Maskebal (åben emne)

Avaion

Avaion

Adelige - tidligere dødssynd for lyst

Kaotisk Neutral

Race / Dæmon

Lokation / Medanien

Alder / 6202 år

Højde / 182 cm

Sparks 29.11.2015 22:28
~*-*~
Ingen skulle glemmes, alle skulle med. For dette ville blive det største og bedste bal Avaion skulle stå for. kurérer var blevet sendt afsted, med så mange invitationer som der var muligt. Med beskeden om at alle af interessant natur, skulle inviteres. Små som store, fattige som rige. Ingen var for gode eller for lavstående til at komme med. Selvfølgelig var flere inviteret personligt af hende, men i år, i år skulle der ikke mangle på spændende og nye ansigter.

Du inviteres hermed, med til årtiets maskebal.
Fremmøde på Avaions palæ fredagen i slutning af November måned.
Ved mørkets frembrud.
Påklædning, kræves maskeret ansigt.


- Dette er et åbent emne, og alle er velkommen til at deltage -


Invitationerne var blevet sendt ud, forfriskningerne var købt ind, samt et overdådigt måltid mad var blevet sat frem, som ville være en konge værdig. Hallen hvor fornøjelserne skulle foregå var gjort klar, så selv end ikke Avaion havde en finger hun kunne sættes på hvad der skulle gøres bedre. Hvilket frembragte et smil hen over de fyldige læber. Dette ville blive en spændende aften, da hun havde inviteret flere med som ikke havde været tilstede til hendes maskebal før. Men siden at hendes ry havde bredt sig langt i krystallandet, regnede hun ikke med at der ville være folk som dukkede op, som ingen anelse havde om hvad det var de gik ind til.

Solen sang på sit sidste vejs, mens dens bløde toner lagde sig i horisonten, det var syn som disse som fik hende til at savne tiden på havet, der var intet der kunne slå at stå ved akter og betragte hvordan solen gled ned i en sæk, hen over det stille blå hav. Men tanken blev hurtigt skubbet væk, da hun bestemt ikke var en person som dvælede i minder, eller ønskede sig at vænne tilbage til et liv hun havde valgt at ligge fra sig. Nej, hun levede i nuet, i fremtiden, i sine lyster og i at frembringe lyster i andre.

Smilet på læberne bredte sig yderligere, mens at hun bevægede sig med hurtige skridt hen til hendes gemakker. Her ville hun gøre sidste hånd på værket af hendes ynde, inden at gæsterne forhåbentligt ville være for døren. Dette var en stor ejendom, der rummede mere end tres værelser, hvor største delen af dem var luksuriøse soveværelser, rum hvor herlighederne til festen kunne finde sted, hvis man følte sig, til mere private lejligheder, frem for at begå sig i selskab med andre. Der var jo til tider folk som kom til festen, der aldrig havde gjort mere, end at lege med tanken, for det som hun åbnede døre til. Mange kunne sige at dette ikke var noget for dem, men så igen, de havde aldrig været til en af hendes begivenheder.


Iført en gulv [url=https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/736x/5d/be/7c/5dbe7c14a1baead7217c6e50f6dd0250.jpg]lang blodrød kjole[/url], med en meget lang v udskæring, der fremvidste de tydlige fyldige bryster, der ikke var bundet ind til dagens anledning. Det venstre ben, blev fremvidst da en slids gik fra bunden af kjolen op lige under hoften, så hver gang hun gik, ville kjolen danse rundt omkring hendes lange ben, som derefter ville skabe fokus på de fyldige hofter der næsten rullende bevægede sig, med sådan en ynde, at mange ikke ville tro at hun i en tid havde været en frygtet pirat på krystalhavet. I dagens anledning, havde håret fået lov til at hænge løst rundt omkring hendes skuldre, som vidste at hendes hår var så langt at det nåede ned til hendes len. Normalt ville hun altid sætte det op, fordi det plejede at komme i vejen for fornøjelserne. Men siden at der var så mange nye til dagens bal, var hun mere opsat på at sørger for at hendes gæster fik en uforglemmelig aften.

Hun satte sig til rette i stolen som kiggede ud over den store hal, hvor bordet i midten var dækket op til festlighederne, mens letpåklædte mænd og kvinder gik rundt og gjort klar til at tage imod gæsterne. Værtinden, betragtede omgivelsen med et dovent blik, hvor efter at hun med et lille hånd vift, fik bragt et bære fyldt med rødvin hen til sig.

,,Lad festlighederne begynde’’ hviskede hun for sig selv, mens at den tempereret vin flød forbi hendes læber og med den fyldige drue kælede halsen på vejen ned i maven. Hun havde en god fornemmelse for denne aften. En rigtig, god fornemmelse.

When I get down on my knees
Its not to pray
Henry

Henry

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 48 år

Højde / 180 cm

Nao 30.11.2015 08:57
Det var ved at være længe siden at Henry havde fået sin initiation til maskeballet hos Avaion, et bal som han ikke ville misse, det plejede at være en fest uden lige og derfor skulle han selvfølgelig også med denne gang. Avaions bal plejede aldrig at mangle noget, hverken mad, drikke, godt selvskab eller lukkede rum, hvis man nu ønskede at trække sig tilbage senere på aftenen og så var hendes bal, kendt for lidt af hvert.

Han havde jo også et ansigt ud af til som skulle holdes ved lige, og ved at deltage i disse arrangementer ville han vise at han stadig har det i sig og måske ikke er så lukket en person som folk de går og siger. Det var jo noget han bare blevet, en lille smule, efter det hele gik ned hos ham.

Solens stråler sang på sidste vers og var ved at lade månen overtage Krystallandet og lade den lange nat begynde sin gang og samtidig også det store maskebal. Henry var selvfølgelig klædt hæderligt i dagens anledning, i en blå silke skjorte med en vest uden på og et par fine bukser og hen over ansigtet havde han en halv guld maske som dækkede hans øjne, det var jo et maskebal og derfor skulle der en maske på, hvert fald fra hans side af.

Smilet bredte sig på hans ansigt, da han gik op mod det store palæ, han boede jo selv i Medanien og havde derfor ikke så langt hen til stedet. Udefra var det utrolig stort, men han vidste at det så noget større ud indefra, med alle de værelser som var bygget i palæet. En god størrelse større end hans egen gård, men han havde det han havde brug for og havde derfor ingen grund til jalousi.
Da han trådte inden for blev han budt velkommen af en let påklædt kvinde, og det var endnu en ting som han ikke kunne lade være med at smile af, for det var jo en ting han satte pris på. Hvem gjorde ikke det?
Hun rakkede ham et glas vin og han takkede med et lille nik og lod en tår glide ned.

