Fragor trak hurtigt armene til sig da George stak af. Et skævt smil undslap hans læber. Fyren brugte en konstant energiudladning til at holde sig i luften, hvilket ville være meget krævende for hans magiske depoter så det var en vundet situation for Fragor, der hurtigt trak sig væk for ikke at blive på den kendte position.
Tågen var ca. 5 meter høj, så det skulle være til at komme ud af for et flyvende væsen, men ethvert jordbasere individ ville være fanget i den.
Fragor vidste dog det ville være farligt blot at stå i tågen, fandt George en måde at opspore ham på, så ville han blive bombarderet af hans magiske skud, netop af denne grund gik Fragor et skridt videre i sin magi.
Langsomt begyndte hans krop at opløse sig til damp, og efter blot få sekunder var Fragor blevet et med tågen, nu ventede han blot på at George opgav sin flyvning eller løb tør for energi.

George ventede og ventede og mærkede udmattelsen. Han måtte nødt til at spare lidt på sine kræfter, før han løb tør for energi. Så han holdt øjeblikkeligt op og faldt mod jorden, mens han i al hast lod grenene fra et træ strække sig op og gribe ham, og snart var han skjult mellem de tætte grene, der smøg sig rundt, så han delvist var gemt. Han var nødt til at tænke sig om nu, hvis han ikke skulle blive tvunget ud i brugen af sin allerkraftigste del af sin evne. I første omgang måtte han vente; han kunne ikke angribe det, han ikke kunne se, og han havde ingen anelse om hvor meget tåge, der var omkring ham. At forsøge at slippe ud af den var den bedste mulighed, men det ville være tåbeligt af ham at blotte sig ved at bevæge sig i en tilfældig retning uden at ane om han ville lykkes. Han lavede en skål med hænderne og satte sig med et koncentreret blik og stirrede på den, mens et lille frø spirrede ud af selve hånden, som var han selv jorden. Han lod den vokse, blive stærkere...

Hvis Fragor stadig havde haft en menneskelig skikkelse ville han have smilet. Hans modstander havde holdt sig i luften for længe og kræfterne måtte allerede være begyndt at slippe op, men selv sad han med fuld energi. Ikke så meget som en dråbe af hans kræfter var blevet spildt, tværtimod lod han de omkringstående træer dele deres energi med hans luftige skikkelse.
Da George dumpede ned i tågen igen satte Fragor i bevægelse. Som en del af tågen og uden fast form flød han om bag sin modstander, som så småt var begyndt at klargøre en plante fra selve kroppen. Noget der virkede som en tidskrævende opgave, hvilket formodentlig var hvorfor han var sprunget i skjul. Det ville dog ikke hjælpe ham, da Fragor kunne føle med tågen og derved let kunne spore sit bytte.

Med et ryk satte han i bevægelse. Hans faste form dukkede op midt i et angreb. Kroppen var lige bag Georg, så nært at hans åndedræt ville ramme ofrets nakke. Hans højre arm var allerede strukket frem over Georg højre skulder, mens hans venstre arm var strukket frem under Georg venstre arm. Allerede fra formantagelsen var hans krop i bevægelse. Den højre arm tilbage for at hele armen kunne lægge sig i en halslås, mens den venstre arm greb fat i den højre arm, for at låse Georg venstre arm og samtidig styrke hele grebet.
Underdelen af Fragors krop støttede imod en kraftig gren, som holdt ham oppe.

Angrebet var en strangulering, men med fordele. Hele Fragors krop ville ivrigt suge den sidste rest af energi ud af ofret, for blot at efterlade en tom skal, som ikke ville være i stand til at foretage sig andet end da ligge følelsesløst på jorden. Fragor vidste dog for godt til at føle sejrens sødme. Meget kunne stadig gå galt.

