Jarko havde hørt rygterne fra Hovedstaden, som han selv var rejst længere sydpå. Nyhederne om pestens hærgen, fik ham til at prise sig lykkelig over, at han var sluppet ud af Hovedstaden i tide. Det var som regel altid de fattige og de generelt udsatte, der blev ramt af den slags først: og Jarko hørte ikke ligefrem til adelen.
Sygdommen var også i Rubinen, så vidt han vidste, og af samme grund holdt han sig fra de større byer. Denne eftermiddag havde en af hans kontakter lovet ham et møde med en af Rubiniens rigere handelsmænd: en af den slags, der ikke havde noget imod at handle med varer, der ikke nødvendigvis var anset som værende lovlige.
Det var naturligvis om at være forsigtig, men Jarko håbede alligevel, at denne rige, handelsmand ville være i stand til at skaffe noget af det, der solgte for de højeste priser for tiden: dæmonblod. Udover at - for en sikkerheds skyld - skaffe nogle af de dyrebare dråber til sig selv, var Jarko ikke i tvivl om, at dette ville kunne indbringe end mindre formue blandt de mere desperate købere. Nu var det blot om at finde en sælger..

Han skyggede let for øjnene med hånden, idet han så op mod himlen. Varmen og den ulidelige sol var ikke noget, han var vant til, og lette svedperler kunne ses på hans pande. Heldigvis gav palmerne her ved oasen en smule skygge, og han priste sig lykkelig for, at han forhåbentlig ville være i stand til at møde handelsmanden her i behagelig afstand af Belzeras brændende varme og pestbefængte gader.

Det havde været et par uger siden han havde fået beskeden, om en menneskemand, der gerne ville have et møde med Yamir, og gerne et sted der ikke var alt for befolket, så slutresultatet var næsten selvsagt, blevet oasen. Yamir selv rejste ikke så meget som han havde gjort i sine yngre dage, og ville kun rejse ugelange rejser hvis prisen var virkelig høj.
Selv var han ikke døv for hvad folket i hovedstaden, såvel som Rubinien havde så desperat behov for, selvom hendes højrøvede 'hellighed' havde nægtet folk at få kuren, den eneste kur.
Lyden om hvad kuren på sygdommen var havde fået et smil hen over den aldrende dæmons læber, velvidende hvor god en forretning dette kunne blive for ham, og det på flere måder. Det var da også derfor han havde sat ja til at tage turen ud til oasen og se hvad denne 'Krage' ville ham og kunne byde ham. Turen havde været på Ruiniens særlige heste, og med et mindre antal slaver med sig; to til beskyttelse og en halvblodstøs han havde haft i gemmerne i et par år.
Som de kom ind til oasen, gik han roligt af sin hest og lod den lunte over til vandet som den begærligt drak af i lange slurke. Et tegn blev gjort til tøsen om at stige af hesten hun selv var på og følge efter ham. Hvilket da også skete.
Instinktivt søgte hans blik imod sktyggerne, vidende nok om pipfuglen til at vide at han ikke var indfødt, og derfor nok ikke trivedes så godt i ørkenen.
Dér. Beskrivelsen han havde fået på Kragen passede glimrende, selvom han for en sikkerhedsskyld skævede til de andre skygger, inden han satte i rask gang hen til denne fremmede.
" Jeg går udfra at De er Kragen..? " brød hans stemme stilheden, da han var tæt nok på til ikke at behøve at råbe for at den anden kunne høre ham. I velovervejende skridt gik han tættere på, vagtsomt betragtende denne mand der kaldte ig selv ved en fugls navn.

Jarkos blik havde været rettet horisonten det sidste lange stykke tid. Der var altid en vis usikkerhed forbundet med møder som disse - Ganske vidst, havde hans kontakt sagt, at manden havde indvilliget til at mødes, men man vidste aldrig, om noget kunne være gået galt på vejen og handelsmanden havde fået kolde fødder.
Det var besværlige ved dette erhverv: så snart lovens lange arm fik færten af, hvad man lavede, var man nødt til at smide alt, hvad man havde i hænderne og se at komme væk. Heldigvis havde den nævnte lange arm haft rigeligt at se til den seneste tid, og der var rig mulighed for at lave lyssky handler.

