Dagen var så stille ved at være forbi, men nattens liv var først ved at begynde. Månen lyste klart ned over søen Unae gik forbi og stjernerne blinkede ved dens side. Det var ikke en kold aften, men den småkølige aftenluft fik søens varme vand til at ligge et tæppe af damp hen over søen. Lydene fra skovens fugle var taget af, men i stedet kunne man høre natdyrenes sange og lyde.
Det var længe siden at Una havde gået en tur i skoven, bare for at gå. Hun vidste at hun var tæt på elverne, men frygtede dem ikke. Hun lignede ikke rigtigt en mørkelver og vidste at de derfor ikke ville angribe hende uden en grund. Una kom tættere på springvandet og satte sig ned på jorden, hvor hun tog støvlerne af og forsigtigt satte benene i vandet. Jorden omkring søen, blev varmet op af vandet og var derfor ikke kold at sidde på.
Una lagde sig ned på ryggen og kiggede på den smukke himmel. Stjernerne reflekterede i hende kulsorte øjne og den blide vind og vandet fra søen, kærtegnede hendes solbrune hud, mens springvandet spillede for hendes øre og skovens mange dufte beroligede hende.
Hun lukkede øjnene og tænkte på mørkelveren hun havde mødt. Det var så længe siden, at hun ikke kunne huske hans navn. Mens hans ansigt var tydeligt som dagen.
Til sidst besluttede hun sig for at ville glemme ham. Han havde trods alt gjort det klart for hende, at han syntes hun var mærkelig. Men det var hun sikker på, at han også havde ville været, hvis det var ham som havde været lukket væk fra omverdenen i 40 år.
Men noget havde hun da lært fra ham. - Glem fortiden. Hendes stærke forbindelse til hendes fars minde, ville slå hende ihjel, havde han sagt.
Una slog tankerne ud af hovedet og lyttede atter til springvandet.
Unae
Er ved at lede efter et bedre og mere passende billede, så tag ikke udseene for højt.