Det måtte være her. De landmænd, han havde spurgt i landsbyen, havde alle givet overensstemmende beskrivelser af, hvor den rige plantageejer boede, hvilket havde ledt ham til denne afsidesliggende gård, som var meget større end de omgivende. Bag plantagen lå adskillige rækker af frugttræer, men Argon var fuldstændig ligeglad. Den blotte tanke på ordet 'frugt', efter en fuldstændig frugtesløs tur til slotsruinen ved havet, fik ham til at blive i dårligere humør.
Han vandrede rundt om den store hovedbygning, indtil han hørte stemmer fra et halvåbent vindue.
"Hvad siger du? Underskud i kassen? Jeg har ikke brug for underskud i kassen, jeg har brug for penge!"
Lyden blev efterfulgt af et slag, et bump som af en sæk kartofler, der vælter, og et smerteudbrud.
Argon skyndte sig hen til hoveddøren, som var lige til højre for ham, og sparkede den op.
"Er man nu også et røvhul overfor sine ansatte," spurgte Argon, da han trådte ind i det rum, hvori den forræderiske løgnhals og plantageejer Severus var i færd med at straffe en af sine ansatte, sandsynligvis gårdens opsynsmand, som lige nu lå og blødte fra næsen, nede på gulvet.
"Dracoran," udbrød han med ansigtet stift rettet mod Argon i stedte for sit tidligere mål, og trådte forskrækket et skridt tilbage.
"Overrasket over at se mig," spurgte Argon smilende. "Troede du, at hende, som du sendte efter mig i ruinen, som forresten overhovedet ikke indeholdt det, du sagde den ville, havde gjort kål på mig? Selvfølgelig havde hun ikke det. Hun kæmpede ikke engang mod mig. Ligesom du heller ikke vil, når først jeg tager hævn?"
Han knækkede fingre og Severus trådte længere tilbage.
"Du ved del, at jeg havde fundet ud af det før eller senere? Og jeg kan opspore dig så let som ingenting. Det sørgede denne her for!"
Argon løftede krystalhandsken og knyttede næven. Severus skreg i smerte, da den splint, som Argon havde presset ind i venstre arm på ham, udvidede sig og sprang ud af armen på ham, til stor smerte fra Severus.
"Det er prisen for at holde mig for nar," råbte Argon og vendte så opmærksomheden mod manden med blodtuden, der lå på gulvet. "Og hvis du ikke vil have svinet tøjet til med blod, tror jeg at det er smartest, at du smutter nu."
Manden på gulvet skyndte sig op og hastede ud af døren. Argon vendte sig igen mod Severus, som holdt sig til sin blødende arm, som allerede havde gennemvædet hans ene ærme.
"Hvad vil du," hvislede han. "Jeg har udfyldt min del af aftalen. Jeg fortalte dig, hvad du ville vide."
"Ja, hvad jeg ville vide, ikke hvad der passede," brølede Argon og fik en klinge til at skyde ud af baghånden på krystalhandsken. "Jeg rendte rundt ude i den dér ruin i timevis i øsende regnvejr! Jeg spildte flere dage på rejsen frem og tilbage. Nu skal regnskabet gøres op!"
Han jog klingen ind i armen, som allerede blødte, og Severus udstødte et skrig af smerte. Argon trak hurtigt klingen ud igen og stirrede på den vrælende mand med hårde, alvorlige øjne. Severus' ellers så fine, blå-lilla silkekjortel var allerede gennemvædet af blod, sved og grangiveligt også tårer og angstfremkaldt urin.
Den før så selvglade, arrogante nar, der havde kostet rundt med og slået en af sine ansatte, lå nu og græd på gulvet.
"Vær rar," hulkede han. "Dræb mig ikke."
