Kirith var knap kommet tilbage til Hovedstaden fra sin sidste opgave, da hun blev sendt ud igen. Hun var blevet ansat som skjald for en vicomte, der var herre over et lille område af Medanien, mens den rigtige greve, legede krig mod Mørket, fra sin højt rangerede plads i Lysets hær. Det var snart 3 år siden at greven havde forladt sit slot, og siden da havde et metaforisk mørke lagt sig over byen. Der gik rygter om at Vicomten var alt fra en sympatisør af mørket, til en dæmon der var blevet sendt af Kile for at samle sjæle til underverdenen.
Det havde været nemt nok at infiltrere hoffet. Kirith var vokset op blandt adelige, og havde ikke svært ved at lade som om hun var en af dem. Det var faktisk det eneste hun ikke løj om. Hun havde selvfølgelig ikke givet sit rigtige navn, men gik under Lady Geneva.

Kirith gik igennem byen, der kun lige undgik at blive betegnet som en landsby. Den var tættest på slottet, der nu var hendes hjem, og selvom dens udvalgt i butikker og boder var langt fra hvad Kirith ville foretrække, havde den alligevel en rustik charme, som Hovedstaden ikke havde.
Hun bar en dybrød kjole, der kun lige nøjagtig undgik at slæbe sig hen ad jorden, mens hun gik fra bod til bod på det lille marked. Hun havde aldrig været i byen før, men hvad hun havde hørt var, at den havde været større før vicomten tog over. Nu var der mange tomme huse, og lukkede butikker. Kirith selv mistænkte at vicomten tog penge fra sit folk, men selvom det havde været let at infiltrere hoffet, havde hun ikke ikke hørt noget substantielt om sagen.

Langs markedspladsen stod en lille bod. En af de lokale ville måske fortælle dig at det var Georg Garvers stand, men det var bestemt ikke den store ildelugtemande der sad der. En lille fin skikkelse balancerede prækært på en høj taburet med bare ben dydigt krydsede. Bag hende blafrede et par næsten hvide vinger i brisen og indrammede pigen både bogstaveligt og figurativt. En engel. Isaris budbringer. Perspektiver skiftedes. Hvad der før havde været en sørgelig bod, var nu blot ydmyg. Barnligt var pludselig viist.
Hendes udtrykt var mildt men bag det blide smil truede andre følelser med at bryde frem. Hun var mild på mere end en måde - mildt frustreret, mildt kedet, mildt psykopatisk. Hun var nøje positioneret så solens lys mellem to af husene badede hendes baghoved og fra fronten gav hende en veritabel glorie. Det hele var meget i scenesat.
Det var en kedelig by. Folk var overraskende nok næsten ikke syge og Aella overvejede så småt at pakke sammen. Hun havde kun med nød og næppe tilbagetjent hvad hun havde betalt for pladsen. Aella havde siddet og sunket lidt i sættet, men rettede rigtig ryggen da hun så et ukendt ansigt. De rigtig engleagtige træk blev atter bragt frem og hun rømmede sig.
"Mit barn," kaldte hun og viftede den fremmede over.

Kirith var stoppet og kikkede på nogle tørrede urter hun ikke havde nogle intentioner om at købe. Hun havde ikke brug for noget, men det var en god måde at bruge sin tid på. Dette var en af de få dage hun ikke behøvede at underholde hoffet. Vicomten havde brugt hele dagen i sine egne gemakker, og han havde givet besked om ikke at blive forstyrret. Normalt ville Kirith bruge tiden på at smuglytte ved dørerne, men vagterne gjorde det umuligt at komme i nærheden af hvad vicomten end lavede bag lukkede døre.
Kirith var så småt begyndt at overveje at tage hjem, da hun fik øje på en bod der ellers havde undgået hendes opmærksomhed. Det var ikke svært at gætte hvilket væsen der sad bag skranken: en engel, badet i æterisk sollys. Det var en lille pige, eller rettere, englen havde en krop som en lille pige. Det var ikke til at vide hvor gammel hun rent faktisk var.
Da englen kaldte til Kirith, tøvede hun ikke med at gå derover med faste skridt. Det var ikke tit at man mødte en engel, og efter Kiriths erfaring, var det ikke et møde man ville misse.
'Goddag,' sagde Kirith, og nejede. Det kunne ikke skade at være høflig. 'Det er ikke tit man finder engle i små byer som disse. Hvis jeg ikke tager meget fejl har jeg aldrig set Dem her før. Er De blot på gennemrejse?'

Ah, respekt, høflige pronominer.. Der var alligevel noget nyt i forhold til folkene heromkring med deres sindsløse tilbedelse eller selvtilfredse skepsis. Nej, den fremmede her ramte lige den anskuelse Aella selv foretrak og det funklede derfor også i de blå øjne da hun gengældte hilsen med et lille nik.
"Jeg rejser fra by til by og hjælper folk med deres dårligdomme.." Svarede den lille engel ærligt nok og justerede sin positur lidt, til den uheldige effekt at hendes pengepung klirrede en anelse, "..Desværre er der få der hjælpe dem der har allermest brug for det."
Der var måske en dybere filosofisk tanke bag den kommentar, men Aella besad ikke helt det rette abstraktionsniveau til at kunne diskutere etik. Hendes englefacade var stort set udenadslære og derfor foretrak hun også hvis samtalen ikke behøvede dvæle ved hende.
"De virker ikke selv fra denne landsegn, men derfor skal jeg ikke afvise Dem min hjælp, hvis De behøver.." Hun rakte opfordrene en lille stadig lidt buttet hånd ind over standens træoverflade, med håndfladen opad.

Det var ikke tit den unge dæmon fik lov at spæne rundt for sig selv, men da hendes mor havde fået et mærkeligt ansigt fulgt af et ' bliv her' inden hun var skredet, uden videre instrukser, var det hvad hun havde fundet sig selv gøre; spæne. I starten havde det været meget fint, men som tiden gi ligeledes gik hendes tålmodighed i at vente indtil hun valgte at bryde sin mors kodeks og istedet gå på eventyr til den by der var i nærheden. Med de mørkeblå vinger tildækket af en støvet brun kappe, begav hun sig derhen, nyssgerrigt betragtende de mange væsner og bygninger. Som tide gik fandt hun vej til det lille marked hvor folk forsøgte at sælge deres ting og sager. Et par langhårede geder fangede Prismas opmærksomhed, som hun nyssgerrigt gik hen imod dem, kun for at stivne midt i bevægelsen. Hvorfor stoppede hun op? Undrende så hun sig om, uden at kunne forklare den nagende fornemmelse og lette kvalme hun begyndte at få.
Forsigtigt fortsatte hun på usikre ben, søgende efter et sted at sidde ned det hele kørte rundt for hende som om hun havde snurret rundt om sig selv, hvilke hun bestemt ikke havde gjort. Som hun nærmede sig en lægelig bod af en eller anden art, blev kvalmen voldsommere og hun måtte gribe ud efter bordet, stift stirrende ned på sine fødder. " Ugh..." Lød det dæmpet mens hun forsøgte at holde sit maveindhold i sig. Mon det var noget hun havde spist? Det var garanteret broccolien hun havde fået tidligere..!
Forbandet være moderen forsøg på at gøre hende sund. Hun spiste da fornuftigt nok.. Hvis fornuftigt var at spise rødt kød. Langsomt så hun op fra fødderne, over til skikkelsen bag boden.