Morgana trak undskyldende på skuldrene. Hun var ikke enig med damen overfor om, at hun nok skulle blive kunstner. Det ville nok for altid ’bare’ være til husbehov og til at holde tøj på kroppen og mad på bordet. Men det var nu også meget godt.
Hun lyttede meget engageret til den andens lange tale og smilede og rystede på hovedet de rigtige steder - for hun forstod lige hvordan den anden havde det. Medanien ville også for altid være en del af hende - både i hud-, hårfarve og hjerte. Det var stedet, hun havde haft barndommen, og hvor alle minderne lå. Det var der, hun engang ville tage tilbage, måske for at slå sig ned. For altid.
Hvis hun forelskede sig i andre steder, vel at mærke. For hun havde set mange fantastiske ting rundt om på hendes tur til byen.
Og hun havde set yderst fattigdom, folk der døde foran hende, mens andre smed halvspist mad væk, fordi de havde penge nok. Hun havde mødt folk i små kældre, eller der levede i små hytter, og hun havde deltaget i de store baller, og besøgt prægtige - om end dystre - slotte.
”Jeg hedder Morgana, og ja, Medanien har en særlig magi. En særlig tiltrækning, om man vil, det er som om luften er friskere og mere livgivende, og skovene fulde af liv. Ikke, at byen ikke også er fascinerende, men… Medanien er speciel!”
Morgana smilede og rystede på hovedet, afslappet. Hun havde glemt alt om heden og snakkede glad videre, og der var en tydelig glæde i hendes stille stemme:
”Jeg kom til Byen netop for at realisere mig selv en smule - lige som dem - for købere af billeder er lidt færre derude. For ikke at sige nærmest ikke-eksisterende.
I modsætning til dem har jeg ikke fundet mig en fast omgangskreds. Det er sjældent, at man ønsker at portrættere samme scenarie, og jeg må indrømme, at jeg tit glemmer tid og sted omkring mig, når jeg maler.
Jeg havde en lang vej hertil, hvor jeg - kan man måske kalde det - endte i karambolage med en magiker og havnede et ukendt sted. Efterfølgende blev jeg af en anden venlig person hjulpet tilbage på fastlandet, og jeg fik at vide, at jeg havde befundet mig på Topolis, en ø!”
Morgana smilede ved mindet om skrækken og forknytheden i situationen. Morgoths sorte ganger havde ikke ligefrem indgydt tryghed eller trøst, men han havde trods alt hjulpet hende.
”Den samme Herre blev en overgang min protektor og lærte mig om magi - for tro mig, dét var ikke noget vi havde haft meget af i min landsby! Vi havde den gamle kloge kone, men det var egentlig også det…”
Morgana rynkede brynene og tænkte igen over de seneste begivenheder med belejring af byen, de døde, pesten. Rygterne og proklamationerne. Hun vidste ikke, hvad der var sandt og falsk, hvad der var udspredt og hvad der var reelt.
”Og så havnede jeg her efter et stykke tid. Og jeg har været her nogle år, fået opsparet lidt, oparbejdet en kundekreds og fundet ud af, hvad der er populært og kan sælges.
Og så kommer jeg her og finder lidt fred og inspiration, læser om de gamle mestre, deres teknik og motiver, samt om alle de spændende ting, man nu kan finde i bøgerne her!”
Begejstringen var tilbage i hendes stemme, og hun smilede undskyldende til lytteren. Hun havde snakket meget.
”Undskyld, jeg blev lige revet med. Det er ikke så tit, jeg har selskab at tale med, og slet ikke nogen, der kommer fra min hjemegn og ved, hvad det vil sige at komme derfra!
Men nu De har min historie og mit navn, tør jeg også godt spørge Dem om Deres!”
Morgana lagde hovedet på skrå og kiggede undersøgende frem for sig. Hun var lidt spændt på, om hun ville genkende slægtsnavnet som værende en af hendes fars kunder. Hun havde trods alt hjulpet til med varer og med at føre regnskab.