Rain havde egentlig ikke en særlig god morgen. Nu nærmede det sig mere eftermiddag, men hele dagen havde hun rendt uroligt rundt om sig selv i sin hytte. Hendes storebror havde om morgenen været forbi og krammet hende uden at sige noget. Rain var efterhånden van til den behandling og vidste hvad det betød. Det var hvad han gjorde. Han snakkede stort set aldrig, men efter tabet af lillebroren, var han blevet meget mut. Hver gang de dragede hun i krig eller andet hvor det var nødvendigt at de skulle forlade klanen, kom han forbi og gav hende en krammer, og så var han væk igen. Næsten lige så hurtigt som han var kommet. Dette forudsagede selvfølgelig at Rain sad restløs hele dagen og ventede på at krigerne skulle komme hjem. Hvis de bare kunne holde op med at bekrige hinanden hele tiden! Det var selvfølgelig forskellige hvor meget, men lige nu gad hun godt at det bare holdte op.

Rain havde siddet med nogle tørrede planter og hakket ud til forskellige drikke og eliksirer. Efter noget tid og hun havde sat en drik op og koge, gik hun hen til reolen for at finde theurterne frem. Det var noget hun efterhånden også var blevet mester i. Lave en god beroligende the. Denne skulle nu koge i den anden gryde.
Knap havde hun sat den over, før hendes dør blev brutalt åbnet og hun hoppede af forskrækkelse, mens en ligeledes forskrækket lyd, forlod hendes læber. "hva i?!"

Akany var hjem i Rubinien en tur mens han havde ferie fra sin professor post på Tywing skolen. Han synes det var dejlig at være hjemme, Hvor Han kunne besøg et par gamle soldaterkammerater, hvor han kunne snakke om gamle dage. Han havde også fået rapport om krigen siden han stadig af general og fik spise Middag med høvdingen, men det han virkelig var kommet for var at besøge en Bestemt familie.

Han gik så over til huset, hvor han hiv dør op med stor kraft hvor han så, så en unge smuk Kvindelig minotaur blive forskrækket, hvor på han sagde "Det må de meget undskylde frøken men kan de sige mig om dette er Fionntan residensen" mens han kløede sig flovt over øret med bukket hoved. han ledet nemlig efter huset pga. Magius Fionntan som havde reddet hans liv engang og var kommet for at siger tak og sikker sig at hans rednings mand dengang og Familie havde det vel.

Rain holdte sig let til hjertet, som havde givet sig til at galoppere afsted ved forskrækkelsen, men begyndte så småt at falde ned igen, som hun trak vejret dybt ned i lungerne og så lidt bedre på den nyankommende. En nyankommen, som hun kendte ganske udemærket.
"General. Ja, det er det. Kom bare ind" svarede hun varmt og venligt til Akany og gjorde tegn til at han gerne måtte komme ind. Der var en dejlig lugt i hele hytten af urter og varme. Det var ikke en ubehagelig varme, men bare en dejlig duft og lunhed. Det syntes Rain i hvert fald.
"Kan jeg byde dem noget?" spurgte hun smilende, mens hun fjernede nogle skinposer fra det store spisebord, således at det var ryttet og der så lidt mindre roddet ud. Rain var ikke alt for god til holde orden. Hun var en klog minotauer med gode og effektive evner, men hun var også noget af et rodehoved.

Hun stoppede op og vendte sig mod ham igen. "Med mindre De selvfølgelig leder efter nogen?" spurgte hun. Hun tvivlede stærkt på at han var kommet for at se til hende, da de ikke ligefrem kendte hinanden. Selvfølgelig kendte mange i klanen til hendes evner og sans indenfor urter.

Akany bukkede så for hende og undskylde igen og præsenterede sig så selvom hun åbenbare godt vidste hvem han var "Jeg er general Akany Ox Midos leder af Black thunder og hærføre af den royale garde." Hvorpå han trådte ind i det dejlig varme hus, som duftede noget så dejlig, det mindede ham om dengang han var lille og hans mor lavede mad.

Han fik tilbudt noget at drikke og takkede ja til en kop te og beundrede denne dejlig unge frøken mens hun skænkt ham en kop, han rørmede sig så og sagde "jeg leder efter Tritos og ville gerne snakke med ham og takke ham for at have reddet mit liv, jeg skylder ham mit liv, og de behøves ikke at gøre rent for min skyld unge frøken." han kunne nemlig godt lide at det var lidt roddet da han også selv kunne være lidt af et rodehoved engang imellem.

"og hvem er de forresten frøken?" spurgte han så og tog en tår af koppen.

Rain bukkede retur, som han havde bukket for hende. Hun var stadig lidt rundt på gulvet og glemte derfor alt om at præsentere sig selv, som hun normalvis ville havde gjort med det samme. Hun vidste udemærket hvem Akany var, for hvem i klanen gjorde ikke det? Han var en af klanens største og bedste krigere, og Rain havde ikke lige regnet med at han ville dukke op foran hendes dør.

