//Alle er velkommen til at hoppe ind i denne tråd, uanset race eller køn. Hvad der videre hen skal ske er ikke afgjort, omend jeg har en idé.

En stor rund måne hang på den stjernebesatte himmel og sendte sit hvide lys ned over vandfaldet, hvor vandet konstant kom brusende ned fra højre beliggenheder. Netop på grund af larmen fra vandfaldet kunne man ikke høre den mindre gruppe af mennesker, som sad tæt omkring et lille lejrebål, hvis røde lys oplyste væsenernes ansigter. Der var hovedsageligt mennesker, men der var også et par enkle skabninger, som ikke helt lignede mennesker. Indhyldet i en blød kappe sad en elver lidt væk fra gulvet og lyttede intenst til den dæmpet snak, men der kom ikke et ord ud over hendes rosa læber. Hendes brune øjne var rettet mod forsamlingens andet overnaturlige væsen. En engel, der i sig selv næsten lyste mere op end bålet, som manden sad ved. Han havde lyst hår og de klareste blå øjne, der kunne fængsle ethvert kvindemenneske. Elveren havde dog ikke på noget tidspunkt vist tiltrækning til manden, hvis krop godt kunne ligne en elvers. Slank, med lette antydninger af muskler. Det var heller ikke problemet. Det var ansigtet. Elveren mente ikke, det passede til resten af kroppen. Noget der irriterede hendes øjne grænseløst, men lyden af et fremmed væsen der nærmede sig, fik hende til at vende blikket imod skoven, der lå imellem floden og byen. Hun rejste sig lydløst op og fandt sin bue frem. I en elegant glidende bevægelse fik hun lagt en bue på strengen og begyndte at spænde den.
Skabningen der kom ud fra skoven, efter få sekunder, var hun allerede bekendt med. Hun havde i hvert fald hørt om dem, da hun var lille. Et menneske og en hest kombineret. Aldrig havde hun forstået denne besynderlige kombination, men hun havde hørt at de skulle være gode skytter og kriger. Det overraskede hende derfor heller ikke at se at manden kom med en bue i sin hånd, der hang slapt ned af hans side. Tøvende slækkede hun strengen på buen til den til sidst var slap og hun kunne sænke buen. Kentauren stirrede lidt på forsamlingen, før han med rolige skridt nærmede sig forsamlingen. Hele hans krop bevægede sig med hestedelen i let gyngende bevægelser. De klare grønne øjne scannede forsamlingen og endte ved elver kvinden, der ikke længere var den eneste der stod op. Alle hendes mandlige følgesvende havde også rejst sig op, men selvom nogle af dem, havde en betragtelig højde nåede ingen højde med kentauren, som kiggede ned på dem med en spændt kæbe. Han brød sig tydeligvis ikke om forsamlingen. Den ene hånd var knyttet hårdt om buen, så knoerne blev helt vide og hele kroppen virkede anspændt.
"Velkommen." Lød det fra lederen af gruppen, som rakte en hilsende hånd frem imod heste-mennesket, der efter kort tids tøven tog det og gav et solidt tryk fra sig. "Vi er glade for, at du besluttede dig for, at komme." Han pegede ud imod de andre i gruppen og begyndte at præsenterer dem og deres rolle. Kentauren lyttede i tavshed, mens han blik gik mellem de præsenteret.

En svag puslen i krattet under et par store, tætstående træer, blev overdøvet af lyden af det brusende vandfald. Et par blågrønne øjne holdt øje med lejrbålet og de omkringsiddende skikkelser. Halvræven Maela havde ligget musestille mellem buskene, da kentauren var kommet ud fra skovområdet. Hun havde kun hørt om disse prægtige væsner, og nærmest tryllebundet fulgte hun hestekroppens bevægelse mod bålet.
Det næste, der fangede hendes opmærksomhed, var englen. Aldrig havde hun set så smuk en skabning, og den unge piges kæbe ramte næsten skovbunden, som hun betragtede de forfinede træk.

