Kroen den Hårde Hane var bestemt ikke et sted for børn. Øllet, rommen og (sidst på aftenen) opvaskevandet blev lidt for heftigt drukket, de sjofle sange lidt for skrålende synget og barpigerne lidt for energisk taget på - hvis man overhovedet kunne kalde det det, når det nåede det punkt hvor folks ting blev stukket ind i pigernes andre ting.
Den Hårde Hane var for et klientel der ikke var fine nok til det halve svin, til folk med dårlig forståelse for sociale spilleregler, til dem der gik mindre op i pigens udseende eller potentielt pinlige sygdomme og - naturligvis - til dem der foretrak at lave lyssky handler i skumle kroge, enten for dumme til at indse hvor meget af en kliché de var eller skamløse i den viden. Nej, det var bestemt ikke et sted for børn.

Aella derimod spankulerede frit ind af døren som om hun hørte hjemme. Det var i virkeligheden det det handlede om, havde hun fundet ud af, selvsikkerhed.
Hun havde ledt efter en villig sjæl til at udføre en opgave for hende og det havde vist sig lidt af en udfordring. Hun søgte en mand med nok mellem ørerne til at kunne gengive en mildt kompliceret løgn men ikke nok til at tænke synderligt over den. Det var en gylden balance hun endnu ikke mente at have opnået og som til sidst havde bragt hende til den Hårde Hane.
Hendes udtryk var efterhånden opgivende, men lysnede det tydeligt op da hun så hvem der sad i det absolut mørkeste hjørne (som den teatralske nar han altid havde været) - nogenlunde loyalitet kunne da også bruges.
På vejen strejfede hendes fingre benet af en af kropigerne - en ung kvinde der havde leget med den lille engel dengang tøsen havde manglet adskille fortænder og hendes kornblonde hår endnu ikke var blevet grånet af et liv af skidt og besvær. Det var en let kontakt der næsten øjeblikkeligt kurerede skøgens intime udslet. Betty (eller var det Tina?) bemærkede det ikke; hun havde travlt med at ridde ranke på kundens.. knæ og le sin skrattende latter, men den simple handling tillod hende et par dages lindring før hun blev smittet igen.
Aella rømmede sig og kravlede op på stolen overfor den mørke mand i det mørke hjørne med den mørke øl.
"Hey Jarko." Hun sendte ham et strålende smil.

'Hanen' var på intet måde et ukendt sted for Jarko: var man ligeglad med kvaliteten af det, man drak, eller ville man have fat i nærmest hvilken som helst lyssky personlighed i Hovedstadsområdet, var dette det rigtige sted.
Denne aften havde han aftalt et møde med netop en af disse lyssky personer: for selvom alle vidste, at folk der lavede handler på den Hårde Hane ikke havde rent mel i posen, var de fleste fuldstændig ligeglad med, hvad der end foregik i beværtningens mørke kroge.
Der var dog imidlertid ét problem: manden, Jarko ventede på var ikke dukket op, og den lurvet udseende mand begyndte at blive en anelse utålmodig, som han sad med et krus øl foran sig. (Det smagte forfærdeligt, men det var stærkt.) Han var ikke særligt meget i humør til hverken 'Hanen's alkohol eller damer denne aften, og tanken om at lade øl være øl og forlade stedet igen var begyndt at kredse i hans tanker.

Til at starte med lagde han ikke særligt mærke til den lille pigeskikkelse, der spankulerede gennem rummet, men der gik ikke længe, før det gik op for ham, at kroen havde en usædvanlig gæst. Var det .. et barn? Han missede lidt med øjnene i halvmørket. Han måtte se syner.
Det gjorde han imidlertid ikke, og han så en smule halvmåbende til, som Aella kravlede op på stolen overfor ham. Der gik et par øjeblikke, før han rent faktisk genkendte hende. Det usædvanlige pigebarn, han ikke havde set i lange tider. Han huskede hende stadig fra sin barndom, hvor han først havde taget hende for at være et lille barn og vidst nok havde bedt hende om at skride hjem til sin mors skørter: fejltagelsen var dog hurtigt gået op for ham. Han fandt det dog stadig absurd at tænke på, at pigebarnet faktisk var langt ældre end ham selv.