I det øjeblik George mærkede luften bag sig vibrere eksploderede hans lille plante i et hav af slyngarme, der kastede sig rundt som et net tæt omkring ham som et stærkt skjold, og med en kort rynken af sine bryn fortrak alle grnene sig under ham, så han faldt ned mod jorden, mens træet snappede sammen som en musefælde om hans modstander. Imens landede George på jorden, hvor slyngplanter tog af for stødet, og han stak i rend væk derfra, mens han farten flåede en plante op med rode og holdt den i hænderne, hvor den fortrak ind i hans krop og overlod ham sin egen energi. Han forsøgte at gøre det et par gange mere, mens han mærkede styrken i sine ben sende ham hurtigere af sted.

Øjeblikket Georg fælde satte i gang forstod Fragor faren og forsvandt før den første plante nåede at snitte hans hud. Med et ryk fulgte hans luftige skikkelse efter Georg, uberørt af planterne kunne den med lethed følge hans modstanders fart, mens han skød ud mod en mere åben plads.
Det var vist ved at være tid til at kampen fandt sig en udvikling, og med et energitilskud skød Fragor om foran Georg og antog sin faste form. Stadig skjult af den tætte tåge skød Fragors ben frem for at ramme det mål, som endnu ikke var blevet tydeligt i tågen. Han kendte dog georg position og sparkede imod hans hovede for at sende sin modstander flyvende væk.

lykkedes dette ville han lade sin modstander komme op. Han brød sig ikke om at udnytte situationen for voldsomt, særligt ikke i en simpel træningskamp.
Han havde også overvejet at fjerne tågen for at tillade sin modstander at få synet tilbage. Han ville dog lige afvente en reaktion før han tog den endelige beslutning angående dette.

Sparket ramte George's hage hårdt, og han væltede bagover og gled ind mod kroppen af Fragor og tog ham med i faldet. Fortumlet forsøøgte han at gribe efter sin modstander og få fat, hvilket han ikke var i stand til. I stedet kæmpede han sig på benene, hans læbe flækket så blodet løb over hans hage, og løb få skridt kun for at falde igen. En sjælden ed undslap ham, før han med et tungt suk strakte arme og ben ud og lod sin krop gå i et med græsset. Han gled ned i stråene og forsvandt fra denne verden til en mindre kompliceret en for at genoplade sin energi. Han burde nu være umulig at finde for sin modstander, og det gav ham lidt tid til at tænke sin situation igennem.

NOget overraskende blev Fragors ben fejet væk under ham. Tågen måtte have gjort græsset vådt så Georg var gledet fremefter. Uden omtanke for sin modstander forsøgt han at afbløde sit fald med skulderen, og var hurtigt oppe at sidde på hug. Synet af Georg, som var på vej væk fik Fragor til at reagere. Fyren skulle ikke have lov at forsætte sin flugt. Uden så meget som at blinke greb han en håndfladestor sten og sendte den gennem luften imod Georg, men den passerede henover hovedet på modstanderen da han faldt forover.

Begge hænder blev øjeblikkeligt lagt på jorden for at finde en ny sten, men for sent. Fragor kunne fornemme hvordan hans modstander forsvandt. Fandens også.
Han knipsede en enkelt gang og tågen forsvandt som dug fra solen. Han rettede sig op og børstede diverse græsstrå af bukserne.
Fyren var i besiddelse af planteegenskaber, så han var højst sandsynligt ved at forbinde sig selv til rødderne for at suge næring. Det ville regenerere noget energi, men hans skader ville det ikke tage sig af, så Fragor sad stadig på den høje ende.
Siden hans regenerering afhang af planter måtte han være i nærheden af en stor kilde.
Fragor kastede et hurtigt blik rundt og fandt det store egetræ, som de før havde haft en lille konfrontation i.
Med et ryk kastede han en energiladet sten imod træet. Stenen ramte let jorden foran træet og en eksplosion sprængte et dybt hul i træet. Var fyren vedhæftet træet burde eksplosionen får ham flyttet videre.