"Hmm," tænkte Argon højt. "Hvad får jeg så lige ud af det? At du sladrer til verden om min søgen? At du fortæller byvagterne, at der er en galning på fri fod, så jeg bliver eftersøgt? Det er jo ikke ligefrem en hemmelighed, at deres leder bor i nabolaget. Næ, jeg kan bestemt ikke se nogen fordel ved at lade dig leve."
Han trak klingen ind igen og lod i stedet krystallen på sine fingre blive skarpe og kloagtige.
Han greb fat i kraven på Severus med venstre hånd, trak ham op at stå og smækkede ham op mod muren, så hans fødder ikke længere rørte jorden.
"Vær nu venlig," hylede han. "Jeg sværger at jeg ikke siger det! Du får mit æresord på det!"
"Ære," vrængede Argon. "Du har jo intet begreb om, hvad ære er!"
Han begyndte langsomt at stikke små, smertefulde, omend ikke så dybe, huller i siden på Severus, der skreg i vilden sky.
"Stop det! Stop det! Jeg vil give dig alt! Penge, kvinder, hvad som helst! Bare ikke slå mig ihjel!"
Argon fnyste af den kommando. "Dine penge er mig fuldkommen uinteressant, løgner, og jeg er lykkeligt gift, så kvinder er heller ikke noget, jeg begærer!"
Han lavede en rift mellem hullerne han havde stukket i siden på Severus, som torturversionen af prik-til-prik tegning. Severus skreg igen klagende og råbte så: "Du må få min dæmon-tjener!"
Argon stoppede øjeblikkeligt sin tortur af manden.
"En tjener," spurgte han. "Og endda en dæmon? Hvordan har en lille amøbe som du, fået kontrol over en dæmon?"
"Han er gået i arv i min familie. Han er meget magtfuld, og kun den, der kender hans navn, kan styre ham."
Severus lod til at føle sig lidt mere sikker, efter at Argon havde fjernet kløerne og talte nu mindre besværet.
"Og hvad er dette navn så," spurgte Argon koldt.
"Det er Tremor Agnimitra Tatsu Amanath Eberto Vigisa Virote Captus," sagde Severus, nu mere sikker på sin egen overlevelse.
"Den fangede jeg ikke helt," svarede Argon ærligt. "Kan jeg få det på skrift?"
Da Severus ikke svarede øjeblikkeligt, løftede han igen sine kløer, hvilket hurtigt fik hans tunge på gled.
"I min lomme," hylede han. "Min højre bukselomme! Der ligger en seddel med hans navn på dernede."
Argon ignorerede trangen til at spørge, hvorfor i alverden den lå et sted, hvor folk ville have mulighed for at tage den, fjernede istedet kløerne på den handskeklædte hånd og stak den ned i lommen, hvor han fremdrog en seddel med en enormt lang smøre på.
"Tremor Agnimitra Tatsu Amanath Eberto Vigisa Virote Captus," gentog Argon. "Ja, det er der ingen, der ville kunne huske. Jeg tror at jeg beholder denne her," tilføjede han og kom med besvær sedlen ind under handsken.
Severus åndede lettet op.
"Hvad sukker du for," spurgte Argon og førte højre hånd op til Severus' bryst. "Troede du virkelig, at jeg ville lade dig leve?"
En lang klinge skød ud igennem handskens håndflade, og fortsatte gennem både Severus og væggen.
Argon forlod huset og gik om bagved hovedbygningen, om mellem frugttræerne, uden at udvise tegn på, hvad der lige var sket. Kun halvdelen af en blodig, sortlilla krystalpig, med samme tykkelse som et spyd, stak igennem gårdens trævæg.
"Tremor Agnimitra Tatsu Amanath Eberto Vigisa Virote Captus," gentog Argon, da han havde placeret sig uden for synsvidde for nogen af arbejderne på plantagen. "Jeg påkalder dig!"
"It's been a looooong time... missed me?"
[musik]http://files.podsnack.com/iframe/embed.html?hash=azclgmfj&wmode=window&bgcolor=FFFFFF&t=1330780827[/musik]