Denne gang havde Hakim ikke sine mænd med. Om Cate lurede i skyggerne, vidste han ikke, men han havde udtrykkeligt bedt dem alle om at vente i lejren. Han skulle have en opgave her, til gruppen, men kontakten ønskede kun at se lederen. Det var forståeligt. Nogle var vel lidt paranoide?
Da han viste sig i døren, var det i noget af det pænere tøj, det meste af det i en pæn rød farve men med en brun ruskindsjakke uden over. Staven var ikke med, denne gang heller, men han havde da sin ryttersabel hængende i bæltet.
Han havde også rettet lidt på håret, bare for at se lidt præsentabel ud, men hans blik kunne stadig ikke ændres; Det var hårdt og analyserende. Som en person der havde set lidt for meget. Og guderne skulle vide, at Hakim havde set alt, alt for meget.

Han trådte ind på den lille kro, hvor den sædvanlige mur af sved, øl og røg ramte ham lige i ansigtet og fik ham til, at stoppe op kort, før han trådte inden for og så sig omkring. Kontakten havde nævnt, at han eller hun ville antaste ham, så han satte sig hen til et bord til at starte med, bare lige for at komme ind ad døren. Ikke lang tid efter kom en kvinde over til hans bord. En rødhåret kvinde, der holdt på en vinflaske, der var blevet åbnet. Hun satte sig over for ham med et vidende smil på læberne og hilste.
Så hældte hun to glas op og det begyndte at tale handel.
Sådan gik der en halv time, før Hakim kunne mærke ubehaget. Han frøs, noget pludseligt og følte sig virkelig omtåget, mens han var godt i gang med at lytte til en forklaring fra kvinden. Han begyndte at gnide sine tindinger let og blev overrasket over, at han sad og koldsvedte og at hans hænder rystede. Svimmelheden gik ham til at gribe om bordkanten, mens han kiggede forvirret på kvinden.

"Tak for samarbejdet," hørte han hende fjernt sige, mens hans tilstand blev værre. Hans hjerte bankede og han så kort dobbelt, til han kneb øjnene sammen for at fokusere. Det her var ikke rigtigt. Der var noget galt, det havde han efterhånden gættet, men da han ville rejse sig op for at konfrontere kvinden, var det eneste han formåede, at vælte ned på gulvet, hvor han slap og patetisk rodede rundt for at komme op. Men det gik ikke. Han rystede voldsomt nu og kunne ikke trække vejret ordentligt.
"Det beklager jeg, krovært, jeg troede ikke han var så dårlig en drikker," undskyldte kvinden mens hun rejste sig op fra bordet og begyndte at gå hen mod kroværten. Hakim kunne ikke lade det ske.
Da han forsøgte at tale var det eneste der kom ud af munden på ham en halvkvalt lyd, der ikke gav mening. Hans eneste forhåbning var lige nu, at Cate var her. Men så ville hun jo være dukket op nu?

Caitlin havde siddet godt skjult i sit hjørne af kroen, hvor skyggerne var tættest og de færreste så hen. Hun havde ryggen dækket og frit udsyn til alle der kom og gik, samt til baren, der her som alle steder var hjertet af krostuen. Hendes blik forlod manden hu talte dæmpet med so døren gik op og en rødklædt herre trådte ind. havde en krigers gang og holdning, men også noget andet over sig, der fangede hendes nysgerrighed og holdt den til ham. Hun forlod dog ikke sin plads eller afbrød sin samtale for så lidt. Ikke som hun havde fundet en der ville betale hende for at gøre lige det hun legede med at gøre i tankerne alligevel - tage et kig på borgen, som alle her tilsyneladende vidste var beboet af Rutilus Taurus banden. Et medlem eller rettere sagt lederen af banden havde tidligere fanget hendes interesse på en anden kro og det var tildels hvorfor hun var så langt fra hovedstaden denne aften. Det og så en lille affære med en baron der ikke brød sig om tillyttere på sine smuglerier.

Så at manden overfor hende ville betale hende for et lille indbrud var bestemt værd at snakke med ham om. Så det gjorde hun, mens hun diskret holdt øje med kroens andre gæster og specielt den rødklædte. Især da en rødhåret kvinde slog sig ned ved hans bord med en allerede åbnet vinflaske. noget ved hende virkede forkert... påtaget, men som intet skete, lod Caitlin sin opmærksomhed glide fra parret til hun havde afsluttet si handel. Med et sil gav hun manden hånd og forlod bordet. Det var på høje tid at flytte sig og det gjorde hun op i baren.

