Den store sal var stedet hvor Ra's sortset altid var når han ikke var ude, her kunne han blot sidde og stier ud i tomheden, og nærmest regnede sit næste træk ud og hvad der skulle ske nu, salen var meget mørk og det eneste der lyste den op var fakler med ild, salen var meget lige til der var kun en stor stol som Ra'a sad i og et vandfald ved hans side hvor vandet løb ned af resten af salen var tom stort set.

" Send bud efter Aeshma Oriax " sagde han til af hans vagter, som straks med det samme tog afsted for at finde hende, Ra's sad blot helt stille nu med et dokument i hånden og sad blot og ventede nu.
Den opgave han havde til hende vidste han ikke om det var den rigtige for hende men hans synes at hans folk skulle sættes på prøve, så hvorfor ikke starte med hende, hun var trods alt personen der havde reddet hans liv for mange år siden.

" send bud efter Licinia Sitri også og nu når vi er i gang send mig vokunzun også og lad det gå lidt hurtigt tak " sagde han venligt, Ra's kunne være hård men på den anden side vidste folket også at en blød lederen var en leder der ikke holde længe, men nu var buddet sendt efter hans tre es'er og hver en af dem havde deres egen opgave at udfører.

Aeshmas dag havde været meget kedelig indtil nu. Hun var den kvindelige skikkelse i dagens anledning, og var godt i gang med at skrive en morbid historie, fordi hun kedede sig så gevaldigt. Men hun havde ingen sans for skrivning eller kreativitet, så det var egentlig bare beskrivelser af blod og død i sidste ende, og det endte med, at hun lagde pergamenterne væk med et fnys af irritation. Det var træls, ikke at have noget at lave, men Aeshma Oriax var tålmodig. Så derefter gik hun i gang med træning. Det var mere sjovt. Selvom hun ikke havde nogen at dræbe.

Mens hun var godt i gang, dukkede der en vagt op og forsøgte at komme i kontakt. Hun var tæt på, at slå ham ned, men lod være. Det var bare ikke det bedste tidspunkt at dukke op bag ved hende på, men da hun havde kastet instinkterne til side, og sendte ham et smil og et spørgende blik, gav han sin meddelelse. "Jeg kommer. Jeg kender vejen," svarede hun køligt, men stadig smilende, før hun klappede vagten let på skulderen. Hun elskede at se mandens forvirrede blik, og derefter slentrede hun op til den store sal.
Da hun kom ind af dørene til det store, tomme lokale fandt hendes blik hurtigt lederen, som fik et noget mere oprigtigt smil end det, vagten havde fået. "Du har sendt bud, har jeg hørt. Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte hun med forhåbningen om, at han ville sige dræbe.

En blød stemme, med et snert af en svag, elegant accent giver genlyd i hallen.

”Med hvilket formål har I slæbt mig herned for? Hvad er så presserende, at jeg må forlade mine varme gemakker og bevæge mig ud i disse forfærdelig kolde sale?,,

Ind ad de tunge dobbeltdøre til salen træder Licinia ind med lange elastiske skridt. Dæmonen har iført sig sin knælange, hvide pels med rem om livet. Hun er en meget smuk kvinde, høj, statelig og uopnåelig, med store saphirblå øjne og en fejlfri elfenbens teint. Ikke alene elegant, men også såre forførerisk. Dæmonen kunne ikke skille sig mere ud i disse mørke, harske omgivelser. Det eneste der afslører hendes tilknytning til mørket, er den kolde udstråling og det ondskabsfulde, listige drag om hendes mørke, fyldige læber. Dæmonen stopper op et stykke fra Aeshma og stirrer skiftevis på dem ud under tykke, blæksorte øjenvipper, med en streng, ja nærmest truende aura af selvtillid. Hun er et studium af hvid, lige fra det skinnende hvide, bølgende hår til de lange hvidglimtende ben, der glider frem under pelsen når hun går. På trods af, at det er hende som er blevet hidkaldt af herren, fører hun sig frem med en selvtillid der får det til at virke som om, at hun ejer stedet, og ikke den mægtige leder der troner sig op over dem alle i rummet.

Hun har sjældent lagt skjul på hendes utilfredshed over at bosætte sig i et så forfærdeligt koldt hjørne af krystallandet. Der er ikke meget andet hun afskyer end denne bidende kulde, og er håbefuld for enhver lejlighed til at forlade dette kolde bjerg. Hvilket nok er én af to grunde til, at hun svøb sin pels omkring sig og forlod sit varme værelse, da vagten annoncerede, at Ra ville se hende. Den anden og afgørende grund er selvfølgelig, at hendes leder krævede hendes tilværelse. Det var aldrig en invitation.

