Det var tidligt aften. De fleste krystalisianere der boede i Medanien havde fundet deres ro i de små hyggelige hjem der var alle steder i denne del af landet. En ro, der ikke kom til at vare så længe, som de højst sandsynligt havde håbet på. En ro, som ville blive deres værste mareridt inde for få øjeblikke.

Samson stormede ind mellem et par huse, skrigende gal, og legede med ilden omkring sig. Hans store monstrum af en krop vraltede brutalt fra side til side som en anden tumling.
Stråtage var det nemmeste at sætte ild til. De fleste hustage i Krystallandet var lavet af strå, så for en ildmanipulerende kriminel type, blev det ikke bedre.

De hvide øjne flydes sig ved synet af krystalisianere der valgte at tage spurtet. Til nogles uheld, endte de med at blive grebet af magnetismens faretruende greb. Handlingen derefter var varierede og alligevel så ensformigt. Handlingerne endte i offerets død.

Han så sig over skulderen. RT medlemmerne havde spredt sig, og gik ind i Medianens by fra alle vinkler. Der var ét formål. Det hele skulle destrueres, og folk terroriseres.

En ting var sikker... Alle beboernes liv hang i en meget tynd tråd, så kun skæbnen og deres guder ville kunne redde dem nu.

"LAD INGEN UNDSLIPPE! LAD INTET FORBLIVE INTAKT... UDRYD DET HELE!" Lederen skreg af sine lungers fulde styrke. Den dybe stemme var ikke til at tage fejl af. Den hæshed der var over den, gjorde den gang på gang mere brutal og frygtindgydende at høre på.
Øjnene var fyldt med lyster for blod og vold. Han holdt sig ikke tilbage i dette stadie, og hvis nogen gik ham i vejen af hans egne, ville han ikke tøve.

Han havde behov for dette stadie.. Varsler om forudsigelse gjorde ham gal - eller rettere sagt: I for lang tid gør ham splitterravende sindssyg.

Han flåede en dør op, til et af husene der var på hans vej. Huset var tilsyneladende tomt. Han kiggede rundt, trådte ind og lukkede mere forsigtigt døren efter ham. Han trådte frem så trægulvet knirkede under ham. Han stoppede op et øjeblik, da han støjede.
En puslende lyd hørtes længere inde i huset et sted fra - han var ikke alene.

Han vandrede med rolige skridt længere ind i huset, og kiggede med tomme øjne ind i de forskellige rum, han passerede. de hvide øje ledte efter noget levende, det var der ingen tvivl om. Hvem der end var i huset, måtte han være opmærksom. Det kunne være en der ikke tøvede med at svinge med en økse, det kunne være en syg en af slagsen, eller til og med.... et barn.

Barnefødder kunne ses under en seng, selvom barnet tydeligvis gjorde sit for at gemme sig.

Han trådte ind i værelset, og der var bidende stilhed i rummet.
BUM!
Et lille rædelsskrig kom efterfulgt ved lyden af en reol, som Samson havde væltet inde på værelset.
Han elskede denne situation. Situationen hvor han vidste, at offeret blev mest bange - specielt fordi det vidste, at det var blevet hørt, men endnu havde et spinkelt håb om, at det kunne være blevet skjult af det andet larm.

Han trådte frem, bukkede sig, og greb sin store næve ind efter pigens spinkle ankler og trak hende ud.

"JEG BE'R DIG, JEG BE'R DIG! Lad.. lad mig.. gååå" Et par lyseblå øjne mødte hans egne hvide. Han så ind i de små øjne der var fyldt med frygt og tårrer. Selvom hun hang på hovedet i hans greb, forsøgte hun at gøre sit for at slippe fri.
Hun slog ud efter hans ben lidt efter at hun havde bedt om sin frihed.

Der var ingen form for medfølelse i Samsons krop. Han så på hende, som om hun var et stykke kød, og absolut intet andet.
Han hankede op i hende og holdt hendes fod op over hans eget hoved.
Langsomt lod han sig nærme hendes lår. Han tog en dyb indånding gennem næsen. Næseborene fyldtes af piges duft fra benet..

Han blottede sine tænder, lukkede alt pigebarnets skrigeri ude og bed ud efter hendes lår.
Pigen skriger af sine lungers fulde kræft, og kæmper imod. Hun får ramt helt rigtigt og rammer i mellem benene på ham, inden han nåede at få en bid af hende. Han bider tænderne sammen og giver sig et par klagende brølelyde fra sig. Raseriet stiger ham til hovedet, og han kyler hende direkte ind i væggen op til flere gange, hvor hun rammer med hovedet først. Første slag var nok til, at hun gik ud som et lys. Alligevel fortsatte han op til mange gange efter, og slog hendes hoved til blods, så man ikke længere kunne ane, at der havde været et hoved.