Det var ikke helt meningen, at Maela skulle befinde sig her: normalt befandt hun sig på den nærliggende Tywing-skole: en stor, slotslignende bygning i udkanten af Medanien, der husede unge, forældreløse børn med magiske evner. Maelas halvdyrsvæsen fik hende imidlertid ofte til at længes efter skovene, og det var ikke ualmindeligt at finde hende strejfende omkring ved nattetide.
Jeg er nødt til at komme nærmere, for at høre, hvad de siger. Tænkte hun for sig selv. Vandfaldets brusen overdøvede lyden af de forsamledes stemmer. Maela begyndte at mave sig fremad gennem krattet for at have en chance for at lytte med uden at tænke over, hvad der kunne ske, hvis hun blev opdaget.

Tøvende trådte han et skridt længere ind imod forsamlingen. Nogle var glade for at få opmærksomhed, andre forsøgte at undgå det så godt som muligt. Thelex var afgjort i den sidste kategori. At blive overset havde han det bedst med, men at være en race der var kendt blandt mange men ikke set ofte gjorde det svært. Det var heller ikke just fordi han var lille. Heller ikke i følge sin races målestok. Derfor var en tur i byen altid noget han gjorde i natten. Nogle ville måske have svært ved at tro det, men han havde aldrig været inde i en storby på en markedsdag. Han havde været der et par gange om natten, men det var kun når folk sov trygt i deres senge og lod bander og kriminalitet herske.
Efter præsentationsrunden var færdig vendte folk tilbage til bålet for at snakke, men før de kom meget videre i planlægningen rakte Thelex hånden op i en gestus for at få de andre til at tie stille. Han lyttede intensivt ud i natten før han så rakte om på ryggen og trak sin bue frem. En pil blev lagt på strengen. I et par sekunder forblev stilheden, før den blev brudt af den hvislende lyd en pil der susede igennem luften og derefter en dunkende lyd da den borde sig ind i træet lige over hoved på skabningen der lurerede i mørket. En brise havde medbragt væsenets duft. Dyr. Rovdyr, men ikke helt. Der var noget andet, som Thelex normalt kun satte på væsner, som havde noget menneskeligt over sig, men stadig havde en stærk tilknytning til naturen igennem en form for dyr. Det var en blanding af lugten fra et menneske og duften fra et dyr, som hans næse altid søgte efter fordi han så ofte var alene med at være sådan en 'hybrid' skabning.

Det var svært at bevæge sig lydløst gennem det tætte budskads. Skovbunden var fyldt af halvvisne blade og små, tørre kviste der lavede en ubehagelig, knækkende lyd, når hun bevægede sig henover dem. Maela var vant til at bevæge sig i naturen, men hun havde ikke den samme forsigtighed og evne til at bevæge sig fuldkommen lydløst, som mange halvdyr, der var opvokset i naturen havde.
Hendes blik var stadig rettet mod englens fængslende udseende, og hun forsøgte ihærdigt at komme nærmere for at finde ud af, hvad der foregik ved bålet. Det var først for sent, at hun indså, at kentauren havde hørt hende, og at han havde lagt en pil på sin bue.

I et splitsekund, da hun hørte den susende lyd af pilen, der fløj gennem luften, troede hun, at hun ville blive skudt, men i stedet lød dunket lige over hendes hoved, da den borede sig ind i træet. Hjertet sad helt oppe i halsen på hende, og hun trykkede sig flad mod skovbunden.
Som hun lå og indsnusede den fugtige jord og bladende under hende, gik det op for hende, at hun ikke kunne slippe væk. Det var for sent - de havde opdaget hende. Hun havde været alt for uforsigtig... "Jeg vil intet ondt." Kaldte hun til sidst med pibende stemme ud i halvmørket. Hun var bange for, at endnu en pil ville komme flyvende, hvis hun så meget som bevægede en lillefinger.

Det var ikke fordi han var sadistisk af natur eller på nogle måde nød andres smerte, men alligevel gav det en form for tilfredsstillelse når man kunne høre at et væsen, der førhen havde haft en form for overhånd, pludselig havde et hårdt bankende hjerte. Bange og skræmt. Det måtte være en lærestreg nok. Han havde jo ingen intentioner om at gøre varig skade på hverken deres gæst eller andre dele af hans omgivelser. Han var ved at vende fokus tilbage imod gruppen foran ham da en stemme skar igennem luften og fik ham til at stoppe. Overkroppen vendte sig imod lyden, mens han kneb øjne sammen for at se bedre igennem mørket.
"Hvad gemmer du dig så for?" Forlangte han at vide. Det var mest af nysgerrighed han spurgte. Om 'gæsten' ville svare eller ej var han egentligt ligeglad med, omend han da gerne ville kende svaret. Buen var sat tilbage på plads hans ryg, hvor det ville blive hængende til den igen skulle bruges. Ikke engang når han skulle sove behøvede han at tage det af, hvilket man så altid kunne diskuterer hvorvidt det så var en fordel eller ulempe.

