Antonia Kristóf

Antonia Kristóf

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 168 cm

Wimse 28.12.2011 20:02
Antonia var næsten lige stået op. Hun havde som sædvanlig været på natarbejde, og sov derfor det meste af formiddagen væk. Hun havde brug for søvn, og hun kunne ikke sove om natten. Dog havde solens listige stråler irriteret hendes ansigt, så hun til sidst var blevet nødt til at stå op. Hun havde trukket i en kjole, en kjole der sad pænt ind til hendes slanke krop, havde ordnet hår, og havde derefter forladt huset. Hun vidste, at hendes venner ville sidde og vente på hende på kroen, så hun måtte hellere se at komme derover. Det var ligesom deres samlingssted.
Udover hendes eget hus, var kroen det sted, hun tilbragte mest tid. Der var der, hun snakke med sine venner og havde det sjovt.
Solen skinnede for fuld skrue ned på de mennesker, der havde begivet sig udenfor. Det var egentlig en smuk dag, og varm nok til, at man ikke behøvede at have en kappe over skuldrene.
Hun gik hen ad den brolagte gade, mens hun gik og tænkte. Hun blev ligesom mere og mere væk i sine egne tanker.


Antonia Andriana Kristóf.

Credit.

Levon Palmisano

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 24 år

Højde / 189 cm

George 28.12.2011 20:10
Ganske opslugt af sin bog, den bog Antonia gav ham om hestesprog, ser Levon sig ikke rigtigt for, og han er flere gange ved at gå ind i folk og ting, selvom han klarer at styre udenom de fleste ting i allersidste øjeblik. Han læser, gentager for sig selv og er langt langt væk i indholdet, der virkelig har fanget hans interesse. Han aner knapt hvor han er gået hen, skulle han tage sig tid til at løfte blikket for at opdage det. Han er i en guldstukken brun vest, har en gylden skjorte på og sine sædvanlige brune bukser og sorte støvler. Han udgr et charmerende syn, og der er flere unge damer, der sukker efter ham uden han selv bemærker dem her til formiddag, hvilket er en sjældenhed.
Han bemærker heller ikke den smukke, unge kvinde lige foran sig, før han ramler direkte ind i hende og taber sin bog. Han er selv ved at falde på halen og kommer med et forskrækket udbrud, mens han kæmper for at holde sig på benene, og da det lykkes, vender han opmærksomheden mod den, han gik ind i, for hurtigt at hjælpe hende på benene såfremt hun selv mister balancen. Hans øre er døvt for latteren, og han ser blot forskrækket på det kønne ansigt, der møder ham, og hans hjerte slår et slag over, som det så tit gør ved sådanne møder.
"Det er jeg virkelig meget ked af, frøken, kan du tilgive mig?" spørger han oprigtigt beklemt og tager blidt om hendes arm for at sikre sig, hun er okay, mens hans blik hurtigt, undersøgende glider over hende for at sikre sig, hun ikke er kommet noget til.

Lavet af mig :D Er så stolt!
Spørg Levon her: http://www.saphiri.dk/krystallandet3/viewtopic.php?f=290&t=7822
Antonia Kristóf

Antonia Kristóf

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 168 cm

Wimse 28.12.2011 20:36
Antonia havde virkelig være opslugt af sine egne tanker, at hun ikke havde set, at der var en på vej imod hende. hun havde dog med held, formået at undgå andre folk. Så det kom som et stort chok, da der pludselig var en, der gik ind i hende. Hun mistede balancen og nåede kun lige at sætte af med hånden, så hun ikke ville få alt for ondt. Dette fald gjorde, at hendes mørke hår fløj omkring hendes ansigt, og irriteret, måtte hun fjerne noget af det fra sit ansigt, da hun ligesom kom ned og sidde.
Hånden gjorde ondt, men hun vidste, at den ikke havde taget skade. Hun ømmede sit håndled en smule, og hørte så en eller anden der undskyldte.
"Det er helt..." sagde hun og kiggede op, og genkendte straks manden. Det var ham der havde vist hende vej, havde ventet på hende, og set så bekymret ud, at det havde gjort helt ondt på hende. Det havde gjort ondt på hende, at hun skulle forlade ham på den måde, og hun fortrød det faktisk. Det var dog intet hun kunne gøre noget ved. Et smil gled frem på hendes læber og hun kommer op vedhjælp af hans støtte.
"Jeg er helt okay. Der skete intet," sagde hun og sendte ham et smil. Hun havde ikke ligefrem forventet, at se ham igen. Det kom faktisk bag på hende, at hun skulle møde ham. Endnu engang lød han virkelig bekymret, hvilket hun ikke kunne lade være med at smile lidt af.
Antonia er iført en mosgrøn kjole, med sort korset uden på, der strammer kjolen ind ved livet, og viser hendes slanke former frem. Det grønne stof svøber sig omkring hendes slanke hofte og ben, og slutter lige under hendes knæ. På fødderne har hun et par lette, sorte sko, der sidder tæt indtil hendes fødder.
Hun børster det grønne stof af for støv ved den ene hånd og kigger så på Levon igen. det er god nok, det var ham hun mødte den aften.
Hun kigger rundt og får øje på hans bog, der ligger et par meter væk. Hun går hen og samler den op og kigger lidt på omslaget. Hun smilede lidt af hvad hun så, og gå så hen til ham med bogen igen. Det var den bog hun huggede og gav ham.
"Bogen ser rimelig dyr ud.. du må hellere passe på den," sagde hun og sendte ham et smil og rakte derefter bogen til ham.


Antonia Andriana Kristóf.

Credit.

Levon Palmisano

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 24 år

Højde / 189 cm

George 28.12.2011 20:57
Da hun afbryder sig selv, hæver han forundret det ene øjenbryn, men han regner med, det er fordi hun er chokeret over at se en mand som ham ikke se sig for, og han brude egentligt skamme sig, selvom han ikke kan få sig til det.
"Gudskelov," siger han lettet og gengælder smilet, "Det ville gøre mig ondt om jeg havde skadet dig .. Har din hånd det godt?" Han griber forsigtigt om den og nærstuderer hendes håndflade for skrammer. Ikke at han kan gøre meget ved dem, hvis der er nogen, men det ville smerte ham at gå derfra og have skadet hende uden at vide det. Han er meget betaget af den unge kvindes skønhed og syntes svagt at kunne genkende hendes skikkelse, selvom han ikke lige kan sætte fingeren på hvorfra. HVis blot han kunne huske det ansigt. Han hæver blikket mod det igen og smiler charmerende.
"Der er vist ikke sket det store, nej," siger han lettet og slipper hende så. I det samme går hune fter bogen, som han i forvirringen helt har glemt, og han er glad for at få den igen og lader kærligt hånden glide over volumens ryg.
"Det var en gave, så du har ret i, jeg hellere må passe godt på den." Så smiler han op til hende igen, mens han gemmer bogen væk i en skuldertaske, han har med sig. Han står et øjeblik og ved ikke hvad, han skal sige, men ler så let og bukker galant.
"Tilgiv mig igen, jeg rendte ind i dem på den måde," siger han smilende og fanger hendes blik, kun for at stoppe op, selvom han var på vej til at gå videre. Det er et par ualmindeligt kønne øjne, der nærmest har fanget ham, og han bliver blot stående dumt og ser på dem.

Lavet af mig :D Er så stolt!
Spørg Levon her: http://www.saphiri.dk/krystallandet3/viewtopic.php?f=290&t=7822
Antonia Kristóf

Antonia Kristóf

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 168 cm

Wimse 28.12.2011 21:17
Det morede faktisk en smule, at han ikke kunne genkende hende. Det vidste hun selvfølgelig godt, eftersom hendes ansigt jo var helt dækket til, men alligevel morede det hende. Hun kunne ikke rigtigt sige hvorfor. Hun holdt dog også masken så godt som muligt, selvom hun så ikke kunne lade være med at smile.
Det var længe siden, hun havde mødt en, der var så bekymrende og omsorgsfuld, som Levon var. Det var faktisk helt rart, at møde en som ham, mente hun.
"Min hånd har det helt fint, tak," sagde hun med et smil, men lod ham alligevel undersøge den med sin egen hånd. hun kunne godt lide at mærke hans hånd om sin egen. Hans hånd var varm, og smilet på hendes læber blev en smule bredere.
Hun ser hvordan han kærligt lader hånden glide over bogen, og løfter det ene øjebryn.
"Er bogen fra en speciel person?" spørger hun så og prøver virkelig at lyde nysgerrig. Selvfølgelig er det fra en specielt person. Det er ikke lige frem alle, der får en gave af kvinden fra Skyggerne. Faktisk har hun aldrig givet nogen en gave. Det hele var sådan helt spontant, men hun syntes, at han skulle have den. Hun havde jo egentlig sagt at han kunne låne hendes, men nu havde han jo sin egen. Hun gættede sig til, at han nok allerede havde gættet, at det var en hun havde hugget. Hun havde den jo på sig, da hun kom tilbage. Men det gjorde jo ikke bogen dårligere. Desuden havde den stået på en hylde med en million andre bøger, så ejeren ville nok ikke savne den. og ellers skulle hun nok sætte sin egen der, hvis det gik helt galt.
"Du er tilgivet. Det skal du ikke tænke mere over. Men du var vidst virkelig opslugt at bogen?" sagde hun og kiggede lidt på ham.
Hun kunne godt lide hans smil, hvilket bare fik hende til at smile og komme i bedre humør. Hun ville nok have vrisset en lille smule, hvis det var alle andre, der havde tromlet hende ned på denne måde. Men hun vidste at denne mand var et godt menneske, og at han bestemt ikke havde gjort det med vilje.


