Dårlig aften. Meget dårlig aften. De var på sporet af ham. Mørkets krigere. Han fik gennem skoven, vred på sig selv over, at have ladet sig opdage, ved at sætte en lidt for synlig lejr, og lade den blive smadret, mens han var væk. Nu havde han kun sine rationer, som han havde på sig. Nu var han nødt til at komme ud igen, men først havde han et muligt spor til det ødelagte skovområde. Der var i hvert fald stor mistanke om, at det var dér, man muligvis kunne finde én, og derfor gik han i øjeblikket gennem området, med sit sværd trukket. Ganske vidst lyste nogle af runerne op på sværdet, så det var lidt svært at komme uset af sted, men et eller andet sted ville han så til gengæld muligvis få tiltrukket sig vampyrens opmærksomhed. Han trængte til, at dræbe én i hvert fald. Hans dag var ret så ruineret, og hans ansigt var en maske af vrede og irritation, som han gik. Men efter at have brugt flere timer uden held eller success, måtte han se sig fejlbarlig som alle andre, og indse, at her ikke var nogen vampyr.
Af ren og skær vrede, hakkede han sværdet ned i en halvrådden træstub med en snerren af vrede, der næsten lød ulveagtig. "Pis! Sådan noget forbandet pis!" lød hans halvhøje udbrud, som han kiggede sig hidsigt omkring. En lyd fik ham dog til, hurtigt, at trække sværdet frit. "Hvem der?!" han snerrede det igen, gennem sammenbidte tænder, der næsten blev småspidse. Fuldmånen var også om et par nætter, så det skulle ikke undres, at han var ekstra vred på grund af dette også.

Alethea været ude på den anden side af skoven. Hun havde haft et par ærinder løbe udenfor skoven, og det var jo næsten før at hun var ved at føle sig mere tryg i Mørkets Skov fremfor udenfor det, selvom det var langt værre at være i Mørkets Skov ever Mørkets frembrud, fremfor landevejene, men det her var alligevel hendes hjem, så det var ikke så overraskende at hun hellere ville skynde sig tilbage til Sumpen. Hendes lange kappe der dækkede det meste af hendes krop og hestekrop, bar denne gang et mønster af roser og torne, og hætten var slået op over hendes hvide hår, for ikke at stå for meget ud i mørket, til trods for at hendes hvide hale og blege ansigt stadig var noget der næsten lyste op, især på de åbne områder hvor månen skinnede ned på hende.

Hun havde holdt en hånd på sit sværd, mens hun gik gennem det ødelagte område, mens hun holdt skarp øje med sine omgivelser, for ikke at blive angrebet af mørkets væsner, da det ikke ligefrem var unormalt i noget sted af skoven, især ikke efter mørkets frembrud. Hun kunne høre noget ikke så langt fra hende, og trak straks sit sværd og begyndte at gå mere forsigtigt mod lyden, og da hun kom lidt tættere på kunne hun se at det var noget der lignede en menneske mand. "Hvad laver du herude på denne her tid af aftenen?" sagde hun og holdt sig på en forsigtig afstand fra manden, indtil hun vidste om han havde planer om at angribe.

Endelig fik han øje på den lyd, han havde hørt. En kvinde med en lidt anderledes underkrop. Det gik kort efter op for ham, at det var en af kentaurerne, og hendes spørgsmål gjorde ham, af underlige årsager, blot mere vred. Hun kunne jo være en af mørkets krigere, og så ville han ikke tilfredsstille hende med at besvare hendes spørgsmål! Han vendte rundt med sit eget sværd fremme, klar på hvis hun skulle angribe, tydeligt. "Hvem er du, og hvad fanden rager det dig?!" snerrede han arrigt. Han skulle ikke nyde noget af, at lade en kvindelig kentaur få svar ud af sig. Han hævede sværdet lidt mere, klar på fjendtlige handlinger fra hende. "Du kan lige så godt droppe det. Jeg har ikke tænkt mig, at sige, hvad jeg laver herude, og da mindst af alt til sådan én som dig," den hånlige tone var tydelig i hans stemmeleje, for nu var han efterhånden overbevist. Man så for det meste kun mørkets krigere herude. Og de var i forvejen efter ham. Det hele gav jo perfekt mening. Hans øjne var nær morderiske ved tanken. Hun kunne larme. Hun kunne tilkalde de andre. Uden at tænke nærmere over det, trådte han automatisk et skridt tættere på hende, stadig med sværdet hævet til kamp, ligeglad med, at hun var større end han var.