Som han havde forudsagt så var stedet stort og pyntet op til den helt store fest, de let påklædte kvinder og mænd gik hele tiden rundt og sørgede for at gæsterne som var ankommet hele tiden havde noget at drikke og midt i rummet stod et stort og opdækket bord med mad i alle afskygninger, et lækkert syn for hvert et øje i salen og henne i enden sad den kønne Avaion, i klædt en fantastisk rød kjole, som helt sikker gav anledning til tanker hos mændene, med den udskæring som kjolen havde lagt for dagen.
Han gik op imod hende og smilede på hans vej, han synes det ville være på plads, at sige tak for invitationen. Da han nåede op til hendes stol, bukkede han for hende og gik hen til hende, tog hendes hånd og gav den et kys på håndfalden, ”Det er mig en ære, at De har inviteret mig til deres bal, endnu en gang Avaion” sagde han med et charmerende smil til hende.
Edward

Edward

Pirat og Kaptajn på hans skib

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 32 år

Højde / 184 cm

Tristan 30.11.2015 21:11
P
https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/23 ... eb7c09.jpg
med en sort maske som Zorro. :P


Lyden af skibet der blive angrebet var ikke til og tag fejl af, hvilket der gjorde at Edward fik svunget sig selv over til det andet skib og træk sine to sværd. Han fik selv skubbet sig selv igang, hvorefter sværd stødte mod hinanden det var som det, hele tiden havde, en kamp på færdigheder dog fik en stemme Edward til og vågne op. ”Kaptajn Kenway, vi er ved og være i nærheden.” Edward kastede hans kniv frem mod døren, hvor stemmen kom fra, hvorefter han rejste sig op. ”Godt tilbage til din post, jeg skal ha styr på et par ting, men vi mødes oven på.”


Edward rejste sig op, hvorefter han gik hen og tog fat i den invitation som de havde taget fra en anden kaptajns lig, målet var komme ind udgive sig for at være en anden og måske få nogen magtfulde nye venner. Edward gik ned fra skibet, hvorefter at han sætte kursen hen mod staldene. Edward sætte derefter kursen hen mod hesten, hvorefter han sadlet op og sætte gang i hesten, hvorefter han begynde og ride da solen næsten var gået ned, var han endelig kommet op til dette sted denne John Smith, havde haft en invitation, hvilket i sig selv var godt på en måde. Edward sætte masken på, hvorefter han rette svagt på hans kappe og hat, hvorefter han gik op til vagterne som bedte ham om hans invitation. Edward fandt den frem, hvorefter han sætte kursen hen til døren inden han gik ind. Fik han dog helt styr på, hvad han skulle gøre. Edward smilede svagt, hvorefter han gik ind og sætte kursen op mod værten Avaion lang tid siden, tak for invitationen jeg kunne jo næsten ikke gå glime af det, kunne jeg vel mange tak for invitationen.” Lød det ganske charmerene fra Edward af, hvorefter han smilede gavtyveagtigt til hende, ”længe siden et år er det, vel har du holde dig her oppe helt for dig selv, så din skønhed ikke kunne nydes af selskabet rundt om alle folk.” Lød det svagt fra Edward af, hvorefter han så sig omkring han prøvede ikke og se overasket ud, og det virket os mere eller mindre. *Hvem fanden holde dog sådan noget her,* var de tænker der flød gennem hans hovedet, hans hovedet bevægede sig dog over mod den anden gæst som var kommet før ham, en adelig helt klart den måde, han opførte sig på skinnede igennem.
Avaion

Avaion

Adelige - tidligere dødssynd for lyst

Kaotisk Neutral

Race / Dæmon

Lokation / Medanien

Alder / 6202 år

Højde / 182 cm

Sparks 30.11.2015 21:20
De første gæster begyndte at melde deres ankomst, folk i flotte kjoler, afslørende kjoler. Mænd som til lejligheden havde fundet det stiveste puds frem. Men også folk som der ikke nødvendigvis ville anses som at være adelige, men dette, havde aldrig været et problem for Avaion. Hun kunne være bedrøvende ligeglad med ens status i riget, om man havde penge eller ej. Ikke til disse begivenheder i hvert fald. Hvad hun ønskede, var nye spændende ansigter, kreaturer hun ikke havde set før, nye oplevelser, spænding. Hun fandt en maske frem som hun havde fået lavet til dagens anledning. En smuk sort halv maske, som der dækkede hen over det højre øje, som ville gøre at man ikke ville ligge mærke til den hvide hinde som der lå over hendes blå, næsten sorte øjne som hun besad. Det var tydeligt på nogle af de træk hun havde, at dette ikke var en kvinde som var menneskelig, men dette havde aldrig før være noget problem, når først hofterne begyndte at tale sit eget sprog, samt den magiske evne hun havde tilegnet sig. Det gjorde bestemt det hele meget nemmere, hvis et af hendes ofre, var mere modvillig end andre. Hun elskede en god katten efter musen leg, så længe at det ikke trak alt for langt ud.

Masken var hvid, med krakeleret maling. Sorte mønstrede streger var tegnet, kunstnerisk hen over det hvide. Hendes læber var en flot rød farve som matchede kjolen hun havde på. Smilet bredte sig hen over hendes læber, da en velkendt og velklædt mand begav sig ind igennem balrummets døre. Sir Henry Fox, far til to børn, skilt fra sin kone. Han havde altid interesseret hende, især fordi hun aldrig helt havde forstået hvordan en mand som han, kunne finde fornøjelse i de bal hun holdte. Dog, de fleste fandt dog alligevel fornøjelse i hendes selskab, en af hendes mange gode gaver, hun kunne give fra sig. Hun forblev i hendes, hvad hun selv ville kalde dronning stol, mens hun med sit ene øje betragtede manden der begav sig op imod hende med et intenst blik. Han vidste altid hvordan han skulle fornøje hende, da han bukkede og gav hendes hånd et kys.
,,Altid den evige charmør Henry’’ hun blinkede til ham, mens at smilet bredte sig yderligere og en hvid tandrække kom kort til syne. Hvor efter hun rejste sig op fra hendes stol og lod blidt nogle fingre gribe fat i hans hage, dog kun får nogle få sekunder hvor hendes berøring ville hvile på hans hud lidt længere. Hun var i godt humør og kunne derfor mærke, hvordan at hendes magi allerede begyndte at brede sig i hendes krop. ,,Æren er helt på min side.’’ disse ord blev udtryk, da hendes læber var få centimeter fra hans øre. Dog med elegante bevægelser, forsvandt hun væk fra ham og ud på gulvet. En håndfuld gæster var allerede ankommet og stod i små grupper med deres alkoholiske varme, solidt plantet i deres hænder.

