Han havde snuppet en flaske vin i fortet på vejen ud, så vred havde han været, og da han var kommet ud havde han fundet et tilfældigt træ, klatret op i det, og havde forbandet det meste af resten af skoven, mens han drak og forsøgte at komme på en god måde at undskylde ordentlig over for Toorah. Snart kom han også frem til, at hun heller ikke var det værd. Hun havde været forfærdelig over for ham, iskold, og han havde ikke kunnet snuppe det. Og nu, hvor han havde gjort en handling ud fra et personlighedstræk som han hadede mere end de fleste.

Nogle timer efter, havde han valgt, at vinen heller ikke var det værd, og at han lige så godt kunne gå hjem og så sovet den mindre rus han havde fået, ud.
Han klatrede ned fra træet og gik mod sit hjem. Da han kom til døren, brasede han ind uden omtanke, selvom det efterhånden var sent om aftenen, og styrede direkte ind i sit sovekammer hvor han satte sig, stadig meget frustreret ved sit bord og stillede flasken fra sig, mens han tog sig til hovedet, der var fyldt med alt for mange tanker og frustrationer. Det var ikke nok. Han hamrede en næve i bordet og udslyngede en højlydt ed på elvisk af meget beskidte ord.

Morrygan var gået tidligt i seng, hun sov dog ikke før der var gået en time. Hun var så urolig for Thorn, Morrygan vidste han var forelsket i Toorah.. Men Toorah var en meget bestemt kvinde, og Morrygan var ikke et sekundt i tvivl om at Thorn ville få skæld ud som aldrig før. Men Morrygan var træt, hun havde healet meget i dag, og efter ca en time i søvnløshed.
--
Morrygan slog øjnene op i skræk! Var der nogle der var brudt ind.. Men, der var jo elvere over alt, det kunne da ikke lade sig gøre, des mere Morrygan vågnede des mere blev hun dog klar over, at den der lavede alt det turmuler var Thorn. Hun kunne føle det var ham.. Hun lå dog med øjnene spæret op i lidt tid, hun kunne høre hvad han lavede, han var nåede ind på sit soveværelse. Morrygan besluttede sig nu for at gå ind til ham, han lød som om han var fuld, det eller meget svag.. Men det var nu ikke det, som det lød som.. Morrygan nåede lige nøjagtigt hen som han begyndte at bande..
Der stod hun i døren med øjnene spæret op... Hvad var det lige Thorn havde sagt.. Morrygan stod i en lang hvis natkjole og håret flettet, hun havde et lys i hånden så hun kunne se hvor hun gik.. Men der stod en helt stiv Morrygan og stirede på Thorn.. Der var ord hun aldrig havde hørt før.

Thorn opdagede ikke sin søster efter et længere stykke tid, mens han sad der og stirrede vredt ned på sine hænder. Hvad var det lige han troede han havde gang i?! Forsøge at være venner med Elverlys leder? Tro at han bare kunne gå med en mindre reprimande?! Nej. Toorahs ord havde været hårde og han følte sig mildest talt vred, nej, rasende, men ikke lige så meget som han var dybt såret over hendes kolde attitude. Han savnede den tid hvor hun ikke var leder. Dengang hvor hun også kunne vise hvordan hun følte. Han ville langt hellere råbes og skriges ad end at få at vide hvordan han var arrogant og var ligeglad med alle elverne i denne skovby.

Da han fik øje på hende, kunne han ikke engang smile, selvom han bare gerne ville forsikre hende om, at alt var i orden. Hun skulle ikke tynges ned af hans elendige humør. Men hans viljestyrke var ringe, især efter al den vin, og hans indre uro for stærk. Hans hænder knyttedes mens han kiggede på hende, dybt frustreret.

"Morrygan.. Hvad skal jeg gøre? Jeg har sagt alt, det hele! Hvorfor er hun så.. Kold?!"

Det sidste blev næsten råbt og han rejste sig noget brat, hvorefter han bare endte med at sætte sig, opgivende, mens han tog sig til hovedet, og bed kæberne så hårdt sammen at hans tænder kort skurrede mod hinanden. Han vidste vitterligt ikke hvad fanden han skulle gøre af sig selv.

