Log ind Opret bruger
Izilarna
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Menneske
Alder: 29 år

Skaber: Xenix

Izilarna fik hurtigt slæbt Lorgath som ikke bare var meget større end hende selv, men desuden også bevidstløs, ind i sit telt, hvorefter hun placerede ham på sengen og tændte nogle stearinlys så det var til at se noget.
Med et bekymret blik satte hun sig på sengekanten ved siden af Lorgath, og begyndte forsigtigt at åbne hans tøj så helbrederen kunne komme til når hun kom frem. Skjorten klippede hun op med en skarp saks hun heldigvis havde liggende. De Isblå øjne studerede ham indgående, hun kunne ikke vurdere hvornår en vampyr var ved at dø og de ellers bare var udmattede til det yderste, hun kunne ikke engang kontrollere hans hjerterytme eller vejrtrækning, hvilket bare gjorde hende endnu mere panikken end hun ellers ville have været.
En stor hånd slog på teltdugen hvorefter Izilarna gik derhen og slog åbningen fra, udenfor stod Rakiin med et stort vandfad som han rakte til hende "Uanset hvem det var så det ikke godt ud Izilarna, selv tildækket en kappe var det tydeligt at hans redelighed ikke er god, men jeg tænkte at du nok får brug for det her. Micke er taget afsted!" Lød den store rå mandestemme. Izilarna sendte ham bare et lille smil, i en situation som denne var det nok som tak.
Hun fik hurtigt bakset et lille bord hen ved siden af sengen hvorpå hun stillede det store vandfad og lagde en bunke rene håndklæder. Det ene gennemvædede hun og viklede forsigtigt om den brækkede arm, uanset om man var menneske eller vampyr kunne det vel kun hjælpe at køle det ned, om ikke andet for smerternes skyld.
Forsigtigt dyppede hun spidsen af det andet håndklæde og begyndte at rense hans bidsår på halsen.
"Du har bare ikke at dø!" mumlede hun, mens hun koncentreret rensede det ellers voldsomme bid. Pludselig ramte en anden tanke hende, hvis det virkelig havde været en Lamia der havde bidt ham, ville der så ikke være gift i såret, og kunne den slags egentlig have effekt på de udøde?

~^~ I am the Who, when you call; Who's there!~^~
Lorgath Arkio Korbin
DSL-medlem

Neutral Ond
Race: Vampyr
Alder: 2894 år

Skaber: Lorgath

Lorgath kom først svagt ved bevidsthed da en mandestemme brød stilheden. Han valgte at holde øjnene lukkede og holde sin kæft, for det var kun blevet værre, nu hvor adrenalinen havde lagt sig. Det var, bedst beskrevet, et helvede af smerter og et kort øjeblik ønskede Lorgath virkelig, at Izilarna bare ville drive en træpæl igennem ham. Han slappede lidt mere af mentalt da hans arm blev viklet ind i et vådt, koldt klæde, der dulmede en god del på de smerter han havde i armen. Hendes kommentar fik ham til at grine lidt, mest af alt på grund af, at han ikke ville dø af det her. Så meget vidste han. Og så var hn jo teknisk set allerede død i forvejen.
"Jeg er allerede død," mumlede han, stadig meget hæst, hvorefter han forsigtigt slog øjnene op og blev budt velkommen af Izilarnas ansigt og en svag, men irriterende hovedpine. Han følte sig meget desorienteret endnu.
"Hvor er jeg.. Hjemme?" Spurgte han forvirret. Han kiggede lidt rundt, men hans blik var blevet dårligt og han var ikke vant til at det svigtede ham sådan. Det gjorde ham lidt småbange i det.
Izilarna
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Menneske
Alder: 29 år