,,Ærede gæster! Jeg takker jer for at komme i aften, tag for jer af drikkevare, musikken vil begynde inde for den næste times tid. Hvor der vil være tidsnok til at begynde på aften og nattens fornøjeligheder’’ dette frembragte en let fnisen af kvinderne, samt anerkendte blikke fra mændene. ,,Men først, vil jeg byde jer på at begynde på at tage for jer at madvarende, som specielt er blevet lavet til i aften. Intet burde mangle, hvis der er noget i skulle kræve, henvend jer til en af de dejlige kvinder og mænd, som uden tvivl kan være behjælpelige.. både på den ene eller anden måde’’ hun blinkede mens hun drejede let og elegant rundt for at sikre sig at alle fik hende at se. Igen frembragte dette en mild latter hos nogen, mens andre trak på smile båndet. Hun bukkede let, hvor efter folk, næsten solidariske begyndte at tage for sig af de mange lækre anretninger som var blevet placeret foran dem. Dette var ikke så formelt som mange måske kunne forvente, der var ingen etikette, folk kunne spise som de havde lyst til, drikke som de havde lyst til. Dette var en fest, ikke et formel anliggende, som var påtvunget de kongelige og royale. Nej, de skulle have en sjov aften, uden nogen sammenligning.

Manden som hun gættede på måtte være John Smith, havde hun efterladt for sig selv, uden nogen videre anerkendelse af ham. Men da hendes tale var færdig vente hun sig imod piraten. Der var noget over ham, noget hun ikke helt kunne sætte en finger på. Et varmt smil brød sig hen over hendes læber.
,,Det er godt at se dem igen min ven, håber ikke din rejse var for lang. Var usikker på om min indbydelse havde nået dig, inden ballet ville begynde.’’ hendes øje gled hen over skikkelsen, igen fornemmelsen af noget ikke var som det skylde skyllede igennem hende. Men hun lagde følelsen på hylden, det kunne vel være godt det samme. Hun ville ikke bruge hendes aften på at bekymre sig om enkelte individer, nej, hun have et store indblik for aftenen, end det.

When I get down on my knees
Its not to pray
Henry

Henry

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 48 år

Højde / 180 cm

Nao 30.11.2015 22:00
Der begyndte så småt at komme mange mennesker til Avaions bal, både adelige og folk fra bøblen, det er vidst at Avaion holdte ballet meget åbent og mere eller mindre alle var inviteret til denne begivenhed, selvom hun havde plukkere, til at plukke de folk som hun følte var velkomne, så igen det var ikke alle som kunne komme ind. Men der var endnu ikke dukket nogle op som Henry havde æren af kende, eller det der var værre, for egentligt så var der ikke mange som interesserede Henry frygteligt meget, men han ville gerne komme disse steder, fordi at Avaion vidste hvordan et bal skulle holdes og så var værtinden jo et udsøgt syn, så det i sig selv var nok til at lokke ham til bal. Og så var der jo maden, drikkelsen, musikken og de let påklædte kvinder, som Henry jo ikke kunne undgå at kigge, lidt for meget, på.

Han fulgte Avaion dybt med øjnene da hun forlod ham og hun gik ud på gulvet for at mænge sig med hendes gæster, helt forståeligt hun var jo værtinde til denne fest. Han havde svært ved at få øjnene fra hende, hendes venstre ben som strittede ud fra kjolen hver gang hun gik et længere skridt væk fra ham og de lange hår. Hun var endnu engang udsøgt. Han tog sig sammen og lod blikket forlade værtinden og gik selv ud på gulvet og hen imod buffeten som stod parat til at blive spist, han nuppede endnu et glas vin fra en af de let påklædte kvinder som gik rundt, da han allerede havde fået drukket sit første. Det var jo ikke helt unormalt for ham at drikke, det var han jo begyndt at gøre oftere og oftere, og det var begyndt at være et problem for ham, selvom han ikke helt selv ville indrømme det. Det var han for stolt til, ligesom med alle de andre problemer han gik rundt med.
Han hilste på et par gæsterne som han lige kendte navne på, men stadigvæk ikke nogen som han fandt særligt interessant. Mon han skulle gå efter værtinden igen, eller lade hende falde lidt til ro først?

Han valgte derimod at finde en tallerken og fik lidt mad op på den, sammen med hans alkohol problem var han også begyndt at spise lidt mindre, men det var nok en normal reaktion fra det første problem, så det var noget han fandt sig i. Så sulten var han alligevel heller ikke, selvom bordet bugnede af lækkert mad, som kokkene havde gået og bikset sammen hele dagen, og Avaion havde jo givet udtryk for at der var mere og hvis man manglede noget skulle man blot sige til tjenerne, men Henry manglede bestemt ikke noget. Han lyst var der jo ikke, kun til pigerne som gik rundt, den del var der bestemt ikke nogen problemer med, hans lyst havde aldrig været større, og det var jo også helt normalt for en mand i hans alder og position, og ikke mindst partner status, han var jo single. Konen var skredet for halvandet år siden, men lige nu skulle det ikke ødelægge hans aften, der var massere af ting at tage fat på. Så han fik mad op på sin tallerken og gik rundt med den og nippede af den, for at beslutte sig om han skulle finde en plads ved et bord eller gå rundt i mængden.
Licinia Sitri

Licinia Sitri

Krystalisianer

Retmæssig Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 3000 år

Højde / 190 cm

Damia 01.12.2015 17:43
Dæmonen blev bemærket, lige i det øjeblik hun kom frem i åbningen mellem vestibulen og salen, folks blikke blev draget dertil, som om det blev trukket af en magnetisk kraft. Hvad enten det var ren nysgerrighed, forundring eller jalousi. Hun var formodentlig ikke den eneste smukke kvinde tilstede, men hun havde en fascinerende og fængslende skønhed, med en sær blanding af renhed og foruroligende fordærv. Guderne skulle vide den kolde og hensynsløse sjæl der residerede i denne skal af hvid månelys.