Alethea var nu også overbevist om at manden foran hende ikke var noget godt tegn og hun hævede sit sværd lidt mere, for at gøre sig klare til den kamp der udentvivl ville komme ud af det her. "En som mig?" sagde hun fornærmet. Hvor vågede han at fornærme en kentaur, og endda et pragt eksemplar som hun jo egentlig var. "Det er da langt bedre at være en kentaur og så endda en kvinde, fremfor at være et sølle menneske, og så en mand af alt," sagde hun og fnøs af ham. For i hendes øjne kunne man næsten ikke være lavere. Kvindelige mennesker var selvfølgelig højere stillet end kentaur mænd, men mandlige mennsker? De var jo ligefrem usle. Og sådan en som ham var det værste. Problemet nu med deres lille interne kamp var jo egentlig at Alethea ikke længere var ligeså opmærksom på hendes omgivelser, som hun ellers altid havde stort fokous på, da man aldrig kunne vide hvad der ville fare ud af krattet. Enten en Mørkets Kriger, en bandit, eller et væsen der kunne spise dem i en mundfuld.

Catos vrede nåede til helt nye højder. Han lavede en mindre grimasse idet hun kaldte ham et sølle menneske, for hun stak ham jo en lodret løgn lige i ansigtet. Han kunne ikke lade være med at udstøde en knurren der umiskendelig lød ulveagtig, da han trådte tættere på hende. "Hvad kaldte du mig lige?" spurgte han, koldt, mens han hævede sværdet lidt mere. "Hvis du tror jeg er et menneske, så tager du fejl. Og hvis du tror, jeg vil tro på, at du bare er en simpel kentaur, så kan du lige godt bide mig den løgn, at du tilmed er imbesil! Nej, vent... Måske ER du ligefrem det!" snerrede han hidsigt, før han, uden at tænke nærmere over det, gik direkte til angreb mod hende med sit sværd. Han havde megen teknik bag sig. Ikke helt så megen styrke, men nogle gange, var teknik også en sikker vinder. Forhåbentlig også her.

Alethea hævede et øjenbryn af det. Så han blev ligefrem vred over at blive kaldt et menneske? Der stak tydeligvis noget under, men Alethea var ikke synderlig interesseret i at vide hvad det var, for selvom han ikke var et menneske, så var han stadig en mand, og mænd havde hun egentlig ikke nogen sønderlig interesse i. "Selvfølgelig er jeg ikke bare en simpel kentaur," sagde hun og fnøs lige inden at mandens sværd ramte hendes eget. Det var ikke særlig heldigt for hende, at han var egentlig var en del lavere end hende, da han ville have nemmere ved at ramme hendes ben, men hun kunne være i en værre position. Han kunne jo have været stærkere, og Alethea's gode reflekser gjorde op for hendes ikke perfekte teknik. Det var jo begræsnet hvem hun kunne lære sværdkamp af, især nu når hun var en af de bedste i hendes by.
Hun slog let hans sværd væk fra sig, før hun nu slog ud efter ham med sværdet.

