Antonia havde lukket sine øjne under kysset. Selvom det ikke varede synderligt lang tid, var det alligevel som om tiden stoppede. Der var kun de to i verden, og hun havde det som om hun var et helt andet sted. Tiden stod stille. Et eller andet sted, blev hun en smule skuffet da hun egentlig trak sig væk, men hun kunne jo heller ikke stå og råkysse på en stort set fremmede mand. Desuden havde hun kun taget imod udfordringen for at overraske ham. Det var langt de færreste, der ville tage imod sådan en udfordring.
Men Antonia var fuld af overraskelser, det vidste hun godt. Hun kunne godt lide, at folk måske ikke kendte til hendes næste træk, men at det hun gjorde, faktisk overraskede dem.
Dog havde hun ikke troet at Levon ligefrem ville udfordre hende til at kysse ham, så det var også kommet som en overraskelse for hende.
Levon gjorde helt klart sit for at gøre dette til en god oplevelse, hvilket bare fik hende til at trække på smilebåndet. Dette var bestemt ikke nogen dårlig oplevelse, det måtte hun indrømme.
Smilebåndet blev trukket en smule mere i, da han sagde, at hun helt klart kunne gøre hvad hun satte sig for. Selvfølgelig kunne hun det. Hun var ikke ligefrem efterlyst for ingenting.
”Hvis man har viljen, kan man vel gøre stort set alt hvad man vil,” sagde hun med et smil og kiggede på ham. Viljen, det havde hun virkelig. Hvis der virkelig var noget hun ville, gav hun heller ikke op. Der var ingen der skulle bestemme, hvad hun kunne og ikke kunne. Det skulle hun nok selv klare.
Antonia måtte indrømme, at Levon var ganske charmerende. Hun havde ikke mødt nogen som ham før, hvilket også gjorde, at han fastholdte hendes nysgerrighed. Når først, hendes nysgerrighed var fanget, havde man hendes fulde opmærksomhed. Hun var ret nysgerrig af natur, hvilket også havde gjort, at hun måske nogle gange havde været ved at komme lidt slemt til skade. Hun havde dog altid noget at redde det, så hun var aldrig kommet slemt til skade eller kommet ud på så dybt vand, at hun ikke kunne bunde. Men det havde ofte været tæt på. Specielt når hun havde været alt for nysgerrig inde i folks huse. Det var derfor det var muligt at lave tegninger af hende, folk havde jo set hende, fordi hun ikke kunne styre sin nysgerrighed. Hun havde dog lært af sine fejl, og de sidste mange måneder, var hendes job gået smurt og uden at hun blev opdaget.
Antonia var også selv i ret godt humør. Hun var tilfreds med sig selv, da hun havde klaret den udfordring, han havde givet hende. Det var ikke fordi det havde været en svær udfordring, men hun havde klaret den, så selvfølgelig var hun tilfreds med sig selv. Desuden gjorde det hende også i meget bedre humør, at have klaret opgaven. Så selvom hun havde været træt af at skulle stå op, var hun blevet i bedre humør. Hun havde ligesom glemt alt om det dårlige humør hun havde haft fra morgenstunden af.
Hvis Antonia havde haft en hest, ville hun nok ikke være blevet i byen hele tiden. Hun ville tage rideturen rundt i landet, bare fordi hun kunne. Desuden ville det også gøre hendes arbejde en smule lettere, hun ville i hvert fald komme hurtigere fra sted til sted. Men det ville også gøre, at folk kunne høre hende. Desuden var det ikke nemt at skjule så stort et dyr som en hest i skyggerne. Det var nemmest bare at skjule sig selv, og hun havde ikke noget imod at gå rundt. Hun havde også efterhånden lært at være næsten lydløst, og det kunne man ikke være på en hest.
”jeg takker for bekymringen, men nu tror jeg ikke ligefrem, at jeg ville blive slidt op, af at hjælpe i en butik,” sagde hun med et lille smil, men hun tog hans ord som en kompliment, hvilket man også kunne høre på hende. Hun ville nu ikke havde noget imod at hjælpe sin onkel, hvis nu han havde en butik, men på denne måde, havde hun mere frihed til at gøre, hvad hun nu lige ønskede.
”Det skal du ikke tænke på. Jeg kan ikke huske dem, så jeg savner dem ikke. Jeg var ganske lille, da de døde…” sagde hun. Det var en komplet løgn. Men det var en del af den løgn hun havde fortalt i så mange år, at den ikke lød som en løgn. Men inderst inde, havde hun et uendeligt savn til sine forældre. Hun hadede det de havde gjort mod hende, men hun kunne ikke lade være med at savne dem. De var trods alt hendes forældre, og hun havde aldrig nogensinde kunnet forstå, hvordan man får sig selv til at forlade sit barn på den måde. Hendes onkel havde dog sagt, at det havde taget hårdt på forældrene. Hun var bare ikke helt sikker på, at hun troede på det.
”Men ja, min onkel er min eneste familie. I hvert fald hvad jeg kender af. Jeg ved ikke om nogle af mine forældre havde andre søskende eller noget i den stil” svarede hun med et lille smil. Det var sådan set rigtigt nok. Hun anede virkelig ikke, om hun havde anden familie et sted ude i verden. Hun ville dog ikke se bort fra muligheden. Men på den side, så havde hun heller ikke lyst til at finde mere familie. Hun havde det godt som hun havde det nu, det måtte hun virkelig indrømme.
Hun kunne godt lide hans berøring på hendes kind, og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet af det.
Hun lyttede til hvad han sagde, og nikkede. Hun ville give ham helt ret.
”Jeg tror også kun at de har lært det på den hårde måde – ved at tabe kampe. Men som sport, er det nok ikke nødvendigt, at kunne alle de beskidte tricks, det vil jeg give dig ret i,” svarede hun med et smil.
”Hvis bare man kan klare sig, er det vel lidt lige meget, hvilket våben man bruger. Om så det er de bare næver. Jeg tror slet ikke at jeg kunne holde ude i mere end et par minutter, og det ville kun være fordi jeg kunne dukke mig for min modstanders angreb,” sagde hun med et lille grin. Det var også en løgn. Hun havde trænet en del, og hun havde fået sine venner til at træne sig, så hun kunne efterhånden klare sig rimelig godt med et sværd. Hun var ikke fantastisk, men hun kunne efterhånden klare sig ret godt. Det vidste hun da. Det kunne hun bare ikke stå og fortælle ham, da det nok ville være lidt mistænksomt, at en kvinde trænede fægtning. Det ville det i hvert fald være i hendes verdenssyn. Hun havde jo ingen reel grund til at træne det.

Selv var der ingen ændring i tiden, ingen slowmotion, og kysset var alt for hurtigt ovre. Han overvejede at tage hende i sine arme og give hende en ordentlig lektion i stedet for denne lille smagsprøve, men han tog sig i det og holdt sig selv tilbage. Ikke så meget på grund af folk; nej de havde nok set værre før, men af hensyn til hende. Det var ikke så velset at kvinder indlod sig på så hede favntag midt på åben gade, som han havde i tankerne.
Blikket der betragtede hende var varmt og forførende bagefter, og han var usigeligt glad for, hun havde taget udfordringen op. Det havde været en meget god overraskelse.
"Præcis, og du virker meget viljefast!" Han kendte allerde den del af hende; den var ikke svær at se.
Det var heller ikke svært for ham at mærke hendes nysgerrighed, der behagede ham en del. Det var altid rart at kunne gøre et vedvarende indtryk og at virke lidt mystisk og anderledes end andre hjalp altid på at bevare indtrykket frinsk i hovedet i lang tid. Og han håbede virkelig ikke, Skyggen ville glemme ham bare sådan. Han var nu så godt som komplet overbevist; alt ved hende talte for det, og han funderede over hvordan, han skulle gøre hende opmærksom på det på en taktfuld måde, så hun ikke blev alt for sur.
Ved hendes kommentar om ikke at blive slidt op, samlede han blidt hendes hånd op og vendte den med håndfladen opad, hvor han løb sine fingre undersøgende over den. Det burde fremkalde en svag sitren gennem hende, måden han gjorde det på, da han var ret øvet i at bruge sine hænder til at fremkalde den slags følelser. Han så op på hende igen med et trist smil.
"Ak, så smukke hænder, og allerede er der tegn på tærring! Det går virkelig ikke an, frøken!" drillede han let og foldede hendes fingre sammen med sin frie hånd, så han holdt om hendes næve med begge sine et øjeblik, før han slap hende. "Der er desværre alt for mange farer derude, der lurer for at slide en køn ung kvinde op før tid," sagde han med tragedie i sin stemme, "Hvis blot jeg kunne tage dig med mig hjem og opvarte og behandle dig som den skønne kvinde, du er. Ingen nedslidning, bare ren luksus!" Han smilede indsmigrende, flirtende og en smule frækt til hende, og hans øjne funklede. "Det er trods alt et hårdt arbejde, du har, ikke sandt?" Han fortsatte med at smile og hintede kun så svagt om sin viden; et tvetydigt spørgsmål, der kunne forståes på flere måder. Hans blik og smil forblev uændrede, og han blev stående ganske roligt.
"Blot fordi man ikke var så gammel, kan man godt have lidt afsavn. Det er lige så meget dette, jeg beklager. At gå gennem tilværelsen alene er.. umenneskeligt på det nærmeste. Men du har klaret dig alligevel. Meget imponerende!" Han havde fortsat med svaret så snart det var muligt og smilede bare blidt. Det var ikke noget svært regnestykke for en så velbevandret i menneskets psyke, at han havde regnet den lille hemmelighed ud. Det var nærmest naturligt, hun måtte have manglet alt de,t hendes forældre kunne have givet hende, og hendes lette løgn er lige så let gennemskuet.
"Hvis du nogensinde skulle få lyst til at finde ud af, om der er anden familie, så kontakt mig endelig; jeg skal gerne give mig i kast med en undersøgelse," tilbød han med et indtrængende smil.
Hendes smil ved hans berøring var opmuntrende, og han var igen tæt ved at tage hende i sine arme, men holdt sig selv tilbage.
"Det er meget muligt, de har. Det er sådan de fleste knøse lærer nutildags. Ingen respekt for en ordentlig lærer!" Han lo over sin egen gammel-far tone og blinkede så fortroligt til hende.
"Ah," drillede han let, "du må da kunne forsvare dig lidt bedre end at dukke dig for et slag. Det ligger til de fleste kvinder at stikke en brændende lussing, og derfra er ikke langt til en proper knytnæve. Og en almindelig reaktion på et slag er at løfte armene for at beskytte ansigtet, og derfra er ikke langt til en simpel blokering af et slag ... Kom, vis mig et slag. Mod maven eller brystet - eller kæben hvis du vil ... Lad mig se hvad, du har i dig!" Endnu en udfordring, og der hvilede et drillende glimt i hans øjne. Ville hun kunne stå for denne udfordring?
Han stod klar til at modtage hendes slag, selvom han ville lægge hånden op og gribe hendes næve, hvis hun gik efter hans hage. Men i bryst og mave kunne han skam klare det, og han holdt bare musklerne spændt, så hun ville ramme en mur af muskler, der ville absorbere et slag, hvor hårdt det end kom.
Hvis hun valgte at slå mod hans hage ydermere, ville han, når han greb hendes hånd, løfte hendes arm op, dreje hende rundt og ind i sin favn og give hende et ordentligt kys, ellers vill ehan bare tage imod hvad der måtte komme og bare fastholde sit smil. Han havde taget imod slag fra vampyrer og det der var værre, så mon ikke han kunne klare skyggens slag også?

Antonia gik ikke rigtigt op i, hvad folk tænkte om hende. Det havde hun lært af sin læremester. Desuden havde hun ikke rigtigt et familienavn at leve op til. Hendes familie havde jo udstødt hende – selvom de fleste troede at hendes familie var død. Hun havde kun sin onkel, og hun var ret sikker på at han var utroligt ligeglad med, hvad hun lavede og hvad der blev tænkt om familienavnet. Hun havde ikke brug for at have et godt familienavn eller komme højt op i hierarkiet, da hun bare gerne ville have lov til at leve sit liv som hun ønskede det. Hun ville bare gerne gøre hvad der passede hende.
Desuden var hun ligeglad med om hun ødelagde sine forældres ’gode navn’. De ville ikke vide af hende, og derfor ville hun ikke tage hensyn til dem. De havde ikke kontaktet hende én eneste gang i de sidste mange år. Ikke en gang for at høre hvordan det gik. Når hendes onkel, som egentlig ikke var særligt velset i familien, snakkede med dem, spurgte de slet ikke til hende. Hun var død i deres verdensopfattelse.
Antonia kunne ikke lade være med at smile lidt, da han sagde at hun virkede meget viljefast.
”Hvis man gør noget for det man vil og ikke giver op, skal det nok lykkedes. Men du har ret, jeg er meget viljefast,” sagde hun og blinkede en enkelt gang til ham. Hun kunne ligeså godt lade være med at benægte det, når nu det var rigtigt.
Antonias nysgerrighed, var dét, der bragte hende frem. Det var dén der gjorde, at hun næsten hver aften brød ind i folks huse. Det var ikke pengene eller jobbet. Det var hendes nysgerrighed. Det var spændende at man bare sådan kunne blive opdaget, det var spændende at gå rundt i folks huse midt om natten, hvor de måske sov lige i rummet ved siden af. Man skulle tage hvert et skridt med sådan en forsigtighed, og man kunne ikke skynde sig. Hun anede jo ikke hvor gulvet knirkede, eller om der pludselig stod noget, hun kunne komme til at gå ind i. Alting skulle tages stille og roligt, så hun kunne være så lydløs som overhovedet muligt. Hun havde dog skyggernes hjælp. Når de svømmede omkring hendes fødder og nærmest slikkede sig op ad hendes ben, dæmpede de samtidigt hendes støvlers lyd og hendes benbevægelser blev mere flydende. Det havde krævet træning, og hun havde virkelig trænet hårdt. Skyggerne gjorde ikke bare hvad man bad dem om. Man skulle lære at holde styr på dem, man skulle lære at tæmme dem. Det krævede virkelig en vilje der var meget fast. Havde man ikke viljen, kunne man ikke gøre det. Man skulle vise at man var overmanden, og at de ikke skulle prøve på noget.
Skyggerne var ikke bare skygger, som mange gik og troede. Skyggerne havde sin egen vilje. De var hævntørstige, og hvis ikke man havde styr på dem, anede man ikke hvor de pludselig var. De kunne ikke gøre den helt store skade. En skyggemaner – en som Antonia, en som kunne styre dem, kunne give dem magt. Hun kunne lære dem at antage faste former, hun kunne lære dem at kæmpe. Hun kunne lære dem alt muligt, men det krævede også at hun kunne have styr på dem, ellers ville de kun gøre hvad de selv ønskede. Hvis først, de havde antaget fast form og havde et skarpt våben i hænderne, skulle man virkelig holde øje med dem. Sådan var det, hvilket også var en af grundende til at hun tøvede med at lære det. Hun var bange for at hun ikke var stærk nok til at kunne tøjle dem. Hun var bange for at de ville overmande hende.
Da han tog hendes hånd i hans, fulgte hun hans bevægelser med sit blik. Hun var nysgerrig, og ville gerne vide, hvad han nu ville gøre med hendes hånd.
Hun kunne ikke lade være med at le lidt ad hans ord, og automatisk bredte der sig et smil på hendes fyldige læber. Hun kunne simpelthen ikke lade være.
”Så må jeg lære at bekæmpe de onde farer,” sagde hun en smule drillende. Hun kunne sagtens tage vare på sig selv, selvom det ikke var velset. En kvinde skulle helst være hjælpeløs og ikke kunne finde ud af at passe på sig selv. En kvinde skulle sådan set bare se pæn ud, hvilket Antonia ikke forstod. Hun forstod ikke hvorfor det var et tabu, at kunne passe på sig selv. Hvis en mand en sen aften prøvede at forgribe sig på hende, ville hun da ikke bare lade ham gøre det. Hun ville da kæmpe imod. Hun var jo ikke dum.
”Jeg ville kede mig i den rene luksus,” sagde hun med en lille latter, selvom tanken selvfølgelig tiltalte hende. Hvem ville da ikke leve i ren luksus med folk til at varte en op? Det ville da være en drøm. Men hun vidste også bare, at hun ville kede sig. Hun havde brug for selv at afprøve ting, selv at kunne gøre de ting hun ville. Hun havde behov for at falde over et par sten på sin vej, i stedet for at nogen gik og fejede foran hende. Hun havde behov for at lave fejl, så hun kunne lære af dem.
Hun lagde mærke til hans blikke og hans smil, og hendes eget smil bredte sig en smule.
”Det kommer helt an på hvad du mener er hårdt arbejde. Vasketøjet kan virkelig være en svær og hård kamp at komme igennem,” sagde hun og blinkede til ham.
Hun ville nu ikke kalde sit arbejde hårdt. Hun fik ikke just sved på panden af det. Det var sjovt, mente hun selv. Hun kunne godt lide det, og hun blev ikke udmattet af det. Det var egentlig bare et fritidsjob, kunne man vel godt sige. Hun havde godt nok masser af fritid, men hårdt kunne man altså ikke kalde det.
”Jeg kan ikke huske dem. Min onkel har været alt det jeg havde haft brug for. Han var mine forældre. Så helt alene har jeg ikke været. Jeg har fået hvad jeg havde brug for,” svarede hun. ”Men selvfølgelig klarede jeg mig. Man kommer ikke langt ved at dvæle ved fortiden. Man bliver nødt til at komme videre,” tilføjede hun så med et lille smil på sine læber.
Hun savnede virkelig ikke sine forældre. Det havde hun gjort i den første tid, fordi hun havde haft svært ved at forstå, hvorfor de ikke ville have hende. Hvorfor hun skulle udstødes for noget, der alligevel ikke var hendes skyld. Senere var savnet gået over til had. Derefter undren og nu totalt ligegyldighed. Nu hadede hun dem ikke rigtigt mere… hun var bare ligeglad med dem. Hun havde ikke brug for dem i sit liv, når nu de ikke havde brug for hende. Det gjorde stadig ondt af tænke på dem, ondt af tænke på, at være blevet udstødt. Det var da klart. Men hun manglede dem ikke. De betød ikke noget for hende, men var bare to mennesker, der ikke ville kendes ved hende. Hun huskede ikke engang særligt meget fra sin barndom. Hun huskede ikke engang hvordan hendes forældre så ud. Hun kunne kun huske deres navne, men det kunne hun ikke rigtigt bruge til noget som helst.
”Det skal jeg nok. Mange tak for tilbuddet,” svarede hun. Dette tilbud ville hun heller ikke gøre brug af. Hun ville ikke finde ud af mere familie, selvom hun da havde tænkt over det. Hun havde bare aldrig spurgt sin onkel, for tænk nu hvis de andre i familien, heller ikke ville kendes ved hende? Hun ville ikke kunne bære at bruge lang tid på at lede efter dem, hvorefter de så ikke ville kendes ved hende. Det ville bare rive de gamle sår op, de sår der havde brugt så lang tid på at hele. Det ville gøre alt for ondt.
Hun kiggede lidt på ham, da han ligefrem opfordrede hende til at slå ham. Hun havde selvfølgelig lært at forsvare sig selv. Hun havde lært at svinge en prober næve af sine venner, men hun ville da ikke stå og slå ham. Det kunne hun da ikke gøre!
Det så dog alligevel ud til at han mente det, og hun bed sig let i underlæben. Hun ville ikke slå så hårdt som hun egentlig kunne.
Hun knyttede sin ene hånd, og kiggede lidt mere på ham. Hun løftede sit ene øjenbryn, og mumlede noget med, at han selv bad om det.
Hun svang sin næve mod hans kæbe. Det var det nemmeste, og hvis man slog til, ville det gøre mere skade end i fx maven. Det vidste hun. Hun slog dog ikke til, da hun bestemt ikke ville gøre skade på denne rare mand, som kun havde vidst godhed overfor hende.
Hun vidste ikke helt hvorfor hun gjorde det. Måske fordi hun ville se hvordan han reagerede, om han virkelig mente det? Eller måske fordi hun ikke kunne stå for den udfordring, der stod malet i hele hans ansigt. Han stod jo nærmest og sagde til hende, at hun ikke turde. Hun kunne derfor ikke lade være.