Imens diskrete toner fyldte salen, forsynede tjenere – letpåklædte og flirtende – gæster, i deres mest exceptionel og udfordrende kostumer, med sensuelle smags oplevelse fra store sølvfade. Licinia blev, i det samme hun trådte ind i rummet, mødt af en mur af dufte, en berusende blanding af parfumer, cologne og aftenens retter. Der var en liflig summen af snak og latter, og Licinia bemærkede, at de fleste allerede havde taget hul på en fugtig aften med farverige drinks. Pludselig kom en kvindelig tjener over til Licinia og med et fad af drinks hævet i den ene hånd, rakte hun Licinia en drink med den anden. Med en professionel og udtryksløs mine tog Licinia drinken ud af pigebarnets hånd, og pludselig var tjeneren luft for hende igen. Rastløs bankede hun en finger mod glasset, mens blikket vandrede rundt i salen uden at dreje hovedet. Planen havde været at lodde stemningen og se, om det virkelig var en fest, der var værd at dukke op til. Henry havde givet hende invitationen, da han tydelig husker hvor ekstatisk og strålende hun kunne blive af at dukke op til sådanne fester. Licinia havde dog ikke set ham det meste af dagen, da han havde været kaldt væk for at tage sig af sine forretninger. I stedet havde hun tilbragt dagen i hans palæ, hvor hun kedsommeligt havde dirigeret rundt med tjenerne, der havde opvartet hendes mindste behov. De havde været omhyggelig med at gøre hende klar til festen. For en gang skyld skulle hun ikke gøre arbejdet selv.

Resultatet var spektakulær! Dæmonen med sin elfenbenshvide, glimtende hud var iført en transparent kjole, der lignede den var som malet på hende. Et netværk af dekorative mønstre, der forestillede grene med knopskud, lige nøjagtig skjulte hendes private dele, samtidig med at den viste en hel del hud og overlod ikke meget til fantasien. Kjolen komplimenterende i den grad hendes slanke kurver, yppig barm og den bare ryg. Tatoveringen på ryggen var dog skjult af det lange, smørbløde hår, der gik hende til lænden og var redt stramt tilbage fra ansigtet, så det fremhævede hendes skarpe kindben. Delvis af ansigtet var skjult under en sort, blonde maske med fine silke bindesnore, der formede sig perfekt efter hendes ansigt. Læberne var sorte og smilte indbydende til alle.
I det samme opfangede hun en velkendt stemme, og drejede nysgerrig om på hælene. Der blandt gæsterne, ved siden af en lige så betagende skønhed iført en lokkende rød kjole, stod Henry. Han var en høj, smuk og meget maskulin mand, og en behændig og følsom elsker, og selv om hun ville være den første til at benægte det, var hun en stor beundrer af ham. Han var både sofistikeret og vild, intelligent og vulgær, umiskendeligt maskulin, og alligevel så kærlig og medfølende en mand. Der var ganske enkelt mange fristelser i dette rum for denne charmør med hans honningtunge.

Fra afstand betragtede hun Henry, der nu var blevet efterladt af aftenens værtinde og i stedet havde givet sig i kast med at stille sin appetit og døve sine sanser i de liflige drikke. Som et rovdyr efter sit bytte, så hun på ham med sine store, saphirblå øjne under de lange øjenvipper og lagde ikke skjul på hendes åbenlyse interesse. Dæmonen holdt sig dog på drillende på afstand, samtidig med hendes blik nogle gange faldt på den smukke Avaion, der var optaget af en samtale med en mystisk mand.
Neio Dudek

Neio Dudek

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Halvdyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 22 år

Højde / 160 cm

Kaka 01.12.2015 22:30
Det var slet ikke til at fatte. Tankerne susede rundt i hovedet og det var ikke til at finde hoved og hale i nogen som helst af dem. Hans tøj lignenede den værste bunke lort, hvert fald i følge ham selv - det var slet ikke så slemt som han selv mente. Han havde forsøgt sig med det fineste han havde, slet ikke noget der kunne hamle op med mere velhavende folk men det kunne accepteres hvis man kendte til hans penge beholdning som ikke rakte til mere end dette. Men Neio ville ikke skuffe. At Azia havde sagt ja til at gå med til et bal med ham, det var helt utroligt, hvorfor i alverden skulle hun det - han var et nul og hun så meget mere. Han havde hele dagen forsøgt at få sig selv til at se nogenlunde anstændig ud, oven i købet gået så vidt at han havde taget et bad i noget issekoldt vand fordi der ingen andre muligheder var, men ren skulle han altså være, håret derimod havde han opgivet og det forblev som altid lidt uglet. Maske havde han også sørget for, den var sikkert placeret i hans lomme, der måtte han finde sin indre kreativitet frem. Han havde formået at lave en maske, ud af naturens materialer og var selv blevet ret godt tilfreds med resultatet.
Han havde aldrig været til bal mere og tanken om at skulle følges med Azia skræmte ham, hvad nu hvis han dummede sig på det groveste eller slet ikke var en særlig god partner at have med til sådan noget. Hvad lavede man overhovedet til sådan et bal? Dansede man hele natten? Så ville man jo få utrolig ondt i fødderne? Han håbede ikke man skulle tale for en stor forsamling eller ofre sig til evig pinsel i det underjordiske. Der var mange ting der var skræmmende ved sådan en ting. Men mest af alt, præsentations angsten for ikke at kunne være en god kavaler. Hvis han overhovedet i nogens verden var højt nok sat til at kunne kalde sig selv det.

Turen væk fra sit foreløbige opholdsted for at mødes med Azia, havde også været nervepirrende. Han håbede hun havde husket det var idag. Det ville være pinligt hvis hun ikke havde. Han havde selv glædet sig meget, men var samtidig nervøs og hans mave slog knuder på sig selv og gjort det hele meget værre end det egentlig var. Han forsøgte uafbrudt at overbevise sig selv om hvor en fantastisk hyggelig aften det kunne blive hvis han tog sig sammen og mandede sig op. Han var jo sådan set en mand. Hans forventninger til ballet var ikke store da han ingenting vidste om det, han håbede der var mad - men selv tankerne om mad var røget lidt ud på et sidespor med hans bekymringer om at leve op til så fint et selskab. Hvis selskabet var fint, det vidste han jo heller ikke - han var inviteret ligesom alle andre og han kunne vel umuligt være den eneste der lå nederst i fødekæden i dette land.