Maela var klar over, at hun for længst var kommet ud, hvor hun ikke kunne bunde. Som hun lå med ansigtet mod den fugtige skovbund overvejede hun et kort øjeblik at bruge sin teleportationsevne til at komme væk herfra i en fart - her i mørket stolede hun imidlertid ikke nok på sin magi til, at det ville være et klogt træk. Hun kunne lige så godt ende midt i gruppen af de forsamlede, og så ville gode råd være dyre.

Nej, hun måtte gå den diplomatiske vej. Forsigtigt kom hun op på knæ, da det lod til, at der ikke ville komme flere pile flyvende, imens hun tyggede sig lidt i læben - usikker på, hvad hun skulle svare men også bange for, hvad der ville ske, hvis hun ikke svarede.
"Jeg var bare nysgerrig, jeg hørte stemmer og ville se, hvad der foregik.. " Halvråbte hun for at overdøve den brusende lyd af vandfaldet. Hun havde omsider fået stablet sig på benene igen og trådte ud fra budskadset, så kentauren kunne se, at hun ikke var andet end en ganske ung pige. Hendes tanker kredsede stadig om, hvorvidt han ville skyde efter hende igen, hvis hun forsøgte at stikke af gennem skoven.

Bag den pjuskede manke af rødt hår skottede hun nysgerrigt i retning af de andre forsamlede. Hun havde aldrig set en engel før, og heller ikke en kentaur for den sags skyld. De andre forsamlede så ud til at være mennesker, samlet om de lille lejrbål.

Til alt held syntes den fremmede blot at være en pige og ikke en trold eller et andet grumt væsen. Dem var der, i følge Thelex mening, mere end nok af. Han betragtede i nogle tavse øjeblikke pigen. Forhåbentligt havde hun fået svar på sin nysgerrighed bare ved at se, for der skete tydeligvis ikke så meget, i hvert fald ikke siden han var kommet til. Det blev forhåbentligt snart ændret for ellers var der ingen grund til at være ankommet. Denne tanke syntes næsten at være læst fra englen der brød den larmende tavshed der havde lagt sig over gruppen. "Velkommen til ..." Hans øjne var rettet imod kvinden, hvis navn tydeligvis ikke kendte.
"Vi kan da ikke have hende med!" Brød elveren ind, ikke just begejstret ved tanken om at have en eller anden tilfældig tøs trukket med ind i deres hemmelige planer. Det havde de i hvert fald været før hun brød ind.
"Måske kan vi bruge hende til noget?" Forslog et af menneskerne, der ligesom alle de andre målte den senest ankommet med øjne. "Må jeg spørge, hvilke race du er?" Det kunne hele forsamlingen være enige om var godt at vide og ingen kunne se det ud fra udseendet. Hun virkede jo harmløs nok, men man skulle ikke dømme på udseendet. Der var rigelig med skrækhistorier til børn om, hvordan folk var kommet ud i uføre fordi de troede de vidste alt på forhånd.

Maela tog et par dybe indåndinger. Hun var efterhånden overbevist om, at der ikke længere var fare for at blive skudt, og selvom hun ikke var helt glad for den slags folk, der skød først og spurgte bagefter, var hendes nysgerrighed efter at få at vide, hvad det var for noget hemmelighedskræmmeri, der foregik her i ly af vandfaldets brusen, stadig overvældende.
Hendes blik vendtes mod elveren, der kom med et udbrud, der tydeligvis antydede, at hun ikke skulle føle sig for velkommen her - hun tog det ikke som en overraskelse: hun havde også mødt elvere på Tywing-skolen, og det var de færreste, der brød sig noget særligt om andre racer.