Licinia fremviser en perfekt tandrække, da hun skiller de sorte læber ad og stirrer udfordrende på Aeshma, ”Aeshma!,” udbryder hun, med en falsk begejstring, ”Jeg ser De valgte at bidrage med Deres kvindelige charme i dagens anledning,,

Vokun stod i det dunkle køkkenet, duften af krydderier fra hylderne og lyden af ilden knitre var over alt i rummet. han havde tidligere på dagen fanget et stort vildsvin som han nu skulle i gang med at forberede. han havde fået skinnet af vildsvin, renset den og skulle lige til at sætte den over ilden, da døren gik op og en vagt kom ind og gav ham besked om at komme til den store hal, hvor på han afgav en dyb brummen som svar.

Vokun tog sin rustning på igen og gik så imod vagten i døren, men stoppede op gik hen til svinet og hugget et bagben af den uden problem som en kniv gennem varm smør og grillede det færdig med hans ild magi, på vej ud af døren stillede han sig ved siden af vagten som var 2 hoveder mindre og rystede over det hele, og kiggede så på ham og gav ham et fornærmende fnys, så der kom dæmp ud af næsen på ham og gik mod den store hal.

Da Vokun gik ned af gangen mod hallen kunne han se og hør hvordan hans skridt rystede jord og i væggene omkring han han åbnede den stor dør med en hånd, mens han tog en stor luns kød af benet lavede så et hurtigt buk til Licinia og Aeshma, kiggede så på Ra og sige "Håber du har nogen til mig som jeg kan lege med" med et lumsk smil på læben og tager en luns mere.

Ra's havde samlet hans 3 es'er med nogle få formål, de skulle være i sær have en opgave men der var lige en der skillede sig ud, som lige skulle huske hvem lederen var og hvorfor han var lederen en flabethed som blot var sjovt for ham, for det var ikke noget der gjorde ham noget han vidste at han kunne regne med dem til hver en tid, og det samme kunne de med ham selvom det nok mest var ham der gav ordrene.

Ra's rejste sig op fra sin stol da de alle var samlet der inde, han sagde ikke noget som de enkelt vist kom ind i salen sad blot og kiggede og betragtede dem, i hans hånd havde han et dokument til Aeshma " Aeshama dette dokument er noget du skal bruge på din opgave, og som altid bestemmer du selv om folk skal leve eller aj " sagde han med et smil på læben.

Aeshma's dokument indeholder: Et stor overskrift Mørkets kriger.
find ud af hvor mørket lord holder til dræb en eller to af mørkets kriger brænd vores logo i krigerene, evt gør opmærksom på hvem vi er på din egen måde . "

Ra's kiggede på Licinia og rystede lidt på hovedet af hende " godt du gad at tag tid til at komme og brokke dig for hele forsamlingen, måske du skulle mindes lidt om hvorfor vi er på sådan et koldt sted " sagde han og klappede i hænderne, og dørene gik op ud til arenaen, en kæmpe massiv koldt blæst ramte rummet og en hver anden person vil fryse, måske de andre dæmoner måske ikke.
" gå der ud og vent på mig til jeg kommer, og husk reglerne der ude. 1. valg dit våben kun et. 2. kampen forgår kun i undertøj og bukser " sagde han bestemt og sende hende med hovedet der ud.

Ra's vende blikket på es'ernes tunge fyr " og dig ja du kan tag med Aeshma hvis hun vil have det, eller så kan du tag til hoved staden hvor mørket er står og banker på byens dør, der skulle være en vis ork fra mørkets hær som du vil kunne lide dit valg, men husk vælger du at følge Aeshma bestemmer hun hvor og hvornår "
sagde han bestemt og begynde at gå ud imod arenaen.

Licinias tilstedeværelse føltes, det øjeblik den kvindelig dæmon trådte ind i salen. Aeshma valgte derfor blot, at se op på Ra's, selv da hun blev hilst på med et meget udfordrende toneleje. Først da Vokunzun dukkede op, og bukkede for dem begge, gled Aeshmas blik langsomt hen mod Licinia. Hun smilede et vanvittigt smil. Hun kunne blive vred i dette øjeblik. Eller lade være. Hun valgte at lægge låg på. "Du har så åbenlyst ret, Licinia. Vel observeret, vel observeret," svarede hun, uden den mindste følelse at spore i den hæse stemme. Det vanvittige smil talte dog sit eget sprog. Da Ra's talte, kiggede Aeshma tilbage på ham igen, nikkende.