Antonia Andriana Kristóf.

Credit.

Levon Palmisano

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 24 år

Højde / 189 cm

George 28.12.2011 21:37
Han kæmper for at genkende hende, for han ved, han har set hende et sted før, men død og djævel om han kan huske hvor. Hendes smil virker sært bekendt, men resten af hendes ansigt forvirrer ham, for det er ham ukendt, og han ransager sin hjerne for at huske hvor, han har set hende før.
"Eh, ja, det er den," siger han med et smil, "Ikke en jeg kender så godt, som jeg ville kunne lide det, men åbenbart nok til at modtage en så værdifuld gave til mit bibliotek." Han ler mildt og betragter hende, stadig tænksom over hvem, hun nu er. Ikke en af de kvinder, han har hygget sig med, for så havde hun reageret anderledes på at møde ham, og det var ikke en af de damer, der afskyede ham for hans måde at leve på, for så havde hun slået bogen i hovedet på ham i stedet for pænt at give ham den. Så hun måtte være et af hans bekendtskaber. Men hvilken af dem? LEvon er normalt god til at huske et ansigt, og derfor går det ham meget på, han ikke kan genkende denne kvinde.
"Åh ja, den er meget spændende," siger han så, "Og jeg forsøger at lære alt, jeg kan, så jeg kan imponere med min kunnen," tilføjer han leende højlydt, så nogle af folkene omkring dem stirrer et øjeblik. Ikke noget, han ikke er vant til, for hans buldrende latter tiltrækker sig tit opmærksomhed fordi den er så dyb og rumlende. Nogen har beskrevet den som lyden af torden, men han synes ikke helt, det passer selv.
"Tilgiv mig, hvis jeg lyder overmåde som en kliché, men har vi ikke mødtes før? Jeg hader at skulle spørge, for jeg er normalt god til at genkende folk, men jeg kan simpelthen ikke placere dig," siger han ærligt og ser lidt beklemt ud med en let rød farve i kinderne. Han hader virkelig at skulle spørge, men ellers vil det nage ham resten af deres samtale, selvom han selvfølgelig altid kan satse på at kunne genkende hendes måde at tale på eller lignende.

Lavet af mig :D Er så stolt!
Spørg Levon her: http://www.saphiri.dk/krystallandet3/viewtopic.php?f=290&t=7822
Antonia Kristóf

Antonia Kristóf

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 168 cm

Wimse 28.12.2011 22:02
Selv Antonias bedstevenner, anede ikke hvad hun lavede, når mørket havde sænket sig beskyttende over byen. De troede, at hun ligesom alle andre sov eller i det mindste brugte tiden derhjemme. Hun kunne ikke fortælle dem det, for hun var bange for, at de ikke kunne holde på hemmeligheden. hun var bange for at lade den slippe ud. Desuden kunne hun godt lide al den mystik, rygterne havde skabt omkring hende. Det var på en eller anden måde rart, at ingen vidste hvem hun var. Ingen ville kunne beskylde hende for noget, og hun kunne gå rundt udenfor om dagen, uden at skulle kigge sig over skulderen hele tiden. hun kunne sige hvad der passede hende. Hun kunne også gå og sige at hun var kvinden fra skyggerne, for ingen ville tro hende. Alle vidste, hvor sirlig Kvinden var med ikke at blive opdaget. Det var så dejligt nemt og befriende. Antonia følte sig som en helt anden person om dagen.
"Det lyder til at være en ganske rar person. Det var i hvert fald pænt af ham eller hende, at give dig en bog, når nu bøger er så dyre," sagde hun med et smil. Bøgerne var ikke ligefrem den billigste vare, det vidste hun. Selv havde hun en masse bøger, men det var allesammen nogen, hendes læremester havde ejet, og som hun havde overtaget efter hans død. Hun havde kun ejet en bog i sit liv, og den var hjemme ved hendes onkel. Det var også onklens bøger hun havde læst så meget i, da hun var yngre.
Nogle gange var det en tung byrde, ikke måtte røbe noget for nogen. Hun vidste dog at det var til hendes eget bedste, selvom hun nogle gange virkelig ønskede, at kunne fortælle det til bare en person. En person hun vidste, hun ville kunne stole på, uanset hvad der ville ske. Der var mennesker hun kunne stole på, hun stolede bare ikke på, at de kunne passe på så stor en hemmelighed.
"Hvad handler bogen om?" spurgte han så, da han sagde, at han gerne ville kunne imponere med sin kunnen. Det var svært at lyde nysgerrig, når man egentlig godt vidste det hele. hun prøvede dog ellers at holde masken, da hun havde prøvet det før. Hun kunne ikke lade være med at smile af hans latter, og kom da også til at le lidt selv.
Hun lyttede til det næste der blev sagt, og et smil bredte sig over hendes læber.
"Klihcéen er tilgivet. Men jeg tror desværre ikke at vi har mødt hinanden før. Mit navn er Antonia," sagde hun med et smil og rakte hånden frem som en hilsen. hun havde virkelig lyst til at sige, at de havde mødtes før, men hun blev nødt til at tænke på sin hemmelighed, og lod derfor være.


Antonia Andriana Kristóf.

Credit.

Levon Palmisano

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 24 år

Højde / 189 cm

George 28.12.2011 22:15
Levon, hvis han havde husket hvor, han havde set hende før, ville ikke have vovet at spørge om hendes navn, og han ville have vidst, hun havde en hemmelighed, der var vigtig at skjule, men da han ikke genkendte hende, kunne han ikke lade være med at undre sig. Havde denne kvinde ikke virket så anderledes fra Kvinden af Skyggerne, havde han måske gættet sig til hendes identitet snarligt, men som situationen lå, var de to to forskellige kvinder for ham.
"Hun er en meget rar person, ja," ler han let, "og jeg er meget glad for bogen!" Hans bibliotek derhjemme er propfyldt med bøger, men han nyder at finde nye udgaver og tilføjelser alligevel. Han har overvejet at tage stuen ved siden af til udvidelse af sit mest elskede rum, men når det kommer til stykket, er det for meget arbejde at ombygge i huset. I stedet står bøgerne hjemme hos ham stablet op på borde og i stole. En enkelt fra eller til, bliver han ved med at sige til sig selv, og han er særligt glad for denne tilføjelse, selvom han ler en smule forlegent, da hun spørger hvad, den handler om.
"Du vil måske finde det fjollet, men den forsøger at lære sin læser hestenes sprog. Der står ganske meget om heste generelt også, om deres psyke og adfærd, men det mest facinerende er sproget ... JEg er bare lidt tykskaldet, så det kniber med at få det til at sive ind." Det sidste er tilføjet med et muntert blink med øjet, mens han slår sig selv let på siden af hovedet og ler let.
Da hun præsenterer sig og rækker sin hånd, tager han den forsigtigt i sin, bukker dybt og elegant for hende, og trykker et kys mod den, før han rejser sig igen og fortsat smiler til hende.
"Levon Baldric Palmisano, frøken," siger han galant, "mig en glæde at møde dig, selvom jeg kunne have svoret, jeg havde set dig et sted før." Hans smil vokser sig skævt, og han klukler let. "Måske kommer jeg i tanker om det," driller han så let.

Lavet af mig :D Er så stolt!
Spørg Levon her: http://www.saphiri.dk/krystallandet3/viewtopic.php?f=290&t=7822
Antonia Kristóf