Forbundet med naturen, som han var, mærkede han ganske vist et angreb i nærheden, og uden at tænke sendte han lidt energi ud og lod træet gro sammen, tilsyneladende så godt som nyt. Han fornemmede hvor, hans modstander trådte, fornemmede tågens klæbende væde fortrække sig, og han sugede energi ud af græsstråene, som var de hans sidste måltid.
Først da han følte sig helt opladet, genmaterialiserede han sig, hvor han var forsvundet, og han satte sig lydløst op og koncentrerede sig med fremstrakt hånd, så en slyngplante slyngede en kampesten mod modstanderen fra siden af. HAn håbede på at få vendt Fragors ansigt den vej og derved væk fra sig selv, så han kunne komme i gang.

De spidse øre opfangede med lethed lyden af stenen, som fór gennem luften. En hurtig bevægelse flyttede ham ud af stenens bane idet hans med den ene fod regnede en cirkel i jorden omkring sig.
Hans blik faldt på Georg. Fyren var ikke en trænet spion eller på anden måde uddannet til at holde sig skjult, så det var ikke svært for Fragors veltrænede sanser at opfange hans tilstedeværelse.

Han stod let og betragtede sin modstander inden han lod kroppen glide ned i kampstilling. Arme hævede let til skulderhøjde og benene i en afslappet skulderbredde. Med hovedet nikkede han sin modstander nærmere. Udfordrende. lokkende.
Han udfordrede Georg til en nærkamp. En kamp på fysisk styrke for at se om hvor meget hans modstander var i stand til at gøre.

Han kom tøvende på benene og stod et øjeblik og afventede et trick. Da der intet skete, vovede han at sende sig selv af sted med en fjederfungerende plante, så han kom styrtende gennem luften med foden først og en let snerren. Han gik ikke efter noget specielt, men hans støvle med den fem centimeter høje, temmeligt bredde hæl kunne gøre temmelig meget skade, skulle den ramme i ansigtet.
Han knugede hænderne i luften og brugte det andet ben til at sætte sin krop i spind om sig selv. Meget elegant - lidt som en balletdanser - men også gørende hans spark yderligere farligt. Hans krop bar stadig evner fra den jord, han havde delt med planterne for få øjeblikke siden, hans hud let grønlig, hans næver barkede, hans krop smidigere og stærkere end normalt - hvilket ville sige en del. Han vidste, at hans spark såfaldt det ramte i hovedet, havde kraften til at slå ihjel. Først nu kom han for alvor ind i kampen; indtil nu havde været halvhjertet med angrebene og han havde ikke set det nødvendigt at besejre sin modstander. Men nu fyldtes han med irritation på vegne af det træ, han havde ødelagt. George der selv havde ødelagt så meget, men aldrig havde ladet sine kræfter på den måde tilsyneladende løbe løbsk i raseri. Hans øjne lynede af fortræd og gjorde hans udtryk farligt, nærmest barbarisk, og hans muskler spændtes i arme og over brystet til en grad, der fik syningerne på ærmerne til at sprænge og knapperne til at flyve væk. Snart hang kun trævler over hans bodybuilderagtige overkrop, og hans hud glinsede svagt af sveden, hans anstrengelse og vrede havde fremkaldt.

Fragor smilede et smil der tydeligt sagde det hele. Han havde det hele under kontrol, hele kampen lå fint placeret i hans hule hånd. Hans modstander havde mistet fatningen og hans reaktionsevne ville allerede være faldet til langt under det niveau der ville være påkrævet for at holde trit med en elver som Fragor selv. Derudover havde han sluttet kontakten til sit stærkeste forsvar og havde sågar fjernet et ordentligt overblik af sin modstander. Det virkede næsten for let, for på trods af den knusende kraft fra sparket, så var sandsynligheden for en fuldtræffer lige så lav som et ramme en flue med en kanonkugle fra flere kilometers afstand.

Fragor undveg let sparket, men lod ikke sin modstander slippe forbi. Arme og ben gled sammen i en veltrænet bevægelse. Knæet skød imod modstandens forsvarsløse ryg, mens armene greb om overkroppen, for at bremse hele hans fald og brutalt smadre ham imod jorden.
At undvige et sådan kontra ville kræve evner, som Fragor ikke anså sin modstander for at besidde.