Synet af Azia gav ham en varm følelse indvendig, om det var fordi han var helt ufattelig glad for endelig at have en i sit liv hvis selskab han virkelig nød og hvis venskab havde så høj en værdi at der ingen nøjagtig pris fandtes. Eller om der lå mere end bare venskab bag. Han håbede ikke, også måske alligevel. Glad var han hvert fald og det afslørede smilet om hans læber fuldt ud. " Wauw.. du ser fantastisk ud " sagde han så efter at have betragtet hende mere end hvad godt var. Hun så smuk ud, det gjorde hun altid men i denne anledning endnu smukkere. Og han var den heldige der skulle følges med hende. " Jeg ville have plukket dig en blomst men årstiden mindsker muligheden for at finde dem " sagde han så undskyldende og ærgede sig kort men rodede sig så kort lidt i det i forvejen halv uglede hår. Det var ikke fordi han havde glemt det, han ville af hjertet gerne have givet hende en blomst men det var begrænset hvad man kunne skaffe på dette tidspunkt og uden penge på lommen.

Ikke længe efter var de ankommet til ballet, et syn Neio aldrig havde kunne forestille sig at være i, der var smukke folk, lækker mad og en stemning man skulle lede længe efter. Faktisk virkede det som noget man som en person i hans sko kun kunne drømme om. " Oplevelserne med dig Azia, de bliver bedre og bedre " sagde han så og sendte hende et smil da de trådte indendøre til det ufattelige gennemførte bal. Dog var han i tvivl om hvad man foretog sig til sådanne festligheder, så han håbede at Azia havde en idé om det. Dog vidste han at minimum en dans skulle hun bydes op til og det havde han så sandelig også tænkt sig, men ikke med det samme. Den herlighed måtte vente til senere.
Kruul

Kruul

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Ork

Lokation / Omrejsende

Alder / 37 år

Højde / 208 cm

Krool 02.12.2015 22:41
Det var med en heftig prusten og enkelte grynt, at den noget bizart udseende gæst kom halsende hen ad den grusvej, der førte op til det storslåede palæ, han længe havde haft udsigt til. Ja, altså, gæst og gæst, det var måske så meget sagt. Invitationen, som hårdt blev knuget i en af de enorme, svedfugtige hænder, var nemlig ikke hans til at begynde med. Han havde nærmere… fundet den. Helt tilfældigt. I lommen på en død person. En velhavende herre. Baron, eller noget i den dur. Og han var tilfældigvis gået direkte ind i Krools nyslebne økse. Sådan omtrent 38 gange… Vældig tragisk, men det var jo nu engang, hvad der kunne ske, når ikke man så sig for.

De tunge stålstøvler larmede gevaldigt, da han trampede op ad den brede trappe mod indgangen. Bælte- og skulderrustningerne raslede også temmelig højlydt, som følge af at han svajede let fra side til side for hvert skridt, han tog. Ved toppen af trappen, blev han stoppet af en eller anden gut, som insisterende rømmede sig og afvisende holdt en flad hånd op. Det var tydeligt at se, at den stakkels mand gjorde alt, hvad han kunne, for ikke at se skrækslagen ud. Det store bæst, Krool, forstod ikke meget af situationen, og sendte blot tjeneren, eller hvad hans stilling nu var, et undrende blik fulgt af et lettere irriteret grynt.
”Jeg skal bede Dem om at fremvise en invitation, Sir,” lød det fra den afventende tjenestemand, der endnu engang rømmede sig, denne gang fordi stemmen knækkede på grund af, hvad der formodentlig, var nervøsitet. Med det sagt, tændtes der en pære i orkens øverste etage. Han fremrakte hurtigt den krøllede seddel, som den unge mand tog imod og foldede ud med rynket næseryg.
”Err-er De.. Sir Wilfred Ethelbert II, baron af Wildenborg?” stammede han noget tøvende og så fra brevet og op på den tårnhøje ork med et misbilligende blik. Krool nikkede bare brummende som svar og skubbede nådesløst manden til side med armen, så han kunne træde indenfor.

En indkommende tidevandsbølge af forfærdede gisp kom ham i møde, næsten i sekundet han trådte inden døre og blev samtidig stirret rædselsslagent imod. Straks spredte der sig en lavmæl hvisken og tisken rundt omkring i de små forsamlinger. Det var ikke meget, hans spidse ører kunne opfange, men det lykkedes dog nogle få kommentarer at nå frem til dem. En ork? Hvad laver sådan en dog her?…Og…Føj, en stank.....Og...Hvad i alverden er dét, den tingest har på sit ansigt?! Åh ja, han havde skam husket en maske. Og ikke bare hvilken som helst maske, næ, den her var ganske speciel – ovenikøbet selvlavet. Ikke længe efter hans lille sammenstød med baronen, var endnu en herre kommet hans vej. En lærd, yngre mand, som med rystende hænder var blevet tvunget til at læse det stjålne brev højt for den snerrende ork-kriger, der, da oplæsningen nåede en ende, takkede ham ved at gennemhakke hans bryst med den tveæggede stridsøkse, og til sidst, flå ansigtet af den arme mand. Men hey, på det tidspunkt var han allerede død, sådan da, så hvad skulle han bruge et ansigt til? Desuden bar Krool det vokssnoede overskæg tusinde gange bedre.

Heldigvis generede opmærksomheden ham ikke, mest fordi han ikke lod til at bide mærke i den. Han vadede blot videre ind, som havde han været her en million gange før og fik lynhurtigt opsnappet duften af mad og alkohol. Draget af den liflige duft, allerede med tænderne løbende i vand, banede han sig vej hen til et af de store borde, der bugnede med både kolde og varme retter. Uden at tøve greb han ud efter et helstegt vildsvin og fik hevet hele det ene ben af med sådan en kraft, at grøntsagerne fra samme fad fløj op i luften, hvor størstedelen af dem ramte en af de kvindelige tjenere, der stod i nærheden. Hun så ret så betuttet ud og måtte lukke et højlydt gisp ud, da det grovædende bæst gav hende sådan et klask bag i, at hun nær var faldet forover. Overraskende nok formåede hun at blive stående på to ben, men havde et rimelig panisk udtryk malet i ansigtet, mens hun på halvt vaklende stænger og med tungen lige i munden, forsøgte at balancere fadet med fyldte glas. Selv udbrød Krool et kraftfuld HAH! og lukkede sin frie hånd rundt om et glassene, som han på et splitsekund fik hældt ned, efter at have brølet sit folks version af ordet ’skål’.
Victory is all around us but the scent of blood is what drives an orc warrior.
Azia

Azia

Glædespige, tyv, charmør.

