Nohans ansigt var vredt og irriteret. Hendes øje dunkede hårdt af smerte. Hun var ved at få et blåt øje og hun haltede let. Det eneste der ikke fik hende til at vende tilbage til kroen var de bank hun havde givet ham hun havde været i slagsmål med. Han havde brækket sin næse to steder og var bukket under, da hun havde slået ham i maven. Derefter var hun blevet smidt ud og hun haltede nu afsted sammenbidt og vred. Hun forsøgte at styre sit temperament, men hun vidste at hendes fod nok ville tage et par dage mindst for at blive okay igen og det var ikke lige det bedste når man levede af at jage. Hun sukkede og sparkede hårdt til en sten med sin raske fod. Dette fortrød hun dog hurtigt, da det betød at hun hvilede på den skadede fod og det kunne den ikke lige umiddelbart holde til. ”Arrh!” Råbte hun vredt, uden at tænke over hvis nogen hørte det. Hun fik rejst sig ret op igen, mens hun haltede videre. Hun havde et par grove bukser på og en sort bluse. Derudover havde hun en kappe på og hendes skindtaske over skulderen. Hun havde en hætte over ansigtet og den skjulte næsten hendes store hår. Under kappen hang hendes pilekogger på ryggen og over den højre skulder var buen. Hun havde ikke fanget noget i dag og hun havde svært ved at forestille sig hvordan hun skulle have råd til at bo på kroen de næste par dage, nu hvor hun højst sandsynligt ikke kunne løbe hurtigt nok til at jage det næste korte stykke tid. Hun vrissede vredt, mens hun gik igennem hovedgaden.
(join, people!! xD..)

Isis så sig vagtsomt omkring, der var heldigvis ikke så mange mennesker på nuværende tidspunkt. Hun sank en klump, efter at hun havde været i kløerne på inkvisationen havde hun ikke bevæget sig rundt som et almindeligt menneske, og det var hun jo i og for sig heller ikke, Spike havde kaldt hende et 'Monster', det var hun vel ikke ligefrem, men når hun så i bakspejlet var der sikkert mange menneskebørn der hver aften fik fortalt skrækhistorier om typer der lignede Isis.
Da hun efter mange lange øjeblikke besluttede at kysten var klar havde hun sprunget frem fra sit skjul,m hvilken vej skulle hun for at nå til havnen? Hun så sig omkring, der var ikke noget hun kunne kende. For at falde i med mængden havde hun taget den mest menneskelige skikkelse hun overhovedet var i stand til, nemlig som et almindeligt menneske ... bare med blå hud, 8 horn på hovedet og gule pupiller, næsten som de andre mennesker.
Af tøj havde det lykkeds hende at gafle et nyt lagn som hun bar som en toga, fra en uviden hytte, der havde vasketøj hængende udenfor og hun havde i bytte efterladt det blodplettede hullede lagen hun havde haft om kroppen før.
Hurtigt listede hun sig ud fra sidegaden og ind på hovedgaden, og desværre for Isis lige ind i Nohan som hun ikke havde set, hurtigt så hun på mennesket inden hun lavt mumlede "...undskyld". Efter den omgang Spike havde givet hende følte hun ikke, at hun skyldte menneskene noget som helst

Nohan væltede om kuld, da Isis stødte ind i hende. Hun kunne ikke holde sig oppe på den skadede fod og hun bandede højt, før hun med det samme rejste sig op. En kort rødmen for frem på hendes kinder, før hun fik den under kontrol. At falde i offentlighed var ikke lige det bedste for hende. "Kan man ikke se sig lidt for en gang i mellem?!" Brølede hun af Isis. Hun lagde hurtigt mærke til forskellen på Isis, men hun havde her den seneste tid set en masse forholdsvist underlige mennesker, så Isis' udseende skræmte hende ikke. "Bare en smule?" Spurgte hun igen, hendes stemme var ikke så høj denne gang, men stadig vred og aggressiv.
Hun skulle til at sparke til endnu en sten, men huskede smerten fra før og lod være. Hun havde lyst til at råbe ad hele gaden, men lod det i stedet gå udover den fremmede. "Og så et simpelt UNDSKYLD! Hvad forventer du? Jeg kunne have været en gammel kvinde, som faldt og brækkede sine knogler? Ville det så også bare være et undskyld?" Spurgte hun og fægtede vildt rundt med armene. Hun bar stadig rundt på en masse vrede fra hendes slagsmål for kort tid siden og nu havde hun en hun havde en grund til at skælde ud. Måske ikke i det omfang, men stadig.