Antonia Kristóf

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 168 cm

Wimse 30.12.2011 23:11
Uanset om hun vidste, om han ville skjule hendes hemmelighed eller ej, ville hun aldrig fortælle den til ham. Hendes læremester havde udtrykkeligt sagt, at hun ikke måtte stole på nogen, når det kom til hendes anden identitet. Det var hårdt ikke at kunne stole på nogen, men enhver kunne stikke hende en kniv i ryggen og melde hende til byvagterne eller hvem det nu skulle anmeldes til. Det var så let, hvis man kendte hendes hemmelighed, og det ville hun bare ikke risikere. Der var for meget på spil på den front. Hun havde dog også vænnet sig til det. Alle havde hemmeligheder, og det var ikke altid man kunne fortælle dem til nogen.
Antonia prøvede virkeligt, at skille sine to personligheder fra hinanden. Hun gjorde hvad hun kunne, for at skjule Kvinden fra skyggerne om dagen, og Antonia om natten. Det var virkelig to forskellige kvinder. De var totalt modsætninger fa hinanden, og det ville ende galt, hvis hun blandede dem samme.
Hvis hun vidste, hvor meget Levon prøvede at finde ud af hvem hun var, ville hun bare grine lidt. Hun ville aldrig fortælle ham det, selvom hun syntes at det var synd for ham, at han ikke kunne se det. Hun var dog glad for det, for det gjorde, at hun ikke skulle til at finde på søforklaringer og andet, der kunne få hende til at være anderledes end kvinden fra skyggerne.
”Det er altid godt at sætte pris på gaver. En bog er en meget fin gave. Din veninde må have en del penge på kistebunden, for at få råd til den,” sagde hun med et venligt smil. Hun elskede at læse. Bøger var noget helt specielt for hende, noget man ikke behandlede som skidt. Det var nogle dyre sager, og nogle ting, der skulle behandles med respekt. Der stod så mange fantastiske ord i dem, ofte noget man virkelig kunne lære en masse af. Hun vidste, at hun havde bøger for mange penge, men for hende, var det ikke penge. Hun ville aldrig nogensinde sælge sine bøger, ikke for noget i verden. Desuden mindede de hende om en fantastisk person, en person der havde lært hende så meget, og de mindede hende om, hvor vigtigt det egentlig var, at være taknemmelig for de ting man havde og fik.
”Jeg har selv en masse bøger, og jeg må indrømme, at jeg er meget glad for dem. Jeg har næsten så mange, at jeg nok snart må få fat på nogle flere hylder,” sagde hun med et lille grin, efterfulgt af et smil. Hun havde virkelig mange. Hun kunne altid sætte dem ind i et af de gemte rum, men hun kunne virkelig ikke få sig selv til, at gemme dem væk på den måde. Det var de for fine til, mente hun.
Hun lyttede til hvad han sagde, omkring bogens handling, og løftede det ene øjenbryn.
”Jeg finder det ikke det mindste fjollet. Jeg har hørt, at man bliver meget mere knyttet til sit dyr, ved at læse sådan nogle bøger. Og måske virkelig det virkeligt? Din veninde må da i hvert fald have vidst det, siden hun gav dig sådan en fin bog,” sagde hun og sendte ham et smil. Hun mente hvert et ord hun sagde, selvom det var svært at skjule, at det egentlig var hende, der havde givet ham bogen. Dog gjorde det hende glad at vide, at han var glad for bogen. Selvom hun måske havde stjålet den, havde hun alligevel givet ham den, og hun gav aldrig folk gaver. Så dette var lidt et specielt tilfælde. Det kunne hun dog ikke sige, selvom hun egentlig gerne ville.
Hun kunne godt lide at han bukkede for hende. Det var der virkelig ikke mange mænd der gjorde, og selvom han havde gjort det adskillige gange den anden nat, så blev hun stadig glad for at se det.
Hun nejede for ham, da han kyssede hendes hånd. Endnu en ting, hun i hvert fald ikke havde prøvet før.
”Dejligt at møde dig, Levon,” sagde hun og kiggede på ham. ”Jeg er ked af, at jeg ikke kan hjælpe dig der, men jeg kan forsikre dig om, at dette er vores første møde,” tilføjede hun så med et smil.
Hun kiggede lidt på ham, studerede ham lidt. Han lignede en typisk mand med masser af penge, men der var noget over hans personlighed, der gjorde, at han ikke var som alle de andre. Det kunne hun virkelig godt lide.
”Hvad laver du så her i byen, på denne smukke dag?” spurgte hun interesseret.
”Jeg mener, når du kunne sidde hjemme ved dig selv og læse i din bog, i stedet for at gå her og tromle uskyldige kvinder ned,” tilføjede hun, og et drillende smil kom frem på hendes læber. Hun havde selvfølgelig sagt det sidste for at drille ham, ikke for at få ham til at føle den mindste form for skyldsfølelse. Der var jo ikke sket hende noget.


Antonia Andriana Kristóf.

Credit.

Levon Palmisano

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 24 år

Højde / 189 cm

George 02.01.2012 20:16
Havde Levon kendt hendes hemmelighed, skulle han ikke have været den, der afslørede hende, men som tingene lå, er han ulykkeligt uvidende og kæmper blot bravt for at genkende hende: Han er så sikker på, han har set hende før, og da han kyssede hende på hånden, syntes han sågar at kunne genkende hendes duft.
Selv var han for doven til at opretholde to personligheder, selvom han da i visse tilfælde bar en facade for det finere selskab, vis han deltog i nogle af deres festligheder, men det kunne næppe sammenlignes med Antonias dobbeltliv.
Han lytter smilende til hendes kommentar om gaven og trækker skævt endnu mere på smilebåndet.
"En gave er en fin ting, og det er sjældent nogen besværer sig med at give mig noget, måske fordi folk tror, jeg har alt. Men hun ramte virkelig plet med denne bog ... Om hendes finanser ved jeg intet, og jeg tænker ikke så meget over det, må jeg indrømme: jeg er bare glad for bogen og håber at kunne gengælde den smukke handling på et tidspunkt." Han tænker på den lille, mørke æske han bærer under sin vest i en lomme og på den smukke halskæde, der ligger heri. Det ville ligne ham meget dårligt ikke at udnytte chancen for at tilbede en smuk kvinde med en lille trinket, og han er så dårlig til selv at modtage gaver uden på et tidspunkt at give noget igen.
Hans egen respekt for bøger er stor, og han vlle have givet hende en sådan, hvis han havde anet hvad hendes smag var. Men den smukke halskæde i matsølv med natamethysterne i måtte være det helt rigtige til Kvingen fra Skyggerne, den store sten, omgivet af mindre, ville hvile trygt og godt lige over hendes kavalergang, de små sten glimte svagt om hendes hals, når månelyset faldt på dem. Ikke at han forventede, hun ville bære den på arbejde, men kvinden måtte vel have et liv udenfor arbejdstiden, hvor hun ville kunne gå med den. Det var hans erfaring at kvinder kun sjældent kunne stå for et smukt smykke.
Han ler ad hendes kommentar om hendes mange bøger og slår elegant ud med den ene hånd.
"Hvis du skulle mangle hjælp til at sætte dem op, kan jeg tilbyde min assistance," ler han, "Selvom jeg burde være hjemme og sætte et værelse i stand til mit eget bugnende bibliotek," fortsætter han stadigt leende.
"Det er også min mening, og da jeg så hende bruge hvad, hun havde lært, blev jeg helt overbevist," siger han så smilende, "Det er ganske facinerende, og jeg håber at kunne lære lige så meget som hun. Ingen anden har kunnet komme så tæt på min brutale hingst, men hun gik lige gennem hjertet på ham." Og så ler han igen. "Man skulle næsten tro, han var blevet forelsket!"
Da hun forsikrer ham om, det er deres første møde, fatter han mistanke til hende. Hun må vide hvor, de har mødtes før, tænker han, for han ved, han ikke er en mand, man glemmer let, og når han selv er så overbevist om at have set hende før. Hun må skjule deres forbindelse, men hvorfor? Hvad kan hun have af bevæggrunde? Udadtil lader han sig dog ikke påvirke, og han bevarer sit smilende ydre. Han har ikke mere at kommentere til deres præsentation, men han er mere opsat end nogensinde på at finde ud af hvem, hun er. Da han hører hendes kommentar om at tromle kvinder ned, lægger han hovedet bagover, og en høj, maskulin, melodiøs latter runger fra hans svælg og tiltrækker sig opmærksomheden fra flere forbipasserende.
"Åh jeg var såmænd bare ude at strække benene lidt, men kunne ikke helt lade bogen være alligevel," ler han så mindre højlydt, "det bliver så ensomt i ens lille bibliotek i længden, og jeg kan forsikre dig for, jeg kun tromler de smukkeste kvinder ned i min tankeløshed. Det er en dejlig undskyldning for at falde i snak, når blot jeg ikke slår jer halvt fordærvede i farten!" Han er altid mester for lidt let spøgen, og hendes åbning giver ham mulighed for at folde sig ud og smatidig komplimentere hende - to af hans yndlingsting. Hans øjne funkler af morskab, og han stiller sig med vægten på det ene ben og hænderne placeret på hofterne, mens han kaster et blik op og ned ad hende, tydeligt nydende hvad, han ser.
"Og jeg må siges at have gjort et ualmindeligt godt stykke arbejde i dag!"