Måske gik Antonia ikke op i hvad, folk tænkte om hende, men Levon gik op i ikke at give hende problemer.
At Antonia var ligeglad med sin fmailies navn, vidste han ikke, men det var et heldigt gæt. Som han selv virkede Antonia ikke som typen, der gik så meget op i sin ære, selvom de hver især havde deres egen form for æreskodex.
"Jeg kunne ikke være mere enig!" sagde han smilende. Selv hvis hun havde benægtet det, havde han vidst, det havde været ud af beskedenhed, men han var nu glad for, hun stod ved det.
Selv havde LEvon også en nærmest brændende nysgerrighed, der dog ikke kom til udtryk helt på samme måde eller i samme grad som skyggens. Han sørgede for kun at tillade sin nysgerrighed i emner han kunne tilfredsstille og holdt sig fra ting udenfor hans rækkevidde, hvor skyggen gjorde det til sin opgave at forlænge sin rækkevidde.
Om skygger vidste Levon ikke meget, men han kunne kun forestille sig, det ikke var nogen let evne at have. Ikke som at gøre sig usynlig, der kun krævede kontrol over sig selv.
Han var glad og taknemmelig for hendes smil, hendes latter var sød musik i hans ører, og han nød at se nysgerrigheden i hendes blik, da han strøg fingrene over hendes håndflade.
"Det må du, ja, hvis ikke du finder nogen til at klare det for dig." Han blinkede drillende til hende, for han var udmærket godt klar over, hun helst ville klare sig selv. Levon var ikke den, der lod sig skræmme af selvstændige kvinder; han havde mødt for mange af dem til at blive det.
"Jeg skulle naturligvis sørge for at holde dig beskæftiget," drillede han og sugede hendes latter til sig som ren næring. Han nød virkelig lyden af den, nød hendes tilstedeværelse.
"Hårdt arbejde er alt, der slider dine hænder på den måde," sagde han med et skævt smil, "Vasketøjets sæbe er særdeles hårdt ved huden." For en der aldrig i sit liv havde vasket tøj selv, vidste Levon tilsyneladende meget om det. Men hendes egentlige arbejde gav ikke så meget hård og skadet hud, kunne han tænke sig, når han lige brugte hovedet en smule.
Han nikkede en smule resigneret, men fastholdt sit smil.
"Det er godt, du har din onkel! Det glæder mig virkelig, du ikke har været helt alene i al den tid!" Det var dog tydeligt at høre på hans stemme, han virkelig mente det. "Og nej, dvælen i fortiden får ikke en fremad, men nogen gange er det svært ikke at gøre så." Et gammelklogt udtryk gled gennem hans øjne et øjeblik, før det forsvandt. Han havde dog stadig ondt af hende. Ikke så meget som han ville have haft, hvis han havde kendt sandheden, men dog en smule alligevel, selvom han ikke viste det. Hun virkede ikke som typen, der ville velkomme medynk.
Til hendes accepteren af hans tilbud smilede han blot varmt og fastholdt hendes blik. Han var ikke sikker på om hun ville bede ham om det, selv hvis hun ønskede at kende sin familie, men nu havde han gjort hvad, han kunne.
Det morede ham såre at se hendes usikkerhed med hensyn til slaget. Han regnede ikke med at blive slået omkuld, var stærk nok til at tage imod et slag uden at vise tegn på det, og han afventede blot hendes reaktion. Næven sejlede mod hans kæbe, og han betragtede hende med et drillende smil, mens han hurtigt og forberedt løftede hånden op og fangede hendes næve mellem sine fingre i et blidt greb. Hun fik trykket hans hånd et stykke tilbage, til hånden hvilede mod hans egen kæbe, men han var hurtig til at løfte hendes arm i vejret og snurre hende rundt om sig selv og ud af balance, så hun væltede ind i hans arme, som han lagde tæt og beskyttende om hende, før han vippede hende let bagover i håbet om, hun ville klynge sig til ham, mens han fangede hendes mund med sin i et lidenskabeligt kys og med antydningen af et smil på sine læber.
Han holdt kysset et øjeblik, før han slap hendes mund og sendte hende et blidt smil, hviskende mod hendes læber:
"Du er ganske enkelt henrivende!" Hans øjne funklede, mens han genoptog kysset og lagde alle sine evner bag det i håbet om at kunne tage pusten helt fra hende. Han ønskede ikke at forulempe hende, bare gøre hende ør af en god og behagelig oplevelse.

Antonia havde sin egen form for ære, en hun gik op i. Den var bare ikke som alle andre. Hun satte en ære i at stjæle ting fra folk, hun satte en ære i at folk snakkede om hende. Det var hvad hun ønskede. Hun kunne godt lide det. Så havde folk da også noget at snakke om.
Hun satte en ære i at skjule sit ”Sande” jeg. Hun satte en ære i at snyde folk. Mange folk var så lette at snyde. De slugte hvert et ord hun sagde, som om det var den rene sandhed. Hun havde lært at fortælle en løgn bedst muligt. Det var så nemt, at det morede hende.
Hun havde dog på en eller anden måde lagt mærke til, at Levon ikke havde suget hendes løgne til sig, ligesom alle andre gjorde. Han åd dem ikke råt. Det kunne hun da godt se, men det var ikke noget hun tænkte over. Der var ikke en stemme der sagde, at han ikke troede på hende. Hun regnede jo bare med det, nu hvor alle andre troede på hende.
Antonias æres følelse var ikke som så mange andres, og hun gik ikke så frygteligt meget op i den, selvom hun satte en ære i at gøre så mange forskellige ting.
Der var stort set ingen mennesker, der vidste noget som skygger. De fleste så dem bare som mørke ting, der altid fulgte en. Men hvad ville man gøre den dag, ens skygge forlod en, fordi den var blevet for stærk? Var det ikke ens skygge der kendte en bedre end nogen anden, da den fulgte en hele tiden? Skyggerne var nogle svære ting at blive kloge på. Det var nogen man skulle træde varsomt omkring, da deres vrede ikke var sjov at få over sig.
Antonia havde ikke fortalt nogen om hendes fine evne. Det ville være for svært at forklare. Hun behøvede ikke at trække sit arbejde ind, men hun blev nødt til at fortælle om sin familie, og hun blev nødt til at indrømme, at hun derfor havde løjet for folk det meste af sit liv. Det ville være et kæmpe rod, noget hun ikke ville sætte sig selv ind i. Desuden ville en sådan nyhed spredes hurtigt. Alting der var anderledes og nyt, blev hurtigt kendt. Folk ville på ingen tid kende til hendes evner og hendes løgn om hendes familie. Værst af alt, ville hun måske miste sine venners tillid. Det ville hun ikke, da det ligesom der dem, der holdt hendes hverdag sammen. Dem, der fik hende til at stå op, selvom hun havde været på arbejde hele natten. Dem der lyste skyggerne fra hendes sind væk.
Antonia lod sit blik hvile på den unge mand foran hende. Han var i sandhed charmerende, og noget ved ham tiltrak hende. Hun fandt ham spænende, og samtidigt ufatteligt forførende. Noget hun ikke kunne sætte ord på, selvom hun prøvede.
Hun løftede det ene øjenbryn, og et let smil bredte sig og hendes læber skiltes, så man kunne se en perlerække af hvide, helt lige tænder.
”Du ville måske bekæmpe de onde farer for mig?” spurgte hun og kiggede på ham. Hun var ikke hjælpeløs. Hun kunne til enhver tid klare sig selv, hvis det blev nødvendigt. Hun havde ikke tid til at ridderen på den hvide hest, kom og reddede hende fra den stygge drage. Hvis det kom så langt, skulle hun nok selv bekæmpe den drage.
”Åh, det ville jeg bestemt sætte pris på,” sagde hun og gengældte hans smil. Hun kunne godt lide deres lille indforståede samtale, der havde så mange skjulte hentydninger, som man kun kunne finde, hvis man virkelig tænkte sig om.
”Vasketøjssæbe er ikke slemt. Jeg er sikker på at der er kvinder der har det meget hårdere end mig,” svarede hun med et smil.
Antonia kunne godt gætte sig til, at han nok aldrig havde vasket tøj eller lavet andre huslige pligter. Det kom ikke bag på hende, da det da var tydeligt, at han kom fra overklassen. Fra den klasse, hvor man havde folk til at gøre alt det trælse arbejde for en, - alt det man egentlig ikke gad at lave selv. Det var der nu intet galt i. Det var ikke hans skyld, at han var født ind i det samfund. Det var dog ikke et samfund Antonia misundte. Hun kunne godt lide at gøre tingene selv, at klare sig selv og arbejde selv. Hun fik meget mere ud af det, på den måde.
”Det glæder også mig meget, at min onkel var klar til at tage sig af mig. Det er ham der har lært mig alt hvad jeg ved. Uden ham, ville jeg nok ikke være den jeg er i dag,” svarede hun med et smil. Hun var meget taknemmelig for alt hvad onklen havde tilbudt hende og gjort for hende. Uden ham ville hun virkelig ikke være den, hun var i dag. Han vidste hende tillid og tog hende til sig, når hun havde allermest brug for det.
Antonia ville ikke have at folk skulle have ondt af hende. Det fik hun jo intet ud af, og det gjorde hende i dårligt humør. Hun var ikke hjælpeløs, og hun havde ikke brug for at høre på hvor ih og åh synd det nu var for hende. Det lavede jo ikke om på fortiden.

Antonia kunne nok ikke slå ham omkuld. Hun var ikke sikker. Men hvis hun virkelig lagde kræfter i, kunne hun da give ham ondt. Hendes slag var derfor halvhjertet, da hun virkelig ikke ønskede at skade ham. Det var jo ikke derfor hun havde lært at slå folk. Hun havde lært det til at kunne beskytte sig selv, da hendes mandlige venner mente at hun var for hjælpeløs. De havde derfor lært hende at slå en prober næve, en der i hvert fald kunne gøre nok skade til at hun kunne slippe væk.
Hun var ikke forberedt på det han gjorde. Hun havde regnet med bare at ramme hans hage, og det var så det. Men i stedet tog han fat i hendes hånd, drejede hende rundt, fik hende helt ud af sin ellers fantastiske balance, så hun røg ned i hans ventende arme, og hun klyngede sig til ham, for ikke at falde, da hun virkelig havde mistet balancen. Han havde fejet benene væk under hende.
Hun følte sig tryg i hans arme, men klyngede sig stadig til ham. Et lille ubrud havde forladt hendes læber mens dette stod på, simpelthen fordi hun blev så overrasket.
Hun fangede hans læber i et lidenskabeligt kys, og nød det virkelig i fulde drag. Hendes øjne lukkede i, og hun forsvandt ind i sin egen lille verden. Indtil kysset blev brudt, og hun blev tvunget tilbage til den rigtige virkelighed.
Et smil bredte sig på hendes læber, da hun hørte hans ord. Hun kunne ikke få nogle ord over sine læber. Han havde allerede taget pusten fra hende. Han havde overrasket hende mere end hun havde regnet med.
Kysset blev genoptaget, hvilket hun bød varmt velkommen. Han forulempede hende ikke det mindste, men denne oplevelse var ikke noget hun havde oplevet før.

Præcis som Antonia havde Levon et andet moralsæt end de fleste. Han egne sæt regler, om end de var knapt så meget på den forkerte side af loven som hendes. Men han respekterede hende alligevel.
Hans egen holdning til skygger havde ændret sig lidt efter deres første møde. Han så dem dog stadig ikke som hun gjorde, men det ville måske komme med tiden, hvis han var heldig at mødes oftere med hende.
Ja, Levon var meget charmerende, og han kunne mærke på hende, hun følte det sådan, og frydede sig over det. Han elskede at have den effekt på folk.
Synet af hendes tænder fremkaldte et svar med hans egne, hvorpå han bukkede dybt for hende lige efter hendes ord.
"Jeg er til din tjeneste, skønjomfru!" sagde han galant med et blændende smil. Han var skam godt klar over, hun kunne klare sig selv, og alligevel kunne han smigre hende med sine ord og løfter. Og han havde i alt fald tænkt sig at bekæmpe farer for hende, skulle han være til stede til at gøre det, selvom han ikke helt ville ane hvad, han skulle stille op med hendes vasketøj. Han smilede skævt ved tanken.
"Det ved jeg, du ville," næsten spandt han og så udfordrende på hende med det ene øjenbryn let hævet. Han læste hende bedre end hun selv var klar over, vidste mere om hende end hun ønskede, han skulle vide, men han følte alligevel ikke, han var påtrængende trængt ind på privat område - hvad han måske burde have gjort.
"Muligvis er der det, men det ødelægger stadig dine hænder, og det er en skam! Der er intet så smukt og forførende på en kvinde som et par bløde hænder ... Det skulle da lige være et så blændende smil!" Han blinkede indforstået til hende med et bredt smil og havde lige stukket hende endnu en kompliment, som han håbede, hun fangede.
Levon fik skam også en masse ud af sin tid, nu når han ikke selv skulle tænke så meget på huslige pligter. Tid til sig selv og sine andre gøremål, der for ham var vigtigere.
Et varmt smil bredte sig over hans læber ved hendes tale om onklen.
"Du aner ikke hvor det glæder mig at høre!" sagde han oprtigtigt og følte sig skraks bedre tilpas med situationen. Så havde hun trods alt mærket kærlighed fra noget familie, og det var altid en god ting at have oplevet. Han kunne se hendes taknemmelighed lyse i hendes øjne, og den gjorde ham godt tilpas. HVor var det ganske anderledes at kunne se hendes dejlige øjne nu frem for i den mørke nat.

Han havde faktisk forventet, hendes slag ville være hårdere end det var, men han tænkte ikke så meget over det; svingede hende blot ud af balance og ind i sin favn, ganske godt tilfreds med med det lille udbrud og hendes klyngen til ham. Præcis alt han havde håbet på, og han følte et sus gå igennem sig, da hun gengældte hans kys. Han så hende lukke øjnene i, ganske godt tilfreds med sig selv, før han fulgte hendes eksempel.
Smilet da han kortvarigt slap hendes mund for at tale. Det var tydeligt, han havde taget pusten fra hende, et fakta han nød mere end noget andet, og han var ivrig for at gentage sin succes.
Han holdt kysset et øjeblik og brød så hendes læber let lokkende med sin tunge for at prikke til hendes og tirre hende let. Han lod sin ene hånd glide over hendes ryg ned mod hendes lænd, mens den anden gled op og holdt om hendes nakke med to fingre oppe på hendes baghoved for at støtte hende let. Det skulle ikke blive hverken ubehageligt eller anstrengende for hende at ligge i hans arme, og han holdt hende så tæt ind til sig, han kunne mærke hendes bankende hjerte mod sit bryst. Det tændte en ild i ham at have hende så tæt, og han strøg hende over ryggen med øvede fingre. Måske var det ikke helt fair af ham at indtage hende på denne måde før han havde afsløret sin viden om hende; hun ville måske fortryde, men det var svært, når hun var så aldeles henrivende og uimodståelig.

Antonia havde ikke brug for at folk respekterede hende. Hun ville bare gerne accepteres. Respekt var selvfølgelig rart, og hun vidste at nogle andre, tyve blandt andet, respekterede hendes måder at begå indbrud på, men hun havde ikke brug for respekt. Hun ville bare gerne accepteres for den hun var, uden at skulle lave om på sig selv, fordi folk ikke kunne klare at man ikke var helt almindelig.
Hendes forældre havde ikke kunnet acceptere hende, og det gjorde ondt i hende. Det gjorde ondt at vide, at ens egne forældre var parat til at skille sig af med en og lukke en totalt ude, fordi man ikke var helt ligesom dem.
Hendes onkel kendte ikke til hendes natlige udflugter. Hun havde med vilje ikke fortalt ham om det liv hun levede om natten. Han vidste godt at hun var anderledes om natten – det var jo derfor hendes forældre havde sat hende af der og aldrig kommet tilbage – men hvad det lige gik ud på, vidste han ikke. Hun ville gerne skåne ham for den vide. Hun vidste at han ikke brød sig om denne skyggekvinde, og de havde flere gange snakket om sagen og diskuteret lidt. Hun havde blevet nødt til at give ham ret, selvom det var svært at sidde og snakke sådan om sit andet jeg.
For at blive accepteret af folk, blev hun nødt til at holde sin hemmelighed skjult. Folk ville jo ikke acceptere en person der levede af at stjæle fra andre personer. Det var da klart. Det var svært at skjule sit andet jeg på den måde, og et eller andet sted var det også hårdt. Antonia klarede det dog, men hun håbede bare at der kom en dag, hvor hun kunne sige hvem hun var, og lade være med at holde sit andet jeg skjult. Det skete nok først den dag, en eller anden fik held til at fange hende. Den dag en vagt trak af sted med hende for at låse hende inde de næste… rigtig mange år. Det kunne hun slet ikke lide at tænke på.

Antonia var let at charmere. Med de rigtige ord og et blændende smil, var hun som smør i hænderne på en mand. Hun kunne sagtens gennemskue de fleste mænd, men de kunne også let charmere sig ind på hende. Det var en af hendes svagheder, noget hun nok ikke lige kunne løbe fra, selvom hun gerne ville.
Men selvom hun levede et dobbelt liv, var hun dog stadig kun en kvinde, en kvinde der faldt for en mands charme. Et eller andet sted var hun også romantisk, det var bare noget hun ligesom skjulte. Hun brugte størstedelen af sin tid med en flok fyre, og de gad da ikke høre på en masse romantisk pladder. Hun havde vænnet sig til at være sammen med dem, og nød egentlig at være den eneste kvinde i gruppen. Det gav hende en hvis status, og hun fik ligesom den opmærksomhed hun havde brug for. Desuden så de hende som en af dem, ikke som en eller anden kvinde. Hun kunne være nogenlunde sig selv, mere sig selv end hun kunne alle andre steder.
Hun kunne ikke stå for Levons charme, smil og den måde han tiltalte hende. Han tiltalte hende som om hun virkelig var en af de fine damer, en af dem alle små piger så op til. Også selvom hun gik i en almindelig kjole. Der var slet ikke noget fint over hende, det syntes hun i hvert fald ikke selv.
”Helt dum er du ikke,” svarede hun tilbage, da han svarede at han godt vidste, at hun ville sætte pris på at han holdt hende beskæftiget. Hun gengældte den spindende måde at snakke på, og fandt hans blik med sit eget.
Antonia var ikke helt klar over, hvor meget han egentlig vidste om hende. Det ville formentlig skræmme hende, hvis hun vidste det. Hun regnede jo med at hendes hemmelighed stadig var skjult, eftersom alle andre var for dumme til at regne det ud.
Et eller andet sted, var det også for nemt for hende. Folk var så dumme og godtroende, og ingen troede at Antonia kunne være Kvinden fra Skyggerne. Sådan var hun jo ikke. Hvorfor skulle hun også gøre sådan noget? Det var kun folk uden moral, der gjorde sådan noget.
Levon var ikke trængt ind på et privat område. Hun var vant til at folk kom tæt på. Desuden ville hun straks sætte facader op, hvis han kom for tæt på, og hun ville lukke sig ind i sig selv. Sådan var hun, og det var desværre ikke noget hun kunne lave om på, selvom hun nok egentlig ønskede det.
Antonia opfangede komplimenten med det samme han havde sagt hvad han ville. Et smil bredte sig derfor på hendes fyldige læber.
”Åh, jeg kan nu finde andre steder på en kvinde, der kan være meget forførende,” svarede hun. Hun mente ikke at hænder var helt så forførende, som fx et par pæne ben eller en pæn kavalergang. Det var nok også bare hendes mening. Hvis hun virkelig ville, kunne hun sagtens forføre ham, uden at vise ham sine hænder.
At vasketøjssæben ødelagde hendes hænder, kunne hun ikke gøre så meget ved. Vasketøjet blev ikke ordnet ved at hun stod og kiggede på det. Desuden gjorde det hende nu heller ikke helt så meget, da hun faktisk godt kunne lide at ordne vasketøj. Hun elskede at høre hvordan vaskekonerne sladre som en flok høns, når de hentede vand ved brønden på torvet. Hun deltog aldrig selv i sladderen, men hun kunne godt lide at høre på det. Desuden fik det hende til at smile, når hendes natlige udskejelser kom på tale.
Antonia var utroligt taknemmelig for dét hendes onkel havde gjort. Uden ham, ville hun nok være endt et eller andet sted hun slet ikke kunne holde ud at være. Hun ville virkelig ikke være den hun var, hvis ikke han havde taget hende til sig. Hun var ham evigt taknemmelig, og kunne virkelig bare ikke takke ham nok.
Det var helt med vilje at Antonia gemte sine øjne om natten. Desuden vidste hun, at når mørket lagde sig som et tæppe over byen, blev farven i hendes øjne automatisk mørkere. Det var ikke noget hun kunne forklare, men sådan var det bare. Alligevel skjule hun de under hættens mørke, da hun gerne skulle være på den sikre side.

Antonia havde aldrig prøvet, at en mand havde taget pusten fra hende på den måde, som Levon havde gjort det. Han havde overrasket hende helt vildt, noget hun overhovedet ikke havde regnet med. Hun var ikke vant til at sådan noget sket. Hendes venner kunne hun jo gennemskue så let som ingenting, og ingen af dem var så charmerende, som Levon var.
Antonia fulgte bare Levon. Hun lod ham bryde igennem sine læbers barriere, og fulgte egentlig bare med på den leg. For hende var det en leg, men en helt igennem fantastisk leg.
Antonia nød kysset til fulde, og havde virkelig ikke lyst til at det skulle stoppe. Hun nød at ligge i hans arme, og hun nød at være så tæt på ham. Hun følte sig tryg – noget hun egentlig sjældent følte sig helt.
Til sidst stoppede hun dog kysset. Hun havde ikke lyst, men hun havde brug for det.
Hun åbnede sine øjne, og så direkte op hans øjne. Hun var helt ved siden af sig selv, men det var slet ikke en dårlig ting.
”Wauw.. Det havde jeg ikke lige regnet med..” fik hun sagt, selvom hun egentlig havde haft svært ved at få ordene over sine læber. Hun vidste ikke hvorfor, men de havde egentlig bare ikke villet ud.