Ikke længe efter så hun kvinden rejse sig fra bordet og i det korte øjeblik var et ægte smil på dennes læber. Koldt, kynisk og tilfreds, som havde hun lige klaret en opgave og var umådeligt tilfreds med sig selv. Hvilken opgave kunne Caitlin gætte, som manden faldt ned fra sin stol og tydeligt havde det alt andet end godt. Så ramte kvindens parfume Caitlin og et hårdt glimt trådte frem i hendes blå glimtende øjne. Den sidste brik i hvor hun havde set kvinden før og hvorfor hun ville elske at ødelægge fruentimmerets opgave bag hendes ryg. Hun strøg forbi hende med let usikre skridt og vandrede hænder der hurtigt og usynligt for det blotte øje fandt alt af værdi på det uvidende offer og vigtigst af alt en lille flaske med modgift. Giftmorderen der drak med deres offer havde altid modgiften nær så de kunne tage den lige før de serverede den for den anden.

Caitlin undskyldte sløret, smilede så stort til en mand siddende nær den faldne før hun lod sig synke ned på den forladte stol, hvor hun kunne stjæle en tår af mandens øl til stor morskab fra hans kammerater. I mens de lo og jokede lod Caitlin blikket glide efter kvinden, der lidt for sikker på egen succes valgte at gå før offeret udåndede. Fornuftigt nok, når hun iværksatte det så offentligt, men også dumt. Caitlin ventede til hun var væk, før hun puffede let til manden og så sank ned ved siden af ham, mumlende dæmpet. "Amatør fejl at drikke med en fremmed på den måde..." Hun drejede hans ansigt let, så hun kunne hælde indholdet af den lille flaske i ham i dække af at forsøge at ruske liv i den håbløst fordrukne. Højt sagde hun. "Heeey sweetheart. Tid at stå op og lade være med at ligge i vejen..."

Hakim kunne ikke andet end at se forskræmt til, mens hans krop langsomt bukkede under for giftens effekter. Han rystede ikke så meget mere, men til gengæld havde han virkelig svært ved at bevæge sig, og hans syn var begyndt at blive udvisket. Det gik hurtigt. Alt for hurtigt. Og mens han lå der og hev efter vejret, gik alting som det skulle på resten af kroen. Folk lo, drak og havde det sjovt. Den rødhårede kvinde gik sin vej, efterladende ham dér, i sin uheldige aften. Cate var her ikke. Hvorfor valgte hun af alle dage, denne, at høre efter hvad han sagde? Hun skulle være forblevet ulydig og paranoid og være fulgt efter ham som hun plejede! Hvor ville han ønske, at han havde ladet være med, at bede hende om at blive hos resten af hans mænd.

Det var først da han hørte en anden kvindes stemme, og mærkede at hun rykkede rundt med hans hoved, at han stoppede med at panikke. Der måtte være en løsning, og idet en væske blev hældt ned i halsen på ham, begyndte den tunge følelse af døs og udmattelse at forsvinde. Ganske langsomt kom han til sig selv, og da han endelig kunne få ordentligt luft, trak han den nærmest grådigt til sig, mens han greb fat i kvindens håndled - ren refleks, hvorfor vidste han ikke - men nu havde han gjort det. Hans greb var dog ikke hårdt, overraskende nok. Selvom giften lige så stille blev nedkæmpet i hans system, så var han stadig ret omtåget og hans blik mødte hendes, noget mat.
"Stor fejl," fik han frempresset, mens han anstrengt satte sig op. Tankerne fløj rundt i hovedet på ham. Hvorfor ville den rødhårede kvinde have ham dræbt? Nej, det kunne vel ikke.. "Åh nej," mumlede Hakim, mest for sig selv, men det var tydeligt, at han havde begået sit livs fejl. Han burde ikke rende rundt alene, når hans lillebror vidste at han var i live.
"Jeg... Tak, jeg.. Mener, undskyld, jeg flytter mig nu," og med de ord fik han også kæmpet sig på benene, bleg og med geléagtige ben. Han skulle tilbage. Men da han først satte sig ned i den stol han havde siddet på før, følte han ikke ligefrem for, at rejse sig op igen.