Nej, selvfølgelig var hun ikke det! Hun var en mørkets kriger, var hun! Cato stirrede komplet ophidset på hende, som han angreb. Hendes respons blev paréret. Men han var nødt til, at tage en del teknik i brug, fordi hun var den del stærkere. Allerede ved hendes første angreb havde han kunnet mærke det. Problemet var bare, at Cato var vred, og derfor var taktik lagt lidt i baggrunden for nu. "Nej, det tænkte jeg nok. Jeg ville gerne have givet dig chancen for at gå, men det kan jeg ikke, nu jeg tænker over det. Din slags fortjener kun død!" naturligvis mente han ikke kentaurerne, men hun var jo ikke tankelæser, så det kunne det lige så vel have været.
Uden at sige mere, satte Cato fokus på en serie af meget hidsige angreb mod kentauren. Hans plan var, at holde hende så meget i defensiven, at hun ikke ville kunne nå at angribe ham på noget tidspunkt. Til gengæld ville han nok snart blive lidt træt, og han var måske heller ikke så voldsomt klar i hovedet i øjeblikket, med al den vrede.

Alethea var rimelig god til at forholde sig roligt normalt, men ingen skulle sige at hendes slags skulle dø. Kentaurerne var et stolt folkefærd, og de ville klart udleve menneskerne, for de levede længere end menneskerne og var dem klart overlegne. "Den eneste slags der skal dø, er din slags," sagde hun, men prøvede at forholde sig nogenlunde roligt, det ville ikke nytte noget at miste temperamentet nu. Hvis man kæmpede med vrede, var man meget mere tilbøjelige til åbninger, hvilket hun havde forventet at mennesket ville have haft flere af, men de hurtige, præcise slag, kom noget bag på Alethea og hun parrede dem så godt hun kunne, men selvom hun teknisk var god med et sværd, var hun ikke nær så hurtig som mennesket, og til sidst blev hun da også ramt af et slag.
Det så hun dog som sin åbning, for selvom det gjorde ondt, så var det ikke noget hun ikke havde oplevet før og begyndte så at slå ud mod manden i nogle kraftfulde slag.

Med vrede kom en del arrogance for Cato. Han havde ramt hende, og forventede, at nu skulle hun nok lægge sig. Men direkte det modsatte blev gjort af hende, og de kraftfulde og pludselige angreb kom fuldstændig bag på ham. Han nåede derfor ikke, at parére det første, der landede lige i skulderen på ham. Det gjorde ondt og hans arm var mere eller mindre ubrugelig til såret var healet sammen. I mens måtte han bare undgå hendes slag ved at træde til siden, dukke sig og skynde sig at træde bagud. Igen, ikke helt hurtigt nok fordi han allerede havde ét sår.
Han blev også ramte i brystet og var tæt på at overveje, at give op, men hun var vred nu. Han ville nok bare få hugget hovedet af, hvis han lagde sit sværd. I mens han modtog såret i brystet, healede det i skulderen dog og gav ham sin sværdarm tilbage til at kunne blive brugt. Det næste slag fik han paréret, men der var så meget styrke bag det, at han følte vibrationerne ned gennem sværdet til armen. Med en grimasse forblev han i defensiven, bare lige for nu. Det gik ikke, at forsøge at bryde gennem hendes angreb.
Mens han parérede og undgik slagene, begyndte en taktisk plan at forme sig i hans hoved. Han skulle om i hendes blinde vinkel. Og det kom han også til sidste, og her formåede han endda at rette et angreb ind, lige mod et af hendes bagben.

Alethea kunne godt mærke at hun havde kraften med sine slag, selvom hun teknisk ikke kune måle sig med mennesket, men styrke gjorde nu også en del for at vinde i en sværdkamp, når man stadig var godt il at slås med sværdet. Hun blev ved med at slå ud efter ham, så han forholdt sig i defensiv, og følte sig da også rimelig stolt over at hun havde ramt ham et par gange.
Hun havde dog på ingen måde forventet at han ville forsøge at komme om i hendes blinde vinkel, og hun var godt klar over at det var et kæmpe problem, så da det gik op for hende at han stod bag hende og formegentlig var ud efter at fælde hende på den måde. Hun mærkede sværdet mod sin baghov, den dårlige hov endda, lige inden hun sendte et kraftfuld spark bagud, hvor der lå en del mere kraft i end hendes slag med sværdet.