Hvor accept var nok for Antonia ønskede Levon hellere respekten. Han var vant til at folk ikke accepterede hans levevis, og det kunne han såmænd overleve, som han altid havde gjort. Det gav ham ikke meget om folk accepterede ham eller ej, men han nød den respekt, han fik. Han havde så mange mennesker i sit liv, det ikke gjorde ham noget længere med dem, der ikke kunne acceptere ham; han led ingen afsavn på den vis, og derfor prioriterede han anderledes.
Som hendes forældre, accepterede Levons heller ikke ham. Ikke på grund af hans evner, men måden han brugte dem på. Eller måske retter - ikke brugte dem på. Det havde såret ham meget i starten og generede ham da stadig, men ikke på samme måde som Antonia, for mens han havde truffet et valg, der havde bragt ham ondet, var hun født som sådan.
At hendes onkel ikke kendte til hendes natteliv var nok en meget god ting, da det kunne være svært for forældre og værger at forstå den slags valg, der ikke var gode for deres små puslinger - hvor store puslingerne så end måtte være blevet. Og Antonia var i høj grad gammel nok til at tage vare på sig selv!
Det ville have moret ham og bedrøvet ham på samme tid at vide, hun frygtede ikke at blive accepteret for begge sine sider. HAn både accepterede og respekterede hende i høj grad - både nat og dag - og han funderede stadig over hvordan, han skulle lade hende det vide på den mest nænsomme og forsikrende måde.

At Antonia var let at charmere sig ind på, havde han hurtigt erfaret, men det bekymrede eller frastødte ham ikke. Det var tvært imod rart at se sine komplimenter falde i så god jord, og det forhøjede hans humør betydeligt. Han så det ikke som en svaghed, selvom han selv havde det på samme måde; han udnyttede det ved sig selv til sin egen fordel, og det skulle være ham en fornøjelse at lære hende at få så mange glæder ud af det som muligt.
At hun var romantisk anlagt havde heller ikke været særligt svært for ham at gætte med den måde, hun reagerede overfor hans galanteri. Hun var i grunden ikke meget anderledes på det punkt end de fleste kvinder, og han fandt det sødt og ganske charmerende. Det var også et plus på hans side, at hun tilsyneladende ikke var vant til at møde mænd, der imødekom de to sider i hende, ja måske forsøgte hun endda at skjule dem?
Hendes kommentar fik latteren frem i hans bryst, og han blinkede fortroligt til hende.
"Det brøster jeg mig i alt fald af ikke at være, men det er altid dejligt at få bekræftet!" drillede han.
At hun ville blive skræmt over omfanget af hans viden om hende, var han ikke et øjeblik i tvivl om, og derfor måtte han også være meget forsigtig med hvordan, han afslørede den for hende. Dog var det lidt svært for ham at tro, ingen nogen sinde før havde fundet hendes hemmelighed, for så svært havde det ikke været at regne ud, når han havde mødt "dem" i den rækkefølge, han nu havde. Måske var der andre derude med den viden om hende, der bare ikke havde været mand eller kvinde nok til at gøre hende opmærksom på det. Det var fejt af dem, for det var vigtigt - måske endda for hendes liv - at hun blev gjort opmærksom på det. HVis han valgte at hemmeligholde sin viden for hende, og hun ville blive opdaget, ville han have dårlig samvittighed resten af sit liv over det. Og hvem af dem ville dét gavne?
Måske følte hun ikke lige nu, han var brudt ind på privat område, men det ville snart komme, var han bange for, og han vidste ikke helt hvordan, hun ville tage det.
Den efterfølgende kommentar fik hævet hans ene øjenbryn op halvt spørgende, halvt drillende.
"Såh?" spurgte han interesseret. "Jeg vil nu vove at påstå, der ikke er en del på en kvinde indeholdende meget større magi end hun kan have i sine hænder. Sandt nok er der andre meget forførende dele - faktisk kan jeg ikke komme i tanker om noget der ikke er det - men hænderne er stadig det mest anvendelige på det punkt, i alt fald i mine øjne." Og han hentydede til langt mere end udseendet af dem, det burde være åbenlyst. Et kærtegn fra en kvindes hånd kunne indeholde langt større forførelse end noget han nogensinde havde oplevet, hvis det blev gjort på den rigtige måde, og han havde en god ide om, at hvis Antonia ville, ville det ikke være svært for hende at bruge netop den magi imod ham. Naturligvis var ben og kavalergang pæne at se på, behagelige at røre ved, men det var også en passiv form for forførelse, som enhver kvinde besad, og han foretrak i stedet, der blev lagt lidt mere i det.
Han havde på fornemmelsen, hun ikek var typen, der havde noget imod vasketøjet, men det bedrøvede ham stadig, at hendes hænder om et årti ville være ru og ødelagte af det. Men det kunne han næppe overbevise hende om, og derfor lod han være.
Havde Antonias øjne været synlige den aften, de var mødtes første gang, havde han uden tvivl genkendt hende med det samme, så han var faktisk temmelig glad for, hun havde haft hætten på. Det kunne virkelig skabe ballade i hendes liv, hvis hun blev genkendt så hurtigt. Ikke at han rigtigt havde nogle ideer til hvordan hun kunne maskere sig bedre, men nu var det jo også hende, der var geniet på det punkt.

Overraskelsen lå næsten i hendes smag under kysset, og han drak den ind som en vin og glædede sig over den udsøgte smag.
Følelsen af deres tunger mod hinanden sendte en rush af blod gennem ham, og han sank dybere ind i omfavnelsen og skiftevis pirrede og kærtegnede hende med den. Øvet var han tydeligvis, og han nød at sætte sin erfaring bag sine handlinger for at give hende den bedste oplevelse muligt.
Hun brød kysset, og han smilede ømt til hende, hans blik blødt og varmt i hendes, da han hjalp hende til at genvinde balancen, men holdt sig meget tæt på hende stadig med armene om hende.
"Det ved jeg," drillede han med et charmerende smil, "men du var meget hurtig til at reagere alligevel! Til min store glæde og din respekt." Han rakte op og strøg hende over kinden, før en ide kom til hans hoved, og med et skævt smil slap han hende og stak hånden ind under sin vest og kappe, hvor han hev et aflangt etui frem. Han holdt den op og åbnede den omhyggleigt passende på, hun ikke så indholdet, som han pakkede ind i sin hånd, før han smilende holdt begge hænderne op til hendes hals, hvor hun stadig ikke ville kunne se hvad, han lavede. Her åbnede han hånden og bredte den delikate sølvhalskæde ud mellem sine fingre. Med vante bevægelser åbnede han låsen og lagde den om hendes hals, hvor han lukkede den lige så behændigt, mens han så mod det kølige metal, der lå mod hendes hud. Hans blik strejfede vedhænget med de to små safirer i. Det var enkelt og feminint, og han havde valgt det personligt til hende. Med et bredt smil stak han dernæst etuiet tilbage i skjortelommen og så på hende et øjeblik længere, før han igen strøg fingrene over hendes kind, før han lænede sig helt ind for at hviske i hendes øre så han var sikker på ingen andre kunne høre ham.
"Tak for bogen, min smukke Antonia!" Hans læber strejfede hendes kind, da han trak hovedet tilbage og betragtede hende igen. Hans øjne var rolige og respektfulde, og han håbede på, hun ville læse alt, hun behøvede at vide af forsikringer og accept i dem. Det ville blive ganske akavet for hende, det var han klar over, men udover det, var han ikke helt klar over hvordan, hun ville reagere. Han håbede på at kunne udnytte hendes chok over hans ord, og han greb hendes hænder og førte dem til sine læber, stadig mens han roligt fastholdt hendes blik. intet var ændret for ham, men hun ville nok se på ham med lidt andre øjne end tidligere. Forhåbentligt ville hun ikke være vred på ham over at afsløre hende. Han håbede ydermere, han havde gjort det så blidt, chokket ikke ville blive for stort. Hvis blot hun ville tænke over hans måde at sige det på, hans nøje udvalgte gave, hans blik, alt det han sådan kæmpede for at holde normalt og troværdigt for at gøre det nemmere for hende; hvis blot hun tænkte over det, ville det forhåbentligt ikke være så forfærdeligt et chok.
"Du vil altid have en allieret i mig!" hviskede han blidt og kærligt for at forsikre hende for, han ikke var en af dem, der ville angive hende eller bakke væk og være skræmt. Han respekterede hende for meget til at kunne gøre sådan.

Selvfølgelig havde Antonia vel også et eller andet ønske om at blive respekteret for den hun var. Hvem havde ikke det? Men det var ikke et ønske der virkelig fyldte noget i hendes hverdag og i hendes tanker. Hun ville bare gerne accepteres. Hun var sikker på at trangen til at blive accepteret bundede i, at hendes forældre ikke ville acceptere hende. Det kunne hun ikke løbe fra, selvom hun virkelig ønskede sig.
Antonia havde også et eller andet ønske om, at komme så langt op i samfundet, hvor folk ikke længere kunne træde på hende. Derop, hvor hun kunne gøre hvad hun ville, uden at folk kunne gøre noget ved det. Hun gjorde hvad der passede hende, men hun blev også nødt til at passe på. Hun var træt af at skulle tage hvert eneste skridt så forsigtigt som overhovedet muligt. Hun var træt af at tænke på hvad andre mente om hende, og et eller andet sted var hun også træt af at høre folk snakke om hende. At høre folk snakke om hendes natlige udskejelser gav hende en følelse af sejr, en følelse af at være noget specielt, noget ingen andre var. Hun var dog også træt af det, for der blev altid bare sagt det samme. Hun kunne tydeligt høre hvordan folk var trætte af ikke at vide hvem hun var, og hun fandt det kedeligt at høre på, hvordan folk en dag ville prøve at fange hende. Hvornår kom den dag? Det var ikke sket endnu. Hun ventede egentlig bare spændt på den dag, da det da ville give hende noget mere udfordring.
Som sådan havde Antonia intet imod at være født anderledes. Hun kunne godt lide at være som så mange andre, men hun ikke lide den måde hun blev udstødt på. Hvis hun kunne bytte, ville hun hellere være som alle andre, men så bare blive accepteret.
Hendes læremester havde brugt lang tid på at forklare hende, hvor fantastisk en gave det var, hun havde fået. Det var en gave som ikke mange forstod eller kendte til. Det havde været svært for hende at forstå, for hun ville jo bare gerne accepteres. Hun hadede at folk kiggede skævt til hende. Selvom hun ikke kunne bruge sine evne i dagslys, kunne de fleste godt mærke på hende, at hun var anderledes. Det var derfor hun så godt kunne lide at være sammen med sine venner. De accepterede hende for den hun var, og prøvede ikke at lave om på hende eller noget i den stil. Det var en befrielse.
Det ville på en eller anden måde glæde Antonia at vide, at der faktisk var en, der respekterede hende OG accepterede hende for den hun var. Men på den anden side: Det var kun én person, ud af rigtigt mange. Det var ikke nok at én person kunne acceptere hende på den måde.

Antonia så ikke så ikke sig selv som anderledes end så mange andre kvinder. Hun ønskede selv at finde den eneste ene, den der ville slå hendes drage ihjel, hvis det skulle være sådan. Hun kunne sagtens selv, men at finde den eneste ene, en der gjorde det fordi han ville, og ikke fordi han var nødt til det, var det hun ønskede. Hun ville finde en, der kunne acceptere hende for begge hendes personligheder, en hun kunne snakke med alt om, en hun følte sig helt tryg ved og en der ville elske hende for den hun var. Det skulle være en der ikke ville lave om på hende. Hun havde dog ikke travlt med at finde den person, og flere gange havde hun taget sig selv i at tænke, at den person ikke fandtes. Langt de fleste kunne jo ikke acceptere at nogen levede af at stjæle fra andre mennesker. Langt de fleste kunne ikke acceptere en der var anderledes end dem, en der havde en speciel gave. En gave man ikke selv havde bedt om at få og som man ikke kunne skille sig af med.
Antonia havde flere gange ønsket at en anden havde fået gaven. Hun havde ikke kunnet forstå hvorfor det lige skulle være hende, og ingen kunne forklare hende det. Hendes læremester havde ikke villet fortælle hende det, og hun var sikker på at han vidste det. Han havde bare sagt at hun skulle lade være med at tænke mere over det, og i stedet glæde sig over den fantastiske gave hun havde fået.
Det havde været svært for hende, men hun vidste også nu, at hvis hun fik valget mellem at have den gave eller ikke at have den, ville hun ikke give den fra sig. Den var så meget en del af hende nu, at hun ikke kunne forestille sig at leve uden den. Det var ligesom den gave der gjorde, at hun var den hun var. Det ville hun ikke lave om på.
I det hele taget ville hun ikke lave om på sig selv.

Ingen havde faktisk mødt begge hendes personligheder. Normalt brød hun ind hos rige folk. Det var folk der sagtens kunne undvære deres ting, og normalt var det ikke nogen hun derefter mængede sig med. Hun kunne aldrig finde på at stjæle fra folk hun kendte. Det ville hun ikke kunne få sig selv, hvilket også var grunden til at hun kun huggede fra rige folk hun ikke engang kendte navnet på. Det var sådan det fungerede bedst for hende.
Det var også på den måde, at ingen havde kunnet regnet ud, hvem det var, der egentlig var Kvinden fra Skyggerne. Hvis man mødte hende, var det kun et lille øjeblik, og så var hun væk igen. Det var slet ikke nok til at få en samtale i gang, og hun havde flere gange skældt sig selv ud, fordi hun havde åbnet sig så meget overfor en person. Hun vidste at det var dumt, men nu havde hun aldrig troet at hun skulle Levon igen. I hvert fald ikke her i sin egen skikkelse. Hun havde heller ikke regnet med at han var så opmærksom, nu hvor alle andre var dumme nok til at tro på hendes løgne.
At der måske var andre der gik rundt med viden om hvem hun egentlig var, troede hun ikke rigtigt på. Den eneste der ellers vidste det, udover hende selv var hendes læremester, og hun troede ikke på at andre kunne vide det. Godt nok havde hun ikke været helt vildt forsigtig, men hun havde stadig passet på. Det vidste hun.
Antonia lyttede til hans ord, og et smil gled over hendes læber.
”En kvinde har flere tricks i ærmet, end bare sine magiske hænder,” svarede hun med et smil. Hun kunne ikke gøre så meget ved at sæben ødelagde hendes hænder. Vasketøjet skulle ordnes, og det gjorde hun. Hun havde virkelig intet imod det.
Antonia havde egentlig i starten ikke forstået hvorfor udklædning var så vigtig. Hun vidste jo at hun kunne forsvinde så let som ingenting. Men hendes læremester havde gjort det meget klar, at hun skulle holde sit ansigt skjult. Alt andet kunne sådan set være lige meget, da det var ansigtet man genkendte folk på. Det ville være slemt, hvis Antonia blev genkendt, hvilket hun godt kunne se, og det var også grunden til at hun hver aften tog hætten over hovedet og begav sig ud i nattens mørke med et skyggelagt ansigt.

Antonia var ikke et sekund i tvivl om at Levon var øvet. Hun kunne slet ikke beskrive følelsen af dette kys, men det var så langt fra noget hun havde oplevet før. Følelsen af at en mand kunne gøre hende så blød i knæene og have hende i sin hule hånd på den måde, var hun dog ikke vant til, og på en eller anden måde skræmte det hende faktisk. Hun var ikke klar over, at hun kunne være så nem at forføre. Det var dog en følelse hun godt kunne lide, en følelse der varmede hende. Det gik dog også op for hende, at hun en anden gang nok skulle være mere på vagt. Det var jo ikke ligefrem fordi Levon havde anstrengt sig særligt meget for at have hende i sin hule hånd.
Antonia var egentlig glad for at han hjalp hende med at holde balancen, selvom det aldrig var noget hun havde kunnet få sig selv til at spørge om. Hun kunne da sagtens selv holde balancen. Den tanke var hendes ben – der stadig var som gele – dog ikke helt med på, og hun var glad for at mærke hans arme omkring sig, så hun ikke bare pludselig faldt.
Antonia løftede det ene øjenbryn af ren og skær nysgerrighed, da han trak et etui frem. Hvad var der i det Etui? Hun var utroligt nysgerrig, og et eller andet sted irriterede det hende, at hun ikke kunne komme til at se hvad det var.
Det kolde metal gled på plads på hendes hals, og det overraskede hende faktisk. Hun kunne endnu ikke se smykket, men ud fra vægten på halsen, kunne hun mærke, at det nok ikke var noget helt almindeligt smykke.
Antonia kunne godt lide smykker og glitrende ting. Hun havde masser af det i sit hemmelige rum, men det var ikke ligefrem noget hun gik med. Det lå der bare, smykkerne på fløjspuder og mønterne lå i små kister eller så havde hun stablet nogle af dem, fordi hun kedede sig. Det var ligesom for at vise overfor sig selv, hvor meget hun egentlig havde opnået. Det var for at motivere sig selv. Desuden var mange af smykkerne nogen hun havde hugget for en eller anden, så hun skulle give dem tilbage. Men der var også smykker hun havde taget, mens hun havde skullet hente en anden ting, og ellers havde hun købt smykkerne for sine egne penge.
Der gik nogle sekunder, før hans ord havde trængt igennem til hende. Hun vidste godt at han havde sagt et eller andet, men følelse af hendes læber mod hendes kind og smykket på hendes hals, gjorde altså at hun ikke lige opfangede det.
Det var dog tydeligt at se, da hun endelig opfangede ordene. Hun rettede sig helt op, blev nærmest stiv i det, og kastede straks sit blik på ham. Smilet forsvandt fra hendes læber, og hendes øjne blev en smule kølige.
Hvorfor havde han fundet ud af det? Hun vidste godt at hun havde fortalt ham alt for meget den aften, men hun havde da ikke afsløret hvem hun var!
Hun stod og kiggede på ham, før hun sagde noget. Med en forsigtig bevægelse tog med begge hænder halskæden af, og lagde den i den ene hånd. Hun kiggede en enkelt gang på det, og måtte indrømme at det var utroligt smukt, og det gjorde lidt ondt af skille sig af med det. Hun rakte hånden hen mod ham, for at sige, at hun ikke kunne tage imod det.
”Hvor længe har du vidst det?” spurgte hun bare, men hendes stemme var ikke længere blød og varm. Den var heller ikke iskold, men det var tydeligt, at hun på ingen tid havde forandret sig.

1845 ord!

Engang ville Levon have gjort alt for selv at passe ind, men som han var blevet ældre, havde han lært at sætte større pris på sin individualitet, og i dag var han faktisk meget stolt af den. Han var selv en så mærkværdig skabning, at han hvilede hvor han ønskede indenfor den sociale rangstige. Han omgav sig med alle slags folk, tog sig ikke af stand, og selvom han havde fået sig et par højtstående fjender af det, generede det ham ikke, for han nød sin frihed; en frihed kun hans forældres velstand havde kunnet skaffe ham. Han var kun hvad øjet så, og han hivlede i det med stort behag; havde ikke behov for at skjule sig, selvom han naturligvis lagde bånd på dele af sig selv i visse personers selskab. Men han forstilte sig aldrig! Ikke som han vidste, Anotnia var nødt til at gøre hver eneste dag.
Som barn havde Levons forældre glædet sig over hans kræfter med elementet jord og frygtet hans evne til at gøre sig usynlig. Den sidste, mente de, var en uærlig evne, der ikke tjente noget godt formål, og som han havde brugt den, havde han da heller ikke gjort meget for at modbevise dem. Men de havde trods alt accepteret ham, og hans far havde brugt lang tid på at lære sin søn at bruge sin evne på den rigtige måde. Havde lært ham at kæmpe ærefuldt, og det var han taknemmelig for.
Det var ikke svært for Levon at forestille sig den indre kamp Antonia til tider måtte igennem over sin splittede identitet, og han kunne ikke andet end at respektere, hun var i stand til at gøre det.

Det var ikke heller ikke svært for ham at forestille sig rosenrøde drømme i Antonias unge sind. Det var sådan de fleste kvinder tænkte, om de ville være ved det eller ej, og han havde godt bemærket den bløde side af hendes karakter - hvordan kunne man undgå at bemærke den - der talte for romantik og kærlighed. Den afbalancerede hendes person ganske godt, og han fandt stor behag i en afbalanceret personlighed.
At hun havde gaven til at manipulere med skygger fascinerede ham stadig, for han havde aldrig set noget lignende det, hun havde vist ham ved deres sidste møde, og selvom nogle - mange - nok ville føle sig skræmt over det, så så han det ikke så meget værre end fx at kunne få jorden til at åbne sig op i et gabende hul og opsluge en hel by. I sammenligning med hans, var hendes kræfter.. harmløse.

