Solen er gået ned for længst og mørket har sænket sig over skoven. George har besluttet sig for en lille tur og håber på ikke at blive angrebet - igen - og han bevæger sig så godt som lydløst frem mellem træerne i et område hvor der for nyligt har været en skovbrand. Han går fra træ til træ, lægger hånden mod stammerne og hjælper træerne med sine kræfter, så de der stadig har en rest af liv i sig bliver fornyet og snart igen vokser frodigt. Han ser et lille skud vokse op ad soden og bukker sig ned for at se nærmere på det. En lille efterårsblomst, der knapt har kræfter til at kæmpe mod kulden, og han gør hvad han kan for den ved at fjerne soden og give den lidt mere energi, før han går videre til det næste træ med et suk. De trøstesløse omgivelser smitter af på hans rastløse sjæl, og hans blik er trist ved synet af al den ødelæggelse, som naturen selv har skabt. Han kan hele den, og det er nok også den eneste slags skader, han forstår sig på at hele, og derfor trøster det ham.

At naturen selv havde skabt brænden var for så vidt rigtigt nok. En gruppe elementaler havde været her for bare et par dage siden, som skovens egne vogtere mod udefrakommende farer, bortset fra at elementalerne havde vent sig mod det, det de var ment til at beskytte. Og ikke nok med det gik de også til angreb på den lejr Mørket havde placeret her. Det var i hvert flad Mørkets tolkning. Hvordan kunne naturens beskyttere vende sig mod noget, der gjorde den godt, hvis ikke der var gået noget galt?

Ethelihn bevægede sig gennem asken og de sorte vækster, uden at vide, at hun gik lige mod Gallagher. Selv var hun her ikke for at rette op på skaderne, delvist fordi hun ikke var i stand til det, delvist fordi hun ikke havde fået ordre til det. Desuden plejede naturen at gro frem selv. Hun lagde mærke til noget andet udbrændt, der ikke var en plante: svedede menneskeknogler. I princippet behøvede det vel ikke være et menneske, men det var egentlig ligegyldigt. Noget af en mørkets rustning lå der stadig, men halv smeltet. Her havde været gang i den. Hun var næsten ked af ikke at havde været her selv.

George er ikke klar over hvad, der har forsaget branden, men han gør sit bedste for at hele skaden. hans eget nylige møde med en af elementalerne havde nok ændret hans følelser lidt for brandens ofre. Han havde selv set skelettet lidt tidligere, men der var intet, han kunne gøre for staklen. Han var bevidst om, Mørkets krigere havde været her, og han var på vagt. Da han får øje på Ethelihn lidt borte, overvejer han kort at gemme sig, men det er ikke ans stil, og han vedbliver derfor roligt bare at hele træerne og betragter hende ud ad øjenkrogen. Han vil ikke sige noget, vil ikke forstyrre hende. Hvad skal han også sige? Han havde ikke just nogen intentioner om at møde nye mennesker, da han gik herud.

Ethelihns stoppede bræt op, da hun var nået tæt nok på George til ikke kun at hære sine egne fodspor i asken. Hun så sig omkring efter liv, mens hun under den tykke, blodrøde kappe listede sin hånd ned over skæftet af sit ene kortsværd. i denne del af landet var mørkets skabninger ikke det eneste, der kunne slå en ihjel. Så fik hun øje på Gallagher, og efter at have overvåget ham længe nok til at finde ud af, hvad han var i færd med, slap hun skæftet igen og gik nærmere uden at forsøge at dæmpe sine trin.

"Hvad har fået dig ud på disse kanter?" spurgte hun med en svag antydning af en advarsel i stemmen og standsede. Så vidt hun vidste, havde han ingen grund til at være her, og han kunne lige så godt have forårsaget balladen. Selvom lige netop det var temmeligt usandsynligt.

Han bemærker, hun kommer nærmere og føler en ur sætte sig dybt i sine knogler, men han lader som om, han ikke ved, hun er der, indtil hun taler. Så vender han sig rundt mod hende med et roligt smil.
"Jeg forsøger at hjælpe naturen lidt på vej efter den skrækkelige brand," forklarer han stille og slår ud med hånden mod den megen vegetation, han allerede har hjulpet, så hun kan se, han ikke lyver. Han har på fornemmelsen, hun ikke er på samme side som han, og han orker næsten ikke at kæmpe lige nu, og slet ikke mod en kvinde. Den form for forsvar og flugt er slet ikke ham af natur, men han finder stadig, han ikke kan røre en dame - hvor ond og nedrig hun end måtte være.
"Hvad med Dem selv?" spørger han så høfligt og gør sit bedste for at virke rolig og afdæmpet, og det går ganske godt.