"Aella." Brummede han, idet han ignorede hendes strålende smil. Han skævede kort op mod bardisken, men de fleste havde ikke engang bemærket pigens tilstedeværelse. "Af alle steder, du lige kunne vælge at dukke op.." Han gjorde et sigende kast med hovedet ud mod rummet, hvor skøgen ved navn Betty eller Tinas skrattende latter stadig lød over den almindelig larm fra gæsterne.

Få venskaber blev bygget hvis man bekymrede sig om afvisninger. Det var hverken første eller sidste gang hun blev bedt om at gå hjem til sin mor, men Aella ville have haft langt færre bekendte hvis hun adlød den slags.
"Jeg passer på mine egne.." garanterede hun med et mildt smil og et blik i retning af Tina. To sekunder senere var melankolien væk og hendes øjne faldt atter på Jarko, med et spøjst udtryk der mest af alt mindede om stolthed. Skamløst rakte hun frem og snuppede hans krus for at smage på det. Afskyeligt. Det kunne han godt få igen.
"Tiden har behandlet dig bedre end så mange andre fra 'hjemmet." Konstaterede hun, i det hun studerede hans ansigt. "Du er blevet en rigtig flot fyr.. Og er det blege tænder jeg ser? Ordentlig mad på bordet også?"

Jarkos ene øjenbryn hævedes, som Aella skamløst snuppede hans ølkrus. Det så ikke ud til at smage hende - og forståeligt nok. Jarko var ikke helt sikkert på, hvad de hældte i krusene her - og han ville egentlig helst også være fri for at vide det. Prisen svarede til gengæld også til smagen.
Han snuppede selv kruset og tog et ordentligt drag, inden han med et let ansigtsskæren satte det fra sig igen. Pigen foran han havde ret i, at han egentlig havde klaret det en del bedre end de andre forældreløse. En pæn del af dem havde ikke engang nået voksenårene.

Hans uvaskede udseende og det faktum, at han befandt sig på 'Hanen' var dog også et tydeligt tegn på, at han ikke var kommet højt på strå. Og måske godt det samme. Han havde tilbragt for mange år i Hovedstadens mørke, snuskede kroge til, at han nogensinde ville fungere blandt byens overklasse.
Han slog en kort latter op over pigebarnets kommentarer: "Og du ligner nu engang dig selv." Konstaterede han tørt. Det var vel også begrænset, hvor meget man ændrede sig når man nu var en .. engel. Han havde altid fundet det en smule spøjst, det hun var, da hun mindede så lidt om de lysende, bevingede skabninger, som historierne fortalte om, der tjente gudinden Isari.
Han var ikke sikker på, at Aella tjente nogen eller noget som helst.

"Tilstrækkeligt med mad til at holde en mand mæt - meget mere kan man vel ikke bede mig." Svarede han hendes sidste spørgsmål. "Selvom jeg nok har en uheldig vane med at drikke eller spille pengene op.." Han gjorde et kort nik mod ølkruset.

Det var ikke løgn at Aella faktisk sørgede for de børn hun mødte længe efter de voksede op, men det var på en lidt omstændig måde, som hun var i området eller kom i tanke om dem. Det var sådan lidt et løbende projekt for hende, der modtog den samme tilfældige opmærksomhed som hun bød alt andet i lever. Så når hun rakte frem og lagde sin lille hånd ovenpå Jarkos næve, var det ikke kun for at få hans opmærksomhed eller udvise solidaritet eller noget; hun havde magisk energi i overskud og tjekkede efter gigt.
"Knækker du knoer?" Spurgte hun alvorligt men det var et udtryk der sjældent spenderede længere tid på hendes ansigt, og snart blev det skubbet til side af et skælmsk smil. Hun viftede sit eget spørgsmål væk; det var uden betydning.
"Jeg har arbejde til dig." Tilbød hun. En jade rullede langsomt på højkant hen over bordet og landede foran ham. Den lille engel lod som om hun ikke havde bemærket det. Bare lige en smagsprøve, vise at hun var god for mønten, "..Hvis du stadig er en ferm løgner?"