Skaber: Xenix

Izilarna vred endnu et håndklæde op og duppede ham forsigtigt på panden med det, hun vidste ikke engang om vampyrer kunne have det varmt, men uanset hvad ville han ikke kunne undgå at have ulidelige smerter og kulden ville forhåbentligt hjælpe lidt på det. Hun fugtede kort sine læber, og åndede lettet op da han snakkede, hun trak lidt på smilebåndet da han da i det mindste stadig havde humoren i behold og trak så på skuldrene "Så permanent død!" sagde hun så og strøg den afkølede klud meget forsigtigt henover hans blottede brystkasse.
Da han begyndte at vende og dreje hovedet sendte hun ham et bestemt blik der fulgte med et næsten kommanderende "Lig stille!"
Hun betragtede diskret hans brystkasse, og det var tydeligt at der var noget helt galt, nogle steder kunne man sågar se en knækket knogle presse imod huden indefra, det var nok bedst at han ikke selv så det og helst at healeren kom hurtigst muligt.
Til hans spørgsmål rystede hun på hovedet og lagde forsigtigt hånden på hans ene skulder der ikke så ud til at fejle noget, for at berolige ham en smule, det var tydeligt for enhver at han var desorienteret.
"Nej, du er i mit telt i Lauget. Jeg ville ikke risikere at bringe Ashmon hertil, det ville give for stor lejlighed til at afsløre dig, men jeg har sendt bud efter en ganske dygtig healer. Jeg ved bare ikke om det kan lade sig gøre at heale udøde kroppe!" sagde hun så, og så ærligt på ham, hun kunne vel lige så godt lægge kortene på bordet.
Et øjeblik tog hun sig selv i at være ved at hente nogle smertestillende urter man kunne tygge på, men som vampyr ville det nok ikke fungere. I stedet hentede hun den sædvanelige tykke læderrem og satte det lange hår op i en hestehale, inden hun igen satte sig ned ved siden af Lorgath.
"Er der noget jeg kan gøre for dig i mellemtiden?"

~^~ I am the Who, when you call; Who's there!~^~
Lorgath Arkio Korbin
DSL-medlem

Neutral Ond
Race: Vampyr
Alder: 2894 år

Skaber: Lorgath

Lorgath kunne ikke lade være med at grine lidt igen da Izilarna kommenterede med et smil og en sætning han klart ville huske i fremtiden. Hendes kommando virkede overraskende nok på ham, og hans blik var nu fæstnet på hende mens hun forsigtigt strøg en kold våd klod hen over brystkassen på ham. Havde han haft et behov for luft, ville han sikkert have været død nu, men han måtte "heldigvis" nøjes med den voldsomme omgang smerter derfra. Han kneb øjnene lidt sammen og forsøgte at holde hovedet koldt.
Hendes beroligende hånd der lagde sig på hans skulder og ordene fra hende fik ham til at smile lidt. Han savnede næsten Ashmon lige nu. Og Xenix. Tanken om hvordan hans nyligt lavede vampyr var alene sammen med hushovmsteren der egentlig ikke brød sig synderligt meget om hende, bekymrede ham og for en gangs skyld længtes han virkelig efter at komme hjem og se om alting var i orden.
"Det ved jeg heller ikke, men jeg håber det," sagde han mens han stirrede ud i luften. Var der noget Lorgath ikke kunne håndtere, så var at ligge og være så handlingslammet som nu. Han tog sig til hovedet og havde lyst til komme med et meget højt, vredt udbrud, men det tillod smerterne ham ikke. I stedet sukkede han lavt.
"Det ved jeg ikke. Slå mig ud?" Spurgte han med en nedslået attitude. Han ville bare have alt det her overstået. En anden idé dukkede op i ham og hans nedslåede attitude blev lidt mere glad i det.
"Har du noget whiskey? Du skylder mig," sagde han så, med et lidt skævt smil.
Izilarna
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Menneske
Alder: 29 år

