Det var med en hvis form for komplet ukendt nervøsitet, at Lorgath, eller rettere sagt, Mordekai, bevægede sig uset gennem Tusmørkedalen. Han vidste at ingen ville se ham, især ikke nu, hvor han var iført lette klæder; En sort skorte, nogle handsker i blød læder, et par lette benklæder, samt en lidt mere tyk kappe. Der var intet der raslede og han havde intet synligt våben på sig. Rundt omkring var der dog i alt seks knive skjult. Han havde også en lidt lang jakke over skjorten. Hætten på hans kappe var slået op og hans ansigt var dækket af et menneskekranie med forskellige makabre symboler tegnet i en umiskendelig rød farve. Det eneste han havde, der muligvis kunne give lyd fra sig, var den berygtede kæde, men selv den var der ingen lyd fra. Den var bundet stramt om hans venstre håndled under handsken. Han var på vej ud mod Det Sorte Laug, og selvom han havde fået avisninger, så vidste han got ngenlunde hvor de ville befinde sig. Kun få havde så god en lugtesans som han og i det øjeblik han var ude i paradisskoven, fangede han godt den svage lugt af en større gruppe mennesker samlet på ét sted. Derfra var det vel let nok.
Mordekai havde en bylt i den ene hånd, hans telt, overraskende nok var det ikke komplet sort, men derimod rødt og sort stribet. Det var dog pakket ind nu.
Da Mordekai kom til stedet, kunne hans øjne godt se en vagtpost, og han gik tættere på, før han valgte at afsløre sig selv foran manden der naturligvis var klar til at forsvare sig selv med et trukket sværd.
"Fald ned. Jeg ønsker at tale med Izilarna. Kan det være en mulighed?" Spurgte han køligt. Han lagde kort efter mærke til en anden der havde siddet længere nede, da manden med det dragne sværd bad denne om at hente hende. Mordekai viste ingen tegn på nervøsitet selvom han havde en ret skarp klinge rettet mod sig. Han vidste udmærket, at selvom manden havde et sværd, så ville vedkommende ikke have overhånden alligevel. Ikke at dette skulle komme til kamp.

Izilarna havde siddet i sit telt det meste af dagen og ordnet det papirarbejder der nu engang skulle til. Det store rundtelt var oplyst af en stor lysekrone af smedejern som holdt otte drikkehorn hvori der var plantet solide vokslys, desuden var hendes skivebord ligeledes oplyst af et fad med lys der var brændt ned i forskellige højder.
Som altid var hun iført en kropsnær kort kjole, denne gang uden ærmer i, mens det unaturligt tykke hår var slået ud og hang løst nedover stolens ryg og ned på jorden, det var uundgåeligt med den længde som det havde. De spidse ører stak op gennem den store manke, hun var for tiden altid halvt forvandlet i og med at lauget var så nyt, og tillidsbånd skulle til at bindes før hun kunne slappe fuldkommen af.
Et sted i det fjerne kunne hun høre en velkendt stemme og dernæst Lorgaths hvilket fik hende til at slippe fjerpennen hun sad med i hånden og gå ud af sit telt. Hun var allerede nået halvvejs igennem lejren da hun blev løbet i møde af en ung knægt på knap 14 år der hev fat i hende. "Izil, der er en der vil snakke med dig, de siger det er Mordekai og at du skal være vagtsom!"
Izilarna smilede blot til knægten og nikkede "Mordekai er her for at blive en af os, du har ikke noget at være bange for!" forsikrede hun ham og gik så frem til Lorgath der endnu blev holdt tilbage af den standhaftige vagtpost.

"Det er okay Rakiin, han er en af os!" Den rå stemme fik med det samme vagten til at flytte sig til side for Lorgath så han kunne komme forbi og træde ind i lejeren.
Alle teltene var nøje organiseret så der var gange man kunne gå på uden at falde over teltbarduner og lignende, da det skulle være muligt at flygte i tilfælde af, at inkvisitionen fandt dem eller brand.
"Følg med mig Mordekai!" Izilarna havde med vilje undladt at hilse på ham på nogen mulig måde da hun ikke rigtigt vidste hvordan han ville opfattes i gruppen og Izilarna ville ikke give ham et kram i tilfælde af, at han følte, at hun trådte ham for nær

