Antonia kunne være utroligt sløset med at det skjule hendes dobbeltliv. Hun havde før oplevet, at folk var så dumme, at bare man så anderledes ud, skulle der meget til at de fattede mistanke. Hun brugte altid den samme parfume og hun lavede ikke om på hendes stemme. Hun slørede egentlig bare sit eget udseende, og ledte folk i den forkerte retning. Det var så nemt, at lege med folks underbevidsthed på den måde. Der var så altid nogen, der var hurtigere end andre, og det var dem man skulle passe på. Det vidste hun, og så derfor gjorde hun da også meget for ikke, at blive opdaget. Men kun kunne virkelig være sløset, hvis det passede hende.
Antonia kunne godt lide mystikken, ved det at have to personligheder. Men det var jo heller ikke noget, hun selv havde valgt. Der var også to personligheder inde i hende, det var dog ikke så slemt, at man kunne sige, at hun havde personlighedsspaltning. Det var ikke noget man lagde mærke til, medmindre man egentlig kendte hende. Man skulle møde begge hendes personligheder, for at kunne se det. Men igen, det var ikke noget der var tydeligt, og hun skiftede ikke bare personlighed fra tid til anden.
”Jeg tror hun ville blive glad for at vide, at du er så glad for bogen. Det er det bedste ved at give ting, at man ved, at personen bliver glad for den. Så er prisen og tingen egentlig ret underordnet,” sagde hun med et smil. Det glædede hende virkelig, at han var blevet så glad for bogen. Det havde hun ikke ligefrem regnet med, men det gjorde hende virkelig glad. Normalt gav hun ikke ud af sine ting, men når han jo blev så glad for den, fik hun jo lyst til at give folk gaver. Det betød virkelig noget for hende, at gøre andre glade. Hun var sådan set ret ligeglad med materialistiske ting. Det var bare ting, døde ting. Hun havde erhvervet sig en pæn samling af materialistisk gods, men i sidste ende, betød det intet for hende. Og selvom hun gik og stjal andres ting, og derved gjorde dem i dårligt humør, gjorde hun jo andre glade. Og selvom hun var ligeglad med tingene, betød det ikke, at hun arbejdede gratis. Hun fik en pæn sum penge, for det arbejde hun gjorde. Hun skulle jo have noget at leve af, når hun engang trak sig tilbage. Desuden havde hun lovet sin onkel, at give ham nogle penge engang imellem, som tak for, at han havde taget sig af hende i så mange år. Uden ham, havde hun ikke vidst, hvad hun skulle gøre. Han havde været der for hende så længe hun kunne huske, og det betød virkelig noget for hende.
”Jeg håber at du kommer til at møde hende igen,” sagde hun så, da han sagde, at han gerne ville gengælde den smukke handling. Hun havde dog ingen planer om bevidst, at mødes med ham igen. Det ville være for risikabelt, og hun ville ikke have nogen god grund til det. Hun havde ikke ligefrem lyst til at bryde ind ved ham, da han kun havde vist hende godhed. Det ville hun simpelthen ikke kunne gøre.
Antonia elskede, som enhver anden kvinde, smykker. Hun fandt dem meget smukke, og det kunne gøre alt muligt andet utroligt smukt. Hun havde selv en del smykker, men hun sagde aldrig nej tak til endnu et. Hun var dog utroligt dårlig til at tage imod gaver, og ville egentlig helst være fri. Utroligt nok, kunne hun bedre lide at tage ting fra andre, end at modtage gaver fra dem. Det lød måske underligt, men sådan havde hun det virkelig. Når hun stjal fra folk, behøvede hun ikke at stå ansigt til ansigt med dem, og hun følte ikke, at hun skyldte dem noget. Hun kom hurtigt til at føle, at hun skyldte folk noget, hvis de gav hende gaver, og den følelse brød hun sig virkelig ikke om.
Hun kunne ikke lade være med at smile, da han lo. Hun kunne godt lide hans grin.
”Jeg siger mange tak for tilbuddet, og jeg vil huske dig på det, hvis det en dag kommer så langt,” sagde hun og smilede venligt til ham. Selv kunne hun nok godt sætte et par hylder op, men en kvinde skulle jo helst ikke lave sådan noget arbejde. Det var mandearbejde, og det vidste hun godt. Men når man boede alene, lærte man ligesom sådan noget selv.
Det rørte hende dog faktisk, at han var så venlig og på den måde tilbød hans hjælp, når de lige havde mødt hinanden. Man mødte virkelig ikke mange personer som ham.
Hun lyttede til hvad han sagde, angående det med hesten, og kunne ikke lade være med at le lidt.
”Det lyder som om hun virkelig ved hvad hun har med at gøre, må jeg sige,”
Sagde hun så. Hun havde lidt svært ved at virke som en, der ikke kendte personen. Hun kendte jo udmærket sig selv, så det var lidt svært, at skulle være så objektiv. Hun gjorde dog sit bedste, og håbede bare, at han ikke ville fatte mistanke.
Hvis Levon havde gjort hende opmærksom på, at han havde fattet mistanke, ville hun nok have sagt at hun blev nødt til at komme videre. Hun ville blive nervøs, hvis han fortalte det.
Endnu en gang, kom hun til at smile af hans latter. Hun fandt den af en eller anden grund fantastisk. Hun havde aldrig hørt nogen le så meget og så rungende. Hun kunne virkelig godt lide det.
”Så det er ligefrem en undskyldning for at møde smukke, unge kvinder?” spurgte hun, og det drillende smil spillede endnu engang på hendes læber.
Hun hørte skam godt hans kompliment, og hun tog den til sig. Hun var normalt ikke så god til at tage imod dem, men han gjorde det på en måde, så man ikke kunne blive andet end smigret af det.
”Smigrende. Så er det godt, at jeg alligevel valgte at gå udenfor i dag,” sagde hun med et smil.