Skaber: Xenix

Izilarna endte til sidst med forsigtigt at lægge den kolde klud på han brystkasse for at tage smerterne så meget som muligt når han nu ikke kunne æde urter som levende mennesker kunne. Den hvidhårede kvinde så overrasket på ham da han faktisk endte med at ligge helt stille. Hvis hun havde været tilredt sådan, ja, så havde hun nok først og fremmest været død, men derudover ville hun være gået i panik. Hun kunne endnu huske hendes reaktion overfor Lorgath da han havde reddet hende fra den glubske varulv. Ét eller andet sted ærgrede hun sig over ikke at have været hos Lorgath hurtigere, så hun for alvor kunne have gjort gengæld ved at aflive dette slangebæst.
"Micke er redet, der burde ikke gå mere end en time før hun er her!" Sagde Izilarna med et smil, og håbede inderligt på at Turine ikke var ude på andre ærinder på denne tid af natten.
Da Lorgath bad hende slå ham ud overvejede hun det et kort sekund, hvis det havde været hende selv havde hun i hvert fald nok foretrukket det, men hun endte med den beslutning, at det nok ikke var det smarteste og for det andet kom han selv med en væsentligt bedre løsning.
Izil brød ud i et stort smil og nikkede så til ham "Det kan du tro jeg har, men du skal nok ikke forvente at det er samme kvalitet du er vant til!" sagde hun så med et grin, hvorefter hun gik over til en mindre reol, hvor hun åbnede en skabslåge og hev en flaske ud der var halvt tom, hvorefter hun så skæptisk på den, og fandt en anden frem der var lidt bedre. Derefter fandt hun to glas frem og tog det med over til det lille natbord hvor det store vandfad også stod. Derefter fandt hun en stor blød pude frem og så på Lorgath.
"Her, vi kan rette dig lidt op, så du ikke skal ligge helt fladt ned og drikke!" sagde hun så, og lagde forsigtigt puden bag ham, hvorefter hun hældte to store glas whiskey op til dem, og rakte Lorgath det ene.

~^~ I am the Who, when you call; Who's there!~^~
Lorgath Arkio Korbin
DSL-medlem

Neutral Ond
Race: Vampyr
Alder: 2894 år

Skaber: Lorgath

Lorgath spærrede øjnene op. En time? Det ville han ikke kunne holde til, med mindre han fik så meget alkohol at han ville blive for fuld til at ænse smerten. Heldigvis havde Izilarna noget whiskey og da han blev lagt i en mere bøjet stilling fik han det også lidt bedre. Kvantitet over kvalitet i nat," mumlede han lidt dystert i det, da hun rakte ham det ene glas. Han tog imod det med en hånd der rystede let, hvorefter han hældte det hele ned. Det var ikke nok og hans sultne blik landede igen på whiskeyflasken. Han ville bare så ufatteligt gerne have den smerte væk. Heldigvis kom der mere af det i hans glas og han drak igen grådigt.
Da flasken var tømt var Lorgath blevet en smule beruset og lå nu med et grin på læberne. "Vidste du godt, at min lærling hader at læse? Der var engang hvor hun bevidst slog sig for at undgå det," konstaterede han, før han igen brast i en hæs, udmattet latter, ikke desto mindre morede han sig.
"Og så blev hun klogere," mumlede han en smule stille i det, ved tanken om at han ikke havde set Nadia i lang tid.
Izilarna
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Menneske
Alder: 29 år

Skaber: Xenix

Izil kunne godt mærke på ham at han ikke var helt tilpas med at der skulle gå så lang tid, men det var det bedste Izilarna kunne tilbyde hvis hun ikke skulle hente Ashmon og det ville tage lige så lang tid hvis ikke mere, plus at risikoen for at hans identitet blev afsløret blev øget væsentligt. Desuden havde Turine direkte helende kræfter, hvorimod Ashmon vidst bare var almindelig læge.
Vampyren var uden tvivl hungrende efter alkohol til at bedøve ham, og Izilarna gav efter for ham, ingen skulle have så ondt som han havde på nuværende tidspunkt og af samme årsag hentede hun endnu en flaske whiskey da Lorgath havde tømt den første.
Da han begyndte at ævle grinede hun bare lidt af ham og rystede på hovedet "Jeg kan i hvert fald kun håbe for hende at hun så har taget ved lære!" sagde hun med et smil, mens hun vred en ny kold klud op, og skiftede den ud på hans brækkede arm.
Endelig bankede det på teltdugen og Izilarna lagde forsigtigt et stykke stof over ansigtet på Lorgath, stoffet var tyndt nok til at han ville være i stand til at se igennem når han havde det så tæt på øjnene, men fremmede ville ikke kunne genkende ham overhovedet.
"Bare kom ind!" Sagde Izilarna så, hvorefter en midaldrende kvinde trådte ind, mest af alt lignede hun lidt en gammel bibliotekar, men det kunne man ikke rigtigt kalde hende.
Hendes hår var sat op i en stram frisure og var helt sølvgråt mens hendes hænder var ældede en smule. "De sendte bud?" Sagde hun så ganske formelt til Izilarna, der rejste sig op og tog imod kvinden.
"Årh, hold så op med at være så formeld, du har sgu kendt mig i flere år nu! sagde Izil så til kvinden og sendte hende et lille smil. Izilarna hvade efterhånden ikke tal på hvor mange gange Turine havde lappet hende sammen.
" Men ja, vi har haft et ret stort uheld. Jeg tror det er en Lamia der har haft fat i ham!" sagde hun så, og gjorde et let hovedkast imod Lorgath der lå i sengen. "Og lige en ting Turine, han er vampyr, jeg ville sætte pris på hvis det ikke kom ud! Jeg håber ikke at det er et problem!" sagde hun så til den aldrende kvinde, som bare viftede hånden af den hvidhårede.
"Årh, du kender mig Izilarna, jeg siger ikke et pip. Lad mig så se på det!"