Som Rain skænkede ham en kop the, fortalte han hvorfor han var kommet. Hun så meget overrasket på ham, og måske en smule forvirret også. Hun stod lidt og holdte ved kanden, inden hun fik taget sig sammen til at sætte den fra sig, og endda holde op med at gøre rent rundt omkring sig. Mest fordi han bad hende om det. "Det har han intet fortalt om.. Men selvfølgelig snakker han ikke ret meget mere om nogen ting. Det har han ikke gjort siden.." Rain stoppede sig selv, som hun var kommet til at kigge tomt frem for sig. Nej, det hørte ikke det her til. "Tritos er desværre ikke hjemme. Han er med sin patrolje. Enten i et angreb eller med andet formål. Han fortalte ikke hvad." svarede hun ham ærligt, inden hun selv satte sig ned på stolen overfor ham.

Et undskyldende smil kom frem på hendes læber og hun så ganske flov ud et øjeblik. "Det må De undskylde, hvor er mine manere. Mit navn er Rain Fionntan. Jeg er healer og en af de få druider i klanen. Når jeg er hjemme." svarede hun venligt og smilede til ham.

Besynderlig, at Tritos var ude på patrulje, det ville jeg have hørt om tænkte Akany og tog en tår te mere som smagte af sommer og friske urter. hun præsenterede sig så som Rain Fionntan, druide og healer samt søsteren af manden som han ledte efter, med det dejligste smil han nogensinde havde set.

men samtidig kunne også mærke at der var et eller andet i vejen med Rain, da hun pludselig stoppede sin sætning og skiftede emne. "Så du er søster til Tritos, manden der reddet mig" sagde han med en meget rolig stemme og forsatte Har han aldrig fortalt den historie til dig?, nå han er sikkert bare for beskeden, men jeg kan godt fortælle dig den hvis du gerne vil hører den" og smilte så sødt til hende.

han satte sig godt til rette i stolen og kiggede dybt ind i hendes vidunderlige smukke nøddebrunen øjne, hvorpå han siger "eller er der noget andet jeg kan hjælpe dig med."

Rain havde ikke styr på hvornår der var patruljer ude eller ej. Hun vidste som regel kun hvornår de kom tilbage. Enten fordi hendes bror ankom til hjemmet, eller fordi hun blev hidkaldt til healingsområdet. Det var nogle gange et stressende arbejde, men det var tydeligt at mærke, at Rain levede og åndede for sit arbejde og overbevisninger om fred. Det var bare svært at få igennem. Både som kvinde, men også som minotauer ude i Krystallandet. I hvert fald i visse områder.

Rain nikkede venligt. "Ja, lillesøster. Vi er.. var fire børn i alt. Tritos er nu overhovedet i familien." Rain rystede let på hovedet som svar til om Tritos havde fortalt hende noget. Det havde han ikke. Hvilket slet ikke var unormalt. Han var både beskeden, men heller ikke glad for at tage krigen med hjem i huset. "Jeg vil meget gerne hører den, sir." svarede hun og besvarede hans smil, med et af sine egne. Hun var vokset op med historier om hvad der var sket i krigen. Hendes far havde selv været der og udkæmpet en del.

"Oh jeg har ikke så meget at lave i dag, andet end normale pligter. Jeg vil være glad for blot at tale lidt." svarede hun med et smil. Hun ønskede skam heller ikke at sætte ham i arbejde midt i det hele! han var en gæst i huset og skulle behandles med respekt. Som alle deres landsmænd skulle ifølge Rains hoved.

"Okay så starter jeg" sagde Akany så lænede sig tilbage i stol. "Der er snart 5 år siden, hvor vi havde fået en mission, som jeg ledte, om at patruljere en landsby for overlevene, vi havde fået et tip om at Tidros klanen havde angrebet byen, så vi satte ud mod lands byen. Efter af have gået i 10 dage kom vi så kom frem til lands Byen, som var fuldstædig øde lige ved første øjekast, så vi begyndte at checke husene for om de var indenfor, men det var ikke landsbyboerne der var indenfor."

Akany stoppede hurtig for at tage en tår te og forsatte "Det var et bagholds angreb, som Tidros klanen havde sat op, jeg gik så efter deres leder vi kæmpede i lang tid, under kampen var vi kommet over i et andet hus, og han gave mig det her" Akany peget på et snit i hans horn. "jeg fik ham endelig ned, hvor han lå næste død, hvorefter han grinede, og jeg tænkte hvad fanden griner han af, han er jo så godt som død, og så skyd han en ild kugle mod loftet, som fald ned over mig og slog mig bevidstløs, mens huset var brudt i flammer, det næste jeg husker er at jeg er hjemme i Midos Klanens hovedstad på et healingshus hvor jeg så drejer hoved og ser din storbror Tritos, hvor efter han fortæller mig hvad der var sket og hvordan han havde hjulpen mig ud fra den brændene bygning og løftet mig hele vejen hjem. efterfølgene tilbud jeg ham en plads i Black Thunder eller den Royale garde, hvorpå han takkede nej. Jeg fortalte ham så, at hvis der nogensinde var noget, han eller hans familie havde brug for skulle han bare sig det til mig og, at jeg stod for altid i hans gæld."