Lavet af mig :D Er så stolt!
Spørg Levon her: http://www.saphiri.dk/krystallandet3/viewtopic.php?f=290&t=7822
Antonia Kristóf

Antonia Kristóf

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 168 cm

Wimse 02.01.2012 20:52
Antonia kunne være utroligt sløset med at det skjule hendes dobbeltliv. Hun havde før oplevet, at folk var så dumme, at bare man så anderledes ud, skulle der meget til at de fattede mistanke. Hun brugte altid den samme parfume og hun lavede ikke om på hendes stemme. Hun slørede egentlig bare sit eget udseende, og ledte folk i den forkerte retning. Det var så nemt, at lege med folks underbevidsthed på den måde. Der var så altid nogen, der var hurtigere end andre, og det var dem man skulle passe på. Det vidste hun, og så derfor gjorde hun da også meget for ikke, at blive opdaget. Men kun kunne virkelig være sløset, hvis det passede hende.
Antonia kunne godt lide mystikken, ved det at have to personligheder. Men det var jo heller ikke noget, hun selv havde valgt. Der var også to personligheder inde i hende, det var dog ikke så slemt, at man kunne sige, at hun havde personlighedsspaltning. Det var ikke noget man lagde mærke til, medmindre man egentlig kendte hende. Man skulle møde begge hendes personligheder, for at kunne se det. Men igen, det var ikke noget der var tydeligt, og hun skiftede ikke bare personlighed fra tid til anden.
”Jeg tror hun ville blive glad for at vide, at du er så glad for bogen. Det er det bedste ved at give ting, at man ved, at personen bliver glad for den. Så er prisen og tingen egentlig ret underordnet,” sagde hun med et smil. Det glædede hende virkelig, at han var blevet så glad for bogen. Det havde hun ikke ligefrem regnet med, men det gjorde hende virkelig glad. Normalt gav hun ikke ud af sine ting, men når han jo blev så glad for den, fik hun jo lyst til at give folk gaver. Det betød virkelig noget for hende, at gøre andre glade. Hun var sådan set ret ligeglad med materialistiske ting. Det var bare ting, døde ting. Hun havde erhvervet sig en pæn samling af materialistisk gods, men i sidste ende, betød det intet for hende. Og selvom hun gik og stjal andres ting, og derved gjorde dem i dårligt humør, gjorde hun jo andre glade. Og selvom hun var ligeglad med tingene, betød det ikke, at hun arbejdede gratis. Hun fik en pæn sum penge, for det arbejde hun gjorde. Hun skulle jo have noget at leve af, når hun engang trak sig tilbage. Desuden havde hun lovet sin onkel, at give ham nogle penge engang imellem, som tak for, at han havde taget sig af hende i så mange år. Uden ham, havde hun ikke vidst, hvad hun skulle gøre. Han havde været der for hende så længe hun kunne huske, og det betød virkelig noget for hende.
”Jeg håber at du kommer til at møde hende igen,” sagde hun så, da han sagde, at han gerne ville gengælde den smukke handling. Hun havde dog ingen planer om bevidst, at mødes med ham igen. Det ville være for risikabelt, og hun ville ikke have nogen god grund til det. Hun havde ikke ligefrem lyst til at bryde ind ved ham, da han kun havde vist hende godhed. Det ville hun simpelthen ikke kunne gøre.
Antonia elskede, som enhver anden kvinde, smykker. Hun fandt dem meget smukke, og det kunne gøre alt muligt andet utroligt smukt. Hun havde selv en del smykker, men hun sagde aldrig nej tak til endnu et. Hun var dog utroligt dårlig til at tage imod gaver, og ville egentlig helst være fri. Utroligt nok, kunne hun bedre lide at tage ting fra andre, end at modtage gaver fra dem. Det lød måske underligt, men sådan havde hun det virkelig. Når hun stjal fra folk, behøvede hun ikke at stå ansigt til ansigt med dem, og hun følte ikke, at hun skyldte dem noget. Hun kom hurtigt til at føle, at hun skyldte folk noget, hvis de gav hende gaver, og den følelse brød hun sig virkelig ikke om.
Hun kunne ikke lade være med at smile, da han lo. Hun kunne godt lide hans grin.
”Jeg siger mange tak for tilbuddet, og jeg vil huske dig på det, hvis det en dag kommer så langt,” sagde hun og smilede venligt til ham. Selv kunne hun nok godt sætte et par hylder op, men en kvinde skulle jo helst ikke lave sådan noget arbejde. Det var mandearbejde, og det vidste hun godt. Men når man boede alene, lærte man ligesom sådan noget selv.
Det rørte hende dog faktisk, at han var så venlig og på den måde tilbød hans hjælp, når de lige havde mødt hinanden. Man mødte virkelig ikke mange personer som ham.
Hun lyttede til hvad han sagde, angående det med hesten, og kunne ikke lade være med at le lidt.
”Det lyder som om hun virkelig ved hvad hun har med at gøre, må jeg sige,”
Sagde hun så. Hun havde lidt svært ved at virke som en, der ikke kendte personen. Hun kendte jo udmærket sig selv, så det var lidt svært, at skulle være så objektiv. Hun gjorde dog sit bedste, og håbede bare, at han ikke ville fatte mistanke.
Hvis Levon havde gjort hende opmærksom på, at han havde fattet mistanke, ville hun nok have sagt at hun blev nødt til at komme videre. Hun ville blive nervøs, hvis han fortalte det.
Endnu en gang, kom hun til at smile af hans latter. Hun fandt den af en eller anden grund fantastisk. Hun havde aldrig hørt nogen le så meget og så rungende. Hun kunne virkelig godt lide det.
”Så det er ligefrem en undskyldning for at møde smukke, unge kvinder?” spurgte hun, og det drillende smil spillede endnu engang på hendes læber.
Hun hørte skam godt hans kompliment, og hun tog den til sig. Hun var normalt ikke så god til at tage imod dem, men han gjorde det på en måde, så man ikke kunne blive andet end smigret af det.
”Smigrende. Så er det godt, at jeg alligevel valgte at gå udenfor i dag,” sagde hun med et smil.


Antonia Andriana Kristóf.

Credit.

Levon Palmisano

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 24 år

Højde / 189 cm

George 02.01.2012 21:55
Stemmen, hendes krops udformning, hendes hage og mund, alt virkede så bekendt for ham, og han brød virkelig sin hjerne. Selv hendes latter og duft mindede ham om nogen, men han kunne ikke sætte fingeren på hvem, hun var. dog var han overbevist om, de havde mødt hinanden før, og han skulle nok finde ud af hvem, hun var før eller siden, det lovede han sig selv. Havde hendes personligheder ikke været så forskellige, havde han gættet det allerede, men de lå rimeligt fjernt, så det var ikke nemt.
"Jeg skal nyde at takke hende, når jeg ser hende igen," siger han med et varmt smil, "Og jeg er ganske enig; det er det hele værd at give en gave, der bliver godt modtaget, alt andet er ligemeget." Han kunne mærke, det glædede hende, han var glad for gaven, og det undrede ham lidt, hvordan hun kunne blive så rørt på hans og en ukendt kvindes vegne. Det begynder så småt at dæmre for ham, men han er langt fra sikker, og han vælger at holde sin nye mistanke for sig selv og holde det skjult.
"Det er jeg sikker på, jeg gør på et tidspunkt, spørgsmålet er blot hvornår. Jeg tror på skæbnen vil lade mig møde hende igen," siger han, det sidste en anelse tvetydigt, uden han dog ser ud til selv at bemærke det. Han smiler stadig, hans øjne ler, og han er generelt munter. Hans viden om kvinder skulle nok komme ham til gode i sin opklaring af hendes identitet, og han ville, hvis hans mistanke var sand, afsløre hende meget blidt og sørge for, hun var klar over, hendes hemmelighed var sikker hos ham. Helt hvordan vidste han ikke endnu, men det ville komme , såfremt mistanken altså var sand. Det ville tiden vise, og han var ingen utålmodig mand!
Ved hendes ord, stikker han hånden ind i sin lomme og finder sit kort frem, som han rækker hende - kort med adresse og navn.
"Her så kan du kontakte mig, hvis du har brug for min hjælp til hylderne - eller andet for den sags skyld." Et frækt glimt går gennem hans blik et øjeblik, men forsvinder så i latteren fra dem. Det var sandt der ikke var mange mænd, der tilbød deres assistance så hurtigt og så villigt som ham, men da han følte, han allerede kendte hende, var det intet problem for ham. Var hans mistanke desuden sand og hun var kvinden fra skyggerne, følte han på en sær måde, han skyldte hende det, efter den anden nats hændelser.
Han ler så sammen med hende, det muntre glimt aldrig forladende hans øjne.
"Åh ja, hun virkede virkelig til at have styr på det," giver han hende ret. Hvad med dig selv? Har du forstand på heste?" Var det noget, han bildte sig ind, eller havde sætningen lydt en smule tøvende, lidt som om det var svært for hende at sige det? hans mistanke blev forstærket, men han måtte ikke forhaste sig i dette. Han måtte tale mere med hende og finde frem til sit svar.
"Åh ja," indrømmer han med en perlende latter, Og det virker jo, ikke sandt? Jeg vil ikke vove at påstå, det er noget jeg gør tit - eller med vilje - men det sker fra tid tl anden at skæbnen puffer let til mig i den henseende." Han ler igen muntert og højlydt, hans øjne skinnende i sollyset, så deres farve bliver næsten ravgylden. Ved hendes sidste kommentar bukker han sig let frem og fanger hendes hånd mellem begge sine, mens han oprigtigt møder hendes blik.
"Frøken, jeg er overekstatisk over, du valgte at gå udenfor i dag!" siger han så alvorligt, men med et charmerende smil på sine læber.