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 25 år

Højde / 173 cm

Nao 03.12.2015 08:42
Det var en stor dag for Azia, hun havde aldrig været til bal før og hun havde heller aldrig regnet med at det var noget hun skulle, men i dag skulle hun altså. Det var stort for hende. Neio, søde Neio havde inviteret hende til et bal i Medanien, hos en Avaion. Hvordan Neio kendte hende eller havde fået en invitation til dette, havde hun ingen idé om, men hun vidste at hun også var ligeglad med det.
Hun havde brugt det meste af dagen på at gøre sig klar til denne aften. Hun havde først været i et langt bad og var blevet skrubbet ren, derefter havde hun fået klippet lidt af lokkerne, ikke meget bare lidt, og til sidst fået det bølget. Hun ville gøre alt hvad hun kunne for at gøre hende så smuk som overhovedet muligt, især over for den søde Neio, det var kun det mindste hun kunne gøre nu hvor hun var blevet inviteret af ham, som hans partner og gæst.
Hun var trukket i en fin kjole, den fineste hun havde. Kjolen var i et blødt og glat stof. Kjolen dækkede, utroligt nok, hendes barm denne gang og gik op til hendes skuldre, men dækkede ikke disse og så gik den helt ned til hendes fødder. Det var en fin kjole og en kjole hun tænkte lige var i Neios ånd. Hendes læber havde fået en mørkerød farve og hun havde lagt en let make up.

Neio kom sidst på dagen for at hente Azia og hun blev mødt af en flot Neio, som ligesom hende selv havde brugt det meste af dagen på at gøre sig selv klar til denne aften, noget hun satte pris på, men som hun vidste at han ville gøre. Han var en charmerende lille fyr og hun så frem til at bruge aftenen med ham. Hans kommentar omkring hendes udseende var sød og ramte hendes hjerte. ”Hvor er du sød, Neio” sagde hun kort, bukkede sig ned og kyssede hans kind og efterlod et lille læbeaftryk på hendes kind, ”Du er ligeså smuk, som jeg Neio”. Kommentaren om blomsten fik hende til at give en lille latter fra sig, men intet ondt ment i det, ”Årh Neio. Det skal du slet ikke tænke på, en aften med dig er en gave nok” Sagde hun smilende.

”Det er ligeså meget dig som gør disse oplevelser gode, Neio” sagde hun og tog hans hånd i mens de gik ind til ballets store sal. Der var kommet mange gæster, og Azia kunne ikke huske at hun nogensinde havde set et sted så smukt som dette. Det skulle nok blive en helt fantastisk aften. En aften fuld af mad, drikke og måske en lang dans med den kære Neio, det ville hun blive glad for.

Avaion

Avaion

Adelige - tidligere dødssynd for lyst

Kaotisk Neutral

Race / Dæmon

Lokation / Medanien

Alder / 6202 år

Højde / 182 cm

Sparks 03.12.2015 12:19
Rækkefølge
Henry
Edward
Licinia Sitri
Neio
Krool
Azia



Hendes mørke øje lagde sig på manden der stod foran hende, men mistede hurtigt interessen, da han ikke virkede som om at han havde særlig meget at sige eller gøre. Og hvis han havde, fangede det hende ikke, så det var nærmere en irriterende summen, der irriterede hendes øregang. Desuden var der begyndt at strømme mere, spændende kreaturer ind i salen, som der krævede hendes opmærksomhed.

Et falsk smil blev plastret på hendes fyldige røde læber, som der tydeligvis viste at hun havde mistet interessen for ham. Sjovt som hendes ansigt kunne skjule den dybeste løgn, de mest forfærdelige hemmeligheder, men andre gange, ikke en gang kunne dække over når hun ikke længere fandt at en person var værdig af hendes tid længere. Som hun gik forbi som havde præsenteret sig som John Smith, betragtede hendes øjne kort en smuk skikkelse, der fik et oprigtigt smil frem på hendes læber, magen til skønhed skulle man lede længe efter, men da der var nogle andre mennesker som der krævede hendes opmærksomhed lige nu, måtte denne kvinde vente til senere. Men der ville bestemt være tid senere, for hun, hun var for speciel til at kunne lade gå væk fra hendes fest, uden at have haft en samtale med. Men lige nu, var der to kreaturer der havde hendes opmærksomhed, orken, som hun tydeligvis ikke havde inviteret og den smukke mand ved navn Neio Dudek, en race blandet med vædder og menneske. Spændende kreatur, og da hun først var blevet gjort opmærksom på at han fandtes, havde hun ikke andet end kunne inviterer ham til hendes maskebal. Sådan en chance kunne ikke blive forspildt og han havde fået en nydelig kvinde med sig. Fantastisk.

Hendes magiske evner, begyndte lige så stille at summe i rummet, mens hun bevægede sig hen imod de nyankommet gæster. Den strøm eller luftpartikler, som hun udskilte kunne bedst beskrives som små bløde tråde, der forførende begyndte at gribe fat i folks kroppen. Dem som havde en stor udholdenhed inden for magi, ville ikke mærke den, måske mere som en irriterende flue der blev ved med at sværme rundt omkring ens øre. Mens andre langsomt ville mærke hvordan deres kroppe begyndte, at blive draget af hende og andre rundt omkring dem. Hendes yndefulde bevægelser blev betragtet som hun gled igennem rummet, hun mærkede det, hun vidste det og hun elskede det. Smilet var malet på læberne, da hun endelig stod foran den smukke mulat kvinde og Neio.

,,Velkommen til mit maskebal, det er mig en ære at i kunne komme’’ hun smilede til dem begge, men da stemningen henne ved bordet begyndte at blive forværret, flakkede hendes blik hen imod orken der plantede et ordenligt klap i en af tjeneste folkenes rumpe, hun fortsatte kort tid efter, da blikket igen var fæstnet på ,,Jeg håber i vil få en rigtig god aften og at vi selvfølgelig vi får tid til at snakke senere, lige nu, er der vidst nogle, sager jeg må tage mig af.’’ med disse ord skred hun hen imod mad bordet, uvidende omkring hvad hun egentlig skulle gøre eller sige. Den tornhøje skabelse der stod og tog for sig af retterne, var da helt klart en spændende gæst og hun var da også sikker på at der var flere til stede som ville nyde godt af hans selskab senere. Men kunne hun virkelig tillade sig at beholde ham her, blot på grund af hendes egen nysgerrighed? For, puh, hvor han ikke lugtede godt. Stanken ramte hendes næsebor, og hun havde meget svært ved at holde masken da hun endelig kom helt hen til ham.