"Nogle gange.." Jarko så lidt usikkert fra sin næve på bordet, der så meget stor ud sammenlignet med Aellas lille barnehånd, til pigebarnet foran sig. Han tvivlede på, at hun var kommet bare for at se til hans helbred - og ganske rigtigt. Der gik ikke længe før et krystal rullede hen over den groft udskårne bordplade.
Han greb den hastigt og stoppede den i lommen. Krystaller hang ikke på træerne i disse trange tider, og man måtte tage, hvad man kunne få. Det samme galdt arbejde.

"Lad høre." Brummede han da også, imens han forsøgte ikke at se alt for forventningsfuld ud. Når det kom til stykket længdes han efter at komme ud fra steder som 'Hanen' og rent faktisk lave noget arbejde. Også selvom 'arbejdet' gik ud på at lyve, stjæle eller begå diverse ulovligheder.
Det var trods alt den slags, han var bedst til.

Aella, der allerede havde åbnet munden for at overbevise ham, blev tydeligt overrasket over hans prompte interesse. Her havde hun ellers forberedt en mindre salgstale; eventyr, spænding, ansvar og en chance for at få kontakter i de rigtige steder. Det lod ikke til at den blev nødvendig alligevel, måske stod tingene værre med ham end først antaget. Aella klappede kæften lukket og skjulte det bag et grin.
"Det eneste du skal gøre er at tage på en lille tur med og fortælle en historie når vi kommer tilbage til hovedstaden." Forklarede hun idet hun nonchalant inspicerede sine fingernegle. Det var egentligt ikke en særlig svær opgave og det i betragtning var den belønning hun havde planlagt alt for høj. Så var det at man blev helt glad over at den i det mindste gik til en barndomsven, "Du skal nok få flere detaljer.. Bare ikke her."
Hun skævede rundt i kroen med et misbilligende udtryk der virkede en anelse påtaget. Ærlig talt var hun rimelig ligeglad med det meste ved den hårde hane, selv hvis øllet var elendigt.
"Hvis du er med, skal vi bruge en hest." Fortsatte hun frejdigt og flettede fingre foran sig, "..Har du adgang til en, eller skal vi til at leje?"

Selvom tanken om belønning så sandelig havde vakt Jarkos interesse, rynkede han alligevel brynene lidt ved Aellas snak om en 'lille tur' til et eller andet sted uden for byen. Arbejde var nu en gang arbejde - og det lød ikke alt for besværligt, selvom han ikke brød sig helt om pigebarnets grinende fjæs.
Han havde det som om, han var ved at blive lokket ud i et eller andet, som han ikke vidste hvad var. Forhåbentlig ville hun dele lidt mere ud af oplysningerne om denne rejse, når de først var ude for kroen.

Han forstod egentlig godt, at hun ikke ville snakke for meget her på 'Hanen'. Folk havde ikke kun lange fingre, men også lange ører: også selv om de lod til at have travlt med at begrave ansigtet i ølkrus eller kropiger.
"Nej, jeg har ikke adgang til en hest.." Sagde han lidt tøvende. Prisen på heste var ellers ikke den højeste for tiden, for mange af flygtningene, der var kommet til byen, havde solgt deres dyr til gengæld for at kunne få mættet deres familier. Det betød dog ikke, at han var voldsomt begejstret ved tanken om at punge ud for en krikke: krystallerne i hans lomme var trods alt meget sparsomme.
"Men det kan være, at vi så bør gå et andet sted hen for at diskutere disse .. detaljer?" Jarko havde bemærket, at gæsterne ved nabobordet allerede var begyndt at kigge lidt nysgerrigt på Aellas barneskikkelse.