Hun gav ham elevator blikket, både for at se, om hun kunne genkende den blødsødne herre, og for at se, om hun kunne stole på ham. Det han gik og levede, eller rettere det han postod, han lavede, havde hun været alt for doven til. Men hun mente nu, at det var godt, nogen gjorde det.
Men hun syntes ikke, han lignede en trussel, og hendes erinde var knapt en hemmelighed. "Jeg laver mandsoptælling og analyse af stedet her. Mørkets Lord vil vide, hvad der er sket. Måske kan du oven i købet være til hjælp." Et vagt smil skubbede lidt til hendes vensre mundvig. Hun var ikke vant til at se venlig ud, så det her var nok det var noget nær det bedste, hun kunne præstere. Hun så nu stadig en smule skummel ud. Hvis George havde forstand på planter, ville det gøre hendes job noget nemmere. Hendes evner og kendskab til våben var temmeligt stor og hjalp en del, men hun havde ikke tålmodighed til at lege detektik ret længe ad gangen og foretrak egentlig at kappe hovedet af tingene, hvis det ikke gik tjept nok.

Blikket blev modtaget med en hvis ubehag, som han skjulte, som han altid gjorde, når folk så på ham på den måde. Han vidste, han blev vurderet, ikke fundet som en trussel, fundet som lidt af et skvat, og det irriterede ham grusomt!
Ved nævnelsen af Mørkets Lord, rynkede han brynene alvorligt. Aha. Det var længe siden han havde mødt Morgoth, og han havde først for nyligt erfaret hvad manden havde været så optaget af.
"Hmm, ramt hårdt af katastrofen, antager jeg? Nuvel, vi har ikke ligefrem den bedste historie med hinanden, men jeg er selv nysgerrig efter at vide hvad, der er sket ... Hvorledes kan jeg hjælpe?" Han var tydeligvis en smule uvillig, på trods af sin egen store nysgerrighed, og han tænkte ikke en gang over, det måske ville undre hende, han nævnte en fælles historie med hendes konge. Faktisk gik de langt tilbage de to, og George anså ham for sin ærkefjende. Men det var han vel sagtens ikke den eneste, der gjorde, og han gættede på, Morgoth ikke havde erhvervet sig sin nye titel ved at være flink og rar. Men i det mindste holdt det hans tanker væk fra George, hvilket i grunden passede ham fint. Han havde været temmelig træt af at skulle kæmpe mod manden fra tid til anden. Desuden lå det ikke til george at bære nag. Havde han måske ikke besøgt Morgoth i fængslet engang? Han huskede hvor svært det havde været ikke at hovere og nedgøre, men han havde holdt sig i skindet, og de havde haft en samtale uden at fare i flæsket på hinanden. Manden ville sandelig frem i verden, og George respekterede faktisk hans ambitioner.
Hendes smil blev tolket som en venlig gestus, på trods af det skumle udtryk. Han kendte nok om området til at vide forskellen på de smil, der blev sendt ham, og dette var - om end en smule ynkeligt - dog et prisværdigt forsøg. Han holdt sig rank og stolt og betragtede hende roligt med øjne, der ikke røbede flere af hans tanker.

Kvinden hævede et øjenbryn. Hun var ikke ligefrem nogen menneskekender, men hun syntes nu alligevel, Georges opførsel var ud over det sædvanlige. Han sagde ja til at hjælpe, hvilket muntrede hende en del op. Ind til nu havde hun været lidt halvmuggen over en kedelig opgave, der indebar en hvis mængde jalouxi, fordi hun ikke selv havde været med. Men på den anden side udviste han en hel del modvilje. Det forklarede selvfølgelig sig selv, hvis han havde noget personligt imod Mørkets Lord, men at han overhovedet havde noget personligt forhold til landets konge virkede helt absurd. Og så var der hans måde at tale på. Den slags typer plejede at have tjenere til at gå ud i skoven og passe planter.
Men hvis han kunne hjælpe hende, var hun mere end villig til at give ham lidt line. Så kunne hun altid udspørge ham bagefter. En idé poppede op i hendes hoved, men hun var parat til at blive skuffet, for hun regnede ikke med, at hans evner rakte så langt. "Jeg går ikke ud fra, du kan kommunikere med de her døde planter?" spurgte hun, stadig med en tone af undertrykt trussel. Med hendes job var det intet under, at hun havde den attitude.