,,Og må jeg så høre hvem de er?’’ sagde hun skeptisk, da en tjener kom hen til hende og hviske i øret hvilken invitation han havde fremvidst. ,,Da jeg er ret sikker på at de ikke er Sir Wilfred Ethelbert II, baron af Wildenborg.’’ hendes smalle øjenbryn løftede sig langsomt, heldigt for hende, var hun en høj kvinde på 1.83 høj, og med de høje hæle nåede hun over de 90. Men han var stor og stærk, desuden havde hun ikke i sinde på at ødelægge festen ved at prøve at tvinge en ork ud af hendes hjem, da det sikkert ville skabe noget at et turmult. Måske endda ende med de alle sammen lå sammenkvæst over i hjørnet. Som den stakkels mand, hvis ansigt han havde revet af. ,,Og skål…’’ mumlede hun og hælde resten af vinen hun havde i glassen i munden, som dog også straks blev fyldt op igen.

When I get down on my knees
Its not to pray
Henry

Henry

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 48 år

Højde / 180 cm

Nao 03.12.2015 22:36
Henry havde stillet sin appetit og drukket et par, eller tre glas vin mere end før og vidste godt at han nu skulle til at tage sig sammen og lægge en dæmper på dette vanvid, han vidste at Licinia var på vej til ballet. Han havde selv givet hende invitationen hertil, men havde ikke haft mulighed for at følges med hende, så hans tjenere havde nok haft det hårdt når det kun havde været hende i huset, for han vidste hvor hundsende hun kunne være overfor de søde piger som han havde ansat i huset, men sådan var det jo af og til, Licinia vidste hvordan hun selv ville have det og havde styr på hendes stil og derfor kunne hun tillade sig at være hundsende over for dem, og det var ikke noget han ville tage sig af, de skulle jo egentligt bare gøre hvad de nu fik besked på.

Der gik dog ikke længe før at Henry opdagede at hans smukke Licinia var dukket op til ballet, noget han havde ventet på længe, for der var jo ikke mange som han kendte dette sted, andet end Avaion og i og med at hun var værtinde så skulle jo sørge for sine hundredevis af gæster og havde derfor ikke tit til at bruge hele hendes aften på at snakke med ham og det var nok heller ikke noget Licinia skulle se, da han vidste at hun følte at hun havde en form for ejerskab over ham, hvilket også var helt okay, for han elskede hende og ville aldrig såre hendes følelser på nogen måder. Han vidste ikke hvor længe hun havde ståede og betagede ham, men han var klar over at hun havde en måde at være drilsk på over for ham, sådan var hun bare. Hun så uendelig smuk ud på denne afstand. De blå øjne skinnede og det fantastisk kjole gjorde hendes krop umådelig smuk og han følte allerede et sus i maven da han tog sig selv i at stå og stirre på hende.
Han tog endnu to glas vin og tog en slurk af det ene og gik over til den kære Licinia, han sendte hende et stort smil på vejen derover og da han endelig kom hen til hende gav han hende et hurtigt kram med kinden og kyssede hurtigt hendes mund, ”Du kom, kære” Sagde han roligt med et smil på læberne, ”Du er ventet, hver fald af mig”. Han rakte hende det ene glas vin og sørgede for at hans kvinde havde lidt godt at drikke. ”Lad os håbe at der sker lidt mere til det her bal, ellers må vi jo selv gøre noget ved det” Sagde han håbefuldt omkring ballet. Der havde jo endnu ikke været noget for hans smag og det var stadigvæk ikke hans type mennesker som var dukket op, i hvert fald ikke dem han vidste hvem var.
Licinia Sitri

Licinia Sitri

Krystalisianer

Retmæssig Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 3000 år

Højde / 190 cm

Damia 07.12.2015 19:47
Da Henry omsider kommer over til hendes side og rækker hende vinglasset, er timingen helt perfekt. Hendes eget glas er tomt, og hun skal ikke slå længe og dreje det tomme vinglas mellem fingrene, før en tjener straks tager det fra hende og placere det på et glimtende sølvfad i forbi vejen.

Hans blide stemme. Varmen fra hans krop. Det føles som om, at hun allerede har glemt hvor vidunderligt blødt et kærtegn er, da hans hånd glider rundt om hendes liv, presser fladt mod ryggen og trækker hende nærmere, så han kan kysse hende blidt – uendeligt blidt- på munden. Hun besvarer kysset, og det sender en sitren igennem kroppen, og brænder i hendes skød – en pludselig lidenskabelig længsel efter at tage imod ham. Kysset er dog hurtigt overstået. Hvad havde hun dog også tænkt sig? Tage ham lige her midt på gulvet? Licinia opfanger duften af ham, da han læner sig ind mod hende. Han dufter sindssygt godt, som en helt koncentreret essens af mand. Hun stryger ham lokkende over hans nybarberede hage med en finger, og smiler forførende til ham.

”Selvfølgelig kom jeg. Nogen skal jo holde øje med min Henry,, hun himler med øjnene og slår spøgen hen med en perlende latter. Henry Fox har en overstadig selvtillid, som for nogle kan virke irriterende og tiltrækkende på én gang. Han skulle nok havde fået tiden til at gå uanset om hun var dukket op eller ej. Det er ikke tilfældigt, at Licinia netop har valgt ham som sin elsker, hans evige charme. Udover den magt, penge og forbindelser der fulgte med, selvfølgelig.

”Genkender ikke mange,” Indrømmer hun og spejder omkring, ”Det er også første gang, at jeg har været til et bal med dig, hvor vi ikke skulle liste rundt i gangene og spille fremmede over for hinanden i andres selskab,, Licinia smiler ved tanken. Ingen grund til længere at blive jaloux ved synet af ham med hans lille kone.

Distræt hviler hendes blik udfordrende på ham gennem de lange, sorte øjenvipper, der kunstfærdigt indhyller de lysende safirblå øjne. Med den ene hånd tager hun fat i en silkeagtig lok, lader den glide eftertænksom mellem fingrene, fantasere om at glide hendes fingerspidser over de kraftige skuldre og forsvinde i Henrys favn. Hendes bryst hæver og sænker sig under kjole, der ligner kun at være blive holdt oppe af lidt god vilje. Minderne fra gårdsdagens eskapader skyller som en flodbølge ind over hende, og hun må forsøge at undertrykke eller nok nærmere drukne dem i den liflige drik. Det er tydeligt hvor anspændt hun er i hans selskab, og hun er nær ved at bunde hele glasset i en slurk. Henry selv camouflere hans alkohol indtag meget godt, men Licinia har ikke kunne undgå at bemærke hans tiltagende last.

