"Ved Isari, hvor er i alverden er jeg?" Saga stoppede op foran et mosdækket træ og kastede et blik tilbage over skulderen. Havde hun været her før, eller lignede træet på mosset bare alle de andre træer? Det var direkte pinligt, var det. Normalt fór Saga aldrig vild, men skoven her var fremmed og hun havde jagtet et bytte, der var smuttet væk fra stien. Dum som hun var havde hun forfulgt det, for nu at være... ja hvor? Hun anede det ikke, og eftersom det stadig var lyst havde hun ikke engang stjernerne at orienterer sig efter. I bund og grund kunne hun sagtens gå rundt i cirkler, eller forvilde sig endnu mere ind i skoven uden at hun ville vide det, for alt her lignede hinanden. Selv lugtene var det samme: våd jord, våd mos og en vis stank af råd, der hang i hele skoven og gjorde den endnu mere dunkel og ildevarslende.
Hun var ikke bange, men hun brød sig heller ikke om at være faret vild, for hun anede jo ikke hvad der bevægede sig rundt ude i skoven. Dagen før havde hun dræbt en bjørn. Det var første gang hun havde nedlagt noget så stort, og uden at have nogen intentioner om at spise den, men den var kommet direkte imod hende, og selvom hun havde taget benene på nakken havde der ikke været noget at gøre. Det var den eller hende. Hun havde egentlig haft planer om at flå den og tage så meget af pelsen med sig som hun kunne bære, men da hun først var kommet hen til den døde bjørn havde hun opdaget alle de mange insekter der havde levet i den grove pels. Hun havde trukket pilen ud af kadaveret og ladet det ligge uden lyst til at åbne den for at tjekke om indvoldende havde været spiselige. Den havde lugtet sygt, så det havde nok ikke været en god idé at spise den alligevel.

Apropos noget at spise, gav hendes mave sig til kende med en rumlende lyd. Hun havde ikke spist siden dagen før, og det kunne efterhånden mærkes.
Og nu var hun så faret vild.
Hun besluttede sig for at tage en pause og krøb i ly bag et træ. Hun tænkte ikke over at hendes hænder var møgbeskidte da hun tørrede en smule sved væk fra panden, efterladende en tynd stribe jord hen over panden. Men så igen, hvem skulle hun imponere herude? Mosset? Det var nok pænt ligeglad, men i det mindste var det blødt, da hun lænede hovedet mod det for at tage en velfortjent pause.

Måske var der nogen af de satans vampyrer herude. Cato havde haft lyst til at tage lidt væk fra Tusmørkedalen, der var infesteret med skidtet i et godt stykke tid, og nu havde han så taget sig sammen og havde rejst lidt rundt igen, kun for, at bevæge sig ind i mørkets skov, velvidende, at det var her, Mørket blandt andet holdt til. Han var ligeglad, for han vidste, at han var rimelig god til, at slippe ud af den pinlige situation, skulle nogen fange ham på fersk gerning herinde. Måske havde han for meget tiltro til sig selv? Så igen, var det måske bedre, at have en lille smule arrogance i livet, frem for konstant, at tænke katastrofetanker, som var mindst lige så dumme, at tænke, som at være selvsikker. Det sagt, var han ikke bare en idiot, der gjorde alting i livet med stor dumdristighed. Han var bevæbnet. Og han var i dén grad årvågen, som han gik blandt træerne, uden for stien. Han kendte godt skoven nogenlunde, og desuden var det typisk stierne, som mørkets tro tjenere patruljerede.