Lavet af mig :D Er så stolt!
Spørg Levon her: http://www.saphiri.dk/krystallandet3/viewtopic.php?f=290&t=7822
Antonia Kristóf

Antonia Kristóf

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 168 cm

Wimse 03.01.2012 12:56
Antonia havde ikke regnet med at møde Levon igen. Hun anede heller ikke at han måske var helt så hurtig. Hvis hun havde kunnet se ud i fremtiden, og havde set, at hun ville møde Levon igen, havde hun nok også gjort lidt mere for at skjule sit udseende. Aldrig havde hun, forklædt som Skyggen, snakket så meget med en person. Normalt snakkede hun aldrig med nogen, men udførte sit arbejde i komplet stilhed. Det var sådan hun kunne lide det, men han havde været så rar over for hende, at hun ikke bare havde kunnet forlade ham. Og så havde hun jo heller ikke sagt helt så meget om hende selv. De havde bare snakket om ham, så hun håbede inderligt, at han ikke ville fatte mistanke.
”Det vil hun sikkert blive glad for,” sagde hun med et smil. Hun vidste, at de blev nødt til at skifte emne meget snart. Hun var jo glad for, at han var glad for bogen, og det kunne godt være svært at skjule, hvis ikke hun ville være fjendtlig. Og hun ønskede bestemt ikke, at være fjendtlig overfor ham. Han havde jo kun været rar overfor hende, så hun kunne ikke klare, at skulle være fjendtlig overfor ham.
”Skæbnen kan være yderst lunefuld. Den følger kun sine egne veje, det skal du vide,” sagde hun med skævt smil på de fyldige læber. Hun var selv et glimrende eksempel på det. Hvis ikke det havde været skæbnen der havde ført hendes læremester til hende, hvem var det så? Hun vidste, at skæbnen blev påvirket af de valg man kunne træffe og hele tiden blev ændret, og hvis ikke hun havde gået med til at mødes med ham igen, kunne det være stoppet der. Hun var dog ret sikker på, at hendes mester ikke havde villet give op så let, og det var måske skæbnens skyld.
Hvis hun blev afsløret, ville hun nok ikke være så venlig overfor ham. Hun ville med det samme blive fjendtlig, og det vidste hun godt. Hun ville føle det som et nederlag, og hun hadede virkelig nederlag. Det var noget af det værste, og hun var en dårlig taber. Hun kunne ikke klare det.
Hun tog imod hans kort og kiggede lidt på det. Navn og adresse… det skulle på den ene eller anden måde nok komme hende til gode, det vidste hun. Ikke at hun havde planer om at stjæle fra ham, men hvis hun havde en kunde der bad om det, kunne hun da overveje det. Det ville bare ikke være noget hun gjorde med glæde. Hun var bare afhængig af de penge hun fik fra sit arbejde, og hvis hun sagde nej til et job, ville det ødelægge hendes ry. Uden sit ry, var hun intet. Det var det, der gjorde hende til den hun var, det vidste hun. Bare nogle år endnu, så ville hun havde guld nok, til at kunne leve sit liv, uden at skulle leve et dobbelt liv. Nogle gange så hun virkelig frem til det. Det kunne virkelig være anstrengende konstant, at skulle skjule sin anden identitet. Det gav spænding i livet, og hun oplevede noget, som så mange andre ikke ville opleve. Det var fantastisk. Alligevel så hun frem til den dag, hvor hun for sidste gang skulle tage den hvide kappe på. Den var en tung byrde at bære rundt på.
”Mange tak, skal du have. Det vil jeg huske på,” sagde hun og sendte ham et smil. Hun lagde kortet i en lomme i kjolen. Hun ville nok ikke kunne få sig selv til at bede ham om hjælp, desuden kendte hun skam nogle mennesker der skyldte hende nogle tjenester. Det ville hun dog ikke sige til ham, når han jo lige havde stået og tilbudt hans hjælp på den måde. Det var jo yderst venligt af ham, så hun kunne ikke få sig selv til at sige nej.
Hun tænker sig lidt om, da han spørger om hun selv har forstand på heste. Det ville være en løgn at sige nej, men hun blev nødt til det. Desuden havde hun sagt den løgn så mange gange, at den nu lød helt overbevisende.
”Jeg har desværre en meget stor skræk for de store dyr. Det er smukke dyr, ingen tvivl om det, men jeg er desværre bange for dem,” sagde hun. Efter at have læst den bog, vidste hun også, at man kunne sige ord, der gjorde hesten bange, rasende eller noget i den stil. Det var ikke noget hun var vild med at gøre, men hun blev nødt til at blive under sit dække. En af hendes venner havde engang prøvet at få hende nær en hest, og der blev hun nødt til at spille bange. Hun havde ikke kunnet lide at se hesten så bange selv, men det havde været nødvendigt. Efterfølgende, da hendes ven var gået, havde hun da også stillet sig ved den, og beroliget den, indtil den var helt rolig igen.
Et eller andet sted, kunne hun godt lide at være under et dække. Det kunne være anstrenge til tider. Men hun følte sig bare mere sig selv, når hun var Kvinden Fra Skyggerne. Hun var fri og kunne gøre hvad der passede sig. Hun kunne ikke være sådan i dagtimerne. Så ville der ikke gå lang tid, før en byvagt ville sparke hendes dør ind, og anholde hende. Det vidste hun, så derfor levede hun under det dække. Det var jo bare indtil den dag, hun ikke ville arbejde mere. Så kunne hun være helt sig selv om dagen også.
”Den lunefulde skæbne lyder til at kunne lide dig,” sagde hun efterfulgt af en lille latter.
”Det glæder mig, at jeg kan gøre dig glad, bare ved at træde ud af min hoveddør,” sagde hun med et smil.


Antonia Andriana Kristóf.

Credit.

Levon Palmisano

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 24 år

Højde / 189 cm

George 03.01.2012 14:26
Levon havde bestemt heller ikke regnet med at møde Kvinden fra Skyggerne uden sit dække og være i stand til at genkende hende, men kvinden havde faktisk ikke gjort det store nummer ud af sin forklædning, hvilket overraskede ham. Enten var det hende - hvad han blev mere og mere sikker på hvert øjeblik - eller også var der en kvinde, der lignede hende umanerligt meget. Det ville også forklare hvorfor hendes øjne og næe ikke sagde ham noget, mens de smukke, fyldige læber og den pikante hage talte til hans erindring med en nærmest hånende tone for ikke at genkende hende.
"Det håber jeg da," ler han mildt og leder som en gal efter en måde at føre den samtale videre. Det kunne måske få hans skygge til at røbe sig?
"Jeg er gode venner med skæbnen, og selvom den til tider svigter, er det vist kun for at give mig en lærestreg, når jeg er for kæphøj," indrømmer han ærligt og med et muntert smil. Kun få vil indrømme til tider at være for høj i hatten og for selvsikker, men Levon er udmærket klar over, han har disse fejl, og da han husker samtalen med skyggen, finder han det interessant om han måske kan få samme samtale i gang med Antonia.
Og skæbnen har virkelig været med ham mange gange,, selvom han også er blevet svigtet til tider, men alt har vist sig til det bedste og har gjort ham til den han er i dag, så han klager ikke.
At hun vil blive fjendtlig, hvis afsløret vil ikke ændre på hans tanker og følelser, og han ville aldrig melde hende. De fleste ville måske netop fordi hun blev fjendtlig, men Levon ville alt for godt kunne forstå hende til at bebrejde hende noget. Med tiden kunne han håbe at vinde hendes respekt og venskab tilbage, for det ville være dumt af hende at gøre ham til en fjende efter en afsløring, hvad han inderligt håbede, tiden ville få hende til at indse. OG han ønskede hende jo intet ondt. Var blot for ærlig til at kunne holde det for sig selv, hvis han kom frem til den rigtige konklussion. Han ville ikke råbe op eller afsløre hende for hele verden, men diskret lade hende vide, han kendte sandheden og dernæst gøre det klart, hendes hemmelighed var sikker hos ham.
"Gør endelig det," smiler han bredt og ser til, mens hun gemmer kortet ad vejen. Han lægger vægten på begge ben igen og lader tomlerne hænge i bukselommerne i en afslappet, gavtyv-agtig position. Hendes korte tænkepause før svaret på det næste spørgsmål går ikke Levons øje forbi, og han kæmper for at skjule et lille smil, da hun lyver om hestene. Det er meget tydeligt, det er en løgn, da hun lige har stået og kendt sig enig i bogens indhold. Hvilken kvinde, bange for heste, ville tro på, der fandtes muligheden af at lære deres sprog, og hvem ville have en mening om, det kunne knytte læseren og hesten nærmere sammen? Ingen ved sine fulde fem, eller ingen der ikke løj, men han røber ikke sin viden - endnu.
"En skam, jeg ville ellers gerne have set Dem på en grå hoppe eller en skimmel. Lige den rigtige farve hest til at komplimentere dit udseende, og jeg er sikker på, du ville gøre dig godt deroppe ... Men alas, når du er bange for dem må jeg se min drøm skudt i sænk." Han ler mildt, let drillende og betragter hende med rolige øjne. "Men frygt kan trænes bort, hvis man er villig til at gøre en indsats. Selv har jeg haft en umanerlig frygt for rotter en gang, men i dag kan jeg samle de små kræ op, hvis det skulle være, og fjerne dem fra min bolig. Der skulle et enkelt rotteangreb i mit køkken til før jeg lærte det." Han ler muntert ved erindringen om sin angst, da han trådte ind i køkkenet den morgen efter at være hidkaldt af en hysterisk kokkepige. Han var nær dånet - noget umandigt han ellers aldrig havde gjort - og da han omsider følte sig bedre tilpas, havde han måttet skaffe bure og div til indfangning af kræene. Det havde været et helvede at komme igennem, men det havde da kureret hans frygt.
"Skæbnen er ven med alle, hvis man blot ser rigtigt på det," kommenterer han filosofisk med et skævt, charmerende smil.
Det hun søgte, at kunne være sig selv hele tiden, det var han til fulde. Han anså ikke sin facade for ikke værende en del af ham, selvom det ikke var den del, han var gladest for. Han var trods alt vokset op sådan, og han gjorde aldrig noget, der stred hans karakter og morale direkte imod.
"Ja, der skal så lidt til nogen gange," ler han, hans latter helhjertet, dyb og brølende. Nok en gang vender folk sig for at se på ham, flere af dem smiler ved lyden, men alle fortsætter videre. LEvon bemærker dem end ikke, han ser kun på den smukke kvinde foran ham.

