Det var ikke så nemt at bevæge sig uset rundt her på det forholdsvis åbne område, så Rayne havde været nødt til at stjæle noget tøj og skifte til hendes menneskeform. Kjolen var lang og enkel, og duftede nyvasket. Den lignede noget som alle kvinderne rendte rundt med her omkring, og alligevel skilte hun sig betydeligt ud.
Et frugttræ tiltrak hende, og hun rakte hånden op for sekunder efter at hive en stor, saftig fersken ned. Hun satte tænderne i det friske frugtkød og nød den søde smag, mens saften løb ned af hendes hage og hals, præcis som havde hun været et barn. Eller som blodet løb ned ad hende når hun var i sin katteform og spiste et nyligt nedlagt dyr.
Solen fremhævede det røde skær i hendes hår, og fik de grønne katteøjne til at glimte på en helt bestemt måde.
Der var ikke umiddelbart nogen mennesker i nærheden, hvilket nok var meget godt. Hun var ikke så sikker på at hun rent faktisk havde lov til at spise af afgrøderne, og hun kunne ikke lade være med at smile ved tanken.

Tunge hovslag kunne høres langt væk, tydeligvis fra en der havde travlt og var på vej i retning af Rayne. Ikke mange sekundter efter kunne en kentaurkvinde ses, hendes krop var glinsende af sved og hendes åndedræt var anstrengt, da hun tillod sig at sænke farten. Ved siden havde hun et pilekogger fyldt til randen, med fjerbeklædte pileender, og over brystet bar hun en stor udsmykket langbue.
Kentauren gav et sæt fra sig da hun fik øje på kvinden, men konkluderede hurtigt, at hun hellere ville tage kampen op, end at undvære et hvil nu. Byen havde ikke været sikker siden oprøret, og Skumring havde bestemt heller ikke været velkommen, heller ikke selvom en del af byen havde hyldet hende for hendes gerninger.
Hun strøg det lange hvide hår tilbage bag de spidse ører, og tog så Rayne yderligere i øjesyn, inden hun nikkede til en lille hilsen.
Hun var sulten og tørstig, og hér kunne hun få begge dele, én ting var sikkert, og det var, at hun ikke red én eneste kilometer længere, før hun havde fået stillet sulten og tørsten!

[Sry, det blev kort]

Rayne drejede hovedet i retning af lyden af hove. Hendes første tanke var, at det enten var en rejsende eller en vagt til hest, og hun overvejede lidt om hun skulle gemme sig. Hun var ikke sikker på om hun havde lov at være her. Hun tørrede uskyldigt frugtsaften af hagen og halsen med det ene kjoleærme.
Da hun så hvad det i virkeligheden var, gjorde hun store øjne. En smuk, kvindelig kentaur kom indenfor hendes synsfelt. Det var helt tydeligt at hun ikke bare var ude på en afslappende spadseretur. Rayne fortsatte med at spise af sin fersken, mens hun så kentauren komme nærmere, og kunne ikke lade være med at blive en smule fascineret. Hun havde aldrig før mødt sådan en. De var bestemt lige så særprægede som historierne fortalte.
Rayne smilede venligt, løftede hånden og vinkede rolig til kvinden, for at gengælde hendes hilsen.

Skumring åndede en smule lettet op da kvinden virkede fredelig frem for aggressiv, hun log blikket falde på hende inden hun så brød ud i et lille smil "Sikke tider vi lever i!" sagde hun så, og skævede op imod ferskentræet, hvor hun langsomt skridtede hen, så hun stod, ikke langt fra Rayne. Hurtigt plukkede hun et par frugter, som hun satte tænderne i, hun var sulten, og frugt var svært at opdrive i de rette mængder i skoven, især for en som Skumring, der spiste rigeligt af det.
"Var her ikke en brønd her engang?" spurgte hun så, og skævede til kvinden der sad på bænken, Skumring var en af lysets krigere, hun kendte udemærket til folks forskellighed, og var ganske klar over, at det ikke var alle der var ude på at slå folk ihjel, og med Skumrings opdragelse valgte hun at stole 100% på, at mennesket som grundregel var et godt væsen