Havde det været vidst af Levon, han var den første til at møde begge hendes sider, ville han have været betydentligt bedre tilpas med situationen og ville ikke have frygtet for hendes sikkerhed i den grad, han gjorde. Samtidig ville han havde følt sig heldig og ganske beæret. Han var dog sikker på, det ikke kunne være mange, der stod i hans situation, og han var splittet mellem en følelse af held og ubehag over, hun ikke havde undgået ham fra starten af. Hun havde været temmelig uforsigtig, og han vidste, hun snart ville blive klar over det og håbede bare ikke, han ville skræmme hende for livet fra at møde nye mennesker.
I dagene efter deres første møde, var det faktisk gået op for ham, hvor meget hun var gået af vejen for sig selv, da hun havde valgt at tale med ham, som hun havde gjort den nat, og han havde længe følt sig meget heldig og beæret over hendes offer. Nu var han dog begyndt at tvivle en smule; Han håbede for hendes skyld, det havde været en engangs forseelse, men han var ikke så sikker efter at have mødt hende igen.
At folk generelt var smådumme var ikke gået Levons næse forbi, og han var taknemmelig for det på hendes vegne, da det jo i sidste ende var det, der reddede hendes liv. Selv vidste han for meget om mennesker og var alt for opmærksom til at den slags kunne gå ham forbi, men han var ikke så selvoptaget, han ikke vidste, der var flere derude som ham. OG hvem vidste, den næste, hun mødte, ville måske ikke have så rene intentioner som han selv.
Hendes kommentar fik ham til at klukke let, og han smilede bredere endnu, gengældende hendes.
"Åh ja bestemt, det har jeg aldrig sagt noget om!" drllede han muntert. "Og jeg er sikker på, du taler af erfaring!" Han sendte hende et fortroligt blink med det ene øje. Faktisk ville det ikke gøre ham noget om hun forsøgte nogle af de tricks på ham. Han var en mester i at forføre en dame, men han nød i lige så høj grad selv at blive forført, og skulle en kvinde som Antonia forsøge sig, ville han bestemt lade sig rive med. Han var forholdsvis nem på det punkt, og han vidste det godt. Der skulle ikke meget til for at fange hans interesse ved en kvinde, og Antonia havde allerede hans fulde opmærksomhed fra deres første møde. Han kunne ikke afholde sig selv fra at stryge hende blidt over kinden efter sine ord.
Vist så var det ansigtet, man normalt genkendte folk på først, og hendes smukke mund havde da været en ledetråd, hendes hætte forvirret ham, men han var så opsat på sin teori, han så forbi disse ting. Det glædede ham dog usigeligt, hun trods alt havde maskeret sig den smule.

Det var ikke svært at mærke, hun var lidt blød i knæene efter kysset, og han vidste af erfaring, det var bedst at støtte hende et øjeblik, til hun genvandt balancen, og fik det blot til at se ud som en kærlig uvilje til at slippe hende. Hans erfaring gjorde ham også opmærksom på han så at sige "havde hende i sin hule hånd". Det var måske ikke det bedste at gøre at fortælle hende det lige nu, men på den anden side kunne hun allerede føle sig udnyttet, og han var nødt til at gøre det.
Hendes nysgerrighed over etuiet var lige hvad han havde håbet på at opnå, og han kunne ikke afholde sig selv fra at smile skævt.
Han håbede inderligt, hun ville kunne lide halskæden, som ærligt talt havde været lidt af et helved at vælge ud - der havde været så mange. Han havde ikke vidst hvad, han skulle give hende, men var kommet frem til, at hun nok ikke var så meget anderledes end de fleste kvinder og ville værdsætte et smykke. Så havde han bare skullet finde ud af hvilket, og han var endt med kæden efter nogen overvejelse.
Han ventede på hendes reaktion over hans ord, lettere bekymret, men stadig med et forsigtigt smil. Stivheden, dne ranke ryg, hendes blik og det manglende smil var intet mindre end det, han havde forventet, og han mødte blot hendes øjne med en rolig alvorlighed, der dog ikke fjernede det blide smil.
Han kunne se hvordan tankerne gled frem og tilbage bag de smukke øjne og gav hende tid til at fordøje ordene; så lang tid hun havde brug for. Det overraskede ham dog en smule, da hun tog smykket af og rakte det tilbage mod ham, og stadig med et blidt smil, foldede han blot hendes fingre sammen om det og holdt om hendes knyttede næve som tegn på, hun burde beholde det alligevel. Den ordløse udveksling håbede han inderligt ville være nok til at overbevise hende, men han var ikke sikker. Heldigvis talte hun, og han håbede på at kunne aflede hendes opmærksomhed en smule.
"Nogen tid, men ikke før i dag," svarede han alvorligt, smilet falmende ved tonen, hun brugte. "Jeg fandt det rigtigt at fortælle dig det for din egen sikkerheds skyld og... Kom med, det er ikke noget at tale om på åben gade!" Hurtigt lagde han en arm om livet på hende og trak hende med sig ind i skyggerne mellem to huse, hvor han slap hende, men blev stående tæt på hende.
"Du må ikke tage mig det ilde op, Antonia, og det var ikke nemt at regne ud. Jeg føler det vigtigt, du er klar over min viden, for hvis jeg har kunnet finde ud af det, vil andre også kunne, og for din egen sikkerheds skyld er det nødvendigt for dig at være klar over." Han trak en hånd gennem sit hår og overvejede sine ord uden at fjerne blikket fra hendes et øjeblik. "Jeg er blot taknemmelig over, det er mig og ikke en af dem.." Han slog ud med hånden mod den fyldte gade foran dem, "der fandt ud af det. Mange ville ikke tøve med at.. du ved ... Men du kan stole på min disketion! Hemmeligheden er sikker hos mig, og det vil den altid være!" Hans øjne var oprigtige og insisterende, hvilket han håbede, hun ville se gennem sit chok. Han mente virkelig hvad, han havde sagt; at han aldrig ville røbe hende. Bare hun troede ham. Han længtes efter at trække hende ind i den beskyttende cirkel af sin favn og stryge hende beroligende over håret for at fjerne dne grimme overraskelses spor fra hendes ansigt, men han holdt sig i skindet og nøjede med at strejfe hendes arm i et blidt kærtegn.

Gennem sin opvækst ved sin onkel, havde Antonia altid ønsket bare at være normal. Hun hadede natten hvor hun ikke kunne sove og hvor skyggerne hviskede til hende. Det skræmte hende, og hun ville egentlig bare gerne slippe for den gave, så hun kunne være ligesom alle andre.
Da hun mødte sin læremester lærte hun at sætte pris på sin gave. Han lærte hende at sætte pris på at hun var anderledes, og ønsket om at være normal røg ligesom lidt i baggrunden, hun glemte det bare aldrig. Ønsket brændte stadig et sted i hende, bare ikke ligeså meget som før.
Ønsket om at være normal, kom tilbage den dag hendes læremester døde. Det var ham der fortalte hende at hendes gave var speciel, og det var ham der ligesom muntrede hende op. Efter hans død var der jo ingen til at fortælle hende sådan noget, da hun jo ikke kunne fortælle nogen om hendes ”Fantastiske” gave.
Hun lærte dog at leve med sin gave, og hun vidste at hun ikke ville kunne leve uden den. Alligevel er ønsket om at være normal – at være som alle andre – stadig et sted i hende. Hun kan mærke det når hun høre folk snakke om hende, og om hvor forfærdeligt et menneske Kvinden fra Skyggerne er, når nu hun går og stjæler fra alle andre.
Men Antonia var ikke et barn. Hun vidste at hun ikke kunne lave om på livets lunefuldheder og hun måtte bare lære at leve med det, selvom det måske nok var svært. Hun havde jo også lært at udnytte sine evner næsten til fulde, og hun gjorde hvad hun kunne for at blive bedre hver dag. Hun vidste bare at ønske om at være som alle andre, altid ville sidde i hende, uanset hvad hun gjorde.
Antonia kæmpede dagligt en indre kamp med sig selv. Selvom det gik langsomt, blev kvinden fra Skyggerne alligevel altid stærkere og tog mere og mere af hende. Den identitet blev stærkere for hver dag der gik, og hun var ikke sikker på at hun kunne blive ved med at holde den identitet helt væk. Det eneste der virkelig holdt den væk om dagen, var at skyggerne ikke ville lystre hende om dagen. Når hun engang fik lært det, anede hun ikke hvordan hun skulle holde sin anden identitet væk. Hun havde en lille frygt for at hun ikke længere kunne skjule den fra offentligheden, når den dag kom.
Derfor blev hun ved med at undgå de sider i bogen, der forklarede hvordan man lærte at betvinge skyggerne om dagen. Hun var faktisk bange for at det ville gå galt. I stedet fokuserede hun på at kunne få skyggerne til at antage fast form. Det tog lang tid at lære, men hun havde lært at være tålmodigt.
Antonia vidste at hendes kræfter var harmløse i forhold til at kunne lave et hul i jorden og få det til at opsluge en hel by. Hun var taknemmelig for at hun ikke havde de evner, da hun ikke var sikker på at hun ville kunne styre det ordentligt.
Det hjalp Antonia meget, at hendes to personligheder var så forskellige. Det hjalp hende til at holde dem adskilt, og det hjalp hende til at overvinde den daglige kamp med den mørkere del af hendes personlighed.
Det var nemmere at være en anden, hvis den personlighed ikke lignede den personlighed der ellers lignede en mest. At være Antonia om dagen gjorde, at hun kunne være mere fri, hun behøvede ikke at tænke på om nogen nu havde fundet ud af hendes hemmelighed, eller noget i den stil. Ingen ville tro at den forældreløse Antonia kunne finde på at være sådan. Hun var jo rar og smilende. Det gav hende et pusterum fra den person hun virkelig var: En tyv der manipulerede med skyggerne som var det en leg.
Selv fandt Antonia sin evne fascinerende. Hun havde aldrig selv hørt om folk med sådan en evne, og hun havde aldrig troet at hun selv ville være sådan en person. Det gik først op for hende, da hendes læremester gjorde hende klar over det. Hun havde flere gange siddet og leget med skyggerne, bare fordi hun kunne. Det Fascinerede hende, at hun kunne få skyggerne til at følge hendes mindste vink. Det var hende der styrede dem, præcis som hun ønskede det.
Efter mødet med Levon havde Antonia gjort hvad hun kunne for at undgå folk når hun var på arbejde. Hun var godt blevet klar over hvilken dumhed hun havde gjort, ved at åbne sig sådan overfor en anden person. Det var noget Antonia gjorde, ikke Kvinden fra Skyggerne.
Hun var virkelig ikke stolt over hvad hun havde gjort, men hun havde jo også været ret sikker på, at hun aldrig ville møde ham igen. Det var jo ikke fordi hun ligefrem mængede sig med de rige folk.
Det var en ren tilfældighed, at hun stødte på ham igen, men et eller andet sted, gjorde det hende faktisk ikke noget. Hun kunne godt lide at snakke med ham og være i hans selskab. Hun havde så bare regnet med, at han var ligeså dum som alle andre.
Et skævt smil gled over hendes læber, da hun hørte Levons ord.
”Det kan du tro jeg gør,” svarede hun ham.
Antonia havde forført mænd før. Hun fandt det underholdende, men det var også nemt. Med et smil, et lille blik og en berøring her og der, kunne man havde de fleste mænd i sine hule hånd. Det var en morsom, men nem leg. En leg hun dog aldrig blev træt af.
Halskæden var virkelig smuk, og det gjorde ondt på hende at skulle give slip fra den. Men han havde givet hende en ubehagelig overraskelse, og det gjorde, at hun ikke kunne få sig selv til at tage imod den.
Det kom bag på hende at vide, at der faktisk var en der kendte til hendes hemmelighed, og det fik hende til at lukke af. Det fik ligesom hendes facade til at komme springende.
Levon havde ikke været andet en rar overfor hende, og et eller andet sted gjorde det ondt at lukke af for ham på den måde. Hun blev bare nødt til at tage sine forholdsregler.
Hun ville gerne have at han tog kæden tilbage, men han lod hende beholde den, hvilket faktisk undrede hende en smule. Hun kunne jo ikke tage imod den og alligevel insisterede han på, at hun beholdte den. Hvorfor? Han kunne vel få penge for den. Den så ud til at have været ret dyr, så penge burde han kunne få for den.
Alligevel prøvede hun ikke at give ham den tilbage igen. Godt nok var hun stædig, men halskæden var altså virkelig smuk.
Hun lyttede til hans ord, men kiggede på ham, som om hun ikke troede på ham. Hvorfor skulle han lige være så forbandet svær at narre? Hun havde klaret sig fint med sine indlærte løgne, og så kom han der og regnede dem alle ud. Det irriterede hende en smule. Hun hadede at han havde regnet hende ud på den måde, og hun så egentlig helst at det ikke var blevet opdaget. Det havde været bedst for hende selv og for ham. Tænk nu hvis han ikke kunne holde på hemmeligheden? Hvis han fx blev fuld, kunne det jo sagtens være at han kom til at røbe noget, og det ville virkelig være katastrofalt. Hun fulgte ham ind i den skyggelagte gade og hørte hans ord.
Hun kunne godt se på ham at han mente hvad han sagde, og åbnede munden for at sige noget, men skiftede mening.
”De kan høre os her. Vi må et andet sted hen,” sagde hun og forlod gyden. Hun var sikker på at han fulgte efter hende.
”De” var egentlig skyggerne. Hun vidste at de altid lyttede, uanset hvad, og hun vidste bedre end nogen anden at de gjorde hvad de kunne for at passe på deres hersker. De var hævntørstige, og ligesom Antonia, var der ingen af skyggerne der ønskede at deres hersker blev opdaget. De vidste, at hvis det skete, ville der ikke være nogen til at styre dem, og derfor heller ingen til at gøre dem stærkere. I hendes ører havde det lydt komplet latterligt første gang hun hørte det. Det lød så usandsynligt at nogle harmløse skyggerne kunne have deres egen vilje, men det var sådan det var. Det var hendes job at sørge for at de faktisk opførte sig ordentligt, men samtidigt også hendes job at gøre dem stærkere. Hun var glad for at hun endnu ikke havde, skulle forklare det for nogen, da hun vidste, at hun ikke kunne forklare det så det faktisk lød sandsynligt.
Antonia førte Levon hjem til hendes eget hus, der ikke lå særligt langt væk. Hun følte sig mere sikker hjemme ved sig selv.
Et eller andet sted var hun nok blevet en smule paranoid, efter hun havde lært sine evner at kende. Hun vidste at skyggerne var der om dagen, hun vidste at de lyttede og hun kunne høre dem hviske til hinanden, og hun hadede det. Hun hadede at hun ikke kunne få dem til at holde mund, for de lyttede jo ikke til dem. De lystrede hende kun, når mørket havde lagt sig som et tungt tæppe over byen.
Antonia låste sin dør op, gik ind og lukkede døren efter Levon.
Hun blev nødt til at vide, hvor meget Levon egentlig vidste. Hun blev nødt til at være sikker på, at han ikke vidste alt.
Nogen ville måske tro at Antonia var blevet skør, når hun sådan snakkede om personer, der egentlig ikke var der. Men hun blev bare nødt til at være sådan.
Antonia kunne straks mærke hvordan hun følte sig mere tryg, da hun kom hjem i sit lille hus. Huset var ikke særligt stort, og egentlig trådte man ind i den lille stue med det samme. Det var ikke rigt møbleret, men det var hyggeligt at se på.
Hele den ene væg i stuen var dækket af en stor bogreol, der bugnede af bøger. Alle mulige forskellige bøger, i flere forskellige farver og størrelser.
Antonia vidste, at hvis man fandt det rigtige sted, kunne man trykke på en speciel knap, der gjorde at bogreolen ville glide til side. Det var ikke en mekanisme hun havde set andre steder, og det fascinerede hende stadig. Bagved var et rum, hvor alle hendes ting var. Hendes tyvekoster, hendes forklædning.. alt hvad hun skulle bruge.
Hun vendte sig om og kiggede på Levon.
”Du fandt ud af det i dag? Hvor meget har du fundet ud af?” spurgte hun så.



-Jeg undskylder hvis det ikke giver helt mening, men det er skrevet i mine timer, hvor læreren har stået og snakket, og så har det været svært at skulle skrive og samtidigt følge med i timen xD Hvis det slet ikke giver mening eller noget andet er galt, så sig til, så ændrer jeg det xD

