun skulle væk i en helvedes fart. "Hvad fanden er det også for et spørgsmål at stille?" hun talte mere med sig selv nu. Var knap nok i stand til at tænke uden at gøre det højt. "Hvad er det du vil?" hun forstod det virkelig ikke. Hvorfor var han efter hende? Hvorfor sad hun her ved hans kolde, ikke-eksisterende barmhjertighed? For hun var fuldt ud overbevist at denne mand ingen havde.

Han formåede at undertrykke en latter, der i stedet blev en lyd der kunne associeres med at nogen morede sig. Hans arbejdsgiver havde ikke fortalt ham, at hun ville være udlevere så god underholdningsværdi. Han tog en dyb indånding, da hele hendes krop begyndte at udskille duften af frygt. For ham havde denne specielle duft den samme effekt, som mennesker for de naturlige feromoner som der blev udskilt. Cryan slikkede sig om munden og hoppede smidigt ned fra bordet, gulvbrædderne knirkede under presset fra hans vægt. Med bevægelser som mange ville beskrive som det man ville se i kattefamiliens, smøg han sig rundt omkring hende. En lille runde, valgte han dog at stille sig solidt bag hende.
Så kom det sidste spørgsmål, så kedelig, trivielt normalt. Altid kom det, hvad vil du?. Var det nu i virkeligheden så svært et spørgsmål og besvare selv? Var hun ikke mere intelligent end det? Ud fra de informationer som han havde samlet sammen, var hun ikke just en kvinde der kunne holde sin fine næse ud af andre personers sager. Listen var lang, når det kom til folk som der ville hende ondt, måske ikke så langt når det kom til faktisk at gå det ekstra skridt. Det skridt som han var villig til at tage.
 

Hånden som var healet ganske normalt, efter hans forvandlings episode. Blev lagt på hendes nakke, mens at kniven kom frem igen. Glimtene i månens skær, formåede han at fange lyset således at hun næsten ikke kunne undgå at se den. ,,Spørgsmålet liggere mere i, har du noget valg?’’ han brummede lavmeldt og greb fat i håret nederst ved nakken, for at hive hoved tilbage i et ganske solidt jerngreb. ,,Og behøver jeg virkelig svare på det sidste? Det er så ganske kedeligt, når folk prøver at lade som om de ikke forstår hvad der foregår. Og stol på mig når jeg siger, du har ikke lyst til at kede mig’’  

Den mærkelige lyd der kom fra manden fik ubehaget til at stige i Ysaras hoved. Og til resten af hendes væsen. Hun hev lidt mere i rebene. Nu begyndte det at gøre rigtig ondt i håndleddene og hun var endnu en gang nødt til at stoppe sig selv, selvom panikken efterhånden bare bredte sig mere og mere. Hun skævede mod ham som gik bag hende, men det var desværre ikke muligt at vende sig hele vejen om på stolen. Det var sindssygt ubehageligt at have ham i en blind vinkel og det øjeblik hans hånd fik kontakt med hendes nakke, gav hun et ryk fra sig, forskrækket, og rædselslagen. Hendes øjne fulgte genskæret og fik øje på kniven igen. Det føltes så meget mere virkeligt, nu hvor han rent faktisk rørte ved hende. Hun burde nok passe på hvilke ord hun brugte fra nu af. Det var lige før at hun holdt vejret i ren og skær frygt for, at han ville blive utilfreds.

"Nej, tydeligvis ikke!" røg det ud af hende i frustration. Hun fortrød omgående at have valgt sit sarkastiske repetoire af ord, men smerten ved at få revet sit hoved tilbage på den måde var bare nok til, at gøre hende vildt hidsig. Det stoppede dog nu, som hans ubehagelige, skræmmende stemme lød igen. "Nej, nej, jeg har et andet spørgsmål," skyndte hun sig at nævne. Hun havde ikke lyst til at dø, overhovedet. "Kan.. Kan du overtales til at lade være? Du ved.. Med det du skal til," hun havde ikke lyst til at sige ordet: Dræbe. Så længe hun tog afstand fra det, virkede det ikke nær så forbandet skræmmende. Hun spændte totalt op i hele kroppen, selv i hænderne, der var ved at blive helt misfarvede over den manglende blodstilførsel.