At George var ud over det sædvanlige, var han godt klar over selv, og han var både blevet skændt på og rost over netop det ikke så få gange før. Han tog det ikke så tungt og betragtede hende blot, da lettelsen og det gode humør i kombination var synligt på hendes ansigt. Han brød sig bestemt ikke om at hjælpe mørkets krigere og da slet ikke deres leder, men han kunne altid rapportere opdagelserne til Cassa, og det ville ikke skade noget at vide hvad, mørkets styrker havde i gærde. Så længe det blot var en harmløs upartisk undersøgelse af hændelserne, var der vel i og for sig ikke noget galt i at samarbejde.
Det ville have moret ham en del, hvis han havde kendt hendes tanker om tjenere for folk som ham, for han var blevet mødt af den kommentar så mange gange før. Han var endda dristig nok til at gå rundt i skoven uden en livvagt, hvilket i enkelte tilfælde havde vist sig temmelig dumt. Men han nød friheden til at være sig selv og ville aldrig gøre sig selv utilnærmelig over for folk ved at have en eller anden gut ved sin side. Desuden kunne han klare sig selv bedre end folk gik og troede, og han ønskede ikke at have en eller anden til at rende og slagte og tæve i hans navn. Det var for nedværdigende!
Hendes ord overraskede ham lidt, men han viste det ikke. I stedet satte han sig på hug og strøg fingrene over jorden, der engang havde været dækket af græs, før han begravede fingrene dybt i den sorte, fugtige muld, der trængte op under hans negle.
"Kommunikere er måske så meget sagt," sagde han roligt og koncentrerede sig kort om jorden og dens indhold med en brummende lyd.
"Græsset er helt borte, selv rødderne nogle centimeter ned er væk. Der har været højere temperaturer her end ved en normal skovbrand! Hmm... Jorden er ikke så hårdt mærket som plantelivet, og jeg vil ikke gætte på, branden har raset i lang tid. Den må være opstået meget pludseligt og døet ud hurtigere end hvad naturen kan forsage ... Lad mig lige prøve noget ..." Med let rynkede bryn lod han en stor tot græs vokse op ad jorden omkring sine fingre, før han trak dem op igen og børstede skidtet af med en let skødesløs bevægelse, før han trådte tilbage og koncentrerede blikket mod totten, mens han hævede to fingre mod den. En sitren gik gennem hans arm og hele vejen ned i fingrerne, da han koncentrerede energierne i sin krop, og omkring fingerspidserne på hans lange, slanke fingre begyndte luften at vibrere og dernæst gløde, mens en lysende kugle af energi samlede sig og voksede sig større rundt om dem. Han lagde hovedet let på skrå og sendte så energikuglen af sted mod totten i en mindre eksplotion. Da han trådte tilbage ved den og satte sig på hug ved den, undersøgte han igen med fingrene.
"Muligvis en form for eksplotion af ild ... Jeg vil vove at påstå, branden - eller hvad vi nu skal kalde det - var påsat!" Han vidste, det kunne være svært for en uden den form for kræfter at forstå, hvordan en eksplotion kunne udrydde liv i så stor en omkreds, som det var sket her, men han vidste fra sine egne evner, det var muligt. Dog havde han aldrig mødt et menneske der besad kræfter nok til at ødelægge så stort et område, og han så op på hende med rynkede bryn. "JEg har en tese om, det ikke var af et menneske." Han forklarede ikke sin påstand, delagtiggjorde hende ikke i alle sine tanker. Han løftede lidt muld op til sin næse og snusede til det, før han lod det falde ned igen og rejste sig nok en gang, mens han børstede den lyse, glatte hud på sine hænder, hvoraf den ene var gråbrun af skidt.
"Jorden er stadig nærringsrig og vil kunne holde planteliv, asken har ikke lagt sig så tungt, og den har ikke ligget længe nok til at kvæle jordens frugtbarhed. Der ligger ikke et ret tykt askelag i forhold til ødelæggelserne omkring os, hvilket igen tyder på en eksplotion." Han betragtede hende roligt uden at vise tegn på sine tanker og spekulationer eller andre følelser, der rodede rundt i ham.
"Hvad har De selv fundet frem til indtil nu?" spurgte han og så afventende på hende stadig med et blik der ikke kunne tydes.

Ethelihn stod halvutålmodigt med sine fingrer trummende på skæftet af sit kortsværd under kappen og lyttede til Georges udredninger. Det passede alt sammen udmærket med, hvad hun havde fået at vide om at om elementalerne. Selv havde hun en del erfaring med at svitse ting og havde lagt mærke til det sammen som den adelige herre foran hende. Noget havde dog været for smådt til at være forårsaget af elementaler, hvilket gav udmærket mening. Elementalere var trods alt ikke de eneste, der var i stand til at styre elementerne.

