Saga Aylmerdottir
Ikke rigtig noget, drikker mere end man burde
Det var lang tid siden Hovedstaden var gået fra at være en fremmed by, til at være Sagas hjem. Efter pesten havde hun bosat sig på et lille værelse på en gård et stykke udenfor byen, og selvom hun næsten altid var alene befandt hun sig i byen næsten hver dag, når hun ikke lige var ude og jage.
Byen var blevet hendes hjem, og hun havde været så heldig at finde et job. I starten havde hun erhvervet sig på diverse kroer, men en dag var hun stødt på en våbenmager på markedspladsen, og han havde været så imponeret over hendes pile - som hun altid selv bandt - at han havde tilbudt hende et job hos ham. Det skulle han ikke tilbyde mange gange, og nu var Saga pludselig kommet i lærling som våbenmager. Alt i alt tegnede livet langt lysere end det havde gjort længe, og hvor der før havde været en alvorlig mine at finde på hendes ansigt, kunne man nu oftere og oftere finde et lille, gådefuldt smil om de smalle læber.
Denne eftermiddag havde hun brugt ude i skoven. Dels for at jage, og dels for at afprøve nogle af de nye pile hun havde lavet. Et par af dem havde været udmærket, men en stor del af dem manglede det sidste for at blive rigtig gode. Saga havde altid holdt af at være i gang og arbejde, men aldrig før havde hun ligefrem
glædet sig til at komme tilbage til arbejdet. Det gjorde hun denne dag, og de støvlebesatte fødder bevægede sig da også hurtig ned af gaden. En død agerhøne hang og dinglede fra hendes bælte, og hun var så travlt optaget med at komme tilbage, at hun ikke først lagde mærke til postyret omkring sig.
Det var ikke før hun gik durk ind i en opstoppet dame at hun kom til sig selv. Hun undgik lige akkurat at falde, og så sig rundt for at finde forklaringen på alle de opstoppede mennesker. Og frøs da hun fandt det.
Det var en drage. En ægte
drage, der stak hovedet ud mellem to bygninger. Den var rosafarvet og havde et undrende udtryk i ansigtet, som forstod den ikke hvad der havde fået den til at sidde fast mellem de to bygninger. Og på ryggen af den sad en ridder. Hun var høj og slank, med hår som havet og et lettere træt udtryk. Saga stirrede på det mærkværdige syn. væk var alle tankerne om pilene hun skulle lave om, om den døde agerhøne der skulle plukkes og om den mjød der lokkede efter arbejde; tilbage var synet af rytteren og dragen. Saga mærkede et stik af beundring, det var den følelse hun havde hver gang hun så en rytter. Beundring og længsel. For hun drømmede stadig om at slutte sig til ridderne, om engang selv at sidde på ryggen af en drage (kugleformet eller ej, hun var ligeglad), og om at kæmpe Lysets kamp.
Ridderen spurgte om vej, men ingen svarede. Alle havde for travlt med at stirre på dragen og dens mærkværdige rytter. Til sidst rømmede Saga sig og trådte forbi den kvinde hun var gået ind i og ud foran dragen.
"De skal bare tilbage hvor de kom fra, ned af vejen bag dem, to gange til højre og rundt om kirken. De kan ikke undgå at se den, den er to gange så bred som den vej Deres drage har forsøgt at komme igennem." Sagde hun, højt nok til at rytteren ville kunne høre hende, der på ryggen af dragen.