Der hænger kæder med håndjern ned af en væg med en bænk under i den lille celle. Bænken har en lille madras med halm i. Den er ikke specielt "luksus", men hallo... Det er en fangkælder?
Tremmerne er som altid beskyttet mod magi - de samme med håndjernene.

Ninlia kommer ned af de lange trapper til fangekælderen. Vagterne ser op da hun kommer ned med en vagt bagved hende med Naíshca over skulderen, som en kartoffelsæk.
Hun ænser dem ikke et blik, men hun kan se at der har været kamp for nyligt, da der er mange af dem som har sår.
,, Hvem gjorde det sidste gang? " Spørger hun bare en eller anden vagt.
Ingen af dem siger noget. Hun ignorerer dem derfor og går bare hen til en passende celle til Naíshca.
,, Her, det er nok den bedste. Kom blot håndjernene på hende. " Siger hun med sin cremet stemme, helt uden følelser.
Vagten ser kort på Ninlia og går derefter ind i cellen med Naíshca. Han ligger hende på bænken og kommer håndjernene på hende.
Ninlia står blot og kigger mens dette sker.

Hun sukker kort og ser over på de andre vagter, som har ansvaret for cellerne og fangerne.
,, Hm.. Har i noget stof? " En af vagterne ser spørgende på hende, men ser kort over på et lig af en død fange.
,, Det er det eneste vi har. " Siger han lettere ignorerende da han passer sit job.
Ninlia tager fat i et af mandens bukseben og river til så hun får en fin strimmel.
Hun træder roligt ind i cellen, som vagten lige har efterladt.
Hun binder stoffet for Naíshca's øjne, som havde været utrolig irriterende lyse, så derfor vil hun ikke risikere at det sker en gang til.
Irriterende og stædige kælling.. Hm.
Hun binder stoffet godt stramt, så det ikke er let at få af. Derefter går hun hen til celledøren og smækker den i.
Ninlia ser lidt på Naíshca, som ligger på bænken, helt bevidstløs. ,, Nøglen til den her celle.. Jeg vil gerne have den. Siden i ikke kan stoppe nogle ynkelige krigere i at komme her. " Hun ser tomt på en af vagterne.

Naíshca lod sig fuldstændig frivilligt glide ned på madrassen, og hun ænsede det næsten ikke, da der blev lagt håndjern omkring hendes håndled. Men hun var jo også bevidstløs. Ellers ville der have været andre boller på suppen, for hun ville ikke have fundet sig i det, overhovedet. Et klagende suk lød fra hende, da stoffet blev bundet omkring hendes øjne, så hun ikke kunne bruge sin evne, hvilket ellers ville have været nyttig. Hun var ikke helt ved bevidstheden endnu. Gik på stregen fra at være bevidstløs og være ved den nogenlunde bevidsthed. I korte øjeblikke gled hun over på den mørkeste side, at være bevidstløs, mens hun andre gange gled over på den lyse side, og kom sig nogenlunde tilbage til øjeblikket i fangekælderen.

Ninlia så stadig på vagten som stod lidt og var i en situation imellem en kriger. ,, Jeg vil gerne have nøglen, tak. " Siger hun blot tomt til ham.
Endelig da han giver sig tager hun roligt imod nøglen med sine arrede hænder og låser celle døren.
,, Jeg advarer jer vagter, så i ved hvem hende her er. Aldrig gå ind i cellen uden at fortælle mig, eller have opsyn af mig. ALDRIG. Hun er en lysets kriger og hun er nødt til at beholde det stof på øjnene da hun kan bruge lysets kriger kraften. " Siger hun let følelsesløst og rynker brynene for at de skal se at hun er alvorlig i denne sag.
Hendes lange hår er blevet lidt pjusket efter den vilde ridetur, så hun sukker kort opgivende.
,, Jeg ved ikke hvad du hedder kriger, men du kommer til at se en hel del til mig.. Eller, nej.. Høre nærmere rettere sagt. "
Hun ser kort ind på den bevidstløse Naíshca, hvorefter at hun går op igen. Op fra fangekælderen.

Naíshca vågnede langsomt op, og kom til bevidstheden rimelig hurtigt. Alligevel syntes hun, at noget var helt forkert, da hendes syn åbenbart ikke var kommet tilbage endnu. Hun havde jo ingen idé om, at de havde bundet stoffet omkring hendes øjne. Hun lod hovedet glide en anelse til den ene side, hvorefter hun gned skulderen op af tindingen, og bemærkede stoffet, som skyggede for hendes syn. Den lede.. Hun færdiggjorde ikke sin sætning, for der var så mange ord, hun kunne bruge imod Ninlia, men hun kunne ikke finde det rette. Hun vidste udmærket godt, hvorfor elveren havde givet hende dette stof omkring øjnene. Selvfølgelig.. Egentligt havde hun håbet på, at Ninlia ikke havde bemærket det, og ikke var klog nok til, at tage alle hendes 'ting' fra hende, men åbenbart..
Hun lod et træt gab undslippe sine læber, før hun lænte sig op af den kølige mur, som mindede hende om dagen med Spike. Denne gang havde hun fået sin egen celle, men hun slap ikke for lydene af de fanger, som blev tortureret, et stykke derfra. Hun prøvede så godt som muligt at ignorere dem, selvom hun ønskede at hjælpe dem. Hun vidste godt, at hun ikke havde nogen chance i denne idiotiske celle, hvor hun åbenbart havde fået vagter, som holdte øje med hende døgnet rundt. Prikken over i'et. Hun lukkede træt øjnene, før hun lod sig overmande af søvnen. Hvis hun skulle ud af denne celle, så måtte hun komme til kræfter.

