Trent skulle lige til at sige noget, da healeren talte til Izilarna, men hendes eget advarende blik forvarede ham om at holde kæften lukket. Han holdt derfor mund og kiggede op på loftet med øjne der flakkede let. Han var fuldstændig klar i hovedet, kunne mærke enhver fiber af sin krop hade dette og så var som om, at han forventede en kamp til enhver tid. Adrenalin pumpede rundt i blodet på ham og han fandt at den døsende fornemmelse var langt væk. Men det betød ikke at han ikke havde lige så ondt som før. Nu kunne han bare holde klarsyn til trods for det.

Healeren selv gav sig til at forklare, og da det var færdigt, advarede han hurtigt sin patient om, at det ville komme til at gøre meget ondt, det han skulle til at gøre. Det var lige så meget en advarsel til dyrekvinden. Han ville ikke have, at hun blev ophidset og aggressiv, hvis manden begyndte at skrige eller græde, eller gå i gulvet igen. Han tvivlede på at manden ville miste bevidstheden efter dette.

Healeren stak forsigtigt en finger ind i hullet hvor en kniv havde punkteret Trents lunge. Han virkede til at tjekke noget, før healingsprocessen gik i gang. Den fik Trent til at vende det hvide ud af øjnene i ubehag. Det gjorde ikke decideret ondt, men det var ekstremt ubehageligt, at ting inden i ham reparerede sig selv, groede sammen i meget hurtigt tempo.

Da healeren havde trukket fingeren ud af hullet, var det forseglet igen. Derefter gik healeren videre til ribbenene. Et par af dem var brækket, nogle kun bøjet, men healeren fik ordnet det under knasende lyde og halvkvalte udbrud fra Trent der fandt det yderst smertefuld.
Healeren stoppede først sin gennemarbejdelse da de meget livstruende skader var væk. Han havde ordnet det betændte ben, hvor han havde fået skabt en smule hud, der hvor der var blevet flået en del af, men han kunne ikke gøre meget andet, da der var en del overfladiske skader tilbage. Det noget grimme sår i panden en del af dem. I stedet forbandt han de steder, også de forrevne håndled.

"Blot et par enkelte krystaller, til at drikke det her væk, det er hvad jeg beder om,"

Sagde den nu udmattede healer til dyrekvinden. Der var gået et par timer med dette, men nu var Trent i noget bedre forfatning. Han var endda nået så langt som til at sidde op i sengen, klatøjet, men ikke døende. Han var dog stadig ret sølle.

Izilarna så stille til, det var ikke den første heling hun havde set, langtfra, men det var til gengæld en af de mere ubehagelige. Da hun havde fundet Lorgath helt radbrækket havde hun en helt anden ro, da han jo i forvejen var død, han kunne holde til lidt mere end de skrøbelige mennesker som hende selv og Adrien
Alle healere havde også forskellige måder at gøre det på, Turine gjorde det i hvert fald meget anderledes end den ældre herre. Kvinden rynkede kort brynene sammen, inden hun skævede hen til ham, hun kunne ikke engang hans navn.

"Det siger du nu. Men du tager med os så snart solen stiger. Drakan har brug for helende evner de næste mange dage og jeg kan ikke hele. Du er tilsyneladende den eneste i området, og vi kan ikke blive her!"

Izilarna var ikke længe om at give Trent ny identitet, alt andet var for risikabelt, ingen måtte vide noget om nogen. Hun fugtede læberne og skuttede ryggen. Hun var så træt. Adrien var nok mere træt, men hun var helt udmattet af den lange rejse og bekymringen. Hun kunne ikke slappe af endnu, de måtte videre til de næste kro, for meget af Trents blod havde skabt et spor, hvis vampyren var dygtig og hurtig ville kroen blusse op som en baune grundet lugten af hans blod.

Healeren hævede et øjenbryn, da dyrekvinden begyndte at tale om, at han skulle med. Det var ikke ligefrem forventet, men han kunne nok godt leve med det.

