James gik stille igennem lysningen og sukkede kort.
"Jeg finder hende aldrig Lillian. Jeg tror bare at jeg giver op." sagde han og satte sig ned på en træstub. "Nej lad være Lava, du må ikke opgive om at finde håbet." James rystede på hovedet og trak på skuldrende. Håbet er ude og der er intet, jeg kan gøre ved det." sagde han og sukkede kort. Han satte hænderne ned i skødet og han kiggede ned i jorden. Måske skulle han bare opgive alt. Der var jo ikke noget han kunne lave. Ingen han kunne snakke med. Han havde jo bare haft drømmen, om at finde sin søster i live, men den var jo lige så stille forsvundet.

Jocelyn gik rundt et stykke væk fra James. Hun havde været ved kroen, ved havnen, ved tusindevis af små byer, for at lede efter ham og anede nu ikke hvor tæt på ham, hun var. Hun nynnede en lille melodi, mens hun gik rundt. Hun havde sin åndebog i hånden og overvejede at hidkalde en af ånderne, så hun havde nogen at snakke med. Hun var blevet lidt skuffet over ånderne her omkring. I de sidste mange år, havde ånderne været de eneste hun snakkede med, så hun havde forventet at møde en masse nye, nu hvor hun kom til et forholdsvist nyt sted. Dog havde alle ånderne, troet at hun var ligesom alle andre - havde ikke lagt mærke til at hun kunne se dem og var bare gået forbi hende, så indtil videre havde hun kun snakket med en ånd. "Nanananana... Nanana.. Nananananana.." Kom det lavt fra hende, mens hun langsomt gjorde rytmen en smule hurtigere eller langsommere. Hun elskede at sidde og finde på hendes egne melodier og havde altid gjort det.

James sukkede kort og rystede på hovedet. "Lad nu hver Lillian. Jeg er ikke i humør til en leg." sagde han og kiggede op og så ned i jorden igen. "Din idiot kig nu bare op. En lige så rødhåret person gå lige der nede." sagde ånden og daskede ham over nakken selvom der ikke kom meget mere end en vind. "Lad så hver Lillian det er ikke sjovt længere!" sagde han vredt og højt. Han rejste sig op og tog hænderne ned i sin lomme. *Hun skal ikke gå og sige sådan noget. Det er slet ikke sjovt* tænkte han og begyndte at gå hen imod Jocelyn. Han holdte blot blikket i jorden, udne at sige noget som helst.

Jocelyn vendte hurtigt blikket imod lyden, da hun hørte James' vredesudbrud. Hun stirrede tavst på ham, hun kunne ikke genkende ham, men enhver med rødt hår vakte hendes opmærksomhed. "Hey?!" Sagde hun højt nok, så hun var sikker på at han kunne høre hende. Hun betragtede kort ånden ved hans side, men tænkte ikke at det nok var hende, han havde talt med. - Det var jo kun hende og hendes bror der kunne det.. Ihvertfald af hvad hun kendte til. Hun gik et par skridt imod James, men stoppede så op, da han jo også var på vej i hendes retning og de så ville støde ind i hinanden. Hun kørte en hånd igennem hendes røde hånd og smilede svagt. Hun syntes hun havde set ham før. - Måske var det en fjern slægtning? Måske kendte han James? Hun overvejede ikke engang om dette kunne være James, ham selv.

James vendte sig om og begyndte at brokke sig lige ud i luften. Ånden som stod og pegede hen imod Jocelyn og brokkede sig lige så meget. Jo tættere på man kom jo mere kunne man høre dem skændes. "Lad så hver Lillian. Jeg kan ikke se det sjove i det mere. du har lavet dne joke med mig før, og nu er jeg ved at være godt træt af den!" sagde han vredt og himlede med armene. *Arg James du er altså ikke nem at gøre glad. Hvis du nu bare vender dig om så du kan se, hva djeg snakker om!* sagde ånden og fløj direkte igennem ham da han skulle til at sige noget. Han vendte sig om imod Jocelyn og ånden. Han begyndte at pegefingre af ånden. "Gider du godt at lade vær... med.." han stoppede sin sætning og vinkede kort til personen der kom nærmere. "Hvad sagde jeg!" sagde Lillian og begyndte at svæve væk.
*Åhh nej. Hvordan ser jeg ud. Jeg ligner jo noget katten har slept ind* tænkte han og kløede sig lidt i nakken.

