En stor rund måne hang på den stjernebesatte himmel og sendte sit hvide lys ned over vandfaldet, hvor vandet konstant kom brusende ned fra højre beliggenheder. Netop på grund af larmen fra vandfaldet kunne man ikke høre den mindre gruppe af mennesker, som sad tæt omkring et lille lejrebål, hvis røde lys oplyste væsenernes ansigter. Der var hovedsageligt mennesker, men der var også et par enkle skabninger, som ikke helt lignede mennesker. Indhyldet i en blød kappe sad en elver lidt væk fra gulvet og lyttede intenst til den dæmpet snak, men der kom ikke et ord ud over hendes rosa læber. Hendes brune øjne var rettet mod forsamlingens andet overnaturlige væsen. En engel, der i sig selv næsten lyste mere op end bålet, som manden sad ved. Han havde lyst hår og de klareste blå øjne, der kunne fængsle ethvert kvindemenneske. Elveren havde dog ikke på noget tidspunkt vist tiltrækning til manden, hvis krop godt kunne ligne en elvers. Slank, med lette antydninger af muskler. Det var heller ikke problemet. Det var ansigtet. Elveren mente ikke, det passede til resten af kroppen. Noget der irriterede hendes øjne grænseløst, men lyden af et fremmed væsen der nærmede sig, fik hende til at vende blikket imod skoven, der lå imellem floden og byen. Hun rejste sig lydløst op og fandt sin bue frem. I en elegant glidende bevægelse fik hun lagt en bue på strengen og begyndte at spænde den.
Skabningen der kom ud fra skoven, efter få sekunder, var hun allerede bekendt med. Hun havde i hvert fald hørt om dem, da hun var lille. Et menneske og en hest kombineret. Aldrig havde hun forstået denne besynderlige kombination, men hun havde hørt at de skulle være gode skytter og kriger. Det overraskede hende derfor heller ikke at se at manden kom med en bue i sin hånd, der hang slapt ned af hans side. Tøvende slækkede hun strengen på buen til den til sidst var slap og hun kunne sænke buen. Kentauren stirrede lidt på forsamlingen, før han med rolige skridt nærmede sig forsamlingen. Hele hans krop bevægede sig med hestedelen i let gyngende bevægelser. De klare grønne øjne scannede forsamlingen og endte ved elver kvinden, der ikke længere var den eneste der stod op. Alle hendes mandlige følgesvende havde også rejst sig op, men selvom nogle af dem, havde en betragtelig højde nåede ingen højde med kentauren, som kiggede ned på dem med en spændt kæbe. Han brød sig tydeligvis ikke om forsamlingen. Den ene hånd var knyttet hårdt om buen, så knoerne blev helt vide og hele kroppen virkede anspændt.
"Velkommen." Lød det fra lederen af gruppen, som rakte en hilsende hånd frem imod heste-mennesket, der efter kort tids tøven tog det og gav et solidt tryk fra sig. "Vi er glade for, at du besluttede dig for, at komme." Han pegede ud imod de andre i gruppen og begyndte at præsenterer dem og deres rolle. Kentauren lyttede i tavshed, mens han blik gik mellem de præsenteret.