Lavet af mig :D Er så stolt!
Spørg Levon her: http://www.saphiri.dk/krystallandet3/viewtopic.php?f=290&t=7822
Antonia Kristóf

Antonia Kristóf

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 168 cm

Wimse 05.01.2012 20:07
Antonia havde flere gange fået af vide, at der ikke var nogen som hende. Men det var jo muligt, at der gik en person ude i verden, der mindede om hende. Og ellers var der jo hendes alter ego. Men igen, hun havde ikke behov for at skjule det. Folk ville alligevel ikke tro på, at hun kunne være kvinden fra skyggerne. Sådan var hun bare ikke, og derfor kunne det være svært at forstå, at det kunne være hende. Det passede hende nu meget godt, så behøvede hun ikke at gøre det stor ud af at gemme sig. Det gav en hvis frihed, hvilket hun virkelig nød. Hun skulle bare gemme sit arbejdstøj, og være en smule anderledes om dagen. Det var simpelthen så let, at det næsten var for let. Hun beklagede sig dog bestemt ikke. Det gjorde ligesom hendes hverdag nemmere.
”Så vil jeg mene, at du er meget heldig. Jeg er desværre ikke så gode venner med den kære Skæbne. Men hvis jeg begynder at sætte småkager frem til den, kan det være at den bedre kan lide mig?” spurgte hun med et lille grin. Hun havde da været lidt heldig, men hvis det stod til hende, kunne der godt komme til mere held til hende, og det var prompte! Men det var desværre ikke noget hun styrede, selvom hun nogle gange ønskede det.
Alle og enhver kunne da være for kæphøje en gang imellem. Alle havde fejl. Men så længe man selv kendte til sine fejl, og hele tiden prøvede at forbedre dem, kunne det da kun være godt. Det var okay at lave fejl, men hvis ikke man lærte af sine fejl, og lavede den samme fejl to gange, var man da bare dum. Det var i hvert fald Antonias mening. Hun lavede jo også selv fejl. Hun lærte bare af sine fejl, og hun lærte at forbedre det til næste gang, hun stod i samme situation.
Antonia var overbevist om, at folk ville melde hende uanset om hun var blevet fjendtlig eller ej. Hun havde begået en lang række forbrydelser, hvilket jo selvfølgelig ikke var godt. Desuden var hun efterlyst op til flere steder, og hun havde flere gange revet plakater med en efterlysning af hende selv ned. Hun kunne ikke se hvorfor, de skulle være hængt op. Desuden var tegningerne aldrig præcise, da ingen rigtig vidste hvordan hun så ud. Hun måtte dog indrømme, at det alligevel havde været en dygtig tegner. Han eller hun havde fået hende til at ligne en hel eventyrfigur, hvilket hun godt kunne lide. Derfor trak hun altid på smilebåndet, når hun så på plakaterne. Hun kiggede lidt på dem, og rev dem så ned og krøllede dem sammen, og smed dem så over skulderen ud på de mørke, øde gader. Så var det ofte at vinden tog fat i papirkuglerne og spredte dem rundt.
Antonia så helst, at han helst ville holde sin opdagelse for sig selv. Så behøvede hun ikke at tænke på, at der nu var en der vidste, hvem hun egentlig var.
Hun vidste, at hun ikke ville bruge kortet til noget. Hun ville sikkert bare bruge det som et bogmærke eller sådan noget, men det kunne hun ikke få sig selv til at sige til ham, når nu han var så venlig overfor ham. Desuden kunne hun godt lide at lade ham blive i den tro, at hun ville kontakte ham igen. Hun smilte venligt til ham.
Hun kigger på ham med det ene øjenbryn løftet, da han sagde, at han gerne så hende på en eller anden hest.
”Jeg siger mange tak for komplimenten, men jeg tror næsten at jeg har prøvet alt. En af mine venner har læst en eller anden bog om heste og dyresprog, men selv ikke det kunne hjælpe. Jeg tror desværre bare ikke at heste kan lide mig. Men jeg kan nu heller ikke lide dem, så det er helt okay for mig. Det er ondskabsfulde dyr, der ikke ønsker andet end at skade det menneske der står tættest på,” sagde hun med et lille smil. Det var hendes mening om dagen. Normalt var heste heller ikke ligefrem det dyr, hun allerhelst så sig på. Det var selvfølgelig hurtig transport, men igen, så meget betød heste ikke for hende. Hun mente, at der var noget ondskabsfuldt ved dem, selvom de var nemme at få til at lystre.
”Men jeg tror skam at det er muligt at lære deres sprog, for jeg har hørt min ven fortælle om det, og jeg har set det fra lang afstand. Han er fantastisk med de dyr. Men så snart jeg kommer tæt på, går de helt amok,” sagde hun med et lille smil. Hun kunne skam også komme med beviser, hun havde flere øjenvidner der kunne fortælle, at hesten gik totalt amok, så snart hun kom tæt på. Det var selvfølgelig et mysterium for dem, men hun vidste godt hvad der var galt. Hun havde dog altid formået at holde masken overfor dem.
”Min frygt er ikke noget der hæmmer mit liv. Jeg har ikke noget imod ikke at turde sætte mig op på en hest. Den på to ben kommer også frem. Og nu bor jeg her i byen, så jeg har ikke brug for at kunne ride. Så jeg klarer mig med min frygt,” sagde hun med et smil formet på de fyldige læber.
”Men jeg er glad for at høre at du kom dig over din frygt. Det må virkelig være en befrielse,” tilføjede hun så.
Hun måtte tænke sig endnu engang om, da han sagde, at skæbnen var ven med alle. Det var hun nu ikke helt sikker på var rigtigt.
”Jeg er sikker på at skæbnen vælger sine favoritter blandt alle verdens mennesker. Nogen den giver fantastiske goder og gaver,” sagde hun med et drillende smil.
Antonia kunne endnu engang ikke lade være med at smile af hans latter. Den var befriende, og den lød virkelig som om han mente det. Latteren var ikke falsk på nogen som helst måde, hvilket var helt befriende at høre på.
”Hvad laver du ellers normalt? Jeg tænker, du har vel ikke tid til at gå med næsen i en bog hele tiden?” spurgte hun så interesseret, for at få samtalen til at gå videre.


Antonia Andriana Kristóf.

Credit.

Levon Palmisano

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 24 år

Højde / 189 cm

George 05.01.2012 20:39
Måske var der ikke nogen præcis som Antonia, men der kunne godt være nogen med den samme figur, den samme mund, den samme stemme og duft ... eller kunne der? Han forstår hendes frihedstrang og ønsket om at forblive det uden hun har sagt noget, men det er svært for ham at være sikker i sin sag og ikke gøre hende opmærksom på det. Måske er han ikke den eneste, der er så tæt på at gennemskue hende, og det kan blive farligt for hende. Han føler sig forpligtet til at gøre hende opmærksom på sin fejl, om hun så for første gang i sit liv bliver voldelig og forsøger at slå ham ihjel. Han synes det er den pæneste ting at gøre.
Ved hendes kommentar om småkagerne, lægger han hovedet bagover og udstøder det hidtil største latterbrøl, mens han næsten får tårer i øjnene.
"Haha, ja, småkager er nok en god ide!" ler han videre, knapt i stand til at komme sig over latterkramperne, "Eller måske noget større og mere tiltalende?" Han lader sit blik glide betydningsfuldt over hendes krop med et drillende glimt i øjet, mens han stadig klukler let. Om han er gået for vidt, aner han ikke, men han tager chancen og blinker samtidig til hende for at lade hende vide, han bare spøger.
Selv laver han tit fejl, men han brøster sig af kun meget sjældent at lave den samme to gange.Så ligesom hende er han fuldt bevidst om sine dårlige sider. Han havde set tegningerne af Skyggen, men han fandt dem ikke tilstrækkelige til at fremstille den kvinde, han så foran sig. Ikke at han havde ofret dem megen opmærksomhed, før han havde mødt hende, men efter det, har han studeret et par af dem med et stille smil. Han an godt forestille sig hende rendende og pille plakaterne ned, eller måske er hun kold og modig og lader dem blive hængende som en hån mod dem, der ikke kan fange hende. Han ved det ikke, men han kan godt lide at tænke over det og forsge at forstå hende.
At hun ikke vil bruge hans kort, ville have bedrøvet ham meget, hvis han havde vidst det, men lige nu er han rimelig sikker på, hun vil kontakte ham igen - i alt fald indtil han må afsløre hende. Derefter forventer han ikke at høre noget fra hende, selvom han stadig vil gøre sit for at møde hende.
"Det er beklageligt med hesten, frøken, men hvis du har det fint med det, så er det ikke op til mig at blande mig," siger han uden at afsløre sin stadige mistillid til hendes lille løgn. "At være fantastisk med dyr og at kunne deres sprog er ikke ensbetydende," driller han med et skævt smil, "Mange kan være gode med dyr uden at kunne sproget. Som jeg selv praler af at være det." Han ler let og ser moret på hende. Håber ikke, han har sagt for meget.
"Og ja, det er en stor befrielse at komme sig over ens frygt, hvor rationel eller irrationel den end måtte være. Det kan varmt anbefales," driller han igen med en lille latter.
"Du er ikke selv en af os?" driller han igen, "Jamen det må vi jo sørge for, du bliver. Da jeg er en god ven af den, skal jeg lægge et godt ord ind for dig." Han ler igen muntert og betragter hende med leende øjne.
"Ak ja, hvad laver jeg? Fægter, slås, støder ind i unge damer, drikker lidt vin og cognac og læser. Jeg laver faktisk ikke så meget andet end at nyde livet ... HVad med dig?" Hans blik er interesseret og årvågent nu, mens han betragter hende med et venligt smil, der ikke røber hans tanker. Her er hendes chance, hendes chance for at røbe sig eller træde forkert.