"Jaså? Hvis det er dit ønske, jeg skal tage med, og det skal gå hurtigt, vil jeg foretrække, at det foregår til hest. Jeg er ikke i min bedste alder længere. Og det nok vil det koste lidt mere, men ikke mere end den normale betaling for healing. Vi kan altid tale om en pris på vejen, lige nu har jeg ikke lige en idé til en pris. Healing tager kræfter,"

Svarede healeren roligt, før han gik hen i et hjørne og satte sig på en stol.

Trent var blot forvirret. Skulle de nu til at af sted igen? Det var han ikke sikker på, han kunne holde til. Han tog sig let til hovedet, mens han sad der, dybt forvirret og klam i sengen. Han havde siddet i det samme opflåede tøj i meget lang tid og han var mildest talt ret beskidt.

Trent kiggede fra den ene til den anden.

"Skal vi af sted nu?"

Spurgte han, stadig med en meget ru stemme. Han havde ikke fået fat i det med solopgang, da han var lettere fraværende mentalt. Han frøs i det blodpletterede, stadig lidt våde tøj. Det var ubehageligt at have på, og der var mere eller mindre blod over det hele i sengen. Havde han virkelig blødt så meget? Trents blik blev mere og mere flakkende og ufokuseret.

Izilarna stirrede olmt på healeren, hun var parat til at betale prisen, hun var godt klar over, det det var hårdt og opslidende arbejde, men hvis han begyndte at skabe sig nu, ville han ikke få noget valg, overhovedet.

"Jeg skaffer heste, det er intet problem!"

Knurrede hun så hæst, inden hun så over imod Trent der var dybt forvirret, i hurtige bevægelser gik hun mod kroværelsets lille vindue, hvor hun skævede ud, det var ikke ligefrem sent, rejsen og healingen havde taget tid, men der var endnu et par timer til daggry.

"Du kan få et par timers hvile Trent, men ikke mere end det. Det kan du også for den sags skyld!"

Knurrede hun så og nikkede mod healeren, det var vigtigt for de to at få noget søvn, Izilarna skulle nok holde sig vågen og holde øje.
Hurtigt forlod hun rummet, inden hun kom tilbage nogle minutter senere med en stor zinkbalge fyldt med vand, hvori en stor natursvamp flød rundt, over armen bar hun et par neutrale sorte posebukser og en simpel skjorte. Ejeren kom nok ikke til at savne det, der havde været så meget i skabet, at Izil dårligt nok kunne finde rundt i det.

"Her, vask dig lidt. Jeg har taget lidt rent tøj med, det ser ud som om du trænger!"

Brummede hun, at vurdere på Adriens blik og den måde han sad på var han ikke just komfortabel i de gamle klæder. Desuden ville healingen og badet sikre ham en væsentligt bedre søvn end hvis han skulle sove i sit eget skidt endnu en nat

Healerens nervøsitet var ikke at se længere, da dyrekvinden knurrede af ham. Manden havde sin sunde fornuft, men ælde gjorde en del ved psyken. Derfor så han meget rolig ud til trods for, at han godt var klar over, at dyrekvinden sagtens ville kunne flå halsen op på ham. Han nikkede bare tilfreds.

Trent kunne bringe sig selv til hvile, selv ikke da Izil forlod rummet. Han kunne ikke sove i det forfærdeligt lugtende tøj eller for den sags skyld mens han var så møgbeskidt. Hvad Izilarna havde for, vidste han ikke, men han turde egentlig heller ikke sove, selvom healeren på stolen i hjørnet, havde sat sig komfortabelt og selv virkede som om, han sov.