Caitlin nåede at blive en smule bekymret, som hun så manden give efter for giften for hendes fødder, men hun kunne ikke gribe ind, før kvinden var forsvundet. Da det skete spildte hun heller ikke tiden et sekund mere, før hun fik hældt modgiften i ham og nogenlunde uden at det kunne ses hvad hun gjorde ved ham. Nok reddede hun hans liv, men det var jo ikke ligefrem noget hun behøvede at skilte med. Hvem reddede lige fremmede mennesker? Ikke hun. Ikke normalt. Men kvinden havde krydset Caitlins vej en gang før og efterladt et lig, hvor det havde givet den unge pige uforudsete problemer med et indbrud. Det var dog intet imod det nag Caitlin nagede imod hende efter den behandling et par fra hendes første bande havde fået i kvindens hænder. Så det var rart at sabotere kvindens liv og arbejde lidt.

Hun blev siddende på hug ved siden af manden, som han så ud til at ryste effekten af giften af sig og flyttede sig så lidt væk som han satte sig op. Hendes blik hvilede opmærksomt på hans ansigt til han så på hende og fik et smil til at brede sig på hendes læber. De øjne der var da ikke til at stå for. Så rejste han sig besværet og stjal hendes stol. Bestyrtet spærrede hun øjnene op, rejste sig så og så påfaldende forarget på ham. "Hey!" Med hænderne i siderne så hun på ham og rystede så opgivende på hovedet. "Men det var vel også din stol først..." Selv trak hun en anden stol hen, vendte den så hun sad overskrævs på den.

"Bedre nu?" Hun lænede sig lidt frem mod ryglænet af stolen og smilede så. Efter at han var kommet op fra gulvet og ikke virkede til at ville gøre mere væsen af sig selv, var opmærksomheden gledet fra resten af gæsternes gledet væk og kun enkelte blikke og spredt latter tydede på nogen stadig skævede til dem. Hendes nysgerrighed var vagt og havde tænkt sig at få styret den - i hvert fald en smule! Det var jo ved at udvikle sig til en helt god aften. "Jeg er Caitlin - hvis det skulle have nogen interesse...."

Hakim så forvirret op, da kvinden lavede et udbrud ved hans handling. Han kiggede sig lidt omkring og så tilbage på hende, spørgende, da hun endelig kom med en forklaring på sit udbrud.
"Undskyld, jeg.. Er forvirret," indrømmede han, mens han tog sig til hovedet. Det var ømt og han havde det virkelig varmt, nu hvor kroppens temperatur langsomt dalede ned fra den feber han åbenbart havde fået af forgiftningen.
Han lænede sig ind over bordet med hovedet i sine hænder, mens han prøvede hårdt på at komme ordentligt til sig selv. Kvindens spørgsmål fik ham til at se op, denne gang var han dog ikke lige så forvirret. Han vidste godt hvad der var sket, og han vidste lige så godt, at hvis hun ikke havde handlet, så var han død dernede på gulvet. Han nægtede at dø så meningsløs en død, og han følte virkelig, at han skyldte hende sit liv.

"Det.. Tror jeg. Jeg mener, jeg er i hvert fald ikke ved at.. Ja... Ehm, stille træskoene," svarede Hakim lavt, for at undgå at andre hørte om det. Han gad ikke til at skabe panik, og han skulle nok finde den rødhårede lille kælling. Senere. Ikke nu, han var stadig ikke helt klar på, at skulle jagte folk, som han følte en syg kvalme over tanken om, at han næsten var død.
"Det har det, mit navn er Hakim. Og... Tak. Virkelig, mange tak," der var stor forskel på falsk og ægte oprigtighed. For Hakim var oprigtigheden i hvad han sagde, komplet ægte. "Jeg skylder dig en stor gæld. Hvis du nogensinde kan finde på noget, der kan tilbagebetale den, så sig til, og jeg skal være der med det samme,"
Nu hvor han var ved at komme ordentligt til sig selv, var han noget mere sammenhængende i sin udtale og han fik da også mønstret et lille smil til hende, om end det ikke rigtig nåede hans konstant forbitrede øjne.

Caitlin holdt et let smil på sine læber, som hun betragtede manden komme mere og mere til sig selv. Det havde været en rimelig stærk gift efter hvad hun kunne se, men også en der var let at overvinde. Godt for ham, mindre godt for den rødhårede kvinde. Til det første nikkede hun bare- fristet til at sige noget, men hvorfor pointere det åbenlyse? Især ikke som forvirringen så ud til at falde væk med symptomerne fra giften. Ganske interessant faktisk at iagttage, men der manglede noget. En rynke trådte frem i hendes pande før hun drejede sig på stolen, fangede en af pigernes blik og signalerede efter to krus med øl. Tegnene for øl var heldigvis de samme alle vege.

