Det var ikke kun Carolinas ellers før så trygge hovedstad, der havde forandret sig - det havde hun også. I takt med, at korruptionen voksede, dragerne blev flere, de ikke-menneskelige racer var blevet endnu mere sindssyge og folk gemte sig, havde hun overgivet sig og droppet sit liv på gaden; delvist, i hvert fald. Hun havde fået et arbejde på et af de snuskede værtshuse, der, som aftalen var faldt ud, havde givet hende et værelse på værtshuset, som hun nogenlunde kunne have for sig selv.

Grunden til den var enkel: hun var ganske enkelt blevet noget mere paranoid, end hun nogensinde havde været i sit liv. Efter at have været sluppet væk fra Samson og hans overgreb, som hun selvfølgelig allerede havde fortrængt, havde hun ikke kunnet lukke øjnene ude i det fri i frygt for, at han ville dukke op igen. Måske var værelset blot en falsk tryghed, men hun kunne lide den - selvom hun samtidig var blevet endnu mere påpasselig, end hun havde været før. Hun havde dog vovet sig ud på gaden igen, for mad var der ikke meget af og hun savnede faktisk lidt at stjæle..
Egentlig ville hun ikke tiltrække sig meget opmærksomhed, eftersom hun netop havde neglet et stykke brød fra en bod, men der var nu alligevel en temmelig god grund til, at hun råbte efter fyren - han havde været begyndelsen på al hendes uheld.
"Hey! Hey, vent lige et øjeblik, Topaz!" råbte hun og trak sin mørke kappe tættere om sig, som hun tiltrak mere og mere opmærksomhed ved Ønskespringvandet, hvor det virkede som om, at folks sentimentalitet tog over og troede, det gav dem ret til et øjebliks stilhed. Det skete i hvert fald ikke, når hun endelig havde fået øje på fyren, der havde været som sporløst forsvundet i to år.

Med det underste af ansigtet indhyllet i et mørkt klæde som værn mod den kølige luft, bevægede Topaz sig omkring springvandet. Han havde selv holdt lav profil de seneste par år, - levet i de mørkere afkroge af byen, hvor han prøvede at gøre op med sig selv om sin egen identitet. Han vidste ikke, om han var blevet klogere.
At leve i Hovedstaden uden mange krystaller på lommen affødte en desperat levestil, var imidlertid ikke noget, der havde taget ham længe at opdage. På landevejene havde folk brug for villige sværd til at beskytte sig, men i byen holdt alle sig for sig selv og ingen stolede på hinanden.

Topaz havde forsøgt at spille om nogle af sine få ejendele på et par snuskede værtshuse, men dette havde blot givet ham en gæld, der hang truende over ham. At skylde andre penge kunne hurtigt ende med, at man en morgen lå død i en afkrog af byens snoede gader.
Derfor bevægede han sig ganske vagtsomt og befandt sig ikke særligt længe ad gangen på åben gade. Da en stemme kaldte hans navn gav det også et lille sæt i ham, og han så sig nervøst over skulderen.

Det tog kun et kort øjeblik, før han genkendte hende, på trods af hendes mørke kappe. Synet af kvinden fyldte ikke ligefrem hans sind med positive tanker. Omend de gamle minder, der efterhånden var dukket op til overfladen var fyldt med stærke, venskabelige følelser for hende, var der siden da sket så meget, at han simpelt hen ikke vidste, hvordan han skulle forholde sig til hende.
Han var klar over, at hun følte sig forrådt af ham.
"Carolina." sagde han tøvende, idet han vendte sig mod hende. Han trak en smule ind til siden, for ikke at gå i vejen for de forbipassende.

”Du kan huske mit navn,” konstaterede hun, lettere overrasket, men også med en undertone af ironi. Topaz havde været en af hendes eneste venner og selvom hun var god til at fortrænge, var det svært at gemme følelserne af, at hendes eneste ven en dag blot var sporløst forsvundet – og senere vendte tilbage og ikke kunne huske hende. ”Der er noget, vi skal snakke om,” sagde hun i et kommanderende tonefald og havde allerede taget fat i ham, for at trække ham af sted mod en sidegade, hvor der var færre nysgerrige mennesker. Hun holdte ikke specielt godt fat om ham og hvis han ville, kunne han sagtens stikke af; men så skulle hun nok finde på at råbe endnu højere om ham. Han lignede heller ikke ligefrem én, der ville genkendes.
Da de nåede gaden, vendte hun sig om mod ham igen og betragtede ham. Han havde forandret sig – hun kunne nærmest ikke genkende den fyr, som hun engang i tidernes morgen havde sovet tæt indtil, for at holde varmen. ”Lad vær! Med at gå fordi jeg stiller ubehagelige spørgsmål nu. Du ligner én, der ikke vil tiltrække sig opmærksomhed, og hvis du stikker af, uden at jeg får svar, skal jeg nok sørge for, at der er byvagter efter dig, inden du får talt til tre,” advarede hun med et køligt, beregnende blik. Hun kunne sine tricks – spørgsmålet var bare, om Topaz kunne huske hans.