Rayne gengældte det tydeligt lettede smil, og så lidt undrende på kentaurkvinden. Hun kunne ikke helt finde ud af hvad der blev hentydet til. Måske var det, at man aldrig kunne vide hvad man stødte på, eller måske var det hvad end hun lige havde løbet fra. Det kunne også være, det bare var krigen. Uanset hvad, havde hun helt sikkert ret. Men det var ikke noget, der gik Rayne så meget på. Hun nikkede for at vise at hun var enig, mens hun så hvordan kvinden tog flere frugter. Hun blev en smule lettet, fordi det betød hun ikke var den eneste der gjorde det, og det så ikke ville være lige så slemt hvis hun blev opdaget.
"En brønd?" spurgte hun, og så sig omkring. Hun havde helt bestemt set en brønd da hun kom hertil, men havde ikke rigtigt bidt mærke i det. Derfor tog det hende et par sekunder før hun kom i tanke om det. "Åh, jo!" udbrød hun. "Denne vej" Og så vandrede hun den modsatte vej af, hvor kentauren var kommet fra, hen mod byen, hvor der stod en brønd ved en af de yderst liggende gårdhuse. Imens hun gik, løftede hun lidt op i kjolen med den ene hånd. Den var en smule for lang, og hun var ikke helt vant til at have så meget tøj på.

Den store kentaur lod sig ikke studse over hvordan Rayne gik i kjolen, hun var ikke vant til påklædning, faktisk var det eneste stykke stof der prægede kentauren et hvidt bredt stykke stof om brysterne, det havde hun altid på i byen, da hun vidste, at menneskene anså det som værende uanstændigt at rende rundt upåklædt, selvom der ikke var noget der faldt Skumring mere naturligt.
Efter få øjeblikke fik hun øje på brønden, hvorefter hun sendte kvinden et taknemmeligt nik "Tak!" sagde hun så, og rettede på den brede metalring der prydede hendes venstre overarm, inden hun uden problemer hev spanden op af den begroede brønd, og drak ivrigt, hun havde løbet langt og behøvede væske, og for en krop som Skumrings, var det ikke småting der skulle til, dermed sagt, at spanden var tom og tør i løbet af ingen tid, hvor hun smed den tilbage i den dybe brønd.
"Så, hvad laver en kvinde som dig herude?" spurgte hun så med et smil, og tørrede dråberne væk fra ansigtet, vinden havde så småt kølet hende ned, hvilket var rart, efter pausen ville hun kunne rende det sidste stykke tilbage til skoven, det burde ikke give større problemer

Rayne så til hvordan kvinden ivrigt drak af spanden, og håbede ikke at det virkede fornærmende at hun var så nysgerrig. Jo, hun havde også set tørstig ud. Rayne selv ville dog aldrig have været i stand til at trække spanden så hurtigt op ad brønden, hun var ikke specielt stærk. Eller måske var det bare fordi hun ikke engang gad prøve. Hun ville uden tvivl have haft kræfter til det, havde hun været i sin katteform, men et par store poter ville aldrig kunne holde om kæden. Næh, hun fik som regel andre til at gøre det tunge arbejde. I virkeligheden var hun stærk nok, men hun prøvede tit at lægge skjul på det.
Der gik et part sekunder før hun svarede på spørgsmålet. Hun overvejede om hun skulle spille videre på sin "menneske der bor her"-ting, eller være ærligere overfor kentauren. Det var trods alt byfolkenes skyld at hun blev nødt til at prøve at falde ind og ligne dem når hun besøgte byer og landsbyer. Ikke at det lykkedes helt, der ville altid være noget let katteagtigt over hendes udseende. Selv i menneskeform havde hun sine grønne katteøjne og de spidse hjørnetænder. Og hendes hår lignede heller ikke noget man normalt så på mennesker. Men hvad, der fandtes jo så mange forskellige væsner, selv i byerne. Problemet var bare at nogen folk havde en tendens til at prøve at fange hende når hun ikke var i menneskeform.
Hun tvivlede dog stærkt på at kentauren ville fange hende eller gøre noget andet, så hun bestemte sig for at fortælle sandheden. I hvert fald noget af den, indtil videre. "Jeg kom til Medanien for at have det lidt sjov med menneskerne, og fordi det er længe siden jeg har fået så gode frugter," svarede hun med et smil idet hun rakte sin halvspiste fersken frem, som for at understrege hvad hun mente. Hendes småskæve smil afslørede den ene af hjørnetænderne.