Han grinede lavmeldt, oh så hun troede hun havde et andet spørgsmål? Spændende.
Med et skub, slap han hendes hår igen. Og med samme bevægelser som før, trak han ind foran hende og satte sig på hug foran. ,,Så du tror du kan forhandle dig til jeg ikke dræber dig?’’ hans øjne lukkede sig halvt, mens at han begyndte at grine. Et lavmeldt grin til at starte med, før det blev en anelse hysterisk til sidst. Han rejste sig op igen og valgte at spankulerer frem og tilbage foran hende, som om han faktisk tænkte over det hun havde sagt. Han kendte jo tydeligvis allerede svaret, men det behøvede hun jo ikke vide. Der var ingen mulighed for hende, ingen vej tilbage fra det hun havde gjort.
,,Måske, du skulle have tænkt over konsekvenserne for hvad du har gjort, før at du gjorde dem’’ stemmen en hvisken, som når en slange hvæsede af sin angriber. Han drejede sig hurtigt imod stolen hun sad i, og med et sadistisk smisk sendte han et velplaceret spark imod hendes brystkasse. Således så hun ville torpedere ned imod de knirkende bredder, stadig siddende fastbundet i stolen.

Han fløj afsted og meget hurtigt efter, stod han over hende med kniven presset imod hendes kind. ,,Du kan lige så godt begynde at skrige, for der er ingen nåde fra mig.’’

Mandens latter fik Ysaras håb til, at dale langsomt. Det var som om at der ikke var noget hun kunne gøre ved sin situation, og det var skræmmende. Det var helvedes skræmmende. Hun ville til at forsøge at forhandle videre, men blev hurtigt afbrudt af hans latter der bare byggede sig mere og mere op, til han til sidst lød helt hysterisk. Det var pisse ubehageligt at sidde dér, uden at kunne gøre noget, og så bare se til mens manden lige så stille blev mere og mere sindssyg for hendes blik. Hans hvisken gjorde hende forvirret. Hvad mente han? Han måtte vide noget, som hun ikke helt var klar over, for det var et eller andet sted lidt forvirrende at få at vide at man havde gjort noget, og at der var konsekvenser for det. Ysara vidste udmærket godt, at hun havde gjort dumme handlinger i sit liv, men hun var også fuldt ud overbevist om, at hun allerede havde taget konsekvenserne. Men det så ud til, at nogen ikke var enig med hende. Navnligt denne mand, hvem end han så var.

Hun var slet ikke forberedt på det hårde spark, der fik verden til at vælte sidelæns. Det gik så hurtigt at hun blev rundtosset. Måske hjalp det ikke særlig meget at hendes baghoved ramte gulvet ret hårdt, eller dét, at hun havde slået al luft ud af sin krop. Chokeret kiggede hun op på manden da han igen var i ansigtet på hende. Hans kniv presset mod hendes kind og hans ord skærende igennem hendes fortumlede sind. Ysara var mentalt vant til smerte. Ikke fysisk, for hun var trods alt af det kvindelige køn, og hendes krop havde taget varig skade af andre ting, der var sket i løbet af hendes korte liv. Stædigheden dukkede op. Så han ville have hende til at skrige? Ysara var meget konkurrencepræget. Selv i en situation som den her, var hun konkurrencepræget og nægtede at tabe. Hun nægtede at give ham hvad han ville have, og det strålede ud af hendes ellers paniske blik, der det ene øjeblik flakkede rundt og det næste satte sig på mandens ansigt. "Og hvilken handling er det så, jeg skal dø for? Det kan du vel i det mindste give mig?" der var en sarkastisk tone over hendes stemme, der ellers led under effekten af, knap nok at have noget luft. 