Hovedet var sammenpresset, som havde der netop kørt en hestevogn hen over hovedet på hende.
Han brølede af sine lungers fulde kraft.

"FORBANDEDE MØGTØS, JEG SLÅR DIG IHJEL! IHJEL! JEG SLÅR DIG IHJEL....!" Han gentog sætningen op til flere gange, kom aldrig videre. Blodet var overalt i rummet. Pigens krop var snart flået i flere stykker og hendes lemmer blev kastet rundt. Anklen som han havde haft fat i til at starte med, havde han stadig sit faste greb omkring. Forskellen var nu den, at der kun var det og et stykke af benet der hang sammen med det stykke.

Han brølede og endte pludselig ud i et voldsomt hoverende grin. Han grinede og han grinede.. højere og højere. Galskaben havde indtaget sindet, og det så ud til at være kommet for at blive.
Han trådte ud af rummet, kastede ild omkring sig igen, og trådte atter ud af huset, stadig med det halve ben i hånden, hvor han havde sit tag i anklen.

"VIDERE!" Skreg han kommanderende til sit folk, mens han stadig brølede sindssygt og ledte efter sine næste ofre.
Inden længe, stod hele byen i brænd....



(Plot for RT-medlemmerne. Hvert medlem kan skrive 1 indlæg for at ødelægge byen. I er velkomne til at skrive mere end bare det, men så skal I aftale indbyrdes hvordan I gør. Samson vil ikke være tilgængelig til besvarelse for jeres karakterers handlinger)

Bandens angreb bragte kaos til byen, hvor folk få minutter forinden havde været optaget af hverdagens ligegyldigheder, såsom at få deres småbørn til at spise deres salat, eller at få vasket gulvet af. Alle var de dog nu blevet klogere, der var ingen tid til denne slags småting, for Samson var i byen. Skrig gav genlyd gennem gaderne, som ilden blussede op et par gader væk. Der var ingen tvivl om hvor Samson var trådt ind henne.
En ældre dame, der var søgt til byen efter hendes hjem var blevet brændt ned et par uger forinden, tog en albuen i siden, fra en yngre og hurtigere flygtning. Mens hun ømmede sig over slaget så hun hvordan sand skød frem fra jorden og greb om manden der havde skubbet hende af vejen og knuste ham, så blodet malede stenmuren rød. Hendes øjne søgte efter angriberen, men noget andet fangede hendes øjne inden. En pige.
"Alice?" Kvindens stemme var uhørlig i larmen, men uden tanke om sin egen sikkerhed kravlede hun imod pigen. Hun kendte hende. Hun var af hendes eget kød og blot. Et barnebarn. Formodet død, dræbt af hvem end der brændte hendes families hjem til grunden. Som hun kom nærmere begyndte glædestårer at glide ned af hendes kinder. Midt i dette kaos var et mirakel sket. Hun havde genfundet sin familie, hun var ikke længere alene. Med tårer glidende ned af kinderne greb hun ud for at omfavne sit barnebarn. Hun følte en prikkende fornemmelse i maven og en undren spredte sig over hendes ansigt, som en varm væske flød ned over hendes mave. "Alice?" Stemmen lød nu spørgende. Hvad var der sket? Alt energi syntes at forlade hendes krop, som hun faldt ned på siden. Hun så nu for første gang rigtigt på sit barnebarn og den blodrøde kniv hun bar i sin hånd. Det tomme ansigt der ikke så meget som anså hendes eksistens for sig. "Hvad er d..." Hendes stemme døde ud som livet forlod den gamle krop.

"Glimrende arbejde Tam" Klukkede Denaro bag den lille pige. Den rødhårede mand var iklædt bandens dragt af rød og sort og foran ham stod den lille pige kaldet Tam. "Dræb enhver der kommer os nær"
Ordren var absolut. Den var alt hun forstod, ingen følelse af venskab, kærlighed eller had kunne stoppe hende fra at udføre den, for ingen følelse eksisterede i pigen, der straks svag sin kniv imod et barn, ikke meget yngre end hende selv, der var faldet på gaden. Hendes tøj var sølet i blod og hendes kniv skød en bue af væske hver gang hun svang den. Han måtte huske at takke Tara for hvad hun havde gjort ved barnet.
Denaro stod midt i gaden. Han havde udvalgt sig den mest trafikerede gade han kunne og sand skød rundt om ham med en magisk kraft kun få krystalianere kunne kæmpe lige op med. Søjle skød fra jorden og gennemborede deres ofre. Andre blevet grebet, indhyldet og knust. Ingen undslap den rødhårede mand, alle blev de grebet, spidet eller knust.