Lavet af mig :D Er så stolt!
Spørg Levon her: http://www.saphiri.dk/krystallandet3/viewtopic.php?f=290&t=7822
Antonia Kristóf

Antonia Kristóf

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 168 cm

Wimse 25.01.2012 09:14
Antonia vidste ikke om der var nogen som hende. Men hun vidste, at der ikke var nogen som skyggen. Men egentlig var det jo bare et dobbeltliv, hvilket der nok var mange der gjorde. Egentlig kunne hun sagtens lade være med det, men ellers skulle hun sætte sig selv i fare, eller så skulle hun helt stoppe med sit nattearbejde. Hvis hun fortalte folk at hun var 'Skyggen' ville hun ikke kunne gå på gaderne, uden konstant at skulle flygte for byvagter og andre, der ville have løsesummen for hende.
Godt nok var det ikke en stor løsesum på hende, men der var en, hun havde selv set den på plakaterne, og lidt penge var vel bedre end ingen penge, mente hun selv. Det var der nok også mange der tænkte, for det var egentlig lettjente penge, man skulle bare fange den mystiske kvinde, der gik rundt i skyggerne og stjal fra folk. Det var dog ikke sket endnu, og selvom folk havde prøvet på det, var det aldrig lykkedes indtil videre. Det gav hende da et smil på læberne, at folk prøvede så ihærdigt nogle gange, når hun så let som ingenting kunne smutte fra dem. For hende var det bare en leg. Det var bare en stor leg for hende, at stjæle fra folk og flygte igen.
Det var ikke alle plakater, hun gik og pillede ned. Det var kun når hun ikke havde så meget andet at lave. Der skulle jo gerne være nogen tilbage, der mindede folk om, at hun endnu ikke var fanget. Desuden kunne hun godt lide nogle af tegningerne. Det der var der på, var ikke andet end en kvindelig skygge, og så var der en beskrivelse af, hvad folk egentlig havde set. Det var egentlig ikke til utroligt meget hjælp, men det fandt de vel ud af før eller siden.
Endnu engang kunne Antonia ikke lade være med at trække på smilebåndet af hans latter. Hun kunne godt lide, at hun kunne få ham til at grine, da det langt fra alle man kunne få til det.
"Jeg tror jeg holder mig til småkager, det fylder ikke så meget, og krummerne er nemme at fjerne igen," sagde hun med et lille grin.
"Så er det bare at finde ud af hvilken smag skæbnen bedst kan lide," tilføjede hun med et lille latter. latteren var også tydeligt at se i hendes øjne.
Hun forstod dog godt hvad han mente, da han sagde noget mere tiltalende, og et glimt sad i hendes øjne.
Antonia mente ikke at hun var gået for vidt, da hun var vant til sådan noget, og hun ville have fortalt ham, hvis han var gået for vidt.
Antonia fandt heller ikke tegningerne af hende som skyggen tilstrækkelige, selvom mange af dem var flot tegnet, og det var klart en god tegner der havde tegnet dem, men de var langt fra tilstrækkeligt. De viste kun hvad folk mente de havde set, og det var ikke altid man kunne stole på det. Desuden så folk ofte syner når de lige var vågnet op af deres søvn, hvilket hun faktisk havde bildt mange ind. Dagen efter opdagede de så at de var blevet berøvet, hvilket bare morede hende.
Antonia morede sig meget over at stjæle fra folk. For hende var det en harmløs handling, da hun jo ikke gjorde skade på nogen, men bare gjorde det for sin egen morskabs skyld. Hun gjorde det ikke, fordi folk bad hende over det, for hvis ikke hun havde lyst, gjorde hun det ikke.
"Man lærer at sætte pris på sine to gode ben," svarede hun med et lille smil. Hun var god til at lyve, det vidste hun. Desuden viste hun ingen tegn på at det var en løgn. Nu var det heller ikke tit hun red rundt, og hun havde ikke sin egen hest, da hun for det meste gik rundt. Hun skulle aldrig så langt, at hun ikke kunne klare afstanden ved at gå.
"Jeg tror gerne, at det er en stor befrielse, men nu har jeg ikke brug for en ganger i min hverdag, da jeg ikke skal så meget rundt," svarede hun med et smil.
"Jeg tror på dig, når du siger, at man ikke nødvendigvis er god med dyr, bare fordi man kan deres sprog. jeg har desværre set folk der har misrygtet deres dyr, fordi de mente, at dyrene selv bad om det.." sagde hun. Det lød langt ude, men hun havde mødt sådan nogle folk. Og folk som dem, gav hende kvalme. Der var aldrig nogen grund til at misrygte et dyr, uanset hvad.
Hun lyttede til hvad han sagde om sin hverdag, og smilede lidt af det. Det lød skam meget spændende.
"Det lyder spændende. Jeg bruger min tid på at læse bøger, være sammen med mine venner, og så hjælper jeg min onkel når han har brug for det," svarede hun med et smil. Intet af det tydede på at hun havde et nattejob.
"Er du en god fægter?" spurgte hun så interesseret.


Antonia Andriana Kristóf.

Credit.

Levon Palmisano

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 24 år

Højde / 189 cm

George 25.01.2012 19:25
At hun lever et dobbeltliv er ikke svært at regen ud, for hun måtte have brug for det, hvis hun skulle have en chance for at bevæge sig rundt i dagtimerne. Det havde han naturligvis også vidst, da han mødte hende første gang, men det var nu interessant at møde hendes "anden halvdel" og se hvordan hun opførte sig der.
At der var en sum på hendes hoved var han klar over, men det generede ham ikke, og han var bestemt ikke ude efter den; han havde nok i sin egen formue og ville ikke synke så lavt som til at angive nogen for penge. Havde hun været en fare for nogen havde det været en anden sag, men hun var harmløs. En smuk, harmløs person, der kunne få ham til at le.
"Det har du selvfølgelig ret i, de er, og det er da også en dejlig ting, med en småkage." Han nød hendes grin og var glad for at få hende til at grine, selvom det måske lige så meget var hendes egen fortjeneste med den drejning samtalen havde taget.
Det hun sagde med henblik på smag fik et funklende glimt frem i hans øjne; frækt og udfordrende.
"Jamen så må du hellere smage på mig; dér har du smagen!" udfordrede han hende med et skævt, charmerende smil. Han vidste, det var lige lovligt frækt, men i det mindste havde han ikke grebet hende og trukket hende ind i et kys for at lade hende smage, men udfordrede hende bare til det. Havde han grebet om hende, hvad han havde kunet finde på, hvis han var sikker på hendes reaktion, havde han nok overtrådt hendes grænse. Men han håbede da, hun var frisk nok til at tage udfordringen op. Det ville være dejligt forfriskende for ham at møde sådan en sjæl her midt på gaden.
Hendes næste kommentar fik ham til at skæve mod hendes ben, og han dristede sig til at kaste et lille hint fra den anden aften, hvor hun havde haft bukser på:
"Og hvilke gode ben det er!" Der var et frækt glimt i hans øjne endnu, mens hans smil var mere almindeligt, selvom han stadig gjorde sit for at charmere sig ind på hende.
"Ikke skal så meget rundt," bemærkede han, som om han smagte på ordene, "Jeg er sikker på, at havde du evnen og muligheden, gjorde du det nok til noget at have distancen at komme ud på." Han blinkede fortroligt til hende, men smilet forsvandt så fra hans ansigt, og hans øjne blev alvorlige.
"Bøger er altid godt, og det samme med venner. Dem havde jeg helt udeladt af min hverdag, men de betyder også meget for mig ...! Hvad hjælper du din onkel med, hvis jeg må være så fri?" Hun var god til at lyve og forstille sig, det måtte han give hende, men han blev stadig mindre og mindre i tvivl, jo mere han snakkede med hende.
"Med al respekt for beskedenheden, ja, det er jeg. Jeg har endnu kun tabt kampe mod min læremester ... nok mest fordi jeg ikke var dum nok til at lade mig udfordre før jeg mestrede det. Jeg har fægtet siden jeg var fem." Han smilede venligt. "Meeen," tilføjede han tænksomt, "det er kun når det kommer til de af adlen accepterede regler. Når det kommer til de små lede og ukorrekte tricks er jeg på bar bund, og i en virkelig sværdkamp ville jeg ikke klare mig så godt, er jeg bange for. Det er mest sporten i det, jeg går op i." Han smilede let pinligt berørt, men han måtte jo hellere lægge kortene på bordet med det samme for en ordens skyld.