,,Hvor kedeligt, intet skrig?’’ hvis han var misfornøjet, som ordene nok kunne indikerer. Så vidste Cryan det ikke, da han betragtede hende med kolde apatiske øjne. Knivens æg blev presset imod hendes kind, dog var denne kniv ikke skarp nok til at efterlade andet end det ubehagelig pres, som knive nu en gang gav følelsen af.
Igen med de spørgsmål, hvis det ikke var hendes skrig hun ville dele med ham, følte han end uendelig træng til at lukke kæften på hende. Han næsten fløj væk fra hendes nedlagt krop, så hurtigt kom han på benene og med målrettede skridt vandrede hen imod bordet han havde siddet på. Kniven blev hugget i bordets træ, hvor efter fingrene lukkede sig rundt omkring et sort lagen, der havde ligget hen over gemte genstande. I en hurtig vending fjernede han stoffet, og afslørede flere flasker der lå vandret på bordets overflade. Han arbejdede i stilhed, mens han tog en grøn flaske op og hæv proppen af. Alle handlinger var ganske hektiske, som var han ved at løbe tør for tid. I dette tilfælde var han blot ved, at løbe tør for tålmodighed.

Han stillede sig over hende, med hoved lagt lidt på skrå mens han betragtede hende. ,,Hvad får dig til tro, du er i en position til at afkræve svar?’’ hans stemme var over i et mere naturligt og genkendelig toneleje, mens han tålmodigt ventede på at hun ville åbne munden for at svare. Kun for at begynde at hælde den alkoholiske væske ned i hoved på hende. Dog kun i få sekunder, før han stoppede igen. 

Hun undgik med det samme øjenkontakt da hans stemme igen brød tavsheden i lokalet. Som sagt var hun stadig skræmt halvt til døde, men det betød ikke at hun havde lyst til at give manden det, han ville have. I stedet holdt hun munden lukket og kiggede væk, stædigt, selv da han pressede kniven lidt mere ind mod hendes kind. Der gik ikke længe før han meget pludseligt var væk igen, denne gang før at pillede rundt ved noget på det bord, som han før havde siddet på. Hun kiggede efter ham, skræmt og paranoid som én i helvede. Hvad ville han nu til? Hun håbede et eller andet sted at han måske kunne komme på bedre tanker, for hun havde virkelig ikke lyst til at dø. Hun havde været tæt på så mange gange, og havde overlevet det så mange gange, at hun ikke ligefrem havde lyst til det igen. Så da han vendte sig med en flaske i hånden og stillede hende endnu flere spørgsmål.

Og det spørgsmål hun fik, var lige ved at få hendes blod i kog, og ganske som forventet, åbnede hun munden for at svare ham, da han vendte flasken og hældte hendes mund fuld af øl. Hun kunne normalt godt lide øl, bare ikke lige i det her tempo, der fik hende til at fornemme at hun var ved at blive overfyldt af det. Hun nåede heldigvis at lukke munden ret hurtigt, men det ændrede ikke på at hun fik hovedet fuldt af det. Det var udelukkende på grund af afmagt og vrede, at hun ikke kunne lade være med at sende ham et blik fyldt med selv samme vrede. "Hvad.. Helvede skulle det til for?!" udbruddet kom før hun nåede at stoppe sig selv. Hvorfor hun overhovedet havde spurgt, vidste hun ikke, og hun lukkede også ret hurtigt kæften derefter og fik nervøse trækninger, mens hun forsøgte at få sine hænder fri igen med ny iver.

Det sadistiske smil fortalte hele historien. Hvor meget han nød at se hende sprutte, kæmpe imod den overflod af øl som blev sendt imod hende. Uheldigvis stoppede det hende ikke fra, at komme med endnu en spydig kommentar da han stoppede det. Utilfreds satte han sig på hug ved siden af hende, mens han tunge begyndte at slå klik ned imod gangen. Hvis hun dog bare kunne forstå, at alting ville gå så meget nemmere, hvis hun stoppede med de forbandede spørgsmål. Måske det var på tide at overførte noget rigtig smerte, på den lille rapkæftede unge. Flasken med øl stillede han fra sig, og hæv i stedet en af hans miste knive fra bæltet frem. Hvor han før havde leget med lyset, var det eneste der skete med denne knive, et meget velplaceret hug. Lige midt i låret så selve skaftet rørte beklædningen, der nu en gang lå hen over hendes lårben.

Mens dette blev gjort, afveg hans øjne ikke fra hendes, en eneste gang.