Hun var ligeglad med, at Licinia skulle ud at slås, havde ingen skadefro, overraskende nok. Det var ikke hendes problem, overhovedet. Hun tog imod dokumentet, åbnede det og læste, mens hun lyttede til resten af samtalen, og kiggede brat op, da dørene blev åbnet og kulden valgte at bekendtgøre sig. Ubehageligt. I sin kvindelige skikkelse, var hun mere tilbøjelig til, at fryse, så med lyden af kød, der blevet revet fra hinanden, skiftede hun på stedet skikkelse til sin mandlige del. Det gjorde intet, tøjmæssigt, eftersom, at han i forvejen havde løstsiddende rober på. Hans afslapnings-og træningstøj. "Du skal altid være velkommen, Vokunzun, jeg savner nogle gange at rive ting fra hinanden sammen med dig. Men det er selvfølgelig dit valg," manien lyste ud af øjnene på galskabsdæmonen, da han sendte dæmonen i sin store rustning et oprigtigt smil. Han kiggede efter Ra's, og overvejede kort, om han skulle observere kampen, men besluttede sig i sidste ende, at pakke sammen til sin tur i stedet.

Dæmonen nikker anerkendende til Vokunzun, da hans mægtige skikkelse bøjer sig for hende. Ivrig efter at få en opgave og slippe fra dette golde sted, lytter hun nysgerrigt til Ras befalinger. Lige indtil Ras alvorlige blik falder på hende, og bekymringen for at have mishaget ham overvælder hende som et bundløst hav af frygt. Licinia ser perpleks ud, da hans straf forbløffer hende. Forgæves forsøger hun at betvinge uroen og vreden, som truer med at få overtaget. Det ville være uklogt at give efter for disse brændende følelser, specielt over for en så mægtig som Ra. Dæmonen havde ikke været en del af Dead Shadows så længe som Oriax og Vokunzun, og nærede derfor stadig mistro til hele dette fællesskab. Alligevel føler hun sig dybt forpligtet over for dem og alle de krav, som blev ytret af lederen Ra. Måske på grund af de forhåbninger, som denne gruppe og ikke mindst Ra fyldte hende med. Dæmonernes tid er kommet.

Licinia stirrer vredt op på Ra, på én gang vred over hans straf og målløs over de følelser, det sætter i gang i hende. Da stenportene går op og vinterkulden trænger ind i salen, langt ind i knoglerne, skutter dæmonen sig og trækker pelsen tættere om sig. Hårene rejser sig på den mælkehvide hud, og hun forbander dette sted. Så skyller vreden voldsomt ind over hende og sender en flammende rød blodstrøm op til hendes kinder. Hun ser vredt på Ra, hendes kønne saphirblå øjne skyder lyn og ukontrollerbar arrigskab. Under andre omstændigheder havde hun ikke noget imod at smide tøjet. Hun er udmærket klar over, hvor umenneskeligt smuk dette hylster hun besidder er. Men dette her!
Hun skuler efter Oriax som et forurettet pigebarn, der er gjort til syndebuk mens de andre har trukket fri pas, da han får overrakt hans opgave. Igen retter hun blikket mod Ra.

”Hvis De tror, at jeg vil blive tilbage og strippe for Deres fornøjelse, så tager De grueligt fejl!,, Hendes accent er endnu tydeligere nu end før. Hendes stemme runger mellem de sorte, glatte stenvægge før den bliver opslugt at brusen fra vandfaldet. Hun peger barnagtig efter Oriax og Vokunzun ”Hvorfor får Oriax og Vokunzun lov til at komme ud på en opgave og jeg skal blive tilbage og fjolle rundt i kulden? Mørket står og banker på hovedstadens krystalporte, det er nu vi skal slå til inden det er for sent. Vi kan ikke spilde mere tid på at danse rundt i arenaen!,, hvæsser hun sammenbidt.

Vokun stod bageste i hallen og lyttede til Ra's tale, hvor han spiste hans vildsvin lår færdigt og tog sin hjelm på. Vokun smilte lidt da han hørte Ra smide Licinia en tur i Arena, hvor på døren til arenaen blev åbnet og en kulde blæst ind ikke at Vokun kunne mærke den, men vidste det da en lille tåge dannet sig omkring ham på grund af hans naturlige varm fra hans ild magi. Han kiggede så over på Licinia da hun brokkede sig og sagde så ud i rummet " Må man blive og kigge på" på en hånlig måde og med så dyb en stemme så det rugede i væggene.