Okay, det var ret dumt! Det øjeblik hans sværd fik kontakt med hendes baghov, kom sparket fra hende, og Cato nåede ikke at reagere. Han havde ikke regnet med, at hun ville reagere som en hest, og derfor så han slet ikke sparket komme, før det var for sent, og hendes hove kolliderede med hans krop og sendte ham flyvende. Lige ind i et træ. Der havde lydt flere knas. Den ene hov havde ramt ham i skulderen, så den var røget af led. Den anden havde ramt lige i brystkassen, så al luft blev hamret ud af ham. Var det ikke nok, så var kontakten med træet det helt bestemt, for han ramte det ret så hårdt, hvorefter han faldt ned på jorden, og lå stille, mens han forsøgte at få luft. Der var brækket et par ribben ved det spark, og det faktum at skulderen var skubbet fuldstændig af led gjorde, at hans regenerende evner var stoppet med at virke fuldstændig. Den eneste form for vejrtrækning han kunne få lov at tage var i meget små hæse gisp.
Sværdet lå et par meter fra ham, og da han forsøgte at række ud efter det, lød der endnu et knæk fra skulderen og han valgte derfor at lade være. Men midt i en kamp var det en meget dårlig ting. I stedet trak han én af sine knive med den raske arm, som han dog ikke havde særlig meget kontrol over. Det var jo ikke hans sværdarm.
Han kunne dog ikke rigtig komme op fra den liggende position. Det gjorde det simpelthen alt, alt for ondt til.

Men hans bekymring over kentauren var kort. Han regnede ellers med, at hun nok ville gøre det af med ham nu, men da han kunne se krigere dukke op, var han kun helt klar over, at spillet var ude. Hendes kammerater var kommet, og mørket lagde sig endnu mere over området, da de grinede og pegede på henholdsvist hende og ham selv.
Deres ord, fik ham til at fortryde, at han havde angrebet kentauren til at starte med. Hun var ikke én af dem, det kunne han sagtens forstå nu, hvor krigerne talte om at hun kunne være en god slave.
Overraskende nok fik han skubbet sig op i en siddende position op ad træet, mens han kiggede på kentauren.
"Hvis vi skal levende ud herfra... Så er du lige.. Nødt til at give mig en hånd.. Med skulderen," forklarede han, noget sammenbidt. Ordene var i brudstykker fordi han stadig ikke kunne få ordentlig luft. Kirgerne begyndte at komme faretruende tættere på.

Aletheas spark var en meget effektiv måde at få folk væk på, men usikkerheden om hvem der var bag hende, var dog for stor til at hun kunne lide det som en pålideligt angreb. Heldigvis havde det virket som om at det havde virket, da hun hørt det braget fra en krop der kolliderede med et træ, og hun vendte sig om og gik over mod manden, og var da også næsten nået derhen, da hun hørte nogle andre, og det krævede ikke meget at regne ud hvem det var der kunne finde på at betræde skoven herude. Især på denne her tid. Mørkets Krigere, og selvom hendes baghov ikke var blevet ramt specielt slemt, så kunne hun nok ikke løbe fra dem.
Da manden foreslog at hun hjalp ham med skulderen, så hun på dem og så på ham, før hun gjorde noget hun sjældent gjorde. Hun satte hurtig sværdet i skeden, før hun lænede ned og greb fat i ham. Hun var for højt oppe, til at hun kunne hjælpe ham mens han sad ned, så hun trak ham op og stå, før hun greb ordentlig fat i hans skulder og med et ryk fik sat den på plads. Hun var helt ligeglad med om hvor mange skader menesket havde. Hun tog sit sværd op igen, og rykkede sig rundt, så hun i det mindste havde fronten mod krigerne.

