Nadia havde underlige drømme. Usammenhængende drømme. I den første drøm. Den drøm, som hun huskede bedst, men også den, som virkede mest realistisk. Her havde hun befundet sig på en eng med meget højt græs, så højt, at det dækkede hendes knæ. Der var varmt og helt rart, og solen kærtegnede blidt hendes hud. Og så var hun nøgen. Hun gik rundt og ledte efter noget, men hun var ikke sikker på hvad, men der var noget, som hun skulle finde. Og mens hun ledte, var der denne blide kvindestemme, som blev med at spørge, om hun var klar til at forlade denne verden? Hun svarede ikke, fordi hun forstod det ikke.
Der gik tid, men endelig fandt hun det, som hun søgte. Der stod et enligt træ midt på engen og ved foden af dette træ lå der flere ting. Ting, som hun ikke erindrede, selvom der var noget genkendeligt over det. Der var en dolk, en halskæde, en kranie maske og en festival maske. Hun fornemmede helt klart, at dette var en prøve. Stemmen var også forsvundet. Dolken lod hun ligge, fordi hun fornemmede, at de andre ting var vigtigere. Hun samlede de to masker op og betragtede dem. Så forskellige, men alligevel virkede det til, at de havde det samme formål. Et minde, svagt, men det var der. Derefter samlede hun halskæden op. Hun vidste, at der var noget, som hun skulle huske. Men hvad var det? Og hvorfor betød disse ting så meget for hende?
Pludselig smed hun tingene fra sig. Hun stod og græd. Hun kunne huske det. Hendes liv. Lorgath. Hun tog sig til siden. Smerten var væk. Blodet var væk. Hvad var der sket? Hvor var hun? Hendes tankestrøm stoppede. Svarene på hendes mange spørgsmål kom til hende. Det var så uvirkelig.
”Lilya Nadia. Er du klar til at forlade denne verden? Dette liv?” spurgte kvindestemmen igen.
”Nej.”[/color] svarede Nadia,
”Nej, jeg er ikke klar. Jeg vil gerne tilbage. Jeg skylder ham det.”[/i][/color] Hun vidste, at det var det rigtige svar, hun kunne føle det. Hun var ikke klar til at dø. Ikke endnu. Dette sted var nemlig en verden mellem livet og døden. Her kunne man træffe et valg. Og hun havde lige valgt sit.
”Nuvel. Men vi ses snart igen.” sagde kvindestemmen så.
Nadia følte, at der var noget, som hæv i hende. Hun vidste, at hun var på vej tilbage. Tilbage til der, hvor hun hørte til.
Resten af hendes drømme var utydelige, men det var om ting, som hun havde oplevet i hendes liv. Hendes far. Hendes mor. Hendes første stjålne ting. Mordet på hendes far. Mordet på andre folk, betalte mord. Glæden ved dans. Hendes første møde med Lorgath. Glemte følelser. Og pludselig var det hele blevet sort, men hun vidste, at hun var i live.
Nadia flyttede svagt på sig og mærkede noget blødt. En seng. Hun mærkede en hånd i hver af sine. Hun begyndte svagt at græde. Hun åbnede forsigtigt øjne, mens hun blinkede tårerne væk. Et smil formede sig på hendes læber. Hun fik øje på et velkendt ansigt. Lorgaths.
”Undskyld, at det tog mig så lang tid om at komme tilbage.”[/color] sagde hun stille og gav hans hænder et klem,
”Men jeg skulle først huske igen.”[/color] Det kunne måske godt lyde en smule gådefuldt, men Nadia selv vidste, hvad hun snakkede om.