Det var på ingen måde svært at forestille sig Antonia som barn, liggende i sengen bange for evner hun ikke kunne styre endnu, og han kunne sagtens have ondt hende, hun aldrig havde skullet igennem det.
Men i Levons øjne var Antonia ganske normal. Alle havde evner i den ene eller den anden henseende, og det, der burde skræmme folk mest ved Antonia, var ikke hendes evne i sig selv, men hvordan hun udnyttede den. For sit eget vedkommende var han mere fascineret, men folk blev så tit skræmte over ting, de ikke forstod. Levon brystede sig af ikke at være en af den slags folk. Han havde en langt større ring indenfor hvilket ting var acceptable, og han veg ikke tilbage for meget. Alting man var blevet til i livet var et valg, og Levon respekterede folk, der kunne træffe beslutninger i deres liv. Måske var Antonia blevet skubbet i en bestemt retning, men hun havde alligevel selv valgt sin levevis, og i hans øjne var det hverken værre eller bedre end så mange andre jobs. Han kendte flere lejemordere og soldater, som han havde en hel del mindre respekt for end han havde for Antonias evner inden for hendes felt.
For hans eget vedkommende var der ikke så meget et ønske om at være normal; han elskede at være den, han var, også selvom han tit trådte ved siden af normerne. Måske var det fordi han ikke lå helt så meget udenfor som Antonia, og måske var det fordi han aktivt selv havde søgt denne vej. Eller måske var det ganske simpelt fordi han morede sig over det? Han vidste det faktisk ikke selv. Men det var vel meget normalt for en pige med hendes baggrund at have så stærkt et ønske om det. Han ville gerne, han kunne vise hende, hvordan hun så ud gennem hans øjne, men lige nu var ikke tiden til det.
Intensiteten og styrken i den indre kamp, der foregik i Antonia hver eneste dag, var tabt for Levon. Han anede intet om den magtkamp de to identiteter havde kørende mod hinanden, for da slet ikke at nævne hendes frygt for hvad, der ville ske, hvis Skyggen vandt. Antonia havde hele tiden virket på Levon som en kvinde med et stort videbegær, og havde han vidst, hun afholdt sig fra at lære at mestre skyggerne om dagen, havde hans nysgerrighed været vakt i en sådan grad, han ville have fundet en måde at hive resten ud af hende også. Så for hende var det måske godt nok, han ikke vidste det … og dog.
Antonias ringe selvbillede omkring skyggen ville have bedrøvet Levon usigeligt. En tyv der manipulerede med skyggerne som var det en leg. Hun var så meget mere end det, og hvis hun ikke kunne se det, havde han fået sig endnu et mål i tilværelsen. Jovist var hun en tyv og manipulerede skyggerne efter lyst, men det var kun så lille en del af hende, og selvom hun tog sit job som en leg, var det så så slemt? Ikke i hans øjne. Den Skygge han havde mødt havde ikke været så anderledes fra Antonia, som hun måske selv gik og tænkte. De havde snakket sammen, havde leet og smilet, og hun havde vist omtanke for ham, selv på hendes mission. Det var bestemt ikke dårlige kvaliteter, og det passede meget godt med det, hun havde vist ham denne dag.
Måske lå sammenligningen i, Skyggen normalt ikke åbnede op for folk, og måske havde de to personligheder været svære at adskille i øjeblikket, men det gjorde ikke situationen mindre foruroligende. Endnu en ting, han var nødt til at tale alvorligt med hende om.
Havde Levon vidst, hun havde anset ham for at værende en tilfældig tåbe, var han nok blevet temmelig stødt, hans stolthed knækket. Han vidste godt, han var intelligent, og med hans viden om mennesker – og specielt kvinder – havde det virkelig ikke været den store tryllekunst at finde ud af.
Selv om Antonia ikke havde regnet med at møde ham igen, burde hun have taget højde for muligheden heraf. Det burde have været rimelig åbenlyst, Levon ikke var den gængse rigmand; alene det at møde ham alene ude en mørk nat burde have overbevist hende herom, men åbenbart ikke.
Hendes ord behagede ham en del, og han havde ingen problemer med at forestille sig hende sno den ene mand efter den anden om sine slanke fingre. Et øjeblik fantaserede han om, hvordan hun mon ville gå til værks med ham, havde hun sat sig for det, og et skævt smil spillede om hans læber.
At halskæden var smuk var han ikke i tvivl om et øjeblik, og han ønskede ikke at se hende give slip på den, når han nu havde brugt så lang tid på at finde den til hende. Dermed ikke sagt, han ikke forstod hendes følelser omkring det, men han fandt det som værende pjat, at hun ikke ville tage imod den.
Han havde forventet en facade af sten blive trukket for hendes person ved hans ord, og det rørte ham ikke som sådan, at det var sket. Hvordan ville han ikke selv have reageret i hendes sted? Hun blev naturligvis nødt til at tage sine forholdsregler, og han håbede blot, han ville være i stand til at overbevise hende om, det ikke var nødvendigt overfor ham.
Penge interesserede ikke en mand, der havde dem i overflod, og han var kun glad for at kunne give en gave nu og da til dem, der havde fortjent det. Han var mere end tilfreds, da hun ikke forsøgte at give ham den igen. Måske ville hun med tiden se på den og huske, han havde givet hende den selv efter han kendte hendes hemmelighed. Forhåbentligt ville det gå op for hende, det var et tegn på hans respekt og værdsættelse af hende, og hun ville ikke være så hårdt stemt overfor ham fremover. Sådan var hans håb for den lille halskæde, der var startet som et symbol på taknemmelighed.
Det var mere end tydeligt, hun ikke troede hans ord, og selvom det bedrøvede ham, var det forventet. Hun havde meget at tænke på lige nu, mange forstyrrende tanker, og han bebrejdede hende ikke det mindste. Havde han vidst besked med hendes frygt for, han i fuldskab ville røbe hende, havde han kunnet berolige hende i det mindste, for endnu havde han aldrig mistet kontrollen over sig selv så meget, han ikke kunne holde vigtige ting hemmelige, og hvis det var hendes største frygt…
Han fastholdt hendes blik, da de havde nået gyden, og hans blik var yderst opmærksomt, da hun åbnede munden for at tale. De ord der omsider undslap ham overraskede ham dog en del, og han så kort ud over gaden foran dem uden at have fattet, hun talte om skyggerne. Han skulle til at sige noget, men opdagede så, hun allerede var begyndt at gå, og han passede hende hurtigt op og spadserede med lange skridt ved siden af hende med hænderne samlet bag ryggen.
Skyggerne havde ingen grund til at frygte ham. Snarere tvært imod var han lige så interesseret som de i at holde deres herskerinde sikker.
De kom til et lille hus, og Levon glippede en gang med øjnene, da han så hende finde nøglen frem. Havde hun rent faktisk ledt ham til sit eget hus? Endnu en ting han var nødt til at tale med hende om; det var jo som at underskrive sin egen dødskontrakt, hvis hun virkelig troede, han ville angive hende! Et lille håb spirede dog indeni ham at hun faktisk – om end måske underbevidst – stolede på ham, og han håbede inderligt, det var grunden til hendes fejltrin, selvom han var langt mere tilbøjelig til at tro, det var chokket der gjorde, hun ikke kunne tænke klart. Under alle omstændigheder måtte han gøre hende opmærksom på det, det vidste han.
At hun følte sig langt mere tryg i sit eget hjem var kun alt for tydeligt for ham, og det fik ham til at forstå hendes handling i chokket, om end han stadig ikke bifaldt det, men for nu holdt han tungen fast og sagde ikke et ord om det. I stedet lod han kort og observerende blikket glide rundt i den lille stue. Der var ikke proppet med møbler, hvilket kun øgede charmen, og den store bogreol gjorde stedet mere hjemligt at se på. Det var ikke sådan, han havde forventet at finde Skyggens hjem, men Antonia passede det fint til. Skyggen var en kvinde, der krævede sin dåd på display, kunne han forestille sig, og det var ikke svært at tænke sig til – når man besad hans viden – at der måtte være et hemmeligt rum eller to til at indeholde trofæer og beviser nok til at fælde hende hundrede gange over. At det lå bag bogreolen havde han dog ikke tænkt sig til, men så igen, han vidste ikke meget om hemmelige rum.
Da hun vendte sig og så på ham, drejede han sin egen opmærksomhed fuldt mod hende sammen med sit blik, og han løslod hænderne og lod dem hænge ned langs siderne.
Hendes ord emmede af angst pakket ind bag en skarp tone, og han sukkede næsten uhørligt og tilbød hende et lille smil, der dog hurtigt forsvandt i en alvorlig grimasse.
”Mere end nok i alt fald! Jeg havde en mistanke allerede fra starten af om, jeg havde mødt dig før. Jeg genkendte din skikkelse, din stemme og duft og ikke mindst dine smukke læber. Ganske overbevist om min egen ret blev jeg nysgerrig da du modsagde mig, og jeg begyndte at lytte efter spor i vores samtale. Det gik hurtigt op for mig, du ikke helt var sandfærdig – blandt andet sagde du, du ikke kan lide heste, og alligevel ved du så meget om dem og bifalder ideen om at kunne tale med dem? Ikke helt almindeligt – og der var flere andre ting, der indikerede, du skjulte noget for mig. Der gik dog lidt tid, før jeg kom på, hvem du kunne være, og det fascinerede mig en hel del. Derfra blev jeg sådan set mere fokuseret i min søgen i dine ord, og du begik visse fejl undervejs, der bekræftede mig i min mistanke, indtil jeg til sidst blot skulle forsøge at få dig gjort opmærksom på min viden på den mest nænsomme facon.” Han tog forsigtigt hendes hænder og holdt dem mod sit bryst, mens han trådte lidt tættere på hende og fastholdt hendes fortryllende øjne.
”Der er flere ting, jeg er nødt til at tale med dig om og gøre dig opmærksom på for din egen sikkerheds skyld. Først og fremmest – og det kan jeg slet ikke holde tilbage lige nu – var det ganske tåbeligt af dig at bringe mig hertil! Jeg ved, du føler dig tryg her, kæreste, men du har lige leveret dig selv på et sølvfad til mig! Havde jeg ønsket at anmelde dig, ville jeg have et sted at sende vagterne hen og ikke blot en person at sende dem efter, og du ville ikke have en chance for at komme væk med nogle af dine ting!” Hans blik var dystert og beklagende, mens han løftede hendes hænder op og blidt kyssede dem.
”Betragt mig som en prøveklud, Antonia, for det her vil ske igen, selvom jeg ikke kan sige hvornår. Næste gang har du ikke råd til at begå den slags fejl, der er begået i dag, for jeg tvivler på, du vil have dette held igen en anden gang! Der er mange mennesker derude, der gerne udleverede dig for løsesummen eller bare for at kunne sove om natten, og der er folk derude, der ikke vil tøve med at indberette dig! Det er vigtigt vi får luet ud i de fejl, får rettet dine historier af og får styr på hvad, du skal gøre i en sådan situation, så du ikke får dette chok igen. Det var ikke svært for mig at finde ud af din hemmelighed, Antonia, og det betyder, der vil være andre, der også vil kunne finde frem til den. Bliv ikke paranoid over det, min smukke, det er ikke min hensigt, men vi er nødt til at finde ud af hvordan du bedst beskytter dig selv!” Hans blik var oprigtigt bekymret, hans stemme dyb og meget alvorlig, selvom der stadig var noget mildt over den, og han holdt stadig hendes hænder fast i sine. Han gav dem et klem og slap dem så, hvorpå han lagde armen om livet på hende og trak hende med længere ind i stuen, hvor han førte hende hen til en sofa og placerede hende der lige så forsigtigt, som havde hun været af porcelæn. Han placerede sig selv ved siden af hende med overkroppen drejet mod hende og en arm hvilende mod ryglænet lige bag hende, så hun ville kunne mærke varmen fra den mod sig. Den anden arm hvilede mod hans lår, hånden liggende mod hendes side, så tæt sad de, og han vedblev at betragte hende med samme alvor som hidtil.
”Men før vi går i gang med det, så stil mig dine spørgsmål, fortæl mig om dine tvivl, din frygt, alt hvad der kommer op i dit hoved angående det her. Få lukket det ud af systemet, så tænker du klarere igen.” Han strøg hendes arm blidt og tog en dyb indånding, hvor luften var fyldt med hendes duft. Han længtes efter at trække hende ind til sig i en omfavnelse og fjerne forvirringen og chokket fra hendes øjne og sind, men han holdt sig i skindet og vidste, han ikke var i nogen position, hvor han kunne gøre det. Himmel, hvis det var det kunne han sådan set forvente en næve lige i ansigtet for sin uforskammethed.

Mange ville mene, at den måde Antonia udnyttede sin gave, da det direkte var imod hvad loven sagde. Hun vidste godt at det var forkert, men hvad skulle hun ellers bruge sine evner til? Hun havde jo aldrig lært at bruge dem på andre måder. Hun var blevet trænet til at begå indbrud og hun var blevet trænet til at bruge skyggerne som hjælp. Hun vidste da godt at det var imod loven, men hun gjorde jo intet der kunne skade folk. Hun havde aldrig i sit liv slået nogen ihjel, så det var ikke ligefrem fordi hun gjorde noget slemt. Hun tog jo ikke ting som folk ikke ville kunne undvære. Det var bare materialistiske ting. Hun så intet galt i det. Det var der bare ingen der var enig med hende i det. I folks verdensbilleder var hun en hjerteløs tyv der bare skulle fanges hurtigst muligt.
Selvom hun fik muligheden, ville hun aldrig kunne forklare hendes valg overfor nogen. Hun ville ikke kunne forklare hvorfor hun havde valgt den levevej som hun havde. Hun var sikker på at ingen ville kunne forstå det. Når der ikke engang var nogen der forstod hendes evner, hvordan skulle de så kunne forstå hendes valg?
Antonia vidste at folk ofte blev skræmt over ting de ikke forstod, og hun fandt det dybt latterligt. Der var jo ingen grund til at blive skræmt, hvis man alligevel ikke forstod det. Det havde hun lært, efter hun kom i lære. Hun havde lært, at selvom hun ikke forstod sine kræfter, så var der ingen grund til at frygte dem. I sig selv gjorde de jo ingen skade. I stedet skulle folk frygte de hensigter hun kunne have med evnerne. Hvis hun virkelig ønskede det, kunne hun skade folk, men det ønskede hun jo ikke.
Antonia var blevet skubbet i en bestemt retning, men i sidste ende havde hun selv valgt hvad hun ville med sit liv. Hun havde selv taget valget at lære at styre sine kræfter, og hun havde selv valgt hvad hun skulle bruge dem til.

Antonia respekterede folk der gerne ville skille sig ud og havde det godt med det. Det var ikke noget hun selv kunne gøre, men hun havde respekt for folk der kunne gøre det.
Men med hendes baggrund, kunne hun ikke være sådan. Hun ville gerne få folk til at forstå det, men hvis hun først prøvede på det, blev hun nødt til at afsløre alt, og så ville hun virkelig være ude på dybt vand. I stedet måtte hun stå med det selv, og hun måtte selv klare sine problemer. Det havde hun nu ingen problemer med, for sådan havde det jo altid været. Hun var ikke sikker på at hun ville tro på folk, hvis de prøvede at forklare hende, at det ikke var nødvendigt at være som alle andre. Hun havde jo altid oplevet at være blevet udstødt, netop fordi hun ikke var som alle andre. Det var så forkert i hendes hoved, at det kunne være noget godt at være anderledes.
Hun var glad for at Levon endnu ikke havde spurgt ind til mere angående hendes gave. Hun ville aldrig nogensinde indrømme overfor ham, at hun rent faktisk frygtede den. Hun ville aldrig nogensinde kunne forklare ham om den magtkamp der var indeni hende, om hvordan hendes to identiteter begge prøvede at få magten. Hun kunne ikke finde de rigtige ord, og hun var ret sikker på, at han ikke ville kunne forstå det.
Normalt åbnede Skyggen sig ikke op overfor andre mennesker. Hun forstod ikke hvorfor hun pludselig havde gjort det den nat hun mødte Levon. Det var så forkert, og slet ikke hende. Skyggen var normalt ligeglad med andre mennesker, og tænkte egentlig kun på sig selv. Hun manipulerede med skyggerne fordi det morede hende, og fordi hun kunne. Det var en magt hun havde, og en magt hun udnyttede til fulde.
Skyggen var den indelukkede, den der ikke ville tæt på andre mennesker. Den der så ned på andre mennesker, fordi de var for dumme til at kunne forstå noget som helst. Skyggen var kold, og havde facader op man normalt ikke kunne komme ind under. Men Levon var kommet ind under dem. Hun vidste ikke hvordan. Det var der aldrig andre der havde kunnet. Hvordan havde han gjort det? Han havde mødt en anden Skygge end den hun selv kendte.
Antonia vidste at Skyggen var anderledes end hendes andet jeg. Den var anderledes end det Jeg hun viste alle andre. Hun anede ikke hvordan han havde fået den del af skyggen frem, og hun var ret sikker på at hun aldrig ville kunne finde ud af det. Han havde fået en del af skyggen frem, som ingen andre så. En del hun prøvede at skjule så selv hun ikke kunne finde den frem igen. Han havde gjort det så let som ingenting, og det frustrerede hende, at hun ikke kunne finde ud af, hvordan han havde gjort det.
Antonia havde lært, at folk ville blive stødt, hvis man kaldte dem dumme. Men hvad skulle man så kalde dem? Mindre Begavet? Det var bare ikke helt som om det passede helt rigtigt. Nogle folk var virkelig dumme. De troede på alt hvad man sagde, hvis bare man sagde det med en smule troværdighed i stemmen. Hvis man insisterede på at det var rigtigt og fortalte den samme løgn hver gang, så troede de på det. Det var så latterligt nemt, at det næsten ikke burde være muligt. Men de fleste folk så kun hvad de selv ønskede, og alt andet var de totalt blinde overfor. Derfor havde det været så nemt for Antonia at skjule hvem hun var. Hvem skulle da tro at hun kunne finde på sådan noget? Hvad skulle hendes motiv overhovedet være? Hun havde jo alt hvad hun skulle bruge.
Antonia vidste godt at Levon ikke var som alle andre. Alligevel havde hun virkelig regnet med, at hun ikke ville møde ham igen. Hvad var oddsene alligevel for det? Der var så mange mennesker, så hun kunne rende ind i en hver. Hvorfor skulle en rigmand som ham overhovedet mænge sig med pøblen, de mennesker der lå så langt under ham? Hun var dog fuldt ud klar over sin fejl. Hun havde undervurderet ham, og det ville hun aldrig gøre igen.
Hun ville sagtens kunne forstå, at penge ikke betød noget for ham. Han havde jo masser af dem. Antonia havde selv en pæn slat grundet alle hendes job, men alligevel betød penge meget for hende. Hun vidste, at hvis man ville noget i livet, skulle man have penge. Det var penge der gjorde, at folk rent faktisk så noget i hende. Hvis ikke man havde penge, var man ingenting. Det var utroligt latterligt, men sådan var samfundet jo. Det var ens antal at penge, der bestemt hvor i samfundet man stod og hvor gode øjne folk egentlig kiggede på en med. Selv kom hun ikke fra en dårlig del af samfundet. Hun kom fra middelklassen, hvor man havde de penge man skulle bruge. Alligevel var det som om de rige trådte på dem de ville. De var ligeglade. Antonia ville gerne op, hvor ingen kunne træde på hende. Hun ville op, hvor folk faktisk så op til hende. Hun ville ikke ses ned på, bare fordi hun havde valgt en anden levevej end alle andre.
Hun vidste dog godt, at så længe hun blev ved med at gå imod loven og stjal fra folk, ville folk ikke se op til hende. Hun gjorde noget dumt, det vidste hun, men det var det hun levede af. Folk ville ikke kunne forstå det, men det havde hun heller ikke brug for. Hun havde bare brug for at folk ikke så ned på hende.

Skyggerne lyttede kun til Antonia. De var ligeglade med Levons intentioner. Hvis de mente at han var en trussel for deres herskerinde, ville de sætte deres vrede på ham, og så ville det kunne ende galt. Specielt hvis Antonia ikke ville kunne styre dem. Det var noget hun var helt klar over, hvilket også var derfor hun gik mod sit hjem, hvor hun rent faktisk følte sig sikker.
Det sted hun følte sig mest sikker, var hendes hemmelige rum. Hendes læremester havde gjort et eller andet ved det rum, der gjorde at hun derinde ikke kunne høre skyggernes hviskende stemmer. Hun følte sig fri for dem. Dog vidste hun godt at hun ikke kunne vise Levon det. Dum var hun jo ikke ligefrem.
Et eller andet sted, stolede hun på Levon. Han havde jo ikke gjort noget for at hun ikke skulle stole på ham. Men Skyggen i hende forbød hende at stole på ham. Den forbød hende at stole på nogen som helst, hvilket også var grunden til at hun ikke bare troede på hans ord til at starte med.
Det var ikke et fejltrin fra Antonias side, at tage ham med hjem til sit hjem. Det var en tyvehule, og selvfølgelig havde en tyvehule flere udgange. Hun ville sagtens kunne slippe ud, hvis det var.
Skyggen havde brug for sine trofæer. Det var en person der ville bevise at hun var god nok, og der havde hun sine tyvekoster. De beviste ligesom hendes værd og at hun faktisk var en fremragende tyv. De var alle i hendes hemmelige rum, et rum som kun hun – og hendes afdøde læremester – kendte til. Det var ham der havde lavet det, og han havde givet hende alt hvad han havde, efter at han var død. Hun havde taget imod det, da hun havde brug for at komme væk fra hendes onkels hus. Nu hvor hun boede alene, var det nemmere at komme rundt, og hun skulle ikke gå med listesko igennem huset. Hun skulle ikke skjule sit ”arbejdstøj”, da det nu bare kunne hænge i det lille rum, hvor ingen kunne se det. Det var meget nemmere for hende.
Antonia lyttede til hvad han sagde. Hun anede ikke at han havde haft en mistanke fra starten af. Han var virkelig ikke så dum som alle andre, og hun var virkelig et fejltrin fra hendes side, at tro det.
Hun lod ham bare tage fat i hendes hænder og hun lod ham gå tættere på.
”Nu regnede jeg ikke med at du var så opmærksom. Alle andre sluger mine løgne til sig som var det den rene sandhed. Jeg har lært at mit fejltrin. Men du skal vide, at det ikke er alle der møde den Skygge du mødte,” svarede hun så med et lille smil på sine læber. Det var jo derfor han kunne finde ud af hvem hun var. Hvis hun havde opført sig som hun plejede at gøre den aften, ville han ikke have haft mulighed for at finde ud af hvem hun egentlig var. Hun plejede ikke engang at snakke med folk. Ikke mere end et par få ord i hvert fald.
Da han sagde sine næste ord, kunne hun ikke undgå at begynde at smile lidt. Han undervurderede hende virkelig, hvilket faktisk skuffede hende en smule.
”Det skuffer mig, at du undervurderer mig på den måde, Levon. Tror du virkelig at jeg er så dum? Det var med vilje jeg bragte dig hertil. Kæreste Levon, du er i en tyvs hjem. Tror du virkelig at der ingen flugtveje er? Tror du virkelig, at jeg ikke ville kunne slippe væk, hvis du gik ud efter byvagterne? Det er ikke for ingenting, at folk ikke kan finde ud af hvem jeg er. Jeg forsvinder for øjnene af dem, og de ved ikke hvor jeg tager hen,” svarede hun med et smil. Hun mente det virkelig, og egentlig forstod hun ikke, hvordan han kunne undervurdere hende så meget. Alt var under kontrol. Hjemmet var bygget af en tyv, og var blevet overtaget af en tyv. Hun vidste hvor alle flugtvejene var. Bare i det lille rum, var der to forskellige flugtveje. Hendes læremester havde vist hende dem, i tilfælde af, at hun engang skulle blive opdaget. Hun havde aldrig haft brug for dem, og var ret sikker på at hun heller ikke ville få brug for dem i den nærmeste fremtid. Hun lyttede til det næste han sagde, og forstod ikke hvorfor han var så bekymret. Hun havde jo alt under kontrol.
”Jeg ved godt at langt de fleste folk ikke vil tøve med at melde mig. Men hvordan kan de melde en person, de ikke kan fange? Du lagde kun mærke til mine løgne, fordi du har mødt en anden person end alle andre. Der er ikke andre der har mødt den Kvinde fra Skyggerne, som du har. Du var faktisk ret heldig,” svarede hun. Et eller andet sted, rørte det hende faktisk, at han tænkte sådan på hendes sikkerhed. Det var der ingen andre der havde gjort, og det varmede hende, at der faktisk var nogen der gjorde det. Hun havde bestemt ikke brug for det, men det var alligevel en rar tanke, måtte hun indrømme.
Hun fulgte ham hen til sofaen, og satte sig ned og kiggede på ham, da han talte til hende. Et eller andet sted morede det hende faktisk en smule, at han var så alvorlig omkring dette. Hun tog selv det hele som en leg, og hun mente ikke at der var grund til bekymring.
”Min største frygt er selvfølgelig at du skal fortælle det til nogen. Det ved jeg at du siger at du ikke vil, men man kan ikke altid selv bestemme hvor meget man egentlig lukker ud. Og så vil jeg vide hvor meget af det jeg egentlig sagde, du tror er løgn. Jeg vil gerne vide hvor meget du egentlig opfattede,” svarede hun. Dette skulle nok blive sjovt, mente hun selv. Hun ville gerne vide hvor meget han havde opfanget af hendes løgne. Måske havde han ikke opfattet dem alle?