”Hvem helvede er Sala?” spurgte hun derefter lige ud. Den kvinde måtte jo kunne spinde guld med al den indsats, den helvedesskabning til Xander havde brugt på at lede efter hende – inklusiv at true Carolina på livet. Carolina var egentlig ligeglad med, hvad kvinden betød for Topaz, men faktum var, at hun nær var blevet slået ihjel pga. en kvinde, hun ikke kendte – og hvis hun kunne finde ud af, hvor denne Sala befandt sig, ville det heller ikke skade noget.

Det virkede besynderligt, at han for et par år siden ikke havde husket Carolinas navn. Eller hvem hun var, for den sags skyld. Minderne om opvæksten i byen var kaotiske og sammenrodede i Topaz' hoved, men efterhånden var han tydeligt blevet i stand til at huske de mange dage, hvor Carolina havde været hans eneste ven i gaderne.
Han fulgte efter hende, da hun begyndte at trække af sted med ham. Han vidste ikke, om han havde lyst til at snakke med hende, for deres sidste samtaler havde ikke været særlig behagelige. Ikke desto mindre var hun stadig den eneste her i byen, han følte, at han kendte, og eftersom han på ingen måde var interesseret i at lave et optrin på åben gade, fulgte han velvilligt med hende.

"Jeg går ingen steder," sagde han afværgende, selvom han stærkt tvivlede på, at Carolina selv havde lyst til at komme i kontakt med byvagterne. De havde trods alt ikke meget til overs for tyveknægte, og sandsynligheden for at hun selv blev sat bag lås og slå var vel ret høj.. han havde svært ved at forstille sig, at hun skulle have lagt rapseriet på hylden.

Han blinkede et par gange med øjnene, da hun nævnte Salas navn, tydeligt overrasket. Det var aldrig rart at få slynget navnet på den kvinde, han ihærdigt forsøgte at glemme, lige i ansigtet, men det der bekymrede ham mest af alt var, hvor Carolina havde hørt om hende.
"Sala var .. min forlovede.." sagde han langsomt. Carolina virkede vred, men han kunne ikke regne ud, hvad der kunne være sket, siden hun opførte sig sådan. At hun skulle have mødt Sala, tvivlede han stærkt på. Hvad med den dæmon, der havde taget Sala ... Kyo? Topaz håbede for alt i verden, at Carolina ikke var randt ind i ham.
Selvom deres forhold til hinanden var blevet meget underligt, ønskede Topaz på ingen måde, at der skulle ske Carolina noget.

”Godt,” svarede hun, lettere ligegyldigt og lød som om, at hans tilstedeværelse ikke længere betød det store for hende. Sandheden var jo, at hun ligeså lidt som Topaz var interesseret i at have byvagterne i nærheden af sig, men hun ville alligevel ikke have tøvet med at gøre det. Topaz og hendes venskab var fortid og han betød ikke længere noget for hende, så hun ville ikke have noget problem med at angive ham, når hun ikke længere havde brug for ham.
Hun havde lagt armene over kors i en afventende position – Topaz havde tydeligvis ikke forventet, at høre Salas navn og hun kneb øjnene let sammen, indtil det var hendes tur til at se overrasket ud. Han havde haft en forlovet, men havde ikke… nej, det var lige meget. Han havde af en eller anden grund valgt at glemme hende og sådan var det bare. Hun var færdig med at være såret over det. ”Var?” spurgte hun i stedet og rev et stykke af sit brød af, som hun begyndte at tygge på i langsomme, tænksomme bevægelser. ”Nah, den forklaring er ligegyldig," konstaterede hun hurtigt og fortsatte: "Hvad har hun gjort for at…” Carolina ville egentlig ikke fortælle Topaz mere end det var nødvendigt, for hun var ikke interesseret i, at han skulle få idéer om at hjælpe hende eller sådan noget. ”For at én med… meget stor hævntørst leder efter hende?” spurgte hun. Muligvis var det ikke noget, Topaz havde lyst til at svare på, men hun skulle nok få ham til at tale. Give ham dårlig samvittighed, true, bruge hans svage punkter… hvis han da stadig havde de, som hun kendte til.