Aella lyste op som om Jarko havde foreslået noget hun ikke selv havde lagt op til. Det var egentlig ikke fordi hun havde noget imod at folk overhørte hendes planer - klientellet på den hårde hane var ikke ligefrem udrustet med den tilstrækkelige kapital - økonomisk, socialt eller intellektuelt - til stikke hende en kæp i hjulet. Det var bare en taktik for at gøre Jarko interesseret. Pirre hans nysgerrighed men også hans varighed, så når hun rent faktisk fremlagde forslaget ville han blive lettet. Apropos, hun ville lige give ham et par timer til at simre.
"Lad os mødes ved den nordlige port i morgen ved daggry." erklærede hun og bankede en lille rytme på træbordet, "så har jeg erhvervet os en hest og vi vil være fri for snagende selskab."
Hun sendte et sigende blik rundt i folkemængden der tøvede kun for at nidstirre en mand der betragtede hende lidt for nærgående.

"Hov, hov, lille dame. Du snakker som om, jeg allerede har sagt ja til hvad-det-nu-end-er, du planlægger." Jarko sendte Aella et brysk blik, selvom han nu ikke mente det så slemt. Hun skulle dog ikke tro, at han bare sagde ja til hvad som helst - og han vidste jo slet ikke, hvor de skulle hen.
Andet end "nordpå". Og at det var noget med at lyve for nogen.

Sansynligheden for, at han ville afvise hendes forslag var dog forsvindende lille. Krystallen, der tidligere var rullet hen over bordet lå nu trygt i hans inderlomme og tanken om at give den noget mere selskab, var fristende. Meget fristende.
Han bemærkede at manden, der blev nedstirret af Aella dukkede nakken igen - på trods af 'Hanens' ry var det sjældent et sted, hvor man blandede sig i andre sager: medmindre man var ude på ballade. Og det slap man sjældent godt fra.

Aellas milde irritation lod sig kortvarigt udtrykke på hendes spidsede læber og rynkede næse, men så blev det også prompte fejet ind under gulvtæppet der var hendes veltrænede smil. Det var egentlig ikke fordi hun havde noget imod hele forhandlingsfasen, frem og tilbage, men selv med et sind der ikke helt var udvikling nok til at opsamle eller forstå alle de signaler der krydsede den klamme krostue, var hun stadig efterladt med en fornemmelse af at have brug for et bad, selv efter bare fem minutter derinde.
"Daggry." Gentog hun bestemt, men hvis Jarko forventede flere argumenter fra hende, skulle han blive skuffet. Og dog, i den relative stilhed efterladt af den lille engel, kunne man pludselig høre endnu en mønt trille på tværs af bordet. Aella sendte barndomsvennen endnu et strålende grin og hoppede så ned af stolen og gik. Hun havde en hest der skulle skaffes.

Man måtte sige, at Aella var en bestemt lille dame. Jarkos næve lukkedes om mønten, der på mystisk vis var begyndt at trille hen over bordet. Han gemte den i inderlommen sammen med den anden mønt, før han i et par hurtige slurke tømte mjødkruset.
Et øjeblik betragtede han barneskikkelsen bevæge sig gennem rummet - man måtte sige, at hun ikke spildte tiden. Han selv håbede på at få sig en god lur, inden denne spontane rejse begyndte.

Når det kom til stykket, glædede han sig til at forlade byen - også selvom det bare var for et kort ærinde. Gaderne var blevet mere og mere fyldte, og selv 'Hanen' havde set mange nye ansigter: folk, der var flygtet fra krigen nordpå. Desperate folk. Der var efterhånden ikke grænser for, hvad disse mennesker ville gøre for at fylde maven for en kort stund.
Af samme grund var gaderne blevet mere usikre, og selv om byvagten blev holdt hen og Jarko havde mere tid til sine lyssky ærinder, var arbejde også blevet sværere at få. Hans hånd fandt et øjeblik krystallerne i inderlommen, som for at tjekke at der ikke var nogen, der havde hugget dem. Så rejste han sig brat og forlod beværtningen.

(Starter du en ny tråd et sted? :3)