Ichareia bevæger sig langsomt hen over Sydlandevejens lettere stenede overflade, i retning mod Hovedstaden. Hun befinder sig endnu ikke særlig langt fra Tywing-skolen som hun forlod for blot et par dage siden. Hendes tanker er alle andre steder end der, hvor hun sætter fødderne, og hun ænser ikke på noget tidspunkt det smukke maleri af fuldt udsprungne vilde blomster og træer som langsomt driver forbi i takt med hendes skridt. Hun er som tabt for omverdenen. 

*Jeg har aldrig været så langt væk fra skolen alene før*, en række forskellige følelser driver hen over hendes ansigt i takt med, at hendes tanker skifter karakter fra at være vemodige ved tanken om de venner hun lægger bag sig, til bekymring for det ukendte hun er på vej imod, til endeligt at fryse ved en lettere beslutsom mine, da hun minder sig selv om, at hun ønsker at forlade skolen og dermed endelig få en chance for reelt set at opleve noget. 
Verden har stadig forventningens og drømmenes gyldne skær, hun er endnu ikke for alvor blevet præsenteret for livets barske realiteter, som nådesløst vil dukke op når en ung kvinde skal til at passe på sig selv. *Jeg er voksen nu*, tænker hun med et beslutsomt udtryk i ansigtet *det er tid til at finde ud af, hvem jeg er*. Hun hanker åndsfraværende op i sin nye taske. Den indeholder alt hun ejer i denne verden og var en afskedsgave fra hendes venner på skolen. *Gid jeg havde midler, som mange af de andre, at kunne opleve verdenen og ikke behøve tænke over hvordan* Hun kigger ned på sine fødder *eller, hvor ømme fødder man får*. 

James havde for en gang skyld bevæget sig væk fra skovene og ind imod byerne. Han havde ikke været i en by de sidste.... 20 års tid? Kunne det passe? Han havde altid undgået dem, og havde altid set væk fra Byerne. Der var alt for meget vold, alkohol, og alt for meget larm. Det var ikke lige som uden for byerne hvor der var fred og ro. Fuglene der kunne synge og dyrene der gemte sig i hvert et lille krat. Egentlig havde han også været mere opsat på at finde i sin søster Jocelyn, men det havde kun lykkes en gang, og det var den ene gang, siden havde han aldrig set hende igen. Han manglede hende, lige så meget som han manglede alt muligt andet. Det var bare ikke lykkes ham at finde hende igen, så nu måtte det være på tide at gå til byen, se hvad der skete, om det havde ændret sig eller hvad det havde. Han tvivlede nu på at det var sket. Han anede ikke engang hvor han var på vej hen. Han havde gået i et godt stykke tid og havde ikke set en eneste by på vejen. han var tørstig og sulten, hans læber var så småt begyndt at sprække grundet hans tørre mund. Det eneste han kunne håbe på var snart at finde en by så han kunne få et eller andet at drikke. Der var langt til den nærmeste skov, hvor han vidste at han kunne få føde og drikkelse. Men her var han på en eller anden øde landevej, og vidste hverken fra eller til.  Han måtte sætte sig ned på en sten og kiggede fra side til side da han opdagede en person der kom gående imod ham, han kunne ikke se om det var en mand eller en kvinde.