Skumring bemærkede hvordan kvinden iagttog hende, det generede ikke den store kentaur, hun havde efterhånden vendet sig til, at kentaurer var et sjældent syn, egentlig en skam, faktisk gik der også måneder imellem at Skumring selv stødte på dem, så det undrede hende ikke, at menneskene var så interesserede.
Dog var hun udmærket klar over at Rayne ikke var helt menneskelig, eller rettere, hun var ikke menneske, som menneskene var, der var noget mere dyrisk over hende, det kunne enhver se, det var i hvert fald logik for en som Skumring der kendte så meget til dyr, deres væremåde, udseende og deres instinkter.
"Arh jaså, hvor holder du til normalt?" spurgte hun så med et venligt smil, den store kentaurkvinde var noget af det mest fredelige man kunne finde i hele krystallandet, så længe man ikke trådte på hendes principper eller holdninger til ting, eller for den sags skyld, naturen.
Ildelementalerne havde for den sags skyld heller ikke været i høj kurs hos hende, efter at have brændt store dele af skoven af, det var ret ilde set hos Skumring og hendes folk.
"Ja, det er sjældent man finder frugt af denne kaliber i skoven, i hvert fald hvis man ikke ved hvor man skal kigge!" lo hun så, var der én der kendte skoven var det Skumring, hun kendte stort set hvert et træ, og hver kvadratmeter af skoven, hun kendte alle de små stier, og hvor man ikke skulle træde, hun kendte alle stederne der blev sat fælder op, og hvilke af dem der var aktive, så for hende, var det som regel aldrig et problem at finde spise

Rayne så indgående ind i kentaurens øjne, endnu engang for at vurdere hvor meget hun kunne fortælle. Hun havde et stort problem med at stole på folk, og var mistroisk overfor alle. Det lod hun dog ikke vise.
"Jeg holder som regel til i de forskellige skove rundt om i landet," svarede hun, mens hun nikkede sigende. Hendes yndlingsskov var Mørkets Skov, det var den, hun bedst kunne kalde sit hjem. Men hun tog ofte forskellige steder hen: enten til byerne eller de mere levende skove. Rayne elskede selskab og opmærksomhed.
"Hvor holder du selv til?" Nysgerrigheden var svær at holde tilbage for den unge kat, især fordi hun aldrig havde set en kentaur før. Og det på trods af at hun havde spenderet størstedelen af de sidste år i skovene.
De grønne øjne studerede kvinden fra top til tå. Normalt var hun ikke særligt vild med heste - og de var vidst heller ikke særligt vilde med hende. Det her var trods alt noget andet, på mange måder mere menneskeligt. Hun var fristet til at række en hånd ud og mærke pelsen, men det ville virke lidt mærkeligt. De få gange hun havde prøvet at ride var foregået i stor kaos og panik, og i dag var det nærmeste hun nogensinde var kommet en rolig 'hest'.

"Jeg bor også rundt omkring i skovene, hvor jeg kan holde øje med, at alt er som det skal være!" Kentaurens stemme var varm og imødekommende, hun var altid åben overfor folk som ikke virkede voldelige eller direkte dumme, Skumring havde dog fået et problem med folk der støttede op om mørket på det seneste, det var den eneste grund til at elementalerne var gået amok i dén grad som de var. Mørkets Lord havde skylden, det var Skumring ikke et sekund i tvivl om, slet ikke efter at hun var blevet indlogeret som en af Lysets krigere, den titel førte tilsynladene en hel del med sig.
"Jeg har dog et hjem i Paradisskoven!" sagde hun så, i det samme toneleje som før, Skumring boede i et enormt træ, med hendes magiske evner, kunne hun holde træet i live, mens hun havde et sted hvor der var læ, hvis vejret ikke rigtigt passede hende, det var en af de dårlige ting ved at være en som hende, man måtte affinde sig med hvad nu vejret bød.
Hun roede lidt i det store hvide hår, sveden var ved at dampe af nu, hvilket var rart, den sorte hestekrop glinsede dog endnu lidt på bringen og flankerne, sådan var det med vinterpels, det var altid svære at dampe af med en ordentlig pels end det var om sommeren.