Heldigvis var Izilarna klar over hans problem, fandt han ud af, da hun kom tilbage med en balge med vand og noget tøj. Han lyste noget op, da hun rakte tingene til ham. Tøjet lagde han på den halvdel af sengen hvor der ikke var blod, hvorefter han trak det beskidt af, og lod det falde til gulvet. Det var irrelevant for ham nu.
Hans krop så forfærdelig ud, møgbeskidt og blodig, så svampen og det varme vand han vaskede sig med, føltes fantastisk. Han blev ved, til han følte sig nogenlunde ren og så tog han det nye tøj på. Det var luftigt, så han fik ikke ondt af det og han kiggede hen på Izilarna, da han endelig sad og følte sig menneskelig igen. Han vidste godt, hun ikke kunne sove. De var i fare her, og han følte sig ubekvem og havde dårlig samvittighed over alting. Hun kunne ikke få lov at sove og healeren havde opbrugt meget energi. Og så var der risiko for, at vampyren kunne spore dem tilbage hvor de kom fra, fordi han stadig havde sår.

"Undskyld. Det var ikke meningen jeg skulle blive fanget, men.. Men hun var stærkere end jeg troede,"

Forklarede han sig med et nedslået blik. Han hadede Xenix. Foragtede hende og ville hævne sig. Men samtidig følte han sig fuldstændig værdiløs i dette øjeblik. Hvis ikke de kom væk, ville både han, healeren og Izilarna dø. Han kunne ikke få sig selv til at sige mere, for en klump i halsen blokerede det meste tale. Derfor lagde Trent sig ned i den rene ende af sengen og fik lullet sig selv ind i en let, forstyrret søvn. Efter flere ugers tortur, var hans drømme ikke længere af den gode slags.

---- Kort tidshop ----

Daggryet stod på himlen, da Trent af sig selv vågnede op. Han følte sig en smule mere frisk, men en træthed havde stadig magten over ham. Healeren sad vågen i sit hjørne, men det havde Trent ikke blik for. Det var mere det, at Izilarna ikke så ud til at være herinde lige nu. Hun kunne selvfølgelig være i gang med at købe og sadle heste, hvad vidste han?
Han rejste sig, lettere svimmel fra sengen og fandt sin bue, som han med noget besvær fik strenget. Det ville blive svært at affyre den, den var tilpasset en kentaurs styrke, som han ikke selv helt besad efter så lang tids tortur. Men han måtte jo prøve. Da han afprøvede det, gled hans blik ind i det magiske stadie, mens han nærstuderede den udsigt der var ud af vinduet. Godt, magien var kommet tilbage igen. Så kunne han da være til noget brug, selvom han allerede nu havde ondt i sit ben af at stå oprejst.

Izilarna spildte ikke tiden, hun var ikke længe om at få ryddet det beskidte tøj af vejen, mere korrekt tog hun det under armen og forsvandt fra rummet, ned til staldene, hvor hun tog skævede udover landskabet, hvor var de kommet fra? De store blå øjne blev igen rovdyrsgule, inden hun kneb dem let sammen: der!
Hvor skulle de hen? Kvinden hævede hovedet og duftede til landskabet: Syd.
Hun antog komplet dyrisk form, inden hun for mod vest og først flere kilometer efter lagde hun tøjet fra sig og trak derefter sin egen kjole over hovedet, inden hun smed den fra sig i bunken. Nok ville hendes egen duft sådan forbindes med Adrien, men kjolen stank af ham, og var sølet ind i blod. Skaden var sket.
Efter og have placeret tøjet løb hun igennem landskabet, tilbage til kroen, alle musklerne arbejdede til sit yderste under huden. Da hun nåede frem hoppede hun ind gennem et vindue på førstesalen, hendes naturlige dyriske form ville skræmme de fleste hvis hun bare kom vadende ind midt i det hele. Skabet!
Hun åbnede skabet hun ligeldes havde fundet Adriens tøj, hvorfra hun fiskede et lignende sæt frem, store løse posebukser der først sad til omkring anklen og en tætsiddende sort bluse. Så snørrede hun det viltre hår op i en hestehale, inden hun gik ned til krostuen.
Den festlige stemning var efterhånden ved at dø ud, kun en stor barmfager kvinde var tilbage, hun stod og tørrede nogle krus af.
"Hvor kan jeg købe en hest?"
Izilarnas spørgsmål var direkte og simpelt, kvinden skævede til hende, velvidende at det var Izilarna der havde skabt alle nattens problemer.
"Staldknægten. Han har et par til salg!"

