Velkommen til Krystallandet!
Dette er en guide til at komme godt i gang på siden. Krystallandet er efterhånden vokset til en stor rollespilsside, og kan derfor hurtigt virke uoverskuelig - men frygt ej! Der skal ikke meget til for at komme i gang med rollespillet.

Tilmelding
Hvis du er helt ny på Krystallandet, skal du først oprette en bruger. Dette gøres ved at klikke på "opret bruger". Det er vigtigt, at du opretter dig med en korrekt email-adresse, da denne skal bruges til at nulstille din adgangskode, hvis du skulle glemme den.



Har du tidligere haft en bruger på Krystallandet, så kig i stedet her.

Vigtig læsning
Før du kommer i gang med at spille, er det vigtigt, at du har læst sidens regler. Det er også en god idé generelt at sætte sig ind i rollespillet og historien bag siden, da det vil gøre det meget nemmere for dig at oprette en karakter.

Ting du bør læse:
Følgende tråde er alle til at finde under "Vigtig information"
- Hvad er Krystallandet - Vigtig information om vores rollespilsverden.
- "Hvad er RPG" - Spring dette over, hvis du har prøvet tekst-rpg før.
- Reglerne for siden - igen meget vigtigt at læse.

Frivilligt læsestof
For dig der ønsker lidt mere viden om universet og dine muligheder her på siden:
- Karakterinformaton - Alt om racer, evner og anden nyttig information til karakteroprettelse.
- Lande og kortoversigt - De forskellige steder i landet.

Karakteroprettelse
Når du har sat dig ind i det vigtigste, er det tid til at oprette din første rollespilskarakter. Klik på menupunktet "karakterer" og vælg "ny karakter." Her indtaster du karakterens navn og vil derefter blive ført videre til profilskemaet, som skal udfyldes.



Alle punkter i skemaet bortset fra "andet" skal udfyldes, inden karakteren kan godkendes. Du kan dog undervejs trykke på "Gem Ændringer" og gå videre med karakteren en anden dag, hvis du ikke kan nå at skrive karakteren færdig.

Når du har afsendt din karakter til godkendelse, skal du vente på, at en admin eller moderator har kigget profilen igennem. Du vil modtage en privat besked med godkendelsesstatus, så snart det er sket. Bliver karakteren afvist, vil du kunne læse grunden hertil, og du kan gå tilbage under "karakterer"-menupunktet og vælge "profiltekst" for at rette karakteren, inden du igen sender den til godkendelse.
Der er ingen grund til at give op, hvis din karakter bliver afvist en eller flere gange: bare læs hvad profilgodkenderen skriver, og ret det nødvendige. Vi er søde og rare her på siden, og det er som regel bare fordi, du har glemt at angive et par småting omkring karakteren, eller fordi vi gerne vil have, at du uddyber noget om karakterens magiske evner eller personlighed.

Nu vil jeg gerne i gang med at skrive
Når din karakter er godkendt, er du klar til at komme i gang. Først og fremmest anbefaler vi, at du præsenterer dig i chatboksen nederst på siden og lærer de andre brugere lidt at kende - her vil du have god mulighed for at finde nogen, der gerne vil skrive med dig.

Du kan også se, om der er nogen igangværende "åbne tråde". En åben tråd vil sige, at alle kan deltage, og du kan hoppe direkte ind i tråden med din karakter. Du er også meget velkommen til at oprette din egen åbne tråd. 
Hvis du joiner en ingangværende åben tråd er det en god idé lige at tjekke, om der er blevet skrevet i den for nylig, så er sikker på, at den stadig er aktiv. (Klik her for at komme til de åbne tråde)

Herudover kan du også:
- Benytte dig af Kedespalten
- Eller søge plot på Opslagstavlen
- Nogle gange laver admins tråde, som alle kan deltage i, under Plots
- Eller meld dig ind og spørg i vores facebookgruppe.


Jeg håber denne liste har kunnet hjælpe dig igang på Krystallandet. Hvis du har nogen spørgsmål, så kan du frit spørge vores Admins over en privatbesked eller i chatten!
~ Krys ~