Der kom ikke noget svar fra den sindssyge mand. I stedet observerede hun hvordan han stille og roligt stillede flasken fra sig. Hun kiggede efter den og derefter op mod ham, stille og ret nervøst anlagt, paranoidt følgende hver bevægelse han lavede. Hvad kunne han nu finde på? Et eller andet sted både frygtede Ysara det og samtidig var hun næsten nysgerrig. For nysgerrig. Måske ville han endelig vælge at gå, når det gik op for ham, at hun ikke var den han ledte efter? For hun fattede virkelig stadig ikke hvad han mente, andet end at hun havde dræbt Jagnar og havde siddet i spjældet. Tanken slog ned i hende samtidig med at manden hev en ny kniv frem og dem endte i hendes ben, så hurtigt, at hun først ikke helt lagde mærke til det.

Dernæst dukkede den heftige smerte op. Han havde lige stukket en kniv gennem hud, kød og blod i hendes ben, og selvom hun godt kendte til smerte, så var hendes krop bare ikke modstandsdygtig over for det. Hun kunne ikke undgå et højt udbrud, som hun stirrede overrasket ned på mandens hånd og kniven. Det gik dog hurtigt op for hende, at hans blik stadig sad ætset fast i hendes øjne, og hun vendte dem mod ham, som lavede en grimasse. "Er det ham der har sendt dig?" det var endelig gået mere eller mindre op for hende. Hun kunne simpelthen ikke se andre være grundlag til dette. "Det modbydelige svin," hun var virkelig frustreret nu. Han havde smidt hende i et minefængsel i for mange år i forhold til hendes kriminelle handlinger, og nu hvor hun var fri, var han åbenbart ikke tilfreds. Hvilken klam mand var han lige?! Nok ikke værre end den mand der sad ved siden af hende nu, men det ændrede ikke på de voldsomme frustrationer der bare skinnede igennem hendes smertegrimasse, som hendes tabte kamp mod rebene der sad om både ankler og håndled, blev mere voldsom. 

Han fjernede hånden og begyndte lige så langsomt at klappe, da det gik op for hende hvem der havde sendt ham.  Hans blik lagde sig dog på de røde afmærkningerne der blomstrede frem under rebende, som holde både hænder og fødder på plads. Måske han skulle give hende, lidt mere rum til at boltre sig på? Hun ville nok ikke bryde sig om det der efterfulgte, men så igen det bekymrede ham egentlig ikke særlig meget, hvad det var hun synes. Mere om han fik noget ud af det, og hun havde ind til videre vist sig at være ganske underholdende. Set bort fra nogle af de ganske dumme bemærkninger, og hvor langsom hun dog kunne være i optrækket. For en der havde lavet så meget kriminelt, skulle man da næsten forvente at hun kendte lidt mere til den verden, hun så gerne ville befærde sig i?
Han overvejede kort, om han bare skulle lade kniven han havde plante i hendes lår, forblive i så der gik længere før at hun ville miste for meget blod. Men så igen, han havde også en tidsplan han skulle overholde, så for meget sjov kunne også blive lige præcis det; for meget.

Cryan greb omkring skaftet og hæv kniven op i en hurtig trækning, stadig uden ord rejste han sig op i sin fulde højde. Da det var gjort, vandrede han lige så langsomt hen og fiskede en lav skammel frem. Denne placerede han ved hendes venstre side, nede hvor fødderne var. Men før han satte sig, løftede han stolen hun sad på op i stående stilling igen. Så satte han sig på skamlen og betragtede hende indgående. ,,Hvis du nu opføre dig som en god pige, så skære jeg rebene fri, så du kan bevæge dit venstre ben. Hvordan lyder det?’’

Mandens klappen i hænderne tjente kun én ting: Mere frustration. Hun var yderst frastødt af ham, og meget frustreret, især over hvor vildt ondt det nu gjorde i benet. Det var jo ikke ligefrem hver dag man fik stukket en kniv ned gennem låret. Hun var blevet brændemærket og beskudt med pile og havde også oplevet prygl, men det var jo stadig ikke det samme som dette. Hun nægtede dog at give ham meget mere, især fordi han netop absolut skulle klappe. 
Der gik ikke længe før han trak kniven ud, lige så hurtigt som den blev plantet der. Det gjorde også ondt. Denne gang var hun mere forberedt, så der kom ikke andre lyde end et lille støn af smerte mens hun knyttede næverne. Lettere sagt end gjort, men gjort blev det til trods for at hun næsten ikke kunne bevæge sine hænder.