Kort efter stod Izilarna i stalden, knægten var ikke en knægt, han var godt og vel fyrre, og Izilarna fik hurtigt forhandlet sig til en fin pris for en ældre hingst. Ikke den flotteste eller mest elegante hest, men det var ligemeget, det var ikke formålet.
Izilarna smed hurtigt en guldmønt til standknægten og nikkede så mod den nyindkøbte og den brogede hun selv var kommet på.
"Den nye skal sadles op, den brogede skal bare have et hovedtøj!"

Så gik hun op på værelset, hver fiber i hendes krop skreg efter søvn, men de måte vente. Forsigtigt skubbede hun døren op til værelset, inden hun nikkede til healeren og sendte så Trent et nervøst blik.

"Så er det nu!"

Izilarna dukkede forholdsvist hurtigt op i døråbningen. Trent fór omkring, forskrækket, mens healeren stadig så ud til at være komplet rolig. Men nu var healeren jo heller ikke rigtig et dyr.

Izilarnas urolige blik fik Trent til at tvinge sig selv til at mande sig bare en smule op. Han vidste godt, han ikke kunne forvandle sig, selvom det nok meget vel kunne være det bedste at gøre i denne situation. Han var hurtigere og langt, langt mere udholden. Mens hans menneskelige udholdenhed ville ikke kunne klar formskiftet. Han vidste det, og han hadede det. Han ville fri. Ordentligt fri. Slippe det indre dyr løs, lige som Izilarna kunne det lige nu. Men dette måtte åbenbart vente.

Healeren rejste sig på sikre ben. Mere sikre end Trent. Han nikkede tilbage og gik i forvejen, mens Trent fik pilekoggeret spændt fast i et bæltet om livet. På ryggen ville det nok gøre ret ondt. Han havde siddet forfærdeligt i lang tid.

"Ja. Lad os komme af sted så. Jeg skal ikke tilbage til det syge kreatur,"

Svarede han, mens han gik hen til Izil og fulgte med hende uden for til hestene. Der var to nu, og Trent var umiddelbart klar over, at han nok skulle dele pladsen med Izil, da hun var stærkest og ville kunne tage fat i ham, hvis han skulle gå hen at vælte af. Det kunne nok godt ske i den pinlige, sølle status hans krop var i lige nu. Han tvang sin krop i gang og kom selv op i sadlen, selvom det gjorde ham lettere svimmel og kiggede så ned på Izil, klar på hvad end hun havde for at planer.

"Galop eller? Hvor hurtigt?"

Izilarna trommede fingrene imod dørkarmen mens de to fik gjort sig rejseklar. Hendes forvandling var på et mellemstadie, øjnene var stadig store og orangegule og ørene spidse som en elvers, men resten af hende så meget menneskelig ud. Hun havde endnu tøjet fra kroen på, der var ingen der havde bidt mærke i at det manglede det, eller at det ikke var hendes og det gav hende en hvis ejerfornemmelse. Støvlerne derimod var det eneste hun ikke havde kunne få sig selv til at smide fra sig, i stedet var de i løbet af de få timer Trent havde fået af søvn, blevet skrubbet til ukendelighed, i håb om, at de ikke satte nogle markante duftspor.
Så snart Trent og healeren, hvis navn Izilarna endnu ikke kendte, var klar, snurrede hun rundt på hælen og gik så ned til hestene, ganske rigtigt skulle Izilarna og Trent dele hest, det var der flere grunde til, for det første stolede kvinden ikke på, at Trent endnu var stærk nok til at ride selv og for det andet, var det dumt at smide penge efter en hest, man reelt set ikke fik brug for.

Trents spørgsmål fik Izilarna til at skæve imod solen, den var stadig røslig og var begyndt at trække gyldne spor efter sig henover himlen.

