Mørkets Skov. Den uhyggelige og farlige skov. Fyldt med underlige væsner og farlige steder. Intet var sikkert i denne skov, undtagen Den Røde Flod. Det reneste drikkevand i hele skoven. Man kunne drikke af det, men den røde farve og den metalliske smag fik mange til at tænke på blod. Blod som flød fra tusinder af mennesker.
Det var faktisk midt på dagen, men mørket var stadig utrolig tæt. Et sted kunne solen dog bryde lidt igennem, og det var en forgrening af floden. Den endte ud i en lille sø, hvor der var en smule af himlen der kunne anes gennem det tætte tag af træer. Her var flodens vand mere rødt og den metalliske smag var endnu kraftigere. Om dette sted var der lavet en børnesang om den berømte tyv Kasper Klatretyv. Eller han var kendt blandt børn. Kasper Klatretyv ved man ikke om han eksisterede, men ofte var der mere sandhed i børnesange end som så. Der var ofte skjulte sandheder i disse viser.
En af disse viser om Klatretyven handlede om den gang han stjal Blod Spydet. En rubin, som han skjulte i nogle tunneller under vandets overflade. Et labyrint af små gange fyldt med farer, men børneviser havde det nu med at overdrive i sådanne sammenhæng. Kasper Klatretyv kom altid galt afsted, fordi viserne skulle jo være moraliserende, så man ikke gjorde det samme som Kasper. Kasper mistede sin tå i denne vise da en fisk bed den af fordi han havde stjålet rubinen, og derfor kunne han ikke gå ordentligt længere.
Solen stod højt op over stedet og søen skinnede rødt som en rubin. Vinden var svag og skabte små krusninger på overfladen, og der hvor floden flød ind i søen med en lav klukken var der også små skvulpende bølger der dansede let.

Nolan havde længe gået rundt og husket sin tid sammen med James og hvordan de havde fjantet rundt. Hans blik kiggede over på stedet hvor de mødtes og smilte. Det var en blanding af citron og pære der flød i hans krop ved tanken om deres møde. Det havde været så dårligt og så godt på samme tid. Men det var ikke derfor han var her. Et børnerim havde fanget hans ører da han var gået ned af gaden efter en gammel mand havde sunget. En skjald som prøvede at tjene. Men han havde pænt takket nej til pengene. Og noget af sangen havde sat sig fast. Men først da nogle børn havde nævnt Kasper. En brise slog søens metalliske lugt i hans næse og det mindede Nolan om blod. En lugt der både havde en bekendt lugt men som også fik ham til at få det dårligt. Så han fandt et træ og kastede op ved foden af det. Det virkede næsten normalt og Nolan selv ænsede det ikke mere end den tid det tog. Så noget med en Rubin der skulle ligge i floden. Så begyndte han at grine. Floden var jo lang. Chancen for at finde en rubin i Den Røde flod var cirka lige så let som at finde et hø i en nålestak. Og omtrent den samme smerte man skulle igennem. Så nu sad han altså bare ved bredden og kiggede hvordan flodens strøm trak i vandet. En samtale han havde med en gammel ven dukkede op i hovedet på ham. Vennen havde sagt at hvis man dryppede sit blod i floden ville det lede hen til rubinen.......... Nolan tænkte sig om. Det ville være usandsynligt. Meget. Så frem med hans daggert hev han og en snit i sin hånd han gjorde. Blot et par dråber i floden skulle give den ønsket effekt. Så hånden ud over vandet og et nogle tykke dråber af mørkerødt blod ramte overfladen.

En skikkelse svømmede igennem floden, det var ikke til at se hvem eller hvad det var da skikkelsen var hurtig. Nogle meter fra Nolan stoppede skikkelsen op og kom op til overfladen. Skikkelsens hår hvar hvidt og så ud til at være ret langt. Hendes øjne var klare blå og så egentlig ret køn ud.
Hun svømmede over til vandkanten og satte sine arme op på breden. Hun grinte lidt for sig selv og tog sit hår op på skulderen og studerede det lidt, lige så stille begyndte hun at køre sine hænder igennem det. Med et tog hun hænderne op på overfladen og løftede sig op for at komme op på breden. Da hun kom op på breden lænede hun sig tilbage så hun lå på ryggen. Hendes hale og krop var lige så hvid som hendes hår hvis ikke hvidere. Hendes hår som hun stadig havde på den ene skuldre tog hun fat i.
Hun savnede sin familie stort, men når de ikke kunne lide hende alligevel og var efter hende, så kunne hun jo ikke rigtig gøre noget. Hvis bare hendes barndomsveninde gad at kontakte hende så havde hun nok haft lidt mere glæde i sit liv. Godt nok var hun den type der altid smilede lige meget hvordan hun havde det, og hun ville jo aldrig være en andne hellere. Men hun ville have det godt hvis hun kunne snakke med dem igen.

Et host kom fra hende og hun lagde sin ene arm om bag hovedet på hende og kiggede op på skyerne. Hun elskede at være på land, men hun elskede også at være i vand. Hvis hun dog bare kunne bestemme hvor hun helst ville være i lige lang tid, så havde hun da gjort det. Men sådan lå landet jo ikke, hun måtte følge det som det nu var.
Lige så stille begyndte hun at fløjte for sig selv men havde dog ikke set Nolan.

Dråberne gik ned i vandet og forblev dråber. Men de flød hurtigt sammen med farven på floden og Nolan blev lidt irriteret over han nu havde fået et sår i hånden. Men et host lød. Noget andet var kommet nærmere og faktisk havde sneget sig ind på ham. Hurtigt overvejede han at slå det ihjel men måske man skulle finde det først. Så Nolan kiggede over imod hostet og så en havfrue. Han vidste ikke at det var en havfrue, bare at det var noget fisket med menneske overkrop. Inderst inde blev han lidt syg ved tanken. Han havde set halvløver og halv løvevingeting. Men dette var dog det sygeste. Igen overvejede han at stå dette kreatur ihjel. Men så fandt han ud af hvorfor han var her og smilte ved tanken om at udnytte dette væsen og skaffe sig Blod Spydet.

Nolan skiftede sit udseende til en yngre version. 19 årig, med langt lyst hår og med brune øjne, et mildt ansigt og prøvede at øve sin stemme der til. Undskyld? sagde Nolan klart men med en mild stemme så han stadig virkede rar og sød. Han rejste sig op og smilte imens han langsomt gik hen til hende for ikke at skræmme hende. Han kom i tanke om hånden og prøvede at gemme den væk i sin transformering. Mit navn er Nolan. Nolan Felix

Devyn lå stadig og nynnede men stoppede brat da der var en som snakkede til hende. Hun kiggede lidt på personen og løftede et øjenbryn. "Ja?" startede hun da han sagde undskyld. Hun havde et venligt smil på læben og lagde hovedet lidt på skrå.
Da han sagde sit navn vendte hun hovedet på plads og holdte stadig smilte. "Devyn" sagde hun blot uden at sige sit efternavn. Self kunne hun sige det men hvorfor skulle man egentlig være så fin på den? Det var de jo aldrig nogen der var alligevel.