Sneen dalede ned fra himlen og lagde sig som små ædelstene i folks hår og tøj, som de bar for at beskytte sig mod kulden, som nogle mente var intens fordi de ikke var så vandt til kulden som visse andre, men nu var der andre ting der bekymrede nogle folk, nemlig det store vinterbal på Krystalpaladset, der før i tiden havde huset en dronning så fager og fin, som ingen anden i hele den kendte verden.

På vej til ballet var der en måske usædvanlig gæst på disse tidspunkter af året, da resten af denne gæsts frænder var for længst draget hjem, inden passende til deres landsby blev blokkeret af massive snemasser. For denne gæst var dette vejr en kærkommen ven. Den blødt dalende sne var ingen sammenligning med de voldsomme snestorme der raserede på bjergenes toppe. Temperaturene var nærmest milde ville han mene. Dette var en fantastisk vinter, hvilket han måske ville opleve derhjemme omkring sensommeren. Dette var intet at sammenligne med vinteren derhjemme.

Gæsten var en kaldet Ikaika. En shaman fra det meget kolde nord. Han var klædt i fin hvid pels fra snebjørne og sneulve, og om halsen bar han en halskæde af ben hvor hvert eneste lille knogle var fint udskåret så det forestillede små dyr. Om håndledende prydede smukt lavede læderarmbånd ham med indviklede mønstre og små, fine og yderst detaljerede tegninger af dyr. Den blege hud var en god kontrast til den sorte sortbjørnskrave og det mørkebrune hår. Hans frakke var lang og gik ham over knæene. Under sin frakke havde han det fineste læderklæder han havde taget med fra norden. Igen pyntet med mønstre og små detaljerede dyr. Han var rigtig fin, og kunne sagtens måles med mange af de rige folks fine silke, fordi nordlændingene havde skabt en kunst med læder, der ikke kunne efterlignes i silke eller andre stoffer. Om sin højre overarm havde han sin armring af sølv og guld, og på fingrene havde han guld og sølv smykker, og i ørerne var der stukket fine ringe af guld og sølv med indfattede ædelstene. Ingen skulle tro at nordlændingene ikke kunne finde ud af at pynte sig, eller ikke havde nogen form for rigdom, fordi på trods af manglen på landbrugsjod, var der dog mange huler der kunne indeholde metaller og ædelstene som ingen ville kunne hente, fordi de ikke havde de rigtige midler til at opnå disse.

Ika trådte ind til ballet hvor en tjener tog imod hans tunge pelsfrakke, inden han trådte ind til resten af forsamlingen. Han brød sig ikke rigtig om den store folkemængde. Der var mange, men det kunne have været meget værre. De stod ikke tæt op af hinanden, eller ikke så tæt så man følte at man blev kvalt, og snakken var ikke for høj og larmende, og musikken spillede op til dans. Han elskede at danse. Det ville blive et rigtig godt vinterbal, og han ville vise nordlændingenes evner inden for dans, og måske også finde sig den kvinde der ville være den der skulle bære hans søn.