Denne elver var dog alligevel i besynderligt selskab, tænkte hun, som hun lod blikket glide over de forsamlede. Hun kunne ikke lide tanken om at hun skulle 'bruges til noget' - men hun fandt det klogest at forholde sig tavs - ind til videre. Disse folk var trods alt alle noget ældre end hende og tilsyneladende også i stand til at slå fra sig - et øjeblik hvilede hendes blik igen på kentaurens bue.
"Jeg er halvdyr." Sagde hun og rømmede sig et par gange for at få kontrol over stemmen. "Ræv." Hun strøg det vildre hår tilbage fra ørerne, så man kunne se, at de var store og pelsede. Hendes hale var nogenlunde gemt bag ryggen, omend den stadig stak frem fra hendes tøj - der var ingen grund til at holde sin race skjult. Det var trods alt rimelig nemt at finde ud af, hvis man blot tog et grundigt kig på hende.

Det var da en positiv ting, at han ikke var ene om at være en såkaldt hybrid, men at det skulle være en tøseræv han skulle dele denne egenskab med var han ikke sikker på, om var godt eller dårligt. Det måtte tiden vel vise. Han tog informationen til sig, men var ikke interesseret i at fortsætte snakken om, hvad og hvem de var. Det kunne de gemme til sener. Utålmodigt begyndte han derfor at skrabe i jorden med sin ene hov, et tegn nogle af de andre syntes at forstå. En af de mænd der ikke før havde talt brød ind.
"Godt, lad os så komme videre. Vores kære gæst ..." Han gjorde en gestus imod Thelex, der ikke brød sig synderlig meget om at blive udpeget. "... skulle jo nødig pludselig smutte." Han trådte mere frem så folk bedre kunne se ham. "Vi har i sinde at gøre noget. Skal vi får alvor hjælpe Lysets Dronning må vi selv tage gribe til." Selvom manden førhen havde lydt næsten irriteret kunne man pludselig mærke, hvordan hans begejstring brød igennem. Måske var det ikke ham der havde fået idéen i første omgang, men at han brændte for idéen var der bestemt igen tvivl om. Det var tydeligt, at der også var andre i gruppen der havde det sådan. Thelex nikkede til at han havde forstået, hvad der blev sagt, men fandt det samtidig morsomt at de ville snakke med ham. Han var ikke ligefrem den mest politisk aktive, men måske han skulle se, om der var muligheder. På den anden side lød det også død kedeligt. Beslutningen var ikke let at tage, så han undlod det og bestemte sig for at smuttede ræven med halen mellem bene ville han også smutte, hvis hun udviste interesse for emnet, hvilket han tvivlede på, ville han forsøge at gøre det samme.

Maela stod og trippede lidt uroligt på fødderne. Hun var tydeligt bevidst om sin egen svaghed i forhold til de tilstedeværende: en blot fjortenårig, spinkel pige i selskab med en flok voksne, der så ud til at være i stand til at slå fra sig .. hendes blik hvilede igen et øjeblik på kentaurens bue. De egenskaber hendes dyreblod gav hende ville næppe gøre meget her - højst kunne hun håbe på at forvandle sig til sin ræveskikkelse og tage benene på nakken, skulle alting gå helt galt. Forhåbentlig ville hun være i stand til at finde tilbage til Tywing-skolen, hvor hun hørte hjemme.

Hun spidsede ører, da en ny stemme blandede sig og et øjeblik troede hun, at det var hende der blev talt om, da ordet 'gæst' blev nævnt. Gestusen blev imidlertid gjort i retning af kentauren, som hun ellers havde antaget var en del af gruppen.
En blanding af lettelse og nysgerrighed opstod i hende, da manden begyndte at snakke noget om Dronningen. Det betød forhåbentlig, at de ikke havde ondt i sinde - tværtimod. Selvom hele dette foretagende med at mødes i nattens mulm og mørke i det ellers så stille Medanien, undrede hende lidt. Hvis de holdt med Lyset, hvorfor var de ikke blandt Dronningens styrker?
Maela vidste ikke meget om politik. Hun var dog klar over, at der var uroligheder i landet, og hun havde også hørt om Dværgerigets nylige fald - noget, der så vidt hun vidste, betød at Lyset stod svagere. Selvom hun godt var klar over, at skulle Mørket overtage, ville det sandsynligvis gøre livet meget farligt for et forældreløst barn som hende, var det ikke noget, hun tænkte videre over. Alt det der med krig og kaos forekom meget langt væk fra hendes verden.