Jocelyn stirrede overrasket på ham, da hun indså at han snakkede med ånden. "Hvordan kan han det?" Tænkte hun, men kom hurtig i tanke om at hun jo ikke var den eneste der kunne forskellige overnaturlige ting og at det egentlig var meget sansynligt at andre kunne det. Hun smilte så svagt og hævede hånden som en hilsen. "Du skulle ærlig talt ikke være så hård imod hende. Hun havde jo ret i.. hvad det nu lige var.." Sagde hun med et smil og gentog bevægelsen, med at køre hånden igennem hendes hår. Det var efterhånden blevet en vane at gøre sådan, hvorfor vidste hun ikke, da det jo egentlig ikke tjente nogen højere enhed, udover at hun godt kunne lide at gøre det.

James stod helt mundlam og kiggede blot på hende. Hun lignede meget deres mor. Eller det han kunne huske fra deres mor af. Han kløede sig igen i nakken og så blot på hende.
"Øhh... Ja jeg altså hun.." sagde han og begyndte at pege efter ånden som ikke var der mere. "Du kan.. Jeg mener at du kan.. Ånder.?!" sagde han og vidste ikke hvordan han skulle få et eneste ord frem som ville hænge sammen i en sætning. Det virkede slet ikke logisk at det skulle gå sådan. Han smilte ganske kort men hans øjne vidste en stor forviring.

"Jah..?" Sagde hun med et smil og kunne ikke tilbageholde et svagt grin. "Ja, jeg kan se ånder.. Jeg var ligeså overrasket over at du kunne.. Eller.. måske ikke helt?" Hun smilede ad ham og gik et par skridt hen imod ham og rakte hendes hånd ud. "Jeg er Jocelyn. Hvem er du?" Spurgte hun og som sædvanlig blæste hun på at være høflig og kaldte ham for du - som sædvanlig. Hun brugte den frie hånd til, igen, at køre hånden igennem håret. Hun smilede afventende, mens hun så sig omkring, efter ånden som åbenbart var løbet væk. Hun trak kort på skuldrende og vendte opmærksomheden imod James igen. Hun syntes hele tiden hun fandt flere ting, hun kunne kende fra en anden, men hvem det var, kunne hun ikke huske.

(Lidt kort og med lidt langt ventetid :( - Sorry )

James kiggede blot på hende og var helt mundlam. "Lavaron?" spurgte han, og man kunne se at det begyndte at danne sig vand i øjne. Kunne det virkelig passe at det var hende? Han håbede det virkelig. Så skulle han ikke tænke over hvor, hans søster var henne, eller hvem hun var mere. "For himlens skyld James svar hende dog!" kom en stemme fra det fjerne. Han knyttede kort næven og begyndte at bande lidt for sig selv. "Blan dig bare uden om Lillian." sagde han og himlede kort med øjne.
Han rakte en hånd frem og tog Jocelyn's hånd. "Som sagt er jeg James Lavaron."

Jocelyn så forvirret på ham, dog med et smil, da han sagde hendes efternavn. "Ja.. Hvor ved du det fra?" Spurgte hun undrende, og smilede da ånden blandede sig. Hendes smil stivnede, ligesom resten af hende, da han sagde sit navn. Hendes brune øjne blev store og forvirrede. "Det kan da ikke være ham? Nej.. Det passer ikke.. Han er jo så.. stor.. Han skal forestille kun at være en lille dreng.. Eller.. Han er vel også blevet ældre.. Men alligevel. Det kan da ikke være ham? Kan det?" Tusindevis af små sætninger som disse fløj rundt i Jocelyns hovede. "Undskyld.. Hvad?" Kom det forvirret fra hende. "Du kan ikke være James Lavaron.. Han.. Det er min.. Nej.." Hendes ord var mest ment for hende selv, men hun sagde dem alligevel højt. Det kunne da ikke passe?