Icha stoppede tøvende op og kiggede ned på sine fødder. Hun rystede let på hovedet som for at klare sine tanker og smilede så lidt af sig selv. *en healer med ømme fødder* tænkte hun med et sarkastisk smil på læben, *så har man også set det med*. Hun fokuserede sine tanker og sendte en lindrende energi mod sine fødder, inden længe var smerterne fuldstændig væk, det havde ikke engang krævet nogen synderlig kraftsanstrengelse. 
Icha kigger for første gang rigtigt på sine omgivelser og bliver nærmest overvældet af alle de grønne og lyse farver der er i skoven. Hun skærmer sig for øjnene og kigger op mod solen. *Det må næsten være omkring middag, sådan som solen står midt på himlen*. Hun kigger tilbage ad den vej hun er kommet og derefter endeligt fremad i den retning hun gik. *Er det snart tid til at spise frokost så?* Spørger hun sig selv, mens hun bider sig eftertænksomt i læben. Med et får hun øje på en skikkelse længere fremme i vejkanten. Det ser ud som om den sidder på en sten, men hun kan på denne afstand ikke helt være sikker på om det er et siddende menneske/elver el. lign., eller et helt andet væsen. Hun tøver endnu engang, er ikke helt sikker på om hun bør bevæge sig fremad, eller håbe på, at skikkelsen ikke har bemærket hende og lige så stille forsvinde ind i skovkanten. Hendes mellemgrønne tøj, bukser og tunika, ville næsten kunne gå i et med træerne og buskene på denne årstid. Et par sekunder går, mens hun står stille som en statue, så retter hun ryggen op. *Du er voksen nu, det er barnligt at være bange for det fremmede, blot fordi det er fremmed* tænker hun beslutsomt og begynder at gå videre ad stien. Hendes skridt er lidt mere faste, som om hun stadig har en indre kamp igang i forhold til om hun reelt skal gå nærmere, men hun prøver trods alt at bevare en rolig facade. 

Som hun nærmer sig kan hun se, at den fremmede trods alt er et menneske, hvilket beroligere hende, selvom hun inderst inde godt ved, at det ikke altid er lig med gode nyheder at møde et menneske på landevejene. 

James rejste sig op og begyndte så småt at slæbe fødderne hen af jorden. Hvor længe var det siden han havde drukket? Han var ikke sikker påå noget mere, han anede ikke engang ugedagene mere, egneltig havde han aldrig holdt øje med nogle uge dage. Det havde der aldrig været tid til i følge ham selv. Han prøvede så godt han kunne at fugte sine læber, men det virkede ikke alt for godt, det eneste han kunne smage var blodet der blandede sig i hans mundvige og omkring tungen. Måske han bare skulle søge hen imod en skov for at finde noget at drikke, men nej der måtte da være en by her ikke så langt væk det måtte der bare være! "Jeg..." kom det frem på hans læber. Han anede ikke engang hvad han skulle sige, eller hvorfor han sagde noget. 
Hans ben gav efter, og han dukkede knæene ned i grusvejen og han kunne mærke hvordan småsten borrede sig op igennem hans bukser og op igennem hans knæ, godt nok gik der ikke hul, men han kunne mærke hvordan de skarpe kanter på nogle af stene satte sig fast. Han knyttede hænderne og fik jord og sten op imellem fingrene og neglene. Det lange røde hår faldt ned over øjne på ham. Hvorfor havde han heller ikke klippet det hår af, det gjorde ikke lige frem nogen gavn på nogle måder! Det var bare i vejen, og når man var ved at dehydrere gjorde langt hår heller ikke sagen meget bedre! 

Icha bevægede sig videre hen mod den fremmede. Hun tøvede da hun bemærkede den fremmede rejste sig, netop som hun var kommet tæt nok på til rigtig at se ham. Han så ikke for god ud. Hun kunne ikke helt bedømme det endnu, men det så ud som om hans blik var fjernt og en anelse svømmende. Hun tøvede endnu engang, var det farligt eller var han syg? Manden slæbte sine fødder hen over jorden, Icha drejede hovedet let på skrå, *han ser vitterlig ud som om han ikke har det særlig godt*,  "Heee....", hun skulle lige til at sige noget da manden gik i knæ midt på vejen. Icha satte tempoet op og småløb over til ham, hun rakte hånden frem imod ham, men tøvede så alligevel. Hvilken ret havde hun til at røre ved denne mand og føle hans lidelser? Hun trak hånden tilbage, "har du brug for hjælp?" spurgte hun med sin blide melodiske stemme der i sin varme udtrykte en ærlig bekymring. Hun stod ved siden af manden og prøvede at fange hans blik.