Den fjerne lyd af dæmpede hovslag, som en skikkelse viste sig i horisonten, gjorde det dog klart, at det ikke ville være tilfældet denne gang. Jarkos position skiftedes til at være en anelse mere vagtsom, som rytteren med det lille følge nærmede sig. Det havde ikke lykkedes ham at finde ud af meget om denne handelsmand, og man vidste aldrig med den slags folk..
Han så i hvert fald velhavende ud, bed Jarko mærke i, da det gik op for ham, at mandens følge bestod af slaver. Synet af disse var stadig en anelse uvant for ham, selvom han ikke havde nogen særlig holdning til slaveriet: han forstod, at det var indbringende, og så længe han ikke selv havnede i en slavehandlers vogn, havde han ingen problemer med det. Han havde dog aldrig selv forsøgt sig med slavehandel - det var trods alt kun her i Rubinien, den slags lod sig gøre.
"Godeftermiddag.. hr?" Hilste han med en lille spørgende tone i stemmen, som han betragtede manden komme nærmere. Han var en anelse nysgerrig efter at finde ud af, hvem han var ved at indgå en handel med, og denne mand så også en anelse eksotisk ud - i hvert fald efter de standarder, Jarko var vant til. "De har helt ret. Det er mig, der bliver kaldt Kragen." Tilføjede han. Han havde en lys skjorte på, samt et par korte, brune bukser. Selvom han havde forsøgt at gøre sig selv nogenlunde præsentabel, kunne han ikke helt skjule rejsestøvet, sveden og det generelt en anelse lurvede og uplejede udseende, der kendetegnede ham.

Yamir foretrak egentligt at komme før andre ved denne slags møder, men det var der ikke noget at gøre ved. Uforudsete omstænigheder havde forsinket ham hvilket han blot måtte bide i sig.
Han nikkede let og dog bestemt til Kragen, temmeligt sikker på at det var et dæknavn akkurat som det navn han præsenterede sig selv med var det.
" De kan kalde mig Dorian."
Møder som disse var altid så besværlige, selv når mødetidspunktet blev overholdt. To sjæle der skulle se hinanden an for at vide sig sikker på om man kunne stole på den anden bare nogenlunde, akkurat som to aggressive hunde der stødte på hinanden for første gang.
Han vippede let på fødderne så spidsen af skoene med halvsnabel han havde på i dagens anledning, gravede sig ned i det varme løse sand. Han bemærkede skam godt den fremmede fugls små svedperler i panden og på næseryggen. Selv havde han intet imod varmen, han som selv havde boet hernede i de sidste par århundreder.
" Nå, skal vi komme til sagen? De ville gøre en handel med mig? " Havde de været i Balzera ville hans påklædning nok havde været mere rigt end det var nu. Men med rejser var det altid mere behageligt at klæde sig let og praktisk så ikke alt for meget stod ud. Så hans tøj bestod af en sandfarvet skjorte med simple broderier i kanterne ved ærmegabene og hullet til hovedet, en rig rød vest med lidt gyldne detaljer og igen sandfarvede bukser med et læderbælte, lette og behagelige at have på var stoffet som det var vævet med en særlig teknik han havde bemærket ikke lod til at findes andre steder end i de mere eksotiske egne. Over alt dette havde han en lidt tungere mørkebrun rejsekappe, hvis hætte varm oppe og dækkede over det meste af hans sære hårpragt.
Med det indtryk han indtil videre havde fået af Kragen, lod navnet til at passe manden glimrende.

På trods af mandens rejsevenlige påklædning var det tydeligt, at han tilhørte den rigere del af Rubiniens befolkning. Jarkos blik hvilede kort på deltajerne ved vesten, som kunne skimtes under rejsekappen. Som altid følte han sig en smule utilpas i nærheden af det, han selv betegnede som 'fine folk'. Han selv var en mand af jævn byrd, og det var tydeligt i både hans påklædning og talemåde.
En handel var imidlertid en handel, og hvis manden var skuffet over Jarkos manglende broderede silkeklæder, lod han sig ikke mærke med det. Han kendte allerede Jarkos kaldenavn, så han følte ikke noget yderligere behov for at præsentere sig og et kort smil gled over hans læber, da manden gik direkte til sagen.
Lige på og hårdt ... Lige som jeg foretrækker det. Han ønsker tydeligvis ikke at spilde sin tid.. Jarkos fingre gled over knuden på den tunge pose, der hang i hans bælte: det ville sandsynligvis blive en dyr omgang, men hvis manden virkelig var i stand til at sælge ham dæmonblod, ville det være alle krystallerne værd.