Postyret fra buffetbordet tiltrækker kortvarigt Licinias opmærksomhed. De lukker åbenbart hvem som helst ind... Blikket glider overlegent koldt over orken. Disse skabninger er ikke uvant for hende. Det myldrede med dem på Mørkets Herres borg.

"Maskeballet er vist for alle og enhver,, hvisker hun arrogant, med en drillende undertone, til Henry og ligger samtidig besidderisk en hånd på hans brystkasse.

Hun kan dog ikke tilbageholde et fnys, da hun ser den fortryllende værtinde forsøge at få styr på situationen. Hvem hun egentlig var? Licinia genkender hende ikke fra hendes tid, da hun blot var Henrys elskerinde.

Licinia spørger dæmpet "Hvem er hun?,, og nikker mod den forførende skabning Avaion.
Neio Dudek

Neio Dudek

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Halvdyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 22 år

Højde / 160 cm

Kaka 14.12.2015 19:14
" Naaah, det må være noget vi gør i fælleskab - alene ville det måske ikke være så fantastisk spændende " sagde han så med et skævt smil om læben, som nåede øjnene - skrålende som altid når han var i selskab med Azia.
Maskeballet havde så mange forskellige ting at byde på, både af folk, mad og indtryk. Der var intet man kunne sætte en finger på. Neio var sikker på at det nok skulle blive en fantastisk aften og endnu mere fantastisk fordi han var den heldige af Azias selskab. Han håbede hun ville få en god aften og han ville gøre hvad han kunne for at sørge for at han hvert fald ikke skuffede.

Neios blik blev hurtigt fanget af en kvinde som spadserede noget så elegant og dragende mod dem og han ville ikke misse et øjeblik af synet, så han så ikke væk. Egentlig havde han været i tvivl om hvilken person der nogensinde ville kunne finde ham interessant nok til at invitere til sådan et bal som dette. Denne gang fungerede hans evne til at være høflig og kigge væk slet ikke, den var som regn i tørken, helt væk. Men han kunne også samtidig fornemme at han nok ikke var den eneste som fandt hende enormt fascinerende og dragende at kigge på, være i selskab med. Som hun der velkommede dem til hendes bal, bukkede Neio kort hovedet i en takkende gestus. " Og jeg takker, mange gange for invitationen, det er helt utrolig venligt af dem.. " sagde han så og sendte den smukke kvinde foran dem et smil. Og gjorde kort et bevægelse med den ene arm. Orken der havde overublet buffet bordet og gjort det af med en hvad der lignende ellers venlig sjæl - havde hvert fald fået sat sig for at ødelægge mere end hvad godt var allerede fra starten. Så at Avaion havde ting at tage sig af, kunne han helt fuldt ud godt forstå. Det duede jo ikke med en fest der endte i en ny borgerkrig eller lignene.
Neio kunne ikke lade være med at have øje mod orken og kvinden. Egentlig var det slet ikke en situation han havde lyst til at være i nærheden af, det var da på sin vis skræmmende at have så voldsom en gæst. Man ville helst ikke være den næste under hans økse.

" Skræmmende type... " mumlede Neio lidt efter da egentlig gik op for ham hvad der foregik i baggrunden. Festlig type måske også, men på en meget udadreagerende måde. Neio rettede sin opmærksomhed tilbage mod Azia og sendte hende et smil " Det kan være bufféen skal vente lidt så vi ikke ender med at gå under bordet på en alt for brutal manér " sagde han så lidt med et kort halv skævt smil om læben. Der var desuden sikkert mange andre ting end at spise fra start man kunne tage sig til. Det tvivlede han ikke på.
Fabian

Fabian

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 185 cm

Helli 14.12.2015 21:00
Fabian havde været noget overrasket, da han modtog en invitation til et bal i Medanien. Han var da kendt på de kanter, men da ikke nok til at kunne få en indbydelse til et fint bal. De bal han gik til var typisk kun ballerne på Krystalpaladset hvor alle alligevel var indbudt, men efter megen overvejelse over brevet, tog han endelig afsted mod Medanien. Så kunne han også lige slå et smut inden om sin familie og sige hej til dem. De ville nok heller ikke have noget imod at få et par krystaller for at have ham i lidt tid, før han begav sig ned til palæet. For hvis der virkelig var et bal, jamen, så kunne han da se om der var nogen af interesse og måske tjene lidt ekstra penge på det. Selvom sex i sig selv heller ikke ville være helt slemt, især nu når han ikke havde fået så meget efter han havde forladt Hovedstaden. Hans stamkunder savnede ham nok allerede, og der var egentlig en rimelig god grund til at han næsten aldrig forlod Hovedstaden mere.

Han ankom endelig til palæet, og var nu helt sikker på at det var en fejltagelse han var blevet inviteret. Han havde da ikke haft nogen kunder fra Medanien med så mange penge? Det ville han da have husket, men han blev lukket ind da han fremviste sin invitation, selvom han nok ikke var ligeså pænt som mange andre. For hans pæne tøj bestod i at have en vest udenover hans typiske hvide skjorte. Dog havde han også huske at tage en maske på, bare en sort almindelig en, der kun dækkede omkring hans øjne og fik hans blå øjne til at stå ud. Han bekymrede sig virkelig ikke meget for tøj, til trods for at han var i et erhverv hvor man skulle gå meget op i sit udseende.

Det så dog ud som om at han var en af de senere gæster til at ankomme, men det havde han egentlig ikke noget imod, han nød den opmærksomhed man fik når man kom for sent. En opmærksomhed han aldrig havde fået mens han voksede op, men noget han nu havde massevis af. Så han trådte indenfor, og blev da mødt af et ganske godt syn. En masse smukke mennesker klædt pænt på, og muligvis en krystal eller to at tjene heromkring. Det var i hvert fald hans tanke gang, lige indtil han opdagede en vis person ovre ved buffet bordet, og alle tanker om at tjene noget røg ud af hans hoved, som han bevægede sig over mod den store, grimme, fantastiske, orker.

Da han nåede orkeren, kunne han se at der var en anden der var kommet ham i forkøbet, hvilket ærgrerede ham noget så forfærdeligt, men heldigvis så det ikke ud som om at kvinden havde planer om at tage orkeren noget sted hen og hygge sig med, hvilket Fabian prisede sig lykkelig for, så han havde stadig en chance, og kunne da ikke dy sig for at bevæge sig tættere på.
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Blæksprutten, Nao
Lige nu: 2 | I dag: 16