Isis trak øjenbrynene sammen mod Nohan, som om hun selv havde meget lettere ved at stå på de dér to pinde som mennesket kaldte ben. "Årh fald dog lidt ned, gider du?" vrissede hun så og lagde armene over kors, menneske, de havde altid faret op, som moreneål i paringstid. "Nu er du jo ikke en gammel dame, du døde jo ikke af det, og desuden er undskyld nu engang den gestus i bruger når én kommer til at gøre noget ved en anden ved et uheld!" knurrede hun bidsk.
Nohan lignede ikke just en af Spikes sleske håndlangere, det var nok også derfor at Isis tillod sig selv at hæve stemmen overfor det uforskammede menneske "Desuden havde du vel ikke forventet den helt store tilgivningsproces? Jeg har trods alt hverken brændt dit hjem af, myrdet din mor eller rendt med din mand!" afsluttede hun med en let håndbevægelse, inden hun igen lod øjnene glide rundt i området, for at sikre sig, at de var alene

"Årh!" Vrissede hun højlydt og gik et par skridt tættere på Isis. "Du skal slet ikke være flabet ligenu! Prøv mig bare! Du aner ikke hvem du er oppe imod!" Hun tyede efterhånden til primitive trusler, da hun var lidt for meget oppe og køre. Hun kunne godt lidt høre på sig selv at hun lød mere beruset, end en man faktisk skulle passe på. Alligevel blev hun ved. Og nu tyede hun til gode gammeldags fordomme. "Du skal ikke komme her og snakke om gestusser, som om du ved noget? Er man rigtig integreret i samfundet, fordi man kender 'gestusser'? Vend tilbage til din lille drageø, før du vælter flere uskyldige!" Råbte hun og havde mest lyst til at slå hende med en knytnæve i hovedet. "Helt ærligt? Var de løbet tør for grøn?.. Blå var den eneste farve der var tilbage?" Spurgte hun og himlede med øjnene. Hun satte den ene hånd i siden, et par sekunder, før hun fjernede den igen. Hun redte derefter kort hånden igennem håret, så holdt hun op med det. Så bed hun sig lidt i læben, så holdt hun op med det. Hun var rastløs og hyper aktiv. Og havde brug for nogen at slå på eller noget.

"Wow" sagde Isis med den mest arrogante og flabede attitude hun overhovedet kunne præstere "Jeg vidste slet ikke at det kunne lykkeds jer mennesker at blive så dumme!" sagde hun, og kiggede på Nohan, som om det var hende man burde sende mærkelige blikke. "Jeg har godt nok mødt eksempler hvor jeg tænkte at grænsen måtte være nået, men du har lige slået alle rekorder, tillykke!" fortsatte hun med et smil, der afslørrede et tandsæt, hvor alle 4 hjørnetænder var unaturligt spidse.
Isis lod sig ikke påvirke af at kvinden kom tættere på, men hun udnyttede hendes gang til at se, at hun allerede havde slået foden.
"Årh.." sukkede Isis opgivende og rystede på hovedet mens hun så på Nohan som var hun et tabt tilfælde "Jeg ved ikke engang om det vil hjælpe på din lille forstand at forklare det her, men jeg skal nok gøre et forsøg, for sin skyld!" Sagde hun så, med noget der mindede om medlidenhed i stemmen "Du ved, jeg er havfolk, sådan nogle der lever i det i kalder for havet.. det består af vand.. sådan noget i drikker, bortset fra at det her vand er salt, det i drikker er fersk.." begyndte hun, mens hun tog en overdreven forklarende tone på, som når man snakker til et lille barn "Havet er ret dybt, du ved, man kan komme langt ned, faktisk helt ned til hvor solen næsten ikke kan ses.." Isis holdt endnu en kunstpause bare for at provokere kvinden yderligere "Dernede lever ikke drager, men havfolk som jeg, og der er det mest praktisk at være blå, så man kan kamuflere sig. Hvis du overhovedet er i stand til at vide hvad det betyder. Når man kamuflere sig betyder det, at man går i et med omgivelserne, og dermed er i stand til at gemme sig fra ting som hajer.. hvis du ved hvad det er!" fortsatte hun så med det forstående udtryk, indtil hun ikke kunne holde masken mere, og brød ud i et stort hånligt grin.