James kløede sig lidt i håret. Men det var altså for underligt det her. Han tog hånden til sig og han begyndte at trille en tåre.
"Jeg.. Eller jeg mener.. Jeg er James Lavaro. Men hvis du er Jocelyn Lavaron. Så er du min.. Nej det kan ikke passe.. Men så ville du være min storesøster?" sagde han og kiggede på hende. Det her var helt urealsitsik for ham. Han havde ledt efter sin søster i så mange år. Men bare sådan lige uden videre så stod hun foran ham. Det virkede helt forkert.

Jocelyn havde det som om hun fløj et eller andet sted langt oppe i luften. Hun stirrede bare på ham - uden at sige noget. "Jamen.. Hvordan?" Tænkte hun forvirret. Hun lagde hendes hovede på skrå, mens hun betragtede den rødhårede person der muligvis var hendes bror. "Ehm.. Ja.. tror jeg.. Sådan må det.. vel hænge sammen? Mener du det virkelig? Du er James Lavaron?" Hun kunne stadig ikke forstå det. "Hvor er dine forældre?" Spurgte hun pludselig. Hun ville være helt sikker på at det var ham, før hun reagerede på det - eller det var nok lidt for sent. Hun havde allerede reageret på det, men før hun fik hendes forhåbninger for højt op, blev hun nødt til at være sikker. Hun mærkede hvordan hendes hjerte bankede hurtigt og utrolig højt, mens hun blev ved med at fortælle sig selv at det ikke var ham. At det ikke kunne være ham - for ikke at få forhåbningerne for højt op. Hendes ene hånd fandt desperat vej op til en rød hårlok, som hun helt ubevidst begyndte at lege med. - Det var en vane hun havde fået, at lege med hendes hår og nu syntes at være det perfekte tidspunkt at bruge den vane. Hun mærkede bogen i hendes hånd ryste en smule og et par sekunder efter kom en kvinde frem ved Jocelyns side. Kvinde var på alder med Jocelyn og havde langt sort hår. Hun lignede egentlig en almindelig kvinde, udover den svage blå glød der var omkring hende, der kendetegnede at hun var en ånd. "Lynn? Hvem er han? Hvorfor står i og stirrer på hinanden?" Hviskede ånden undrende til Jocelyn, før ånden indså hvem det var. "Er det ham? Er det.. Er det James?" Selvom ånden overhovedet ikke reagerede så stærkt på det, som Jocelyn gjorde, så var det tydeligt at ånden også vidste hvem James var og at hun vidste at Jocelyn havde brugt lang tid på at lede efter James.

James sukkede ganske kort. Hvordan skulle han svare på det? Han kunne jo dårlig nok huske hvad der var sket. Han satte sig tunkt ned på jorden, og satte hænderne for hovedet. "De er døde. Det sidste jeg husker er at de blev dræbt, og min søster forsvandt. Jeg har ikke set hende siden den dag. Jeg kan faktisk ikke huske ret meget." sagde han og begyndte at ryste. Hvordan skulle han ellers forklare hvad der var sket? De var blevet dræbt ja, men af hvem og hvorfor? Han sukkede kort og kiggede fjernt ned i jorden. Han kiggede kort op og smilte venligt til ånden. Han nægtede at svare på det hele.
Efter et stykke tid rejste han sig op og kiggede, på sin muligvise søster. "Jeg er James Lavaron, og det er der ingen der kan tage fra mig." sagde han kort og vente sig om så han stod med ryggen til. "Lillian vi må hellere gå. Vi er vidst ikke velkommen her." sagde han ganske kort. Stille begyndte han at gå men vendte sig om for at kigge på Jocelyn.