"Naah, vi har ikke så travlt, ikke endnu. Med hensyn til dine sår der endnu ikke er blevet lappet vil jeg fortrække, at vi skridter stille og roligt derud af, vi skal nå til en kro lidt over et dagsridt herfra, så tempoet skal nok sættes op. Den tid den sorg, lad os komme afsted!"

Med de ord lagde Izilarna forsigtigt hælene imod flankerne på den store brogede bryggerhest, der trods dens naturligt klodsethed med det samme satte igang i et pænt tempo. Healeren så også ud til at have fundet sig til rette på den skimlede Izilarna have købt ham, på trods af, at hesten tydeligvis var oppe i årene fulgte den fint med.

Som de tog af sted, viste det sig, at healeren, trods sin tydelige alder, ikke havde det store problem med at følge med de to sære folk. Den ene, en dyrekvinde, den anden, så tæt på forkrøblet som man kunne have været, uden healerens hjælp.

Adrien Trent selv, gik det ganske udmærket for, som han red af sted sammen med Izil, for at han ikke skulle dratte af pludselig. Han var trods alt stadig træt og svimmel, og det var med lethed til at mærke. Han holdt buen spændt, og den hang over ryggen på ham, så han ikke skulle behøve at holde den hele vejen. Det var jo trods alt et dagsridt.

Mange timer efter, godt ud på eftermiddagen, var Adrien dog godt udmattet. Hovedet værkede, og skuldrene var anspændte. Hans hænder om sadelknappen rystede og han vidste udmærket godt, at Izil var det eneste der afholdt ham fra at falde ned fra hesten.
Foruden trætheden, var en ny følelse dukket op. Sult. Han havde ikke lagt mærke til den før nu. Hans mave knurrede og han havde det som om, den rev sig fra hinanden af ren og skær hunger for næring.
Da de kom til kroen, endelig, var det healeren der stod først af sin hest, uden det store problem, og det var også ham der bad om ly til begge heste, mens Adrien kæmpede bravt for at komme ned.

"Ved guderne, jeg håber de har kaninragout derinde!"

Sukkede bueskytten da han trådte ned på jorden på geléagtige ben. Som en anden gæst åbnede døren til kroen, nåede lugten af mad ham omgående. Oksestuvning, det måtte det være. Det kunne vel også gå an.

Allerede halvvejs begyndte Izilarna at sidde og småblunde bag Adrien, hun var udkørt af hele scenariet og havde ikke sovet i hvad der mindede om tre døgn, alligevel var det ikke nok til at hendes hoved dokkede imod Adriens ryg, hun var klar over, at det var hendes ansvar at alle tre kom sikkert frem til kroen.
Henover eftermiddagen havde hun sat tempoet en smule op, men efter en kort spids formaning om Trents tilstand fra Healeren måtte hun tage sig til takk med det rolige tempo.
Heldigvis tog healeren ansvar da de endeligt nåede frem, Izilarnas greb omkring Trent var blevet fastere og fastere hele vejen og da hun endeligt kunne lade sig dumpe ned fra hesteryggen var hun så udmattet, at hun kunne sove på stedet.

Ihærdigt skubbede hun døren op til kroen, mens healeren fik tøjret hestene. Så gik hun målrettet op imod bardisken, inden hun stirrede fraværrende på den spinkle mand på den anden side. Han var oppe i alderen og kunne ret tydeligt trænge til et bad. Kroen var lille og ukendt, men det var præcis hvad Izilarna havde regnet ud fra.
"Tre værelser. Og tre portioner af... hvad der nu engang koger!"
Den spinkle mand tog Izilarna i øjesyn, han brød sig tydeligvis ikke om de orange øjne der stirrede hult på ham, så lod han blikket glide hen på Trent, inden han slog med hovedet og knipsede hidsigt, så en af kroens yngre drenge kon farrende fra baglokalet og begyndte at hælde op.