2.305 ord!

Levon bebrejdede hende ikke måden, hun udnyttede sine evner på. Han kunne forestille sig, det ikke havde været let for hende at finde et sted at høre til og en rolle at spille, og Skyggen må have været ikke alene den mest fristende, men også den mest passende løsning. Måske var det imod loven, men han kunne ikke påstå, han aldrig selv havde brudt den, og det generede ham ikke som sådan, hun stjal. Som sagt havde hun jo aldrig udøvet vold eller slået nogen ihjel, og det var det, der betød noget for ham. Selv havde han været i utallige slagsmål og taget loven i sin egen hånd, og det var i og for sig værre end hendes proffesion.
Måske ville det lykkes hende at forklare sine valg overfor Levon, hvis hun prøvede. Han forstod mere end de fleste, og selvom han ikke forstod hendes evne, kunne han sætte sig ind i den betydning, den havde haft for hende.
Folk havde i generationer - årtusinder - altid været bange for det, de ikke kendte. Det lå bare til mennesker, og det var også grunden til den klapjagt, der var i gang på andre racer. Keidranerne var næsten blevet udryddet over de seneste år, det samme med kitsuner, og andre racer stod for tur. Folk forstod det ikke, og en lille ting som en magisk evne, der var anderledes end de flestes, betød åbenbart lige så meget som en fremmed race. Han kendte det selv. Når folk kendte hans evner trak de sig bort, blev bange og urolige, og han kunne nemt forestille sig hvordan hendes evner påvirkede folk. Skyggerne var lige så lumske som at kunne gøre sig usynlig, men ikke så destruktive som hans evner over jordelementet, der virkelig både kunne skade og dræbe folk. Så han kunne sagtens sætte sig ind i baggrundne for hendes valg.
At folk havde mere at frygte fra Skyggen end fra Levon faldt de færeste ind, og selvom de begge to var frygtet for deres evner, var det mærkværdigt at se hvor lidt respekt og omtanke folk havde for en personlighed, som de ellers kendte godt, når først de vidste besked om en evne, man ikke selv havde valgt.

Levon var opvokset i en respekteret, rig, indflydelsesrig familie, hvor han var opdraget til at følge en lige snor til et færdigt produkt og blive stillet i boks i et balrum sammen med en bunke andre mænd for at se på andre bokse med opstadsede, opsminkede kvinder, indtil det blev bestemt hvem, han skulle dele boks med. Det var måske ikke så uforståeligt, han havde valgt at skille sig ud og bryde med det, der forventedes af ham, og hvorfor ikke gøre det komplet? Han havde brugt mange år på at vurdere om det var det værd og var blevet drevet til vanvid, før han havde vlagt at bryde med det, og han havde aldrig set tilbage. Havde Antonia haft samme baggrund, havde hun måske ikke haft så meget imod at være anderledes, men da deres fortid var så forskellig, var det ikke underligt, de havde udviklet sig i forskellig retning på det punkt.
Levon ville aldrig forsøge at overbevise hende om, det var en god ting at være anderledes, for det var så forskelligt fra person til person. Han ville fremhæve at de ting, der gjorde folk unikke var værd at fremelske og passe på, men ikke mere end det. Hvorvidt det ville være for meget for hende at kapere skulle han ikke kunne sige. Han ville måske nok være i stand til at forstå hendes synspunkter, selvom han ikke selv havde det på samme måde, og det skulle bestemt ikke genere ham, hvis hun prøvede at betro sig til ham. Han skulle være der med hjerte og sjæl og lytte til hende; gøre alt i hans magt for at være der for hende og forstå hende.
At Skyggen normalt ikke åbnede op for folk, var han ikke bevidst om endnu, men det skulle have glædet ham og hans ego meget at vide det allerede.
Ud over at booste hans ego og glæde, ville det også have pustet liv i hans nysgerrighed, fo rligesom hende, ville han gerne vide hvorfor han havde lykkedes hvor alle andre havde fejlet.
Vel var det stødende at blive anset for dum - mest af alt når man ikke var det. Levon var selv tilhænger af at kalde en skovl for en skovl, og selvom han ikke selv gjorde meget i at lyve for folk, kunne han sno de fleste kvinder om sin finger blot ved at fortælle dem hvad de ønskede at høre. Så den del kendte han også til. Måske var de mere ens end nogen af dem var klar over.
Med Levons held var oddsene for endnu et møde betydentligt forøget, men det var hun selvfølgelig ikke klar over. Levon begav sig meget omkring i byens gader, på trods af der var så mange, der så skævt til ham over det. De skulle ikke bestemme over hans liv!
Penges betydning for ham var så inderligt ligegyldig grundet den mængde han havde fra sine forældre og bedsteforældre, men han kunne godt forstå hvorfor det betød en del mere for andre folk. Af de samme argumenter hendes tanker kredsede om.
Alle ønskede vel at komme så højt op i hierakiet, de aldrig blev trådt på, men selv i hans position var det en umulighed. Der var altid nogen, der var højere end en og som fik et kick ud af at træde på de lavere stående. Han havde blot svoret han aldrig selv ville blive en af dem.

SKyggernes ligegyldighed med hans intentioner faldt ham heller ikke ind, men ikke desto mindre havde han ikke i sinde at være en trussel for deres herskerinde.
At hun af den grund følte sig mere sikker i sit hjem, ville han måske forstå hvis han fik forklaret det tilstrækkeligt mange gange, men den ville blive tricky. Og hun ville såmænd nok have kunnet tage ham derind, hvis hun havde givet ham bind for øjnene og ledt ham på vildspor før de havde forladt gadens mylder, men nu var det under alle omstændigheder for sent.
Han var splittet mellem håb om, hun stolede på ham og frygt for, hun ikke gjorde. En kamp hans sind ikke kunne bestemme sig for at afgøre endnu, hvilket generede ham en del. Denne balancegang var ikke hans stærkeste side, bestemt ikke! Men han gjorde det gerne for hende, især nu hun selv var på gyngende grund.
Måske undervurderede han hende og hendes hus især, men han gjorde det kun ud af bekymring for hende. Han kunne måske have sagt sig selv, der var flugtveje i hendes hjem, kunne måske have fortalt sig selv, hun ville kunne slippe ud, men det var ikke der hans bekymring gik! Han tænkte på hendes trofæer og bøger; hele den tilværelse hun havde bygget op. Skulle vagter finde ud af, hun holdt til her, ville de bevogte hendes hjem, så hun ikke ville have adgang til tingene, hvor mange udveje der så end var; det ville være for risikabelt. Hun ville være afskåret fra alt, inklusive varmen og trygheden fra sit hjem, og han vidste, at fandt de hende ikke her, ville de også gå til hendes onkel og vente på hende der. Hun ville ingen steder have at tage hen for guderne måtte vide hvor lang tid, og det var dét, der bekymrede ham mere end noget andet.
Hendes ord beroligede ham og fik et blidt smil fra ham.
"Jeg er meget opmærksom, men jeg er ikke den eneste derude, der er det, kæreste," formanede han hende blidt, "Og jeg er usigeligt glad for, du har lært af det! Ligeledes glæder det mig - og beærer mig - du var anderledes overfor mig. Det vil gøre opgaven sværere for andre at løse!" Og han var virkelig lettet, hvilket var meget tydeligt at se på ham.
Hendes smil beroligede ham en del; hun var altså ved at komme sig over chokket og havde ikke lukket fuldstændigt af for ham. Gode ting!
Dog fik hendes ord smilet til at forsvinde lidt fra hans egne læber, og brynene foldede sig en smule igen.
"Naturligvis har du flugtveje, gemmesteder, sikkert hemmelige rum, men det ændrer ikke på fakta, Antonia! HVis først vagterne kendte dit tilholdssted ville end ikke skyggerne kunne hjælpe dig! Dine venner og din onkel ville vide din hemmelighed, de ville blive vendt imod dig, udspurgt og forfulgt, dit hus ville blive besat i håbet om at fange dig, din onkels hus lige så! Du måtte forlade dit hjem, din onkels hjem, dine venners hjem, alle dine ejendele og dine sentimentale værdier, de ting du tager fra folk, dine jobs. Uden tilholdssted, alene og forladt i kulden, hvor længe ville du så overleve, Antonia? HVor ville du tage hen? Du ville ikke have noget sted at bringe dine tyvekoster hen, ville ikke have noget sted at operere fra, at sove, at leve. HVer eneste gang du risikerede at vende tilbage hertil er chancen der for at blive fanget! Måske ville vagterne endda brænde huset ned for at tage modet fra dig. Du ville blive afskåret fra hele din tilværelse og ende som en flygtning! Det er ikke fordi jeg ikke tror dig i stand til at smutte under næsen på dem, som du hidtil har gjort det, men tænk på alt det, der står på spil! Lige nu betyder materielle ting måske ikke det store for dig, men jeg kan forsikre dig for, når du hudler sammen i en dør i kulden, bange for at lukke dine øjne af frygt for at blive opdaget og tilfangetaget, så er det hele ligemeget igen." Han løftede en hånd mod hendes kind og kærtegnede den blidt, mens han lod al sin bekymring for hende skinne ud af sine øjne.
"HVad ville du gøre i sådan en situation, Antonia? Hvor ville du tage hen? Har du planlagt den slags overhovedet?" Mon hun stadig syntes, hun havde alt under kontrol? Han var ikke så sikker.
"Mine forældre er Lysets Krigere, Antonia, jeg kender deres metoder! Jeg ved hvad ordensmagten er i stand til at gøre, hvordan de tænker! Du ville blive en flygtning, Antonia, dit ansigt kendt overalt, din lokalitet konstant truet med opdagelse. Du ville ikke kunne blive på et sted i mere end nogle timer ad gangen, hvis de virkelig var opsatte på at finde dig. Det er ikke et liv for dig - for nogen! JEg håber inderligt du er forberedt på den slags!" HAns blik undersøgte hendes ansigt for svar på sit sidste spørgsmål.
Han forsøgte at smile ved de næste ord, men han var stadig bekymret for hende. For hvad der skulle blive af hende, hvis det engang gik så vidt.
"Med dit navn og din bopæl er det forbavsende let at melde dig, kæreste," sagde han blidt, "Det ville starte en klapjagt, og der er sikkert mange folk, der er dine naboer nu, der ikke ville tøve med at rapportere, hvis de så dig i nærheden. Og jeg ved du har skyggerne til at hjælpe dig, men det ville ikke være sikkert for dig alligevel - noget sted! Det ville være alt for risikabelt af dig, ville kræve for meget af din opmærksomhed konstant, ville dræne din energi fuldstændigt!" Han sank og fugtede så læberne med tungen, før han fortsatte med et lille smil. "Jeg og mit ego er meget beærede over at have mødt en anden Skygge end de fleste gør, og det beroliger mig samtidig at vide, det ikke vil være så let for andre at finde ud af dette om dig. Men jeg kan ikke lade være med alligevel at bekymres og spekulere på dine vegne. HVor meget er du egentligt forberedt på det, jeg har udsat dig for i dag?"
Ovre i sofaen betragtede han hende stadigt nådesløst indgående og sugede hver lille ændring i hendes ansigtsudtryk til sig. Det var i sandhed godt at se, hun var blevet mere rolig, men måske var hun faktisk blevet for rolig omkring det.
Han lyttede opmærksomt til hendes ord.
"Det skal blive over mit lig, at nogen får din hemmelighed, kæreste Antonia!" svor han alvorligt. "Jeg er meget i kontrol over mig selv og har selv et par hemmeligheder, der ikke skal ud, som jeg endnu aldrig har nævnt den mindste smule af, så vær ikke nervøs for det! Som sagt: Det skal blive over mit lig!" Den sidste halvdel af spørgsmålet fik ham dog til at smile og se ned et øjeblik, mens han tænkte tilbage med et lille suk.
"Først fandt du det ikke fjollet, der findes hestesprog, selvom du fortalte mig, du er bange for heste. Enhver person, der ikke interesserer sig alvorligt for heste ville aldrig tro det som andet end nonsens, om de så selv havde set det eller ej. Har man ikke interessen for dyrene, er sådan noget ikke indenfor ens vidensområde. Jeg fattede mistanke til dig, da du så fast afslog tanken om, vi aldrig havde mødtes før, selvom du knapt havde set på mig på det tidspunkt, og jeg selv insisterede på, vi havde set hinanden tidligere. Ikke en normal reaktion i mine øjne, og jeg har set en del af dem! Så blev jeg lidt forundret over den synlige glæde du havde for min tilfredshed over gaven, du gav mig. Det var svært for dig at være objektiv der, var det ikke? Når du så hvor glad, jeg var for den? Det rørte dig på et punkt?" Han tog en dyb indånding og smilede blidt, mens han igen fokuserede blikket mod hendes. "Du tøvede et par gange, før du svarede, som om du skulle nå at tænke dig om først, hvad man tit skal, nå rman brygger på en løgn, særligt bemærkede jeg pausen da vi talte om bogens indhold. Den faldt ikke naturligt som før en be eller afkræftelse, men et temmelig.. usædvanligt sted ... Så var der, da du fortalte mig, du ikke kunne forsvare dig selv. Det vidste jeg nødvendigvis måtte være en løgn, hvis min mistanke var sand, og du var også temmelig hurtig til at tage min udfordring op og knytte næven. Måden du svang armen på tyder på øvelse, du ramte meget præcist, igen et tegn på øvelse, og du var ikke usikker på dig selv, på trods af det var mig, du slog ud efter. Jeg var klar over på forhånd, du er i stand til mere end at dukke dig for et slag, og jeg ville gerne have det bevist, og siden jeg allerede succesfuldt havde udfordret dig én gang, var det rimeligt oplagt for mig at gøre det igen." Han tøvede med den sidste, hans blik flakkende kort, før det igen faldt i hendes, let beklagende denne gang. "Og jeg ved, det har bedrøvet og bekymret dig en del at miste dine forældre, også selvom du har haft din onkel. Naturligvis har det det, hvem ville ikke være påvirket? I ung og følsom alder at blive revet bort fra sin families skød ... Selv i en alder af tyve år gjorde det ondt på mig, så naturligvis har det ramt dig, hvor meget du end benægter det." Han rakte op og strøg hende over kinden, hans øjne opmærksomt sugende hendes udseende til sig. "Den løgn hænger dog ikke så meget sammen med de andre, men den var gennemskuelig alligevel." Han var om muligt endnu mere opmærksom på hendes reaktion nu. Han havde blotlagt et personligt ømt punkt i hendes tilværelse og set igennem en løgn, der nok var fundet for at beskytte hende mod sig selv, og han vidste, det måtte efterlade hende sårbar. Forsigtigt trak han hende ind i sine arme og lagde hendes hoved mod sin skulder. På den måde kunne en tåre forlade hendes øjne uden han så den, og skulle dne komme, ville hun nok værdsætte det. Samtidig kunne han tilbyde hende den eneste form for trøst og støtte han virkelig følte sig i stand til at give; den fysiske. Han strøg hende kærligt over armene og skævede ned til hende, ned på hendes hår, hvorfra duften steg ham i møde som en berusende drink, og han indåndede den roligt og lukkede kort øjnene i. Nu var det forkerte tidsunkt at nyde hendes nærvær, men han kunne lige som ikke helt gøre for det. Han tog sig sammen.
"Jeg håber ikke, jeg har været alt for gennemskuende og har blottet dig for meget?" spurgte han en smule tøvende, "JEg synes selv, jeg har vist mig forholdsvis hensynsløs." Han sukkede let og skar en grimasse ad sig selv. Stakkels kvinde; hvad han dog ikke havde udsat hende for i løbet af bare et par enkelte timer.



2780 ord - stik den :P

Skyggen havde altid været i Antonia. Det var den der holdte hende vågen om natten, selvom hun ikke ville have kunnet forklare hvad det var. Den havde altid været der, men hun havde først kunne sætte ord på det, da hendes læremester begyndte at træne hende. Før det, anede hun ikke hvad det var. Men fra den dag hun startede sin træning, blev Skyggen også mere og mere fremtræden i hende. Den blev stærkere, og hun var vitterligt bange for, at den en dag ville tage helt over. Hun var virkelig ikke sikker på at hun den dag ville kunne bekæmpe den. Hun syntes at det var svært nok nu, at holde Skyggen under kontrol om dagen. Hun havde ikke lært, hvordan man skulle klare sådan noget. Hendes læremester var jo død, før han kunne forklare hende det.
Hun vidste dog at hun kunne finde alle svar i den store bog. Hun havde med vilje kun åbnet den et par gange siden den blev hendes. Hun vidste ikke hvorfor, men hun tøvede hver eneste gang, hun stod og kiggede på bogen. Hun vidste ikke hvorfor hun tøvede, men hun kunne ikke lade være. Måske var hun bange for de kræfter der egentlig lå i den?
Skyggen var det mest fristende valg, og man kunne se i historien, at mennesket en dag ville bukke under for fristelsen, hvis bare den var god nok. Hun havde været så nysgerrig på hvad det egentlig var, der var gemt hende, og hendes læremester havde sagt at han ville lære det. Han ville lukke hendes evner ud, og hun havde sagt ja. Hendes nysgerrighed havde drevet hende frem til det.
Men hun fortrød det ikke. Hun var den hun var, og før eller siden ville skyggen jo komme frem, det vidste hun. Hun havde fået muligheden for at lære, hvordan hun skulle udnytte sine evner bedst muligt.
Antonia ville ikke engang kunne finde ud af, hvordan hun skulle forklare ham det. Måske forstod han mere end andre, men ville han forstå dette? Det var hun ret sikker på at han ikke ville. Der var jo ingen der forstod det.
Antonia blev gal, hver gang folk begyndte at jagte noget de ikke forstod. Man skulle ikke frygte noget man ikke forstod. I stedet skulle man søge viden om det, og hvis der så var grund til at frygte det, så ville det jo være sådan. Det var ærgerligt at vide at der var så mange racer der blev jagtet, bare fordi folk frygtede dem, fordi de ikke forstod dem. Det var forkert, og det burde virkelig stoppes, mente Antonia. Hendes mening kunne dog ikke bruges til så meget, så længe folk ikke ville høre på sådan noget. Derfor blandede Antonia sig heller ikke. Hun ville ikke bruge kræfter på noget der ikke gav pote i sidste ende.
Der var ikke rigtigt nogen der kendte til Antonias evner, og derfor vidste ingen af dem at der faktisk var mere at frygte. Der var jo ingen der vidste hvordan hendes evner kunne blive udviklet, og hun havde selvfølgelig ikke fortalt noget om det. Antonia kendte ikke til Levons evner, så hun anede ikke, at de rent faktisk kunne være så slemme som de var.
Antonia frygtede, at folk ville vende sig væk fra hende, hvis det kom ud, hvem hun virkelig var. Hun vidste at de ville gøre det, derfor gjorde hun også alt hvad hun kunne, for at det ikke kom ud.

Antonia misundte ikke folk som Levon, der var vokset op i det samfund han var vokset op i. Hun ville ikke selv være i sådan et samfund, da hun meget gerne ville have sin egen fri vilje til at gøre, hvad der passede hende. Hun havde selvfølgelig hørt om hvordan de blev pacet ud i de vildeste ting, fordi deres forældre, ønskede det. Det var slet ikke retfærdigt. Mennesket var født med en fri vilje, og den skulle de gerne have lov til at følge mest muligt, mente Antonia.
Antonia vidste, at hvis hun havde haft samme baggrund, ville hun gerne være anderledes. Faktisk ville hun gerne bytte sin baggrund for hans, hvis det kunne få hendes trang til at være som alle andre til at forsvinde. Hun kunne jo ikke være som alle andre, det vidste hun godt. Hendes evner og opdelte personlighed gjorde, at hun var anderledes fra alle andre. Hun kunne bare ikke slippe væk fra den tanke, hun havde om at være som alle andre. Det sad i hende, og det ville det højest sandsynligt altid gøre.
Antonia ville ikke kunne kapere at få sine anderledes sider frem. Hun prøvede at følge mængden, hun prøvede at passe ind, og hvis en så kom og pegede alt det andet ud, ville hun ikke kunne kapere det. Det ville være for meget, og hun vil føle sig alt for blottet. Alt hvad hun havde gjort i så mange år for at passe ind, ville bryde totalt sammen.
Antonia havde lært, når det kom til Skyggen, kunne hun ikke betro sig til nogen. Hendes læremester havde altid sagt, at en hemmelighed som Skyggen, stod man helt alene med. Der var ingen man kunne betro sig med det, da de bare ville stikke en i ryggen og melde en. Det var bedst bare at gå alene med det.
Det var måske hårdt at se på det på den måde, men det var hvad hun havde lært. Kunne man måske bebrejde hende det?
Antonia anede ikke hvorfor Skyggen havde åbnet sig op overfor Levon. Det var et ligeså stort mysterium for hende, som det var for Levon. Skyggen havde sin egen fri vilje, og gjorde hvad den selv ønskede, uden at tænke på hvad der var bedst.

