Stan vandrede forvildet rundt på den store, snedækkede eng. Sneen gik ham til knæene og han havde generelt svært ved at bane sig vej rundt. Dog havde han al mulig grund til det, på denne halvmørke vinteraften, eftersom den var lige i hælene på ham. Han vidste ikke hvor stort et forspring han havde, men han kunne høre den hæse prusten bag sig, så den var lige bag ham.
Han prøvede endnu engang at komme i tanker om, hvad i alverden, der havde fået ham til at gå herud, eftersom der intet havde være, at komme efter, men jo mere han tænkte, jo mere føltes det som om hans hjerne kunne fryse til. Så længe den ikke var i brug, bemærkede han ikke kulden, tænkte han for sig selv.
Så kom han tilbage til virkeligheden. Den høje prusten var blevet højere og var lige bag ham nu. Den havde indhentet ham. Han så sit liv passere revy, da han smed sig opgivende i sneen, klar til at blive lemlæstet af den. Dens varme ånde ramte ham i nakken og han var sikker på, at den ville bide halsen over på ham, men det var ikke tilfældet. Hesten, der havde fulgt efter ham forsøgte snarere at slikke den over, hvis den endelig havde mord i tankerne, men det gjorde den ikke mindre frygtindgydende for Stan.
Han turde ikke rokke sig ud af flækken, hvilket han dog ville blive nødt til før eller senere, da det tykke lag sne var vildt koldt.

Sneen knirkede under Karizmas fødder, imens hun banede sig vej over engen. vinden ruskede i træernes grene, og Karizma skuttede sig i sin rensdyrjakke imod den. Heldigvis var hun godt klædt på, ellers var hun da frosset ihjel for længst.
Hun stoppede op da hun i et flygtigt øjeblik bemærkede en bevægelse ud af øjenkrogen. Hun spidsede sine lange, lodne kaninører, og vendte sig imod det sære optog, der foregik omkring 15 meter væk. En mand faldt til jorden,og hesten der var lige bag ham, lagde hovedet på skrå og begyndte at slikke ham i nakken.
Et skævt smil bredte sig på Karizmas læber, da det gik op for hende at manden var angst for hesten. sådan en tøsedreng tænkte hun, og begyndte at vandre hen imod hesten og manden. Hesten slog med hovedet,og prustede overraskende,da hun var omkring 5 meter væk. Dens næsebor blafrede truende, da den trippede væk fra hende og manden på jorden. Karizma traskede hen imod manden, og bøjede sig hen over ham.

"Hej du!" lo hun "monsteret er væk!" hun lagde mærke til at han var helt våd og slimet i nakken. Fantastisk charmerende.

"Deeeøøh," begyndte Stan. "Det vidste jeg da godt."
Han kantede sig med ansigtet fuldt af sne op på alle fire igen og vendte sig så mod sin redningsmand. "Den var over mig som et lyn fra en klar him-"
Han blev pludseligt klar over, at det var en kvinde, der havde reddet ham. Og en lyshåret en af slagsen, over i købet.
"Jamen, halløj," sagde han bøvet og tørrede hestespyttet af sin nakke med sin manglende hånd. "Hvad laver sådan en smuk lille sag som dig herude, på en kold og snefyldt aften som denne?"
Han sprang hurtigt op at stå, eller rettere sagt, han prøvede på det, men den bratte bevægelse fik ham til at glide i sneen og falde, så han landede hårdt på ryggen i stedet.

Det blev gradvist mørkere og mørkere omkring dem, og Karizma var ikke helt tryg ved den fremmede, der nu rejste sig op. derfor bakkede hun også et skridt tilbage, da hans 'smarte' bemærkning faldt, og han med. hun hævede et øjenbryn, og fnes. tydeligvis en komiker, aha.

"Jo, ser du, en smuk lille sag som mig er på denne kolde, snefyldte aften på vej hjem,som ethvert normalt menneske ville gøre." hun rakte en hånd frem for at hjælpe ham op, og da hun samtidig bøjede let i ryggen, faldt den vide hætte ned over hendes ansigt, og skjulte det halvt.
Da han var blevet stablet på benene (hvilket jeg formoder,den herre?) trak hun hætten tilbage igen, og hendes hår faldt med tilbage, i en blød hanekam imellem de lange sorte ører.

"Og nu må jeg spørge, den herre; hvad laver et lille pus som dig herude på en kold og snefyldt aften? udover at hygge dig med hingstene, altså?" lo hun, og hendes azurblå øjne fangede den sidste rest af lys, der blev kastet over engen.