Tanken om Paradisskoven fremkaldte et smil på kattekvindens læber. Det var hendes yndlingssted når det kom til jagt, måske fordi det var en af de mest frodige steder i Krystallandet. Det var rimeligt nemt at finde byttedyr der, selvom hun sagtens kunne mærke at krigen også havde sin indflydelse på de forskellige bestande. Hun frygtede en smule, at det en dag ville betyde at hun blev tvunget til at spise menneskemad oftere. Hun var ikke så vild ved tanken, på trods af at hun sagtens kunne spise det. Men Rayne nød at jage, nedlægge og spise frisk kød.
Det var sjældent man kom forbi så åbne og venlige væsner som den kentaurkvinde der lige nu stod overfor Rayne. Efterhånden var folk blevet mere og mere defensive og holdt sig til sig selv. Dem der tog kontakt til andre var tit offensive og havde knap så venlige hensigter.
De grønne øjne betragtede stadig det prægtige syn, og blikket faldt på de fjerklædte pile i koggeret. Måske var de fine for nogen, men Rayne var aldrig glad for våben. Pile var næsten værre end sværd, de kunne skydes af fra steder hvor man ikke havde set dem. Hun var én gang blevet skudt med sådan nogen, og det havde ikke været særligt sjovt. Det var tydeligt at se på hendes ansigt, at hun ikke brød sig særligt meget om det.
Hun rev blikket fra pilene, og lod sine tanker glide andetsteds. "Hvor længe har du boet i Paradisskoven?" Det undrede hende lidt at de aldrig havde mødtes før, men skoven var jo stor, og der var selvfølgelig mulighed for at de ikke havde været der på samme tid.

Skumring fulgte roligt Raynes blik, hun bemærkede let hvilken foragt der var i blikket, og det var ikke så underligt, pile var dødbringende og hurtige, især når de blev skudt af en stærk og veltrænet arm som Skumrings. Hendes bue var stor og voldsom, mens pilene var lange og svære, hvis ikke umulige at trække ud, når de først havde ramt byttet. Skumring brugte normalt ikke våben, men efter at hele landet var gået til mørket havde hun været nødt til det, for ikke at blive slagtet af diverse jægere.
"Det er desværre en nødvendighed!" sagde hun så, og sendte det varme smil til Rayne, hun var stort set lige til at se igennem, med det udtryk var det i hvert fald ikke svært. Skumring lod sine slanke fingre strejfe pileenderne, inden hu nrettede buen, der sad skråt over hendes bryst, hvor strængen efterlod en rød linje, fra hvor den havde siddet før, det var ikke hvem som helst der kunne spænde den bue op, men nu var den også lavet til Skumring, og hendes evner, intet mere eller mindre.
"Jeg har boet der hele mit liv, men jeg rejser dagligt for at tilse de forskellige skove, jeg er aldrig det samme sted mere end et døgn!" sagde hun så, og skævede til Raynes øjne, de var betagende, ligesom Skumrings egne, hendes var bare helt sorte, som hos en hest, en ting de færreste kunne slippe med blikket, men Rayne lod nu ikke til at have problemer med det, men hun havde nok også set lidt af hvert med sin race

Rayne så forundret på kvinden, da det lød som om hun kommenterede Raynes tanker. "Ja, for de fleste er det," svarede hun så alligevel, for hun vidste at det var rigtigt. Alle havde brug for at beskytte og forsvare sig i dag. Rayne kunne ikke bruge våben, og havde heller ikke tænkt sig at prøve. Hun havde sin helt egen måde at overleve på, og sin helt egen måde at såre fjender på.
Hun blev mere og mere nysgerrig, jo mere kentaurkvinden fortalte om sig selv. Måske var det fordi det var et helt nyt væsen for hende, eller også var det fordi hun ikke var vant til at komme alt for godt ud af det med andre kvinder. "Hvad rejser du sådan rundt for?" Nysgerrigheden var tydelig, både på hendes ansigt, og i hendes stemme, og hun var ikke bange for at lyde uhøflig. Eller rettere, hun var ligeglad. Hun kunne jo bare lade være med at svare hvis hun ikke ville.

>> Lidt kort, sorry.. <<