~^~ I am the Who, when you call; Who's there!~^~
Lorgath Arkio Korbin
DSL-medlem

Neutral Ond
Race: Vampyr
Alder: 2894 år

Skaber: Lorgath

Lorgath begyndte at grine endnu mere ved Izilarnas kommentar. "Åh, det har hun. Hun brokker sig kun lidt nogle gange," mumlede han mens han skar en mindre grimasse da hans brækkede arm blev rørt ved. Det var ikke så slemt nu hvor alkoholen havde fået sin virkning, men han følte sig stadig på ingen måde godt tilpas. Han lod Izilarna putte klædet over hans ansigt efter at han havde taget endnu et glas og tømt det og ventede nu tavs på at Turine kom inden for. Deres samtale fik ham til at udstøde en mindre latter igen, men han lod være, da klædet over hans ansigt blev forstyrret. Han havde aldrig prøvet at blive healet før, så han havde ingen anelse om hvorvidt det ville gøre ondt eller ej, men han ville gerne være forberedt, så da den ældre kvinde kom hen til ham, så han hende i øjnene, selvom hun ikke kunne se hans ansigt. "Vil det gøre ondt?" Spurgte han en smule køligt. Så snart der var fremmede til stede, havde han en tendens med at lukke af.
Izilarna
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Menneske
Alder: 29 år

Skaber: Xenix

Izilarna fulgte roligt Turine hen til sengen, hvor hun tog et hurtigt kig på Lorgaths brystkasse, men fortrak ikke en mine på trods af det voldsomme syn, Turine var heldigvis meget dygtig inden for sit fag og havde af samme årsag set lidt af hvert igennem årene. Derefter lod hun blikket glide op på halsen hvor Izilarna havde vasket såret så rent hun kunne, og til sidst ned på hans skuldre hvor Isis kløer havde boret sig ind.
HUún rømmede sig kort og tog så plads ved siden af Lorgath på den stol Izilarna havde siddet på, før hun vendte blikket imod Lorgaths ansigt der var dækket af et klæde, dette lod dog heller ikke til at ryste kvinden.
"Jae knægt, det er jo ikke småting du har været ude for!" Sagde hun så, og lod forsigtigt de spinkle fingre glide over hans brystkasse med en koncentreret mine.
"Det kommer til at gøre ondt ja, jeg må være ærlig overfor dig. Til gengæld kan jeg love dig at det går hurtigt, i hvert fald armen der og dine sår!" sagde hun så med en stemme der var spinkel og spids "Men de ribben dér, jeg kan godt klare at ordne dem, men det er mere besværligt og tager lidt længere tid, det vil dog ikke gøre så ondt som at få dem brækket." Forsikrede hun så, og sendte ham et lille smil.
Izilarna satte sig på den anden side af Lorgath, hun havde selv været proceduren igennem og vidste hvad Lorgath gik ind til, dog ikke med den skrækkelige ribbenskade han havde tilraget sig.
"Er du klar?" Spurgte Turine så og lagde håndfladerne imod hinanden, hvorefter der dannedes et blødt behagelidt lys, der efterfølgende befandt sig i begge håndflader.
Roligt holdt hun dem henover såret han havde på halsen, og dernæst sårene kløerne havde forårsaget. At få helet kødsår var ikke så slemt, det sved mens såret lukkedes, men ellers var der ikke så meget i det.
Dernæst vendte den spinkle kvinde opmærksomheden mod hans arm. Forsigtigt løftede hun klædet af og smed det på gulvet, hvorefter hun med største nænsomhed lagde begge lysende håndflader imodarmen hvor den var brækket. En sær varme ville starte med at sprede sig, hvorefter knoglen ville smutte på plads med et højlydt knæk der fik Izilarna til at gyse. Derefter satte knoglen sig sammen og blev så god som ny. Den behandling tog omkring fem minutter, men det gjorde til gengæld mindst lige så ondt som at få armen brækket.
"Så, det var den lette del!" Sagde Turine og så igen mod Lorgath "Er du okay?"