Cato satte alt sin lid til kentauren, og da hun stak sit sværd tilbage i skeden, vidste han, at han i det mindste var heldig nok til, at hun ikke bare ville myrde ham. Som han blev trukket på benene og skulderen røg på plads, brugte han smerten til, at få mere adrenalin i kroppen. Han var lidt usikker på benene til at starte med, men så den regenerende evne satte ind og begyndte at heale skaderne, kom vreden igen. Han havde fejlet i, at angribe kentauren og havde nu også fået opmærksomheden lagt på dem begge. Teknisk set havde han lige gjort det værst tænkelige mod en person der slet ikke havde gjort ham noget. Og nu måtte han i det mindste gøre noget for at hjælpe hende ud af denne situation, selvom han sagtens ville kunne smutte mens krigerne havde fokus på hende.
I stedet for at være fornuftig og skride, gik han frem til sit sværd, og samlede det op. Kniven røg tilbage i bæltet. Med det let lysende sværd, kiggede han på krigerne, og lod vreden over dem, sive helt ind i kroppen, til den mere dyriske side begyndte at komme frem. Hans hjørnetænder blev mere spidse, og så krigerne gik nærmere og angreb, trådte han frem foran kentauren med en vred snerren.

Den første kriger røg ned, da han slog øksen ud af hånden på ham, og nikkede ham en skalle der sagde spar to. Da manden faldt om, skrigende over sin brækkede næse, gjorde han ham stille ved, at stikke sit sværd igennem nakken på ham. Den næste gennemborede han, hvorefter han sparkede ham af sit sværd. I processen tabte han sværdet, så han måtte gå over til sin kniv da den tredje angreb ham. Kniven røg ind i øjet på manden, og det slog gnister, da mandens hjerne blev ristet af magien i Cato's kniv. De næste par stykker var mere efter kentauren, og Cato vendte sig rundt for at se, om hun måske havde brug for hjælp. Hans øjne skinnede gult, fordi han var meget tæt på en forvandling, grundet den store mængde af vrede og adrenalin.

Alethea var virkelig ikke glad for den situation mennesket havde sat dem i, men i det mindste løb han ikke bare væk efter hun havde hjulpet ham med skulderen, for så havde hun været i problemer. Det var også sjældent at hun overhoved begav sig så tæt på Midnatsborgen fordi faren for at møde Mørkets Krigere var altid større heromkring, og de var alligevel værre end hvad der lurede i mørket, for de kunne tænke sig ordentlig om.

Hun var noget overrasket over hvor godt manden klarede sig mod krigerne, men havde ikke mulighed for at holde øje med ham, før nogle af de andre kom tættere på hende. Det kunne godt være at hun ikke havde offensiv magi, men hun kunne sit tag med et sværd, og ånderne i skoven var på hendes side, så selvom de ikke ofte var meget hjælp, var det typisk nok til at hun kunne klare et par stykker af krigerne. Hun jagede sværdet gennem den ene, og fik da også lavet et ordentlig hug i en anden, men der var stadig flere.

Der var en del på vej mod kentauren. Og Cato følte at han skyldte hende for at have angrebet, ikke blot hende fysisk, men også hendes ære og integritet. Han havde været et første klasses røvhul. Og nu havde han rigtig dårlig samvittighed, så selvom han godt kunne mærke, at der var rigtig meget træthed bag ved adrenalinruset, satte han i løb mod hele den store gruppe af krigere, og sprang på den første og bedste med en vildskab intet menneske kunne besidde. Han begravede sin kniv i brystet på ham og nu hvor han var blevet opdaget, var krigernes opmærksom delt mellem kentaureren og ham. Han trak endnu en kniv fra bæltet. Den her var der dog intet magisk over, men nu hvor han intet sværd havde, måtte han hellere bruge to knive frem for én. Han snerrede let af fjenden, på en meget ulveagtig måde.

Og så det ellers amok. Der var krigere over alt, og Cato havde ikke styr på noget som helst, eller hvor mange de fik en fuldtræffer på ham. Smerten blandede sig sammen med raseriet, som han skar sig vej igennem krigerne.
Om kentaueren havde styr på sine fjender, vidste han ikke, for han så virkelig rødt nu, og hans øjne var nu fuldstændig gule. Forvandlingen var så tæt på, men han vidste, at det var en dårlig idé at forvandle sig fuldstændig, så meget fornuft havde han da tilbage i sindet. Den sidste kriger han fældede havde formået at stikke sit sværd direkte igennem maven på ham. Det gjorde vildt ondt, men han responderede ved, hamre sin kniv op gennem hagen og munden, så den endte i hjernen på krigeren, der øjeblikkeligt døde. Selv faldt Cato på knæ, stakåndet og egentlig ret blodig efterhånden. Han forsøgte at få sværdet ud af kroppen, men hans arme var fyldt med mælkesyre og han var begyndt at blive rigtig træt.