Han vendt sig så mod Oriax og lyttede til hans tilbud og svarede så "Jeg taget gerne med dig, så bliver der sjov i gaden igen, hva' gamle Oriax" mens han smilte og forsatte "Ja jeg mangler også nogle nye forsøgsdyr til en ny metode af tortur jeg har fundet på".
Han kiggede sig så over skulderen på Licinia og sagde "Måske næste gang smukke kan vi tage afsted sammen, hva sige du"

Ra's stoppede op på vej ud til arenaen, Ra var godt klar over at Licinia ikke rigtig gjord hvad der blev sagt men det var ikke noget der kom bag på ham, for han tog hende stort set kun med i banden på grund af hendes evner, og fordi han ved hun har talentet til at blive til noget, men det kræver blot hun hører efter hvad der bliver sagt og ikke brokker sig hele tiden, Ra gik hen imod hende roligt med hænderne om bag ved ryggen meget roligt og koldt i hans blik stoppede han op lige foran hende og kiggede hende dybt i øjne " ser du jeg er ligeglad med om du selv synes det er at strippe eller aj, men en ting er sikkert du stripper ikke for mine fornøjelser, men for din egen skyld for ser du at kæmpe i kulden vil for hver en person handle om at holde varmen og det er der de mister fokus, så du skal lærer at styre dig selv og det der forgår oppe i dit hoved " sagde han bestemt og pegede på hendes hoved.

Ra lænede sig helt ind til hende øre og viskede " jeg vil nødig slog dig ihjel " sagde han bestemt og fjernede hovedet fra hendes øre, Ra var fair overfor sine klan medlemmer men de vidste også at hvis man ikke adlyder første gang så er det ikke en klan man bare kan gå fra når man vil, for ide man deltog i klanen svåg man sit liv til Ra og vil lyster hans befalinger, gjorde man ikke det vil man i en kamp på liv og død kæmpe imod ham, Ra vil på ingen måde miste nogen fra sin klan men nogen har åbenbart behov for at blive mindet om hvem der er lederen.

Ra's blik var stadig fast i hendes han viftede med hånden til de andre to om at de skulle se at komme af sted, " god rejse " sagde han og holde en pause inden han sagde noget " hey i to prøv nu at styre jeres lyst til at dræbe denne gang " sagde han og blinkede til dem, inden han igen fokuserede på Licinia " jeg ved godt det med mørkets hær, men du viser jo mig jo faktisk at jeg kan stole på dig ved ikke at adlyde mine befalinger, ser du " sagde han med en pause og gik væk fra hende igen og over til porten " du må gerne gør hvad du vil, men ikke så længe du er her når du er her er det mig der bestemmer, hvis du ikke vil være her mere kender du reglerne, du har talentet men du lader ikke dig selv bruge det og du lader ikke mig hjælpe dig med at finde det i dig selv, du er mere bare en der brokker sig og det ved du" sagde han imens han stod med ryggen til hende " jeg kræver din loyalitet, din respekt ligesom ved de andre to og alle de andre klan medlemmer, alle følger ordre jeg giver men ikke dig du skal lige sætte dig ned og surmule, fair nok men du burde kende konsekvensen og din flabet hed kommer du heller ikke langt med, så hvorfor ikke bare for en gangs skyld gør som der bliver sagt og acceptere din straf " sagde han afventende.

Hun kniber øjnene sammen, og ser drillende på Vounzun under de lange, sorte øjenvipper, ”Se det er et tilbud jeg ikke kan sige nej til,, siger hun hurtigt, slangeagtigt som en ål i floden, før hun atter retter blikket mod Ra.

Licinias perfekt buede øjenbryn flyver i vejret da Ra kaster en oprigtig trussel efter hende. Hun ville gerne udfordre hans trussel, men i stedet for at sige noget knytter hun bare næverne ned langs siden. Dæmonen føjer ham, men ligger mærke til, at hans smil ikke varmer hans mørke øjne, og de anspændte furer i Ras ansigt, som hun tolker som skuffelse. Hun har endnu engang overtrådt de grænser, der er blevet lagt ud for hende da hun blev en del af denne gruppe. Men Licinias styrke bunder i ambitioner, frygtløshed og til dels jalousi. Altid på jagt efter sværere udfordringer og væsner med stor magt, som hun kan udnytte. Ra er en stor mand, og frygtindgydende på sin egen måde, selvom han ikke har samme udstråling som Vokunzun; en slagsbroders brede skuldre og et strengt ansigt i profil. Alligevel er Licinia mere end klar over hans enorme styrke, den demonstration af magt, der ligger i hans ord og i hans fremtoning.