Med det gjort vendte hun sig tilbage mod manden, hvis ord fik en munter fnysen fra hende. "Det var godt! Du så ellers ud til at være tæt på der et øjeblik..." Hun lagde hovedet let på skrå, som hun nikkede let til anerkendelse af hans svar og tak, før dæmpet sagde. "... men nogen ønsker dig død og er villig til at betale for det sker, Hakim. Ikke godt." Hun havde fundet ud af hvad den rødhårede lavede af omveje - med det hår og den stil havde det ikke været så svært som det burde. Kvinden var god, men langt fra så dygtig som hun så sig selv og slet ikke oppe i den prisgruppe og liga hun helst ville udgive sig for at være. God nok dog til at tage livet af de uforsigtige og alene. Så nikkede hun alvorligt. "Det skal jeg huske." Hun ville huske det, men tvivlede på det ville blive relevant.

I det samme kom pigen med de to krus, som Caitlin stak hende det anviste antal krystaller for (nogle hun havde fra bordet ved siden af) og rakte det ene til Hakim. "Til at fjerne den grimme smag af død og ødelæggelse." Latteren var tilbage i hendes blå øjne, som de mødte hans forbitrede og ikke lod sig det mindste mærke med det. Hun var ude hvor alt var ukendt og spændende i forvejen, så nye mennesker var lige præcis det også. Hun løftede kruset til læberne og drak, før hun smilede skævt til ham.

Hakim rystede let på hovedet igen, ved tanken om, at han faktisk havde været tæt på døden. At hun også konstaterede det, gjorde det nok ikke det hele bedre. Han nikkede og slog blikket ned i bordet. "Det var tæt på. Meget ubehageligt," mumlede han, lidt utydeligt. Han havde svært ved at indrømme sin frygt. For han havde været rædselslagen, så meget var da sandhed. Og nu hvor han vidste, at han ikke var døende, følte han sig pludselig meget træt. Især af sin bror.
At hun vidste, at nogen ønskede ham død var ingen overraskelse, men han var ikke sikker på, om hun vidste mere end det. Men han holdt ingen hemmeligheder, så i stedet for at lukke det inde, kunne han ikke lade være med at smule bittert.
"Ikke bare nogen. Min egen broder har længe ønsket at få fat i mig med sine ækle gribbefingre," en indrømmelse kun de fåtallige kunne finde på, at komme med til næsten fremmede. Men Caitlin her havde reddet hans liv, og derfor var hun, for ham, på ingen måder fremmed.

At hun ville huske det, var han bestemt ikke overrasket over. Det var ikke hver dag, man sådan lige reddede en forgiftet døende mand midt på en mørk kro. Det hørte sjældenhederne til. Som hun stillede et krus øl over for ham med nogle opmuntrende ord, tog han det op og så et kort øjeblik en smule mistroisk på det. Mon kropigen også var indblandet? Men så blev han enig med sig selv om, at det kunne være lige meget. Hvis guderne mente, at det var hans tid, så var det hans tid. For nu virkede det ikke til at være tilfældet, så han drak af kruset. Tog noget af en slurk, for at fjerne den underlige smag af modgiften hun havde hældt i ham. Det var godt med noget øl, selvom han egentlig var mere til vin, og da han havde slugt første tår, tog han én mere.

Caitlin nikkede let, men sagde ikke mere til hans nær-døds-oplevelse. Der var trods alt ingen grund til at køre videre rundt i et ubehageligt emne, som så mange havde den tvivlsomme fornøjelse af - hende selv inkluderet - og som de kvikke lærte af. Meget bedre var det at høre baggrunden for Hakims forsøgte aflivning og skønt hun ikke vidste hvem hun havde ventet var bag, så var det bestemt ikke hans egen familie. Så hun hævede overrasket et øjenbryn. "Din egen bror? Det var godt nok tæt på! Men hvorfor - hvis jeg må være så fri at spørge?" Hun så levende interesseret på ham som hun spurgte og ville virkelig gerne vide det.Både fordi han virkede som en ganske sympatisk mand, men også fordi oplysninger var e af de ting hun ikke kunne få for mange af. Man vidste jo aldrig hvad der kunne blive noget værd at vide eller have hvilken fordel at kunne handle på eller sælge videre.