Lavet af mig :D Er så stolt!
Spørg Levon her: http://www.saphiri.dk/krystallandet3/viewtopic.php?f=290&t=7822
Antonia Kristóf

Antonia Kristóf

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 168 cm

Wimse 25.01.2012 19:58
Antonia kiggede lidt på Levon med et løftet øjnebryn, da han sagde det med småkagerne, og efterfølgende det med smagen. Hun forstod udmærket godt hvad han mente, og et smil kom frem på hendes læber. Når nu han spurgte så pænt, hvorfor så ikke bare gøre, som han bad om?
Antonia var ikke som så andre kvinder. Hun var ikke sippet, og så egentlig ikke noget galt i at gøre, det hun nu gjorde: At kysse en stort set fremmede mand. Hun så det som en udfordring, en udfordring hun let kunne klare.
Hun trådte derfor tættere på ham, stillede sig på tæerne – hun var desværre ikke helt så fantastisk høj – og lod derefter sine læber mødes med hans. Det var ikke noget forsigtigt kys, men heller ikke noget vildt og voldsomt. Det varede heller ikke særligt lang tid, men lang tid nok, til at det i hvert fald ville gøre indtryk på ham. Antonia kunne godt lide at gøre indtryk på folk, og nu hvor hun ikke havde den anden del af sig til at hjælpe med det, måtte hun jo tage andre midler i brug. Desuden havde han selv bedt om det.
Da hun havde trukket sig væk igen, og højdeforskellen igen blev større, kiggede hun på ham, og et smil spillede på hendes læber.
”Jeg må se om jeg kan få den smag frem, jeg er sikker på at den ville være perfekt,” sagde hun og blinkede kort til ham. Faktisk havde det ikke været slemt – langt fra.
Antonia vidste godt, at de stod midt på gaden, og hun vidste, at enhver anden, ikke ville have gjort sådan noget. Men det gjorde jo ingen skade, og hun kunne ikke stå for den udfordring. Det havde været en nem og overkommelig udfordring, uden at det krævede for meget af hende. Desuden ville hun gerne se hans reaktion på det, da hun var ret sikker på, at han ikke troede på at hun ville tage udfordringen op. Det var der jo ikke mange der ville, da det ikke var pænt, at gå og kysse på fremmede mennesker. Det gjorde man simpelthen bare ikke.
Men helt fremmede var de nu alligevel heller ikke. Selvom dette kun var anden gang de snakkede sammen, følte hun alligevel, at hun havde kendte ham i længere tid. Hun vidste ikke helt hvorfor, men det var bare sådan hun havde det.
Hun så godt hvordan han skævede til hendes ben, hvilket bare fik hendes smil til at brede sig en smule og hun kunne ikke lade være med at le lidt.
”jeg takker for komplimenten,” sagde hun med en smule latter i stemmen.
”Det har du helt ret i, men jeg har kun byen her at skulle rundt i. det er ikke fordi det er frygteligt langt, og desuden tager jeg ikke skade af, at gå rundt,” tilføjede hun med et smil på læberne. Det var sådan set rigtigt nok, da hun ikke tog til andre byer, for at stjæle for folk. Det måtte de sådan set klare selv, da hun ikke havde tid til det. Det ville være for lang en tur, så de penge, kunne hun sagtens undvære.
Hun så godt at hans blik pludselig blev alvorligt, og hun løftede endnu engang det ene øjenbryn, mens hun lyttede til det han nu sagde.
”Bøger er en fantastisk ting. Jeg hjælper min onkel med at handle ind, ordne vasketøj, støve ting af, og hvad han nu skulle have brug for mig til. Han er ikke helt ung mere, og han har taget sig af mig, siden mine forældre kom ud for en ulykke, da jeg var helt lille,” svarede hun med et lille smil. Hun havde efterhånden fortalt den historie så mange gange, at den nu slet ikke lød som en løgn. Det var også den nemmeste måde for hende, at kunne snakke om sine forældre, uden at det gjorde alt for ondt. Savnet sad stadig i hende, ligesom følelsen af svigt, men hun kunne skubbe det lidt væk på den måde, ved at fortælle at hendes forældre kom ud fra en ulykke. Det var hendes onkel selv, der var kommet med historien, da han kunne se, at det gjorde for ondt for hende, at snakke om forældrene.
Hun lyttede til hvad han sagde med fægtningen, og kunne ikke lade være med at smile, da han sagde, at han ikke havde taget udfordringen op, før han vidste, at han var god nok. Hun nikkede, da han sagde det med de beskidte tricks.
”der er alt for mange beskidte tricks, når det kommer til fægtning. Jeg har før set nogle af mine venner fægte, og der er ikke det beskidte trick de ikke kender,” sagde hun med et lille grin.
Selv var hun ikke fantastisk med et sværd. Hun kunne det mest enkelte, det var hvad hendes læremester havde lært hende, men hun havde dog trænet en smule efter hans død. Hun havde fået en af hendes venner til at træne hende, under dække at hun kedede sig og gerne ville lære det. Derfor kendte hun selv nogle beskidte tricks, men hun havde kun vundet over sin ven, en ud af en million gange.


Antonia Andriana Kristóf.

Credit.

Levon Palmisano

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 24 år

Højde / 189 cm

George 25.01.2012 20:54
Det var en behagelig overraskelse, da hun rakte sig op på tå, og han bøjede sig ned mod hende og fangede hendes læber med sine, mens han forsigtigt lagde en hånd om hendes nakke for at hjælpe hende med balancen. Han lagde sine evner for det i kysset for at give hende en god oplevelse og nød det til fulde. Hun var fuld af overraskelser, denne kvinde, og det var nogle gode og behagelige nogen indtil videre. Det var jo godt alt sammen! Han brød let deres læber for at give hende en god smagsprøve og trak let drillende sin tunge langs hendes læbe, før han lod hende slippe igen. Havde hun lyst til mere - nu eller senere - skull ehun være så velkommen!
"Det er jeg sikker på vil lykkes med tiden," smilede han indsmigrende, "jeg tror bestemt, du kan gøre alt, du sætter dig for!" Han gengældte hendes blinken og ignorerede de få blikke, der faldt på dem. Andre folk kunne jo ikke vide, de ikke havde kendt hinanden længere, og de var næppe det første par til at flette læber midt på gaden.
Han var bestemt i godt humør, og det var ikke blevet dårligere af den veludførte udfordring. Han smilede bare til hende og betragtede hende roligt, så ikke den store vilde reaktion, hvad hun måske havde forventet. De havde testet hinanden på en yderst tilfredsstillende måde, og han var godt tilpas med det hele.
Hendes reaktion på hans kompliment var også tilfredsstillende, og han lyttede til hende, da hun forklarede nærmest stædigt, hun kun havde byen her at komme rundt i.
"Sandt nok, det gør man ikke, og det er ikke langt," sagde han og valgte ikke at fortsætte diskussionen, for de var tydeligvis enige; men hvis hun havde haft en hest, var han sikker på, hun nok skulle have fundet på undskyldninger for at ride ture.
Hvad hun sagde om at hjælpe sin onkel rettede hans alvorlige ansigtsudtryk ud igen, og smilet vendte tilbage.
"Ah, på den måde. Jeg var nervøs for, du blev slidt op i en forretning et eller andet sted," lo han let, før smilet falmede let. "Det gør mig for resten ondt med dine forældre ... Så du er helt alene familiemæssigt bortset fra denne onkel?" Han kunne ikke undstå sig i at række en hånd op og stryge hende over kinden, mens han udtrykte sin sorg for hendes tab, men han lod snart hånden falde ned igen, hvor han placerede tomlen i lommen på sine bukser.
Det hun sagde om sine venners fægtekampe fik ham til at klukke let.
"Hvis man bruger kampen til andet end sport er det i dag nødvendigt at kende de beskidte tricks, ellers overlever man ikke kampen. Jeg kan da klare mig med lidt snilde, men kommer det til kamp, foretrækker jeg de bare næver - selv hvis jeg er oppe mod en med våben. Det er der min fordel ligger og jeg kan de fleste kneb." Han blinkede til hende med et fortroligt smil. Med hans styrke og evner var en kamp sjælden et problem for ham. Han havde før haft ved et sværd og forsøgt at lave en klejne ud af det. Det var ikke helt blevet til det, men han havde da bøjet det nok til, det havde været ubrugeligt. Det var ikke for ingenting, han styrketrænede og passede sin muskuløse krop.

Lavet af mig :D Er så stolt!
Spørg Levon her: http://www.saphiri.dk/krystallandet3/viewtopic.php?f=290&t=7822
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 3