"Vi har kun to ledige værelser søster. Hvis du da kan betale hvad det koster!"
Overraskende nok var Izilarna for træt til at diskutere, men trak bare nogle mønter op ad en efterhånden udsultet pung, som hun skødesløst smed fra sig på bordet.
"Det skulle dække det, men så smider du fandme en flaske mjød med i købet!"
Den hæse stemme var ikke til at tage fejl af, og manden skubbede hurtigt de tre skåle oksestuvning og kål henover disken samt to nøgler og en velkendt flaske fra et af krystallandets mange bryggerier.
Den hvidhårede kvinde vendte sig mod Trent, så smilede hun og lagde en hånd på hans skulder, i det samme kom healeren ind.

"Lad os få noget at spise!"

Trent stod blot og svajede træt, mens Izil gav sig til at tale mad og værelser med kroværten. Han ville ikke blande sig, for han havde jo heller ingen penge, så der var ingen grund til at forsøge at smide prisen ned. Det var Izils krystaller, ikke hans. Det endte med at de kom til en enighed, især fordi Izil ikke gad diskutere, og kort efter kom healeren ind, alt i mens Izil fortalte at der skulle spises.

Healeren, der var meget mere frisk end de begge, tog sig af, at finde bord og tage maden og drikken med derned. Trent var taknemmelig og fulgte tomhovedet med, hvor han satte sig og omgående begyndte at smide mad i sig.

Healeren spiste langsomt, men Trent kunne ikke holde sig tilbage. Der gik ikke lang tid, før stuvningen var spist og han fik også klemt to glas af den krystallisianske alkohol ned, før han blev sløv nok til at falde hen i staver.

"Det.. Smagte godt,"

Sagde han meget sløvt, før han faldt i søvn, midt i krostuen.

Healeren selv skævede over til Trent.

"Jeg tager ham med op og får taget hånd om nogle flere skader, bare gå i seng, frøken,"

Sagde den ældre herre, før han gav sig til at tage Trent op. Han kunne godt få manden med, men det var hårdt ved leddene. Han klagede dog ikke, som han fik fat i en arm og trak den hen over skulderen og begyndte at trække Trent med sig.

Izilarna var selv ved at falde om af søvn, men maden gav hende en kende energi, men kun akkurat nok til at holde sig oppe til at færdiggøre måltidet. Stuvningen var hverken smagfuld eller prængende, men det var rart at få noget varmt og nærende. Alligevel falmede hendes magi langsomt, indtil der kun sad den lille men dog muskuløse hvidhårede kvinde tilbage i fuld menneskelig form.

"Det var heldigt du kunne lide det, jeg ved jo hvor kræsen du er!"

Izilarna smilede, denne gang uden de spidse hjørnetænder og med en blød ironi, så tog hun en ordentlig slurk af kruset, på trods af at kroen var lille og snasket var den varm. Izilarna skulle til at stille Adrien et spørgsmål, da det gik op for hende, at han var gået omkuld midt i krostuen. Kvinden skulle til at slæbe Adrien ovenpå da healeren tog over. Izilarna ville gerne have været ansvarlig og bedt ham lade være med hans alder, men ærligt talt var hun så træt, at hun dårligt kunne stå på benene. I en buet bevægelse rakte hun healeren den ene nøgle, at dømme ud fra vedhænget var det til det største værelse.

"Væk mig hvis du har brug for noget"

Izilarna sendte healeren et smil, inden hun ligeledes traskede ovenpå og åbnede døren til værelset, der stod en dobbentseng, hvis det andet værelse var helt ad helveds til og kun havde en seng måtte Adrien jo komme ind og sove ved siden af Izil, nu trænge hun bare til søvn.

Det var med dovne bevægelser at hun smed noget friskt brænde på ildsteder hvor der kun lå gløder i ildstedet, inden hun sparkede støvlerne af og kastede sig i den skindbeklædte seng der flød med skind og efter ganske få minutter faldt hun i en dyb drømmeløs søvn