Akany satte sig så opret igen og drak sin te færdig, og smilte til Rain.

Rain sad roligt og lyttede til Akanys fortælling. Hun holdte rundt omkring sin kop med begge sine hænder, og tog indimellem en tår af sin the. Hun holdte øjnene på ham under hele fortællingen, og lod kun hendes øjne afsløre hvorvidt hendes følelser var omkring situationen. Det var en brutal historie, som en krig hun godt kunne huske. Om bagholdsangrebet og hvor mange der var omkommet. Hun vidste hendes bror havde været der, men havde aldrig hørt hvad der egentlig var sket.
Tritos var generelt en stille minotauer, meget alvorlig i sine træk og sagde ikke noget med mindre det var nødvendigt.

"Den historie har jeg aldrig hørt før." startede Rain stille ud, med et lille smil på sine læber. Selvfølgelig var hun stolt af sin bror og over hans bedrifter, men også bedrøvet over at han aldrig snakkede om det. Aldrig fortalte dem hvad der var sket. "Jeg husker krigen, husker bagholdsangrebet, men mere fik jeg aldrig fortalt. Jeg husker at mange kom såret hjem, og havde behov for healing.. " Rain vidste ikke rigtig hvad hun mere skulle sige. Hun var taknemmelig for at Akany ville hjælpe hvis der var det de havde behov for, det gav en trykhedsfølelse, der var anderledes end hun før havde kendt til. Hun sad lidt og kiggede ned i det resterende af sin the lidt tid, inden hun løftede blikket og lod sine tanker være. "Vil De havde mere the?" spurgte hun efter lidt tid, med et smil på sine læber.

Akany sad lidt og beundrede den unge Rain mens hun snakkede til ham, hun er den smukkeste minotauer, jeg nogensinde har set, nah hun er nok lovede væk tænke Akany. Han takkede pænt nej til en ny kop the og rejste sig fra bordet og sagde så "jeg må nok heller kommer over til høvdingen og se hvad din storebrors patrulje laver siden jeg ikke ved det og jeg er endda høvdingens øverste militær rådgiver og en af hans generaler."

han bukkede på gensyn og begyndte at gå hen mod døren ud så vendte han sig om og sagde "husk nu at jeg altid vil være til jeres families tjeneste, så husk at kald eller opsøge mig lige meget hvad det er der er problemet og jeg ville hjælpe af alt min magt og pas godt på dig selv kære jeg vil nødig se dig komme til skade" med en alvorlig tone og smil på læben. han tog så sine 2 sværd og putte dem tilbage i deres skeder, og hægtede sin kappe på og åbnede døren.

Et tydeligt streg af bekymring var over hele Rains ansigt. Hvis Akany ikke vidste hvorfor patruljen var ude, hvad i al verden var de så ude i? Alle muligt tanker gik igennem hendes hoved, selvom hun forsøgte at se så rolig ud som overhovedet muligt. Hun nikkede til ham med et smil på læben.

Rain rejste sig, kort tid efter han havde rejst sig og lavede et let buk for ham også og smilede varmt til ham. "Jeg vil gøre hvad jeg kan for at passe på mig selv. Tak. Kom endelig tilbage engang imellem til en kop the." svarede hun smilende og så ham gå ud af døren. Hun stod lidt tilbage, og kort tid efter skyllede bekymringerne ned over hende. Hun begyndte at blive rastløs og gik frem og tilbage i hytten. Det endte med at hun til sidst tog sin kappe over skulderne og gik ud af døren. Nok var det ikke det klogste, men hun trængte til luft. Hun gik derfor ned mod et skovlignende område, mens hun tjekkede at der var plads i hendes skuldertaske, hvis hun skulle finde nogle urter.

Det var ikke unormalt at Rain gik ind og ledte efter urter af forskellig art. Hun var nået langt ind i skoven og opdagede helt tilfældigt et område med helt almindelige camille blomster, som hun brugte til the. ikke nogen stor opdagelse, men de var altid gode at havde. Rain havde ikke siddet der længe før der kom en skikkelse frem fra busken ikke langt fra hende, med et ubehageligt grin. "Her havde vi ellers ventet at der kom patruljer forbi, og ikke sådan en sød lille sag som dig." Rain vendte sig med et ryk, med den lille urtekniv strakt ud foran sig i forsvar. Ikke at det ville være til stor hjælp. Ikke mod hans våben, og der så ud til at komme flere, som Rain forsøgte at bakke væk derfra. "Skal vi prøve noget nyt drenge? Det er lang tid siden at Tidos klanen har taget gidsler.." Panikken bredte sig i Rains ansigt, som tog chancen og løb. Noget ramte hende i baghovedet, som gjorde at alt blev sort omkring hende, og hun faldte til jorden.