Alt i mens han gik, syntes han, at han ikke var helt alene. Han kiggede sig omkring, igen meget årvågen omkring sine omgivelser. Han overvejede næsten at gå i ulveskikkelse, bare for at opsnuse roden til sin paranoia, men kom med det samme på bedre tanker. Så ville han skulle sidde nøgen bagefter, fordi han havde rejst let, og havde efterladt sin oppakning i en hastigt opstillet lejr nogle timer væk. Så i stedet kiggede han blot koncentreret rundt med en hånd på sin dolk. Det var lige før, at han ikke tog notits af det, havde det ikke været fordi, han kiggede mod træet endnu en gang, men da han kunne se en mørk farve, der umiskendeligt lignede hår, trak han stille og roligt sin dolk, og gik forsigtigt om på den anden side af træet, hvor han mødte synet af en sovende kvinde, som han godt kunne genkende, til trods for at hun var beskidt. Han kunne ikke lade være. Udbruddet måtte komme. "Hvad i alverden laver du herude, Saga?" han stak omgående dolken på plads, og gik hen over for hende, og satte sig på hug med et lidt undersøgende blik. Her i mørkets skov kunne hvad som helst ubehageligt ske, så han ville forsikre sig, at hun ikke var kommet til skade.

Det havde ikke helt været planen at Saga skulle falde i søvn. Bare et kort hvil inden hun igen ville forsøge at finde en sti, og muligvis jage et eller andet at spise. Men udmattelsen måtte have taget over, for det ene øjeblik havde hun ladet hovedet hvile mod mosset på træstammen, og det næste blev hun vækket af et udbrud.
Det hørte til en sjældenhed at man kunne overraske Saga, hvis magiske evner trods alt gav hende en konstant overvågenhed, men hun måtte have været trættere end hun umiddelbart havde troet, for hun havde ingen advarsler fået om, at hun ikke længere var alene.
På trods af at hun havde registreret noget velkendt i stemmen havde det ikke været nok til, at hun ikke trak sin kniv i det sekund hun slog øjnene op. Skoven hun var faret vild i var farlig, og det var ikke til at sige hvad man kunne støde på. Noget der helt naturligt fik hende til at reagerer anderledes, end hvad hun ville have gjort derhjemme, da hun kastede sig over det der havde vækket hende. Noget der resulterede i, at hun endte ovenpå en anden person, med kniven for vedkommendes strube, og et kort øjeblik så desorienteret at det tog hende et par sekunder at genkende personen under hende. "Cato?" Udbrød hun, så overrasket at hun i første omgang ikke engang tænkte på at fjerne kniven. "Hvad fanden laver du her?"

Cato følte sig faktisk et kort øjeblik rigtig dum over, at have sættet sig på hug over for Saga, det øjeblik hun brat åbnede øjnene og fløj på ham. Han væltede bagover grundet den dumme stilling han sad i. Hendes kniv for hans hals fik ham til, at ligge meget stille. Selvom han godt kunne heale såret, så var det stadig et ret så farligt sted kniven lå, og han vidste godt hvor ubehageligt det var, at blive skåret der. Der var trods allerede ar, der beviste det.
I stedet rømmede han sig let, da hun så ud til, at genkende ham. Han lagde langsomt og forsigtigt en hånd på den af hendes der holdt kniven. "Jeg ligger med din kniv for halsen, i hvert fald lige i øjeblikket," forklarede han tørt med et lettere irriteret blik. Heldigvis så det ud til at fungere, da han fik halsen fri kort efter. Han rømmede sig endnu en gang, glad for at han ikke skulle til at bløde helt vildt endnu en gang. Det var jævnt ubehageligt.
"Jeg er på... Jagt.. Herude. Tænkte at jeg godt kunne få et lille kig i nogle anderledes områder end Tusmørkedalens bjerge," forklarede han derefter, lidt mere indgående, nu hvor han ikke havde en dødstrussel hængende over hovedet. Det var altid rart, ikke at have en kniv for struben.