~^~ I am the Who, when you call; Who's there!~^~
Lorgath Arkio Korbin
DSL-medlem

Neutral Ond
Race: Vampyr
Alder: 2894 år

Skaber: Lorgath

Lorgaths øjne spærrede sig op ved den halvgamle kvindes kommentar om, at han ikke havde påtaget sig lette skader. Han blev ikke vred over at blive kaldt knægt, men det forvirrede ham, meget. Det var meget længe siden han sidst var blevet kaldt sådan, faktisk.. Havde det været hans fader. Han vendte blikket væk fra dem begge, ude af stand til at sige noget. Han lyttede til forklaringerne og da kvinden endelig spurgte om han var klar, nikkede han forsigtigt og lod hende gå i gang.
Ved sårene føltes det ekstremt underligt og smerten var heller ikke helt så slem. Men så fik hun fat i hans arm og der føltes det næsten være end da den var blevet brækket. Han var dog meget stædig og ytrede ikke en eneste lyd ud over at skære tænder til den lange tid var overstået.
"Den lette del," gentog Lorgath, meget tørt, men anstrengt. Han havde det ikke forfærdelig godt, men nu kunne han da bevæge sin arm igen. Turines spørgsmål fik ham til at ryste på hovedet. "Nej, men det er vel også derfor De er her," konstaterede han ærligt hvorefter han overvejede at fjerne klædet fra sit ansigt. Han nøjedes bare med at tage sig til hovedet.
Izilarna
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Menneske
Alder: 29 år

Skaber: Xenix

Izilarna strøg ham forsigtigt på skulderen, hun vidste faktisk slet ikke hvordan han havde det med berøring fra en kvinde som hende, men hun havde altid været ekstremt afslappet omkring sådan noget og Lorgath havde trods alt reddet hendes liv, det var det mindste hun kunne gøre for ham. Hvis hun så kunne indgyde lidt ro hos ham ville det jo kun være godt.
Turine nikkede bare til det han sagde, og så så ribbenene an. Grunden til at hun spurgte var mest hvis han skulle have en pause fra helingen, men han virkede ikke til det og hun tillod sig derfor at fortsætte. Forsigtigt lagde den spinkle dame hændende på hans bryst og begyndte helingen, det gjorde omkring halvt så ondt som armen havde gjort, men tiden var til gengæld også derefter.
Efter noget der svarede til tre kvarter stoppede Turine og sukkede dybt, sved glinsede på hendes pande og pendes hænder var så småt begyndt at ryste.
"Jeg kan ikke mere idag Izilarna, jeg er ked af det, men det værste skulle være ordnet. Der er en hjernerystelse tilbage og en lunge som har fået et tryk, men det er noget der går over af sig selv og dem bruger du jo ikke alligevel hm?" sagde hun så med en træt men kæk stemme til Lorgath.
Izilarna rejste sig hurtigt op og gik hen til sit bord hvor hun fandt en sort pung frem. Turine rejste sig og gik langsomt hen til åbningen i teltet, hvor Izilarna rakte hende pungen "Endnu engang tak Turine!" sagde hun så, og sendte hende et lille smil.
Kvinden tog gladeligt imod pungen med et lille smil "Jeg tror også jeg overnatter her i nat Izil, jeg er for træt til at rejse du ved!" sagde hun så og forsvandt ud af teltet.
Den hvidhårede kvinde satte sig over til Lorgath igen og så så på ham med en mindre bekymret mine "Bedre?"