Morrygan rørte sig ikke ud af flækken selv om han ikke havde set hende, hun ville helst ikke give ham et chok da han kunne have et våben på sig, og han var ret fuld.. Uheldet kunne være ude, det var ikke en stor chance, men stor nok til Morrygan blev stående.
Hun så medfølende ned på ham da han endelig kiggede op på hende, hun kunne se han virkeligt forsøgte at smile og være den glade Thorn.. Men hun kunne også fornæmme at det havde han alt for meget alkohol i blodet til. Hun vidste også med det samme hvad der var galt, det var Toorah.. Han havde ikke kunne tage hvad hun havde sagt til ham.. Morrygan forstod det godt.
Morrygan gik hen til ham og satte sig på knæ foran ham..
" Det er næppe nogen trøst, men jeg har en rimeligt god ide til hvordan du har det."
Sagde Morrygan blidt og trøstende. Hun tog hans ene hånd og begyndte at nusse den med hendes ene finger.. Han virkede virkeligt ked af det, det gjorde ondt på Morrygan at se sin bror sådan.
" Jeg er sikker på det bare er en professionel facade."
Sagde Morrygan i et forsøg på at berolige ham.. Hun ville ikke lyve for Thorn, Toorah var streng og sikkert også kold til tider..
Men Morrygan havde aldrig set Thorn helt sådan her.. Det var nyt for Morrygan, men følelsen var Morrygan familiær.

Selv med Morrygans trøstende ord, var Miilaethorn helt ved siden af sig selv. Han sad stille og stirrede på hende, stadig med det meget frustrerede blik.
Han kunne stadig ikke komme på en løsning til sit problem. Toorahs hårde ord ringede stadig et sted i baggrunden. Hun havde mere eller mindre afvist ham, lige der. Han følte sig komplet utilstrækkelig og ikke mindst, fjollet og dum for at tro, at hun ville være okay med det. Men hun havde end ikke virket bekymret. HUn havde været ligeglad. Hvad nu hvis han ikke havde haft Morrygan til at tage sig af sine skader? Ville hun så også være ligeglad. Det føltes forfærdeligt, at en så god ven som Toorah havde været så ligeglad.

At det måske var en facade, faldt ham slet ikke ind. Det var jo ingen facade. Ellers ville hun have stoppet sine hårde ord efter at have skældt ham ud og ikke have sendt ham ud på den måde. Det gav slet ingen mening i hans omtågede hoved.
Han trak sin hånd til sig og tog sig endnu en gang til det, ude af stand til at vide bedre end bare at sidde her og være ynkelig over sig selv.

"Det føltes ikke som en facade. Hun er vred. Meget vred. Men det kunne hun da i det mindste vise!"

Det sidste blev næsten råbt, som hans øjne langsomt blev blanke. Det var slet ikke til at holde ud at tænke, at Toorah med sikkerhed ville distancere sig på denne måde i lang tid, for hans udueligheder. Men han måtte vise hende andet. Hvis hun så gerne ville have at han blev her og gjorde sit arbejde, så måtte han jo gøre det. Bare ikke i aften.

Morrygan så på sin bror.. Han havde det ikke godt, men han havde også drukket en del kunne Morrygan lugte. Morrygan tog det ikke personligt at Thorn rykkede hånden til sig igen.
Moryygan kunne godt se han ikke var helt glad for facade teorien, han så ikke ud til at være glad til noget som helst.
Morrygan åndede dybt ind og rejste sig op.. Han ville vist bare gerne være sur lige nu, og Morrygan fandt det bedst at lade følelser løbe deres egen gang. Men nu ville Morrygan tage vinen fra ham, så han forhåbenligt ikke ville blive mere fuld.
Hun tog vinen, hun stod og kiggede lidt på Thorn, hun håbede han snart ville ligge sig til at sove. Men hun tvivlede han så alt for oprørt ud.
" Hun er en officiel person Thorn, jeg er sikker på det kun var rent profesionelt."
Prøvede Morrygan at trøste, hun vidste ikke hvad der var blevet sagt, hun håbede bare det ikke var noget personligt.

Thorn så hurtigt op, da Morrygan tog vinflasken fra ham. Det var lige godt fandens. Måtte han nu heller ikke drikke mere? Han havde ellers troet at det ville få ham til at glemme hvad der var sket i dag, men der skulle tydeligvis meget mere til end det han allerede havde drukket. Men det måtte han åbenbart ikke. Han skulle lige til at flippe en kriger på Morrygan, og man kunne godt se ham puste sig lidt op, men så gik det op for ham, at det jo ikke var hendes skyld. Han sank sammen igen, gemte sit ansigt i hænderne og overvejede hvad fanden han så skulle gøre.

"Hvad skal jeg gøre?"

Spurgte han, udmattet, mens han gned sine tindinger. Han fandt det meget uretfærdigt, at Toorah havde været så kold mod ham, selvom Morrygan mente at det var en facadeting. Men det kunne passe, at Toorah skulle gemme sig bag en facade. Hun var jo hans bedste ven! Det gav bare ingen mening længere!

"Jeg skulle aldrig have været så... Arrogant! Slås to mand mod en drage! Så åndsvagt!"