Det var slet ikke gået op for Saga, at hun stadig havde kniven hvilende mod Catos strube. Ikke før han selv gjorde hende opmærksom på det, ved at ligge en hånd ovenpå hendes. "Åh... ja." Udbrød hun, og følte sig ærlig talt temmelig dum da hun fjernede kniven. Men hendes handling måtte være forståeligt, for det var ikke ligefrem et trygt sted hun var vandret ind, så det var vel kun naturligt at hun ønskede at forsvarer sig mod eventuelle fare.
Ikke at Cato talte som en af dem, for i alle de år han og Saga havde kendt hinanden, havde den største fare han havde udsat hende for, været faren for opkast ud over hende de gange han havde drukket alt, alt for meget på kroen. Et minde der fik et svagt smil frem på hendes læber, inden hun rystede mindet af sig for at fokuserer på manden overfor hende. "Jagt? Efter vampyrer?" Spurgte hun. Det var trods alt almindelig kendt hvad hans profession var, og selvom Saga selv ikke var stødt på vampyrer i skoven betød det jo ikke, at de ikke fandtes. Selvom der nok var flere i Tusmørkedalen, der trods alt var kendt for lige netop dét. "Jager du noget bestemt?" Det kunne jo godt tænkes han var sat efter en vampyr, som havde ført ham ind i Dunkelskoven.

Cato lagde godt mærke til hendes smil. Det måtte nok være hendes måde at sige ordentligt hej på, og han smilede reserveret igen, da hun valgte at spørge nærmere ind til hans jagt. De fleste i Tusmørkedalen kendte til hans profession, derfor var det også ekstra farligt for ham at være der, men det havde nu ikke været hans grund til, at være væk derfra.
"Ja, jeg ville tjekke, om de også er andre steder end Tusmørkedalen, eller om de bare har samlet sig i en kæmpestor bunke af død dér," Han rejste sig op og børstede skovbund af sig, for ikke at virke totalt beskidt. Allerede nu lugtede han let af alkohol - ikke fordi han drak det hver eneste time af døgnet, men fordi han ikke ønskede at blive sporet på sin varulveduft. Det malede ham dog også ofte som en dranker de fleste steder. Men sådan var dét jo.
"Der intet specifikt mål jeg leder efter. Hvad med dig? Hvad laver du herude? Jeg mener, jeg vidste godt, at du var taget ud for at se dig om i verdenen, men hvorfor lige her? Det er ikke et godt sted at være," Og så ønskede han ikke, at der skulle ske Saga noget ondt, hun var trods alt ikke et ondt menneske, og han holdt af hende på sin helt egen, halvsure manér.

Saga fulgte Cato mod blikket, som han rejste sig for at børste skovbund af sig. Det var ikke ligefrem fordi han slog hende som værende et forfængeligt menneske, men det var vel klart at man gerne ville være bare lidt ordentlig at se på. Selv herude midt i ingenting. Ikke at det var noget Saga selv kunne beskyldes for at gøre, for hendes hår var så uglet at det var tvivlsomt hun ville kunne rede det ud, hun havde jord i ansigtet og havde ikke kunne finde et sted at bade siden i forgårs, så hun var nok ikke ligefrem billedet på hverken ren eller lækker. "Og er de så det? Andre steder?" Spurgte hun mens hun pakkede kniven væk i støvlen igen.
Hun kom selv på benene. Hendes knæ værkede en anelse, men det havde det gjort siden dengang hun var blevet sparket af en hest, så hun ignorerede det og strakte og bukkede det i stedet et par gange for at varme det op. At Cato vidste hun var taget ud for at se den store verden kom en smule bag på hende. Det burde dog nok ikke, for selvfølgelig var det noget hendes forældre havde talt med krogæsterne om. "Mor og far var begyndt at tale om et muligt ægteskab med smedens, den store, so jeg valgte at rejse." Svarede hun, selvom hun fik det til at lyde en del lettere end det havde været bare at få lov til at rejse. "Men ærlig talt er jeg faret vild. Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg kom ind i skoven, men jeg jagtede et bytte der forlod stien, og dum som jeg var fulgte jeg efter det." I det hun talte gav hendes mave en høj knurren fra sig, hvilket fik hende til at se ned på sin mave og op på Cato igen. "Jeg fangede ikke kaninen." Forklarede hun, selvom han måske selv ville have været i stand til at regne det ud, ud fra hendes knurrende mave.

