Det havde været så let for Jessa. Hun var lydløst gået ind i huset, hvor moderen havde siddet og grædt over den uendelige fattigdom. Jessa havde endt hendes lidelser, og hun havde ingenting mærket. Nakken var knækket så let som var hun lavet af glas, og blodet flød ned i Jessas hals kort efter. Derefter havde hun listet ovenpå til den lille pige der lå så sødt og sov.
Hun smed det lille lig fra sig i sengen og gik hen mod vinduet. Der var stadig mennesker udenfor, så hun måtte vente lidt endnu med at forlade huset igen. Hun så ned ad sin fine, mørkegrønne kjole, strøg den med de spinkle fingre, før hun trak hætten på sin kappe op om hovedet. Her stod hun afventende og så ud af vinduet.