Han tog imod hendes hånd og kom op på benene igen.
"Hygger med hingstene," spurgte han forvirret, men indså så, hvad hun mente. "Nej! Aldrig!"
Han gøs ved tanken. Hvordan kunne nogen, der virkede så flink have sådan en beskidt fantasi? Han rystede noget af sneen af sig, lidt som en hund eller noget, der lige havde været i vandet og skulle have vandet af.
"Nej, jeg er her ude for at..." Han tænkte sig om. Længe. "Ved du hvad, jeg kan faktisk ikke huske hvad jeg skulle herude. Jeg fik at vide, at der var et eller andet jeg skulle kigge efter, nu jeg alligevel var på øen, men jeg glemte sådan lidt, hvad det var..."
Han pegede tilbage bag sig på de lange, slæbende spor han ahvde efterladt bag sig.
"Men så var det, at jeg for lidt vild og endte her."

"I princippet, bare et sted der er varmt. Jeg glemte sådan lidt at tage højde for kulden, da jeg tog afsted," tilføjede han med en nervøs latter. Han måtte indrømme, at det var første gang at der var nogen, som havde virket så flink overfor ham uden at det indebar, at hans pung på mystisk vis var blevet lettere indenfor et minut inden deres afgang. Udover det, måtte han også indrømme, at han nok havde været lidt dum, at glemme at tage højde for vintervejret. Han kunne i det mindste have taget en kappe eller noget med. Hans rustning i sig selv med de manglende ærmer og gode udluftning var måske ikke det optimale i valg af påklædning i disse tider.
På den anden side, så frøs han ikke, så længe han ikke tænkte over det. Og var der noget han ikke tænkte over lige nu, så var det kulden.
Specielt ikke når der stod en ung, lyshåret dame foran ham, og endda én, der kaldte ham 'snuske'. han havde tankerne andetsteds. Desuden holdt hans rødmen ham varm.

Månen spredte sit lys, da den gled fri af en forbipasserende sky. Det er sjovt, tænkte Karizma, som månen altid lyser meget kraftigere om vinteren end om sommeren.
Hun undgik som sædvanlig at møde herrens blik, for en spontan forførelse var ikke på sin plads- det var det alt for koldt til. Hendes blik gled derfor rundt omkring; studerede landskabet, og de lange spor Stan havde efterladt sig. Hun smilede skævt. Faret vild, og så endda på Toropolis Isla. Han var garanteret ikke engang klar over hvem der ejede øen, eller hvad det kunne medføre, at han var her. Det ville se ud som om han snusede rundt, og det så Samson ikke mildt på.
Karizma lod sig overvinde af sit gode hjerte, og sukkede dybt. Så tog hun forsigtigt hans hånd- og hendes magiske evne gik straks igang. Småbitte impulser blev sendt gennem hendes hjerteslag og ud i hendes hænder, hvorefter de ville passere ind i hans krop. i løbet af få minutter skulle Stan gerne være så forgabt i hende, at hun uden yderligere problemer kunne få ham af vejen.

"Kom, lad migfølge dig til havnen. det.. er ikke det vildeste sted at være om natten- der sker ingenting!"

Hvis ikke det havde været så koldt, havde Stan nok svedt så det drev. Hun var da ret flink. Faktisk unaturligt flink. Han undrede sig over, hvorfor var der ikke flere piger, der faldt for hans fantastiske charme, lige så hurtigt som hende her tilsyneladende havde gjort, men lod tanken falde hen. Mest af alt fordi hende her skræmte ham lidt. Hun virkede så flink, at det løb ham koldt ned ad ryggen.
I dette øjeblik var han faktisk glad for kulden, for hvis den ikke havde været så isnende, var hendes hånd blevet gennemblødt af hans nervøse sved, da hun greb hans hånd og førte ham i retning af havnen.
Om det var fordi han var kommet sig over hendes ligefremme og charmerende måde at tale på, vidste han ikke, men han var langsomt begyndt at falde til ro. Han hjerte var stoppet med at gallopere afsted og han var begyndt at rødme mindre. Til gengæld kunne han stadig ikke rigtig sige noget, bare grynte halvfornøjet mens han blev trukket gennem det tykke snedække.
Hun var egentlig ret pæn, tænkte han. Det var sjældent at han havde brudt sig om piger med kort hår, men det klædte hende her. Han stirrede også ret så betaget på hendes øjne, hver gang hun vendte sig for at sige noget. Selvom han altid bedst havde kunnet lide grønne øjne, var hendes store, blå glugger noget så interessante.
For hvert sekund der gik, virkede magien kraftigere på ham. Han blev mere og mere forgabt i pigebarnet, uden rigtigt at vide hvorfor. Ikke at det adskilte sig så meget fra hvad der skete for ham til daglig, dog.