Tre mænd, med tiltro til deres magiske kræft, vendte sig imod deres angriber. Hver bar de våben og havde aftenen forinden pralet af deres bedrifter som eventyrer. Den første, med langt blod hår, greb sit sværd og satte imod deres fjende. Klingen lyste op af magisk ild klar til at smelte sig igennem ethvert forsvar. Bag ham samlede hans venner deres magi i en magisk kugle. Beskyttet af deres fremstormende blonde rejsefælle kunne de samle kraft nok til at dræbe den rødhårede mand og redde ikke blot dem selv, men enhver anden der flygtede langs denne gade.
Sværdet blev slynget imod Denaro, men før den nåede nært målet skar et magisk våben, et spyd, igennem luften og skilte hænder fra arme. Til ros af manden slap fingrene aldrig våbnet, heller ikke efter det borede sig ind i muren bag Denaro, men det hjalp ham intet. Inden smerteskriget nåede at forlade hans læber skød den lille pige frem og skar nådesløst struben over på ham, så han livløst faldt til jorden i en pøl af blod.
De to venner så ham falde, men før de kunne sende deres bombe afsted skød søjle af sand op under dem og gennemborede deres kroppe og bomben gik af mellem dem. Eksplosionen sprøjtede deres kroppe ud på huse og nærværende krystalianere, der blev væltet af kraften, blot for at blive knust af den rødhåredes magi.
Dette var Denaros mesterværk. Lugten af blod fyldte luften og dækkede jorden, som vand efter måneders regn. Han begyndte at gå nærmere byens midte uden at bekymre sig om de der ikke forlod deres hjem. Samsons ild skulle nok snart nå dem og tvinge dem ud. De skulle være de overlevende der kunne fortælle videre om dette mesterværk. Hvis de da slap væk fra resten af banden.

Væmmelse; Det var den første følelse der skar sig gennem Rafixuls sind, da Samson gik løs på byen som en hund med rabies. Men det kunne ikke løses. Manden var deres leder, og sådan var det nu engang. Man kunne kun håbe, at han blev mindre psykotisk senere.
Da de endelig kom til byen og lugten af ild, brændt kød og blod fyldte hans næsebor, dukkede den næste følelse op; Vrede. Et så altopslugende raseri, at Rafixul var mere end blot tæt på, at forvandle sig. Hans øjne flashede kort gult og en dyb, guttural snerren forlod hans mund, dybt nede fra hans hals. Derefter var der en snert af en tredje følelse; Selvkontrol. På trods af de små stride hår, der kort havde vokset sig frem på hans hud, så beholdt han sin menneskelige skikkelse og hans øjne kom tilbage til den penetrerende, isblå farve, de normalt var. Men de andre følelser var der stadig. Væmmelse, raseri, selvkontrol. Han holdt på dem, som han langsomt gik ned af den store, befolkede gade, hvor folk løb skrigende bort.

Han havde bukser på, støvler og sit våbenbælte. Ingen skjorte. Hans muskoløse, adræte overkrop var bar og arret. Og hans ansigt var allerede smurt ind i blod fra de forbipasserende mennesker, der døde tilfældigt her og der.
Rafixuls arbejde bestod ikke i, at dræbe små børn. Det var under ham. Det var tøsearbejde, for børn kunne ikke stå imod. Hvor var æren og det gloriøse moment i det? Som han stoppede, ved en bygning, hamrede han sin højre arm ind i den, skabende et større hul i muren. Da han tog fat og med et højt brøl flåede tilbage, røg flere murbrokker af væggen og han trak sin dværgelavede daneøkse, som næsten kun han kunne løfte, og smilede til folkene i kroen.
"Så er festen ovre, gutter!" Råbte han, ophidset, mens han gik inden for, og samlede et bord op med en hånd, kun for at kyle det ind i de første tre der forsøgte at flygte. Den næste der gjorde en handling var udsmideren. Et stort brød. Ikke stor nok. Rafixul stirrede på ham, for han klaskede ham én på siden af hovedet med den flade side af øksen. Det var dog stadig nok til, at mase kraniet ind på ham, og kort efter var alle krogæsterne døde, i den heftige enmandskamp, Rafixul havde haft med dem. Da han gik ud af bygningen, var det med et monstrøst sår i siden af hovedet, som han dog healede, ved at sætte en blodig finger i.