Hun skar en hånende grimasse til hende, da hun begyndte at snakke om at Nohan var dum. Hun kunne godt mærke at det passede ligenu og lod derfor klogeligt vær med at kommentere på det. Hun stod bare g så sur ud. Hun kunne mærke hvordan vreden byggede sig selv op igen, da hun begyndte at forklare hende hvad hun var.
Hun kæmpede en hård kamp, for ikke at springe på hende. Normalt ville hun have gjort det i samme øjeblik som hun blev væltet, men hendes fod gjorde hende lettere underlegen og hun havde godt set de tænder. Men hendes latter var dråben for meget. Vandet flød over og ligeså gjorde Nohan. Hun bankede hånden frem i mod Isis' ansigt, sigtende efter hendes øje. Hun kunne mærke hvordan der allerede da hun havde besluttet sig for at slå, kom en dyb lettelse over at begynde at udlede hendes vrede. Hun var ikke fuldt ud klar over, hvorfor hun var så vred og hvorfor hun tændte så hurtigt af, men det tænkte hun heller ikke over når hun først var sur og når hun var kølet af igen benægtede hun både overfor andre og overfor sig selv at hun overhovedet havde været særligt sur. Hendes blik var vredt og fuld af ild, mens hun slog ud efter Isis og hun et sted indeni hende kunne hun mærke noget der ville ud, om det så skulle skære hul i maven og hoppe ud derfra. Samtidig så hun et sekund hvordan hendes fingre, uden hun selv ville det, på den hånd hun ikke slog med, begyndte at blive dækket af metal. Kun et sekund og så var metallet væk igen, da hendes vrede blev dækket en smule af lettelsen over at kunne slå på nogen. Hun gemte det væk for nu, da hendes hjerne var for ophidset til at sanse meget andet end Isis og hendes egen hånd der var på vej imod hende. Hun gemte dog alligevel den tanke om fingrene der blev dækket af metal et sted langt inde i hendes underbevidsthed. Så kunne hun altid finde den frem når hun havde tid.

Isis smilede overlegent, det var let at se, at Nohan var ved at koge over, og som den flabede sjæl isis nu engang var, kunne hun ikke lade være med at puste til ilden. Idét Nohan slog ud efter hende, dukkede hun blot hovedet en anelse, så hendes knyttede næve havde kurs mod et par af de horn Isis havde i panden, nemlig to meget små, ikke meget større end 1,5 cm over øjenbrynene, og ligeledes to lidt større på en 6-7 cm ved hårgrænsen.
Isis måtte dog bide tænderne sammen da et par på hovedet gjorde lige ondt, uanset om Nohan ramte hendes horn eller ej.
"DU er dog dum menneskebarn!" knurrede Isis, en smule rundt på gulvet efter slaget, Nohan vibrerede et øjeblik, men var derefter bare sløret. På de blå fingre begyndte der langsomt at vokse skæl frem, for Isis svarede det en lille smule til en læderrustning, de var hårde, og svære at trænge igennem og hendes ellers menneskelige negle voksede til et mindre sæt kløer. I det samme fór Isis frem mod Nohan, og plantede et solidt slag, der forhåbentligt ville ende ud i en grim mavepuster, lige under solar plexus, for hun vidste godt, at hun skulle have nogle slag ind på Nohan, hvis hun selv skulle regne med at gå derfra