Alethea havde aldrig klaret det alene og det var hun godt klar over. Hun lagde kun en smule mærke til mennesket i øjenkrogen som tog et par til, mens hun selv tog sig af resten af Mørkets Krigere. Endelig, endelig var der ingen tilbage til at stå op og Alethea holdt ørerne åbne, mens hun spejdede rundt. Ånderne hun kunne se i luften var stadig noget stresset over de døde væsner og blodet over det hele, men de fleste af dem forholdte sig nu egentlig mere roligt end før. Hun kunne også se nogle af de større være på vej, for at tage hvad de kunne fra de døde krigere.

Det var først nu hun kom i tanke om ham hun have kæmpet med. Han måtte stadig være her, og hun gik forsigtigt rundt før hun fandt ham liggende blandt de andre krigere og med et sværd i maven. "Lever du stadig?" spurgte hun, for selvom hun stadig ikke var begejstret for ham, så havde han hjulpet hende og hendes stolthed gjorde at hun måtte hjælpe ham hvis han var i live

Cato sukkede træt som han lå der med et forbandede møgsværd tværs gennem maven. Det havde da i det mindste ikke ramt ryggraden, det var da heldigt nok. Men han var lige nødt til at lade armene slappe af, før han kunne få sværdet væk, og det var egentligt lidt småfarligt, især fordi han virkelig begyndte at blive træt. Han var nok faldet hen, hvis ikke hende kentauren brød stilheden og fik ham tilbage på dupperne. Med en kræftanstrengelse, tog han fat i sværdet og trak det langsomt ud af kroppen på sig selv. Hold nu kæft, hvor det gjorde ondt! Men såret begyndte med det samme at lukke sig, og det eneste der var tilbage af blivende skader, var det lidt for store blodtab. Han kom langsomt på benene, svimmel og træt.

"Ja, hovedet skal af før jeg bare sådan lige stiller træskoene.. Forresten.. Jeg vil gerne beholde det.. Hovedet altså," han kunne sagtens huske deres strid fra før, og sendte hende egentlig et undskyldende blik. Hvad der var gået af ham der før, vidste han ikke helt, men han burde sige undskyld til hende.
"Jeg tror jeg misforstod dig her før... Det beklager jeg," For Cato var der ingen grund til at være egoistisk og ikke indrømme sine fejl. Havde han fejlet, så havde han fejlet. Og så var det bare sådan ,det var.

Alethea måtte virkelig bide sin stolthed tilbage, for uanset hvordan hun drejede det her, så havde han reddet hende. Selvom han også til dels var til skyld for at hun overhoved havde kommet i ballade til at starte med. Men det var tydeligt at han var såret, selv efter han havde healet, og havde nok behov for et sted at sove, og selv Alethea, den højst rangeret kentaur blandt sumpkentaurerne og kæmpe mandehader, kunne hun ikke bare lade ham blive i mørket, hvor ingen vidste hvad der fandtes. Hun kunne i det mindste tilbyde ham et sted at overnatte, for der var plads nok i landsbyen.

"Undskyldning accepteret," sagde hun og tog en dyb indånding. "Du reddede også mit liv, så hvis du har lyst, kan du hvile i min landsby, mens du kommer dig. Mørkets Skov er ikke et rart sted at være efter mørkets frembrud, især ikke i din tilstand," sagde hun, for hun kunne godt se at han ikke havde det helt godt, så det var det mindste hun kunne gøre. Og nu når de havde sluttet fred, virkede han ikke farlig og arrig som før.