Licinia træder udenfor i arenaen. Det er bidende koldt med en isnende vind, der blæser ned fra bjergtinderne. De står over for hinanden som et par kombattanter med et mellemværende, klar til at ryge i struben på hinanden.
”Javel herre, så bliver det som De befaler,, siger hun som sødt som gift, ”Skal vi se og få dette overstået?,,
Licinia råber på en vagt og beder ham om at bringe hende hendes tvillingesværd. Hun løfter armene ud af ærmerne på hendes pelsfrakke. Pelsen glider ned over hendes veltrænede skuldre og ligger sig i en bunke omkring hendes fødder. Hun skal ikke anstrenge sig for at afklæde sig mere, da hun under pelsen kun er i ført en sort underkjole med blondekant, der går hende til knæene. Da Ra havde hidkaldt hende til hallen, havde hun hurtigt svunget pelsen om sig, uden at tænke så meget over det. Huden ligner finslebet marmoreret, mælkehvid hud, der skinner som om tusinde bittesmå diamanter er indsvøbt i overfladen. Det hvide hår, der går hende til livet, flagrede omkring i den kolde vind. Hun træder fremad væk fra pelsen og undertrykker en gysen. Alle hårene på hendes krop står op, og huden gør ondt fra kulden. På trods af dette røber hun ikke nogen reaktion. Energien strømmer gennem hende, en overnaturlig kræft, der fylder hver eneste celle i hendes krop med pulserende liv. På de bare skuldre kan man ane tatoveringen på hendes ryg, hvor et par enorme englevinger strækker sig fra skuldrene og ned til ballerne.
Licinias smil minder om en snigmorders knivblad der glimter i månelyset, da en vagt kommer løbende med hendes sværd, indsvøbt i sort silkestof. Dæmonen fjerner stoffet og fingrene løber over de skarpe klinger, der lyser i blålilla nuancer. Hun griber glubsk om de glatte elfenbens skæfter, og lader tommelfingeren glide kærtegnende over de to mørkerøde rubiner på skæftet. Licinia knuger om sværdskæfterne med hvide knoer i hver hånd. Hun drejer sværdende i hænderne og de flimter faretruende.

”Hvad bliver det så til Ra?,, hendes stemme er rolig, men en vild feber skinner i hendes øjne.

Vokun hørte Licinia svar og blikkede til hende under helmen. han vendt sig så mod Oriax jeg venter inde i byen på dig, og sidste til Ra's al Ghul Som han bukker let for og går ude af salen

// OUT // Vokuzun er ikke længer i denne tråd //

Ra's kiggede blot på de to dæmoner og rystede kort på hovedet inden han så Vokuzun tag af sted, nu kunne han igen fokusere på Licinia som havde accepteret hans befaling, og begået sig ud til kamp arenaen.

Kamp arenane var et sted Ra havde kæmpede imod mange der vil være leder af klanen, en hver kunne komme og udfordre Ra hvis man ville lede, men man skulle også vide at det var en kamp på liv og død, og kun en vinder går der fra, arenaen er beskyttet af en amulet der gør det umuligt at bruge magiske evner når man kæmper, så det faktisk kun er ens færdigheder der fortæller hvordan det vil gå en.

Ra så på Licinia som var gået ud i kulden og nærmest gjord sig klar til kamp, ide hun sende bud efter hendes våben kom et lille smil frem på Ra's læber, han gik roligt ud til arenaen og mærkede kulden ramme ham ide han kom der ud, men Ra har kæmpede så mange kampe her ude efter hånden så kulden føltes ikke på nogen måde kold som det nok gjord ved hende, og allerede der havde han en lille fordel.
Ra hev hans kappe af så hans overkrop kom frem, han kiggede kort over på hende inden en af hans mange tjener kom med hans sværd, et sværd der var lavet af to forskellige stoffer. wurtzite bornitrid, der er ca. 18 pct. hårdere end diamant, kan vise sig nyttigt. Stoffet er nemlig ikke blot hårdere, det er også stabil ved langt højere temperaturer end diamant. det andet stof er mineralet lonsdaleite, der også kaldes sekskantet diamant – er, lige som diamanter, fremstillet af kulstofatomer, men her er atomerne anbragt i en anden form.