Nohan mærkede en skarp smerte i hånden, men det tog hende et par sekunder før hun overhovedet opfangede at det var smerte hun følte. Hun havde bestemt ikke forventet at slaget ville gøre ondt på hende og vreden blussede op i hende, mens hun sundede sig over slaget. Lille.. ko.. Tænkte hun vredt og skulle til at hoppe på hende igen, da Isis begyndte at bevæge sig fremad. Nohan koncentrerede sig kort, for at få metallet frem, men da hun var for sent på den, nåede metalrustningen ikke at udvikle sig fuldt. Det betød at Nohan blev slynget ca. en meter tilbage, dog uden skader. Hun ville gerne have kunnet udvikle metallet helt, da dette også kunne have betydet skader for Isis. Knoglerne i hendes hånd ville være rimelig godt brækket og da Nohan tænkte tanken kunne hun ikke lade være med at smile svagt. Rimeligt godt våben, egentlig. Overvej hvor mange jeg kan bruge det på! Og det er en rimelig stor fordel, hvis op til flere knogler er brækket Tænkte hun, mens hun rejste sig op. Hun var en smule fortumlet, men ellers var der ikke sket noget. Hun følte sig utrolig begrænset, når hun hverken kunne løbe eller gå uden at halte. Hun begyndte dog alligevel at gå, lettere haltende, imod Isis igen.
"Jamen, dog! Hun slår igen! Så må jeg hellere løbe skrigende væk!" Sagde hun hånende og himlede med øjnene. "Helt ærligt, er det, det bedste du har?.. Vis mig dog hvad du kan, så jeg ikke behøver at spilde mere tid på dig... når du altså har lært din lektie. At lade være med at gå rundt og skubbe til folk.." Sagde hun og overvejede om hun kunne bruge pile imod skælene. De kan vel ikke være stærkere, end en fisks?.. Eller i værste fald en krokodille.. Jeg kan godt skyde en krokodille ned. Jo, det kan jeg da. Med nok kraft er pilene tilstrækkelige. Det må de være. Tænkte hun, mens hun 'høfligt' ventede på om Isis havde mere. "Jeg venter.. Du får lov til at komme med et slag og så kan jeg dræbe dig bagefter. Eller hvis er sød, bliver du måske kun hjernelam." Sagde hun med et flabet smil. Hun vidste dog godt selv at det nok ikke kom til at ske. Det var ikke så tit at hendes slagsmål endte i mord; det var sket et par gange, men der tog en del før hun kom til det punkt at hun ville dræbe en.

Isis grinede højlydt da hun så slaget gå ind og Nohan væltede bagover. "Jeg tror ikke du skal blive for rapkæftet menneskeyngel!" lo hun og betragtede hendes 'skjold', Isis var godt klar over, at hun havde været heldig mht. sit slag. Det lå dog rimeligt i kortene, at Isis både var stærkere end Nohan, og for den sags skyld mere smidig, det var let at se på den måde mennesket bevægede sig rundt på, og endda måtte det være endnu mere svært for hende med den skadede fod.
"Nå tøs, så du vil til at lege med magi?" knurrede hun så, inden horn fandt vej ud gennem huden på hende, hele vejen ned langs rygraden, på albuer, skuldre og mange andre steder på kroppen, inden hendes to menneskeben smeltede sammen til en lang hale, der lignede en havfruehale, bortset fra, at finnerne var som en hajs i stedet for de store bløde finner man oftest så.
Hurtigt blev den lange hales yderste 40 cm snoet til en lille ring, som hun let balancerede på, mens jorden under hende i en radius af 2 meter frøs til det glatteste is, så kunne Nohan selv vurdere hvorvidt hun havde lyst til at angribe hende

