Barad så på Devyn og smilte roligt, hans øjne lyste som 2 fakler om natten. Han trådte et par skridt væk og kiggede op mod himlen, som efterhånden var blevet mørk. Han så igen på hende og sukkede dybt. Jeg beklager, men det er vist på tide, at jeg kommer hjem af, da jeg har en aftale senere. sagde han roligt og venligt, med et bredt smil. Jeg beklager meget at måtte forlade dig, nu her midt i sumpen, men jeg går da ud fra at du kan tage dig af dig selv. det sidste sagde han med et smil og en endnu venligere stemme, end før.
Han bukkede med respekt, hvilket var en sjældenhed, og vendte sig for at stille at forsvinde ud i mørket.
Hans skikkelse blev hurtigt til en silhuet, som lige så hurtigt blev til en skygge, for til sidst blot at forsvinde helt ud af syne.

//out//

Devyn kiggede på ham og alvede et lille smil. Da han sagde at han måtte gå blev hun lidt trist, alle efterlod hende jo hvilket bare tyede på at hun ikke var værd at være sammen med. Men det gjorde hende jo heller ikke noget, det er det hun har gjort hele livet. Hun trak lidt på skuldrende og kom så med et lille nik. "Jamen så må du hellere se at komme afsted, vi kan jo ikke have at du skal gå glip af det du nu skal. så hyg du dig nu" sagde hun og lavede et lille vink inden hun fortsatte ned af stien. Hun var spændt på at se hvor den kom hen, og hun glæede sig faktisk også til at se det. Hun lavede et lille smil for sig selv da sumpen endelig sluttede ud til en form for en å. Hun hoppede over på den anden side og forsvandt

//Our