" ja så lad os for det overstået " sagde han roligt og stillede sig med rank ryg og med hans katanaer langs hans side, han ventede roligt på hun skulle være klar og begynde stille og roligt at bevæge sig hen imod hende, Ra er ikke bare en kriger at kæmpe overfor som Vokunzun nok vil være, nej Ra mester kamp tekniker både med våben men også ubevæbnet kamp tekniker, og det er det som gør ham farlig at kæmpe endnu.

På baggrund af hendes intense træning i mørkets hær, ved hun at bevægelse er nøglen til at dræbe en fjende med et sværd. Enhver mand kunne svinge et sværd over hovedet i et drabeligt hug, men det er fodarbejdet der adskiller en almindelig kriger fra en mester. Licinia siger ikke noget, men vogter blot på Ra og giver sig god tid. Hun betragter alt i livet som en udfordring, hvor hun ved, at hun må være rede til at vælge, ligesom når hun står over for en svær modstander. Erfaringen har vist hende, at når man er oppe imod en væsentlig stærkere opponent, er det klogeste træk at vente på modstanderens første angreb. Licinias strategi er at bryde et angreb, så våbnets kraft i stedet bliver vendt mod den angribende. Da Ra endelig nærmer sig dæmonen, skilles hendes læber i et lumsk smil, og hun hiver efter vejret i forventning. Hænderne knuger om elfenbensskæfterne og hæver lige så forsigtigt tvillingesværdene op til overkroppen, klar på at parere hans angreb. Hun begynder at cirkulere om Ra. Alle hendes bevægelser er smidige og yndefulde, men også hurtige og effektive. Hun er som altid i fuldkommen ligevægt hele tiden. Færten af sød, kraftig kokos og limefrugt emmer fra hende, og lange alabasterhvide lokker indrammer hendes ansigt med de funklende safirblå øjne. Hendes stridsvilje rejser sig, og som altid, når hun træder ind i kampen, bliver hendes tanker klare og uden tvivl.

”De ved hvad der skete sidste gang vi dansede denne her dans, Ra!,, Smælder hendes stemme imod ham. Kulden bider i hendes bare hud. Den tynde natkjole yder ingen beskyttelse fra vinden, og hun ærgre sig over ikke at være i besiddelse af hendes transformations magi. I det mindste med den magi, ville hun kunne gro en hvis del pels der kunne beskytte hende fra denne kulde. Licinia kan ikke vente med at få denne kamp overstået, hvis blot hendes herre ville skynde sig.

Ra besad en rolighed uden lige, og lige som hun ventede han på hun blev utålmodig og vil sætte sit angreb ind først, for selvom hun nærmest gjord klar til at blokere et angreb fra ham, så angreb han ikke nej Ra stod blot med fronten imod hende, inden hun begynde at danse rundt om ham, Ra følte hende ikke med blikket men stod blot i samme position som før, og stolede på hans instinkt og hans evne til at flytte på sig.

"din dans er god men stadigvæk kan den læses så husk blot på dette, forvirring af sin modstander er en ting man også kan vinde på" sagde han bestemt og ventede roligt på hun skulle angribe ham, hun burde vide den dummeste måde at angribe Ra på var bagfra, men det kunne jo være hun havde glemt det.

" for resten det er et nydeligt sæt af tøj de har valgt at tag på i denne anledning må man sige, også i denne kulde du må kunne mærke hvordan din krop kan mærke kulden på sig, og hvordan du søger efter luft jo mere du bevæger dig" sagde han med et lille smil på læben.

At undervurdere hende gjord han bestemt ikke, for det vidste han at man aldrig måtte gør uden set hvem man kæmpede imod, men snart vil han sætte hende godt og grundigt på plads, det var kun et spørgsmål om tid.

"Jeg har det udmærket!" siger hun bidsk og svinger drillende sine tvillingsværd i hænderne, "Ellers tak for omsorgen,, skynder hun sig at tilføje uhyre bevidst provokerende, som for at bevise, at hun ikke lader sig intimidere af hans tydelig overlegen fysik og beherskelse af kulden. Selvom hendes til tider totale ligegyldighed over for Ras autoritet var det, som havde ledt hende ind i denne svære situation til at begynde med, tager hun ikke ordene i sig igen. Mest af alt fordi, at hun netop ønsker at fremprovokere et angreb fra sin modstander så denne kamp kunne komme til en ende. Uanset udfaldet af vinderen. Nøjagtig som et par søskende, søgte Licinia at trykke på de knapper, der kunne få dem begge op at køre, så forsvar hurtigt blev til angreb, når først spydighederne begyndte at rulle.