Hun så hånende på hende, da hun begyndte at forvandle sig. "Skulle det skræmme mig?" Spurgte hun og følte sig oprigtigt ikke skræmt af hendes udseende. Nået som hun dog var lidt betænkelig overfor var som sagt hendes tænder og kløerne. Mon der er gift i? I så fald skal jeg passe på. Tænkte hun og noterede sig selv at hun ikke skulle tage nogle chancer mht. tænderne. Kløerne var nok ikke så slemt. Det var meget sjældent at kløer havde noget gift i sig, selvom hun dog havde oplevet det en enkelt gang, da hun var barn på Topalis. Men der fandtes også hundrevis af dyrearter, som der ikke var skrevet noget ned om. Et sår kunne hun sagtens klare, med noget sutur og så evt. et omslag af kamille og noget bandage omkring, afhængig af rumfanget af skaden. Men det var intet problem. Det var mere hvis der var en gift og hun ikke var klar over hvilken. Så kunne hun ikke gøre andet end at prøve sig frem og risikere at gøre det værre.
Hun bakkede en smule tilbage, mens hun irriteret så på isen. Dette udelukkede i hvert fald nærkamp, og derved også hendes nye idé om at bruge sin evne. Men det fjernede dog også hendes betænkeligheder ved at bruge pile på hendes skæld. Det var nu hendes eneste mulighed. Hun kunne på ingen måde bevæge sig over isen, med hendes fod. Til hverdag var hun egentlig en meget habil skøjter, i hvert fald ikke nogen dårlig en. Da hun lige var kommet til fastlandet, blev hun overvældet af kulden den første vinter, som der kun var blevet fortalt om, men siden havde hun benyttet hver en chance for at boltre sig i sneen og lege rundt på isen, som et ganske lille barn. Hun havde jo aldrig oplevet noget af det før. Hendes familie havde for 2-3 generationer tilbage flyttet til Topalis og trods at hendes egen far var topalisianer, havde udseendet ikke smittet af på hende. Hun var tværtimod meget bleg og det var svært at se på hende at hun ikke kom fra fastlandet.
Så må vi jo forsøge os. Sagde hun og fandt et kampberedt smil frem. "Hvem siger at jeg behøbver magi?" Spurgte hun og sendte i samme nu to pile afsted fra buen, som hæng over hendes skulder. Det tog lige 2 sekunder længere tid imellem pilene, pga. at pilekoggeret lå under kappen, men der var alligevel ikke mere end ca. 4 sekunders mellemrum. Hun spændte med det samme en ny pil i buen, så hun var klar til at skyde igen.

Isis lagde armene over kors efter hendes forvandling, og lagde så hovedet på skrå mod Nohan, hvad tøsen ikke vidste var, at Isis i denne form havde de fordele, at hendes hale var dækket af skæl, samt leddene på hendes fingre. Omkring hendes horn fremvoksede et materiale der var organisk, men havde effekt som en matalrustning på trods af, at det lignede udsmykning.
"Nah, hvis du frygtede mig, ville du blot være en bangebuks!" grinede hun så imod tøsen mens hun lagde hovedet på skrå, ganske vidst var Isis tænder ufarlige, giftige kunne men ikke kalde dem, til gengæld kunne hun uden problemer bide en ordentlig luns af, hvis det skulle være.
Kort overvejede 'havfruen' hvad hun skulle stille op med tøsen, men mærkede så en skarp smerte i hendes venstre arm, hvor den ene pil havde boret sig igennem hendes biceps muskel. Den anden pil havde haft kurs mod hendes underliv, men var (heldigvis for Isis) prellet af på det rustningslignene materiale. Hun gav et hvæs fra sig, inden hun måtte bide tænderne hårdt sammen, der var dog ikke tid til at tænke yderligere, da pigen havde endnu en pil klar, og i løbet af næsten ingen tid, havde hun lagt et massivt lag af is over Nohans pil og bue(?), da dette gav Isis kontrol over våbnene. "Du kan vælge at tage kampen op nu, eller stikke af!" hvislede Isis med en stemme der kunne have tilhørt en slange "Personligt vil jeg råde dig til at gøre det sidste, da jeg ellers ikke vil tøve med at knuse hver eneste knogle i din krop!" fortsatte hun, mens hun slangede sig hen imod Nohan, stadig med pilen stikkende igennem den ene arm hvor en sort tykflydene væske var begyndt at sive ud af.

Nohan stivnede pludseligt, da hun mærkede buen blive kold og snoren stiv. Hendes øjne blev store og forbløffede og hendes hænder løsnede sig om buen og den faldt hårdt imod jorden. Hun stirrede på den, som om den var blevet levende i hendes hænder. Nej! Nej! Nej! Hendes bue var hendes et og alt. Hendes bue var det eneste hun var afhængig af. Hendes bue var fantastisk i hendes hænder. Hendes bue var... ikke egnet til at blive nedfrosset. Hendes sind skreg på at der var noget helt galt og hun kunne mærke vreden i hende vælte rundt og brænde hul i maven for at komme ud. Det er hans bue! HANS! Den skal helliges og tilbedes! Ikke.. FRYSES NED! Hun mærkede hvordan hun ikke kunne holde vreden inde og den blev udledt i form af et vredesskrig. "AARRH!" Hendes tænder var blottede og hun så lettere primitiv ud i det øjeblik, men i samme sekund som hun skulle til at springe efter hende, stoppede hun sig selv og for første gang så langt hun kunne huske tilbage forsvandt vreden som dug for solen. Hvad hvis hun ødelægger den? Så dør jeg. Bogstaveligt talt. Hun havde ikke jader nok til at købe en bue der bare var nær så god som hendes bue og uden hendes bue kunne hun hverken skaffe mad eller husly. Aldrig før blev hun påvirket i kamp af mentale problemer, men et dybtliggende overlevelses instinkt kæmpede sig igennem hendes vrede og stolthed. Hun kunne ikke leve uden hendes bue. På ingen måde.
"Fjern din magt fra min bue!" Råbte hun og ventede med at samle buen og pilen op, før isen var blevet fjernet.