Antonia mente ikke, at der var grund til at pakke ens meninger om andre ind i vat. Hvis man var dum, var man dum, uanset hvor stødende det end var. Det var da ikke Antonias problem, at en person var dum. En skovl var en skovl, og sådan havde det altid været. Hun var blevet uvenner med nogen ved at sige sin mening, men hvis ikke de ville have den, hvorfor spurgte de så? De fleste vidste, at hvis man spurgte om hendes mening, ville hun sige den. Hvis ikke man ville vide hendes ærlige mening, skulle man slet ikke spørge. At fortælle folk hvad de virkelig ønskede at høre var næsten for nemt. Men det var på den måde man fik dem snoet så let om sin lillefinger, uden at de selv helt var klar over det. Antonia morede sig virkelig med det, måtte hun indrømme. Det var så nemt at regne ud, hvad de egentlig ønskede at høre. Man kunne se det på de fleste folk.

Antonia mente heller ikke, at folk skulle blande sig i andres liv. I stedet skulle de feje foran deres egen dør, før de begyndte at pege på andres ufejede dørmåtter. Det var så latterligt at man altid skulle udpege hvordan andre folk opførte sig, i stedet for at prøve at forbedre sig selv først.
Hun vidste dog godt, at folk ikke ville ændre sig sådan lige. Nysgerrigheden omkring hvad andre gik og lavede, var ofte så meget mere spændende end ens eget liv. Det var latterligt, men det var jo sådan samfundet var bygget op. Desuden ville sladrekonerne ikke have noget at snakke om, hvis ikke de blandede sig i andres liv.
Selvfølgelig ønskede alle at komme så langt op, at ingen kunne træde på dem. Det var vel et helt almindeligt ønske. Der var jo ingen der kunne lide at blive trådt på. Der ville bare altid være noget der rangerede højere end andre, og de ville træde på dem de kunne. Bare for at vise, at de netop sad højere.
Altid skulle man vise, at man var bedre end andre. Hun kendte det selv. Skyggen havde sine trofæer til at bevise, at hun var god. At folk ikke kunne finde hende, beviste også at hun ikke var dårlig. Det boostede Skyggens ego, selvom det nok egentlig ikke var nødvendigt. Hun vidste at hun var god, og hun blev hele tiden mindet om det. Antonia ville dog aldrig være sådan en person der trådte på andre mennesker, bare fordi hun kunne. Skyggen var egentlig også ligeglad med andre mennesker. Hun skulle bare vise at hun var god. Men modsat Antonia, var Skyggen også ligeglad med hvad andre mennesker tænkte. Ellers ville hun jo være stoppet med sit arbejde for længst. Antonia var sikker på at Skyggen fik et kick ud af at bevæge sig rundt ude i natten, selvom hun vidste at der var nogen folk, der bare ventede på at kunne fange hende. Der var hele tiden en risiko, og Skyggen elskede det.
Et eller andet sted var det underligt at tænke på Skyggen som en anden person. Det var jo Antonia, og nok egentlig den person hun følte sig mest hjemme i. Men det var en anden person, en person der gjorde præcis som det passede hende. Folk ville tro at hun var komplet sindssyg, hvis hun sagde sådan noget. Men det vidste Antonia at hun ikke var. Hun var velfungerende. Hun var bare anderledes end så mange andre.

Antonia havde altid følt sig sikker i sin læremesters hjem. Det var som om Skyggerne ikke kunne nå hende der. Hun kunne lukke dem ude af sit hoved. Det kunne hun ikke gøre andre steder. Det var også derfor hun var flyttet derind, da hendes læremester døde. Hendes hus stod jo ellers tomt, og hans dyrebare ting skulle ikke gå til spilde. Han havde samlet så mange ting og informationer, som andre almindelige folk ikke ville kunne forstå. Det ville være så ærgerligt hvis det gik til spilde. Hun ville heller ikke ane hvad hun skulle gøre, hvis ikke hun havde alle hans optegninger og andre ting.
Hun vidste godt at der var andre som hende. Hun havde bare aldrig mødt dem. Den eneste hun havde mødt som hende, var hendes læremester, og han havde jo forladt hende. Men det passede hende fint, for så følte hun sig mere sikker. Hun havde heller intet imod, at der ikke var nogen der kunne afsløre hende så.

Selvom det varmede hende, kunne hun ikke lide, at han bekymrede sig så meget om hende. Hun var ikke vant til det. Hendes onkel bekymrede sig selvfølgelig om hende, men han lod hende også passe sine egne sager. Han spurgte ikke ind til hvad hun gik og lavede. Bare hun havde det godt og intet skete hende, var hun sikker på at han var glad. Hun var en voksen kvinde, der sagtens kunne tage vare på sig selv. Det havde hun jo lært. Desuden havde hendes venner lært hende at kunne tage vare på sig selv. De havde lært hende at slå en proper næve og hun havde lært at bruge et sværd bedre end hun kunne før. Det var bare ikke noget hun snakkede med andre om. Det var ikke pænt at en kvinde kunne gøre sådan noget. Det var noget mænd gjorde. Men det var Antonia ligeglad med. I hendes job, var det nu rart at kunne beskytte sig selv, selvom det nok ikke var nødvendigt. Der var ikke ligefrem mange mennesker ude, når mørket havde lagt sit tæppe omkring byen. Langt de fleste sov, når hun endelig begav sig udenfor. Det var en rar ting at vide, da hun ikke havde lyst til at rende ind i andre mennesker. Hun skulle gerne have sit arbejde overstået hurtigst muligt, og det var nemmest, hvis ikke man rendte ind i andre mennesker. Alting gik mere glidende, når hun vidste at langt de fleste mennesker sov. Godt nok skulle hun være mere stille, men det havde hun da klaret indtil nu.
Man kunne vel sige sig selv, at der var flugtveje i en tyvs hjem. Alle hendes trofæer og andre ting var i sikkerhed, det vidste hun. Desuden var det kun materialistiske ting, noget hun egentlig ikke skulle bruge til noget. Hun kunne altid få det igen. Og hun kunne da få nogle af sine ting med sig, hvis hun var hurtig nok. Selvom hendes ting vidnede om hendes bedrifter, betød det virkelig ikke noget for hende. Hun kunne godt lide penge og skinnende ting, men det var ting hun altid kunne skaffe igen.
Hun vidste godt at der var risiko for at der kunne ske alt muligt, men hun havde også lært, at hun ikke kom langt, hvis hun hele tiden gik og tænkte på det. Hun ville blive et nervevrag, og hun ville ikke kunne ordne sit arbejde ordentligt. Men alle de risikoer der var, sad selvfølgelig et sted i hendes baghoved.
Hun frygtede også, at det ville gå ud over hendes onkel. Hun ville ikke have at der skulle ske ham noget, hvilket også var grunden til, at hun ikke havde fortalt ham noget. Det var bedst han bare levede i uvidenhed. Det var bedst for både ham og hende. Hun skyldte sin onkel så meget, og hun ville ikke kunne bære, hvis der skulle ske ham noget. Hendes valg og hendes ’arbejde’ måtte ikke gå ud over ham. Det ville bare være forfærdeligt.
Hvis der skulle komme vagter der holdte vagt ved hendes hjem, var hun sikker på, at hun nok skulle finde en vej ind. Hun var ikke en tyv for ingenting. Det var dog ikke noget hun havde lyst til at tænke på, og puttede det i den kasse med alle de andre ting i sit hoved, som hun ikke ønskede at tænke på. Derefter smed hun kassen så langt væk, at den ikke kunne findes lige med det samme.
”Det gør det ikke kun besværligt at regne ud hvem jeg er. Det gør det noget nær umuligt. Jeg snakker aldrig med folk om natten. Jeg udfører mit arbejde og så forsvinder jeg. Så nemt,” svarede hun og trak lidt på skuldrene. Hun var ikke bekymret over at blive opdaget. Hvordan skulle de overhovedet finde ud af at det var hende? Det kunne jo være hvem som helst. Desuden ville de nok først gå mod de folk, der var kendt for at være tyve.
Hun lyttede til hvad han sagde, og rynkede kort på sine øjenbryn.
”Du ved ikke hvad jeg kan med de skygger. Du ved ikke hvor meget jeg kan udrette! Levon, det er bare ting! Ting jeg kan hugge andre steder fra. Jeg har slet ikke brug for de ting. Jeg hugger dem fordi jeg kan! svarede hun og blev faktisk en smule frustreret over hans bekymring. Hun svarede med vilje ikke svaret på dét hun sagde om hendes onkel. Det var dog tydeligt at se på hende, at det ikke var det hun ønskede. Selvfølgelig ønskede hun ikke at der skete ham noget.
”Ingen ved hvordan Skyggen ser ud. De ved at hun har en hvid kappe, men mere ser de ikke. Jeg vil med lethed kunne skjule mig,” svarede hun så. Hvis hun skiftede kappen ud med en anden, og gik som Skyggen konstant, ville hun kunne være i sikkerhed. Hun vidste dog godt, at der så var større sandsynlighed at hun så ville blive opdaget, hvis hun en dag var en smule for uforsigtig. Men så ville hun jo bare passe mere på hvor hun gik. Hun ville kunne klare det, selvom alting nok ville være meget svære, end det var nu.
”Jeg kender folk der er villige til at hjælpe mig, hvis jeg skulle være helt ude på dybt vand,” svarede hun så. Det var ikke nogen der vidste om hendes anden identitet, men hun vidste at de ville beskytte hende uanset hvad. De ville gøre hvad hun bad dem om. Det var en forsikring hun havde, og hun ville ikke tøve med at bruge det, hvis det virkelig brændte på.
”Jeg har alt under kontrol! Jeg ved hvad jeg skal gøre..” svarede hun. Hun brød sig ikke om at han sad og udpegede alle de ting, hun nok ikke havde tænkt helt over. Hun vidste at hun skulle tænke mere over det. Men hvorfor nu? Det gik jo som smurt for hende. Der var ingen der vidste hvem hun var, og hun havde ingen intentioner om, at andre folk skulle vide det. Det havde været en fejl at Levon vidste det, men hun kunne ikke lave om på fortiden, selvom hun nok ønskede det. Det var så nemt bare at være bagklog, det vidste hun.
”Du ved hvad ordensmagten er i stand til at gøre. Du ved ikke hvad jeg er i stand til at gøre. Jeg ved hvad jeg kan gøre. Lysets krigere skræmmer mig ikke.” svarede hun. Hun var blevet lidt små irriteret på ham. Hun vidste at hun kunne blive bedre end hun var nu, hvis hun bare ønskede det. Hun kunne få skyggerne til at antage faste former, hun kunne gøre dem stærke. De ville kunne beskytte hende. Hun ville kunne lære at behersker skyggerne om dagen, og så ville det være nemmere for hende at beskytte sig. Hun havde med vilje ikke lært alt dette, da hun var bange for at det ville tage overhånd. Men hvis hun vidste at der var fare for at hun ville blive opdaget, ville hun selvfølgelig gøre alt hvad hun kunne, for at blive bedre til at beherske skyggerne. Hun var jo ikke dum. Folk talte, og hun hørte dem.
”Du er den eneste der ved hvem Skyggen er. Så længe du ho0lder det hemmeligt, frygter jeg ikke for at blive opdaget. Og jeg ved at folk ikke ville tøve med at anmelde mig. Men de finder aldrig ud af hvem jeg er!” sagde hun en smule stædigt. Det var selvfølgelig kun noget hun håbede. Hun kunne ikke se ud i fremtiden. Det var ønske tænkning. Men hvorfor skulle de pludselig finde ud af hvem hun var?
Antonia tog det meget roligt. Godt nok var hun blevet en smule irriteret, men det var ikke noget hun ville hidse sig op over. Det var spildte kræfter.
Hun begyndte at lytte til de ting han havde lagt mærke til. Et lille smil kom frem på hendes læber. Hun havde fortalt hesteløgnen til alle, og de troede på det. Hun havde jo ikke bevist det modsatte. Hendes venner troede at hun var hunderæd for de dyr, og hun havde det fint med at lade dem tro det.
Hun nikkede lidt, da han sagde det med deres møde. Hun kunne godt se sin fejl der. Men nu var det langt de færreste, der var så opmærksomme han var.
”Tjah, det er vel normalt at man bliver glad når man giver en gave, og modtageren kan lide den? Men jeg kan så fortælle dig, at det ikke var min bog..” sagde hun og trak lidt på skuldrene. Det var en bog hun havde taget fra det hus hun havde været inde i. Hun ville jo helst ikke af med sin egen.
Hun kunne ikke lade være med at smile lidt, da han sagde det med at hun var hurtig til at knytte næven.
”En udfordring der er værd at tage op, siger jeg ikke nej til. Desuden virkede du meget sikker på at jeg skulle slå dig. Og jeg har øvet mig. Man kan ikke have mit job, uden at kunne forsvare sig selv”[/b] svarede hun med et lille smil. Han havde jo selv bedt hende om at slå sig, så det kunne hun vel ikke sige helt så meget til.
Da det kom til forældrene, rankede hun ryggen, og hendes blik blev mindre blødt. Det var ikke noget hun havde lyst til at snakke om, overhovedet.
”Hvordan jeg reagerede på at miste mine forældre, kan være lige meget.” svarede hun bare. Hun havde mistet sine forældre, bare ikke på den måde, som han troede. Hun havde også været en hel del ældre. Det var bare noget der gjorde ondt af tænke på og snakke om. Det rev næsten healede sår op og fik tanker frem om hendes forældre, som hun ikke havde lyst til at tænke på. Hun rykkede sig automatisk lidt væk, da han strøg hende over kinden. Han havde åbnet for et emne, hun bestemt ikke havde lyst til at snakke om.
”Det er ikke en løgn.” svarede hun bare. Det var jo ikke en løgn at hun havde mistet sine forældre. Hun havde bare pyntet på hvordan det var sket, for at beskytte sig selv.
Hun havde ikke brug for hans arme omkring hende. Hun rejste sig derfor fra sofaen, da han egentlig havde taget hende ind i sine arme. Hun lagde armene over kors. Han havde ramt et alt for ømt punkt, og hendes facader kom nu frem. Hun blev nødt til at beskytte sig selv fra smerten, og det kunne hun kun ved at fortrænge minderne.
”Du har lagt mærke til mere end jeg havde regnet med..” svarede hun bare på det sidste, og blev stående hvor hun stod.





3.481 ord ;)

((Okay, forsøger altså at korte os lidt ned nu. Du får æren for kl’s længste tråd ever og retten til begrebet wimse-indlæg er stadig din! xD Kan ikke overskue indlægene længere))

Som tidligere sagt var Antonias indre kamp ikke synlig for omverdenen, hendes personlighedsspaltning uopdaget grundet nat og dag-forskellene. Om den store bog var en løsning på det problem var svært at sige, for det ville nok altid ligge til hende alligevel, denne kamp, hvad end hun så gjorde.
Det var måske heller ikke den nemmeste situation at stå i og at skulle forklare til andre, og så var det jo blot godt, hun ikke behøvede forklare sig for ham; at han aldrig ville tvinge hende til det.
Desværre var det ofte, det uforståede blev gjort til fokus for negative tanker og handlinger, selvom det ikke burde være sådan. Det lå i menneskets natur, og som noget naturligt var det svært at ændre på. Det var instinkter på urbasis, der var i gang.
Levon kendte lidt til Antonias evner, som det var, og han vidste den smule, hun havde fortalte ham om udviklingen af dem, men det skræmte ham ikke. Han havde for mange år siden lært at evnen i sig selv ikke var noget at frygte. Alting lå i hånden der førte og øjet der så. Den farligste, grusomste evne kunne blive tam og harmløs i hænderne på en engel, mens den mest nuttede og uskyldige evne kunne bruges i ondskab. Han havde lært det den hårde måde.
Hvis folk skulle vende sig væk fra hende, hvis de kendte hendes hemmelighed, burde det kun være fordi, de frygtede hendes profession. Intet andet ved Antonia var værd at vende sig væk fra. Men det var selvfølgelig bare Levons mening.

Som yngre havde Levon faktisk misundt folk som Antonia for at vokse op i den frihed, hun var, men med årene havde han lært, at misundelse ikke ledte til noget, og det var en følelse han senere havde slettet fra følelsesregisteret. Alting kom med en pris, og hun havde lidt andre afsavn, han ikke kunne forestille sig i sin egen situation. Sådan var livet nu engang. Han var kun glad for, han havde haft modet til at bryde ud af den lille samleboks hans forældre havde holdt ham i, og han var ikke interesseret i at følge deres meninger om at stoppe ham tilbage i en.

Måske lå forskellen i deres forhold til at være almindelig, at Levon var vokset op som værende et almindeligt – for sin klasse – barn med almindelig hverdag og hvad der hørte til. Alt imens Antonia var blevet straffet for at være anderledes. Den slags gjort mod et barn i en følsom alder kunne have katastrofale følger på en karakters udvikling.

Havde Levon været helt klar over udstrækningen af denne trang, ville han yderligere have beklaget den situation, han satte hende i ved at afsløre hende, for det måtte unægtelig få hende til at føle sig meget anderledes. Og ikke på den positive unikke måde han selv så. Men måske ville det trøste hende at tilbringe tid sammen med ham, for i hans sammenligning ville alle finde hende ganske almindelig og normal.
Måske havde Antonias læremester haft ret om de fleste mennesker, men ikke om Levon. Hun kunne trygt betro sig til ham; han ville aldrig gøre noget for at skade hende i nogen henseende.

Så de var enige om ikke at pakke tingene ind i vat. Hvor sødt. I det mindste ville de aldrig komme op at diskutere om dét emne. Selv kunne han godt vise hensyn i de fleste situationer, hvis det var påkrævet og ingen havde spurgt efter hans mening, men havde nogen modsat bedt ham om at sige sin mening, ja så fik de råt for usødet!
Levon havde lige så let som Antonia ved at se på folk, hvad de ønskede at høre, og han var en mester i at levere det på de mest charmerende måder. Det havde kostet ham en del hug over næsen at lære at please, men han havde lært det med årene og var virkelig blevet god til det.

Ak at udpege andres fejl og kaste med sten var jo den nemme løsning; det fjernede fokus fra en selv. Og det var som bevidst endnu en fejl i den menneskelige karakter. Verden kunne aldrig blive så perfekt som disse to individer ønskede sig, så længe der var andre mennesker i den – igen en meget menneskelig betragtning.
Nødvendigt eller ej var boosts og trofæer altid godt for en person. Levon kendte det selv, var selv stor tilhænger af det, selvom det faktisk mere var ham, der delte ud af den slags end modtog dem. Hans egen belønning lå mere i hans popularitet, mens de små trinkets og hans opmærksomhed lå hos de kvinder, han valgte at give dem til. En sær magt at have, men han nød den og holdt nøje styr på hvem, han havde givet hvad gennem tiden. Faktisk gemte han kvitteringer med navne på i en lille bog, så han altid kunne holde regnskab med det. Antonias halskædes kvittering var også endt i hans bunker, mere af ren vane end fordi den symboliserede hvad de andre gaver gjorde, men nu ville han vide hvor, han skulle lede efter den, hvis han nogensinde skulle bruge den.
Levon så ikke på nuværende tidspunkt Skyggen og Antonia som to forskellige personer. Det var blot to dele af én personlighed for ham, selvom personligheden spændte vidt og bredt. Men den indstilling ville højst sandsynligt ændre sig, hvis han lærte begge sider bedre at kende. Han ville ikke anse hende som sindssyg for det, selvom nogen måske ville og selvom personlighedsspaltning faktisk var en sinds syge … Han ville nok bare finde det endnu et spændende strejf af hendes person. Men det var også lige meget, så længe hun fungerede ind i sit liv.