Det har ikke været let for hende at affinde sig med en ny herre, og selvom hun inderst inde rigtig gerne vil forlade sig helt og holdent på Ras magt. Desværre hjemsøges hun stadig af minderne i mørkets hær, og den fatale episode der førte til hendes eksil fra de velkendte rammer. Det ligger sig dog stadig dybt i hendes natur at være varsom med folk med magt. Rigtig nok har hun gennem århundrede nydt godt af goderne ved at være magtfulde væsners kæledægge, men det har været et symbiotisk samarbejde, ikke nødvendigvis baseret på gensidig tillid. I de fleste tilfælde var det et forhold, hvor Licinia søgte magt og erfaring hos denne magtfulde person, for at kunne tilrane sig mere styrke og indflydelse.

En stikkende smerte løber fra dæmonens fødder og op ad benene. Århundrede års erfaring har givet hende en stålsat tålmodighed, men dette er jo ligefrem tortur for dæmonen.

”De er den mest snakkesalig herre jeg nogensinde har kendt. Hvis De forsøger at kede mig ihjel, så er De ved at vinde,, fnyser hun og da hun står bag Ra kaster hun sig ind mod ham, og laver en lille piruet, hvor hendes sværd skærer ned mod ham i et kryds.

Ra var godt klar over udfaldet af denne kamp, han vidste hvad hun var i stand til og hvad han selv var, ide hun stod bag ham smilte han lidt, man kunne hører være en lyd af overraskelses angreb der vil komme på grund af den kolde luft og stilheden, så det var en lyd af en klinge som blokkerede en anden der gav genlyd ide hun angreb ham bagfra, Ra vende sig om ide han hørte hende sætte af på flisen af arenaen, og blokkene hendes angreb, og med en mod angreb drejede han rundt om hende sådan han kom til at stå bag hende, hvor han ikke rigtig gjord andet ind at vente på at hun ville vende rundt.

" muligvis snakker jeg, men du er nød til at fokusere ellers dør du i din næste kamp, " sagde han bestemt og hun vil kunne mærke hans overlegen hed overfor hende, og hun vil nærmest kunne fornemme at han bare hånede hende," din tid med menneskene er det som gør dig svag, du Kamper for meget med følelser og vrede, og det er den forkerte combo, hvorfor tror du jeg tog dig her til for at vi kunne drikke te og sludre , nej du er det du er og du er nød til at glemme menneskene, for jeg skal nok udslette dem alle hvis det er det der skal til for at du hører efter".

Ra var opsat på 2 ting lige nu den ene var hun skulle ha sin straf den anden var at hersker over dette land og det så medførte at hendes elskede mennesker skulle dø, det var han ligeglad med for Ra vil ikke lade noget eller nogen stå i vejen for ham.

Ra var træt af at vente på hende og hendes næste angreb var det der afgjorde hendes skæbne eller bare kæmpens skæbne.

Hun havde vidst, at det ville være til hans fordel, hvis hun indledte det første angreb. Det kommer derfor ikke bag på hende, da han ubesværet afværger hendes forsøg, og svinger sig om bag hende. Det er lige hvad hun fortjener. Hendes utålmodighed viser sig endnu engang som en hæmsko for hende. Dæmonen vender sig vredt om mod Ra og stiller sig i forsvarsposition endnu engang, med sværdende krydset foran hende.

Hun koncentrerer sig om dette ene, at få hele sin trang til at slå Ra til at hobe sig op. Han håner hende, bebrejder hendes svaghed, spotter hendes blødsødenhed, vrænger af hendes ukontrollerbare følelser.

”Det her har intet med menneskene at gøre!” hvæsser hun som et arrigt rovdyr, og de saphirblå øjne slår gnistrer. Hvorfor skulle han indblande dem? Hun kunne styre sig, og ikke engang et menneske kunne påvirke hende!

Til sidst får Ra bægeret til at flyde over hos Licinia, med en styrke, som den sjældent før har haft. Den er så kraftig, at den er nær ved at sprænge hende, og til sidst er den så overvældende, at hun ikke kan holde det ud længere, så hun må have en udløsning for det. Hun hæver sine sværd over hovedet og kaster sig endnu engang mod Ra, hvor det ene sværd går efter hans strube og det andet går efter hans side.