Det havde ikke været voldsomt svært at skaffe penge, efter han havde forladt hovedstaden. Desperatheden lurede i hele landet og mange steder havde folk simpelthen forladt deres værdigenstande, som de ikke kunne bære på, da de flygtede fra krigen. I et enkelt tilfælde var det lykkes Jarko at sælge en lille flaske vin tilsat lidt pulver, der gjorde væsken mere tyktflydende, som dæmonblod til en desperat kone, hvis mand lå syg med pesten. Han havde kun følt et lillebitte stik af dårlig samvittighed, da hun havde takket ham og fyldt hans hænder med safirer og jadestykker, mens håbet lyste ud af hendes øjne.
"En handel ja." Hans tonefald var en smule tøvende. Han regnede ikke med, at Dorian var i ledtog med Lyset, som alligevel havde meget begrænset magt i ørkenlandet, men det skadede ikke at være forsigtig. "Jeg håber på, at du kan tilbyde mig nogle særdeles .. værdifulde .. varer."

Egentligt var det ikke fordi Yamir var sønderligt utålmodig, han orkede bare ikke alle de indledende høflighedsfraser, folk der sædvanligt handlede med ham kendte til dette, og lod sig typisk aflede til at ignorere protokollerne. Hvad angik den andend beklædning var det ham også temmelig ligemeget, for hans skyld kunne Kragen være troppet op i en laset melsæk og det ville stadig ikke have rørt ham. Han vidste at ikke alle folk var lige heldige i landet, eller født i rette vilkår. Det var hvad livet nu engang bragte dem der fik dem til det de nu engang gjorde. Han havde jo selv fulgt med i de forskellige racers udvikling gennem tiderne, selvom ingen optog ham lige så meget som dragerne gjorde det.

" Værdifulde varer har jeg skam rigeligt af, men jeg tvivler på det er den slags goder du søger efter. Jeg går ud fra at din 'værdifulde vare' er den vare langt størstedelen af befolkningen lige for tiden hungrer efter for at sikre sig selv og slægten, har jeg ret? " Han hævede et øjenbryn, spørgende imod den snuskede Krage. " Ellers ville der vel ikke være nogen grund til at du fik mig helt herud?" Han havde droppet høflighedsformaliteterne, det var vigtigt at den handlende var tryg, og dog ikke alt for tryg, blot nok til at han selv kunne få et rigt udbytte ud af det.
" Og i så fald, hvilken kvalitet? " I en let bevægelse fik han vinket slavinden hen imod sig, men lod hende stoppe så hun var udenfor normal tales hørevidde, selvom tøsen nok var klog nok til at vide hvad det hele handlede om.

Jarkos anspændte holdning var blevet en anelse mere afslappet, nu hvor de var gået i gang med at tale om handlen. Han besad stadig en del vagtsomhed, for man vidste aldrig, hvad der kunne ske, selvom Oasens eneste besøgende i dette øjeblik var ham selv, handelsmanden og slaverne. Resten af ørkenen lå ganske stille hen under den brændende sol, kun af og til afbrudt af vinden, der fik noget af sandet til at hvirvle rundt.
Der var naturligvis ikke meget, der ville forhindre handelsmanden i at bestjæle Jarko og efterlade hans lig i ensomheden ved oasen, men Jarko stolede - for nu - på, at manden rent faktisk ønskede at gøre en ærlig handel. Så ærlig, man nu end kunne kalde den, med de varer, der var tale om. Alligevel var han bevidst om vægten af flere af de knive, han havde på kroppen, og som han kunne trække frem i løbet af få sekunder.

"De har ganske ret." Jarko vidste ikke, hvorfor han var så tøvende med at sige navnet på varen. Han havde altid været diskret med sine handler, men herude i ørkenens ensomhed, var der næppe nogen, der ville komme løbende med trukne sabler, bare fordi han ytrede ordet 'dæmonblod'.
"Kvaliteten er ikke af den største betydning. Jeg vil blot foretrække selv at vide, hvilke flasker der er i bedre kvalitet, end andre." Han havde ikke selv tænkt sig at tage chancen med fortyndet blod, skulle han selv blive ramt at pesten. Det, han ville sælge videre derimod - ikke nær så vigtigt.