"Ikke mere end dig. Efter det du lige sagde, tror jeg ikke skaderne er så voldsomme, som vi troede." På nuværende tidspunkt var hun holdt op med at tromme med fingrene - ikke at det gjorde noget forskel. Hun lagde vægten over på det andet ben og så over skulderen i retning af knogleresterne, hun passerede før. "Vi har mistet nogle soldater. Ikke ret mange heldigvis, men deres udstyr er fuldstændigt ubrugligt." Hun sukkede irritabelt. Det var ikke hendes problem, men derfor kunne der jo godt være andre ting der generede hende. Så som at stå midt på en slagmark og næsten kunne se kampen for sit indre blik uden at kunne være med. På det punkt var hun nærmest barnlig, men hun elskede at få lov at bruge sin sværd. For ikke nævne sine lyn.

Hun vendte blikket tilbage til George. Hun havde bedt om hans hjælp, men hun havde ikke lovet at give noget til gengæld, og det havdde hun heller ikke tænkt sig. I hvert fald ikke i form af oplysninger. "Jeg takker for hjælpen, ehm... Hvad hedder du egentlig?" Naturligvis havde hun bagtanker med det spørgsmål, men de var nu ikke mere en halvskumle.

HEndes utålmodighed kunne mærkes helt ind i hans knogler, men han havde ikke travlt. Det strejfede hans tanker, elementalerne kunne være indblandet, men det gav ikke nogen mening at de skulle have ødelagt skoven. De der skulle beskytte naturen.

Hendes ord ærgrede ham en del, men han viste det ikke. Det skulle have glædet ham om Mørkets side havde lidt større tab end naturen havde.

"Det er.. beklageligt," sagde han ude af stand til at mene det om andet end udstyret. Jo naturligvis begræd han tabet af liv, men de liv, der var tabt, var blevet korrupte og uden for rækkevidde, og for hans eget vedkommende, var han flovt nok glad for, de var gået tabt. Ikke at have været til stede under kampen gjorde ham ikke det mindste, selvom han gerne ville vide hvad, der var foregået. For ham var kamp noget man undgik og i stedet løste på en diplomatisk vis, selvom han udmærket vidste, det var forbi diplomatiets grænser mellem lyset og mørket. Dette var også en af de eneste grunde til, han ikke selv havde søgt en mere aktiv rolle i kampen, men holdt sig tamt på sidelinjen. At slå folk ihjel, at kæmpe generelt, lå så langt fra hans natur, og han afholdt sig fra det i så bred strækning det var muligt.

At hun ikke selv var videre meddelsom havde han forventet, men han havde spurgt alligevel. Måske vidste Cassa mere om hvad, der var sket, go måske ikke, siden det tilsyneladende var Mørkets krigere det var gået ud over. Det var værd at spørge ham, og han havde under alle omstændigheder tænkt sig at rapportere sine fund. Ikke at han helt var klar over, om det var sådan noget, der ville bekymre Cassa Nova, men det var nok værd at nævne det alligevel.

Da hun takkede han for hjælpen ganske høfligt, tvang han et smil frem, og ved hendes spørgsmål bukkede han for hende - kun akkurat så dybt, høfligheden krævede, ikke en centimeter dybere.
"Sir George Gallagher," svarede han hende. Han var efterhånden et kendt navn og ansigt i Krystallandet, og det ville ikke være svært for hende at finde ud af hans identitet, hvis han ikke havde svaret hende.