Den aggressive attitude kom frem lige så hurtigt, som den var forsvundet før og endnu en gang hamrede han sig næve ned i bordet.

Morrygan gik ud med vinflasken for at hælde indholdet ud, det var ikke fordi der var særligt meget igen. Morrygan åbnede døren og sørgede for der ikke var nogen under dem og fik alt indholdet ud af flasken. Hun lukkede døren igen og stilte flasken ved siden af døren.
Hun gik hen og stilte sig ved Thorns dørkarm..
" Slappe af Thorn.."
Sagde Morrygan først beroligende og lænede sig op af dørkarmen.
" Du er fuld og såret, prøv at få sovet lidt og lad være med at tænke på det, så tror jeg det vil gå meget bedre imorgen."
Fortsatte Morrygan i et håb om at få ham i seng og få sovet alkoholdet ud. Morrygan kunne ikke lide at se Thorn sådan, specielt når hun vidste han kun var så ked af det fordi han havde drukket for meget og ikke tænkte sig om. Morrygan vidste det var en facade, og selv om hun havde ondt af Thorn kunne hun godt forstå det, Toorah måtte ikke virke svag, heller ikke over for en barndoms ven. Morrygan kiggede hen på Thorn, hun kunne ikke lade være med at smile lidt, hvor ondt hun end havde af Thorn, situationen var komisk, han virkede så ødelagt lige nu men Morrygan vidste det ville gå over.. Han var også så anderledes end han plejede at være lige nu.
" Ked af at sige det Thorn, men der er jeg enig.. Men du gjorde noget dumt af de rigtige grunde, uanset hvad Toorah har sagt."
Sagde Morrygan, som en form for ros, hun var do blevet lidt forskrækket da han havde hamret i bordet.

Thorn kiggede efter Morrygan, da hun bragte flasken med sig ud, men blev stadig siddende. Det var nok ikke en god idé at drikke mere alligevel. Faktisk var det ret dumt. Men det var jo ikke rigtig noget nyt i Thorns tilfælde. Han kiggede op da hun var tilbage og forklarede ham hvordan det var bedst hvis han sov. Hendes beskrivelse af hendes følelser fik hans øjne op for, hvad der egentlig var galt. Det kunne ikke drikkes og råbes væk. Der kunne faktisk ikke rigtig gøres noget ved det. Der var ingen vej uden om. Han måtte have det sådan til han havde bevist sit værd over for Toorah igen. Han nægtede at blive set som arrogant. Han kunne slet ikke bære på den slags titel.

Hendes chok over hans aggressive udbrud fik ham til at se undskyldende op, som hans øjne blev lettere blanke. Det var ikke meningen at skræmme hende. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, og nu gik det også ud over Morrygan.

"Undskyld.. Undskyld, det var ikke meningen at forskrække dig,"

Mumlede han lavt, mens han langsomt rejste sig, gik hen til hende og lagde sine arme om hende i et broderligt kram. Det var nok bare det han havde brug for, for da han gjorde det, følte han sig noget bedre tilpas.

Da han slap hende var det for at gå over til sin seng og sætte sig ned på den.

"Du har ret. Det er nok bedst hvis.. Hvis bare jeg sover det væk,"

Med de ord lagde han sig ned, selvom han både havde fodtøj og alt sit tøj, der mest var til udendørs brug på.

Morrygan krammede Thorn tilbage, han virkede til at slappe lidt mere af nu. Morrygan smilede til den lettere fulde Thorn.
" Det er okay."
Sagde Morrygan med et lille smil til Thorn så han ikke var i tvivl om at det var fint. Morrygan forstod godt fustrationen, hun havde selv været der, om end i en sober tilstand, modsat Thorn.
Morrygan nikkede til Thorn.
" Det er nok en god ide, men tag gerne dit overtøj af."
Sagde Morrygan da han bare lagde sig i sengen med alt på, hun rystede blot lidt på hovedet af det, det var vel fint nok.
" Vil du have lidt vand?"
Spurgte Morrygan mens hun stadig stod i døren. Hun havde dog bevæget sig lidt væk fra dørkarmen og var så småt på vej for at hente et glas med vand til Thorn, hun ventede dog lidt til at han faktisk havde svaret til at gå hen imod køkkenet. Morrygan kiggede på Thorn der lå i sin seng, med alt sit tøj på, ret så fuld og i kærligheds sorger. Morrygan kunne ikke lade være med at tænke på hvor meget længere hun ville have Thorn. Hvornår ville han få sin egen familie.. Morrygan regnede faktisk ikke med det var så langt ude i fremtiden.. Det var faktisk lidt skræmmende. Men sådan var livet.