Hun så hans blik på øllen og lo dæmpet som hun sænkede sit eget krus og satte det fra sig på bordet. Afslappet foldede hun hænderne om det, mens hun så med funklende øjne på ham. Han havde i den grad lært lektien om at være forsigtig med hvad han fik serveret. "Den rødhårede er for arrogant til at blande andre ind i sine sager. Jeg har mødt hende før og hun holder ikke længe i den branche med den attitude hun har." Håret var for iøjnefaldende til et sted som kroen her i udkanten af ingenting og at udføre forgiftning for øjnene af alle i krostuen og gøre opmærksom på sig selv som hun gik var decideret dumt. Ikke at det gjorde Caitlin noget. Hun brød sig ikke om giftmordere. Det var så... usselt - skønt effektivt.

Latteren i hendes blik blev ikke mindre som Hakim en to en, men to store slurke af øllen og lignede en der slappede mere af som den grimme eftersmag af død forsvandt til fordel for øllens stærke. Og det var stærk øl og ikke det tynde sprøjt der blev serveret mange steder i hovedstaden. "Hvad bringer dig ellers ud på disse kanter?" Det kunne jo være noget spændende der lå bag eller noget der ville være godt at vide som hun skulle rejse videre. Til nu havde hun rejste på lykke og fromme, men oplysninger om den videre vej ville være så langt at foretrække.

Hakim var lidt overrasket over den halvfremmede kvindes oprigtige interesse i hans brors ondskab. Han havde ikke talt om Ikar meget længe, manden han havde kaldt familie engang var et meget ømt emne for ham. Men han følte stadig at han skyldte denne Caitlin at være åben. Hvem end hun så var. Hun havde reddet hans liv, hans ære bød ham det. "fordi han er en giftig slange, der mente jeg var til fare for hans ve og vel. Det er en længere, og hadefuld historie," sagde han roligt, selvom hele hans væsen bar præg af alt andet end at være afslappet. Normalt var hans øjne kun lettere bitre, men nu var hans blik mørkt og det sad meget godt fast på den øl han lige nu holdt i et ret stramt tag. Godt krusene var robuste i den her kro.

"den rødhårede kvinde holder sig langt væk fra mig, hvis hun ønsker at beholde sit liv," lød Hakims svar prompte efter Caitlins kommentar om hans morder. Eller rettere, hun var nok mere forsøgsmorder, men hun måtte arbejde for Ikar. Andre konklusioner kunne der ikke være. Han tog endnu en stor slurk af sit krus, mens Caitlin spurgte indtil hans grund til at være her. "det var meningen, at jeg og min gruppe af lejesoldater skulle tage et arbejde for hende den rødhårede, men det blev vidst ikke til noget. Så nu må vi finde ud af noget andet. Hvad med dig? Du virker ikke dom den gængse krogæst, hvis jeg skal være helt ærlig, Caitlin," konstaterede han mens han tog øjenkontakt. Hun var stadig yderst interessant.

Caitlin så overraskelsen i Hakims ansigt som hun spurgte ind til hans historie og kunne ikke lade være med at smile skævt til ham. "Jeg har en svaghed for gode historier..." Det var sandt nok. Hun havde aldrig helt kunne modstå, når først en var begyndt at fortælle og det havde kostede hende adskillige aftener siddende og lytte til gamle veteraner udveksle eventyr, hvor hun egentlig havde haft tænkt sig at arbejde mod et kommende mål og job. Det var den samme nysgerrighed og interesse der glimtede i hendes blå øjne nu, skønt de dæmpedes som hun så hvordan emnet ikke faldt Hakim vel. Lidt fik hun dog og skønt det ikke helt huede hende, svarede hun blidt. "Så er det godt du er her og han langt borte." Hun ville elske at høre historien, men hun ønskede samtidig ikke at rive op i stadig åbne sår hos en hun kun lige havde mødt og som knapt var på benene igen.

Så nikkede hun igen ed et skævt smil, der kunne dække over hvad som helst. Ha ville nok være mere opmærksom nu, men kvinden ville vide hun havde fejlet og det ville være en plet på hendes ry der næppe ville blive tålt. Syd for hende, for Caitlin håbede virkeligt at Hakim ville slå hende ihjel. Så hævede hun overrasket et øjenbryn. "Lejesoldat? Men dog, du gemmer da ene overraskelser!" Så kunne hun lære at dømme folk på deres blotte udseende og adfærd uden at have navn eller andet undersøgt først! Hendes gæt havde været købmandssøn uden og handle, så der kunne hun bare se! Smilet blev på hendes læber, som hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham muntert. "Hvad virker jeg så som?" svarede hun ham med en legende let tone og uden rigtig at besvare hans spørgsmål. Hun ville gøre det bagefter - måske - men først kunne hun godt lide at vide hvad han antog hende for at være.