Ra ansigt udtryk er stadig som det var fra starten af, der er ingen ting der kan få Ra til at komme ud af rytme, og trods at han provokere hende ekstremt så ved han at hun nok skulle klare dette, men ide hun nærmest sprænger i luften af raseri, og angriber Ra endnu engang ryster han blot på hovedet af hende, inden han tog bestik af angrebet og angrebet hun fortog sig på ham, var ikke et typisk men et mere selvmords angreb og derfor valgte Ra at afslutte denne kamp.

Ra dukkede sig fra angrebet imod hans strube, og brugte sin skulder til at smadre op i hendes håndled hvor hun havde sværdret, så hun sikkert nok vil tabe det med mindre hun vidste det vil ske, og derefter farede direkte imod hende med hans krop, sådan hun væltede ned på jorden med ham lige oven på hende, men lige inden de væltede nåede han med den anden hånd hvor han havde sit sværd i blokere hendes angreb mod siden, dog havde hendes angreb mere kraft ind hans på grund af han bukkede sig, så hendes angreb snittede Ra side så en lille rift af blod kom frem.

Ra landede over på Licinia hvor efter han hurtigt i samme bevægelse ide de landede på jorden, havde fået lagt hans sværd ved siden af ham, hvor på begge hans hænder holde hendes hænder nede sådan hun ikke ville kunne bruge sit sværd, han lænede hans hovedet tæt på hendes " hører her du er nød til at styre din vrede uden set hvor meget jeg siger til dig, jeg kunne have dræbt på det angreb du svingede af sted " sagde han imens hans blik var i hendes, han kunne se hvordan hendes øjne var fuld af vrede.

Licinia når ikke svælge sig i tanken om at havde draget blod på hendes ellers uovervindelige herre. I samme bevægelse kaster Ra sig voldsomt imod hende, og vælter hende omkuld. Sammenstødningen slår luften ud på hende, og dæmonen kommer først til sig selv, da hun allerede ligger naglet til jorden. Ra har fat om hendes håndled, vil ikke slippe taget, og hun kan ikke løsne det. Hendes første impuls er at løsne hans greb, men i stedet begynder hun at vride sig for at vriste sig fri. Det viser sig dog at være et frugtesløs forsøg. Ra hviler det meste af hans kropsvægt nedover hende, og idet han hvisker så tæt på hendes øre, at hun næsten kunne mærke hans læber mod huden, bliver hun bare endnu mere arrig.

”Men det gjorde De ikke!,, Men hendes bryst hæver og sænker sig så voldsomt, i direkte modstrid med den kølige tone. Natchemisen er røget en smule op, og blotter hendes lange, marmorhvide ben for den bistre kulde. Hun skutter sig og bliver pludselig meget opmærksom på hans velbyggede og maskuline krop oven på hendes. Hans stærke og hårde krop, der presser hende ned mod den kolde jord. En bølge af varme blusser op i hendes kinder, og fylder hende med uro.

”Slip mig,, siger hun isnende koldt, og med en umådelig stor selvbeherskelse, og ser udfordrende på ham gennem de lange øjenvipper. De hvide hår ligger som en manke omkring hendes strenge, men smukke ansigt.

som Ra lå oven på hende, og nærmest blot kiggede på hende og mærkede hvordan hendes krop, og resten af hendes muskler prøve at komme fri, men det var ikke noget hun var i stand til lige nu. " og hvorfor tror jeg ikke gjorde det, for nogen gange ville jeg virkelig ønske jeg bare slukkede lyset i dig " sagde han til hende uden at fjerne hans blik fra hendes, Ra lagde kort mærke til hendes kinders forandring, men kun fordi han kiggede direkte på hende.

Ra fjernede blikkede fra hendes ansigt og kiggede langsom ned af hende for at se om hun var kommet til skade, men til hans store overraskelse var dem ham der bløde lidt, men blodet blev hurtigt glemt ide han lagde mærke til hendes Natchemise var røget en smule op sådan man kunne se hende blottet ben, han fjernede hans ene hånd fra hendes ene hånd hvor efter han kørte hans hånd ned til hendes ben, hvor efter han kiggede direkte på hende igen samtidig med at han kørte hans hånd på hendes ben, og ligeså stille op af låret på hende, imens han øjne lede efter en rektion i hendes øjne.

" kontroller din vrede " sagde han stille imens han stadig kiggede på hende, og der gik heller ikke længe før han havde slippet hendes anden hånd, og nu blot lå oven på hende med blikket i hendes og hans ene hånd kørne op af hendes lår, vel vidne om det kun var hende der kunne stoppe ham.