Topaz trak sig en smule længere ind ad sidegaden og trak sin efterhånden meget slidte rejsekappe sammen omkring sig. Man kunne tydeligt mærke i gaderne, at vejret var ved at blive meget køligt. De kolde årstider var sjældent behagelige, når man var fattig indbygger i Krystallandet.

Hans øjne fokuserede på brødet i Carolinas hænder, imens hun talte. Når vinteren kom, var der folk, der blev så sultne, at de ville slå ihjel for sådan et stykke brød. Måske skulle han søge ud af byen igen. Han var ikke sikker på, at han havde lyst til at blive her - de svar, han havde søgt, havde ærlig talt kun bragt ham mere besvær.
Alligevel var han blevet her de sidste to år. For hvor fremmed Hovedstadens gader end føltes, var det det eneste hjem, han havde.

Carolina virkede næsten lige så fremmed, som da han mødte hende for to år siden. Og selv om han godt vidste, at hun var vred på ham, følte han ikke, at han kunne gøre for det. Jo, skyldfølelse over for hende, var der da, men han havde jo ikke planlagt at forlade hende!
Topaz havde aldrig selv stødt på Xander, og hans tanker kredsede derfor stadig om Kyo, der i hans øjne havde været den største trussel imod Sala.
"En dæmon?" Spurgte han uroligt. Carolina så ikke ud, som om der var sket hende noget, men man vidste aldrig. Især ikke med en person, som Kyo.

Carolina vidste egentlig bedre end at vifte omkring sig med sit brød; men hun følte sig overlegen, som hun stod og plukkede fra det og forsøgte at afhøre Topaz. Hvis hun skulle være ærlig, vidste hun ikke, hvordan hun havde det med ham; jo, han havde forladt hende og hans skide forlovede havde bragt hende i mange farer, men de løfter og den varme, de havde givet hinanden engang for længe siden, lå stadig dybt i hende. Alt for dybt til hendes smag, så hun slog tankerne væk igen og rynkede let på panden, da Topaz stillede hende et spørgsmål.
"Jeg spørger, du svarer," erklærede hun bestemt og lod kort de grønne øjne finde hans. Der var sket meget i hendes liv, siden hun sidst havde set ham - og det var ikke ligefrem til den positive side, så selvom hun umiddelbart så uskadt ud, havde hun fået mange indre ar, som hun var ufattelig god til at skjule. "Jeg ved ikke, hvad han var. Jeg har egentlig ikke indtryk af..." Hun stoppede kort op, i det hun igen kom til at tænke på, hvor lidt hun egentlig havde lyst til at inddrage Topaz i det her, men efter en kort betænkningstid, virkede hun til at komme på andre tanker.

"Jeg havde ikke indtryk af, at han var specielt stærk. I hvert fald ikke set i forhold til andre.. dæmoner, men selvfølgelig, i forhold til mig, var han, ikke?" Hun bed sig i underlæben - hun var nødt til at tage sig sammen og lade være med at være så ynkelig. "Han havde i hvert fald set dig sammen med mig, dengang i katedralen og havde fået en idé om, at jeg vidste noget om hende skøgen," - hun anede intet om Sala, men det forhindrede hende ikke i at tænke mindre pæne tanker om kvinden. Hvis Sala ikke var vandret ind i Topaz' liv, kunne han måske stadig have været i hendes. "Men det gjorde jeg jo ikke og hvorfor fanden kan du bare rende rundt og..." Hun slog ud frustreret ud med armene og havde en kæmpe lyst til at ruske i ham. "Hvorfor kan du bare rende rundt og være ynkelig og lade som om du har glemt alting og blive ladet være i fred?!?!" Igen var der ikke meget rationalitet over hendes beskyldninger, men hun var ved at være godt og grundigt træt af den offermentalitet, der hang ved Topaz, som lugten af et dødt dyr.

Hvem der så end var efter hende, var det tydeligt, at Carolina var i en eller anden form for fare. Han havde ellers håbet, at det ville være slut nu: at der ikke var flere, der skulle lide. På den anden side havde han heller ikke regnet med at Carolina skulle komme dumpende ind i hans liv igen.
"Lov mig, at du passer på. At du om nødvendig går i skjul i et stykke tid," afbrød han hende. Om det var dæmonen eller en hel anden, de var efter hende, var sådan set underordnet: hun skulle bare væk, så der ikke skete hende noget. Han var ikke helt sikker på, at han ville kunne holde til, at hun kom til skade på hans bekostning.