Ligesom Izilarna kunne høre Mordekai, kunne han også høre hende, efter at den 1-årige knægt havde forklaret hende hvem der var kommet. Han smilte under sin "maske" en handling den stædige vagt ikke kunne se, mens Mordekai målte manden med øjnene; Han var robust bygget, stod med sværdet i højre hånd i en position der fortalte at han havde styr på hvad han lavede - som røver, ikke som fægter - og hans øjne fremviste ingen frygt. Nej, det var den lette lugt af koldsved der gjorde Mordekai selvglad. Manden var nervøs, han knagede tænder, lavt, men hørligt. Mordekai vidste at den mindste bevægelse kunne koste vagtposten livet, for så ville nervøsiteten tage overhånd og der ville ske grimme ting, og Mordekai selv ville ende med at stå med et lig for fødderne. Derfor stod han bomstille, men komplet afslappet og da Izilarna kom til syne, blev hans smil mere bredt i det, mens hun forklarede sagden for Rakiin, det som vagten hed.
Han sørgede for, ikke at virke det mindste nervøsitet selv, da han gik tæt forbi Rakiin og sendte ham et monotont blik. Han havde lovet Izilarna ikke at skabe splid og derfor sagde han intet og viste ingen følelser til vagtmanden. I stedet gik han hen til Izilarna.
"Udmærket vagtpostering du har, Izilarna," sagde han lavt til hende. Drengen fra før var stadig med og han virkede mere som en beundrer end én der var skræmt. Knægten gloede i hvert fald måbende på ham. Havde det ikke været fordi han hadede børn, så var han kommet med en rap kommentar til knægten. I stedet ignorerede han ham, mens de gik videre ind i den lidt primitive hule, hvor der var plads nok til at komme rundt omkring.
"Er dette så dit faste hjem?" Spurgte Mordekai efter en rum tid med tøven. Han ville ikke selv kunne finde på at bo her, mest af alt på grund af de mange risici.

Izilarna smilede til vagtposten idét Mordekai gik forbi ham, Izil, som hun blev kaldt blandt venner, var ikke et tvivl om at han vidste hvem Mordekai var, han havde lidt af et rygte at slæbe rundt på, og af samme grund var han et godt kort at have på hånden hvis det skulle gå hen og brænde på.
"Han er okay, han har størrelsen til at virke faretruende, men en gammel skade gør ham desværre kun til midlertidig vagtpost, hans syn er til gengæld unaturligt godt hvilket er grunden til at han står der!" sagde hun så, og smilede kort til Lorgath. Det var ganske sandt, Rakiin havde en evne til at få Izilarna til at ligne en lille pige ved siden af, med hendes spinkle bygning og knap 170 cm.
Izilarnas telt var stort og var helt nede for enden af den store udgravning som et af de sidste telte, da de nåede dertil pegede hun ned på en tunnel der ligeledes var gravet i den anden ende af hulen "Det er en nødudgang, den fører til midten af skoven hvis der skulle ske noget!"
Sagde hun så, og vendte sig mod knægten der viste tydeligvis fascination af Mordekai og hele hans udtryk "Micke, kan du hente mig noget kogende vand?" knægten nikkede og løb så afsted mod den store bålplads der var i midt i lejren. "Stakkels knægt, efter hans mor brændte inde i deres hus var faderen nødt til at stjæle for at holde dem i live, desværre havde han ingen evner inden for faget, og inkvisitionen tog ham med til deres hovedkvarter, sidenhen er der ingen der har hverken set eller hørt fra ham!" sagde hun så, og skar en grimasse, inden hun slog teltdugen fra det store telt og gik ind.
Teltet var stort og rummeligt, i den ene ende stod en stor træseng med dyrehoveder skåret ud i hovedgærdet, derudover var den dækket af med lammeskind og store uldtæpper. Derudover var der en stor reol hvor der lå en masse dokumenter i nydelig orden og i den anden ende stod hendes skrivebord der pt mindede om ét stort kaos.
Izilarna satte roligt et par stole frem så de begge kunne sidde, og kort efter kom Micke løbende med et stort vandfad med dampende vand og nogle håndklæder. Derudover rakte hende en lille læderpung, alt sammen blev hurtigt stillet på bordet, inden hun takkede drengen, og bad om at få fuldstændig ro de næste par timer.

Mordekai nikkede forstående da Izilarna forklarede hvorfor vagtposten var så dygtig som han var. Måsk en god grund til, at han havde reageret så hurtigt, da Mordekai var dukket op. Han var dog ikke sikker, men han lod det ligge, mens Izilarna bad knægten, Micke om at hente noget kogende vand. Han fandt det nu alligevel meget imponerende at drengen adlød uden tøven og løb afsted. Men til forskel for så mange andre, havde han ikke den vilde sympati for Micke da han fik knægtens historie. Han trak lidt på skuldrene og fulgte hende ind i hendes store telt, der så meget hjemligt ud til trods for at det jo var et telt. Mordekai så sig lidt omkring, og valgte så at sætte sig på en af de stole der blev stillet frem. Kort efter dukkede Micke op med vand og håndklæder. Han sagde stadig intet til drengen, udover at stirre efter ham da han forlod teltet efter at have fået at vide, at de ikke skulle forstyrres de næste par timer. Det var nok besked til Mordekai, til at han turde tage masken af og stille den fra sig på bordet og trække kappen af, samt jakken under den. Der hang to knive i jakken, de sidste fire sad ved blandt andet hans håndled og i støvlerne. "Den skal være på skulderbladet og helst ikke for stor," sagde han lige ud med et lidt tørt blik.

