Una føler selv et par dråber falde, men det genere hende ikke. Stoffet på hendes tøj er måske vidt, men det er tykt, præcis så vand ikke gør det gennemsigtigt. Men hun smiler nu alligevel.
Da han forsvandt og en klon dukkede op, var hun ikke i tvivl om at det var en klon. Lugten i luften var anderledes og hun kunne føle luften skifte, hvor han dukkede op. Men hun lod ham teste hende.
Klonens to første knive eksploderede, lige som den første kniv hans selv havde kastet efter hende. De næste sendte hun tilbage til ham selv. Hun bevægede igen intet andet end hendes øjne. Da den næste klon dukkede op og kastede flere knive om hende, sprang det velkendte kraftværk af vind fra hende. Skykkeklonerne, som på ingen måde kunne være lige så stærk som Kravenoh selv, væltede bagover af vinden.
Una stod og kiggede på de to kloner, som væltede over i hinanden. Løftede hånden fra siden og sammen med, alle knivene som var fløjet væk fra hende. Men en hurtig bevægelse svang hun armen med Kravenoh og hver en kniv susede mod ham.
”De tror vel ikke at jeg er dum Kravenoh?”
Hun drejede hovedet mod ham, som det eneste og så på ham, med et koldt blik.