At han ind til videre selv havde undgået at blive forfulgt, var måske i virkeligheden nærmere held end så meget andet. Hvis folk ville have fat i Sala, var han umiddelbart den første, man ville hive fat i.. medmindre man naturligvis allerede vidste, at hun var så godt som forsvundet, og at han ikke havde set hende i flere år.
Men hvis denne person, der var efter Carolina, vidste det, ville han sandsynligvis ikke have fattet interesse for hende i første omgang. Topaz rystede let på hovedet. Bare han vidste, hvad der foregik.

Måske ville det i virkeligheden også være bedst, hvis han selv gik i skjul. Han så kort op med den grå efterårshimmel over dem. Så trængte Carolinas ord ind, og han så igen på hende: denne gang med mere vrede i blikket end noget andet.
"Jeg ved godt, at det er hårdt for dig - og du har så sandelig ikke fortjent at blive jagtet på dén måde. Men jeg vil aldrig høre dig bruge det ord om hende igen - du ved ikke hvem hun var.." Det var meget sjældent at Topaz hidsede sig op, men at høre Sala blive kaldt en 'skøge' var alligevel for meget for ham.

Carolina himlede irritabelt med øjnene over Topaz' formaninger - for det første var det for sent, selvom det ikke lige var Xander, der havde gjort skade på hende og for det andet... for det andet skulle han fandme ikke stå og lade som om, at han rent faktisk bekymrede sig, når han bare var forsvundet ud af hendes liv på den måde. Hun anede ikke, hvad der var sket med ham og et eller andet sted vidste hun jo godt, at han ikke bare var vågnet op en dag og tænkt 'fedt! nu går jeg ud og slår mig selv i hovedet og får hukommelsestab', men hun var stadig vred. Så sindssygt rasende på ham. "Hvad fanden ved du om det, Topaz? Tror du ikke, jeg gør det?" snerrede hun og lagde armene over kors, mens hun betragtede ham med et hårdt blik, "Og du skal slet ikke... du skal slet ikke komme her og lade som om, det betyder noget!"

Hun så dog en anelse overrasket ud, da Topaz rent faktisk så vred ud og hun kunne et øjeblik ane et glimt af, hvad han var engang: men så begyndte han at tale og hun slog blikket væk. Han ville aldrig blive den samme.
"Fint. Jeg er ligeglad," svarede hun blot, selvom hendes vrede ansigtsudtryk rent langt fra gav udtryk om dette. "Jeg står og fornærmer din.. forlovede og alligevel lyder du som om, at det er helt i orden, for jeg har mine grunde. Hvad fanden er der galt med dig?" spurgte hun og skulle virkelig... virkelig bekæmpe trangen til at ruske ham.

Et lille suk kom fra Topaz, idet han betragtede den vrede gadepige foran sig. Vreden forsvandt lige så hurtigt fra hans blik, som den var dukket op. Det nyttede ikke, at skændes med hende: de var på samme side i dette her. Hvad enten hun ville det eller ej.

"Bare .. pas på dig selv."

Det var tydeligt, at hans formaninger blot bidrog til at gøre hende endnu mere rasende, men sandheden var jo ikke andet, end at han ikke ønskede, at hun skulle komme til skade. Og da slet ikke på hans bekostning.
Forhåbentlig havde dæmonen, eller hvem det nu var, indset, at Carolina ikke vidste noget.
Han betragede hende et øjeblik i tavshed. Livet havde tydeligvis ikke været nemt for hende: hendes grove beklædning og skræmmerne på hendes krop, afslørede det tydeligt. Til gengæld havde det også lært hende at være stærk, og når alt kom til alt, kunne hun sandsynligvis passe bedre på sig selv, end han kunne passe på hende.

Han havde ikke lyst til at tale om Sala mere. Han var klar over, at han næppe ville se hende igen, og at få hendes navn slynget i hovedet, mindede ham bare om sine egne fejl og svagheder.

"Jeg er ikke interesseret i at skændes med dig." Lød det fra ham. Stemmen var bestemt - han var træt af at blive skældt ud, og han var ikke engang sikker på, hvad det helt præcist var, hun ville, længere.
"Tror du, han vil komme igen?"
Det var sådan set det vigtigste spørgsmål. Var hun stadig i fare?


(Sorryyy .. ved jeg har været meget langsom til at svare<3)