Izilarna ryddede hurtigt de værste ting af på skrivebordet, rullede pergamentpapirene sammen og lagde dem i en bunke, så der var nogenlunde arbejdsplads. Det hvide hår blev sat op i en hestehale ned et tykt læderbånd, hvorefter hun flettede det, så det på ingen måde kunne komme i vejen, selvom at det stadig gik hende til lige over knæene når det var sat op på den måde.
Lorgath virkede ikke synderligt snaksagelig, men sådan nogle dage havde de alle, og når det var hans første tatovering var det især ganske forståeligt, hans første tatovering i, tja, hvor gammel var han egentlig? 200? 500? Det var slet ikke til at vide, men måtte i hvert fald blive tilknyttet til sin krop når man havde haft den så længe.
"Godt, så begynder jeg lige med at desinficere området og så tegner jeg den op, du skal nok få lov til at se den inden jeg begynder at stikke i dig, så du kan godkende den!" sagde hun så, og hentede en lerkrukke som stod i reolen, hvori der var flydende væske, hun havde købt til formålet, hvorefter hun vaskede hans skulder af, og begyndte derefter at tegne med en tynd streg blæk på en meget fin lille pensel.
"Er du nervøs?" spurgte hun så og sendte ham et lille smil, selvom han ikke kunne se det. Da hun var færdig med at tegne op hentede hun et lille spejl og henviste ham til det store spejl på omkring to meter, som stod ved siden af hendes seng, så han kunne vurdere om det var fint nok, heldigvis havde hun efterhånden tegnet og tatoveret den mange gange før, så det ville gå let og hurtigt

Lorgath havde også trukket skjorten af, da Izilarna informerede ham om at hun ville gå i gang. Han kunne godt mærke den varme disinficerende klud mod sin iskolde hud, men ignorerede det mens han stirrede frem for sig, da hun begyndte at tegne tattoveringen op med blæk. Hendes spørsmål kom lidt bag på ham, men han kunne erkende nu, at han ikke længere var det. Hvis byvagten nogensinde fik fat i ham i det hele taget, så var han alligevel på røven - for så havde han heller ikke gjort sit arbejde godt nok.
"For smerten. Nej. Og heller ikke for selve tattoveringen," svarede han med en lav latter mens han så efter hende, da hun stoppede og fandt et spejl frem. Han hævede kort et øjenbryn og valgte så at slå det hen som en mindre detalje. "Ah, jeg kan ikke se mit spejlbillede, så jeg tjekker det bare på den her måde," mumlede i let morskab, før han drejede sit hoved så meget han lige kunne. Det var nok til at skimte tattoveringen som egentlig så udmærket ud. "Den laver du bare. Den ser fin ud," konstaterede han med et skævt smil, før han vendte blikket frem igen.

"Oh, okay!" Izilarna kunne ikke lade være med at have et øjenbryn i forundren da Lorgath nævnte at han ikke kunne se sit eget spejlbillede, hun havde hørt mange rygter og myter om vampyrene, men indtil for få dage siden vidste hun slet ikke om de overhovedet fandtes.
Hun rømmede sig kort, og kiggede så selv på skitsen hun havde lavet, den var blevet ret god hvis hun selv skulle sige det, men nu havde hun også alle dage haft som talent at tegne, det var også en fordel, hvis der havde været vigtige folk til stede til et møde hun i smug havde overværet, når man så kunne tegne dem bagefter.
Roligt gik hun hen til den lille læderpung som hun åbnede, og fandt så nåle frem, der var sat på et skæfte så man kunne holde ud at holde på den længere tid ad gangen dem lagde hun på et meget lille bord som hun stillede ved siden af Lorgath, derefter hældte hun blæk op i en lille glasskål som hun før det havde dyppet i det kogende vand.

"Så går jeg igang, det kommer nok til at tage et par timer, du må sige til hvis du skal have en pause!" sagde hun så, og dyppede den ene af nålene i blækket og begyndte så at stikke langs skitsen hun havde tegnet. Selv sad hun på en omvendt stol med brystet lænet imod ryglænet, for at få en mere behagelig arbejdsstilling.
"Jeg nåede da at tænke på om du nogensinde ville komme, men jeg havde slet ikke forventet dig så tidligt!" sagde hun så, og tørrede lidt af det overskydende blæk væk fra hans ryg, det var underligt at tatovere en som ikke rigtigt blødte når man stak dem, det var i hvert fald noget lidt andet at tatovere en udød