Sagas spørgsmål fangede lidt Cato med bukserne nede. Fingrene i kagekrukken. Han ville helst ikke ødelægge hendes håb om at få nogle gode rejser ud af landet ved at fortælle hende, at der også var vampyrer andre steder, og at de ikke var til at finde, før man fik deres tandsæt i nakken. Men han ville heller ikke lyve hende i ansigtet. "De vampyrer der ikke bor i Tusmørkedalen forsøger at leve et liv lige som alle os andre. De har bare den tendens til, at drikke blod med i købet. Faktisk er det, det eneste, de kan få næring ud af, og mange af dem er ligeglade med om det menneske, de tager fra, kommer til skade eller dør i løbet af deres "aftensmad". Desværre er det selvsamme grund til, at de er svære at finde. De prøver på, at gemme sig i blandt mængden," han rystede på hovedet over dem, sukkede let og lod armene hænge ned langs siden, før han besluttede sig for, at hægte tommelfingrene i sit bælte.
Sagas historie om, at hun nok nærmere var stukket af fra et ægteskab hun ikke ønskede, fik Cato til at smile kort. Især da hun forklarede hvordan hun var endt herinde. "Du valgte livet på den farlige landevej, frem for den tykke smed. Fornuftigt," konstaterede han med endnu et lille smil. Det var i orden i hans bog. Man skulle have lov til at vælge sine egne veje, ikke tvinges ind i noget ægteskab eller nogen familie. Da hendes mave knurrede og hun brokkede sig over ikke, at have fanget kaninen, blev Cato's smil lidt mere varmt, da han åbnede sin bæltepung, og tog sin dagsration frem. "Jeg er ikke så sulten. Du kan bare få min ration, og jeg kan også godt hjælpe dig ud herfra hvis du ikke har lyst til at rende efter kaninen herinde længere."

Det var ikke fordi Saga var et naivt, blåøjet pigebarn der ikke kendte til verdens fare. På trods af at hendes liv altid havde været ganske trygt var hun trods alt vokset op omkring vampyrer og andre farelige væsner, og hun vidste derfor godt at tingene ikke altid var regnbuer og hundehvalpe. Tværtimod; sådan som verden var lige nu, med mørket der angreb hårdere og hårdere, var det farligt at være i live.
Alt det var hun udmærket godt klar over, så hun forventede da også, at Cato ville svare hende ærligt. Hvilket han også gjorde. "Jeg ved godt hvordan vampyrer jager, Cato." Svarede hun med et lille smil. "Men jeg tager det som et "ja"." Okay så der var vampyrer andre steder, det havde hun vel egentlig også forventet, for alt andet virkede ulogiske. Der var trods alt så mange andre racer der var spredt ud over hele verden, så hvorfor ikke også vampyrer.
"Åh han var nu ikke så tyk." Kommenterede hun med et lille smil. "Faktisk så han slet ikke så værst ud, men jeg er kun 19 og jeg har altså ikke tænkt mig, at bruge hele mit liv i Tusmørkedalen." Hvilket vel var forståeligt nok, for det var altså bare for kedeligt. Saga var født med en sjæl der ville opleve hele verden, og det kunne man ikke, hvis man blev gift og fik børn alt for ungt. Måske ville hun vende tilbage til kroen engang, måske ikke, men ligegyldigt hvad ville det ikke blive før om mange, mange år.
Saga havde ikke ligefrem forventet at Cato ville give hende en hel dagsration mad, og gestussen var da også overraskende. "Er du sikker?" Spurgte hun, og tog tøvende imod maden. "Vi kan jo dele den?" For det kunne godt være hun var sulten, men derfor kunne de jo godt dele den alligevel. Det var trods alt hans mad.