”Sid ned,” sagde Spike, mens han kiggede ned i nogle papirer, han om lidt skulle række videre til drengen. Med en rolig bevægelse skubbede han en mappe med nogle enkelte papirer over på den anden side af bordet, hvor der stod en stol klar til ham. Stolen var naturligvis ikke behagelig; den var tilpas ubehagelig til at personen, der sad i den ikke ville blive behaget. Det galt om at være klar over at man var underdanig når man befandt sig på Spikes hjemmebane.
I mappen lå der papirer, der omhandlede to personer. Den ene af disse personer gik under navnet ’Shrade’, og der var en kort og uhyre nøjagtig beskrivelse af hans mange fysiske skavanker.
Navn: ’Shrade’ (muligvis alias)
Udseende: Mangler højre fod; afskåret midt på skinnebenet. Mangler den yderste halvdel af hver finger og tæerne på venstre fod. Har en punkteret lunge, der forårsager åndedrætsbesvær.
Signalement: Går klædt i rustning; bruger metal som substitution for manglende lemmer. Har altid tildækket ansigt, begrundet alvorlige skader til hovedet. Vil være lettest at kende på sin haltende gang og hvæsende åndedræt.
En kyndig person, der kendte til Spikes skrivning, ville kunne genkende hans snørklede håndskrift. Han regnede dog aldrig med at Schwartz havde set noget han havde skrevet, så dette ville nok ikke blive et problem. Han var ikke interesseret i at drengen skulle grave mere i sagen end han blev bedt om.
Det andet stykke papir var mangelfuldt, når det var bedst. Det eneste der var udfyldt var signalementet, og her stod der: ”Blå. Har Horn.” Dette var blevet skrevet af en anden, og håndskriften var mere læselig. En skam egentligt at der stod så lidt.
Han ventede til at drengen havde taget papirerne og kigget på dem. ”Disse to er undslupne mordere, der truer med at forstyrre den generelle fred i byen. De er begge farlige, og dræbte flere af mine mænd under deres tilfangetagelse. Du får stillet første enhed til rådighed, samt et budget på fem diamanter.” Han kiggede for første gang på Schwartz. Han havde ændret sig lidt siden de sås sidst. Det var ikke meget, men det virkede som om han var mere voksen end tidligere. Det fik Spike til at føle sig gammel. ”Jeg forventer at opgaven bliver gjort hurtigt og mest af alt
stille.” Han kneb svagt øjnene sammen, som en stille advarsel. ”Jeg behøver vel ikke påminde dig hvad der sker med folk, der laver et spektakel?”