~^~ I am the Who, when you call; Who's there!~^~
Lorgath Arkio Korbin
DSL-medlem

Neutral Ond
Race: Vampyr
Alder: 2894 år

Skaber: Lorgath

Lorgath ventede at det skulle blive værre og var derfor lettere panisk, uden at vise det, da kvinden lagde sine hænder på hans halvvejs ødelagte brystkasse. Men hun havde haft ret. Det gjorde ikke så ondt, men det var stadig hårdt for ham og det varede i lang tid. Lang nok tid til, at han ikke fik sagt tak bagefter, da han lå komplet drænet, og næsten helt uden smerter. Der var kun hovedet, og det overraskede ham derfor ikke, da den ældre kvinde forklarede at det var en hjernerystelse. Han sagde intet, men vendte ryggen til dem med et suk af ren og skær lettelse. Så kunne han sove. Det kunne være lige meget om hjernerystelsen ikke ville gøre det så godt.
Kort efter var der stille og han hev klædet af sit ansigt hvorefter han regnede med at kunne sove videre, da Izilarna spurgte om det var bedre. "Ja. Meget bedre," mumlede han træt mens han blinkede et par gange og så op på hende. "Tak, Izil. Hvis du ikke var kommet så ville den sikkert ikke have stukket af," sagde han med et smil, der virkede taknemmeligt, men samtidig meget humørforladt.
Izilarna
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Menneske
Alder: 29 år

Skaber: Xenix

Izilarna smilede til ham, og strøg ham på skulderen, hvorefter hun trak et uldtæppe over ham. Hun bed sig kort i læben og strøg sig så over øjnene. "Det var godt, få lidt søvn. Solen er lige stået op så du kommer nok ikke herfra før til aften, hvis du er frisk nok til den tid!" sagde hun så, og tog hans maske hvorefter hun lagde den ved siden af sengen, og dækkede den til med klædet han havde haft for ansigtet.
Kort overvejede hun selv at lægge sig til at sove ved siden af ham, men det ville hun ikke byde ham når han nu havde givet hende egen seng og værelse da hun kom til ham og havde brug for hjælp.
Hurtigt trådte hun op på en lille stol hun havde og pustede lysne ud hun havde i en støbejernsholder der lyste det meste af teltet op. Takket være at Izilarnas telt lå så langt inde i grotten fangede det ikke sollys og der kunne derfor blive totalt mørkt selvom det var højlys dag.
Roligt satte hun sig hen til sit skrivebord og rullede så noget pergament ud som hun kiggede på. Derefter dyppede hun fjerpinden i blæk og gav sig til at skrive. Hvis hun holdt sig vågen til han vågnede kunne hun i hvert fald sørge for at der ikke kom folk ind og opdagede hvem han var.

~^~ I am the Who, when you call; Who's there!~^~
Lorgath Arkio Korbin
DSL-medlem

Neutral Ond
Race: Vampyr
Alder: 2894 år

Skaber: Lorgath

Lorgath nikkede og lukkede øjnene, igen taknemmelig over at han bare kunne få lov til at sove. Han havde stadig ret ondt i brystkassen, men det var ikke så slemt at han ikke kunne sove. Han faldt hen og sov meget tungt, uden at lægge synderligt mærke til at der var en del larm uden for teltet. I enhver anden tilstand der var rask, ville han have været komplet ude af stand til at få lukket et øje, men han var i forvejen meget udmattet.
Da han endelig vågnede igen, var det aften, og han takkede endnu engang Izilarna, hvorefter han trak jakken på, så kan ikke kunne se hans bare, arrede overkrop. Hætten blev også trukket ned over hans ansigt og han gik ud fra teltet, hen til Turine, hvor han fik takket denne ordentligt, blot med ord og en mindre rubin havde liggende i lommen, hvorefter han, stadig lettere sløv, drog hjem til sig selv. Masken holdt han også gemt.

//Out
Tråden er afsluttet