Avia har vandret i dage. På flugt fra den seneste oplevelse, Hecates død, myrdet af en elemental. Et forfærdeligt uhyre, Avia havde aldrig oplevet noget lignende. Og som var det det nemmeste i hele verden, havde det kvalt Hecate uden så meget som at røre ved hende.
Vampyren ryster på hovedet og forsøger at få billedet ud af hovedet. Da hun forlod Hecate var hun dækket af en tyk kåbe. På nuværende tidspunkt sikkert også af sne. Avia havde egentlig ikke haft nogen plan da hun forlod gerningsstedet, hun havde håbet på at hun eventuelt ville forsvinde af sig selv, hvis nu hun forholdte sig passiv. Men sulten drev hende til byen. Og nu står hun her, foran byens mur, og stirrer på lyset deroppe, hvor muren ender. Lyset fra byen der, trods solen for længst er gået ned, stadig er i live.
Instinkterne. Det er som om de lever inde i hende som et separat væsen, og først når det er mætte, kan hun vende tilbage til sin egentlige person. Tilbage til Avia. Lige nu kan hun ikke tænke på særligt meget andet, end at komme tilbage til Hecates sted og finde de flasker med blod, som hun ved, ligger derinde. Hun har kunnet lugte dem.
Ulykken har bidt et hul i maven på hende, og hun krummer sig sammen. Tanken om aldrig at mærke Hecates tilstedeværelse overgår alligevel lysten til blod. Det kommer som jag i hendes krop, hvor det pludselig går op for hende hvad det er der er sket, og at hun ikke har nogle steder at gå hen nu. Selv byens mure har lukket hende ud. Længslen er nem at læse i hendes øjne, da hun presser sig ind mod murstenene, som tårner sig op i himlen. Hun forsøger at kravler op, men uden held. Hun er nødt til at vente, til det bliver lyst.
There's a ghost on the horizon
When I go to bed
How can I fall asleep at night
How will I rest my head
- Antony and the Johnsons