Naíshca giver et smertende fnys fra sig, da hun slår øjnene op. Det var ikke fordi hun allerede var udhvilet, men fordi nogle klagende skrig lød fra et af de fjerne hjørner af fangekælderen. Garanteret en ny fange. Hun håbede inderligt på, at dette ikke var Sas, for hvem skulle så befri hende? Hun havde jo ikke nogen chance for at komme ud herfra, ikke selv. Et øjeblik, så håbede hun også på, at de folk som var ved vandfaldet, havde set Ninlia og hende på hesten, på vej bort. Det ville ikke tage dem lang tid at udregne, at nu da Naíshca var lysets kriger og Ninlia bortførte hende, hvorhen de skulle og hvad Ninlia i virkeligheden var. Selvfølgelig en Mørkets kriger, men en af de krigere, som var for fej til at gå med sin uniform hele tiden, og bære den med stolthed. Nin var intet af det. Hun burde rådne op i helvede..
Hun satte sig op, og lagde sin arm i skødet, hvorefter hun træt lænte sig op af den kølige mur. Hvad skulle hun ellers gøre? Hvad var overhovedet hendes valgmuligheder? Hun kunne ikke se. Hun kunne ikke se fangen, som lige var blevet slæbt herind, og hun kunne derfor heller ikke lade hendes syn bedømme, om det var Sas, eller hvem det var. Hendes øre lod sig glide en smule tilbage, mens hun lyttede efter skrigende. Det lød ikke som Sas.. Heldigvis.

Naíshcas søgen efter lyde, som kunne tyde på, at nogle havde i sinde at befrie hende, tonede hurtigt ud. Fangerne brokkede sig ikke mere, ikke ligeså snart vagterne var gået ind i den anden ende af fangekælderen. Den usle og kolde fangekælder, som hun var havnet i. Hun havde aldrig nogensinde savnet Sas, så meget som hun gjorde nu, og Ambriel. Det, at hun ikke kunne se irriterede hende også, men selv da hun prøvede at skubbe bindet en smule op, ved hjælp fra skulderen, så blev den blot skubbet højest nogle få centimeter op. Så få, at hun stadig ikke kunne skimte lyset. Eller det troede hun ihvertfald, for der var intet lys her.
Uhjælpsomt lænede hun sig op imod væggens kølige mur, hvor små dyr kravlede op og ned af, som var det en motorvej for insekter. Hun rykkede sig en smule længere til siden, for at undgå dyrene, men ligeså snart hun kastede et blik rundt i cellen, indså hun godt, at de var over det hele, stort set.
Der gik ikke lang tid, før hun lokkede øjnene og gled ind i søvnen, endnu en gang.

Nogle lyde fra et sammenstød af sværd, får Naíshca til at vågne op fra sin lette søvn. Hendes ryg og ene side er helt øm, og da hendes hænder der bundet, får hun kun med nød og næppe sat sig ordentligt op. Hendes ører glider søgende rundt, søgende efter enhver levende lyd, da hun pludselig hører en sagte hvisken. I det førte øjeblik troede hun bare, at hun var ved at blive skør. I de mange dage, hun havde siddet her, havde hun ikke hørt noget til nogen og var efterhånden ved at blive ret ensom. Hun også hendes syn, hvilket irriteret hende noget så grueligt. Hun havde nogle små sår op af kinderne, da hun desperat havde prøvet at få bindet fra øjnene væk, men det havde ikke hjulpet overhovedet. Først da Freyja endnu en gang hvisker til hende, denne gang højlydt, går det op for hende, at der virkelig er nogle, som ønsker at befrie hende. En kort glæde bobler i hende, men da hun ikke kan se, føler hun sig hen til tremmerne, så godt hun nu kan.
,,Jeg.. Kan ikke se noget!" Hvisker hun tilbage til hende, idet hun stiller sig op af tremmerne, og søger efter en udvej.

Naíshca gned langsomt håndleddene imod hinanden, da hendes hænder pludselig var frie. Hun grec straks fat i båndet omkring hendes øjne, og rev det brutalt af sig, så hendes syn langsomt kom til syne igen. Hun måtte misse med øjnene, før det var nogenlunde som det var før. Der ville nok gå et par dage, det synet ville være helt fuldkomment igen. Hun så taknemmeligt på Freyja, men fulgte derefter også hurtigt med hende. Hun ville nødig ende i den celle en gang til. Hun grab roligt, men blidt fat omkring Freyjas håndled og trak hende derefter med ud, af en af de mere diskrete døre i slottet. Hun havde jo været her før..
//out.