Mørkelverens forvirring var total, normalt kunne hun godt forsvare sig selv, bedre end de fleste faktisk, men det var med magi, under normale omstændigheder blev hun ikke angrebet i sit eget hjem, sågar i natkjole.
Ganske uviden om al kampteknik pressede hun ryggen imod reolen som afhang hendes liv af den. De mørke læber gled fra hinanden idet banditten begyndte at pege fingre af Cregan, det kunne godt være, at elveren ikke just var på sikker grund, men hun var jo ikke dum, Cregan havde slået hvor mange ihjel? Tre? Fire? Han var nok ikke just lederen af banden, hvad værre var, at det kunne vise sig, at den eneste grund til at han nedslagtede banden var, at han selv kom efter mulige værdier i hytten. På den anden side ville han nok have ventet til banden var færdig i huset for efterfølgende selv at tage roget, det andet ville være besværligt.
Kniven pegede endnu stift ud i luften, indtil banditten gjorde et udfald mod hende, så trak hun kniven til sig og tog et skridt til den ene side, hvorefter han faldt til jorden, med en lang pil strittende ud lige under knæet.
Et hvide øjenbryn blev hævet, skaden så ikke just smertefri ud, hendes eget sår derimod var allerede holdt op med at bløde. Så vendte hun hovedet op imod den fremmede mand.
"Tag du dig bare kærligt af ham. Der er en til ovenpå!"
under normale omstændigheder ville hun have takket ham for han hjælp og gode hjerte, men det måtte blive senere, de var trods alt ikke helt ude af kniben endnu, på trods af, at det sidste brød ikke ville udgøre den store trussel

Cregan ventede på kvindens tilladelse og da den var givet, gik han stille og roligt frem til manden.

"Du bløder på det fine gulv. Det gør dine venner også. Uhøfligt,"

Forklarede han banditten, mens han tog dennes kappe og svøbede det om hans ben, ligeglad med om der var potentielle ryk med pilen, også selv da banditten klynkede over det. Han stirrede manden i ansigtet, koldt.

"Er der flere af jer derude nogen steder? Eller var det her jeres gruppe?"

Spurgte han. Banditten fortalte hurtigt hvordan det kun var de 6. Cregan fandt ingen grund til at tro, at manden løj. Det var åbenlyst, at han ikke kunne lyve i disse smerter.

Og uden flere ord, slog han manden hårdt i tindingen, så han mistede bevidstheden. Han ville ikke gå nogle steder. Han skulle dø, men Cregan kunne lige så godt vente til de alle var blevet slæbt ud.

Han gik forbi kvinden oven på, hvor der lå en "sovende" bandit. Uden et ord tog han manden og halede ham med ned af trapperne.

Derefter fik han slæbt dem alle uden for, hvor han først skar halsen over på den "sovende". Derefter dræbte han også den anden bandit.

"Det er gjort. Snart vil flere menneskeliv reddes og balancen vil opretholdes,"

Lød det lavt, næsten som en bøn fra Cregan, til Aldrios. Han var ikke sikker på om elveren var kommet herud, men han havde skam lige behov for en mindre vask efter at have slæbt på blødende lig. Tøjet havde han skånet nogenlunde, men hans dækker var tilsølede i blod. Ikke just den bedste manér at rende rundt på.

For en gangs skyld var Xelirateis på nippet til total hysteri, det var ellers første gang i flere hundrede år, men med blod der sejlede og flere lig der hovede sig op i hele hytten var det på kanten til det ubærlige for elveren. Hendes hjerte hamrede trodsigt i brystet på den ellers rolige illusionist, de dage var ovre, hun havde fået sig et chok for livet. Af samme årsag stod hun blot og gloede åndsfraværende på den fremmede, der nu gav sig til at slæbe halv og heldøde folk udenfor hvor de måtte lade livet. dét i sig selv gjorde ikke elveren noget, men at så mange mænd var nået så langt ind på hendes private grund var totalt uacceptabelt. Uden den fremmedes hjælp havde hun nok været død og voldtaget, hvis hun var heldig, i den rækkefølge.
Mørkelveren fik endelig hold på sig selv, så lod hun blikket glide ud i haven, en tavs mumlen fangede hendes opmærksomhed, takket være den fine elverhørelse var det intet problem for hende at høre, hvad der blev sagt.
Forsigtigt lænede hun sig op ad dørkarmen, hvor hun betragtede manden, hun kneb øjnene sammen og tiltede hovedet en kende på sned.

"Menneskeliv redet? Det var da utoligt uspesificeret for en som tydeligvis ikke selv er... Menneske?"

Xelirateis havde set ændringen i hans øjne, men hun anede ikke hvad han var, hendes første bud havde ganske rigtigt været dæmon, men hans opførsel var ikke just som sådan ens. De fleste dæmoner tog sig ikke af andre end dem selv.