Selvfølgelig kunne man sige sig selv, der var flugtveje i et hjem som hendes, selvfølgelig havde hun sine værdier gemt i sikkerhed, og selvfølgelig var det kun materealistiske ting. Men derfor kunne det godt have en betydning alligevel. At hun ingen sentimental værdi havde til noget af det, var kun positivt skulle dagen oprande, hvor hun ikke kunne flygte med dem, og alligevel var der ting, der ville være nyttige eller direkte nødvendige for hende.
Levon bad hende jo heller ikke om at gå og tænke på situationen hele tiden. Han ønskede bare, hun generelt skulle have så meget styr på sine forklaringer, det ikke ville blive nødvendigt for hende at tænke på det. Forarbejde var vigtigt, det burde hun i hendes profession være klar over.
At hun tilsyneladende ikke ville tænke så meget over det, bekymrede ham. Ikke så meget i en hverdagssituation, men han havde faktisk lige afsløret hendes hemmelige identitet, og hun burde ærligt talt være mere oprørt end hun var.
Han skar en grimasse ved hendes første kommentar.
”Jaså? Jeg tager det som en kompliment så og håber på, det er en kompliment du kun vil udvise mig.” Et skælmsk smil viste sig på hans læber; han kunne slet ikke lade være på trods af situationens alvor. Men hun burde være bekymret over at blive opdaget. Som aagt ikke hele tiden, men lige nu hvor det faktisk var sket, burde hun være fandens bekymret!
”Nej, jeg ved ikke hvad, du kan med skygger,” indrømmede han let brummende, men ikke på nogen ildevarslende eller nervøs måde, ”Og grunden til, jeg bekymrer mig om dine ting er meget simpel: der er garanteret ting imellem, du ikke vil kunne undvære, hvis du skulle være på flugt. Småting og trinkets interesserer mig ikke, jeg mener de nyttige, livsnødvendigheder. Og ja, du kunne måske stjæle det igen, men hvis du blev tvunget til at holde lav profil en tid? Tvunget bort fra arbejdet for at holde dig selv i live? For fanden, Antonia, du er nødt til at have forudset enhver situation, så du ikke bliver overrasket lige som i dag!” Han fortrød at have bandet, men der var intet, han kunne gøre for at trække det tilbage. Han havde været lettere ophidset, og så smuttede den slags ord. Nu trak han hånden tilbage gennem håret og tog et øjeblik til at genfinde sin ro. Han valgte selv at lade emnet med onklen ligge; det havde ramt plet, og det var nok; ingen grund til at pille i det. Hendes frustration var også forholdsvis tydelig for ham, men han troede mere, det var over samtalens natur end hans bekymring.
Så ingen vidste hvordan Skyggen så ud? Havde hun ikke været opmærksom på hvad, han havde sagt til hende? Han greb om næseroden med to fingre og var tydeligvis en smule frustreret, men han begyndte igen.
”Forfra ser jeg: I den givne situation, jeg har stillet op for dig har nogen afsløret dig. De ved hvordan du ser ud, og din beskrivelse er givet videre til vagterne. Du ville ikke kunne skjule dig, men ville konstant skulle være opmærksom. Der ville komme nye plakater, jagten ville intensiveres med nyt blod på tanden … Hør, jeg kender situationen, har set det ske for ti år siden! En morder var det godt nok, men han var lige så sikker på, ingen vidste, hvordan han så ud. Han blev opdaget og tog let på det, færdedes i gaderne uden forklædning, og det kostede ham livet efter en grusom klapjagt! Folk ville se blod, og tilfældige selvtægtsmænd angreb ham og torturerede ham til døde. Lysets krigere nåede frem for sent til at gøre noget … Det er dén situation, jeg taler om; at det der er sket i dag, vil ske igen. En vil, som jeg, komme til at kende dit ansigt og være knapt så.. skal vi sige interesseret i at se dig i live? Det er sket før, Antonia, og selvom du er god – fandens god hvad rygtet siger – så er du lige så lidt udødelig som den mand var … Om end jeg gerne gjorde et forsøg, ville jeg intet kunne stille op for at hjælpe dig i en situation som den i mine tanker. Du er nødt til at tænke på dig selv og på hvordan, du kunne undgå det ville komme så vidt; hvordan du ville klare det.” Han håbede inderligt, hun forstod hans tankers retning denne gang. At pensle det endnu mere ud ville nærmest være umuligt. Han så på hende et øjeblik, mens hun talte og rystede så let på hovedet. ”I den givne situation ville ingen turde hjælpe dig, er jeg bange for. At hjælpe ville betyde døden, og så langt er de færreste villige til at gå, selv for en ven, og især i en håbløs situation, hvor hjælp ikke ville redde dig i sidste ende. Det eneste, der er at gøre er at være forberedt og forhindre det i at ske.”
Han kunne ikke andet end stirre på hende i forbløffelse, da hun faktisk mente at have tingene under kontrol. Var hun slet ikke med på hvad, han snakkede om? Virkelig? Udtrykte han sig så uklart? Han rejste sig op og begyndte at gå lidt frem og tilbage uden at ane om han skulle grine eller græde.
”Ja, lige nu har du alt under kontrol,” sagde han langsomt, ”Fordi du var heldig i dag …! Hør, jeg har ikke valgt at have denne diskussion med dig for at modsige dig, skælde dig ud eller noget som helst lignende. Jeg taler udelukkende for at gøre dig opmærksom på, du er nødt til at være forberedt. Du af alle burde kende til vigtigheden af det princip? Tænk igennem hvad, der kan ske, læg en plan, hvis det skulle ske, så du er forberedt. Derefter kan man slappe af og fokusere på andre ting, fordi man ved, man har en plan i baghånden. Jeg forærer dig en tænkelig og grusom situation, som det i dag burde være gået op for dig er mere sandsynlig end du gik og troede. Jeg forstår ganske simpelt ikke, hvordan det ikke kan bekymre dig?” Han så mod hende spørgende og stadig fuldstændigt ude af stand til at tro sine egne ører.
Hendes ord om lysets krigere blev accepteret med et nik.
”Sandt nok, det ved jeg ikke. Men de burde skræmme dig! Du burde ikke være så kæphøj og slet ikke lige nu.” Han skar en grimasse. ”Undskyld, det skulle jeg have omformuleret!” Hans tanker gled tilbage på hændelsen, han havde beskrevet før, og han gøs. Nej, måske var det ikke Lysets Krigere, hun skulle frygte … Han huskede den dag i gaderne alt for tydeligt. Han havde selv været der, havde stået og set på, mens manden var blevet tortureret, og lugten af blod og lyden af hans skrig hang stadig i hans hoved. Ufrivilligt forestillede han sig den samme situation, men med en hvis ung dame i stedet, og forestillingen gjorde ham bleg og fik ham til kort at lukke øjnene i. Havde hun oplevet det; havde hun været der den dag… Måske havde hun så forstået hans frygt.
Hendes irritation over ham var tabt for ham i hans nuværende sindstilstand.
Nok en gang talte hun og igen kun om den nuværende situation. Hun var ved at drive ham ud af et sidespor, hvor han blev mere og mere frustreret.
”Selvfølgelig holder jeg det hemmeligt,” sagde han nu meget tydeligt frustreret og orkede ikke en gang at gentage sig selv igen. Hun måtte snart være klar over hvad, han talte om. Den ro hvormed hun tog hele situationen var ved at gå ham på nerverne, for han følte, han lige så godt kunne have talt til en dør. Han var ikke vred på hende, vred i det hele taget, bare dybt og inderligt frustreret.

Snakken om gaven fik et lille smil frem.
”Det er det netop, men hvorfor blive glad for en gave man ikke selv har givet …? Og jeg har hele tiden vidst, du tog bogen.” Det gjorde ham ikke mindre glad for den og – håbede han – ikke mindre glad end den forrige ejer havde været.
”Det var det, jeg havde fundet ud af, du også mente,” sagde han let drillende, ”Og ja, jeg var meget sikker i min sag, ellers havde jeg ikke stillet udfordringen op. Jeg var klar over, du måtte have en vis øvelse og ønskede et bevis, som jeg også fik, selvom jeg faktisk burde skælde dig ud for ikke at slå igennem. Det var et halvhjertet forsøg, du gav mig.” Hans smil blev en hel del mere drillende nu.
Men kun indtil snakken faldt tilbage på hendes forældre og han så forsvarsmekanismerne sætte i gang.
”Undskyld jeg bragte det op.” Han beklagede det meget åbenlyst. ”Tilgiv mig, det var ikke velovervejet at bringe på bane; jeg skal aldrig nævne det igen!” Det gjorde ham lidt ondt, hun trak sig fra hans fingre, for han havde kun ønsket at bringe hende trøst. Men det var jo ham, der havde bragt hende sorgen i første omgang, så det var en sølle lappeløsning.
Han ønskede ikke en gang at udpensle hvorfor, han havde nævnt emnet som en løgn. Emnet var for ømfindigt.
Det gjorde ham også ondt, hun trak sig ud af hans favn, hvor hun tidligere havde ligget rimelig villigt, men hans var ikke de sårede følelser, og han affandt sig med det og så hende rejse sig. At facaden var hævet op var mere end tydeligt, og han kunne have slået sig selv bevidstløs for at have ladet det ske. Efter alt der ellers var blevet talt om og berørt, havde han været dum nok til at nævne hendes forældre igen.
Til hendes sidste ord nikkede han blot og så undskyldende på hende.

Antonia var til tider ved at blive sindssyg over den indre kamp i hende. Hun var ved at blive sindssyg over at høre Skyggens stemme om dagen, hvor hun inderligt prøvede at skubbe den væk. Hun var så lykkelig for, at ingen udestående kunne se den kamp. De ville bare tro at hun var komplet sindssyg. Hun håbede bare inderligt, at bogen ville hjælpe. Hun håbede at den kunne tilfredsstille skyggen i hende nok til at hun i hvert fald kunne få ro om dagen.
Antonia vidste, at alt hvad man ikke forstod, tillagde man ofte noget negativt. Det var nemmest på den måde, og sådan havde mennesket været siden tidernes morgen. Derfor gik hun også stille med de ting, der gemte sig i hende.
Antonia vidste, at evnen i sig selv ikke var farlig. Det var hvad man brugte den til, der kunne være farlig. Men den kunne også være farlig, hvis ikke man forstod at bruge den rigtigt. Antonia var blevet undervist i at bruge sin evne, men slet ikke nok. For hver dag der gik og for hver gang hun åbnede bogen, blev Skyggen en lille smule stærkere. Det var ikke bare en harmløs stemme i hendes hoved. Det var en hel personlighed, der havde udviklet sig over en årrække. Det skræmte hende lidt at tænke på det. Det skræmte hende at vide, at om nogle år, kunne hun måske ikke styre det længere. Hun kendte jo ingen der kunne lære hende at tæmme den anden del af hende. Hun skulle klare det alene, og hun frygtede at hun ikke kunne klare det. Det gjorde hende så usikker, men det prøvede hun så vidt muligt at skjule for omverden. Hun havde ikke lyst til at fremstå som usikker.
Grunden til at folk måske ville vende sig væk fra hende, var sikkert fordi hun havde løjet for dem. Hun havde jo ikke gjort andet de sidste mange år. Hun havde løjet, siden dengang hun lærte sine evner at kende. Hendes venner vidste godt at hun havde haft mareridt som lille der gjorde, at hun var vågen om natten. Mere vidste de ikke, og hun havde sagt at det var gået væk igen, da hun blev ældre. Det var jo en løgn. Det havde ikke været mareridt. Det havde været hendes evne, der havde luret inde i hende, snakket til hende og holdt hende vågen, selvom hun måske havde været så træt, at hendes øjne gjorde helt ondt. Som et lille barn, forstår man det jo ikke. Hun forstod ikke, hvorfor hendes forældre forlod hende, for det var jo ikke hendes skyld, at hun ikke kunne sove om natten. Først nogle år senere var det gået op for hende, at det var fordi de var skræmte. De var bange for det, der var inde i hende. Noget i Antonia sagde, at hendes forældre – i hvert fald hendes moder – nok egentlig godt vidste, hvad det var, der var inde i Antonia. Hun havde bare aldrig ville fortælle det. I stedet havde hun forladt sin datter af ren og skær frygt.

Antonia havde altid misundt folk der voksede op i et hjem med forældre der elskede dem. Hun havde haft hele sin barndom i et hjem hos nogle forældre der frygtede hende. Hun ville give sin arm for at være hos nogle forældre, der faktisk elskede hende for den hun var. Hun ville give sin arm for at være almindelig. Men som sagt før, så havde hun vænnet sig til ikke at være almindelig. Det skar hende alligevel en smule i hjertet, når hun så børn, der blev modtaget af forældre der faktisk elskede deres børn. Hun gættede på at det altid ville være sådan. Hendes forældres valg skar så dybt i hende, at hun for længst havde opgivet at håbe på at det engang ville gå væk. Det var en kæmpe del af hende, noget hun desværre ikke bare kunne smide væk.
Hun misundte også folk som Levon. Hun misundte ikke det miljø han var vokset op i, men hun misundte det at han havde forældre. Måske havde hans forældre pacet ham i en retning de ønskede han skulle gå i, men han havde haft forældre. Hun var sikker på, at de under den ydre facade og de mange forventninger alligevel elskede ham.
Det havde haft katastrofale følger for Antonias karakter, at være blevet straffet for at være anderledes. Hun var blevet straffet for den hun var, selvom det egentlig ikke var hendes skyld. Derfor kunne man vel heller ikke sige at det var hendes skyld, at hun var som hun var. Hun havde jo altid troet at det var hendes skyld, at de ikke ville have hende. Hun havde ikke tal på alle de aftener hendes onkel havde siddet og trøstet hende, fordi hun havde været så ked af det. Til sidst var det jo så gået op for hende, at det ikke var hendes skyld. Det var ikke noget hun kunne styre.

Antonia kunne ikke se noget unikt ved sig selv. Hun var anderledes, og i hendes verden var det skidt. Hun ville grine, hvis Levon sagde at hun var unik. Hun ville tro at han havde spist søm, eller sådan noget. Og det gjorde faktisk lidt ondt, at han havde afsløret hende på den måde. Det fik hende bare til at se endnu mere på, at hun var anderledes, selvom hun prøvede at være som alle andre. Det var dog ikke noget hun sagde noget som, da hun ikke ville se svag ud foran ham.

Antonia kunne sagtens finde ud af at please. Det var ikke ligefrem noget hun kunne lide at gøre, men hun kunne finde ud af det, hvis hun ønskede at gøre det. For hende, var det en leg, at fortælle folk hvad de gerne ville høre. Det var noget hun gjorde, fordi det morede hende. Hun gjorde det ikke for at gøre folk glade. Hun gjorde det kun for egen morskabs skyld.

At udpege andres fejl var nemmere end at udpege sine egne fejl. Det var nemmere at kaste sten på andre, end på sig selv. Det var mindre smertefrit. Mennesket havde siden tidernes morgen gjort hvad det kunne for at fjerne fokus fra sig selv, hvis det kunne sætte et andet menneske i dårligt lys. Det var ikke særligt smart at gøre, men så skulle man måske ikke stå til ansvar for det lort man havde lavet.
Belønning var noget Skyggen sugede til sig. Skyggen gav sjældent noget til andre. Det var den for nærig til. Så længe Skyggen kunne få, var den ligeglad med andre. Den personlighed var så anderledes, fra den Antonia egentlig gerne ville være. Hun ville gerne give folk ting, hvis det kunne gøre deres dag bedre. Hun ville gerne hjælpe, og hun havde intet imod ikke at få noget for det. Hun gjorde hvad hun kunne for at være anderledes end Skyggen.
Levon havde oplevet en anden Skygge end alle andre. Han ville ikke kunne forstå hende, hvis hun forklarede var selvisk og selvoptaget Skyggen egentlig var. Skyggen havde jo åbnet sig op for ham, noget der ellers aldrig før var sket. Hun prøvede stadig at finde ud af hvorfor, men når det kom til det spørgsmål, var Skyggen tavs.

Den eneste ting der ville være direkte nødvendig for hende, var hendes bog og nogle penge. Resten kunne hun få igen. Hun ville bare ikke kunne noget uden bogen og penge. Bogen var den der fortalte hende hvad hun skulle, den der fortalte hende om hvordan hun skulle tæmme Skyggen i sig. Penge kom man ikke særligt langt uden, så dem havde hun selvfølgelig også brug for. Men resten af tingene kunne hun være ligeglad med. Smykkerne, billederne, tingene… alt var bare materialistiske ting, hun kunne hugge igen, hvis det passede hende.
Antonia bekymrede sig ikke. Hun bekymrede sig ikke om at blive opdaget. Det ville ikke ske. Det var hun overbevist om.
”Jeg forstår ikke hvorfor du er så bekymret for mig. Jeg har klaret mig indtil nu. De få ting jeg ikke vil kunne leve uden, kan jeg have med mig på en gang. Alt det andet har jeg ikke brug for. Det er bare ting, Levon. Ting jeg hugger fordi jeg kan og fordi folk hyrer mig til det. Hvorfor bekymrer du dig nu? Jeg har klaret mig de sidste par år… ” spurgte hun undrende. Hun havde jo klaret sig de sidste par år, og hun vidste at hvis det stod til hende, ville hun ikke gøre dette hele sit liv. Når hun engang fik sig en familie, ville hun selvfølgelig stoppe. Det var bare ikke nu.
”Levon den aften hvor du mødte mig… Du mødte en anden person som ingen andre før har mødt. Jeg mener virkelig, ingen andre har mødt den Skygge du mødte. Jeg har lært af mine fejl. Det kommer ikke til at ske igen. Normalt snakker jeg slet ikke med folk!” sagde hun, og begyndte faktisk at blive lidt frustreret. Det frustrerede hende at vide, at han bekymrede sig om hende, da hun ikke var vant til det.
Hun vidste, at hun selvfølgelig kunne blive opdaget. Men hvis muligheden var der, hvorfor var det så ikke sket noget før?
”Det er 10 år siden! Jeg er jo ikke dum, Levon. Der er en grund til at mit ansigt er skjult. Hvis de endelig skulle vide hvordan jeg så ud, ville jeg stadig kunne skjule mig. Jeg kunne tage så langt væk, at ingen ville have hørt om mig. Det er muligt. Jeg er ikke bange for vagterne. De er så dumme, at ikke engang ser, hvad der er lige foran dem. De stikker halen mellem benene, så snart de ser noget de ikke er vant til at se! Hvor mange gange tror du ikke jeg har haft dem i hælene? Jeg er sluppet fra dem hver eneste gang! De har ikke engang været tæt på at vide hvem jeg er..” sagde hun.
Et smil kom frem på hendes læber, da han sagde at rygterne sagde, at hun var fandens god. Det glædede hende virkelig at høre, hvilket man også tydeligt kunne se på hende.
”Jeg kender folk der ville dø for at hjælpe mig, vær ikke i tvivl om det. Levon, det er ikke fordi jeg ikke tror på dig. Jeg har hørt hvor grusomme lysets krigere kan være, men jeg frygter dem ikke. Jeg frygter ikke at få dem i hælene. Folk har endnu ikke fundet ud af hvem jeg er, og jeg bliver bedre for hver dag der går, så hvorfor skulle de opdage mig? Jeg lærer jo af mine fejl!” det var måske forkert af hende, at hun ikke bekymrede sig, men hun havde lært at lade være. Hun havde lært, at det kun ville hæmme hende, hvis hun gik og bekymrede hende. Men Levon skulle ikke tro at hans ord ikke gik ind. Det gjorde de. De satte sig i hendes baghoved.
”Levon, jeg er trænet til dette. Jeg er blevet trænet til at begå indbrud, jeg er blevet trænet til at kunne forsvinde i skyggerne. Jeg ved at selvfølgelig kan jeg blive opdaget, men det er ikke sandsynligt, sådan som tingene er nu. Som jeg har sagt før, så var du heldig. Du mødte en anden end alle andre ville møde. Det bekymrer mig ikke, fordi jeg har alt under kontrol. Jeg har begået indbrud en million gange. Folk har måske set glimt af mig, men intet andet. Jeg forstår slet ikke hvorfor du bekymrer dig så meget… Hvad er det der gør, at du bekymrer om en du kun har snakket med to gange?” spurgte hun så og kiggede på ham.
Hun kiggede lidt på ham, da han sagde at hun var kæphøj. Det ville hun nu ikke selv sige. Hun var bare selvsikker, og sikker på at hun ikke ville blive opdaget.
Hun havde ikke været den dag, manden var blevet tortureret. Dengang havde hun slet ikke kendt til sine evner.
”Godt..” sagde hun, da han sagde at han nok skulle holde det hemmeligt.
Han kunne ligeså godt have snakket til en lukket dør. Hun kunne virkelig ikke forstå hans bekymring.

”Jeg kunne jo ikke give dig min egen bog. Så ville jeg jo mangle den,” sagde hun med et smil på sine læber. Hun havde aldrig haft i sinde at give ham sin egen bog. Hun var ret glad for den.
”Jeg ville jo ikke skade dig. Desuden burde en kvinde ikke kunne slå hårdt. Men jeg har lidt træning i at forsvare mig selv, selvfølgelig. Men igen, jeg ville ikke skade dig,” sagde hun og sendte ham et smil.
Hun brød sig ikke om at han bragte hendes forældre op.Det var et emne hun gerne ville undgå så vidt muligt, da det gjorde ondt at snakke om.
Hun havde med vilje trukket sig ud af hans favn. Hun kunne ikke bare ligge i den som om intet var hændt. Det var hans egen skyld, at hun nu stod og kiggede på ham med armene over kors, uden at sige noget til det.