"Vent!" Sagde hun hurtigt, da han begyndte at gå. Hun løb hurtigt hen til ham og så på ham. "Du får ikke lov til at gå.." Sagde hun så og det var tydeligt at hun mente hvad hun sagde. Hendes stemme var fuld af en sådan lidenskab og kærlighed for hendes bror, også selvom hun ikke var sikker på at det var ham, at det var tydeligt at hun ikke ville lade ham gå nu. Også selvom hun stadig ikke var helt sikker på at det var ham, så ville hun ikke lade ham gå, før hun var 100% sikker på at det ikke var hendes bror. "Hvad hvis det er mig? Hvis jeg er din søster? Der forsvandt og nu er vendt tilbage?" Spurgte hun så om og smilte svagt bare ved ordene. Det var også tydeligt at hun selv virkelig gerne ville tro på det. Tro på at hun var hans søster - at han var hendes bror. At han var hendes James. Problemet var bare at hun ikke havde set ham, siden de begge var børn og hun kunne ikke se om det var ham. Ånden gik langsomt hen til dem og stirrede uhæmmet på James - hun var vandt til at mennesker ikke kunne se hende, så hun havde ingen hæmninger, udover når det kom til Jocelyn.

Bag et træ kom Lillian frem. Hends gyldne lyse blonde hår rørte lidt på sig ved blæsten der kom forbi hende. Hun trådte helt frem og svævede over til ånden ved siden af den anden.

James kiggede lidt frem og tilbage på Lillian, den anden ånd og så på Jocelyn. "Hvis du er min søster kan jeg ikke gøre noget ved det. Vi er af samme kød og blod. Ingen har set min søster siden hun forsvandt. Jeg har aldrig mødt hende i lidt over 10 år. Hvis du er min søster kan jeg godt forstå at du vil være sikker på at jeg er den jeg er. Men jeg lyver ikke og har aldrig nogen sinde gjort det. Selv min søster ved at jeg aldrig lyver. Selv over for vores forældre har jeg aldrig løjet. Det er bare ikke mig at gøre sådan." sagde han og kiggede blot på Jocelyn. "James der er også.."[/b] Lillian stoppede med at snakke da han holdte en hånd oppe. Der var ikke nogen der skulle forstyre ham lige nu. Hvis Jocelyn ikke var den han troede hun var, vå ville han bare være alene.
"Der har været en grund til hvorfor min søster tog væk fra vores hjem da vores forældre blev dræbt. Jeg kender ikke grunden, hvis du også ville spørge om det. Men en ting ved jeg. Jeg vil aldrig nogen sinde opgive håbet om at finde hende. Hvis hun så ligger begravet et eller andet sted, ja så skal jeg nok finde hende, på den ene eller den anden måde." sagde han og holdte stadig blikket på hende. For første gang han var færdig med at snakke, blinkede han et par gange med øjne, da de var begyndt at blive lidt tøre.

Jocelyn lyttede til James med et svagt smil. "James.. Jeg tror heller ikke at du lyver. Hvorfor skulle du også gøre det? Men jeg har ledt efter min bror, i jeg ved ikke hvor lang tid og jeg vil bare sørge for at være sikker på hvem det er, før jeg får mine forhåbninger for højt op." Svarede hun så. "Indtil videre så minder du utrolig meget om min bror. Ikke bare med navn og udseende, men også med personlighed, men hvad så hvis det ikke er dig? Hvad så hvis jeg tror at du er min bror, men min rigtige bror måske er derude et eller andet sted og har brug for mig og så er jeg sammen med dig? Kan du så ikke godt forstå at jeg har brug for at være sikker.." Fortsatte hun så. Hun var lidt overrasket over hendes ord. Det havde hun egentlig ikke tænkt over før, det var bare noget der kom ud af hendes mund. Den egentlige og mest hovedsagelige grund til at hun ville være sikker, var at hun var bange for at blive skuffet. Ånden, Eleanor, kiggede nysgerrigt på Lillian. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede den anden kvindelige ånd.