Hun stirrede vredt efter ham, som han hentede sin skammel, irriteret og frustreret over at hun ikke kunne gøre en skid ved sin situation. Hun ville næsten give alt for at få lov til at slå ham i ansigtet. Men hun var bundet så godt fast at hun ikke engang kunne bruge sine ellers så gode evner til at komme fri. Han havde tydeligvis mere erfaring inden for dette end hun havde.
Tilbuddet var fristende. Nu hvor hun sad op og fik det tilbud, var hun tæt på bare at sige ja, men så gik det op for hende. Et frit, men såret ben ville ikke hjælpe hende det mindste. Havde det været en hånd, så måske. Men benet? Nej. Og hun havde ikke i sinde at sidde og være høflig over for sin drabsmand. Ikke når hun ikke fik noget som helst ud af det. 
"Næh.. Jeg har ikke tænkt mig at behage dig det mindste," svarede hun flabet igen, med øjne der lynede af had rettet imod ham. 

,,hvor ærgerligt, og her troede jeg lige jeg var venlig’’ han trak på skuldrene, og viste udmærket godt at han var alt andet end. Men det bekymrede ham nu ikke særlig meget, så selvom hun havde nægtet at ville opføre sig som en god pige. Skulle det ikke forhindre ham i, at udføre næste led i hans plan, selvfølgelig om mest smerte som muligt.
Dog inden han begyndte på planen, lænede han sig forover og betragtede hende. Kniven begyndte at glide rundt i hans hånd, som en leg han havde leget lige siden han havde kunne forstå hvad en kniv var. Hvilket nok ikke var særlig forkert når det kom til stykket, han havde trodsalt blevet oplært til at dræbe siden han kunne gå.

I håb om at tage hende uforberedt, siden han bare havde siddet og kigget på hende. Skar han rebet over, ved den fod der tilhørte benet han allerede havde stukket en kniv i. Greb omkring benet, og ganske enkelt gik i gang med at hive hendes sko af. 

Venlig... Venlig? Venlig?! 
Hvad fanden var der galt med ham? Han var jo komplet blottet for følelser og fornuft. Han var komplet sindssyg. Han var i hvert fald ikke en venlig mand, også selvom han troede, at han var det, og det var det der frastødte hende allermest. Hvordan han så ud til at have forsøgt, men alligevel kun formåede at gøre hende endnu mere forstyrret over hans væremåde. Han var klam og ulækker, og som han sad der og kiggede på hende, blev hun kun mere og mere enig med sig selv om dette. Hvis nu bare hun kunne komme fri, så ville hun tage hans kniv og stikke den i struben på ham. Men det kunne hun ikke. Og det gjorde hende kun mere og mere rasende. Hans leg med kniven fik hende til at stirre efter den, intenst. Hun ville ikke overraskes igen.
Og det blev hun så alligevel, da han valgte at skære rebene til hendes skadede ben over. Altså, det var et eller andet sted rart nok at have benet frit, men alligevel måtte han jo have en bagtanke med det.


"Tror du jeg er så dum, at jeg ikke kan se igennem den løgn?"
Hendes bange anelser fik større grobund da han begyndte at tage hendes fodtøj af og hun fik omgående nervøse trækninger. Men hun glemte ikke, at lige nu havde hun faktisk mulighed for at slå fra sig. Begrænset, ganske vidst, hendes ben var nok ikke lige så stærkt som hvis det ikke var blevet gennemboret af en kniv, men hun havde da et form for våben ved hånden.
Så mens han var i gang med at tage skoen af hendes fod, sked hun hul i sin egen smerte, og trak foden til sig for derefter at forsøge at sparke ud efter hans hoved. Hendes bevægelser var naturligvis hæmmede af skaden, men det skulle fandme ikke stoppe hende fra at forsøge at gøre så meget modstand som muligt!

//Du havde nævnt at du ville afslutte alle tråde, så nu gør jeg det lige for dig <3