Isis ventede et angreb fra den arrige krystallianer, og var helt klar på at skulle til at wrestle med tøsen, hvilket fik et lille lidt for flabet smil til at spille på de blå læber. Dog stoppede kvinden op som lammet, det lignede egentligt mest at hun var blevet ramt af en elektrisk ål, og sådan en var Isis altså ikke, i hvert fald ikke sidst hun tjekkede!
Havfolket slog blikket ned på buen der lå stiv og ubrugelig for Nohans fødder, og da blev smilet bare endnu bredere, hun havde næsten glemt alt om den smertende pil der stak vandret igennem hendes ene arm "Hahahaha!" grinede hun overlegent imod Nohan, derefter imod buen, og til sidst mog Nohan igen, inden hun tog fat i pilen med sin højre hånd. Den var umiddelbart ikke sådan lige at knække, men efter en kort anstrengelse og et smertende gisp, efterfulgt af et komisk ansigtsudtryk, var pilen knækket ved styrefjerene, og Isis trak det glatte træ resten af vejen igennem armen, hvor et blødende sår blev efterladt. Det fik dog ikke lov at vare ved, da Isis hurtigt og sikkert lagde et bredt bånd af is omkring det blødene sår, hvilket sik blødningen til at stoppe grundet trykket.
"Jeg sagde det jo, det eneste den dér er i stand til nu, er at slå egern ihjel med!" grinede hun så med et skævt smil og gled tættere på Nohan. "Teknisk set kan jeg gøre den så kold, og gennemvædet, at den kan knække ved den mindste berøring!" sagde hun og løftede øjenbrynene i en advarende mine, "Så hvis jeg var dig, ville jeg gøre som jeg sagde, og komme lidt tættere på!" sagde hun så, i en næsten kommanderende tone, mens hun vinkede Nohan hen mod sig, på trods af, at de ikke var mere en en meter fra hinanden

Nohans vrede blev svagt dæmpet af hendes overlevelsesinstinkt, men hendes øjne lynede alligevel hendes hænder var hårdt knyttede, knoerne var gulhvide og hænderne rystede af indestængt raseri. "Tror du virkelig jeg er så dum?!" Spurgte hun vredt, men tog en dyb indånding og holdte derved endnu et raseriudbrud tilbage.
"Fint, du snyder, det er i orden, afvæbning er et billigt trick, men fint nok. Men så gider jeg bare ikke bruge tid på dig.. så, kan vi ikke få det her overstået så hurtigt som muligt? Hendes stemme blev mere og mere behersket og endte ligeså langsomt ud i en meget forhandlende og kontordame-agtig stemme.
"Hvis du nu bare fortæller mig hvad jeg skal gøre for at du enten tager dig sammen og lader min bue være, så vi kan kæmpe ordentligt og jeg kan vinde over dig på ærlig vis, eller at du lader min bue være, så jeg kan gå herfra og aldrig komme tilbage?" Spurgte hun med den samme stemme som før. Dog var der et strejf af utålmodighed over den. Hun kæmpede dog hårdt med sig selv for ikke at droppe selvbeherskelsen. Hver gang hun var ved at give efter støttede hun lidt mere på den dårlige fod og smerten fik hende til sig selv igen. Smerten var hård og nådesløs, men det var ikke et specielt stort problem for hende. Smerte var hun vandt til fra de alt for ofte barslagsmål og de forhenværende pisk. Den var en gammel ven, der havde ledsaget hende siden hun var lille. En der kunne holde hende på det rette spor.