Lillian kiggede på ånden og rystede kort på hovedet. "Kan de ikke bare blive enige. James har ledt efter sin søster, i alle de år jeg har kendt ham. Det er så lige omkring 6 år siden, Jocelyn har ledt efter sin bror i ja måske lige så længe. De er hinandens..."[/b] mere fik hun ikke sagt da James brød ind. "Lillian.. Jocelyn vælger selv om hun tror på den jeg er. Hvis hun ikke gør ja, så starter jeg for fra igen. Jeg må tage op i det nordlige krystalland for at se om hun er der. Jeg tror det ikke, men jeg bliver nød til det. Jeg har også brug for at være lidt alene med mine og hendes ting." sagde han blot og kiggede på Lillian som rystede opgivende på hovedet. Han vendte hovedet tilbage på Jocelyn med et lille smil.

"Jeg kan godt se at du vil være sikker. Måske ligner jeg din bror, men hvis du ikke mener jeg er det. Ja så er der kun en ting at gøre. Du skal stole på din fornemmelse. Den er for det meste den bedste at bruge. Den har for det meste også altid ret. Den dag du finder din rigtige bror så lykke ønsker jeg dig. Jeg håber du finder det du søger.
Jeg forstår godt hvorfor du vil de ting som du vil. Jeg kan også forstå du vil vide en masse ting om mig for at være sikker." sagde han og kiggede på hende.

Lillian svævede ned ved siden af James og begyndte at hviske til ham. "Nej Lillian jeg kan ikke gøre det. Du må forstå min belsutning og vi må forstå Jocelyn." sagde han i et lidt vredt tonefald. Han rystede på hovedet af sig selv og blinkede et par gange med øjne.
*Hvis hun ikke er min søster, hvordan kan det så være at hun ligner vores mor så meget. Vi har også sammen navn, hun hedder det som min søster hedder. Men det kan bare være et sammentraf.* tænkte han og sukkede ganske kort.

Eleanor lyttede nysgerrigt til hvad Lillian sagde og rystede på hovedet af James og Jocelyn. "Jeg tror altså at de er søskende.. De ligner jo hinanden helt vildt.. Hvorfor kan de ikke se det?" Svarede Eleanor opgivende. Jocelyn sendte Eleanor et strengt blik, før hun vendte opmærksomheden imod James. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare. Hun havde det som om der var et usynligt bånd imellem hende og James, men hun vidste ikke om det bare var fordi at de begge kunne se ånder. Eleanor så lidt undrende på ham, da hun hørte det med at han ville være alene med hans egne, men også hendes ting? "Hvilke ting, af hendes er det du vil være sammen med?" Spurgte hun en smule nysgerrigt.

James kiggede blot på hende med et lille smil på læben.
"Jeg vil gerne være sammen med hendes ene dukke. Hun var rigtig glad for sin rødhåret dukke som hedder Emma." sagde han blot og kiggede ned i jorden. "Hun havde den altid med sig. Det var lige meget hvor hun gik hen så skulle hun have den med." sagde han og smilte lidt for sig selv.
Et stille suk kom fra ham og han satte sig på en træstamme. Han begyndte stille at få tåre i øjne "Undskyld" sagde han og begyndte stille at snøfte. Hvorfor kunne han ikke bare finde hende et sted.?

Jocelyns blik blev tomt et kort øjeblik. Hun havde ikke tænkt på Emma i årevis. Hun fik et kort flashback af hende, da hun fik dukken. "Emma.." Mumlede hun lavt, før hun kom tilbage til virkeligheden. "Jeg er din søster.." Sagde hun pludseligt og bestemt. "Jeg er helt sikker.. Jeg.." En svag tåre viste sig et kort sekund i hendes ene øje, før hun blinkede det væk. - Hun ville ikke græde. Hendes hånd legede febrilsk med hårlokken, mens hun tænkte det igennem et kort øjeblik. "Jeg har fundet ham.." Tænkte hun og havde det kort som om hun skulle besvime eller sådan noget - hun havde virkelig fundet ham!? Hun overvejede ikke engang om han måske ville sige at det ikke var ham. Hun var helt sikker. Hun betragtede ham nysgerrigt og mærkede hvordan hun var helt let i kroppen. - Hun havde ledt i så lang tid.. Og nu havde hun fundet ham!