Området var blevet hærget nogen timer tidligere, men før alt dette skete havde den lillae dæmon hygget sig blandt de mange blomster i paradisskoven. Der var en plet hvor der før havde groet blå, lillae og gule blomster; specielt de lillae var han blevet meget begejstret for. Han nåede lige akkurat at være en time blandt de mange flotte blomster, inden råb og de mærkelige lyde som de element væsener havde bragt med sig, overdøvede stilheden i skoven. Den lillae dæmon havde slået sine røde øjne op, og havde derefter forsvundet sporløst på stedet med sine indsamlede lillae blomster, og nå ja, en eller to gule og blå var der da også i den kæmpe buket på 40 blomster. Egentlig var der alt for meget lilla, så de blå og de gule passede overhovedet ikke sammen med resten af buketten, men det rørte ikke den lille lillae dæmon.
Dæmonen havde søgt op i træet i form af sin åndeskikkelse. Åndeskikkelsen var ikke noget han normalt tog form til, kun hvis han blev bange eller direkte rædselsslagen. Oppe i træet havde han været ånd i rimelig lang tid, mens de mange hændelser stod på. Der var kamp og elementalerne havde ødelagt mange af blomsterne, hvilket var en skam. De lillae blomster var sikkert en uddød sort nu. Frygtet for sit eget liv, havde han siddet oppe på den højeste gren i træet og siddet med blikket rettet stift ud i luften for sig. Han havde med tiden taget form til almindelig skikkelse, da væsenerne på jorden ikke havde en chance for at se ham, medmindre de havde specielle evner. Dog havde det været en af Nickazhos mere heldige dage, end han havde turdet håbe på, der var nemlig ikke sket ham noget. Stridighederne havde taget sin tid og dæmonen havde overraskende nok alligevel kunne falde i søvn oven på alt det turmult omkring ham....

Han var i drømmeland. Overalt var der lillae blomster i paradisskoven, og Nickazho følte sig lettet over at de ikke var blevet udraderet. Og pludselig havde der kommet et lille egern frem som havde sat sig i hans røde pjuskede hår, som ikke havde tænkt sig at gå sin vej for det ville tilsyneladende bo der. Egernet havde nogen usandsynlige store tænder, så Nickazho var på en gang skræmt af det hvis nu det skulle bide ham i panden, og alligevel var han møg irriteret. Det endte med at han rendte i cirkler. Egernet fik ham på afveje og pludselig faldt han udover et vandfald som pludselig havde hjemsøgt ham. Han faldt og han faldt......


SLAM!
Nickazho fik en ordentlig mavepuster, skønt han endnu lå halvsovende, lå han så lang som han var på sin mave, og med sin hale; som forøvrigt var splittet op i 9 og alle med forskellige farvede duske forenden, stift rettet op i vejret og med arme og ben ud til hver sin side. Han lignte en mus som var faldet meget langt for sådan ens størrelse og var blevet fladet ud i sammenstødet med jorden.
Nickazhos øjne åbnede sig langsomt. De mange lillae blomster samt de enkelte gule og blå faldt ned omkring ham, oppe fra træet. Det var blomsterregn på den ganske lille plet hvor Nickazho lå fladt ud på jorden.

Blomsterregn? Dette måtte være himlen. Han indså dog, når det stoppede, at dette var alt andet end himlen.
Han VAR faldet, det tog ham dog noget tid at indse det, og mærke det på sin krop. Han så frem for sig... Alle de lillae blomster var væk, igen. Efter at have bemærket dette, så han nu op. En mandspersons-menneske og en... kvindepersons-pokkersogså-menneske var meget tæt på ham. Skulle han bare spille død lidt endnu, og håbe på at de ikke havde opdaget ham da han var faldet ned fra vandfaldet, eller nok nærmere træet? Hans mave føltes temmelig flad, så uden at tænke over det, spillede han blot død med halvåbne, samt halvtomme øjne.

Ethelihn satte en hånd i siden under kappen, hvilket man kunne kunne se på, at konturen af hendes venstre albue under det tykke stof blev noget mere markeret. Sir er det...sir, pf! vrængede hun indvendigt. Man kunne måske også se en svag, misbilligende trækning lige til højre for hendes næse.
"I så fald, sir Gallagher," hun kunne ikke helt holde sin afsky for folk med titler nede, selvom hun prøvede for høflighedens skyld, han havde jo trods alt hjulpet hende.
"Jeg skal prø-" Pludselig hørte hun et ordentligt spektakkel efterfulgt af noget lillat, der nær var væltet ned i hovedet på hende. Hun trådte hurtigt til side og trak sit sværd fra det indre af sin kappe i tilfælde af et bagholdsangreb. Men til hendes store overraskelse, var det eneste, hun kunne få øje på, en halvdød... ting, der lå fladt på jorden som en anden pandekage.

"Hav i alverden..." udbrød hun forbavset og stirrede på væsnet, så på adelsmanden, der nu befandt sig til højre for hende, og så tilbage på den lille, lilla ... ting. Hun kunne se, om den trak vejret eller ej, men den havde da halvåbne øjne. Hun ventede, at den skulle springe på dem hvert øjeblik, som om det havde været dens oprindelige plan med at overraske dem fra grenene over dem. Men lige nu skete der intet som helst nævneværdigt. Hun holdt dog stadig sit sværd parart, bare for en sikkerheds skyld.