Og så kom muskelarbejdet. Han vendte sig mod bygningen, og med et brøl, begyndte han at tæske løs på væggene, både med sin økse og med sin krop. Der gik ikke meget længe, før den kollapsede og han kunne gå videre til næste bygning. På vejen, så han Denaros lille show. Væmmelsen skyllede kort op i ham igen, men han lod det ligge. I stedet gik han roligt forbi den rødhårede mand.
"Hyg dig, rødtop," var hans eneste ord til manden, som han gik mod smedjen. Han hadede at ødelægge gode smedjer, men denne var heldigvis ikke god nok til hans præferencer. Det måtte vel gå an.

Det gav en tør hvidslen i de brune fjer, som elveren gled gennem luften, hun havde et godt overblik over byen fra den højde hun befandt sig i, et godt overblik over banden og over hvad der manglede.
I en buet bane gled hun ned og landede på et stråtag der endnu holdte stand, det ville ikke vare længe. I den ene hånd holdt hun en fakkel, der kort efter fik lov til at kysse det stråtægte tag, der med det samme begyndte at blusse op. Tara tog et par gaddrengehop hen ad tagryggen, vingerne hjalp med at holde balancen på det smalle tag, indtil hun nåede kvisten, hvor hun stoppede op og betragtede taget sætte i fuld brand. Så bøjede hun nakken bagover og lod en perlende latter fylde luften, en gal latter, der vidnede om, at elverens sind ikke var raskt.
Så sprang hun ned, svævede kort, inden hun satte i løb langs gaden.
En familie flygtede ud af huset, moderen med et spædbarn på armen, faderen med de mest vigtige ting under armen og en lidt større langhåret pige i den anden hånd. Så kom det, det gale smil fra den rødhårede elver, der kort efter tiltede hovedet, familien var mennesker og havde tilsyneladende ingen magisk modstand. Mentalisten gik straks igang, lod sig synke ind i sindet på moderen. Faderen, en stor grov skikkelse, muskuløs og med et stort skæg og dybe brune øjne stirrede vildt på Tara, han vidste, at hun var med til at skabe dette vanvid.
"Hold dig væk.." knurrede han aggresivt, inden han pegede mod elveren med en hærdet hånd "Hold dig væk fra mig og min familie, I har allerede taget alt hvad jeg ejer og har!"
Tara trak på skuldrene, ligegyldigt, så kom det igen, smilet der lyste galskab og vanvid.
"Jeg er ligeglad, jeg undres dog, hvis du skulle redde livet på en af dine børn, hvilket skulle det så være? Den lille, som endnu intet har oplevet, eller den store, som allerede har været vidne til denne verdens grusomheder?... Du ved ikke hvad du har mistet og hvad du endnu har!"
"... du er sindssyg!"
Et svagt host og en gispen fulgte efter, fik den hærdede bredbrystede mand til at vende opmærksomheden mod sin kone, der i mellemtiden havde kvalt deres yngste med de bare næver. "Camile, nej, STOP, hvad gør du?"
Tara slap kvindens sind kort efter døden var indtruffet hos spædbarnet, det gik omgående op for kvinden hvad hun havde gjort, som straks stak i et hjerteknusende hyl, mens hun knuede det døde barn ind til sig. Pigen, med det lange korngule hår var i mellemtiden løbet over til Tara, med et lille psykisk skub virkede den rødhårede elver nu pludseligt meget mere indbydende end både mor og far. Tara gik på knæ og omfavnede pigen, med høje protester fra den bredbringede herre.
"Og se nu, nu slår din far, din mor ihjel af vrede!" Tara smilede, pigen skreg, men flyttede sig ikke. Ud af de få ejendele drev den store mand en kniv, der ikke længe efter blev boret gennem maveregionen på hans ellers elskede kone. Tara sukkede, mennesker var for lette, i hvert fald dem født uden magisk kunnen. Så pustede hun en lok væk. Nu var det faderens tur til at indse hvad han havde gjort, et vanvid bredte sig i ham, han stirrede mod elveren med et had og et raseri kun en forældre er i stand til. I mellemtiden sank pigen med det korngule hår sammen under Taras berøring. Hun ville aldrig komme til at fungere som et normalt menneske igen, hun ville være en grøntsag der ikke kunne tale og tænke og alligevel ville hun være det eneste den fuldvoksne mand havde tilbage at leve for.
Det var et direkte ondskabsfuldt smil der gled over Taras læber, inden hun satte af fra jorden og fløj til den anden ende af byen. En frydefuld latter var det eneste hun efterlod sig mens den fuldvoksne mands forbandelser aggresivt døde ud efter hende til en tør og ensom hulken.