Miilaethorn registrerede kort Vensers råb bag sig, den advarsel han slyngede af sted til Kravenoh, men han følte at han havde for travlt med skyggeklonerne til, at gøre noget ved det. Ikke før en gennemborende smerte fortalte ham, at han var blevet ramt af et eller andet, der endda kom gennem den ellers hærdede læderrustning. Han var heldig, at han havde givet et mindre ryk fra sig i sidste sekund, for i stedet for at ramme lige i ryggen, var det ind i hans venstre skulder, og et kort sekund var han meget tæt på at tabe sin kniv, mens han lavede en grimasse, både over smerten og over den fæle sortelvers råb af ham.

Han lod være med at tænke så meget på Toorah, da der udspillede sig en hidsig kamp næsten over alt omkring ham, lige indtil alle skyggeklonerne pludselig forsvandt samtidig med at Kravenoh råbte hånende af ham. Han var lidt ligeglad med sortelverens tone. Der var noget andet, langt mere relevant i det faktum, at Venser mere eller mindre var blevet pudset på ham. Venser kunne tydeligvis ramme med en pil uden sit syn, så Thorn kunne virkelig ikke se hvorfor i alverden han skulle give manden sit syn tilbage.

"Det hørte du vidst godt Venser! Kom endelig!"

Spyttede han vredt, mens han vendte sig rundt mod den langt mere reelle fjende. Venser skulle ikke have lov til at skyde flere pile efter ham, så han satte omgående i et zigzaggende løb, mest af alt for at forvirre, indtil han var lige oppe i ansigtet på manden.

"Giv mig én god grund til at jeg skulle give dig synet tilbage,"

Lød det lavt fra ham, som han stirrede vredt på Venser. Han var nok meget hadefuld over for andre sortelvere, men et eller andet sted, var der stadig noget naivt over ham. Han kunne ikke bare fælde denne Venser uden at få modstand. Det var der bare ingen ære i.

Venser havde lyst til at komme med et stort suk over den her situation som Kravenoh havde fået dem ud i, men ikke andet stod han nu i den og måtte håndtere det.
"Javel Kravenoh" svarede Venser lidt sammenbidt over at blive kommenderet rundt med, men så igen han var jo vandt til det.
Venser nåede ikke at reagere på den første pil som ramte hans ankel og smerten skød igennem ham, men af ren automatik slog Venser sin evne til i hele kroppen og den anden pil der kom et øjeblik efter, ramte men nærmest sprang i stykker så snart den kom i kontakt med Vensers hud på anklen. Det efterlod et mindre så på Vensers ankel men havde den fået lov til at gøre fuld skade havde Venser ikke kunne gøre særligt meget lige nu.
Det næste han måtte koncentere sig om var træet der var i fuld fart imod ham. Det irriterede Venser at træet var i live nu, var det bare et træ havde der ikke været nogle problemer men igen var hans evne lige godt ubrugelig. Venser smed sin bue og trak sit sværd og hoppede direkte hen i favnen på træet. Med en hurtig bevægelse lagde Venser hånden på træet og bruge igen sin evne. Denne gang svækkede han magien der var i træet. Han vidste ikke om det ville gøre det svære for Toorah at kontrollere det eller hvad koncekvensen vilel være, men det var hvad han kunne føre han blev ramt af en kæmpe gren og han blev slynget igennem luften et par meter og landede på jorden.
Venser havde dog ikke meget tid for sig selv før at Thorn var henne ved ham, Venser var knapt nok nået op på benene. Men det lod til at skovelveren ventede med at angribe til Venser selv var klar. Sikke en venlighed.
"Hvis vi bare ikke skulle gøre det her" sagde Venser til sin modstander og måtte virkelig koncentrere sig om sine bevægelser med den pil der sad i hans ankel.
Uden tøven og med en hurtig bevægelse var Venser henne ved Thron men Venser brugte ikke sit sværd han slog Thorn direkte i maven og brugte sin evne for at svække Thorns magiske evner. (tilladelse givet af Thorn)
Venser kunne tydeligt mærke at alt den her brug af sin evne gjorde ham mere og mere træt. Hvis snart Kravenoh valgte at sige det var nok.
"Du kunne give mig mit syn tilbage så det var en fair kamp" sagde Venser til Thorn, men skævede efter træet og om det stadig var efter Venser selv.